Tag-arkiv: klunker

Pas på kønsorganerne: Ondsindet klunkekalkun går amok

HalunkLOGO

Sognet er i undtagelsestilstand, efter at en kalkun med testikelstjælende tendenser er begyndt at hjemsøge landevejene. Det uhyggelige og stærkt aggressive fjerkræ har på to døgn angrebet og kastreret femten borgere, en akademiker og to svenske turister. Og den har ikke i sinde at stoppe.

“Jeg var blot på spadseretur med min doberman Plaks og hørte med et en puslen i krattet,” fortæller det seneste offer, Dolmer Larsen. “Før jeg vidste af det, manglede både jeg og hunden testiklerne.”

Storkalkun

Det tager i gennemsnit 45 sekunder, fra kalkunen antaster ofret, og til den pludrende forsvinder med testiklerne dinglende i næbbet.

“Vi står over for en trussel, der kan ødelægge sognets håb og fremtid,” erklærede Louis B. Knockel tidligere i dag og tilføjede: “Derfor kan jeg på det kraftigste anbefale at anskaffe sig et skridtværn med indvævede metaltråde som det, jeg selv har iført mig.”

Testikelværn

En flok af raske børn og unge har via budcykler fordelt de omtalte skridtværn til forbipasserende borgere.

Jagten er gået ind på klunkekalkunen. Borgervæbningen er på dette tidspunkt i færd med at gennemsøge området for at fange og aflive det skruppelløse fjerkræ.

Sidste nyt: Kalkun udryddet

Den unge fårehyrde Rocko Malm fandt ved et rent og skært tilfælde frem til en grotte, som viste sig at være klunkekalkunens tilholdssted.

“Jeg var ude med dyrene, da jeg hørt en ondsindet pludren inde fra grotten,” erklærer den hæderlige unge mand.

Sporenstregs kontaktede han borgervæbningen, der først prøvede at ryge bæstet ud. Det hjalp ikke.

grotte

“Vi så ingen anden udvej end at bortsprænge hulen samt den omkringliggende mark og skov for at være på den sikre side,” siger premierløjtnant Ælmer Skraa. “Med ondt skal ondt fordrives.”

Klunkekalkunen er nu erklæret udryddet, og alle borgere kan hermed tage skridtværnene af og vende tilbage til deres gøremål.

SE OGSÅ:

HenvHalunkURTIDSPATRULJEN