Kålforvalter Calorius Blankhane er ikke længere iblandt de levende. Den højtelskede, respekterede og ikke mindst dygtige borger måtte lade livet da en hel lagerbygning med flere millioner tons kål styrtede over den sagesløse mand.
Hr. Blankhane var i færd med at inspicere beholdningen og prøvesmage de forskellige slags kål, hvilket blev fatalt. Forvalteren havde indtaget så meget kål at methan-mængden i hans legeme steg til et overmenneskeligt niveau. Da han ville lette trykket og lade gassen sive ud, endte det i en så massiv og tøjlesløs gasudledning at bygningen måtte give op. Prutten blev målt til vindstyrke 14. De to praktikanter og fejedrengen nåede ud i tide.
Nekrolog:
Calorius Blankhane blev født i 1901 i Vammelmose Muddergrøft. Familien var kålbønder og han fik derfor kål ind med modermælken. Efter en kort uddannelse fra 1917 til 1990 var han klar til at tage ud på arbejdsmarkedet som kålforvalter. Et arbejde han var stolt af.
Manden var kendt for sit næsten tandløse smil, den lune humor og en manglende højre hånd, der blev skåret af ved en fejl i en råkostulykke i 1989.
Hr. Blankhane elskede kål. Uheldigvis tog den livet af ham. Æret være hans minde.
Bemærk:
På søndag kl. 07.55 begynder begravelsen. Kl. 08.00 slutter den. Efterfølgende trakteres der med kåldolmere, halmcigarer og gul hestepilsnere.
Fra den kulørte presse kender alle læsere nok rigmanden Keld Kirk-Rognguf fra Skagen, fækaliekvotekongen der i Hellerupugen holder hof på Anna og Michael Anchers kunstnerbordel i Skagen omgivet af kronprinser, papgrever og reality-tv stjerner. Men ikke mange ved, hvor stor en spiller i Usseldrup-egnens latrinfiskeri, Hr. Kirk-Rognguf egentlig er.
Tjalfe T. Tarmstrøm, bachelor i marinebiologi og formand for Klamhuse Lystlatrinfisker Forbund forklarer:
“Fra tidernes morgen har latrinfiskeriet været allemandseje på disse kanter. Hver familie, fattig som rig, havde en kvote for, hvor mange fækalier de måtte fange på en sæson, og denne kvote gik i arv udelt fra fader til søn. Det ændrede sig alt sammen, da Amtmanden i Struer i et forsøg på at effektivisere erhversfiskeriet gjorde latrinfiske-kvoterne salgbare. I løbet af kort tid blev de små familie-latrinfiskere købt ud af pengestærke bagmænd, hvoriblandt den såkaldte kvotekonge Kjeld Kirk-Rognguf er den største.
“En trist, selvforstærkende udvikling,” sukker Hr. Tarmstrøm. “Latrinfiskeriet var en del af Usseldrup-egnens særkende. Mangen var den ungersvend, der spinkede og sparede for at kunne købe sin egen latrinkutter. Problemer med overfiskning og skidtlatrin (fækalier, der kommer i garnet ved en fejltagelse og sendes tilbage i tønden, Red.) forekom ikke. Men mod Kvotekongens top-effektive fækalietrawlere har ingen lille selvstændig latrinfisker en chance, så der er ingen anden mulighed end at sælge ud. Når Hr. Kirk-Rogngufs mastodontiske fabriksskibe først har støvsuget bunden af septictanken, er der end ikke den tyndeste myldrebæ tilbage til os andre.”
Skulle en eller anden stædig lokal holde ud og nægte at sælge sin kvote , er kvotekongen Kirk-Rognguf derudover berygtet for de voldelige metoder, han er parat til at benytte for at opnå sin vilje. I Blodhavns havneknejper, i Usseldrup bedehus, på Erna Bavnings folkebordel tales der ind imellem med dæmpet stemme om kvotekongens daglige leder af driften, den i Batavia og de Nederlandske Antiller i slaveri trænede hollænder Adrianus Kettingzaag – I folkemunde kendt som Den gokkende Hollænder.
“Ve den stakkel, der i stædighed ikke vil sælge sin kvote og som konsekvens får besøg af hr. Kettingzaag,” gyser en noget rystet formand Tarmstrøm.
“Det eneste, der kan redde latrinfiskeriet fra Kvotekongens totale dominans er for mig at se ændrede spisevaner hos den yndre generation”, slutter Tjalfe T. Tarmstrøm med en optimistisk udmelding. “Vore unge er meget kvalitetsbevidste og vil ikke spises af med de samme industrifækalier som forældre-generationen. Vi ser en gryende fra-latrin-til-bord bevægelse, hvor samvittighedsfulde restaurantgæster vil have forsikring for, at deres fækalier er bæredygtigt høstet og ikke ved et bundtrawl, der ødelægger latrinets økosystem. Hvis der skal ske noget, må det udgå fra de unge.”
Hvorvidt ændrede spisevaner kan vende om på den triste udvikling, skal vi her fra redaktionen ikke kunne sige, men vi håber da med hr. Tarmstrøm og ildsjælene i Latrinlystfiskerforbundet.
Trafikkaos er sent i aftes opstået ved indfaldsvejene til Usseldrup efter rapporter om endnu en “apparition”, dvs. tilsynekomst af Nordvestjyllands skytsengel, St. Latrina, den Brune Madonna fra Usseldrup. Unge Abu W. Brunhammer beretter fra Nr. Usseldrup Bedehus:
“Jeg havde, som vanen er i Nordvestjyske Landbodrenges Præsidium, tilbragt torsdag eftermiddag på Erna Bavnings Folkebordel og var efter et par timers hårdt slid på vej tilbage til Bedehuset i en poist-coital følelse af opstemthed. Pludselig følte jeg en stingende smerte fra mine underpermissioner. Ganske rigtigt, det af Erna Bavnings glædespiger nys forkælede organ var ganske sort og udstødte uhumske, næsten djævelske dunster.”
“Jeg forsøgte at urinere i vejkanten, men smerten blev for stor, og jeg besvimede et kort øjeblik. Da jeg kom til mig selv, stod bøjet over mig det mest engleagtige væsen, klædt som en simpel landbopige fra fordums dage, men med en ring af brunt lys omkransende det medfølende og moderlige ansigt. Følg mig, og jeg vil bringe dig helbredelse, sagde den vederkvægende stemme.”
“I det samme satte Madonnaen munden til mit stakkels syge organ. Hendes fyldige, brune læber og ring i tungen føltes som læskende salve, og efter 5 minutters vederkvægende fellatering var al sygdom og sot forsvunden. Hvor bare tre landbodrenge er forsamlet med Ugens Rapports grå sider i mit navn, da er jeg iblandt Jer, trøstede St. Latrina, før apparitionen opløstes i en sky af svovlbrinte. Jeg løb tilbage til Bedehuset og meddelte alle de gode tidender, der nu er spredt over hele egnen.”
“Nordvestjyllands Brune Madonna var en vigtig del af folkelig religiøsitet, før reformationen, da bispen i Blodhavn indførte lussingestraf for tilbedelse af idoler”, udtaler teolog og folkemindeforsker Suliman Langballe fra KUK, Klamhuse Universitets Kursus. “Legenden vil have det, at en simpel bondepige, Frøken Latrina Perlehans, under et febrilsk feberbesøg på fællesdasset ved Klamhuse Brugsforening, på dassets gulv fandt en splint af Jesu Latrinbræt og samtidigt fik en vision om, at tabte områder i Jylland atter skulle være del af Kristenheden.”
“Frøken Latrina berettede i de kommende dage vidt og bredt om sin vision, i Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Galgebakke, ved studiekredse i Feta Knøhls Lejebibliotek. Resultatet var, hvad historikere kender som Det Brune Korstog: den bevægelse af glædespiger, tyreinseminatorer, fækaliesorterere og andre fra samfundets bund, der under frøken Latrinas ledelse begav sig ad E39 mod Limfjordstunnelen med det formål at afsætte Sultanen af Gjellerupparken og udrydde de vantro i Brabrand.”
“Desværre kom Korstoget aldrig langt fra start, før skrupelløse bagmænd overfaldt karavanen, og de fleste deltagere endte deres dage på slavemarkedet i Brønderslev”, causerer Suliman Langballe. “Men i de kommende århundreder var der fra tid til anden beretninger om tilsynekomster af Klamhuses Brune Madonna, der kunne helbrede og lindre.”
“Det er velkomment og godt for turisme og handel, at Klamhuse-egnen nu oplever fornyet interesse på grund af St. Latrinas apparition”, udtaler fru Bwalia Mugabesgård, forkvinde for organisationen Brune Livs Betydning i Nordvestjylland.
“Men myndighederne bør henstille til, at de besøgende pilgrimme følger lov og orden og respekterer lokale borgeres privatliv. Da jeg i går gik på indkøb på Blodhavn Håndkøbsudsalg, blev jeg omgivet af en udenbys mængde, der forvekslede mig med St. Latrina og ville helbredes. En ulykkelig moder stak sit spædbarn med kolik ind mellem min fjerde og femte mavedelle i den tro, at det ville helbrede. Desværre skete der ikke andet end at ungen punkterede min gastroduodenale arterie med sine smertende mælketænder, så jeg i hast måtte fortrække til heksedoktoren på Klamhuse Nødlasaret,” sukker fru Mugabesgård.
Her fra redaktionen tilslutter vi os dette synspunkt. Fejring af et lokalt religiøst ikon er på sin plads, men stadig under ansvar for orden og sædelighed.
I kraft af det venskabelige informationssamarbejde med vort broderfolk i nord, er det os i Gustenhuse en ære og fornøjelse hermed at kunne viderebringe følgende jubelbulletin fra det lille landsbysamfund på idylliske Prut-Öya.
Den tidligere 7-dobbelte norske mester i trampolinonani, hr. fækaliestøber Bæhus Brækfest, som blev det seneste offer for Ovid-43-BC, er netop nu anbragt i isolation på sit eget 2 kvadratmeter store tørdas, hvor han vil tilbringe mindst 8½ måned, indtil smittefaren af myndighederne vurderes til at være overstået, eller hvis bygningen af en eller anden årsag – såsom lynnedslag eller fjendtlig beskydning fra søsiden – pludseligt skulle bryde i brand.
Da man havde konstateret, at smitten var brudt ud, og overvundet det værste chok, fik øboerne travlt med at indføre diverse modforanstaltninger, men kunne grundet øens ringe sociopolitiske betydning, og nærmest ikke-eksisterende økonomi, desværre ikke få bevilget nogen masker fra det offentlige sygehusvæsen, HDSDMV (HaDeSkeiteDåligManneVerket).
I stedet blev man opfordret til social distancering og til at nyse i sine huer, eller med vindretningen, ud over fjeldet, hvis man ikke kunne nå at få huerne af, hurtigt nok. Dette medførte desværre, at indtil flere borgere styrtede i havet, da de mistede balancen medens de nøs voldsomt, samtidig med at de fumlede med deres huer. Andre sprang i fortvivlelse og/eller svær beruselse selv i døden.
Ved et tilfælde blev medlemmerne af Prut-Öyas Træsko- og Støvledans Selskap af 1722 opmærksomme på, at man ved spontan dans i det offentlige rum, kunne fremprovokere en personafstand på cirka den anbefalede meter, hvis man ellers forinden godt og grundigt havde trådt hårdt på et ferskt menneske- eller dyrefækalie.
Den døvblinde norske social- og sundhedsminister fru Jølemo Føss donerede derfor prompte i massevis af gammelt ildelugtende fodtøj fra Drammen Overskudslager til proletarerne på Prut-Öya, som grundet smittefaren modtog disse fra luften, nedkastet fra den fra hævnbombardementet af Jan Mayen returnerende Gustenhuse Liggasballon, som venligst var stillet til rådighed af undertegnede, formedelst kun kr. 14,75, og en 4-kilos blok af første klasses cognacdampet gedeost.
Man kan selvfølgelig indvende, at der er tale om en overreaktion, idet Prut-Öyas indbyggertal iflg. seneste folketælling af 1947 udgjorde blot 13 mænd, 2 kvinder, 438 børn, 62 geder, 112 høns, 2 pensionerede hospitalsklovne, samt en aldrende festneger. Nuvel.
Prut-Öyas Sikkerhedsudvalgsformand, hr. Ewald Gewaldi (med ryggen til), samt til højre den fhv. bordelviolinist Skåle Spytbakken, der jo som bekendt i 1937 på den i baggrunden ophængte violin komponerede de berømte folkeschlagere Østen For Solen og Indenfor Vesten, har derfor erklæret 3 ugers jubelfolkefest på Prut-Öya, hvor vejboder med gratis hjemmebrændt hybenspiritus vil blive opstillet for hver 200 meter, og hvor det i perioden ydermere vil være straffrit at kopulere med samtlige øens kreaturer, uanset størrelse eller sundhedstilstand.
Et nifoldigt hurra for, og længe leve, Prut-Öya! -Hartmann
En helt ny festservice introduceres nu af Nordvestjysk Brunvarehandel i Blodhavn: Send et fækaliogram til fødselsdage, bryllupper og andre glade begivenheder. Eller send det som en romantisk hilsen til den, man holder af.
“Blomster er konventionelle, miljøbelastende og alt for dyre,” udtaler forretningsfører Bibba Braunschweiger, NBH, som er iværksætteren bag det nye initiativ. “Send en smuk og velplejet fækalie, lagt i svøb og kasse og bragt frem til døren af et veldisciplineret, velklædt cykelbud.”
På bestillingslisten står foreløbig:
Brun normalpubæ, klasse 1 med certifikat: kr. 0,78. Storpubæ med sløjfe: kr. 0,92. Tvillingefaconpubæer i luxusæske med gennemsigtigt låg: kr. 1,23.
Udbringning: kr. 0,02 pr. påbegyndte 10 km. Syngende pubæbud (nordvestjyske folkemelodier): Ekstra 7,9 %.
“Al råvare er frisklagt og håndsorteret,” lover fr. Braunschweiger. “Vi tilbyder foreløbig fækaliogrammer til Danmark, Norge, Færøerne og det meste af Bulgarien. Bestil senest 24 timer i forvejen på telefon Blodhøj 33y.”
Det er nu tre dage siden en brun paddehattesky rejste sig over området ved Klamhuse Elværks formeringsreaktor Mylrebæ-5, og nødvendiggjorde evakuering af alle borgere nord for linien mellem Brugsen og Klamhuse Vestermark. Som forberedelse til repatrieringen fra Brune Kors’ nødlejr på Blodhavn Marina til deres hjem, har avisen taget en samtale med Dr. Ludbert Oppenheimer, komitteret hos Amtmanden i Struer og formand for amtets skovturs- og atomenergiudvalg.
“Nedsmeltningen af Klamhuse-reaktoren og det deraf følgende Kina-syndrom er en af de katastrofer, der ikke burde kunne ske”, udtaler en tydelig stresset og træt Dr. Oppenheimer.
Som bekendt fungerer reaktoren efter myldrebæ-princippet: En kerne af radioaktivt fækalium-235 henfalder med en halveringstid på 5 uger og producerer derved varme og strøm til Klamhuse elkooperativ og staldvarmeværk. Alle sikkerhedsforskrifter var på plads for at forhindre kædereaktionen i at løbe løbsk. Reaktoren er bemandet døgnet rundt, og i tilfælde af begyndende overophedning påhviler det den vagthavende tekniker at begynde en nedkøling ved at sprøjte klorin og brun sæbe ind i reaktorkernen.
Nu viser det sig, at teknikeren den skæbnesvangre aften, Hr. Rolpert Rakkelpot, i strid med alle sikkerhedsforskrifter havde tilbragt eftermiddagen på Erna Bavnings Folkebordel og sov, da alarmen lød.
“Vi har selvfølgelig en back-up mekanisme i tilfælde af menneskelige fejl, men Søster Nielsens automatiske Lussomat, der i disse tilfælde aktiveres, formåede ikke at vække tekniker Rakkelpot fra hans post-coitale velbehag” sukker en tydeligt irriteret Dr. Oppenheimer.
Som alle nu ved, førte hr. Rakkelpots svigt til, at den brune reaktorkerne smeltede ned i jorden. Kernen er senest observeret i asthenosfæren med kurs mod Wuhan, Kina, hvor den ved et astrologisk sammentræf forventes at ramme overfladen i forbindelse med fejring af det kinesiske nytår og indvarslingen af Kloakrottens år.
“En katastrofe som denne må føre til selvransagelse og en kritisk revision af Nordvestjyllands atomprogram. Det er muligt, at myldrebæ-princippet og brugen af radioaktivt Fækalium-235 er for risikabel. Vi undersøger for tiden at bruge den norske Rjukan-metode. Her anvendes en flydende reaktorkerne af Tung Lort (Red: Lort med en ekstra neutron i atomkernen). Der er konsensus om, at en tunglorts-reaktor har forsvindende risiko for at smelte ned og sprede radioaktivitet”, slutter dr. Oppenheimer.
Her på redaktionen har vi fuld tillid, at Nordvestjyllands atomenergiprogram under Ludbert Oppenheimer er i gode hænder.
Mange års bedste rygernyhed kan hermed bekendtgøres for Nordvestjylland og resten af verden: Et lokalt seks-årigt tvillingepar, Josper og Jallah Schneckelfritz-Sørensen, Klamhuse Vestermark, frembringer fækalier af en sådan konsistens og tekstur, at de umiddelbart er anvendelige som cigarer.
Dette fysiologiske og økonomiske mirakel blev opdaget ved et rent tilfælde. Drengene er raske små spilopmagere, og da deres oldefar, fhv. landbarber Harding Schneckelfritz-Sørensen, en dag var ventet på besøg, lagde de en af deres cigarlignende faconfækalier parat i askebægeret ved siden af den gyngestol, hvori han plejer at sætte sig for at ryge. Fækalien havde forinden ligget til tørre og var blevet forsynet med et mavebælte fra oldefars seneste efterladte cigar.
“Jamen dog!” udbrød den gamle barber, da han havde tændt og inhaleret. “En ganske fortrinlig cigar. Kan det virkelig være Brugsens sædvanlige 21-øres mærke?”
Drengenes overstadige latter røbede sammenhængen, men cigaren var for god til at opgive, og Harding røg den til ende, mens fuldfed, aromatisk krydret røg bølgede omkring ham.
Hver dag siden er Jospers og Jallahs naturlige frembringelser blevet sikret og gemt. Det har vist sig, at en stabil og ensartet kost, bestående af roeblade, rå havregryn og røllikeafkog, er forudsætningen for de helt perfekte cigarer, så slik af enhver art, saftevand og lignende forekommer nu ikke længere i deres hjem.
En stor del af landsdelens børn og unge er efterfølgende sat på streng diæt for at få afprøvet, om de kan gøre miraklet efter. “Det viser sig, at cirka hver tiende yngre nordvestjyde frembringer den helt rigtige, luftige og velkrydrede cigar,” oplyser dr. W. Prunkhorst, Klamhuse Husmandshospital. Han har påtaget sig at lede forsøgsarbejdet og ser positivt på de foreløbige resultater.
“Lyng- og tangcigarer har vi kendt gennem århundreder. Med fækaliecigarens tilkomst kan vi forhåbentlig snart bortspare de bekostelige produkter, der fremstilles af importeret tobak,” erklærer en ekstatisk dr. Prunkhorst.
Sensationelle arkæologiske fund i Blodhavn
Marina og Gustenhuse Lejebibliotek
Ikke bare et, men to spektakulærte arkæologiske fund leder ifølge eksperter til en radikal revision af vor viden om Nordvestjylland i vikingetiden og egnens betydning for hele Nordatlantens historie. Dr. Gurli Gokstad, amanuensis på Det Kongelige Biblioteks Arnemagneanske Samling og for tiden sommergæst med kvartpension på Klamhuse Spedalskhedskoloni og wellness-center, forklarer:
“Det meste af vores viden om Nordvestjylland i vikingetiden har vi fra augustinermunken Ludbert af Bremens skrift “Codex Cloacensis (CC)” som han affattede i 800-tallet. Desværre kender vi kun værket fra omtale blandt senere skribenter, og der herskede hidtil nu enighed blandt fagfolk om, at CC var gået tabt. De kan derfor forestille Dem bestyrtelsen, da et fuldstændigt eksemplar af CC i torsdags blev opdaget i kælderen under enkefru Feta Knøhls lejebibliotek i Gustenhuse. “
“Jeg afbrød straks min ferie for at være blandt de første til at inspicere CC”, fortsætter dr. Gokstad. “I CC så jeg som den første den forsvundne epistel “De moribus patriciae plebisque oppidorum stercoreorum ultimae Jutlandiae” (Om skikkene hos høj og lav i de to skidne landsbyer i det yderste Jylland). Her finder vi bekræftelse af Prostatas Saga, historien om vikingehøvdingen Prostata den Store, der hidtil er blevet anset som fiktion.”
Som kendt fra sagaen, var Prostata og Podagra to sønner af kong Hilmar den Vise, der, som det ofte sker i vikingefamilier, kom op at toppes. Grunden skal have været Podegras trolovede, Bitten af Reperbahn, der efter tidens sæder og moral nok var en anelse løs på tråden. Ludbert af Bremen omtaler hende som “Sodomitten Bitten” og refererer løseligt til de sammenkomster med berserkergang og seksuel kollektivisme, hun siges at have organiseret på Erna Bavnings Ornecentral.
“Nu skal Ludbert af Bremens beskrivelse jo ses på baggrund af munkestandens kyskhedsløfte, men noget er der nok om beskrivelsen af frk. Bitten”, fortsætter dr. Gokstad.
I alle tilfælde skete der et uheld. Som moderne var blandt trendsættende unge skjoldmøer ville Bitten vise sin kærlighed til Podagra med en intimpiercing, og hun bad Prostata hjælpe med det kirurgiske indgreb. Desværre kom Prostata til at hoste, så hans blodøkse piercede ikke bare Bittens indre labia, men ogsa hendes klitoris, tyktarm, uterus og venstre hofte.
Det kunne Podagra jo ikke stå overhørig, så han udfordrede sin broder, Prostata, til mandjævning. De to vikinger mødtes efter tidens sædvane til kamp på en planke over latrinet ved Brugsen; reglen var, at den, der først blev skubbet i tønden, blev landsforvist. Som vi ved fra Prostatas Saga, nu bekræftet i CC, blev det Prostata, der først røg i tønden ved ikke at parere et spark i skridtet fra Podagra, Denne blev, efter som skik var at have holdt Prostatas hoved under, indtil luft og methanbobler hørte op, udråbt som vinder.
Prostata måtte nu i hast forlade Nordvestjylland, og også her besvarer vort nye fund en række historiske gåder. Beskrivelser i CC har gjort det muligt for arkæologer fra KUK, Klamhuse Universitets Kursus, at lokalisere resterne af Prostatas langbåd ved det igangværende entreprenørarbejde med udbyginingen af Blodhavn Yachtklub.
Det har tidligere været ren spekulation, at prins Prostata fik tilnavnet Den Store på grund af sine bedrifter i Nordatlanten, men nu har vi endeligt bevis. Blandt fundene i langbåden var der rester af gærede fækalier tilsat malt og byg. Prostatas første stop var i det nordlige England omkring Newcastle, og der er ingen tvivl, om at denne egns særlige brune øl er introduceret af de jyske vikinger i Prostatas følge.
“Vi ser i årene efter Prostatas landsforvisning en opblomstring i samhandlen mellem Nordatlanten og Nordvestjylland, ikke bare indefor ølteknologi, men brunvarer i al almindelighed. Ligeledes finder man ved udgravninger af nordvestjyske latrinkuler fra 800-tallet ganske ofte karakteristiske klan-skridtbind af skotsk tweed, der er gået den anden vej over Nordsøen,”
“Men måske er det mest revolutionerende ved fundet af Prins Prostatas langbåd, at vi nu med sikkerhed kan sige, at han var i den nye verden før Leif den Lykkelige og Columbus”, fortsætter frk. Gokstad entusiastisk. “I forstenede fækalier i langbådens udhus har vi fundet rester af pollen fra kartoffel, skråtobak og andre vækster hjemmehørende i den nye verden. Dette bekræfter igen den apokryfe historie i Prostatas Saga, om at prinsen skulle være blevet ført ud af kurs af en storm og sejlet mod den nye verden i den tro, at det var Harboøre Tange, styrmanden kunne ane forude.”
“CC omtaler, at prins Prostata skal have vundet land fra de indfødte ved at snyde i ludo og matador og have grundlangt en koloni kaldet “Brunland”, af historikere identificeret som den canadiske provins New Brunswick. Videre hedder det, at han efterlod en del mandskab med mjød, tørrede fækalier og Ugens Rapport-blade nok til at holde vinteren ud, mens han selv styrede landbåden mod Costa del Sol til overvintring. Kolonien Brunlands videre skæbne kendes dog ikke,” slutter dr. Gokstad.
Prins Prostata (efter tidens skik i silkehat og blackface) foreviget med lokale ledere for at fejre hans køb af kolonien Brunland. Automobilet, der var del af salgsprisen, er en prototype fra Klamhuse Karosserifabrik, tranporteret over i langbådens bug,
På dette tidspunkt overlader vi Dr. Gokstad til de videre udgravninger ved Blodhavn Yatchklub og det minutiøse arbejde med konservering af de opsigtsvækkende fund, der nu venter. Vi er tilfredse med at have belyst endnu en vigtig side af vor egns historiske betydning
Hermed en beskeden sommer-bulletin fra vor agurkefortærende lokalnyhedsformidling:
Natten til onsdag blev den meget ærede hr. øskenfabrikant Maasby-Jensens statue foran spejderhytten i Røved brutalt og meningsløst væltet omkuld af ukendte gerningsmænd, der ydermere fandt anledning til med nedstryger at afsave dens 3,5 kg tunge bronzehoved.
Denne skændselshandling har af myndighederne i Gustenhuse indtil i dag været hemmeligholdt for offentligheden, af hensyn til faren for diverse pøbeloptøjer, idet Maasby-Jensen jo var yderst vellidt her på egnen.
Det var ved hjælp af en jernkæde, et øsken, samt et vehikel af tilnærmelsesvis samme type som demonstreret på dette billede af roebonde Biff Bedford, at udåden blev begået. Det er hr. Bedfords personlige opfattelse, at der må være tale om særdeles grove narrestreger, udført af nogle lokale trækker-drenge.
Mistanken falder derfor umiddelbart på brdr. Touly og Harly Høhalm, som begge har været vore sognemyndigheder en veriabel torn i øjnene, siden de som hittebørn i forsommeren 1963 blev kastet fra en passerende cirkusvogn fra Holstebro, og for første gang gjorde sig dårligt bemærket med deres talentløse adfærd, idelige savlen, hærværk, tyveri, mangelfulde personhygiejne og inkoherente vrøvlen.
Beslutningen om nu endelig at sætte en stopper for disse og lignende ungdommelige ballademagere er i skrivende stund truffet af et enigt sogneråd, som derfor netop formedelst kr. 7,53 i ugentlig hyre, inkl. gratis kost og logi i Røved Mølles pisel, har engageret hr. revolvermand Kolberg Knald, Endelave, til med alle forhåndenværende midler at få ryddet op i Røved, én gang for alle. Nu kan det være nok!
Med ærbødige hilsner, Deres ufravigeligt loyale -Hartmann
Marskal Josef Vissarionovich Stalin, generallisimo af Den røde Hær, er for første gang i mindst 110 år igen observeret i Nordvestlylland. Handelsråd Moses Nwimbi, Gustenhuse Overdrev, forklarer:
I ugens løb har jeg rejst rundt med min kollektion af brunvareprøver til kunder i Nordvestjylland. I går indlogerede jeg mig for natten på Basses Kro i Thisted. Fra receptionen så jeg ud af øjenkrogen ind i slyngelstuen. Ved hjørnebordet sad fire mænd af østslavisk udseende, intenst optaget af et slag russisk rulette, alt imens de med stor lidenskab indtog te fra kroens samovar, smørkringle og grusisk cognac.
Jeg var ikke i tvivl om min opdagelse, og jeg henvendte mig med et jovialt slag i ryggen til den nærmeste af spillerne: “Skål i skuret Marskal Stalin, hvad bringer Generalissimoen denne vej?”
Marskallen bakkede på piben, lagde Makarov-pistolen med den ene patron fra sig, og skulle til at åbne munden. Men i det samme mærkede jeg kroejer Basses faste hånd på min skulder:
“ Nu går vi, selskabet vil ikke forstyrres”.
En sælsom slutning på en almindelig handelsrejse, afrunder handelsråd Nwimbi.
“Josef Vissarionovichs historie med og forkærlighed for Nordvestjysk kultur er kendt i historikerkredse, men måske ikke i den brede offentlighed,” vurderer dr. Aldi Ostrograd, docent i øststudier ved KUK, Klamhuse Universitets Kursus.
Ifølge Marskallen selv var det jyske kaffebord den eneste grund til, at han som ung overlevede de hårde år i Sibirien. Derudover var Josef Vissarionovich i årene 1908-1910 af Komintern udstationeret på Klamhuse Jernstøberi med det formål at uddanne sig i metallurgi og fækalievidenskab. Tilnavnet Stalin fik Marskallen først den dag, han i affekt forretede sin nødtørft i støberiets koksovn og derved uforvarende fandt den kombination af jern og afføring, der gav grundlag for det kendte Klamhuse-stål og hele Nordvestjyllands metallurgiske eventyr.
Desværre blev Stalin kaldt hjem til Skt. Petersborg kort efter, men flere prominente familier på egnen bærer marskallens gener den dag i dag, f.eks. sportsfamilien Stalin-Schleimhuber og den ikke mindre kendte naturistfamilie Stalin-Svendsen.
“Men vi må også her i Nordvestjylland anerkende vor del i det russiske folks tragedie. Vi kan se fra Stalins indberetninger til Komintern, at tidens behårde danske lokalpolitik har formet hans senere tænkning. Han omtaler rosende deportationen af Danmarks Sprognævn fra København K til Usseldrup og er imponeret af den fasthed, hvormed Told&Skat samt Statens IT blev tvangsforflyttet til henholdsvis Mørke, Jylland og Løsning.
Systemkritikere har i storværket Gulag Pøllehavet forfægtet det synspunkt, at det sovietiske system af arbejdselejre har rod i den ofte hårdhærdede måde, hvorpå entreprenør Habert Ghumimimann bød den lokale befolkning slavelignende forhold ved tvangsindustrialiseringen af Klamhuse Hede.
“Det er ok at være stolt af en statsmand med lokale forbindelser, men tiden er også til at se Marskallen i kritisk lys,” slutter Dr. Ostrograd.
Ikke et synspunkt, vi her på redaktionen er uenige i, men vi opretholder vor begejstring over handelsråds Nwimbis opdagelse.
