Hele romanen på 857 sider kan fra og med i dag kl. 11.19 prc. hjemlånes fra Blodhøj Landproletarbibliotek. (Venteliste må imødeses). Her bringer vi den festlige finale-fællessang:
På druk i går Bum bum bum bum På druk i dag Bum bum bum bum På druk igen i morgen.
Et liv i spritten — sid’n jeg var nitten.
I kan tro det holdt mig våågeeen!
(Banjoen og tubaen byder ind.)
En pilsner til Bum bum bum bum
En liflig drik Bum bum bum bum
Åh, jeg ku’ rydde baren.
Og akvavitten – jeg drak sgu nitten.
Ja, jeg imponerede skareeeeen!
(Violinen, celloen, kontrabassen og klarinetten byder ind.)
Mit liv var godt Bum bum bum bum
Mit liv var skønt Bum bum bum bum
Med horen, røg og klasken.
Uha jeg ville – ha’ høj promille.
I sku’ se mig tømme flaskeeeeen!
(Tubasolo. Varighed: 17 sekunder.)
I fordums tid Bum bum bum bum
Et drankerliv Bum bum bum bum
Jeg sparked gang i festen.
Jeg knytted’ næven og slog på tæven.
Tog en morfar i aaarresteeeeen!
Kor: Tog en morfaaaaar iiiiiiii aaaaaaaarresteeeeen! Basstemmen: Ind at sidde, ind at sidde, ind at siiiiiiddeeeee! (Tre slag på en gonggong efterfulgt af tæppefald.)
Lullah Pezzelwaber: FULD I GÅR, FULD I DAG 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes
Lyden af et langtrukkent dødsskrig flængede gennem Holstebros nattestille gader, skar sig ind i de sovende storbyhoveder og efterlod dybe sår i hjerterne hos mange af dem, der lyttede og senere blev klar over, hvad der var foregået.
Et ungt og yndigt væsen var gået til grunde i det moralske og materielle morads, som denne og andre metropoler udgør.
Hvorfor skulle Hilda Blodhorst møde så grusom en skæbne i så ung en alder? Få år forinden havde hun været et smukt, harmonisk og lykkeligt barn. Hendes hverdag på Vester Usseldrup Hede gik med markarbejde, husdyrpleje og indendørs sysler i landbohjemmet, hvor hun med ferm hånd assisterede sin moder, når brunvaren skulle henkoges eller syltes, når en ged skulle slagtes eller den halvårlige kogevask af familiens sparsomme beklædning forestod.
Hilda var netop fyldt 17, da hendes ungdommelige uskyld og lyksalighed fik sit grundskud.
– Hvad er dog det? spurgte hun, da hun en sen fredag aften kom hjem fra sit betroede arbejde som sildehovedsorterer på Blodhavn midtermole. I stuen stod en plastickasse på størrelse med en halv ligkiste. Et gråhvidt billede flimrede på kassens forside, og i sofaen sad en indtørret olding med skorper af chokolade – eller var det noget andet brunt? – omkring munden.
– Sæt dig, min tøs, nyd synet, det er et tv-apparat!
Hildas onkel, Bob Z. Blodhorst, var vendt hjem efter 64 år som barber og banjovirtuos i Chicago. Hilda havde hørt om den velbeslåede onkel gennem hele sin barndom, og her sad han, strålende af økonomisk og kulturel overmagt.
Det var ikke onkel Bobs amerikanske accent eller lyden af den medbragte banjo, der ødelagde Hildas videre liv. Nej, katastrofen var det fjernsynsapparat, han havde anskaffet og placeret i slægtsboligen.
Efter få uger som fjernseer havde Hilda klippet sin lørdagskjole i stykker fra neden, så det meste af hendes understel nu var blotlagt, når hun gik til dans i Klamhuse Landproletariske Festsalon (indrettet på loftet over bolsmand Jochumsens svinestald). Ydermere havde hun sat sig i bundløs gæld for at erhverve de smøremidler og kulørte pulvere, der omdannede hendes kønne, sunde ansigt til en hæslig, permanent fastelavnsmaske.
Efter endnu en kort nedgangstid flygtede Hilda en søndag morgen over sognegrænsen og begav sig mod Holstebro. I storbyen var hendes endelige fald dybt, brat og uundgåeligt.
Den unge stemmes dødsskrig runger for evigt i ørerne og samvittigheden på dem, der oplevede det eller var medskyldige.
Efterskrift:
Denne roman er ligesom flere andre i årets kalender baseret på virkelige begivenheder. Til dokumentation vedhæftes et billede af onkel Bob fra hans storhedstid i Chicago:
Gubert Skodhave Holstebro efter midnat 2. udgave, 1. oplag
Med 99,87 procent sikkerhed er det nu videnskabeligt fastslået, at en enkelt familie kan gøres ansvarlig for de klimaforandringer, som gennem de sidste cirka 10 år har forvandlet Blodhavn, Usseldrup og Klamhuse sogne til subtropisk område.
Det er den mangeårige hobbymeteorolog, fhv. kommunekasserer Q. C. Qualm, der efter grundige studier såvel i marken som ved skrivebordet derhjemme kan placere eneansvaret hos gårdejerfamilien Svedegaard, residerende på den ejendom nær Blodhøj, som de nulevende Svedegaarders oldefar, Hubert Mbeko Svedegaard (1804-1907) tog navn efter.
– Det er almindeligt kendt, at Hubert var indvandret fra Afrika og ofte talte med længsel om forholdene i Sahara, det frie liv på kamelryg osv. Hans temperament og medfødte temperatur er gået i arv ned gennem generationerne, og de tre søskende, som nu driver gården, afgiver mere overskudsvarme end ca. 40.000 normale nordvestjyder tilsammen. Selv ved midvinter damper det usundt omkring ejendommen, siger meteorologen i en kommentar til sin rapport.
– Siden de tre blev voksne og for alvor gik ind i masturbationsidrætten, har vi set en uafbrudt stigende temperatur på egnen, og sammenhængen burde for længst være gået op for alle, også for mig.
Rapporten foreslår, at de nulevende Svedegaard-efterkommere udvises til et land syd for Middelhavet, men en talsmand for turistindustrien sagde sent i aftes, at dette kunne føre til en lokal erhvervsnedtur.
– Situationen må regnes igennem og overvejes nøje, før noget besluttes, udtalte strandsexualitetsinspektør Joseph Schleimhuber-Svendsen. – En yderligere temperaturstigning på tre-fire grader vil være til gavn for bl.a. naturistbevægelsen og vil også gøre det muligt at udsætte tropefisk i de lokale farvande. Jeg har ikke noget mod torsk og rødspætter, men tiderne skifter, og vi bør følge med udviklingen.
Vi var en flok på fem, der løb op ad trapperne efter buffettyven: Hr. Knockel, undertegnede samt tre pressefotografer til at dokumentere episoden ned til mindste detalje.
– Jeg har hele tiden vidst, han havde en skidt karakter, brølede Louis B. Knockel olmt.
Skurken forsatte gnæggende længere og længere op i bygningen. Han havde kurs mod taget. Hvad var slynglens næste træk?
– Af en fedling at være er han ufatteligt mobil, bemærkede jeg stakåndet.
Samtlige brikker i gåden faldt på plads, da vi nåede op på taget. En gasdrevet flugtballon i form af et gigantisk fiskeagtigt kræ var placeret på toppen af det mægtige luxushotel. På siden af fartøjet stod der »Kæltringsø Airlines«.
– Kæltringerne giver ikke så let op, brummede redacteuren skuffet.
Det hele var et snedigt komplot. Hector Dolmer-Hansen var en udsendt spionkæltring med en mission. Han skulle infiltrere De Knockelske Blade og ødelægge vores årsfest. Han skulle skabe splid og kaos mellem os.
Han kravlede ind i svælget på dyret og satte ballonmaskinen i gang. Jeg måtte handle hurtigt. Adræt hægtede jeg mig fast på den oppustelige flyvende kolos og kravlede langs ydersiden og ind i cockpittet.
Vi svævede langsomt ud over gaderne. Dolmer-Hansen opdagede ikke min tilstedeværelse, før det var for sent. Jeg gav ham en bedøvende nakkelussing og fik med held landet fiskeballonen på parkeringspladsen foran Blodhavn Storhotel til jublende applaus.
Forbryderen Dolmer-Hansen blev strax transporteret tilbage til hotellet, hvor han blev sat i gabestok. Derfra kunne han sultent se på, mens karamelranden gik på omgang – der blev ikke levnet så meget som en skefuld til den glubske pamper.
Retfærdighed har aldrig smagt bedre, og festen fortsatte til ud på de små timer, som altid med vor geriatriske redacteur i spidsen for lussingdans og andre løjer.
Det er tydeligt, at en så rædselsvækkende kriminalgåde som denne hverken kunne løses ved hjælp fra borgervæbningen eller Gødningsfluen. Næh, tilbundsgående detektivarbejde var nødvendigt.
Jeg havde flere mistænkte i tankerne. Vores suppe-, steg- og is-musiker, hr. Blodhorst, spillede på sine omfangsrige instrumenter på en særdeles mistænkelig facon. Måden, hvorpå han fremførte »Træskodans på taget«, var alt for stille – som om han havde noget at skjule.
Det samme gjaldt receptionisten fru Plampertsen. Hendes blik var flakkende. Var hun den skyldige, eller kendte hun noget til sagen?
Jeg betragtede de øvrige gæster nøje. De talte og jamrede højlydt om den skrækkelige forbrydelse – med undtagelse af én.
Erhvervspraktikanten og tidligere amatørbokser, Hector Dolmer-Hansen, der har danderet den i bladhuset i godt 14 dage uden at bidrage med andet end stikpiller og vamle vittigheder, var forbløffende tavs. Et lumsk smil prægede det flommede ansigt.
Jeg kneb øjnene sammen og fik et chok. Han havde mayonnaise på læberne og en afgnavet asparges siddende kækt vippende i den flæskede mundvig.
Den skyldige stod og slikkede sig om munden. Selvfølgelig! Hvorfor havde jeg ikke tænkt på dette noget før? Det mest indlysende er oftest det rigtige.
Der var en årsag til at den korpulente Dolmer-Hansen ikke gav sit besyv med – gabet var jo proppet. Han nød tilsyneladende uroen og den trykkede stemning.
Jeg satte i løb og tog nådesløst fat i den fede mand og åbnede hans vældige flab. Hele munden var fyldt til bristepunktet med spiseligt tyvegods. Han er som en anden hamster udstyret med store kindhuler, så han kan opbevare et helt middagsbord.
Der lød hvin og chokerede tilråb, ja selv redacteur Knockel tabte sin merskumspibe af ren og skær benovelse: – Hr. Dolmer-Hansen? Grib ham!
Afskummet brød ud i en dyb skurkelatter og gav mig en uppercut, så jeg fløj gennem luften. Det flommefede flæskebjerg tog flugten ud i lobbyen og op ad trapperne til sovegemakkerne.
Var det mon muligt at fange skurken, inden karamelranden skulle bæres ind i festsalen? Følg med i næste afsnit!
Jubeltransportreportage: Crass Børsting Foto: Yollah Børsting, Siri Schneckelfritz m.fl.
For miljøets, økonomiens og den ranke morals skyld vil kollektiv transport i de kommende måneder og år blive dramatisk oprustet i vore nordvestjyske hjemsogne. Al tarmgas, som hidtil er forsvundet ud gennem landproletariatets buksebage, vil blive dirigeret ind i de transportmidler, der skal varetage opgaverne, og alle dertil egnede vehikler vil ligeledes blive forsynet med pedalaggregater til muskulær fremdrift.
Indledningsvis vil Nordvestjysk Landproletarforbund tilbyde daglig kørelejlighed fra Klamhuse og Nørre Usseldrup mod de talrige arbejdspladser i Blodhavn. Påstigning kl. 05.17 prc. i Klamhuse, 05.29 i Nørre Usseldrup, fælles hjemfart fra Blodhavn Midtermole kl. 21.04 prc.
Mange af vore private transportmidler sættes ligeledes ind i denne kampagne. Veltrænede husdyr skal færdes på sognevejene det meste af døgnet og således gøre mere nytte, end de hidtil har gjort.
Som overordnet transportkoordinator er indsat postmester R. Schneckelfritz, Vester Klamhuse, der siden 1989 har vist et fremragende talent for effektivisering af brevomdelingen. Mens 17 brevbude ved hans tiltrædelse udbragte ialt ca. 180 daglige forsendelser, er det nu 15 bude, der klarer ca. 191 forsendelser. Postvæsenets administration er i samme periode forøget fra 2 til 11 medarbejdere, men da de fleste af disse er masturbationsidrætsmænd med permanent orlov, er omkostningerne uden betydning.
Det samlede storprojekt er understøttet af Den Knockelske Samfundsfond med 8,76 kr. og flere tusinde tilrettevisende færdselslussinger.
Bladhuset halede i morges et telegram, adresseret direkte til redacteur Knockel, op ved Blodhavn. Brevet er fra hr. Nidding Halunk. Han skriver:
Højtærede hr. Knockel
Hvis mit brev er vådt, beklager jeg dybt, men jeg var nødsaget til at sende en flaskepost frem for den vanlige fax. Mit tekniske udstyr er gået tabt. Jeg sidder netop nu i en gummibåd, jeg fandt begravet i strandkanten.
Da de indfødte fik nys om mit korrespondentembede og min plan om flugt, gik jagten ind på min person. Fakler og høtyve blev grebet.
Det var på et hængende hår, at jeg fik pustet flåden op og bakset den i vandet. Jeg måtte efterlade min kuffert på stranden. Moskusoksen Holm er gået under jorden.
Trods knubs og skrammer er jeg i god behold og ved godt mod.
Før jeg rejste til ferieøen, stillede De mig følgende spørgsmål: “Er Kæltringsø et lødigt mål for en ferie?”
Mit svar er ja, hvis man er suicidal, kriminel eller dendrofil. Er man derimod ved sine sansers fulde fem, bør man dog holde sig langt væk fra dette såkaldte ferieparadis.
Jeg vil stærkt anbefale Dem at advare alle, De kender, om ikke at lade sig narre af det festlige flyveblad. Annoncen er milevidt fra sandheden. Læserne må vide besked.
Jeg regner med at være tilbage i Blodhavn om et par dage. Jeg padler så hurtigt, det er muligt.
De mest trofaste hilsner til Dem, Deres hustru, tyende og husdyr fra
Deres altid tjenstvillige medarbejder
REDAKTIONEL TILFØJELSE:
Avisens læsere kan nu trække vejret lettere. Hr. Nidding Halunk klatrede ved middagstid op på midtermolen i Blodhavn, noget udmagret og med furer i ansigtet, som bevidnede de trængsler, han havde gennemlevet. Men uforfærdet og klar til fornyet indsats.
De knockelske husdyr blev tilkaldt og flokkedes straks omkring vor ranke unge ven for at give ham varme og nyt livsmod. Samtidig blev en balje brun flæskevælling sat over ilden i bladhusets kælderkøkken. Resten af døgnet hører privatlivet til, men talrige nye værdikorrespondancer fra hr. Nidding Halunk vil bekræfte, at han har overlevet og snart vil være i bedre form end nogensinde.
Bemærk til slut: Al trafik til og fra Kæltringsø er suspenderet, og øens snarlige undergang i røg og flammer kan imødeses. Borgervæbningens ekspeditionskorps vil vise kæltringerne, hvad der sker, når man driver ondsindet gæk med den nordvestjyske befolkning og dens presse.
En af dette århundredes hidtil mest uhyggelige forbrydelser kom i morges for dagens lys, da bestyrelsen for OHNB (Organisationen af Homofile Nordvestjyske Bedemænd) aflagde besøg på Blodhavn Sydstrand. De fem gummiklædte herrer ville rutinemæssigt inspicere organisationens nedgravede fækalieformue, men hvad de fandt, var et uoverskueligt, rygende krater.
– Jeg har aldrig set noget værre, sagde formanden, Philbert Norbert Lubbert jr., senere på formiddagen med kinderne våde af tårer. – Årtiers opsparede formue er plyndret og hærget.
Louis B. Knockel kom hurtigt til stede, og efter at have tildelt bedemændene 30-40 beroligende lussinger inspicerede han gerningsstedet og tog nogle spadestik i resterne af den dampende fækalieformue.
– Her har været hunde på spil! erklærede han. – Her er spor af snuder og poter, og mellem de resterende humane fækalier ser jeg skandaløst dårlig hundeafføring, tyndtflydende og på alle måder kriminel.
En hurtig og skånselsløs efterforskning bragte for dagen, at forbrydelsens anstifter er en for nylig fra Bulgarien ankommet tæve, som hundehandler Lupus Birk Lallesen, Blodhøj, havde sat til salg under navnet Polka.
– Polka har haft fri udgang om natten, oplyser Louis B. Knockel, – og hun har samlet en regulær bande af uhørt samvittighedsløse lokale hunde, der i fællesskab har svælget og smovset i fækaliedepotet på sydstranden. De vil alle blive draget til ansvar, og hr. Birk Lallesen må betale erstatning til bedemændene. Rækker hans midler ikke hertil, vil hans fætter, pamperen Lalle Birk Lallesen, blive aftvunget kompensation, økonomisk eller med lødig, kurant brunvare.
Al nordvestjysk hundehandel er indtil videre suspenderet, og strejfende hunde vil ikke blot modtage de sædvanlige hasselkæppeprygl, men kan også se frem til at blive underkastet skarpe forhør.
– Homofile bedemænd er ikke en samfundsgruppe, jeg normalt plejer omgang med eller går i brechen for, udtalte Louis B. Knockel. – Men min fader approberede i 1954, at deres kollektive formue blev nedgravet på sydstranden, og disse komprimerede værdier står derfor under samme beskyttelse som Knockel-slægtens egne fækalieskatte på Klamhuse Hede.
Redaktørens proklamation syntes i nogen grad at berolige de klynkende bedemænd.Da de havde modtaget endnu nogle raske, retningsvisende lussinger, marcherede de nordpå til Blodhavn, hvor de først indtog et måltid kødsuppe, derefter i en halv times tid masturberede sammen med deres fra Holstebro tilkaldte revisor.
Smilende, syngende og splitternøgne lussingidrætsfolk fra hele landet er i disse timer på vej mod Blodhavn Nordstrand, hvor Landproletarisk Fællesforbund og Nordvestjyske Idrætslussatorer kalder sammen til det årlige naturistsommerlussingstævne.
Blandt deltagerne vil være 12 aktive baghåndslussatorer fra Øster Væmmelse, som tidligere på året fik sølvmedalje ved De Lussingolympiske Lege i Swaziland.
Stævnets øvelsesmateriale bliver som sædvanlig 150 indfangede turister, fortrinsvis nøgenbadere i spændstig alder og med veloplagt fjedrende kindflæsk. De bliver efter udstået lussering belønnet med hver en lille pose fækaliegranulat og vil desuden have en uforglemmelig oplevelse at fortælle om, når de returneres til deres familier.
– Jeg lover deltagere og publikum en dag efter de bedste nordvestjyske traditioner, udtaler arrangemenets leder, lussinginspektrice Alma Stalin-Svendsen, der igen i år får sin 102-årige fader, Ludman Stalin-Svendsen, med på tribunen som overdommer.
Efter at den sportslige del af stævnet er overstået, vil spillemændene fra Blodhøj akkompagnere lussingkædedanse og stående kopulering indtil den lyse morgen.
En sexualskandale af hidtil ukendt omfang har ramt forlystelseslivet i vore hjemsogne, og som følge heraf er al dans på offentlige steder indtil videre totalforbudt. De lokale myndigheder, der fører kontrol med turismen, vil påse, at forbudet respekteres, og at eventuelle forsøg på overtrædelse bliver imødegået med de skarpest tænkelige midler.
Baggrunden for dette indgreb er, at en populær halvprofessionel estradedanser, fr. Rhumba Rubin, i går ved 22-tiden blev afsløret som værende af hankøn og straks efter identificeret som den 61-årige kommunebogholder Rollo Z. Frederiksen, Holstebro.
Fr. Rubin har gennem flere sæsoner gjort sig gældende i Blodhavns forlystelsesliv, hvor hun opkrævede et gebyr, svingende fra 13 til 21 øre, for hver dans, hun indlod sig på. De fleste af hendes ofre var turister, men i aftes så man blandt hendes betalende partnere en rank, lokal personlighed, forfatteren Palle Padborg.
– Efter at have spenderet op mod en krones penge på danserinden følte jeg mig berettiget til at palpere hendes understel. Hun udstødte et skrig og tildelte mig tre-fire ganske probate lussinger, men for sent. Mine fingre havde fundet noget, som ikke burde være der, udtalte hr. Padborg senere på aftenen.
Redaktør Louis B. Knockel blev tilkaldt, og efter en retssag af tre et halvt minuts varighed blev fr. Rubin idømt 16 hasselkæppeslag samt udvisning på livstid.
– Jeg advarer alle andre offentligt optrædende, og jeg advarer dem for sidste og eneste gang, proklamerede Louis B. Knockel tidligt i morges. – En skærpet kønskontrol vil blive gennemført i de nærmeste dage og uger, og enhver transgression straffes hårdt.
