Den kendte og i vide nordvestjyske kredse respekterede afføringsaktivist, hr. Bruno von Bittermann, Blodhøj, føjede i går en ny bedrift til sin lange resultatliste, da han fordrev en større forsamling af veganere fra Blodhavn Nordstrand.
De pågældende tilhørte så vidt vides alle Holstebroegnens Veganersamfund, og de var på en organiseret udflugt til stranden, hvor de ville indsamle tang, som skulle fortæres i rå tilstand sammen med medbragt proviant. Storsognets myndigheder var ikke varslet, og selskabet købte ikke lokale fødevarer eller andre forsyninger til arrangementet.
“Det er fandme for galt!” erklærede hr. von Bittermann og iværksatte derefter en af sine spektakulære straffeaktioner, idet han foretog en ballonopstigning, medbringende en balje svinegylle og adskillige spande omrørte, blødgjorte humanfækalier.
Med kyndig hånd styrede han ballonen hen over den uforberedte menneskemængde, og nu regnede det med afføring over store og små.
Hyl og skrig var reaktionen, og snart så man de forvildede holstebroere på flugt tilbage mod deres udflugtsbusser.
“Det kan vel lære dem, at Blodhavn Nordstrand er forbeholdt lokale aktiviteter,” erklærede hr. von Bittermann, da aktionen var overstået, og de efterladte Holstebro-ejendele (herunder beklædningsgenstande og kurve med vegansk foder) blev skovlet sammen til et bål på stranden.
Venner og beundrere af afføringsaktivisten var strømmet til, og der blev ristet pølser og skålet i skummende gul hestepilsner. Louis B. Knockel holdt en kortfattet sejrs- og hyldesttale, og han lovede på egne og hele landsdelens vegne, at Bruno von Bittermanns aktivisme fortsat vil blive kraftigt understøttet.
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside