Tag-arkiv: Blodhavn

HrJakobsenLOGO

Jeg, hr. Jakobsen, ven af Det Knockelske Bladhus, havde under et besøg på den berømte Brunmølle Udflugtskro, hvor jeg nød farserede hundelår og drikkepetroleum, læst en kort, men spændende artikel om det forhenværende mandskab på HMS Knockel, der havde fortsat livet på søen som dynamitfiskere med udfart fra Blodhavn, naturligvis.

Jeg benyttede mig af Nordvestjyske Sognetrafikselskabs tarmgasvehikel og nåede rettidigt frem til Blodhavn Midtermole kl. 20.44 prc.

Efter lettere søgen på 48,3 meter finder jeg moderskibet under ledelse af den mangeårige dynamitfisker Plusquam Schrunkenfeldt. Jeg bestikker ham med en kasse håndvarme hestepilsnere for at tage mig med på søen.

Om bord møder jeg dem. Sømændene. Friske, vejrbidte og stolte. For det meste. En ældre læderhudet fisker sad og stoppede stavpiben med en ringe kvalitet af hedelyng-tobak. Han gabte, som om han bar alverdens byrder på sine skuldre, kløede sig som en krøbling og spyttede som et barn – lige op i vinden, så spyttet fløj tilbage og landede på hans bare knæ – og trak så et stykke råt, saltet torsk op af sine bukser og gav sig til at sutte på det som et lille barn.

Vi står ud af havnen. Plusquam nikker hen mod HMS Knockel, som stolt ligger for anker i aftensolens røde skær. “Hvis vi havde bare én af deres fækaliereaktorer, var vi nået ud på 7 minutter.” Plusquam fortsætter med tør stemme: “At være på søen igen er den største lyksalighed i verden. At dynamitfiske giver ustandseligt håb. At sove efter det hårde slid er en lise.”

Når moderskibet er kommet på plads ude på bankerne, bliver bådene sat i vandet, 4 styks. Alt imens bryder besætningerne ud i de kendte fællessange af Kalle P. Kyx.

Herefter bliver bådene overladt til deres eget hårde slid. Årene kommer i vandet, taktlussatoren sørger for disciplin og fortsat driftig fart, også undertegnede fik et par kosmiske lussinger.

Dynamitfiskere01

Bådene spredtes som hemmelighedsfulde fingre, der ikke kunne beslutte sig eller vidste, hvor de ville sætte kursen hen, alt imens de hele tiden var på udkig efter et tilfældigt tegn, der gav løfter om en stime fisk. En bevægelse på en overflade, der pludselig begynder at koge, et skrig fra en vagtsom havmåge, eller en anden farve på vandet, som afslørede et kæmpeinsekt på rov.

Her sad vi og aflæste søen i skumringstimen. Jeg forstod mig ikke på disse tegn, så jeg nød min medbragte drikkepetroleum og iagttog sømændenes stikkende øjne, der afsøgte hver en bølge, hvert et sprøjt.

Foto fjernet

Der var 4 mænd med ialt otte håndsnører, 2 mænd til hver side. Hver snøre var udstyret med tredive dynamitstænger. Disse snører lå midt i båden og blev passet af en gammel, udslidt søulk, der havde oplevet alt for mange sæsoner på bankerne. Alle var de indstillet på at bekæmpe søens ondskab, den nådesløse fjende, den sikre sejrherre, Den Almægtige. Nu og da stønnede den gamle søulk i søvne, indtil lussatoren gav 2 ham lussinger med let hulet hånd.

Sådan lå vi afsøgende i timevis i agterlanternens skær, til sommersolens spæde strenge kravlede over søens horisont. Alle som en var vi trætte, lussatorens hånd måtte køles ned i søens kølige vand.

Lige som solens skærende lys tittede frem – ikke mere end ti meter borte, så langt gusen tillod os at se – begyndte overfladen at boble og koge. Bølgerne skiftede farve fra sort til gråt og dernæst til skummende hvidt. Årsagen var noget, der kunne få alle dynamitfiskere til at vågne med et sæt: En hærskare af småbitte fisk piskede omkring i vandet, og som med et spring gennembrød de grænsen til deres naturlige element.

“Ti lussinger!” skreg den gamle søulk jublende. Lussatoren gav ham ti smældende lussinger, som kunne høres ud til alle fartøjer i nærheden.

Da smældene tav, kastede mændene med fråde om munden de mange snører i søen, og præcis 3,14 sekunder derefter hørtes eksplosioner fra nær og fjern. Et kraftigt ryk fik bådene til at gynge voldsomt. Snørerne blev sluppet, og kursen lagt tilbage mod moderskibet, der stolt lå i søen med trawlet rigget og klart. I dobbelt tempo skar vi os igennem bølgerne som en varm kniv gennem smør. Det var fokuserede sømænd, og lussatoren glemte sin pligt, da jeg måtte ofre til søen med fine gylp.

På ingen tid var vi fremme ved moderskibet, hvor bådshagerne trak os hen til skibssiden. Da jeg var kommet til mig selv, så jeg over rælingen hele havoverfladen dækket af et sølvgråt skær, som aldrig syntes at ville få en ende. Fiskehøsten var allerede ved at blive halet ind og hældt ned i lasten med flere tønder salt ovenpå.

Dynamitfiskere03

Plusquam Schrunkenfeldt, en hård mand med en stor høgenæse og med mere stridt hår på kroppen end et arrigt pindsvin, gik med bare fødder og i laset tøj som resten af sit mandskab. Han behøvede hverken guldkvaster eller sølvfløjter for at udøve sin autoritet. Han havde været femogtyve år på de store banker. Han kunne bande eller smile, som han lystede. Hans ordrer havde samme vægt. Han herskede i kraft af sin dygtighed, sin klogskab og det held, han havde som dynamitfisker.

Mens han nu stod og overværede lastningen, smilede han, og det havde han god grund til. Skibet var fyldt med fisk og salt. En måske ikke særlig stor triumf set med verdens øjne, men en kæmpetriumf for mandskabet. Det betød ikke bare, at at alle nu havde råd til fodtøj, men også, at der var råd til at betale kreditten på husmandsbordellet og endda bringe en øre eller to med hjem til fruen.

Trætte, glade dynamitfiskere. Det er den bedste skildring jeg kan give for denne hjemtur mod Blodhavn. Selvo m de lignede blege, hængte landevejsrøvere i solens bidende varme, sang de med en velkendt jamrende stemme, som kunne gå selv en engel på nerverne.

Efter en forrygende indsejling i Blodhavn, stod lodsen klar ved molen med lodsvehikler og tvangsturister. Herfra blev lasten fragtet nænsomt til Blodhavn Dynamitfiskeriauktion, hvor hvert enkelt pund blev solgt for kr. 0,89 og 2 lussinger.

Jeg takkede ærbødigt Plusquam Schrunkenfeldt for turen og indsigten i, hvordan det stolte folk i sognet får de uundværlige fisk.

EFTERSPIL: FED MAND HUGGER DØDE FISK,
TJENESTEPIGE KASTER SIG I MINE ARME

Jeg havde til denne lejlighed gemt en enkelt rød hestepilsner, som jeg knappede op. Duften af det syrlige indhold stimulerede mine sanser betragteligt, og jeg vandrede ned mod stranden, fast besluttet på at sidde og nyde aftensolen.

Dynamitfiskere04

Jeg fandt en klit at sidde ved, og i det samme så jeg en herre komme vandrende i vandkanten med sin huggert draget. Skønt han prustede og stønnede, og hans kæmpekorpus havde kunnet tjene som et skibsanker, var han adræt nok, når der var behov for det. Hans vattersotige højre arm for frem og huggede i de døde fisk, der flød i vandkanten fra tidligere dynamitfiskerier. En matrosdreng på 7 år fra HMS Knockel forsøgte at løbe forbi .

“Hør her, unge mand!” brølede han. “kan du ikke kende en tørstig mand, når du ser en?”.

På vej tilbage mod Blodhavn Midtermole stødte jeg på 2 tjenestepiger, som samlede daggamle fisk fra stranden. Da jeg nåede helt hen til dem, smilte den ene udfordrende til mig og samlede en fisk op og vendte den om, hvorpå hun med et pludseligt glimt i øjet rakte mig den. Den var unægtelig af den mest uanstændige form, man kunne forestille sig. Idet hun gav mig den i hånden, faldt fisken nedad som et slapt lem, men i sidste øjeblik vendte hun den opad, så den mindede fuldstændig om et erigeret lem.

Så var det, som om hun pludselig snublede og faldt ind mod mig, og jeg strakte mine trøstende hænder op for at gribe om hendes bryster. Hun gav et gisp fra sig, som om de var hendes lidenskabs brændpunkt. Og så stod vi tæt sammenslyngede og kyssede hinanden, mens min sande manddom gjorde alle fingerkoraller til skamme.

“Gør det hurtigt! Hvis jeg skriger, skal du ikke tage dig af det. Nu! Nu! Tag mig nu!” Hun skreg højt én gang og råbte så “Mor! Mor!” med halvkvalt stemme. Hvorvidt hun kaldte på sin afdøde mor eller den Evige Guds Moder, kunne kun Himlen afgøre. Hendes smerte var kort, og det samme var min ekstase. Efter mange måneders afholdenhed føltes det, som når smeltet ild bryder skorpen på en bjergtinde.

Tjenestepigen sagde til de første glimtende stjerner på aftenhimlen, og til mig: “Nu er vi fri!”

Jeg takkede for fisken og nåede frem til Blodhavn Midtermole, hvor tarmgasrutens bus var ved at varme op. Nødtørftsfrue Tut var med på vehiklet, så jeg vidste, at rejsen hjem ville foregå strengt disciplineret og rettidigt.

SE OGSÅ:

HenvHalunkHOTELDRAMA

Stammer pizzaen i virkeligheden fra Blodhavn?

JørnTidevandLOGO

Alle har hidtil antaget, at pizzaen, som vi kender den idag, er et italiensk fænomen, men et dramatisk fund i brunkulslejerne øst for Blodhavn har i den grad sat byen på det arkæologiske gastronomiske verdenskort.

Blodhavn Videnskabelige Fakultet (BVF) er på den anden ende. “Hvis vores antagelser holder stik, vil det få uoverskuelige konsekvenser, ja hele verdenshistorien står til revision,” fortæller lektor Dunkelholm, videnskabelig leder af den forskergruppe, der arbejder på sagen.

Stenalderpizza

For 2 år siden gjorde en opmærksom landproletar, der var beskæftiget med oprydning i det gamle brunkulsleje, under gravning af et affaldshul et sensationelt fund. I en velbevaret trææske på ca 40 x 40 cm lå det, der i første omgang blev betragtet som et rituelt eller religiøst relikvie, som muligvis symboliserede himmellegemernes faseinddelte bevægelser hen over firmamentet. Men det skulle vise sig, at der ikke var tale om en astrologisk evighedskalender, men noget, som grundige analyser skulle vise bestod af spelt, gedeost, løgringe og små skiver festpølse med paprika, med andre ord: Ingredienserne til en herlig pizza.

“Her gik vi rundt og troede, at vi havde med en kultur at gøre, der havde styr på indviklede astronomiske beregninger, men så var det rent faktisk gastronomien, der var i højsædet. Det giver stof til eftertanke, og spørgsmåler er, om ikke Blodhavn i virkeligheden er fast food-kulturens arnested. Med tilskud fra den Knockelske Kullturfond, der igen beredvilligt er trådt til med ikke mindre end tre forskningslegater, vil det være muligt at foretage en grundig undersøgelse af området,” afslutter lektor Dunkelholm.

Pizzaovn

Blodhavn Bageri har taget ideen op, og man kan her bestille en tro kopi af den historiske pizza, dog er trææsken udskiftet med en almindelig papæske. Som et kuriosum kan nævnes, at festpølsen med paprika den dag i dag fremstilles hos slagtermester Flackwabel i Blodhavn, så på den måde er der tale om en lækker mundfuld af en ægte historisk tidslomme.

SE OGSÅ:

HenvFESTMENU

Fækaliebaron skænker Blodhavn nyt folketoilet

JørnTidevandLOGO

Efter sidste års efterårsstorme stod det klart, at Blodhavn Folketoilet ikke længere kunne klare mosten. Nu har fækaliebaron og filantrop Sigurd Hvidtjørn taget den store tegnebog op af baglommen og har beredvilligt bevilget Blodhavn et helt nyt folketoilet til opførelse på pladsen ved Brugsens gavl.

Folketoilet02

Det forlyder, at toilettet bliver det mest moderne og største af sin slags nord for Alperne. Monteret med de nys opfundne fækalioskoplåg forventes det at blive et tilløbsstykke.

Storfisk02

”Der bliver lidt for enhver smag,” forklarer baronen ivrigt. ”Selve toilettet forbindes med et bassin indeholdende saltvand og en bestand af kinesiske havaborrer, og her vil værdierne fra folketoilettet give næring til de salte karper. Den regel er allerede bekendtgjort, at den slubbert, der kan levere mere end 3 kg slam og fækalier inden for 15 min., ganske enkelt får entreen tilbage ved udgangen, alternativt et væsentligt nedslag i prisen på dagskort til det nærliggende put and take saltvandsbassin. I den del af folketoilettet, der vender ind mod det grønne område, vil der blive indrettet et mindre traktørsted, hvor man vil kunne købe forskellige fiskeretter, dog fortrinsvis salt havaborre, samt hestepilsner til favorable priser.”

Udtømning

Der er i konstruktionen lagt stor vægt på økologisk bæredygtighed og rentabilitet. Som baronen smukt formulerer det: ”Folk kommer ind, trykker og tørrer – derefter en herlig stund ved fiskedammen, fangsten afleveres ved køkkendøren og serveres senere med en herlig brunsovs og pomme de terre. Bedre bliver det ikke med tøj på,” afslutter baronen.

Fkbaron02

Håbet er, at det nye folketoilet på sigt kan komme til at danne rammen om Blodhavns årligt tilbagevendende sommerfest, hvor deltagere fra flere egne dyster i, hvem der kan ”prutte mest i trompeten” og fange den fedeste aborre.

SE OGSÅ:

HenvUDFLUGTSKRO

Blodhavn Borgervæbning får nye feltmadrasser

JørnTidevandLOGO

Blodhavn Sogneråd har i enighed besluttet at afsætte det nødvendige beløb til indkøb og nyanskaffelse af moderne feltmadrasser til Blodhavn Borgervæbning.

“Dette ønske har længe har haft høj prioritet,” fortæller krigsmaterielforvalter og seniorkorporal Otte R. Pulversne, der iført Blodhavn Borgervæbnings khakifarvede habit med chakot og bordeauxfarvet halsedisse samt forskellige uduelighedstegn, inclusive fedtpletter hidrørende fra chokolademussespisning, viser rundt på Borgervæbningens depot.

Feltmadras03

“Vores drenge fortjener et ordentligt put. De gamle madrasser var efterhånden i en så jammerlig stand, at folkene undlod at slæbe dem med sig på øvelse. Det var blevet til mere bøvl end fornøjelse. Resultatet var så, at hver enkelt mand klarede sig på egen hånd, hvilket  i længden påvirkede kampkraften negativt. Fjenden kunne ved flere lejligheder have  indtaget sognet uden nævneværdig modstand, når Borgervæbningens mandskab var taget hjem for at sove. Denne slappe holdning er vi forhåbentlig fri for nu,” fortsætter korporalen og rømmer sig kraftigt.

“Personligt tror jeg, at vores friske gutter vil foretrække en nat i skovbrynet på vores fine nye madrasser frem for det hjemlige sovekammers lumre leje. Adskillige unge landproletarsønner har allerede vist en ikke ubetydelig interesse for at melde sig under fanerne, og flere seniormedlemmer, der ellers var opstillet i Borgerbevæbningens veteranafdeling, har søgt om at måtte genoptage aktiv tjeneste.”

Feltmadras01

“Det er jo nok ikke feltrationerne med komprimeret kødgranulat, der trækker. Det smager ens, uanset hvad de kalder det, og efter en uge i felten er lugten ens på det, der kommer ind, og det, der 24 timer senere kommer ud,” slutter den erfarne befalingsmand.

SE OGSÅ:

HenvSLAMBERTHJEM

 

Bolværksmatros angriber lokalredaktør

JørnTidevandLOGO

Avisredaktion hærget af velvoksen slubbert

Landsbytossens lokalredaktion i Blodhavn dannede her til morgen rammen om et dramatisk optrin, da en velvoksen bolværksmatros, formentlig stærkt påvirket af drikkepetroleum, gik løs på lokalredactør Tidevand.

Bolværksmatros

Årsagen til angrebet var angiveligt, at det dagen forinden var lykkedes Jørn Tidevand ved hjælp af avanceret nanoteknologi at decimere de ansattes løn til det rene ingenting, og med tilbagevirkende kraft at tilbagekalde alle lønninger med tillæg og godtgørelser fra 2014. Det skete under henvisning til, at glæden ved arbejdet jo bærer lønnen i sig selv, og at de ansatte således skylder Tidevand et klækkeligt beløb.

Cykelbud

Det formodes dog, at det, der fik bægret til at flyde over, var, at det var lykkedes Tidevand at afhænde to af redactionens ældste cykelbude til Blodhavn Trædemølle A/S. Salgsprisen var deres skrotningsværdi, opgjort efter dagsnoteringen på kødgranulat.

Til afløsning for de to ansatte Tidevand sin svoger Ricardo Kinderprügler, der til daglig er både formand, næstformand, kasserer og selvudnævnt æresmedlem i og af MC-klubben ”Blodhævn”.

Videnskabelig baggrund

Reduktionen af medarbejdernes løn skete ved hjælp af en sindrig konstruktion, bestående af to fækaliedrevne og parallelforbundne partikelacceleratorer. Professor Dunkelholm fra Blodhavns Videnskabelige Fakultet må modvilligt indrømme, at her er tale om nanoteknologi på et endog meget højt plan.

”Vi ved endnu ikke, hvor han har teknologien fra, men mit gæt går på, at Tidevand har gode forbindelser til autonome brunvarekredse i Holstebro, og henter sin inspiration herfra,” udtaler en tydeligvis misfornøjet professor. ”Det ser mørkt ud for os seriøse videnskabsfolk på BVF, hvis det får lov at fortsætte,” slutter han.

Lokalredaktøren ikke ønsket at udtale sig til lokalredaktøren, altså til sig selv, om forløbet. Han henviser til, at konflikten endnu til dels er uløst.

Ricardo01

Slubberten fra i morges er dog ekspederet videre til Klamhuse Husmandshospital, hvor han vil blive underkastet nødvendig akut amputationskirurgi.

Fra hovedredaktionen i Nr. Usseldrup udtaler Louis B. Knockel sin fulde støtte til hr. Tidevand:

“Her har vi en rank, retsindig, begavet og uhyre flittig ny medarbejder, som vil kaste sandhedens lys over alle tænkelige tildragelser i Blodhavn by og omegn samt i Fleskum Herred, hvorfra han hidrører. At han tillige nedbringer omkostningerne må skrives på plussiden. Jeg forudser et mangeårigt, på alle måder givtigt samarbejde og har derfor tildelt hr. Tidevand et ekstraordinært tantième på kr. 3,39 samt en balje omrørt husholdningslatrin, klasse 1B, til såvel erhvervsmæssig som privat anvendelse.”

SE OGSÅ:

HenvTidevandFALDSTAMME

Fækalioskop opfundet ved tilfældighed i Blodhavn

JørnTidevandLOGO

Uventet storgevinst på elefantbrillefremstilling

Der var ikke langt fra tanke til handling, da elefanten Lille Bruno manglede briller, og det lader til, at den dyrevenlige indsat nu i den grad bærer lønnen i sig selv.

Toiletsædefabrikant Ingolf Ôhlin, i daglig tale Mr. Ifô, begik noget nær et columbusæg, da han for sjov monterede prototypen på de toiletsæder med læsestyrke, som blev udviklet på  fabrikken til Lille Bruno. I løbet af forbavsende kort tid var dette toilet det eneste af fabrikkens mange toiletter, der blev benyttet. Der var i perioder ligefrem kø udenfor, og forskellige driftsforstyrrelser begyndte at opstå ved samlebåndet.

Fækalioskop01

Ingolf Ôhlin besluttede derfor at undersøge sagen nærmere, og var begejstret for resultatet.

“Det var en af mit livs store “pu-ha-oplevelser” – fækalien var jo pludselig stor som en elefantlort, og det var super i ro og mag at kunne betragte den med lukket låg. Jeg blev ganske enkelt så begejstret, at jeg måtte stikke mig selv adskillige beroligende lussinger,” fortæller en stolt  Mr. Ifö med røde kinder og et lidt skævt smil. “Det er så uhyre sjældent, at man oplever, at nogen opfinder noget, som stort set alle mennesker ikke vidste, at de ikke kunne leve uden.”

Fækalioskop02

Virksomheden har nu indgivet patentansøgning på opfindelsen, der officielt er døbt “Fækalioskopet”, og der er planlagt forskellige modeller med variabel styrke og  xenonlys. En ganske almindelig landproletarudgave med fast 3 x forstørrelse forventes dog på markedet først. Et børnesikret stikpilleamatur samt et 12 stk. Klyx tube magasin i matchende design er allerede under udvikling.

Der er ubekræftede forlydender om, at selveste Mr. President Barny O. Barmer har lagt billet ind på et af de første eksemplarer af fabrikkens luxusmodeller. Det er umuligt at forudse, hvad der sker, når først Fækalioskopet rammer det amerikanske fastland – men en ting er sikker: Det er lort, og det bliver stort.

SE OGSÅ:

HenvVEHIKELKRISE

Nye briller til hanelefanten Lille Bruno

Festdag i Blodhavn Zoo

JørnTidevandLOGO

Den store hanelefant, der i sin tid som unge blev skænket til Blodhavn Zoo af den navnkundige Albert Knockel, og som senere blandt parkens venner og ansatte fik kælenavnet “Lille Bruno”, er her i det nye år blevet bevilget briller.

Lille Bruno har fra start af været en jubelinvestering, idet han gennem de sidste 25 år i ugens fem hverdage har leveret den fornødne kraft til Blodhavn Folkeslubbertanstalts lusseringsautomat,  hvor ubemidlede slubberter og andet godtfolk ganske gratis kan modtage mundtlige instrukser og dertil vederkvægende lussinger. Om søndagen leverede Lille Bruno luften til orglet i Nr. Usseldrup Bedehus, et engagement der desværre nødvendigvis ophørte, da Bedehuset under endnu ikke fastlagte omstændigheder for et år siden brændte ned til grunden.

Som zoodirektør Willy T. Udsefjert udtaler: “Lille Bruno har fra start af været en guldrandet investering – den gamle Knockel forstod om nogen at udvise rettidig omhu, og alene indtægterne fra produktionen af elefantsnot har givet Zoo et betydeligt overskud.”

Foto fjernet

Selve fremstillingen af omtalte elefantsnot vil Willy T.Udsefjert dog ikke ind på, grundet produktionsmæssige omstændigheder, som han elegant formulerer det. “Når tiden kommer, vil alene kødgranulatværdien af Bruno langt overstige indtægterne fra havens øvrige produkter. Der vil være ganske billig kødgranulat til flere års burgerproduktion, og prisen i havens cafeteria er jo i forvejen ganske uhyrlig,” udtaler direktøren.

En af årsagerne til, at Lille Bruno har været en så solid investering, er at han stort set har levet af kasserede og frasorterede bøger fra Blodhavn Slubbertskole og Landproletariatbiblioteket, og det var også i den forbindelse, at det gik op for dyrepasser Ole Vink at Lille Bruno ikke blot var en elefant, men også en inkarneret læsehest. I stedet for at æde en indbundet udgave af T.S. Elliots  “Grøn er vores hæk” tog lille Bruno bogen med ind i elefanthuset om aftenen og forsøgte at læse den – og her gik det op for den trofaste dyrepasser, at Bruno formentlig var stærkt nærsynet, idet han var nødt til at holde bogen ud i fuld snabellængde for at kunne læse i den.

Tage Mus, vor lokale optometrist i Blohavn, blev hidkaldt, men Lille Bruno var af uforklarlige grunde rædselslagen for denne og nægtede stædigt at deltage i nogen form for undersøgelse. Det endte med, at man udfra forskellige gennemsnitsberegninger af stjernebilledet “den punkterede vandcyckel” og dets afstand til horisontlinjen på et givent tidspunt omkring midnat fandt frem til, at Lille Bruno var moderat nærsynet og havde brug for briller.

Lille Bruno

Nu er elefantbriller jo ikke just lagervare, så der blev nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der skulle undersøge forskellige muligheder.  Efter nogen debat faldt valget på tilbudet fra den lokale toiletsædefabrik, der mente, at man godt kunne fremstille to toiletsædelåg i klar plast og med styrke. Det endte så med at være et samarbejdsprojekt med Klamhede Maskinskedkeri, der grundigt modificerede et brugt letvægts gocart-stel til det nydeligste brillestel.

Alle er glade, ikke mindst Lille Bruno, som nu vil kaste sig over H. C. Andersens eventyr.

SE OGSÅ:

HenvMEKANISKELEFANT

 

Faldstammekollaps løser royal gåde

JørnTidevandLOGO

Tidligt på eftermiddagen i går kollapsede faldstammen på Hotel Blodhavn. Der havde gennem længere tid været en del knirken og knasen fra selvsamme installation, og brugen af hotellets selvskyllende klosetter på etagerne over stueplan var blevet indstillet allerede dagen i forvejen.

Dette skulle imidlertid vise sig at være en skæbnesvanger beslutning. Tekniske undersøgelser peger i retning af, at der har fundet en egentlig implosion sted, forårsaget af, at den i forvejen svækkede konstruktion pludselig manglede det indhold, der ellers havde givet den en vis støtte og afstivning.

Hotel02

Både kong Hilbert og hans kongelige højhed kronprins Folmer har inspiceret ulykkesstedet og udtalt deres støtte til de omkomnes familier. Den triste historie fik dog heldigvis en uventet og mere munter drejning, da Kong Hilbert ved tilfældighedernes indgriben genfandt sit gebis i pluddermassen ved faldstammens fod.

Kongen kunne fortælle, at han tydeligt huskede, hvorledes han ved gallapremieren på den muntre musical “Den behårede snemand” i pausen havde forspist sig voldsomt i blommegrød og solide portioner af kransekager med fyld af kødgranulat. Han var senere samme aften blevet antruffet nøgen og uden gebis i et af hotellets værelser, hvor han efter at havde udtømt det kongelige maveindhold nu forsøgte at gengive overturen til “Den flyvende hollænder”, frit fortolket for 2-strenget guitar og en noget anløben baryton.

Det tililende hotelpersonale havde først efter nogen tumult fået ham bundet fast i en solid lænestol og givet ham en stikpille med 60 mg Stesolid, hvorefter han øjeblikkeligt var faldet i dyb søvn.

Kongeslægt01

Indtil afvigte lørdag har det således været lidt af en gåde, hvor det kongelige gebis havde forputtet sig, og der havde gennem længere tid hersket en stemning af gensidig mistro personalet imellem. Direktøren havde derfor set sig nødsaget til at uddele adskillige serier af opmuntrende og motiverende lussinger, for på den måde at holde arbedsdisciplinen i top. Især de yngre kvindelige medarbejdere havde nydt godt af direktørens omsorgsfuldhed og afklapsende personalpleje.

Kongen var tydeligvis berørt og meget taknemmelig for at genfinde sit fine tandsæt, og efter en hurtig rystetur i en cocktailshaker med 50% drikkepetroleum, kunne han atter brillere med sit berømte tandsmil.

Følgende vers er senere blevet set, skrevet med blækblyant på flere af hotellets toiletvægge. Kongen har dog i sin udstrakte grad af storsind valgt at betrage skriverierne som en spøg, idet han ikke bliver decideret nævnt ved navn i dem, og derfor mener at være anonym, hvorfor verset som et kuriosum her gengives ucensureret og i sin fulde ordlyd:

Når man som jeg på Ulrich råber,
lidt i stil med andre tåber
og i stride strømme,
sin kongebug vil tømme,
må jeg ej på skylleknappen trykke
– før jeg ved, om jeg kan tygge.

(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Approberet625

Retur til forsiden

Nordvestjysk kongeslægt vil atter til magten

En af Nordvestjyllands store gamle slægter, Grusborgerne til Bøvling og Blodhavn, har efter ca. 1100 års pause besluttet at generobre positionen som dominerende lokal kongemagt.

Slægtens historie er rig på sejre. Dens stamfar, kong Fakum (i ældre kilder: Fæchum eller Fokom) Gruus etablerede sig som vikingekonge i 900-tallet. Hans sønner Hubert og Hambert blev herskere over store dele af det nuværende Bøvlingbjerg sogn og byggede det første Grusborg Slot på et fundament af hårdt komprimerede menneskelige affaldsprodukter. Grusborgerne førte talrige erobringstogter ind i de norske fjorde, hvorfra de og deres personel hjembragte yngre kvinder, parringsvillige geder og anden biologisk kapital.

Fra 1200-tallet og fremefter deltog de grusborgske riddere og deres væbnere i korstogene til Mellemøsten, dog fortrinsvis som forsyningstropper med et lager af husholdningsfækalier, masturbationsredskaber og andre af de basisprodukter, som endnu i dag opretholder egnens erhvervsliv og Grusborgslægtens anseelse.

Kongeslægt02

I århundredernes løb indtrådte en vis afmatning i slægtens materielle position, og de senere efterkommere har i vid udstrækning delt kår med det jævne nordvestjyske landproletariat. De organisatoriske og seksuelle principper, som oprindeligt bar Grusborgerne fremad og opad i verden, er dog på intet tidspunkt blevet fraveget.

Den nuværende kong Hilbert, født 1911, har haft en smuk og livslang civil karriere som latrinmåleraflæser og hobbyfjerkræavler. For et par år siden adopterede han en arving, kronprins Folmer, født 1969 og – værd at bemærke – den første Grusborger med en autoriseret videregående uddannelse som gummibadningsinstruktør samt i tilslutning hertil et voldsmandsdiplom.

Kongeslægt01

– Vi byder disse ranke kongelige figurer velkomne i toppen af samfundet, udtaler redaktør Louis B. Knockel. – En af deres officielle pligter bliver at lede brunvareindsamlingen på Blodhavn Nordstrand hver lørdag formiddag. Her kan de med hasselkæp i hånd bevise deres værd.

SE OGSÅ:

HenvAFFOERINGSDYST

Jubelgave nr. 13: SIDSTE BÅD TIL BLODHAVN

Katastroferoman02

– Ohøj, kammerater, nu blæser der fandenbrodereme en flot nordvest! Jeg har ikke fået så meget frisk luft i lungerne siden 1961! lyder det fra den jublende olding, der marcherer nøgen ud mod bølgerne. Saltvandet pisker hans rynkede, grålige hud, og de knælange testikler svajer i orkanen.

Peder Most, måske det 20. århundredes største søhelt, er på rekreationsophold hos sin nevø, fækaliesorterer Moses Most-Mogensen, Blodhøj, og nogle dage i Nordvestjylland har gengivet ham energi og livsmod. Han holder atter ild i piben 18 af døgnets 24 timer, og nu i dag kom den orkan, han hele tiden har håbet på for endelig at få det gamle kadaver blæst igennem.

Verden er ved at gå under, tror mange. En påskemorgen i 2015 blev København oversvømmet, få dage senere forsvandt Bruxelles i et dybt sort hul, og 1. maj blev Mellemøsten udraderet af en solstorm.

Hurra, mumlede Peder, og Nordvestjylland drog også et lettelsens suk. Fred og frihed bredte sig, og man hørte sang overalt på sognevejene.

Men nu blæser en exceptionel orkan ind mod Vestkysten. Bølger så høje som betonrådhuse fra 1970’erne smadrer mod land, og det gode polske fragtskib M/S Josef Pilsudsky, der ville søge tilflugt bag midtermolen i Blodhavn, blev slået ud af kurs og sidder fast på anden revle. Polske nødskrig og anden larm lyder derude fra.

Dansk kystredningstjeneste er for længst nedlagt og erstattet af et kontor med 25 akademisk uddannede bureaukrater. Hvem redder polakkerne, hvem har materiel og mod til en sådan bedrift?

– Jeg skal satanflænsemig vise Vesterhavet, hvem der bestemmer! lyder det med et brøl fra Peder Mosts dybe og kulsorte lunger. Han vandrer ud i den næste bølge og bæres over dens skummende top. Testiklerne styrer ham ned mod rælingen på styrbords side af Josef Pilsudskys kommandobro.

– Hold op med jeres flæberi! brøler han til besætningen. Som gammel østfrontfrivillig behersker han deres hjemlands sprog. – Powstrzymać płacz na raz! Dette er et jernskib, nu sidder det godt fast på sandbunden, og det kan holde til mange ugers storm. Lad os gå under dæk og se, hvad I har at leve af!

Den nøgne olding synger og jubler, da han ser, at skibet har flæsk, pølse, tørrede ærter, hvidkål, vodka og mange tusinde kasser eksportøl om bord. Festen tager øjeblikkeligt sin begyndelse, og da stormen så nogenlunde har lagt sig, fortsætter nordvestjyder i alle aldre med at feste, danse, æde og drikke af de ilandbragte forsyninger på Blodhavn Nordstrand.

– Pølse og vodka, jeg er ung igen! lyder det fra Peder Most. – Kiełbasa i wódka, znów jestem młody.

Han kan som 101-årig stadig ikke spille harmonika, men han gør det alligevel.

Pylle Percker-Petersen
Sidste båd til Blodhavn
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Internationale filmrettigheder forbeholdes

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside