Katastrofenyhed i Daily Telegraph. Etagebygning af træ står i flammer:
Flere læsere har spurgt, om dette vil få betydning for opførelsen af Europas højeste bygning på Blodhavn Nordstrand.
“Svaret er et klart og tydeligt nej,” udtaler byggekomiteens formand, redaktør Louis B. Knockel. “Vort højhus skal hovedsagelig bestå af europaller og papmache, men byggematerialerne trykimprægneres med nordvestjysk urin, hvilket beskytter dem mod ildsvåde, insektangreb, forrådnelse, stormskade og næsten alle andre tænkelige kalamiteter. Byggeriet skrider derfor planmæssigt frem, og det er i øvrigt en ordre!”
Så langt tilbage, som nogen nulevende kan huske, har Nordvestjysk Husmands- og Landproletarbibliotek været en drivende kraft i vor hjemstavns folkelige oplysningsarbejde. Fra bibliotekets udlånssal på Klamhuse Hede (åben onsdage og lørdage på ulige datoer kl. 13.04-16.11 prc.) har tusinder af jævne nordvestjyder hjembåret den åndelige og moralske næring, der satte dem i stand til at leve og virke på de lokalt herskende betingelser.
Bibliotekets skønlitterære samling omfatter samtlige værker af forfattere som Jeppe Aakjær og Sven Hazel, Thomas Dinesen og Ib Henrik Cavling. Blandt fagbøgerne finder man Meyers Vareleksikon, Kirsten Hüttemeiers kogebøger og dr. Hother Rundknockels “Sexualhygiejne for Tyende og større Husdyr”.
En ny samling af næsten ubegribelig værdi er nu tilgået Husmandsbiblioteket: Den Knockelske Citatsamling, grundlagt 1951 og kontinuerligt udvidet med perler og ædelsten af visdom. Gaven kommer direkte fra Louis B. Knockel, som også har doneret et plakatstativ, ved hjælp af hvilket den kan gennemblades.
“Tårerne løb ned ad mine kinder, da citaterne blev båret ind nu til formiddag,” udtaler førstebibliotekar Brunelda Waffelcrone (stående t.v. på billedet). “Med hr. Knockels tilladelse bringer vi nogle af højdepunkterne herunder. Læs, tænk, bliv klogere og rigere — og det er en ordre!”
Nordvestjysk Svineavlerforbunds Propagandakomité indkalder i samarbejde med Usseldrupegnens Storslubbertselskab til årets festlige svinomobil-parade på Blodhøj. Såvel fastboende som turister forventes at møde frem i tusindtallige begejstrede skarer. Afbud uden vedlagt dødsattest accepteres ikke.
Blandt årets favoritter er fr. Bella Peckelmühle med dette luxuspersonautomobil.
Vehiklerne starter fra Blodhavn Landport lørdag kl. 10.34 prc. med det knockelske familiepedalvehikel i spidsen. Når sidste dommervehikel er kørt gennem porten, kan publikum sætte sig i bevægelse. Opmarch over Blodhøj sker i rask tempo, og alle anvisninger fra det uniformerede kontrollørkorps skal følges uden tøven.
Nr. Usseldrup Eksamensskole står som ejer af skolebussen “Mister Piggy”.
En outsider er slagtermester Bænnie Karbunkels salgsvogn “Copulating Piggies Mark II”.
Også et prægtigt to-hjulet svinomobil, ejet af hr. Gideon Drüppert, Blodhøj, stiller op.
Dommerkomiteen med Louis B. Knockel i spidsen uddeler lussinger, diplomer og sponsorerede præmier. Tredjepræmie er i år 4 kg flæskesvær og et par gummiovertræksbenklæder. Andenpræmie: 12 kg flæskesvær og 2 sæt slidstærke lussinghandsker, der kan anvendes såvel i familien som i husdyrstaldene. Førstepræmie: 18 kg flæskesvær og 80 liter blå drikkepetroleum.
I griseparadernes barndom lod man i et vist omfang dyrene styre de deltagende vehikler. Trods forudgående træning og skarp disciplin gav det så store tab af liv og materiel, at praksis måtte ændres.
Krigsårenes benzinmangel umuliggjorde motoriserede parader, men muntre landproletarer trak under taktfast sang festgrisefigurer som denne op over Blodhøj.
– Vi sælger hele lortet for en krone. Jamal får 33 øre og måske et par knastørre restfækalier, hvis han selv gider samle dem op fra bunden af siloen. Ha ha!
Brødrene Harding og Hassan Pluffert sad ved bordet og diskuterede arven efter deres fader, Jolbert Svengali Pluffert, der som 101-årig var afgået ved en alt for tidlig død efter næsten ni succesrige årtier i fækaliebranchen.
Fader Jolbert havde skabt den omfattende familievirksomhed, der i dag var kendt som Pluffert Brownware International, takket være en aldrig svigtende sans for økonomi og effektivitet. Verden over blev han beundret som manden, der først introducerede eksplosive tørvalsede humanfækalier på spøg-og-skæmt-markedet.
– Vi gør det, sagde Hassan. – Alle værdierne er kørt ud af firmaet, og lille broder Jamal, der ikke er god til andet end at spille mandolin og lommebillard, må leve videre på de 33 øre, der bliver til ham.
Hassan smilede selvtilfreds og ville rejse sig, men han tumlede forover og ramte gulvet. En løkke var viklet om hans fod. Storebroder Harding spærrede skrækslagen øjnene op.
– Ha ha, I slamberter, nu får I, hvad I har fortjent!
Frem fra sit skjul under den gulvlange borddug kom Jamal Pluffert. Han piftede i fingrene, og en syndflod af brun pladdermasse væltede ind i rummet.
Jamal kastede sig baglæns ud af vinduet og landede på den græsplæne, der omgav familiefirmaets fækaliesilo.
Tonsvis af den fælles formue pladrede ind i rummet, hvor de skurkagtige ældre brødre havde holdt møde. Kontorer og kontrolrum brød sammen, og Jamal kunne se de to slamberter sejle i bedøvet og mørbanket tilstand på en dampende brun flodbølge ned mod Blodhavn strand.
Jamal trak kasketten frem i panden, og mens han vandrede ad sognevejen op mod Klamhuse, sang han i vilden sky: ”Er du dus med himlens fugle, og skovens grønne træer…”
“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”
Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.
“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”
Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.
De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.
“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”
OTTE MINUTTER SENERE
Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.
“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”
Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.
Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.
“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”
Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.
“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”
Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.
YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE
“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”
Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.
“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.
Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.
En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.
Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.
Negrene dansede også, men det var en glædesdans.
“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.
“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”
Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.
Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”
Filmstjernen Buddy Wankers (Oscarnomineret for hovedrolle i westerndramaet “17 Guns and a Chink”) sad bag rattet i sin nyanskaffede Pontiac Chieftain De Luxe Convertible. Speedomeret viste næsten 90 mph, da han overhalede en lastbil op ad bakke på en to-sporet landevej i Idaho.
Over bakkekammen kom en gul skolebus til syne. I løbet af sekunder var den så tæt på, at Buddy kunne se en skæv tand i chaufførens overmund. Han kastede sit luxusvehikel til højre og hørte lastbilens og bussens tudehorn som dommedagsbasuner.
Da han fire minutter senere holdt på en rasteplads, kunne han konstatere, at brede striber lak var skrabet af begge Pontiacens sider.
Alle implicerede var uskadte, og de tre vehikler fortsatte ad deres planlagte ruter, Buddy dog først efter at have masturberet nogle gange for at berolige nerverne. (Hans problemer med alkohol og nervemedicin begyndte mange år senere og havde intet påviseligt med denne episode at gøre.)
SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 09.11 PRC.
Galeasen Aurora Knockel af Blodhavn pløjede Vesterhavets bølger, tungt lastet med nordvestjysk brunvare (tørret, fladvalset, kvalitet II) til Le Havre. Skipper Clement Knockels grå øjne skuede hen over skumtoppene.
“Men hvad satan?” brummede han. “Er det ikke en pukkelhval dér mod vest-nordvest? Kunne man sejle hovedet i smadder på sådan et kreatur og slæbe kadaveret med hjem til Klamhuse Kødfoderfabrik?”
“Vi er jo først hjemme om tre-fire uger,” bemærkede Jallah, skibsdrengen, der var med på sin første langtur.
Skipper Knockel smurte en rask lussing hen over det fregnede fjæs.
“Du taler, når du bliver spurgt, ellers ikke. Hvalkødet bliver modnet og mørt undervejs. De bedste udskæringer kan vi afsætte til Brunmølle Udflugtskro.”
Skipper drejede skarpt på roret, og Aurora stævnede efter den mørke pukkel i havet, men hvalen forsvandt af syne, og da den igen dukkede op, var den halvvejs ude mod horisonten.
“Møgdyr!” brummede Knockel og tildelte skibsdrengen endnu en lussing, før han styrede tilbage på kursen.
En halv sømil bag dem drev den hornmine, som de havde været få favne vand fra at ramme ind i. Den var 10-12 år gammel, men stadig aktiv, og den indeholdt 78 kg TNT.
Ud- og hjemtur blev gennemført uden større begivenheder, når bortses fra, at Jallah på bordellet Bonheur du Jour i Le Havre pådrog sig den første af et langt livs talrige gonoré-infektioner.
SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 16.24 PRC. (LOKAL TID)
Globetrotteren Gambrinus Buhms var nået 11 dagsvandringer ind i Amazonas-junglen, længere end nogen anden hvid mand. Ved middagstid havde han mødt en flok indfødte omkring et vandhul, hvor de kollektivt defækerede, og dette øjeblik havde han naturligvis sikret for eftertiden ved brug af sit veltjente Agfa-kamera. Nu stillede han otte af de ranke og velnærede, men ikke ret store stammefolk op til fotografering i en lysning. Den niende havde fået et lynkursus i kamerabetjening og skulle trykke på knappen, når Buhms gjorde tegn.
De indfødte var tilsyneladende villige nok, men det tog lidt tid at få dem arrangeret i den rette skulpturelle formation, som den sønderjyske eventyrer så skulle knæle foran. Det lød, som om de indbyrdes diskuterede et eller andet.
“Umbrok pop gryffert?” sagde den yngste spydbærende dreng.
“Umbrok graff!” lød det fra bedstefar bag ham.
“Hold nu kæft og kig ind i kameraet,” sagde Gambrinus Buhms og prøvede med en viftende hånd at vise, hvad han mente.
De forstod ikke hans sprog, og han forstod ikke deres.
“Skal vi æde ham?” havde drengen sagt.
“Jeg er sulten!” tilføjede bedstefar.
“Gryffert jao kikkel. Umbrok kikkel. Pillarkuna,” sagde den ranke kriger, som Buhms formodede var høvding. Det betød så meget som: “Han er senet og sur i kødet, og vi har ikke de rigtige krydderier. Slut på diskussion.”
“Klik!” sagde Buhms og gjorde det aftalte tegn.
Klik, lød det fra Agfaen. Billedet var taget.
SØNDAG DEN 19. DECEMBER, RESTEN AF DAGEN
Det fortsatte på samme måde. Ikke en eneste sagesløs danskere blev myrdet, medlemmer af de europæiske kongefamilier blev hverken gift eller skilt, ingen passagerfly styrtede, ingen jordskælv, tornadoer eller stormfloder hærgede noget steds på kloden. Den hellige gral blev ikke fundet, og Marilyn Monroe var endnu mange år fra sit selvmord.
Hen mod aften herskede sort fortvivlelse på avisredaktioner verden rundt. Det gjaldt også Nørre Usseldrup Folkeblad, som netop var amalgameret med Nordvestjyske Fækalietidende. På redaktionskontoret (beliggende lunt og komfortabelt over bolsmand Ferkelsens svinestald) sad redaktør Gylbert Knockel og rev sig i håret.
“Det er den værste dag i mit professionelle liv,” sagde han og tildelte journalisteleven Philbert en af dagens talrige stimulerende arbejdslussinger. “Hvad gør vi? Du bliver aflønnet med 3,74 kroner om måneden plus roefoder og en halmbunke at sove i, så hvad er svaret, Philbert? Hvordan redder vi morgendagens udgave?”
“Hvis der nu indløb en bombetrussel mod Klamhuse Kino,” sagde eleven.
“Ja, hvad så?”
“Og publikum blev jaget ud, og alle var rasende…”
“Videre.”
“Og så… æh, noget med et slagsmål.”
“Nej, sgu,” sagde redaktøren. “Halvdelen af de fordrevne biografgængere stiller op til en masturbationsparade diagonalt fra NV mod SØ over Klamhuse Hede. Resten skal ud på et lussingoptog fra SV mod NØ. De to processioner kolliderer i mørket midt på heden. Kabum! Vi er til stede og tæller de tilskadekomne og får kommentarer fra fremtrædende deltagere og så videre. Morgendagens avis er lige ved at være reddet. Af sted, min dreng.”
“Hvorfor et af optogene skal jeg følge med?”
“Dem begge to.”
“Jamen…”
En smældende lussing var svaret. “Ikke noget jamen. Det ord er forbudt her på redaktionen, og det ved du udmærket. Af sted, nu fluks!”
En mørk og stormfuld aften sad tre tunge, tavse skikkelser omkring stambordet i Klamhuse Slyngelstue & Halmloftovernatningsetablissement.
“Skal man hjemad?” gryntede stenhugger Knockel, mens han stirrede ned i sit tomme krus. “Er det slut for i dag?”
“Fertig schluss,” lød det fra Harding Hasselgris, kroværten, som i sine yngre dage havde drevet stude ned til Hamborg.
I det samme blev den frønnede dør bag dem smækket op, og omgivet af råkolde vindstød trådte en fremmed ind i krostuen. En vinterlig skikkelse med sne på skuldrene og blårøde frostpletter i det lange ansigt.
“Parlez-vous français?” sagde han og bøjede sig høfligt mod de tre herrer ved bordet.
“Aber natürlich,” svarede Harding.
16 ÅR SENERE
Manden var, utroligt men muligvis sandt, Pholbert de Gambrinoux, sidste overlevende af de tempelriddere, der var undsluppet blodig forfølgelse i Frankrig.
Han blev på egnen og etablerede sig i hidtil ukendte brancher som økologisk mesterkok, husdyrdressør, danselærer og opvisningsmasturbant.
Livet smilede i det store og hele til ham, men en formiddag i april 1331 blev han ramt af et lynnedslag, mens han førte en masturbationsparade diagonalt hen over Klamhuse Hede. De yngre landbomasturbanter bar ham på stærke skuldre til nærmeste hus, stenhugger Knockels familiebolig og værksted.
Den forbrændte og stadig elektrisk skælvende franske ridder blev lagt ind i alkoven, hvor 13 knockelske børn i tidens løb var fremavlet.
“Øl, snaps eller brun natursuppe?” spurgte Knockel. “Hvad trænger du mest til, min ven?”
“Ingen af delene. Jeg er lige straks død, og du skal vogte den her.”
Pholbert de Gambrinoux stak hånden i inderlommen og fremdrog en genstand, som Knockel aldrig havde set magen til.
“Hvad er det?”
“Den hellige gral. Vogt den, skjul den. Når dagen kommer, vil den redde jer alle og kaste lys over jeres verden.”
“Hvad mener du? Forklar dig!”
Knockel smækkede ridderen en stimulerende lussing, men for sent. Døden var indtrådt.
600 ÅR SENERE
Med mesterhånd havde gamle Knockel nogle år senere udhugget et gravmonument over ridderen, og dette var med til at holde sagnet levende i Nordvestjylland. En tempelridder var død her, og han havde efterladt os den største af alle mytiske skatte, den hellige gral.
Men hvor var den? Hvor havde gamle stenhugger Knockel skjult den?
Man gravede hist og her, man hørte rygter og spredte dem gerne. Med tiden lærte man om gralens historie og magiske egenskaber, og i begyndelsen af 1930’rne udsatte Usseldrupegnens Octroyerede Landslubbertsparekasse en dusør for dens tilvejebringelse.
Nordvestjyder stod i lang kø ved sparekassens maskingeværbevogtede ekspeditionsluge med hver sin gral, da afleveringsdagen oprandt.
“Komme da, komme da,” lød det fra direktør Halyckon Molbert i døren.
Forventningerne var enorme, men i næste dags lokalavis kunne man læse, at gralen ikke var fremkommet. De indleverede effekter blev, såfremt de havde nogen værdi, bortsolgt til fordel for Husdyrpensionsfonden af 1879, og resten blev anvendt som fundamentmateriale ved byggeriet af Blodhavn Damptågehorn.
Fertig schluss und alles vorbei?
Nej. Trofaste følgere og brugere af denne kalender kan se frem til den endelige opklaring og jubelapoteose 24. december. Ikke en dag før, ikke en dag senere.
Råbene gjaldede frem og tilbage mellem de svajende trætoppe, der var levesteder og hjemstavn for storfamilien Lomax. Den vidt forgrenede familie betragtede sig som junglens herskere, og den havde udviklet sit eget sprog, rigt på betydninger og nuancer.
Stedet var Kenya, og på denne regnfulde dag sidst i april traf Lucy, familiens i døgndrift fungerende kvindelige overhoved, en principiel beslutning.
“Gafflam!” råbte hun. “Gryffert Blixen Blixen!”
Som ramte af lynet blev aberne tavse. Kun troperegnens plasken mindede de lodne brune skabninger om, at de stadig var i live, og at Lucy ventede på svar.
“Byzzar?” lød et forsigtigt klynk fra en ung hun med en krans af hvide epifytter om halsen.
“Gryffert Blixen Blixen!” brægede Lucy, og nu var det en ordre, som ingen turde modsige. Lang tids diskussion om familiens fremtid havde fundet sin afgørelse. Fra nu af var trætoppene en legeplads, det egentlige liv skulle foregå ved jordens overflade.
TRE ET HALVT ÅR SENERE
Lomax-familien havde gjort store fremskridt og avlede unger som aldrig før. De fleste gik på bagbenene, der var dannet et sangkor og et ordenskorps, og Lucy var flyttet ind i verdens første bambuspalads.
Rigt og skønt var livet, men ikke helt rigt eller skønt nok. Lucy tænkte fremad. De marcherende og syngende aber havde behov for system i hverdagen.
“Gulba. Lomax gulba gryffa!” råbte hun fra bambuspaladsets balkon. Aberne strømmede til, og med raske råb og og nogle tilrettevisende redskabslussinger fik hun delt dem op i seks kolonner.
Længst til venstre stod festaberne af type 1. Lucys far og hendes tre første ægtemænd havde været gemytlige, grovædende aber af denne type. Til højre for dem stillede hun en lille flok af de finere festaber, som efter hendes mening fortjente at blive klassificeret som type 2. De bar lændeklæder og fjer i håret, og en af dem kaldte sig modeskaber. Det var der fremtid i.
Midt på pladsen havde hun samlet to talstærke grupper: Arbejdsaber type 1 og 2. Håndens arbejdere med køller og sten i hænderne, nu adskilt fra dem, der allerede drømte om en kontorstol, en kuglepen og en pensionsordning.
Længst ude på fløjen stod to mindre klynger og stirrede forbi hinanden. Lucys øjesten var disse kulturaber. Type 1 udmærkede sig ved at tale dæmpet og holde lange pauser, mens type 2 skreg og hylede ved enhver given lejlighed. Et moderne samfund havde brug for dem begge, resolverede Lucy.
Hun rakte armene i vejret og udråbte en velsignelse:
“Gryffa prums! Baksam baksam!”
“Tak selv!” lød det fra Karen Blixen. Og ikke meget har ændret sig siden.
Et nyanskaffet skinnevehikel er (takket være donation fra Den Knockelske Folkeoplysningsfond) sat ind i kampagnen. Vehiklet vil bringe plakater og personel rundt i hjemsognene, i de nærmest forestående uger hovedsagelig til Blodhavn og Klamhuse Hede, hvor turister og anden indstrømmende pøbel færdes.
Overdragelsen fandt sted i morges kl. 08.11. Vi ser t.v. den hidtidige ejer, bedemand Gylbert Gaffelhage, siden 1958 indehaver af Vester Usseldrup Forbrændingsanstalt. Lænet op ad vehiklet Almgod Knockel, som på fondens vegne serverede saltkiks og vermouth, og længst t.h. kampagneleder Lumwald Peckelgren jr.
Det indskærpes, at alle andre vehikler, herunder eksprestog, ambulancer, brandbiler og politieskorterede kongehuslimousiner, har ubetinget vigepligt for plakatkampagneskinnevehiklet overalt, hvor det viser sin stolte profil.
Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.
“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde han, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”
Knockilus smilede.
“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af diktatorens underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”
Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.
“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.
Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.
Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for meget blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.
Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.
Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.
“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”
“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.
“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”
Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.
Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en festmiddag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.
“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:
“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”
Copyright 2016 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
