Den her viste pragtplakat aftrykkes i stort format og ophænges overalt i hjemsognene som led i avisens folkemobiliseringskampagne.
Kære landsbytosseven, gør Deres pligt, yd et bidrag til folkeoplysningen ved at dele denne plakat på alle flader, De har adgang til!
Kampagnen vil pågå indtil 14. december dette år og følges op af skånselsløse disciplinære foranstaltninger.
Et nyanskaffet skinnevehikel er (takket være donation fra Den Knockelske Folkeoplysningsfond) sat ind i kampagnen. Vehiklet vil bringe plakater og personel rundt i hjemsognene, i de nærmest forestående uger hovedsagelig til Blodhavn og Klamhuse Hede, hvor turister og anden indstrømmende pøbel færdes.
Overdragelsen fandt sted i morges kl. 08.11. Vi ser t.v. den hidtidige ejer, bedemand Gylbert Gaffelhage, siden 1958 indehaver af Vester Usseldrup Forbrændingsanstalt. Lænet op ad vehiklet Almgod Knockel, som på fondens vegne serverede saltkiks og vermouth, og længst t.h. kampagneleder Lumwald Peckelgren jr.
Det indskærpes, at alle andre vehikler, herunder eksprestog, ambulancer, brandbiler og politieskorterede kongehuslimousiner, har ubetinget vigepligt for plakatkampagneskinnevehiklet overalt, hvor det viser sin stolte profil.
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside