Den kendte bjergbestiger, lejesoldat og kvindebedårer, hr. S. Unmack Larsen, har tilstillet avisen følgende lødige politiske reportage:
Her i dagbladets interesseneutrale miljø-sektion kan vi desværre fortælle det ærede publikum om oprettelsen i Nørre Usseldrup af en ny politisk bevægelse, “Landmandsvennen”. Efter at vi i den senere tid har overværet fremkomsten af Fælles-Listen, Iværksætteren og Feministisk Ini’tiv, partier som repræsenterer den sunde, anstændige og humanistiske danske folkesjæl, er det nu den sorte reaktion som i dens miljø-had har rottet sig sammen for at ødelægge vort smukke land.
Vi henvendte os i Landmandsvennens lejede lokale på 1ste sal af “Sodoma og Gomorrah” i Kannikestræde for om muligt at få en forklarende undskyldning af forhenværende borgmester Jens Bedsted Visby-Olsen, som i sin alderdom og svækkelse demonstrerer berettigelsen af øgenavnet “Sorte-Jens”. Det tog selvsagt nogen tid at bane os vej gennem den længe planlagte tusindtallige spontane demonstration foran gerningsstedet, en utvetydig tilkendegivelse af folkets retfærdige harme og de sociale mediers effektivitet, men det lykkedes os omsider at kravle under den sidste pigtråd og over den sidste spanske rytter og komme frem til fordøren som bar spor af et kraftigt bombardement med overskudsfrugt og buræg.
– «Hr Bedsted Visby-Olsen, det går vildt for sig!»
– «Et øjeblik ….jeg har vist æggeskal i øjet ..sådan. Ja, det vækker ofte utilfredshed at tale Nordvestjysk Totalmiljøråd midt imod ..hovsa, der kom vist en liter tykmælk af ældre udløbsdato. Jeg skal lige lukket vinduet.»
– «Utilfredshed? Ser De ikke skiltene, hører De ikke aktivistens klage? “Vi vil ikke have miljøsvin her i byen”. “Hils Pia!!”. “Humanister ind, hadere ud!!”»
– «Vi er i dele af Nordvestjylland nede på at høste korn af så lav en næringsværdi, at selv svinet ser på ædetruget med skepsis og tvivl. Hvordan skal vi kunne få det til at løbe rundt når den nordvestjyske landmand ikke har mulighed for at gøre sit bidrag til folkesundheden?»
– «Hr Bedsted Visby-Olsen, er det ikke vigtigere at tænke på miljøet end på ussel mammon og den lillebitte del af befolkningen som ejer så store landstrækninger, og derved afskærer bævere og ulve fra deres naturlige habitat? Ville det ikke være nationaløkonomisk sund fornuft at omdanne de miljøsvinende arealer til miljøer ved hjælp af radikal nytænkning?»
– «Vi skal tænke på, at tiden er moden til en gradueret gødskning ….»
– «Gab!»
Der var tydeligt, at Sorte-Jens ikke var indstillet på en konstruktiv samtale, og eftersom hans argumentation alligevel kørte i ring afbrød Deres Udsendte interviewet.
Jubelkavalkade med stjerneregn over vore helte og heltinder
Årets femenhalvstjernede heltinde er enkefru Rulmina Olga Schwanzhauer (f. Padborg), Fiselund Krat, fhv. økonoma og dårekisteforvalterinde. Fr. Schwanzhauer har haft fast plads på hæderslisten siden 1979, kun afbrudt af årene 1997-2001, da hun praktiserede som trommedansende naturlæge i Chicago.
Enkefru Schwanzhauer står som et forbillede for ungdommen i Fiselund Krat og nærliggende landsbyer, idet hun igennem snart fire menneskealdre har virket som vort stolte dagblads måske mest produktive læserbrevsskribent. Intet emne har været for undseligt eller for lokalt for hendes hvasse pen. Under oliekrisen i 70’erne stod enkefru Schwanzhauer egenhændigt for op mod 85% af avisens indtægter, idet læserbreve (dengang som nu) tryktes mod et beskedent gebyr på kr 9,17 per linje, samt kr 44,02 for hver yderligere påbegyndte helside. Det kan ikke understreges kraftigt nok hvor stor betydning disse sidste 10-14 sider af avisen har haft som isolering og brændsel for flere generationer af nordvestyjyder, idet enkefru Schwanzhauer med sine rundhåndede bidrag til avisens drift på snedig vis har holdt brændselspriserne nede i Nordvestjylland.
Fremhæves bør især enkefru Schwanzhauers indlæg omkring Dansk Returpant af 17. maj i år, der for første gang nogensinde bragte avisen over 96 sider på en hverdag.
Fem stjerner (heraf halvanden fra gummihjulfabrikant Michelsen) til familien Yerngumme for en unik kulinarisk indsats. Brødrene Fellah og Gubert Yerngumme har sammen med mesterkokken Almgod Gruhs (t.h.) åbnet en succesrig brunpølse- og roefoderrestaurant på Blodhavn Midtermole. De ses her i det nyindrettede lokale 5 min. før åbning. Ådsler til forarbejdning ligger bag fotografen, dækket af et lag aviser (som i øvrigt også i snittet og fritteret tilstand indgår i flere af menuerne).
Et femstjernet hurra for operasangerinden Gylda Peckelwaffel, som efter en strubeoperation i oktober nu atter (med tilførsel af trykluft fra puddelhundedrevet kompressor) kan underholde i Nr. Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Nordstrand og hvor der ellers måtte være bud efter hende.
Ligeledes fem stjerner til landhusmoder Bibsen Olemand, Klamhuse Vestermark, som i maj nedkom med babyen Hugo IV Olemand. I løbet af sit første halve år var Hugo vokset til over 200 gange sin fødselsvægt og -højde, og en folkeindsamling måtte iværksættes for at fremskaffe de enorme mængder pladdervælling, han dagligt konsumerer.
Fire en halv stjerne til Brunmølle Udlugtskro, som igen i år har sat besøgsrekord med 21.349 spisende gæster, der tilsammen konsumerede over 40 tons brunt kødfoder plus tilbehør i form af hakkede kålroer, hestepilsner, blå drikkepetroleum m.v.
Fire stjerner til Nordvestjysk Akademisk Boligselskab, der har erhvervet og renoveret denne ejendom på Blodhøj Banke og dermed skaffet husly til 41 akademiske flygtninge fra Holstebro, som ellers ville have været henvist til at overnatte i lærredstelte eller under gummimarkiser på Blodhavn Nordstrand.
Én (og kun 1) stjerne til Klamhuse Borgervæbning, som i årets løb fik bortskaffet sølle to af de 25 sværvægtsforbrydere, der står på den aktuelle udryddelsesliste. Det kan og skal gøres meget bedre i det kommende år.
Lad os slutte i bedste stemning med fem en halv stjerne til avisens medarbejdere, som året igennem har trodset vejr og vind, modeluner, smålige irettesættelser, lavtflyvende husdyrfækalier og mange andre forsøg på censur for at give os sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Det lykkedes. Landproletariatets jubelråb er den fortjente belønning, som netop nu kan høres hen over hjemsognene.
SE OGSÅ:
Jeg, hr. Jakobsen, ven af Det Knockelske Bladhus, havde under et besøg på den berømte Brunmølle Udflugtskro, hvor jeg nød farserede hundelår og drikkepetroleum, læst en kort, men spændende artikel om det forhenværende mandskab på HMS Knockel, der havde fortsat livet på søen som dynamitfiskere med udfart fra Blodhavn, naturligvis.
Jeg benyttede mig af Nordvestjyske Sognetrafikselskabs tarmgasvehikel og nåede rettidigt frem til Blodhavn Midtermole kl. 20.44 prc.
Efter lettere søgen på 48,3 meter finder jeg moderskibet under ledelse af den mangeårige dynamitfisker Plusquam Schrunkenfeldt. Jeg bestikker ham med en kasse håndvarme hestepilsnere for at tage mig med på søen.
Om bord møder jeg dem. Sømændene. Friske, vejrbidte og stolte. For det meste. En ældre læderhudet fisker sad og stoppede stavpiben med en ringe kvalitet af hedelyng-tobak. Han gabte, som om han bar alverdens byrder på sine skuldre, kløede sig som en krøbling og spyttede som et barn – lige op i vinden, så spyttet fløj tilbage og landede på hans bare knæ – og trak så et stykke råt, saltet torsk op af sine bukser og gav sig til at sutte på det som et lille barn.
Vi står ud af havnen. Plusquam nikker hen mod HMS Knockel, som stolt ligger for anker i aftensolens røde skær. “Hvis vi havde bare én af deres fækaliereaktorer, var vi nået ud på 7 minutter.” Plusquam fortsætter med tør stemme: “At være på søen igen er den største lyksalighed i verden. At dynamitfiske giver ustandseligt håb. At sove efter det hårde slid er en lise.”
Når moderskibet er kommet på plads ude på bankerne, bliver bådene sat i vandet, 4 styks. Alt imens bryder besætningerne ud i de kendte fællessange af Kalle P. Kyx.
Herefter bliver bådene overladt til deres eget hårde slid. Årene kommer i vandet, taktlussatoren sørger for disciplin og fortsat driftig fart, også undertegnede fik et par kosmiske lussinger.
Bådene spredtes som hemmelighedsfulde fingre, der ikke kunne beslutte sig eller vidste, hvor de ville sætte kursen hen, alt imens de hele tiden var på udkig efter et tilfældigt tegn, der gav løfter om en stime fisk. En bevægelse på en overflade, der pludselig begynder at koge, et skrig fra en vagtsom havmåge, eller en anden farve på vandet, som afslørede et kæmpeinsekt på rov.
Her sad vi og aflæste søen i skumringstimen. Jeg forstod mig ikke på disse tegn, så jeg nød min medbragte drikkepetroleum og iagttog sømændenes stikkende øjne, der afsøgte hver en bølge, hvert et sprøjt.
Der var 4 mænd med ialt otte håndsnører, 2 mænd til hver side. Hver snøre var udstyret med tredive dynamitstænger. Disse snører lå midt i båden og blev passet af en gammel, udslidt søulk, der havde oplevet alt for mange sæsoner på bankerne. Alle var de indstillet på at bekæmpe søens ondskab, den nådesløse fjende, den sikre sejrherre, Den Almægtige. Nu og da stønnede den gamle søulk i søvne, indtil lussatoren gav 2 ham lussinger med let hulet hånd.
Sådan lå vi afsøgende i timevis i agterlanternens skær, til sommersolens spæde strenge kravlede over søens horisont. Alle som en var vi trætte, lussatorens hånd måtte køles ned i søens kølige vand.
Lige som solens skærende lys tittede frem – ikke mere end ti meter borte, så langt gusen tillod os at se – begyndte overfladen at boble og koge. Bølgerne skiftede farve fra sort til gråt og dernæst til skummende hvidt. Årsagen var noget, der kunne få alle dynamitfiskere til at vågne med et sæt: En hærskare af småbitte fisk piskede omkring i vandet, og som med et spring gennembrød de grænsen til deres naturlige element.
“Ti lussinger!” skreg den gamle søulk jublende. Lussatoren gav ham ti smældende lussinger, som kunne høres ud til alle fartøjer i nærheden.
Da smældene tav, kastede mændene med fråde om munden de mange snører i søen, og præcis 3,14 sekunder derefter hørtes eksplosioner fra nær og fjern. Et kraftigt ryk fik bådene til at gynge voldsomt. Snørerne blev sluppet, og kursen lagt tilbage mod moderskibet, der stolt lå i søen med trawlet rigget og klart. I dobbelt tempo skar vi os igennem bølgerne som en varm kniv gennem smør. Det var fokuserede sømænd, og lussatoren glemte sin pligt, da jeg måtte ofre til søen med fine gylp.
På ingen tid var vi fremme ved moderskibet, hvor bådshagerne trak os hen til skibssiden. Da jeg var kommet til mig selv, så jeg over rælingen hele havoverfladen dækket af et sølvgråt skær, som aldrig syntes at ville få en ende. Fiskehøsten var allerede ved at blive halet ind og hældt ned i lasten med flere tønder salt ovenpå.
Plusquam Schrunkenfeldt, en hård mand med en stor høgenæse og med mere stridt hår på kroppen end et arrigt pindsvin, gik med bare fødder og i laset tøj som resten af sit mandskab. Han behøvede hverken guldkvaster eller sølvfløjter for at udøve sin autoritet. Han havde været femogtyve år på de store banker. Han kunne bande eller smile, som han lystede. Hans ordrer havde samme vægt. Han herskede i kraft af sin dygtighed, sin klogskab og det held, han havde som dynamitfisker.
Mens han nu stod og overværede lastningen, smilede han, og det havde han god grund til. Skibet var fyldt med fisk og salt. En måske ikke særlig stor triumf set med verdens øjne, men en kæmpetriumf for mandskabet. Det betød ikke bare, at at alle nu havde råd til fodtøj, men også, at der var råd til at betale kreditten på husmandsbordellet og endda bringe en øre eller to med hjem til fruen.
Trætte, glade dynamitfiskere. Det er den bedste skildring jeg kan give for denne hjemtur mod Blodhavn. Selvo m de lignede blege, hængte landevejsrøvere i solens bidende varme, sang de med en velkendt jamrende stemme, som kunne gå selv en engel på nerverne.
Efter en forrygende indsejling i Blodhavn, stod lodsen klar ved molen med lodsvehikler og tvangsturister. Herfra blev lasten fragtet nænsomt til Blodhavn Dynamitfiskeriauktion, hvor hvert enkelt pund blev solgt for kr. 0,89 og 2 lussinger.
Jeg takkede ærbødigt Plusquam Schrunkenfeldt for turen og indsigten i, hvordan det stolte folk i sognet får de uundværlige fisk.
EFTERSPIL: FED MAND HUGGER DØDE FISK,
TJENESTEPIGE KASTER SIG I MINE ARME
Jeg havde til denne lejlighed gemt en enkelt rød hestepilsner, som jeg knappede op. Duften af det syrlige indhold stimulerede mine sanser betragteligt, og jeg vandrede ned mod stranden, fast besluttet på at sidde og nyde aftensolen.
Jeg fandt en klit at sidde ved, og i det samme så jeg en herre komme vandrende i vandkanten med sin huggert draget. Skønt han prustede og stønnede, og hans kæmpekorpus havde kunnet tjene som et skibsanker, var han adræt nok, når der var behov for det. Hans vattersotige højre arm for frem og huggede i de døde fisk, der flød i vandkanten fra tidligere dynamitfiskerier. En matrosdreng på 7 år fra HMS Knockel forsøgte at løbe forbi .
“Hør her, unge mand!” brølede han. “kan du ikke kende en tørstig mand, når du ser en?”.
På vej tilbage mod Blodhavn Midtermole stødte jeg på 2 tjenestepiger, som samlede daggamle fisk fra stranden. Da jeg nåede helt hen til dem, smilte den ene udfordrende til mig og samlede en fisk op og vendte den om, hvorpå hun med et pludseligt glimt i øjet rakte mig den. Den var unægtelig af den mest uanstændige form, man kunne forestille sig. Idet hun gav mig den i hånden, faldt fisken nedad som et slapt lem, men i sidste øjeblik vendte hun den opad, så den mindede fuldstændig om et erigeret lem.
Så var det, som om hun pludselig snublede og faldt ind mod mig, og jeg strakte mine trøstende hænder op for at gribe om hendes bryster. Hun gav et gisp fra sig, som om de var hendes lidenskabs brændpunkt. Og så stod vi tæt sammenslyngede og kyssede hinanden, mens min sande manddom gjorde alle fingerkoraller til skamme.
“Gør det hurtigt! Hvis jeg skriger, skal du ikke tage dig af det. Nu! Nu! Tag mig nu!” Hun skreg højt én gang og råbte så “Mor! Mor!” med halvkvalt stemme. Hvorvidt hun kaldte på sin afdøde mor eller den Evige Guds Moder, kunne kun Himlen afgøre. Hendes smerte var kort, og det samme var min ekstase. Efter mange måneders afholdenhed føltes det, som når smeltet ild bryder skorpen på en bjergtinde.
Tjenestepigen sagde til de første glimtende stjerner på aftenhimlen, og til mig: “Nu er vi fri!”
Jeg takkede for fisken og nåede frem til Blodhavn Midtermole, hvor tarmgasrutens bus var ved at varme op. Nødtørftsfrue Tut var med på vehiklet, så jeg vidste, at rejsen hjem ville foregå strengt disciplineret og rettidigt.
Efter mere end 60 år i tjenesten er Nr. Usseldrup Storsogneråds officielle persontransportvehikel modent til udskiftning. Certificeret overchauffør Buster Ibrahimsen, der i slutningen af 1970’erne overtog driftsansvaret fra sin fader, chauffør og grisekusk Ludbert Ibrahimsen, har meddelt, at reservedele ikke længere kan fremskaffes, og at vehiklets gulvbrædder er gennemrådnede i en sådan grad, at han ikke længere tør sidde bag rattet, i særdeleshed ikke, hvis hans passager vejer over 40 kilo.
Storsognerådet har derfor iværksat en folkeindsamling til erhvervelse af et præsentabelt nyt vehikel. Den Knockelske Familiefond støtter formålet med kr. 6,45 og fri garageplads i gården bag bladhuset, Nr. Usseldrup Stationsplads.
Den offentlige vognpark består derudover af et strand- og udflugtsvehikel, der også betjenes af chauffør Ibrahimsen. Det meldes køreklart og i god stand og vil med Louis B. Knockel og/eller hans nevø Lambert Knockel på bagperronen, iført lussinghandske, blive deployeret turistsæsonen igennem.
Indsamlingen fortsætter, supporteret af mange fornøjelige tvangsbegivenheder for såvel turister som fastboende, indtil de nødvendige midler er i hus. Førstkommende lørdag kl. 09.11 til 10.14 prc. ristes og fortæres indsamlingspølser à kr. 0,39 på Klamhuse Torv.
FORBRUGERNYT En helt ny, højt forædlet festpilsner kommer på markedet i begyndelsen af næste måned. Klamhuse Sognebryggeri, hidtil bedst kendt for den traditionsrige gule hestepilsner, starter i disse timer produktionen af en stærk og frodigt skummende luksusøltype, baseret på 100 procent lokale råvarer.
Egnens husmoderforeninger har givet tilsagn om støtte i form af over 800 liter filtreret husholdningsgylle i døgnet. I turistsæsonen skal der desuden foregå tvangsaftapning overalt, hvor fremmede sprog høres. Også denne råvare filtreres og kvalitetskontrolleres omhyggeligt, inden den hældes på lagertanken.
Festpilsneren vil efter gæring blive tilsat aromatiske urter og omrørt ved hjælp af et pedalsystem, som opfinderen Nathan Mandrik har bidraget med. Det færdige bryg opnår en styrke på en halv snes procent og tappes på flasker og stendunke samt i 40-liters plastballoner til brug i større familier, ved landarbejdermøder, masturbationsstævner og andre folkelige begivenheder.
Den nye øltype bakkes op med en omfattende propaganda. Louis B. Knockel, der personligt har sendt 78 liter førsteklasses råvare ned i gæringstanken, vil anføre en festparade med lussingdans på Usseldrup Stationstorv.
Alle har hidtil antaget, at pizzaen, som vi kender den idag, er et italiensk fænomen, men et dramatisk fund i brunkulslejerne øst for Blodhavn har i den grad sat byen på det arkæologiske gastronomiske verdenskort.
Blodhavn Videnskabelige Fakultet (BVF) er på den anden ende. “Hvis vores antagelser holder stik, vil det få uoverskuelige konsekvenser, ja hele verdenshistorien står til revision,” fortæller lektor Dunkelholm, videnskabelig leder af den forskergruppe, der arbejder på sagen.
For 2 år siden gjorde en opmærksom landproletar, der var beskæftiget med oprydning i det gamle brunkulsleje, under gravning af et affaldshul et sensationelt fund. I en velbevaret trææske på ca 40 x 40 cm lå det, der i første omgang blev betragtet som et rituelt eller religiøst relikvie, som muligvis symboliserede himmellegemernes faseinddelte bevægelser hen over firmamentet. Men det skulle vise sig, at der ikke var tale om en astrologisk evighedskalender, men noget, som grundige analyser skulle vise bestod af spelt, gedeost, løgringe og små skiver festpølse med paprika, med andre ord: Ingredienserne til en herlig pizza.
“Her gik vi rundt og troede, at vi havde med en kultur at gøre, der havde styr på indviklede astronomiske beregninger, men så var det rent faktisk gastronomien, der var i højsædet. Det giver stof til eftertanke, og spørgsmåler er, om ikke Blodhavn i virkeligheden er fast food-kulturens arnested. Med tilskud fra den Knockelske Kullturfond, der igen beredvilligt er trådt til med ikke mindre end tre forskningslegater, vil det være muligt at foretage en grundig undersøgelse af området,” afslutter lektor Dunkelholm.
Blodhavn Bageri har taget ideen op, og man kan her bestille en tro kopi af den historiske pizza, dog er trææsken udskiftet med en almindelig papæske. Som et kuriosum kan nævnes, at festpølsen med paprika den dag i dag fremstilles hos slagtermester Flackwabel i Blodhavn, så på den måde er der tale om en lækker mundfuld af en ægte historisk tidslomme.
“Vi havde tillid til, at det var ordentlige mennesker,” fortæller en tydeligt frustreret direktør Ludhorst Poppelkrage, der nu må imødese et betragteligt indtægtstab grundet ualmindeligt frække gæster, der efter flere overnatninger og udsøgte middage med rigelig drikkepetroleum og husets bedste rhinskvin forlod stedet uden at betale.
Ikke nok med, at de vedvarende havde forlangt særligt udsøgte retter som fritteret bjergged og moset vildand med fyld af kødgranulat, de havde også den frækhed at stjæle samtlige kroens stearinlys og tømme skålen med blodkarameller, der stod på skranken i receptionen. Det blev senere konstateret, at der ligeledes havde været ubudne gæster i køkkenlageret, hvor stedets beholdning af hvid abe henkogt i ahornsirup syntes at være forsvundet sporløst.
Gæsterne beskrives som et velnæret ægtepar af mellemeuropæisk herkomst, midt i halvtredserne, med en måske lidt tyndslidt aristokratisk patina, men tydeligvis vant til livet på de lakerede parketgulve. Kvinden beskrives som en anelse hysterisk, svær at forstå, men ellers harmløs og upåfaldende. Manden optrådte derimod brysk og befalende, med tendens til at ville befamle kroens kvindelige personale og ellers stikke lussinger ud og slynge om sig med spanske eder og forbandelser.
På værelset blev fundet en tom patronæske af mærket Ghüntherberg og en stak ubetalte regninger fra Holstebro Færgekro.
For oplysninger, der kan føre til pågribelse og afstraffelse af det bedrageriske ægtepar, udloves en festmiddag for to personer, værdi op til kr. 8,35.
Formanden for partiet Stegeoliens Sammenhold, Calle Plakbakke, har besluttet at lade sig dyppe i æggemasse, rulle i brødkrummer og sprødstege i 1000 liter brændende varm fritureolie på Torvet i Nørre Usseldrup.
Når partiformanden er gyldenbrun, skæres han i mundrette bidder og uddeles til alle interesserede i en radius af tre kilometer.
Den 57-årige politiker mener, at partiet har brug for al den omtale, det kan få, hvorfor han udfører dette reklamestunt.
“Mine kære vælgere skal ikke bekymre sig om partiets fremtid efter min spændende bortgang. Min søn Balle overtager straks min formandspost, når alt liv er stegt ud af mit legeme,” erklærer hr. Calle Plakbakke.
Balle Krukke Plakbakke er trods en alder af kun 11 år klar til at overtage tøjlerne og udsende den nødvendige propaganda i kampen for den varme olie.
Unge Plakbakke indvilliger i selv at lade sig friturestege i fremtiden, hvis det kræves af ham.
“I denne omgang det er nok med én friturestegning, men vi kan tage sagen op igen om fyrre år,” påpeger Balle Plakbakke.
Den offentlige sprødstegning af partiformanden eksekveres i overmorgen kl. 13.09 præcis. Bemærk: Hr. C. Plakbakke forventer jubel og sang, når han kastes i bassinet.
Stegeoliens Sammenholds tre grundværdier:
1: Indtag udelukkende måltider, der har været i kontakt med kogende olie.
2: Al kønslig omgang skal foregå med et eller flere friturestegte fjerkræ eller klovdyr.
3: Samtlige husstandens fækalier frituresteges i samme nu, de har set dagens lys. Besørg endelig direkte ned i frituregryden.
Kendt lokal slægt bag spændende forretningsnyhed: Bæredygtige varer og biprodukter til favorable priser fra en stolt Wolfgang Hybbelbank og hans sønner, fire velskabte diplomslubberter.
Efter en lang karriere som stuntmand og ferieafløser for Fodballemanden har Wolfgang Hybbelbank nu sat alle sejl til.
“Der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, hvor man må se hvilket stof, han er gjort af,” erklærer Wolfgang Hybbelbank, søn af Hybbelbank den ældre, der under besættelsen udviklede de berømte sko med viskelædersåler, der var så lydløse, at de, som internationale forskere anslår, forkortede krigshandlingerne med hele 2 år. Hyppelbank-navnet forpligter, det signalerer gå-på-mod og vedholdenhed, og det er i den ånd, Wolfgang Hybbebank har åbnet sin gårdbutik.
“Alle vores produkter er bæredygtige. Der er således et pænt udvalg af snørebånd, engangslightere og kuglepenne, nøgleringe og læbepomader, alt sammen bæredygtige genstande, som det er skønnere at have, end at stå og mangle.” fortæller en stolt og ivrig Hyppelbank.
Han har nok at se til, og de fire diplomslubberter hjælper deres far uden at kny – som den ældste slubbert udtrykker det: “Far skal vide, at hans vedholdende og utrættelige lussinger var godt givet ud, der er aldrig nogen der har taget skade af et par kærlige lussinger, tvært imod”.
De to ældste af slubberterne driver gårdbutikkens online-afdeling, og de to yngste den kombinerede afdeling for klovbeskæring og fodterapi. Her kan landproletarer og deres avlsdyr få rettet op på de sprukne fodsåler og flækkede klove. Som en særlig service får de efter endt behandling bi-produktet med hjem, hvor det kan fungere som et eftertragtet supplement til pizza- topping eller som smagsforstærker i sammenkogte kødgranulatretter.
Den 4 kvadratmeter store butik er ligesom den tilstødende klinik smagfuldt og meget personligt indrettet i nu afdøde LInda Hybbelbanks barndomshjem. Stilen er en blanding af funkis og ufrivillig retro, og rummene er beklædt med håndkoloreret velour, holdt i lysegrå nuancer. Der er altid friskskåren hjemmeavlet pibetobak stillet frem til fri afbenyttelse, og helhedsindtrykket og atmosfæren er en blanding af genbrugsbutik og luxusbordel.
“Mor havde en voldsom passion, når det kom til velour,” forklarer W Hybbelbank. “Hun havde en vision, der gik på at forskønne verden ved at beklæde den med velour. Desværre blev det også hendes endeligt, da hun ville beklæde Lodbjerg Fyr med en dejlig ferskenfarvet velour, og ved en fejl klipsede den fast på noget, der skulle vise sig at være kablet, der forsynede lampen i fyret med stærkstrøm. Hun fik aldrig en normal menstruationscyklus igen efter den oplevelse, og når selv gammastråling, kombineret med den bedste cypriotiske pattesalve, ikke virker, ja så ved man. at løbet er kørt.”
“Drengene og jeg tænker ofte på hende, men havde det ikke været for den stærkstrømsledning, havde vi jo aldrig mødt Vera, vores nye husbestyrerinde, og som man siger: Der er der vel egentlig ikke noget, der der er så skidt, at det ikke er godt for noget.”
Efter sidste års efterårsstorme stod det klart, at Blodhavn Folketoilet ikke længere kunne klare mosten. Nu har fækaliebaron og filantrop Sigurd Hvidtjørn taget den store tegnebog op af baglommen og har beredvilligt bevilget Blodhavn et helt nyt folketoilet til opførelse på pladsen ved Brugsens gavl.
Det forlyder, at toilettet bliver det mest moderne og største af sin slags nord for Alperne. Monteret med de nys opfundne fækalioskoplåg forventes det at blive et tilløbsstykke.
”Der bliver lidt for enhver smag,” forklarer baronen ivrigt. ”Selve toilettet forbindes med et bassin indeholdende saltvand og en bestand af kinesiske havaborrer, og her vil værdierne fra folketoilettet give næring til de salte karper. Den regel er allerede bekendtgjort, at den slubbert, der kan levere mere end 3 kg slam og fækalier inden for 15 min., ganske enkelt får entreen tilbage ved udgangen, alternativt et væsentligt nedslag i prisen på dagskort til det nærliggende put and take saltvandsbassin. I den del af folketoilettet, der vender ind mod det grønne område, vil der blive indrettet et mindre traktørsted, hvor man vil kunne købe forskellige fiskeretter, dog fortrinsvis salt havaborre, samt hestepilsner til favorable priser.”
Der er i konstruktionen lagt stor vægt på økologisk bæredygtighed og rentabilitet. Som baronen smukt formulerer det: ”Folk kommer ind, trykker og tørrer – derefter en herlig stund ved fiskedammen, fangsten afleveres ved køkkendøren og serveres senere med en herlig brunsovs og pomme de terre. Bedre bliver det ikke med tøj på,” afslutter baronen.
Håbet er, at det nye folketoilet på sigt kan komme til at danne rammen om Blodhavns årligt tilbagevendende sommerfest, hvor deltagere fra flere egne dyster i, hvem der kan ”prutte mest i trompeten” og fange den fedeste aborre.
