Kategoriarkiv: Fest

Ydre Nederens storhed og fald

Gaffelbiter LOGO1

En kort historie om vort skønne og højtelskede Storsogns væsentligste byer og vigtigste områder, begyndende med den nordlige del. Jeg vil understrege, at jeg kun er en ynkelig amatør, men drevet af en stor passion for Storsognets historie. Altså undskylder jeg eventuelle fejl på forhånd. De må alene stå for min egen regning.

Ydre Nederen var i adskillige år – helt fra vikingetiden – en væsentlig havneby med et rigt ånds- og handelsliv. Grundet dens stilling som Storsognets vigtigste havneby havde den et stort samkvem med det øvrige Nordeuropa og var i 1400-tallet endda på tale som et potentielt medlem af det Nordeuropæiske Hansestadsforbund.

Som en vigtig søfartsby udviklede Ydre Nederen en stor prostitutionsindustri, som gradvist – men sikkert – gjorde byen yderst populær blandt embedsmænd og andre af den tids ”djøfere”. Byen var således en kort overgang på tale som hovedstad for hele den nation, i hvilken den lå.

YdreN 01x

Byen led voldsomt under en brand i 1855 og mistede en stor befolkningsandel – bl.a. grundet fraflytning, dødsfald som følge af røgforgiftning samt det faktum, at mange bordeller lukkede pga. brandfare og en større rotteplage.

Da den sydligere by, Blodhavn, fik udbygget sin havn, blev denne by – blandt andet grundet dens attraktive og yderst populære sandstrande – en vigtigere havneby og således mistede Ydre Nederen gennem årene sin tidligere så vigtige position til Blodhavn.

Blodhavn havde i århundreder været et populært badested for rige Nr. Usseldrup-boere, der havde deres sommerresidenser her. Byen havde også en lille havn, men blev dog først en søfartsmetropol, da Ydre Nederens notabiliteter slog deres kærlighed på stedet efter den tidligere nævnte storbrand i 1855, – en brand, der kan betegnes som Ydre Nederens endelige storhedsfald.

Byen Nederen (umiddelbart syd for Ydre Nederen) kan føre sin historie tilbage til vikingetiden, da området blev gjort til sognets nordligste forsvarsmæssige bolværk mod krigeriske stammer fra nord. Ungersvende fra Nr. Usseldrup, der måtte tjene som soldater, blev sendt til Nederen.

Etymologisk set kommer navnet Nederen fra den på den tid hyppigt brugte sætning: ”skal du tjene nordpå, hvor nederen”. At komme til Nederen var altså ikke populært – det var ikke attråværdigt, at blive sendt dertil.

YdreN 02

Den dag i dag står inskriptionen ”Hvor nederen” at læse på den monumentale statue af den ukendte soldat på Knockel Plads (fransk: Place de Knockel) i Nr. Usseldrup.

Som et forsøg på at ændre Nederens omdømme – og for at øge moralen blandt soldaterne – grundlagde den tids myndigheder byen Nedre Nederen. En by bestående hovedsageligt af kroer og bordeller, hvor mangen en ungersvend kunne more sig med lystige skønjomfruer, der enten var rejst til området fra omkringliggende sogne, så de kunne tjene en skilling, eller var kidnappede fra fjernere egne.

Nr. Usseldrup var i århundreder (og helt frem til i dag) det ubestridte kulturelle midtpunkt i Storsognet. Dette skyldes bl.a. det Knockelske dynasti, hvis overhoved fra sin udkigspost på øverste etage af Det Knockelske Hus i mangfoldige år (og også den dag i dag) drev de Knockelske Blade, som alle individer i Storsognet abonnerede på (i dag har netudgaven dog desværre næsten udkonkurreret papirudgaven).

De Knockelske Blade er et mediemæssigt imperium uden sidestykke i Storsognets historie – bl.a. pga. mediets evne til at spidde den politiske og erhvervsmæssige top, samt de mange afslørende og infiltrerende historier fra Nr. Usseldrups kriminelle underverden.

YdreN 03

Nr. Usseldrups position skyldes den popularitet byen opnåede pga. dens disciplinære magt. Fra gammel tid måtte folk stille sig op på lussingpladsen, når de skulle korrekses for deres fejltagelser og synder. Dette blev – som mange sportsgrene – en særdeles populær aktivitet at beskue. Måske pga. den katarsis effekt, der ligger i at se andre modtage en gedigen dragt prygl, men naturligvis også pga. den opdragende effekt, det havde – og har – på tilskuerne.

Byen Klamhuse blev grundlagt af bønder fra Storsognets sydvestlige kornkammer, som ikke kunne forlige – endsige identificere – sig med den dekadente livsstil i Storsognets hovedbyer Blodhavn og Nr. Usseldrup. Den landlige almuebefolkning så et behov for et sted, hvor de kunne samle de institutioner, de havde brug for; kirker, sportshaller, skoler, ældrecenter og et sygehus. Den dag i dag har byen en særdeles pietistisk og from kultur. F.eks. er det ikke normalt at byens unge drikker, danser og lytter til rockmusik. De går i stedet til sport, går i kirke og synger salmer.

Storsognets sydligste by på grænsen til de fjerne og ukendte egne hedder Øster Halme. Dens vækst kan hovedsageligt tilskrives den mur, som én af sognets ledere engang fik den idé at bygge. Byen er i dag et handelsmæssigt knudepunkt med stor grænsehandel og indvandring fra de fremtrængende horder sydfra. Disse horder ønsker sig naturligt nok et visum til vort skønne og højtelskede Storsogn.

YdreN 04

Der er så meget mere at fortælle – og det er jeg sikker på, at jeg og andre vil gøre i fremtiden.

Redaktionen takker ærbødigst for denne lødige historiske oversigtsartikel. Et eller flere nytegnede landkort vil snarligst blive tilføjet.

SE OGSÅ:

HenvMuenchVÆRTSHUSPRYGL

Tragisk dødsfald: Popsanger Gideon Schlubbert, 98 år

NekroLOGOBørst

En af Nordvestjyllands markante stemmer gennem det meste af et århundrede, popsangeren Gideon Schlubbert, forstummede i år efter voldsomme optøjer i Klamhuse Folkepark.

Gideon, der blev 98, voksede op på husmandsstedet Schlubbertsminde, Usseldrup Hede, hvor han sammen med sine otte søskende tidligt blev oplært i lussingdans og flerstemmige vokale udfoldelser.

Schlubbert01

Efter krigstjeneste på Østfronten debuterede Gideon Schlubbert i 1947 som sanger og masturbationsartist i Blodhavn-revyen “På vilde Vover”. I de følgende årtier indsang han over 100 grammofonplader og opnåede et samlet salg på næsten 430 eksemplarer. I 1959 var hans version af “Slentre gennem brun nedbør” i flere uger nr. 2 på Klamhuse Brugsforenings hitliste.

Ved siden af den kunstneriske karriere var Gideon aktivt involveret i gedeavl. På en sommerdag i 1991 blev han angrebet af en jaloux norsk vædder og, blottet som han var, udsat for en afbidning, der for altid ændrede hans stemme. Det ældre publikum husker ham som en markant basbaryton, men nu lå tonelejet flere oktaver højere.

Schlubbert02

En svigtende kontrol over intonation og vibrato fik den gamle popsanger til at skrue stadig højere op for volumen, og midt på sommeren fik publikum ved et udendørs folkestævne i Klamhuse nok. De sidste minutter af popsangerens liv skal ikke gengives i detaljer. Et stort antal af vore læsere vil have hørt hans dødsskrig. Over det meste af Jylland og i dele af Sydnorge blev folk vækket, mens det foregik.

Vi, der kendte Gideon i hans bedste dage som sanger og masturbationshelt, stillede op i en rank kolonne, da resterne af hans kadaver skulle bæres frem til Klamhuse Kødfoderfabrik, rampe 4.

Forrige dødsfald           Næste dødsfald           Retur til avisens forside

Larmo-Sagaen: Tilbage til de Gamle Dyder!

EN VÆGTERS BEVÆGENDE HISTORIE, 3. OG AFSLUTTENDE DEL
(Se 1. del her og 2. del her)

Larmo3-01

På billedet ses et udsnit af Gustenhuses brede befolkning i indigneret protestmarch mod forholdene i byen i 1988. Forandringens vinde blæste gennem gaderne, og tiden var nu kommet til en gigantisk folkerejsning. Alle var vi jo nu engang i samme seng, og alle fremviste hårdhed, villighed, udholdenhed, fleksibilitet og styrke på et hidtil uset niveau. Der krævedes selvopofrelse som aldrig før. Byens fremtid var på spil!

Larmo3-02

Blandt de mange frivillige sås raske unge kvinder fra landbruget, der gladeligt tog del i den genopbyggende fase. “Hellere to tjenende ånder end én onanerende tjener!” som min salig bedstefader Fridolin Tannhäuser von Rasselschlüssel sagde i sin tale til mit 75-års jubilæum.

Larmo3-03

Al useriøs og sogneskadelig ageren kom under afvikling i disse år, og det blev også slut med den uautoriserede husdyrkopulation. Nu skulle der for alvor styr på begivenhederne!

Larmo3-04

Under ledelse af vor åndelige og fysiske førerskikkelse, allerærværdigste hr. Stahl-Eisenmann, blev Sognets økonomi gennemgået helt ned i detaljen, og blandt de deraf følgende, utallige og helt nødvendige effektiviseringer og besparelser sås for eksempel den kombinerede anvendelse af ressourcer fra overfiskeriet med diverse opgaver indenfor det offentlige.

Foto fjernet

Al ikke-lusseringsmæssig korporlig afstraffelse fandt herefter sted på husdyrbordellerne, ved hjælp af skidtfisk og ledige cirkusmedarbejdere. På denne geniale facon løstes mange sociale problemer samtidigt. Der kom atter gang i den stagnerende økonomi, og balance blev opnået i sognebudgettet.

Larmo3-06

Mit fineste øjeblik i tjenesten var, da jeg i 1993 egenhændigt indfangede Tranumulven ved hjælp af denne snedige forklædning og den af Staniol Lakmussen udviklede mekaniske fangarm, som på billedet ses demonstreret af undertegnede.

Larmo3-07

Bæstet havde over en årrække nedlagt i dusinvis af fåreavler Bähmanns bordelracehusdyr, og gennem dets blodige hærgen opskræmt lokalbefolkningerne udi det nordvestjyske. For min ydmyge præstation modtog jeg i al beskedenhed Gustenhuse Hønseavlerforenings Årslegat på kr. 1,33 samt fire bakker nylagte æg à 6 stk. pr. bakke. Ikke dårligt for en simpel, gammel vægter.

Larmo3-08

Staniol Lakmussens unge assistent Alky Mistelsen udviklede efter anmodning fra Gustenhuse-SS (den Sanitære Sognemyndighed) en genial opfindelse til bevarelse af husholdningsfækalier. Det skulle være helt slut med meningsløst brunvarespild. Grundet loven om patentbeskyttelse kan jeg desværre ikke gå i nærmere detaljer.

Larmo3-09

Revselsesretten blev, tilligemed selvtægt, i 1989 ved enstemmighed under Sognerådets Ekstraordinære Nødforsamling gjort lovpligtig. Man var herefter som medborger i Gustenhuse under strafansvar forpligtet til at lussere børn, kvinder, oldinge, festnegre, uduelige mandspersoner (døde såvel som levende), husdyr, vegetation, apparater og automatiserede vehikler, ved blot det mindste tegn på opsætsig adfærd, slendrian, fjol, eller blot begrundet mistanke herom.

Larmo3-10

Vore mandlige medborgere fik hurtigt rettet ind i forhold til det nye sogneparadigme. Man hørte allesteds og til egen store tilfredsstillelse i døgndrift de raske klask af en by i fremgang!

Det er således med sindsro, at jeg, Larmo Rasselschlüssel, aftræder mit sekellange embede som vægter i kære, gamle Gustenhuse. Mit arbejde er fuldbragt, og byen og sognet kan nu se en lys fremtid i møde!

Larmo3-11

Larmo Rasselschlüssel nyder sit velfortjente otium i hjemmet, Havekolonien Skadefryd bag det for længst nedlagte Gustenhuse Friluftskrematorium.

Lad os alle, her i afskedens vemodige stund, sammen med Larmo istemme den traditionelle danske Vægtersang, med moderne tekst af afdøde V. Røvlenberg (andet samt sidste vers):

Hov vægter! Klokken er slagen 12

Det var ved midnatstide,
brunvaren den blev født.
Til gavn Alverden skide,
hvad ellers var forødt.

Vor klokke er slagen tolv!
Med tarme og rø’ev,
af hjertet prøv;
befal dig Gud i vold!

Hov vægter! Klokken er slagen 5

O, store morgenstjerne!
Vor byrd’ i Verden hér,
tålmodelig vi gerne
aflægge, som vi bæ’er.

Vor klokke er slagen fem.
Kom kun, vare brun!
Hold stuen lun;
oplys vort hus og hjem!

Gustenhuse længe leve! Hurra x 9! Præcist!

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLARMOVÆGTER

Henv Eisenmann Larmo 2

Tilbage til forsiden

Larmo-sagaen afsnit 2: Krisetider og forråelse

Stahl-EisenmannLOGO

EN VÆGTERS ERINDRINGER (se afsnit 1 her)

Efter årtiers uafbrudt vækst og den nyvunden økonomisk frihed blandt selv vore usleste medborgere, fulgte desværre generel løssluppenhed og en katastrofal mangel på disciplin. Overskuddet soldedes op på intetsigende modefænomener og eksperimenteren med nymodens bevidsthedsudvidende substanser. Borgerne hungrende efter noget nyt, tabubelagt og spændende, og lod hånt om de etablerede samfundsnormer. Resultatet blev – helt forventeligt – en absolut kulturel og social deroute.

Larmo 2-01

Herover ses Gustenhuses første opiumshule. Rygehytten på Gustenhuse Hede startede som et socialt eksperiment, men udviklede sig lynsnart til et gigantisk problem.

Larmo 2 02

Euforiserede medborgere slumrer på tragisk vis ind i psykedelisk døs. De uhyrlige bivirkninger ved denne aktivitet fulgte de involverede misbrugere gennem livet, indtil det blev vedtaget at tvangsindlægge dem på Gack E. Lacksens sanatorium, hvilket synes at have løst problemet, idet man aldrig siden hørte fra de pågældende patienter.

054582:The 'Mail' Cup Seaton Burn Halliday Fred 1912

Her ses et eksempel på resultaterne af de frygtelige stoffers indflydelse på den menneskelige organisme: en narkotikapåvirket medborger dratter død om midt på Hovedgaden.

VINDUESKIGGERPLAGEN I 1978

Foto fjernet

Da de første sort/hvide fjernsynsapparater kom i handelen i slutningen af halvfjerdserne, var det ikke alle medborgere beskåret at eje et sådant luksusforbrugsgode.

Fascinationen af de levende billeder var enorm, og det blev således en kolossal byrde for ordensmyndighederne i Gustenhuse at bortvise diverse hæmningsløse personer fra respektable familiers stuevinduer, hvor lureriet nærmest blev for en folkebevægelse at regne.

Larmo 2 05

Den direkte transmission fra par-VM i masturbation i 1978 var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den danske deltagelse ved den populære duo Hans Lange-Lem/Hack Pickemann, kommenteret af den navnkundige Gunner Rée, var simpelthen for stor en fristelse for selv normalt lovlydige borgere, der stod klinede til vinduerne for at følge deres helte i aktion.

Larmo 2 06

Normale modforanstaltninger såsom lussinger og bøder hjalp ikke, og først da mørklægningsgardinerne fra Besættelsestiden var fundet frem, blev der igen nogenlunde ro om privatlivets fred i de små hjem.

MASSEHYSTERI, DA BÄHLERURNEN KOM

Larmo 2 07

Den ene folkepsykose blev naturligt fulgt af den næste, og efter plejehjemsforgiftningen af 1979 opstod en nærmest vanvittig efterspørgsel efter urner, da vor kirkegård i forvejen led under katastrofal pladsmangel, og Gustenhusmose samtidig var underlagt strikse regulativer iht. Brunvareudvindingsdekretet.

Derfor oplevede byen dette år en veritabel folkevandring til isenkræmmer Klinkbergs udsalg på Skrammeltoften 8, hvor folk stod i lange køer for at erhverve sig den nye fashionable Bählerurne – uigenkaldeligt sidste skrig – som dengang kostede hvad svarede til min egen udbetalte ugeløn: hele kr. 1,76.

Larmo 2 08

Det eneste kendte eksemplar af vasedrejer Bählers mesterværk, som endnu ikke er i anvendelse. Foto med tilladelse fra Fækalmuseet.

Gustenhuse Aviationsforenings Liggasballon måtte en overgang tages helt ud af anvendelse, grundet mangel på drivmiddel. Kremationsdillen var blot endnu et symptom på en kedelig samfundsudvikling, og det skulle desværre blive endnu mere grelt i gode, gamle Gustenhuse.

SVEND PHÆKALI — DEN GALE HYPNOTISØR

Larmo 2 14

Denne afskyelige charlatan havde let spil i disse retningsløse år. En storforbryder, i ondskab kun overgået af Gustenhusebandens medlemmer, fandt hurtigt fodfæste i vort sogn, og drev i et helt år sit perverse og utugtige spil med diverse godtroende kvindfolk.

Den sensationshungrende befolkning mødte velvilligt frem til de groteske forestillinger, der fandt sted efter solnedgang, i gyllespreder Svinbergs storlade.

Larmo 2 15

Her ses en situation fra en af dr. Phælkalis populære aftenseancer, hvor assistent S. Maddersen ved gentagen slagpåvirkning med forhammer brækker et massivt stykke fossilbrunvare oven på en hypnotiseret og rigidt udspændt kvindelig figurant. Det var under en sådan demonstration, at katastrofen uvægerligt måtte ske.

Larmo 2 16

Svinbergs lade eksploderede, og antændte Den Store Hedebrand, hvilket selvfølgelig førte til yderligere genvordigheder. Det var i sandhed travle tider i Gustenhuse.

BRANDDASKERINVASIONEN I 1980

Larmo 2 09

Her ses blot lidt af den store katastrofe. I hundredevis af hektar afgrøder og skov brændte, og ilden lå længe derefter og ulmede.

Larmo 2 10

Vort lokale frivillige brandvæsen gjorde en upåklagelig indsats, men fik desværre aldrig helt styr på efterslukningen. Vi måtte ydmygt anmode offentligheden om hjælp.

Foto fjernet

Desværre var der ingen styr på begivenhederne. Fra nær og fjern væltede det ind med godhjertede frivillige, der uden faglig kyndighed forrettede mere skade end de gjorde gavn.

PAPIRMANGELEN

Larmo 2 13

Tabet af de mange naturressourcer, herunder store mængder træmasse, betød et meget hårdt slag for de trykte lokalmedier, herunder ikke mindst billedpornografien.

Indsamlingen af gamle erotiske magasiner blev en prioritet, og det var sørgeligt at bevidne, hvorledes mangen en medborger yderst modvilligt og med tårer i øjnene indleverede deres fine samlinger, for at sikre den fremtidige produktion.

Foto fjernet

Der blev dog hurtigt rådet bod på det manglende udbud, og qva et forbilledligt samarbejde mellem lokalpressen og de yngre kvindelige medborgere kom der atter varer på de nederste hylder.

BESØG AF DEN NORDAMERIKANSKE NEGERDELEGATION I 1982

Larmo 2 17

Den meget ærede George W. Johnson med følge inspicerede Gustenhuse i 1982. På fotografiet ses viceborgmester Igno Randt overrække Gustenhuses Æresdiplom For På Klokkeslæt Præcist Fremmøde til den amerikanske kulturattachés stedfortræder, da hr. Johnson desværre måtte gå på toilettet, mens billedet blev taget.

Hvad så disse honoratiores da under deres diplomatiske visit?

Foto fjernet

En by i forfald…

Foto fjernet

…tarvelig opførsel… uværdig fremturen… holstebroisk gadeuorden… vandalisme… manglende respekt for autoriteter…

Larmo 2 20

…elendighed og menneskelig degradation i allehånde afskrækkende former.

Det var ikke vor by værdigt, og det kunne ikke længere ignoreres, at Gustenhuse havde alvorlige problemer. Desværre kunne amerikanerne ikke dy sig for at markere deres utilfredshed med oplevelsen i form af denne satiriske musikalske indspilning, som opnåede en 117.-plads på Dansktoppens hitliste, mellem 23.06. og 24.06.1982:

Larmo 2 musik

Denne kulturelle begmand var jo et kolossalt hak i selvforståelsen. Så galt stod det til med andre ord til i vort kære hjemsogn, på daværende tidspunkt. Selv negrene lo af os! Det var så sandelig tid til forandring.

(Den lokalhistorisk relevante grammofonplade (Dolypor, NW-34-6473b), kan i brugt tilstand, ubegrænset oplag, erhverves formedelst kr. 0,02, i marskandiserforretningen, Gammel Ragelsesgade 4c. Bytte er også en mulighed, især s/h fotografier og private filmoptagelser af badende unge piger har interesse. Kontakt borgmesterkontoret, spørg efter Hartmann).

VÆGTER OG HÆDERSMAND, HR. LARMO RASSELSCHLÜSSEL VIL
INDEN 
LÆNGE AFSLUTTE SINE ERINDRINGER MED ET 3. AFSNIT

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLARMOVÆGTER

HenvEisenmann LARMO 3

Retur til forsiden

Larmo Fortæller: En Vægters Erindringer

Stahl-EisenmannLOGO

1. DEL — FØR VERDEN GIK AF LAVE

Larmo 0 (2)
Vægter og 3. Reserveunderskolelussator Larmo Rasselschlüssel (1899-).
Efter nu snart 100 år i Gustenhuse Sogns tjeneste som natlig
ordenshåndhæver og utrættelig, i dagtimerne på frivillig basis, ditto, er
tiden nu kommet til at tage professionel afsked med vor noble og
tilnærmelsesvis rimeligt aflønnede kammerat. 
Ingen har som Larmo bevidnet tidernes skiften i Gustenhuse, og som
ingen anden kan han personligt gennem erindringen genskabe den
svundne tid, lysende klar, til gavn for vor andres, gennem slægtleddene
gradvist svigtende reminiscens.
Tillad derfor venligst i denne fine publikation følgende nostalgiske strejftog,
gennem epoker af byens og sognets forgangne historie, oplevet igennem 
et altid positivt, seriøst pligtopfyldende og ærefuldt sind, hverv og virke, og
fortalt af manden selv, med diverse fotos fra hans uvurdérlige privatsamling.
Desværre taler Larmo en svært forståelig dialekt, med eller uden gebis, og da
denne end ikke via det fonetiske alfabet lader sig gengive for menigmand,
har jeg tilladt mig at personligt at “oversætte”.
Larmo 1
Muh, Hvor Var Det Trafikalt!
“Jeg husker tydeligt dengang vi stadig grundet underbemanding i Vejvæsenet benyttede køer til færdselsreguleringen i den indre by. Sognets nymodens cyklister besad simpelthen ikke den fornødne respekt for den kollektive trafik. Det blev kun værre, da automobilet gjorde sin ulyksalige indmarch. Men en overgang gjorde kreaturerne stor nytte, da de i god ro og orden ledsagede de typisk solidt beskænkede velocipedeførere fra beværtning til beværtning, over de farlige vejkryds i byens centrum.”
Foto fjernet
“Desværre kunne ordningen ikke fortsætte, idet hovedkuldsbacillen uheldigvis i 1960erne ved overdreven aktivitet blev overført fra husdyr- og kreaturbordellerne til flere af de af sognet anvendte trafikledsagekøer. På ovenstående billede ses den sidste af sin art, Gamle Maren, blive transporteret til sæbefabrikken, efter dyrets hovede var trillet af, under traverseringen af krydset Øvre Nedergade og Vestre Østergade. Byens håb om endelig at finde en vaccine mod denne frygtelige lidelse er nu i hænderne på Staniol Lakmussen. Hvis lykken engang tilsmiler ham og hans utrættelige medarbejdere, kan der måske igen komme køer på vejene i Gustenhuse by.”
Larmo3
Familieportrætter
“Ak, ja, dem husker man jo så glimrende… Familien Schupht. Perlen blandt sognets mange deciderede patentburgøjsere. Her ses Schuphterne i uhensigtsmæssigt højt humør, i forbindelse med deres fælles køreprøve i 1928. Ikke overraskende skulle det senere gå dem temmeligt ilde.”
Larmo4
“Sic Transit Gloria Mundi. Hele slægten Schupht omkom i denne forfærdelige automobilkollision i krydset Søndre Nørregade og Store Halunkvej. Det tog Tølperforeningen hele 3 dage at skille både bil- og kropsdele i nogenlunde overskuelig fordeling. Et grumt ungdomsminde. Det skulle i øvrigt vise sig, at vehiklerne var betalt med forfalskede svenske brunvareobligationer, og da det siden desuden afsløredes, at familien vitterligt ikke ejede Kongens mønt, måtte den ulykkelige automobilforhandler Dütmärschk bide i det sure æble.”

Foto fjernet

 

Mændene På Risten

“Betleri hørte til dagligdagen i Gustenhuse i mange år. Det antog mange forskellige former, nogle mere gøglagtige end andre. På billedet fra 1968 ses til venstre den for længst afdøde spillemand Cowboy-Conrad, med sit trofaste savblad. På harmonika ses den ligeledes tonedøve dagdriver Guldbajer-Mogens, som i 1974 døde af lungebetændelse, ironisk nok grundet træk… Deres snedige kneb med at spille udenfor kødfoderfabrikkens lagerlokaler gav ofte bonus, idet virksomheden fik sine vinduer knust og varer fordærvet ved den skingert høje tonefrekvens, og derfor stak man gerne de to hyggelige plattenslagere nogle håndører blot for diskret at forsvinde fra stedet.”

Larmo 6
“Gustenhuses berømteste hovedkuldspatient, bartskærer Boldert Kopflos, siddende udenfor apoteket på Lille Pillevej. Han var altid præsentabel, høflig, og veltalende, og hans hovedbakke fremstod altid yderst velpoleret. Derfor nød han stor popularitet blandt borgerne, som altid lod falde en skærv eller to, til den ulykkelige gentleman. At Boldert også viste sig at være yderst fornuftig i pengesager blev åbenlyst ved hans død i 1936, da hans efterladte formue opgjordedes til utrolige kr. 17.451,23, altsammen i skillemønt, ærligt tjent ved flid, ordentlighed og en skinnende flot sølvbakke. Men langtfra alle var ligeså noble, og betleri afskaffedes endegyldigt i 1970, da byens tiggere blev deporteret til Nordøstgrønland, hvorover de alle nedkastedes fra Gustenhuse Aviationsforenings liggasballons gondol. Herefter oplevede byen ikke flere problemer med betleri.”

Larmo 7

Henne Om Hjørnet, Nede I Kælderen
“Hér er vi så nede i cykelsmed Kædesens (ses i midten) værksted i Pumpestræde, blot en af Gustenhuses mange små oaser, hvor der yderst sjældent udførtes egentligt arbejde.
Stedets drift var totalt afhængigt af den ulovlige udskænkning, og således forholdt det sig i årtier i de fleste af byens mindre kælderforretninger. Dog med én eklatant undtagelse, nemlig “Smugkroen” i Store Brandertgade, hvor der udelukkende solgtes antikvariske salmebøger og brugte dørgreb.”

Larmo 8
“Billedet viser tumulten ved lukningen af den uigenkaldeligt sidste smugkro i 1965. Mange personer fra Kædesens gamle klientel ses flygte fra stedet på cykle og til fods, efter at Tølperforeningens frivillige var rykket frem mod dem fra deres position bag baren. Men det var uundgåeligt, og hele historien fik jo som bekendt en lykkelig afslutning, idet de moderne og propert drevne restaurationer såsom “Dubidu” hurtigt fandt metoder at lokke kunderne til, og alkoholkonsumptionen steg således med mange hundrede procent, og har faktisk til vor store tilfredsstillelse været konstant stigende, lige siden. Men det blev slut med høkerbajere, hyggeonani, venskabelige lusseringer og kortspil i kælderlokalerne. Nu skulle der arbejdes!”

Larmo 9
Komme Fremmede — Og Gå Hjem Igen!

“Det økonomiske opsving i 1950erne, og det deraf følgende store behov for ny arbejdskraft betød et større rykind af proletarer fra Holstebro, som her ses krydse Vilsundbroen til fods. Trods den tilsyneladende veldisciplinerede attitude udvist på billedet, var der desværre tale om en tarvelig flok af de mest skidne, ubehøvlede og frastødende personager, byen nogen sinde har måttet tolerere.”

Foto fjernet

“Denne situation er fra Holstebro-Proletarernes amokløb i Påsken 1956, mod banken på Gustenhuse Stortorv, da det stod klart at deres lønudbetaling ville blive forsinket. Alt var kaos, og militæret måtte sættes ind, idet Tølperforeningens medlemmer blankt måtte erkende, at de ikke kunne stille noget op mod den ukontrollerede dyriske vildskab udvist af disse tilrejsende eksistenser. Heldigvis blev holstebrofolkene hurtigt sendt retur, og det er nu indskrevet i Gustenhuses byreglement, at borgerne har pligt til omgående at anmelde alle sådanne uønskede individder fra denne modbydelige by, når de observeres, privat såvel som offentligt.”

 Larmo 11
De Smukke Unge Mennesker
“Loven mod servering af alkoholiske drikke til mindreårige blev afskaffet allerede før Krigen, og pilsnerøl og hedvin indgik naturligt i den almene børneopdragelse på lige fod med dansk-undervisning, brunvarelære, revolverskydning, onani, lussering, matematik og kopulation. Billedet viser en ansvarsbevidst moderskikkelse af det bedre borgerskab med sin søn, ved dennes 5.-års fødselsdag på Gustenhuse Friskytteforenings Jagtpavillon, i marts 1938.”
Larmo 12

“3 “lømler” i konfirmationstøj nyder tobakkens lyksaligheder ved indgangen til kreaturbordellet Fårehuset, på Blå Mandag, i 1942. Disse raske knægte var en pryd for byen, og fik alle senere topstillinger i den offentlige administration. Der var aldrig problemer med de unge mænd, der opførte sig eksemplarisk, selv i forbindelse med offentlig drukkenskab, defækation, baggårdsonani og gadeoptøjer.”

Larmo 13

Brune Dage I Gustenhuse
“Jeg husker tydeligt hin lykkelige dag, da Gustenhuses første offentlige fælleslatrin officielt indviedes. Den altid gode stemning under halvtaget overfor Restaurant Plop, og de behagelige, velformede palisandertræsæder var et rent tilløbsstykke, og desuden en stor gevinst for turistindustrien i byen. Jeg har selv tilbragt mangen en idel stund på disse dejlige retirader, og kan kun beklage, at man i 1976 gik over til plastic, der aldrig har været den helt store fornøjelse, specielt i frostgrader.”

Larmo 14

“Før denne storslåede konstruktion så dagens lys, beroede defækationstrængende medborgere i Gustenhuse på en effektiv og gesvindt trækvognsordning, der i hast transporterede de pågældende kunder til og fra Gustenhusmose. Disse kaldtes i folkemunde De Brune Bude. Desværre blev de udkonkurreret af Fælleslatrinen, og vehiklerne indgik derefter i Begravelsesvæsenets tjeneste.”

SE OGSÅ:

Henv Eisenmann Larmo 2

HenvEisenmann LARMO 3

Retur til forsiden

Landslubbertgeneralforsamling, mødepligt

NORDVESTJYSK LANDSLUBBERTLOGE af 1898 indkalder til den årlige generalforsamling, der holdes på Blodhavn Nordstrand (ved latrinpumpestationen) onsdag morgen kl. 07.04 prc.

Landslubb01

Dagsorden:
1. Valg af dirigent og to lussingansvarlige
2. Præsidentens beretning
3. Vi hædrer årets døde og invaliderede med fællessang
4. Genvalg af præsident og præsidium
5. Godkendelse af regnskab, egenkapital på kr. 4,39 overføres til næste år

Landslubb02

6. Fællesspisning, brun pureret festgryde med pynt af fritteret avispapir
7. Optræden af Nordvestjyske Hospiceklovne
8. Afslutning og rask afmarch kl. 07.57 prc.

Som alle foregående år: Mødepligt og rank, alvorlig holdning fra start til slut

SE OGSÅ:

HenvSLUBBERTTEMPEL

Betagende afskedsdigt: Tre visne mænd fra Østerlars

Stahl-EisenmannLOGO

Nedenstående fremsendes i den triste anledning af V. Røvlenbergs i en alder af 128 år alt for tidlige død, under et særdeles veldækket nytårsmiddagsbord i festsalen på Gustenhuse Friskytteforenings Jagtpavillon.

Det var Røvlenbergs døende ønske, da han tidligere i dag udåndede i mine arme, med sit aftrillede hoved i skødet, at hans efterladte, under middagen på en serviet nedfældede digt, specifikt skulle fremsendes til publicering i vor højt respekterede egnsavis.

Lad os efterkomme vort noble bysbarns bøn og alle istemme denne, hans sidste mesterlige komposition, ved bisættelsen fredag 6. januar, 2017, kl. 18:47 prc. på Gustenhuse Østre Losseplads.

De Tre Visne Mænd Fra Østerlars

eisentrevise01

På Marken foran Kirken staar
To Mænd der ej i Kirke gaar.
“Til Rønne By vi age vil,
At redde os en Brandert, til!”

Som sagt, saa gjort. De ta’r afsted,
Og Degnen følger også med.
Thi han har Hestevognen tømt,
Og Han’sens Liigfærd just forsømt.

eisentrevise02

For nu de Trende solde maa;
I Han’sens Kiste er kun Skraa,
Butæljer, og en Mø saa favr,
Og ikke Hannesens Kadav’r.

Men Tingene jo slippe op,
Og udslidt bliver Pigens Krop.
Saa hastigt Vognen Ruten ta’,
I Svinget Pigen kastes af.

eisentrevise03

I Rønne By saa prunk og fiin,
Dér møder de en stolt Rabbin’.
Han rækker dem en gylden Kalk,
Og siger: “Prøv dog denne Skalk!”.

“Det siger vi Dem, Hr. Melin,
Ej drikke vil vi Jødes Vin!
Jeg er blot Degn, en Ødeland,
Dog ej jeg føje Jødemand!”

eisentrevise04

Og Degnen Pisken smælde la’r
Ret mod den gamle Jødefa’er,
Og til sin Synagoge strax,
Han sig forføje med et: “Pax!”

De Trende Svirebrødre nu,
På Kro vil age, gram i Hu,
For dér at slukke deres Tørst,
Thi dén er stor, ja, større; størst!

eisentrevise05

Men pludselig på Vejen fram,
De ser en tækkelig Imam.
Han byder dem et Maaltid let,
Og si’r: “Min Navn den er Ahmed.”.

Men Degnen svarer, gamle Skjælm,
Ret som en Viking uden Hjelm:
“Præcis som Dem vi er – ak – mæt.
Saa nu vi Tre vil drikke tæt!”.

“For vi har gode, danske Aner.
Vi ej er Muhamme-, men Daner!”
Og ind i sin Moské han skrider,
Imedens de Trende rejser vider’.

eisentrevise06

Paa Torvet alt i Rønne By,
Der rejser sig højt imod Sky,
En Negerkarussel saa stor;
De Trende raaber: “Nøjjj…!”, i Kor.

billede-7-8

Ved Hjulet denne skiønne Dag,
Staar Negerkongen Umbabá.
Han rækker dem en Pibe hver,
At ryge paa, med Lugt saa sær.

eisentrevise08

Og Degnen raaber: “Umbahbah!
Jer Røgelse er vældigt bra!
Tag med os, kiære Negermand;
(Blot Kirkebøssen række kan…!)”.

Således blev de Tre til fir’,
Og alle gik de ud på Svir.
Hvorend de er, den Dag idag
De sammen er, I muntert Lag:

Tre visne Mænd, og Umbabá!

eisentrevise09

Egnspoet V. Røvlenberg (1888-2016).

SE OGSÅ:

henveisenmanndaarekiste01

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 24

DET HERRENS ÅR 2027

“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”

Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.

“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”

Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.

2027-01

De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.

“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”

OTTE MINUTTER SENERE

Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.

“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”

Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.

Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.

“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”

Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.

“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”

2027-02

Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.

YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE

“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”

Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.

“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.

Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.

En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.

Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.

2027-03x

Negrene dansede også, men det var en glædesdans.

“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.

“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”

Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.

Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”

Forrige blad

Retur til avisens forside

2027-slutafsnit

 

Gribende familieminder fra julen 1999

Butthead LOGO

Nutidens unge ved jo slet ikke hvordan julen var i gamle dage. Nutildags er de unge så snotforkælede – vi andre måtte arbejde for alting. Jeg begyndte at arbejde da jeg var 3-4 år, og minimum 3 gange om dagen fik vi tæsk… tæsk i stedet for mad!

Det har vi ikke taget skade af, bortset fra, min ene søster har et mærkeligt stort hoved. Måske det store hoved var nødvendigt, da hendes øjne, sidder ude på siden af hovedet – nærmest sammen med ørerne !

Mærkelig ser hun ud, men altid var hun flink ved de små søskende.

Hendes storesøster har så meget opstoppertud, at hun er ved at drukne når det regner – så derfor har bedstefar lavet en lille paraply hun sætter på næsen når det er regnvejr. Det fungerer fint.

Man må klare sig med det man har, som bedste siger.

Mig og min familie bor i nogle papkasser ude ved motorvejen. Min bedstefar var blandt de første indbyggere derude, og havde derfor opstillet sine papkasser under broen, så vi til forskel fra mange naboer var forskånet for den værste regn og sne.

buttheadjul

Nu var det atter blevet jul, og vi var fattigere end nogensinde. Selv det mindste støvkorn var spist, lillebror havde endda spist nogle oversete småsten i vejkanten. Sulten gnavede, vind og sne føg ind af sprækkerne, og naboens hund hylede af sult.

Min søster begyndte at tale om gaver… julegaver !

Uden penge ingen gaver. Bedstefar foreslog, at vi igen i år, gav hinanden, det vanlige – nemlig nogle lussinger. Ak suk – det fik vi osse sidste år – og året før osv. Men det varmede da lidt.

Så sagde bedstefar: Nu går jeg på udhuset og laver lidt brunkage.

Bedstefar var rævestolt af sit udhus, fordi det var den højeste bygning i lejren. Han sad tit derude og, som han sagde: klemte brunkager ud.

Jeg så godt bedstemor følge efter ham med sin kæp og den lille krukke.

Jeg kendte turen. Det var sådan, at bedstefar gennem mange år har haft en slem omgang psoriasis – og da det var juleaften, ville bedstemor glæde os med lidt juleknas, så mens bedstefar klemte brunkage ud, skrabede bedstemor hans rygstykker med kæppen og fik således samlet en skålfuld juleknas.

Jeg viste jo godt, hvad dette knas var for noget, så jeg spiste ikkeaf det – men mine små søskende, var jublende lykkelige.

Bedstefar kom ind i stuen igen: Nu skal vi dele gaver ud – en til dig og to til mig og osse en til dig

Det gik egentligt hurtigt med uddelingen – alle fik deres gave, og dertil hørende røde kinder.

Så opdagede bedstefar: at min mindste bror ”pattebarnet” havde spist hans hæmoridesalve.

Nu er det nok! sagde bedstefar. Nu får du en endefuld!

Således fik lillebror en ekstra gave i julen 1999.

SE OGSÅ: DETTE ÅRS JUBELKALENDER FRA BLAD 1 

Retur til forsiden

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 22

DET HERRENS ÅR 1977

1. JANUAR

“Du er for fed, Elvis.”

Han sagde det til sig selv, da han stod foran spejlet i Gracelands marmorbadeværelse på første sal nytårsmorgen.

Han havde tømmermænd, han trængte til koldt øl, burgere, milkshakes, rå østers, saltlakrids, alt muligt godt.

“Men du er for fed,” gentog den trætte, dybe stemme. “Prøv at se på ham Cliff Richard. Han er også en halvgammel popsjover, men han ser sgu noget friskere ud. Du må i skarp træning, Elvis. Du skal ligne ham englænderen, ellers brænder din karriere ud.”

Foto fjernet

1. MARTS

“Det hjælper på det, Elvis.”

I korridoren hang en plakat i størrelsesforholdet 1:1 af Cliff Richard, som han kunne sammenligne sig med. Hans krop var på vej ned i Cliff-format, og når han smurte den med olie, lignede han sgu næsten en teenager på stranden.

Men jeg vil også ligne ham i ansigtet, tænkte Elvis og satte sig ved telefonen.

Den celebre Hollywood-kirurg, der havde opgraderet de presleyske genitalier for nogle år siden, svarede med det samme.

“Howdy buddy,” sagde Presley. “Jeg har et nyt job til dig.”

“Jamen selvfølgelig. Næse, ører, tæer?”

“Ansigt. Der er en, jeg gerne vil ligne. Rigtig meget.”

1. JUNI

Elvis var nu så forandret, at det bekymrede hans nærmeste. Han havde afmeldt en turné og fyret det tjenende personel i Graceland. Hans manager, oberst Parker, var i telefonen:

“Vi skal jo holde forretningen kørende. Det er dig, folk vil se. Har du virkelig barberet bakkenbarterne af? Elvis, hør nu her…”

“Luk spalten, oberst. Jeg skal have den sidste og afgørende operation på fredag. Og så skal jeg lære at spille tennis. Det er på høje tid. Cliff Richard har spillet tennis hele sit liv.”

“Cliff Richard? Hvad fanden betyder Cliff Richard for os to?”

Elvis lagde røret på og besteg træningscyklen. 200 km ventede.

16. AUGUST

En slank og solarieglinsende Elvis sad på balkonen og spiste grøn salat, da der blev ringet fra portvagten.

“Vi har besøg,” sagde stemmen i samtaleanlægget. “Cliff Richard står hernede.”

“Virkelig? Hvad vil han?”

“Han siger, han bare lige kom forbi. Nu vil han gerne hilse på.”

“Jamen, så lad ham da passere.”

En fedladen mand med hængende skuldre muflede hen over græsplænen. Elvis havde hørt rygter om, at det gik fysisk og mentalt tilbage for Cliff, men kunne det virkelig være så galt fat med ham?

Svaret var ja. Efter et håndtryk og nogle høflighedsfraser bad den svampede, skælvende englænder om at måtte låne toilettet. Elvis stod ved døren og kunne høre, hvordan Cliff defækerede med langtrukne, hult drønende tarmlyde. En uhyggelig rallen og et pflump markerede, at han var trimlet om kuld.

Elvis trådte ind og betragtede det tragiske kadaver.

Hvad nu? spurgte han sig selv. Jo, sgu, jeg gør det!

Efter at have smurt sort pomade i Cliff Richards hår og trukket ham i et Elvis-kostume, som passede forbavsende godt, gik Mr. Presley ned i stuen og ringede efter ambulancen.

“Ja, det er her fra Graceland,” sagde han. “Elvis Presley er død.”

Foto fjernet

1. OKTOBER

Cliff Richard dansede ind på scenen i London Palladium, slank og veloplagt som altid.

“Everybody wants a summer holiday,” sang han og smilede med hvide tænder til den tusindtallige forsamling. Jubelen brusede op omkring ham.

Trist, at Elvis fik så sørgelig en afslutning, men kong Cliff er mere end nogensinde toppen af poppen, stod der i avisen næste dag.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside