Tag-arkiv: knaldroman

Jubelgave nr. 14: LULLA & BOB I ZOO

“Ved du hvad, Lulla? Jeg tror sgu ikke, dette er zoologisk have,” mumlede Bob skuffet med sin sabel i hånden.

“Tanken har strejfet mig,” svarede Lulla og stillede sig i forsvarsposition.

Agentkollegaerne Lulla og Bob havde ganske ret i deres observation. Etablissementet var ikke en dyrehave, men en nedrig dødsfælde.

Den ondsindede dr. Blodberg kom til syne på toppen af en smadret folkevogn.

“Så mødes vi igen, Lulla og Bob,” råbte deres nemesis skadefro. “I hoppede i min falsk-zoologisk-have-fælde med begge ben!”

Dyriske brøl, hvæs og snerren kunne høres omkring dem.

“I befinder jer i en monster-arena. Jeg har hentet de mest afskyelige mutantkræ fra gensplejsningscentralen, og de er sultne! So long!”

Uhyrerne nærmede sig actionparret. Der var tre af dem: En krokodilleagtig gangster, en skaldet svedig fætter med horn og en fjerklædt satan.

“Hvis vi slipper levende fra dette her,” udbrød Bob, “så ægter jeg dig på stedet. Jeg har altid haft et godt øje til dig.”

“Ditto her,” svarede Lulla med et skævt smil. De beseglede aftalen med et håndtryk og rettede atter fokus mod de offensive uhyrer.

Agentkollegaerne håndterede problemet professionelt. Bob stak sablen i hjertet på koloskrokodillen, før den nåede at åbne gabet. Det overlevede den ikke.

Lulla sparkede gentagne gange den skaldede forbryder i skridtet og gjorde en ende på slamberten med et kombineret hals-, nakke- og pandeslag.

Nu manglede de kun en: Fjerkræmonsteret. Bob hev sin revolver frem og skød den ned på stedet. Tre skud var rigeligt.

Dr. Blodberg var chokeret.

“Forbistrede … I har ødelagt det hele!”

“De må finde på en bedre plan, hvis De skal have ramt på os, dr. Blodberg.” svarede Lulla kækt.

“En dag vil jeg besejre jer. Bare vent.” Han kravlede surmulende ned fra bilvraget og stak af på sin tunede knallert.

Mens Bob gik i kast med at filettere de nedlagte giganter, cyklede Lulla hen til præstegården for at sætte Pastor Wurstenholz ind i sagerne. Han viede dem en halv time senere, og de spontant fremmødte gæster satte stor pris på buffeten med tre forskellige slags kød.

“Det har været en herlig dag,” sagde Lulla og kyssede sin nye ægtemand Bob.

“Mon ikke mange flere herlige dage venter os!”

Palle Padborg:
LULLA & BOB I ZOOLOGISK HAVE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 13: SIDSTE BÅD TIL BLODHAVN

Skriv et svar

– Ohøj, kammerater, nu blæser der fandenbrodereme en flot nordvest! Jeg har ikke fået så meget frisk luft i lungerne siden 1961! lyder det fra den jublende olding, der marcherer nøgen ud mod bølgerne. Saltvandet pisker hans rynkede, grålige hud, og de knælange testikler svajer i orkanen.

Peder Most, måske det 20. århundredes største søhelt, er på rekreationsophold hos sin nevø, fækaliesorterer Moses Most-Mogensen, Blodhøj, og nogle dage i Nordvestjylland har gengivet ham energi og livsmod. Han holder atter ild i piben 18 af døgnets 24 timer, og nu i dag kom den orkan, han hele tiden har håbet på for endelig at få det gamle kadaver blæst igennem.

Verden er ved at gå under, tror mange. En påskemorgen i 2015 blev København oversvømmet, få dage senere forsvandt Bruxelles i et dybt sort hul, og 1. maj blev Mellemøsten udraderet af en solstorm.

Hurra, mumlede Peder, og Nordvestjylland drog også et lettelsens suk. Fred og frihed bredte sig, og man hørte sang overalt på sognevejene.

Men nu blæser en exceptionel orkan ind mod Vestkysten. Bølger så høje som betonrådhuse fra 1970’erne smadrer mod land, og det gode polske fragtskib M/S Josef Pilsudsky, der ville søge tilflugt bag midtermolen i Blodhavn, blev slået ud af kurs og sidder fast på anden revle. Polske nødskrig og anden larm lyder derude fra.

Dansk kystredningstjeneste er for længst nedlagt og erstattet af et kontor med 25 akademisk uddannede bureaukrater. Hvem redder polakkerne, hvem har materiel og mod til en sådan bedrift?

– Jeg skal satanflænsemig vise Vesterhavet, hvem der bestemmer! lyder det med et brøl fra Peder Mosts dybe og kulsorte lunger. Han vandrer ud i den næste bølge og bæres over dens skummende top. Testiklerne styrer ham ned mod rælingen på styrbords side af Josef Pilsudskys kommandobro.

– Hold op med jeres flæberi! brøler han til besætningen. Som gammel østfrontfrivillig behersker han deres hjemlands sprog. – Powstrzymać płacz na raz! Dette er et jernskib, nu sidder det godt fast på sandbunden, og det kan holde til mange ugers storm. Lad os gå under dæk og se, hvad I har at leve af!

Den nøgne olding synger og jubler, da han ser, at skibet har flæsk, pølse, tørrede ærter, hvidkål, vodka og mange tusinde kasser eksportøl om bord. Festen tager øjeblikkeligt sin begyndelse, og da stormen så nogenlunde har lagt sig, fortsætter nordvestjyder i alle aldre med at feste, danse, æde og drikke af de ilandbragte forsyninger på Blodhavn Nordstrand.

– Pølse og vodka, jeg er ung igen! lyder det fra Peder Most. – Kiełbasa i wódka, znów jestem młody.

Han kan som 101-årig stadig ikke spille harmonika, men han gør det alligevel.

Pylle Percker-Petersen
Sidste båd til Blodhavn
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Internationale filmrettigheder forbeholdes

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 9: PEDER MOSTS FORLIS

2 svar

Ansigtet er rynket som en svedske, og på nært hold minder huden om en søndersparket læderfodbold, der for længst har tabt luften. Fra hjørnet af den tandløse mund dingler en majspibe, der som skorstenen på et synkende dampskib opsender vemodigt døende spiraler af bitter lyngrøg.

Jeg er ankommet til Brøndby Strand en kold decemberaften i 2014 for at starte på historien om en af dansk søfarts største personligheder. Jeg sidder i den nødtørftigt møblerede stue over for Peder Most, fhv. dæksdreng, matros, styrmand, bordelvært, straffefange, styrmand, skipper, sydhavsøkonge, flygtning, østfrontsoldat, straffefange, matros, brunkulsarbejder, bordelvært, straffefange, flaskesamler, psykiatrisk patient, straffefange og nu omsider folkepensionist.

Peder Most bor på 14. sal i et betonkompleks. Han har udsigt til Køge Bugt, hvor admiral Niels Iuel i 1677 gav svenskerne prygl. Selv har den gamle søulk fået flere prygl end de fleste, men givet fortabt? Nej, det har han sgu aldrig!

Dette indtales live i en iPhone. Mit navn er Henrik Qvortrop, og jeg skal skrive det definitive storværk om Peder Mosts liv til søs og i havnene. For første gang i årtier har han indvilget i at tale om sin lange og fantastiske løbebane.

– Peder Most, hvordan er livet som folkepensionist og olding på vej mod 100-års fødselsdagen?

– Det er et forlis. Jeg burde være død for mange år siden. Jeg lever i en social koncentrationslejr.

– Det sociale aspekt tager vi i lidt senere. Peder Most, er der noget som helst, du fortryder?

– Ja, at jeg aldrig lærte at spille på den forpulede harmonika, og at jeg ikke har taget livet af nogle journalister i tidens løb. Jeg blev sjoflet af den franske presse i 1938 og fik aldrig hævn, men det kan jeg lige straks rette op på.

Peder Most griber om mine skuldre, løfter mig og sparker benene væk under mig. Den magre olding er stadig stærk som en okse. Han bærer mig i dette øjeblik ud af stuen, ud på betongesimsen i 14. sals højde, hvor han slynger mine lange ben op over gelænderkanten. Han har en helt særlig form for humor, må man sige, og det er enerverende at stirre ham i øjnene, mens jeg dingler over en dyb afgrund.

– Peder Most, nu må du hjælpe mig ind igen. Vi skal udgive et flerbindsværk og tjene masser af penge. Det kan ikke passe, at du… aaargh… aaaaaargh, nej!

Pflumpf.

Peder Most og Henrik Qvortrop
Forlis – mit liv som folkepensionist
2. udgave, 1. oplag
Udgivet med støtte fra Søfartens Fællesråd og skibsreder Tærsk-Termansens Mindefond
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 5: TIL MIDDAG HOS GREVEN

Skriv et svar

Fra skoven hører vi signalhornet gjalde,
hundene bjæffe og bøsserne knalde.
Her går jo greven og hans jagtkammerater,
bevæbnet som soldater, dog minus håndgranater,
klar til indsats mod kronhjort, vildsvin og hare,
ænder, fasaner, og om det så bare
er en slunken ræv med lopper i manken,
kan den få en kugle i bagen eller flanken.

Hen mod aften, når jagten er forbi,
skal de raske herrer til middag – får de noget, de kan li’?
Ja, hareryg med brunede kartofler og tyttebærsauce,
tilberedt af madam Jensen, ikke hældt ud af en dåse.
Kvaliteten er prima, haren måske lidt ram i smagen;
lad gå med det, vi er sultne efter frisk luft hele dagen,
så alle bruger flittigt kniv og gaffel
og nyder den røde drue fra grevens karaffel.

Næste dag går slotsherren, fuld af fryd og gammen,
ned i kælderkøkkenet for at takke madammen:
Denne middag var en udsøgt nydelse,
Deres madkunst, fru Jensen, er husets prydelse,
blot undrer det mig, at hareryggen
var trevlet i kødet og krævede nogen tyggen,
før den gled ned, og ærligt talt:
Den smagte mere bistert end normalt.

Ædle hr. greve, lyder svaret fra køkkenets herskerinde,
tillad mig allerhøfligst at minde
Dem om, at fryseren var tømt for harer –
lageret rækker jo ikke længere, end det varer.
Da nøden var størst, og udsigterne matte,
slog det ned i mig, at vi havde masser af katte
springende rundt, ude og inde,
og som De ved, er jeg en praktisk kvinde.
Hvem kan se forskel på kat og hare…

Tak, afbryder greven, De kan spare
mig for resten af historien;
kommer den ud, mister vi begge glorien,
ja, vi får rent ud sagt smæk i måsen.
Altså: Tavshed, og lad mig for øvrigt rose saucen.
Madam Jensen, De er greveslottets pryd;
tag min bedste portvin, træk den op og nyd
den fløjlsbløde eliksir, til hver dråbe er væk;
den er lavet på henkogte traktordæk.

Yuhua Hassan
Til middag hos greven
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Hr. Hassan blev 27. november 2014 tildelt årets Nobellpris i litteratur.

Prisen er indstiftet 1961 af fhv. landpostbud Norbert Nobell-Nielsen og hustru Nobba. Den består af kr. 2,19, en forgyldt pragtfækalie og seks stimulerende festlussinger, uddelt på stedet og uden diskussion af Louis B. Knockel.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 2: HOLSTEBRO EFTER MIDNAT

1 svar

Lyden af et langtrukkent dødsskrig flængede gennem Holstebros nattestille gader, skar sig ind i de sovende storbyhoveder og efterlod dybe sår i hjerterne hos mange af dem, der lyttede og senere blev klar over, hvad der var foregået.

Et ungt og yndigt væsen var gået til grunde i det moralske og materielle morads, som denne og andre metropoler udgør.

Hvorfor skulle Hilda Blodhorst møde så grusom en skæbne i så ung en alder? Få år forinden havde hun været et smukt, harmonisk og lykkeligt barn. Hendes hverdag på Vester Usseldrup Hede gik med markarbejde, husdyrpleje og indendørs sysler i landbohjemmet, hvor hun med ferm hånd assisterede sin moder, når brunvaren skulle henkoges eller syltes, når en ged skulle slagtes eller den halvårlige kogevask af familiens sparsomme beklædning forestod.

Hilda var netop fyldt 17, da hendes ungdommelige uskyld og lyksalighed fik sit grundskud.

– Hvad er dog det? spurgte hun, da hun en sen fredag aften kom hjem fra sit betroede arbejde som sildehovedsorterer på Blodhavn midtermole. I stuen stod en plastickasse på størrelse med en halv ligkiste. Et gråhvidt billede flimrede på kassens forside, og i sofaen sad en indtørret olding med skorper af chokolade – eller var det noget andet brunt? – omkring munden.

– Sæt dig, min tøs, nyd synet, det er et tv-apparat!

Hildas onkel, Bob Z. Blodhorst, var vendt hjem efter 64 år som barber og banjovirtuos i Chicago. Hilda havde hørt om den velbeslåede onkel gennem hele sin barndom, og her sad han, strålende af økonomisk og kulturel overmagt.

Det var ikke onkel Bobs amerikanske accent eller lyden af den medbragte banjo, der ødelagde Hildas videre liv. Nej, katastrofen var det fjernsynsapparat, han havde anskaffet og placeret i slægtsboligen.

Efter få uger som fjernseer havde Hilda klippet sin lørdagskjole i stykker fra neden, så det meste af hendes understel nu var blotlagt, når hun gik til dans i Klamhuse Landproletariske Festsalon (indrettet på loftet over bolsmand Jochumsens svinestald). Ydermere havde hun sat sig i bundløs gæld for at erhverve de smøremidler og kulørte pulvere, der omdannede hendes kønne, sunde ansigt til en hæslig, permanent fastelavnsmaske.

Efter endnu en kort nedgangstid flygtede Hilda en søndag morgen over sognegrænsen og begav sig mod Holstebro. I storbyen var hendes endelige fald dybt, brat og uundgåeligt.

Den unge stemmes dødsskrig runger for evigt i ørerne og samvittigheden på dem, der oplevede det eller var medskyldige.

Efterskrift:

Denne roman er ligesom flere andre i årets kalender baseret på virkelige begivenheder. Til dokumentation vedhæftes et billede af onkel Bob fra hans storhedstid i Chicago:

Gubert Skodhave
Holstebro efter midnat
2. udgave, 1. oplag

Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 1: ENKELTBILLET TIL HELVEDE

Skriv et svar

Kapitel 1

»… TUD … TUUUUD …«
Nu var det alvor. Fredagsunderholdningsprogrammet Helvede havde premiere. Endelig et program med substans og konsekvenser. hvis man tabte.
“Velkommen til Helvede,” skrattede værten i højttaleren.
Deltagerne Candy, Kølle og Zuzanne befandt sig i den bagerste togvogn. Der var kameraer i loftet og på væggene.
“Lokomotivet er på vej ud over en kløft. Hvis I når frem til den forreste vogn og standser toget i tide, har I vundet. Ellers vil I opleve et frit fald på 800 meter. Ha, ha.”
Candy og Kølle stirrede fjoget på hinanden. Zuzanne så blank ud.
“Sæt i gang!”
Candy smed straks tøjet og fimsede rundt i togvognen.
“Hvad laver du, Candy?” grinede Kølle.
“Det er da det, vi plejer, ikke,” svarede hun. “Nu fester vi!”
“Nej, Candy …” Zuzanne gik hen mod døren lige fremme. “Vi skal bremse toget.”

Kapitel 2

»… TUUUD … TUUUUD …«
De kom ind i en stærkt oplyst togvogn. Lagerrummet. Der stod reoler og borde med glas og flasker, bøger, husholdningsmaskiner og andre ting.
“Se,” sagde Candy energisk og løftede et gevær op fra bordet. “En vandpistol!”
Hun skød Kølle med et gigantisk brag. Han drattede om.
“Det var ikke en vandpistol, Candy,” stønnede han, før han døde.
“Ups,” sagde den nøgne kvinde og trak på skuldrene.
Nu var der kun to deltagere tilbage. Candy kiggede forvirret ind i en af kameralinserne.
“Har jeg vundet nu?”

Kapitel 3

»… TUD … TUUD … TUUD …«
Zuzanne og Candy trippede gennem latrinvognen og køkkenvognen. Transportmidlet virkede uendelig langt.
“Jeg fryser,” udbrød Candy. “Og jeg keder mig. Hvor er sprutten? Hvor er mændene? Hvor er boblebadet?”
“Vi skal ikke feste nu, skatter,” udbrød Zuzanne og rystede grinende på hovedet.”Vi skal trække i bremsen, ellers dør vi jo. Hørte du ikke manden?”
“Jeg vil hellere feste …” Candy begyndte at danse foran de mange kameraer.
“Tiden går, piger. I nærmer jer klippen.”
Zuzanne trak Candy med sig videre. De kom ud på en afsats mellem to vogne. Her stod en kæmpemæssig arrig herre i grøn habit.
Candy sprang i favnen på ham.
“Du er da vist en farlig fyr,” sagde hun kælent.
“Lad være med det!” brølede han og kastede Candy ud fra toget. Hun landede mellem kaktusserne i et minefelt og blev sprængt i tusinde stykker. Nu var der kun én deltager tilbage.
Manden løftede Zuzanne og holdt hende ud over afsatsen.
“Skal du samme vej?” råbte han.
“Nej,” sagde Zuzanne hæst.
Han trak hende tilbage i sikkerhed.
“Så kom i op omdrejninger, kvinde. Stands toget for pokker.”

Kapitel 4

»… TUD … TUUUUD …«
Zuzanne slog døren op til førervognen og fik øje på det røde håndtag: Bremsen.
Hun gik frem, men stivnede pludseligt. Hun var i chok.
Håndtaget var fastholdt af en mekanisk lås med et tastatur. Ved låsen hang et skilt:
»Indtast dit navn for at åbne.«
“Åh, gud,” jamrede Zuzanne panisk. “Ikke det. Alt andet end det. Hvordan skulle jeg dog kunne finde ud af det. I har gjort det med vilje. Det kan I ikke være bekendt, altså!”
Gennem frontruden var skrænten skræmmende tæt på. Hun var stillet overfor den værst tænkelige opgave til dato, men hun kunne simpelthen ikke finde ud af det. I højtalerne bragede Ode to joy på fuld ublæsning.
Kvinden sank fortabt sammen på gulvet.

Milton Maribo:
ENKELTBILLET TIL HELVEDE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Næste kalenderblad

Totalkalenderoversigten

Avisens forside

GRATIS GAVER til alle læsere hver dag frem til den 24. december. Disse enestående højværdigaver kan (ligeledes gratis) videregives. Jubelen vil brede sig ud over landet, og milliarder af kroner spares.

SE OGSÅ:

Ny oplysningstjeneste: Usseldrupegnens Landproletarbibliotek anbefaler lødig lokal litteratur

Skriv et svar

Avisens ærede læsere, som i tusindtal strømmer hertil for at finde oplysning og åndelig berigelse, vil glæde sig over, at Usseldrupegnens Landproletarbibliotek herunder præsenterer nogle af hjemstavnens bedst sælgende bognyheder.

Forfatterne er for de fleste vedkommende ranke lokale personligheder, og såvel Louis B. Knockel som bibliotekets leder, hr. Asgeir Judassen, har gennemset og approberet de fremlagte titler. Der er således garanti for lødige oplevelser til hele familien:

BEMÆRK: NORDVESTJYSK BOGNYT ER OGSÅ PÅ FACEBOOK
Se mange flere værdifulde titler og deltag i den livlige debat her

24 LOKALE KORTROMANER KAN LÆSES HER I AVISEN:

Tilbage til forsiden

Knaldroman nr. 1

1 svar

Tromlefører Mustafa bin Thomsen buldrede på døren. – Så er farmand hjemme, lille honningmåne! Og han har gæster med!

Nygifte fru Patricia stod i køkkenet. En yndig rødme farvede hendes ferskenkinder, mens hun hørte manden sparke støvlerne hen ad gulvet og krænge sig ud af det bemøgede arbejdstøj.

– Hvor mange gæster, skattebasse?

– Hele sjakket. Det vil sige: Yussuf al Andersen fik kørt hovedet over i dag, og det er ikke sikkert, de kan nå at rette det ud på skadestuen inden spisetid. Så lad os sige, at vi bliver 11 til middag.

– 11, ih du milde! Jeg har kun en enkelt lørdagskylling i fryseren, et bæger hummus i køleskabet og en halv æske Gajol på krydderihylden. Hvordan skal jeg bespise 11 granvoksne jord- og betonarbejdere med så lidt?

Mustafa var kommet ud til hende i køkkenet, og nu fik hun en smældende lussing.

– Forpulede, stupide møgso! Du er dummere end din fede, grimme mor og din endnu grimmere bedstemor tilsammen. Har jeg ikke læsset et traktordæk af i gården så sent som i fredags?

– Jo, skattebasse.

– Så se for satan at få slebet den store forskærerkniv og kom i gang med at snitte noget salat.

Et tøvende smil bredte sig over Patricias unge ansigt. – Men hvad med dressing?

Bag Mustafa hørte man støvletramp, bøvsende udråb og rå latter.

– Du kan sætte dig på hug og skide al den dressing, du synes, der er brug for. Bare du har maden på bordet om 10 minutter.

Patricia strøg en sartrosa finger hen ad knivens glimtende æg.

– Jeg har en bedre idé, skattebasse.

22 centimeter tysk kvalitetsklinge forsvandt ind i ægtemandens bug lidt under navlen. Hun trak kniven opad og standsede først, da den sad fast i brystbenet. Blod, indvolde og fedtet pladdermasse vældede ud over hendes hænder og plaskede ned på køkkengulvet.

– Bli’r det for helvede til noget? lød det fra stuen. – Vi har ikke fået ædelse i flere timer!

– Ni et halvt minut! kvidrede Patricia gennem den halvåbne dør. – Så er der lørdagskylling med gummisalat og frisk dressing til drengene!

Hendes mor og bedstemor havde lært hende en uvurderlig lektie: Mænd er nemme, ja ligefrem søde og kærlige at omgås, så længe de får deres vilje.

Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24

Knaldroman nr. 2

Skriv et svar

“De må for Guds skyld ikke åbne døren!”
“Hvad er det De siger, Larsen?”
“Han venter udenfor.”
“Hvem venter?”
“Inkassatoren… en modbydelig blodsuger.”
“Ham kan jeg sagtens håndtere, jeg er en habil bokser, ved De nok.”
“Nej, De tager fejl, Severinsen. Han er nyansat. Mere påtrængende end sine forgængere. Jeg skylder penge, mange penge, og nu kommer straffen.”
“Tag Dem dog sammen, Larsen.”
“Kan De måske ikke høre hans fæle summen?”
“Nu De siger det… jo.”
“Pokkers, jeg glemte at lukke vinduet. Nu stikker han snablen ind.”
“Du altforbarmende… han snuppede min tegnebog ud af hånden på mig!”
“Luk vinduet, Severinsen, han har lige nolet seks flasker likør og min samling af juleplatter!”
“Situationen er værre, end jeg havde forventet…”
“Jeg advarede Dem…”
“De har ret, Larsen, opkræveren er gået i selvsving. Hent værktøjskassen. Vi må barrikadere os.”
“Det er for sent. Han er for stor og for stærk, og han er en ægte blodsuger!”

Forrige kalenderblad

Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger

Tag-arkiv: knaldroman

Jubelgave nr. 14: LULLA & BOB I ZOO

Jubelgave nr. 13: SIDSTE BÅD TIL BLODHAVN

Jubelgave nr. 9: PEDER MOSTS FORLIS

Jubelgave nr. 5: TIL MIDDAG HOS GREVEN

Jubelgave nr. 2: HOLSTEBRO EFTER MIDNAT

Jubelgave nr. 1: ENKELTBILLET TIL HELVEDE

Kapitel 1

Kapitel 2

Kapitel 3

Kapitel 4

SE OGSÅ:

Ny oplysningstjeneste: Usseldrupegnens Landproletarbibliotek anbefaler lødig lokal litteratur

Knaldroman nr. 1

Knaldroman nr. 2