Det er galskab når et menneske er for stolt,

Af sig selv – og glemmer den nød dets humane adfærd har forvoldt.

Derfor må det vel være blevet på tide,

At jeg afslører noget det kan være rart nok at vide.

Jeg har fået hjælp til de kvad jeg skriver

Noget som forstærkede og støttede min iver,

Med at redegøre for det triste faktum,

At menneskehedens livsform er blevet både for grov – og dum.

Solvej har nemlig vist mig en omfattende fabel,

Af en som vi Aser anser som meget respektabel.

Den fortæller om en masse kun de færreste fatter,

Det er nu ikke så sært – Oda som skrev det er – Odins datter!

Desuden får hun hver nat besøg af to ravne,

Deres natlige snak kan naturligvis også gavne.

Ravnene fastslår – at et eneste individ er nok,

Til at korrumpere en opskræmt og talrig flok.

Oda ser menneskers dominerende adfærd som miserabel.

Og kalder dem – ABELONER – i sin fabel.

Jeg har tænkt mig at kalde dem – det samme,

Abeloner er et godt navn til alle de tamme,

Som synger med på de korrumperedes falske kantater,

Med tekster der bliver brugt i deres diktater.

Det klinger så hult og disharmonisk,

Og for det meste er det også en hel del hyklerisk,

Ikke mindst når de påstår deres love er så humane

Imens de afslører sig selv som meget profane,

For i virkeligheden hader og mistror de fleste hinanden,

Og satser mest på at slå deres nabo – på panden.

Og værre er det at de også tror

De har ret til at forbruge ALT, selvom de er på det gale spor.

Det er ynkværdigt at se deres uhæmmede grådighed

Når de nedlægger noget der burde være til andre arters rådighed.

Uden de har – selv den mindste beføjelse

Er der nogle som synes – det er en udsøgt fornøjelse,

At dræbe forskellige dyr og bruge dem som udstoppede trofæer,

Som de kan blære sig med til pynt i deres store palæer.

Det er hæsligt at se deres dumstolte miner,

Når de står med foden på det nedlagte dyr – imens de griner,

Og forventer at blive berømte for denne – heltegerning,

Som ikke havde kostet dem mere end at kaste en terning.

At tage på den slags safarier er nemlig et af de narrespil

Som hensynsløse individer kan få sig selv til,

Når de har midler til at spille kong gulerod,

I det Abelone hierarki som vi Aser ikke forstod.

Der gælder det samme for andres territorier

Som de erobrer og påstår det giver dem selv helte glorier.

For os er der intet prisværdigt i at slå ihjel og besætte bare – for sjov.

Vi Aser har ikke den slags griske behov.

Der er intet galt i at dræbe  –  for at kunne stille sin sult

Eller at forsvare sig selv når man bliver forfulgt.

Vi er tvunget til æde andre dyr eller planter for at opretholde livet,

Det er nu engang de vilkår som er blevet os givet,

Men dræber man eller besætter af dumstolt forfængelighed,

Eller af en tillært og påtvungen afhængighed,

Er det storhedsvanvid som styrer ens hjertelag

Og man er et blevet offer for et skændigt bedrag.

At tilegne sig andet end det man behøver

Gør den som praktiserer det til en stratenrøver.

Men det er en adfærd Abelonerne kalder for humanistisk

Fordi deres holdninger er blevet materialistisk.

Derfor forbruger de grådigt, hvad de mener kan gavne –

Dem selv – uden sans for det nogle andre dermed tvinges til at savne.

 SE OGSÅ: