Et af årets ubestridelige højdepunkter, Nordvestjyske Landslubberters Fællesstævne på Blodhøj, finder sted tirsdag med start kl. 07.31 prc. Deltagerne opmarcherer i snorlige rækker på paradepladsen foran det til dagen renoverede Slubberttempel.
Traditionen tro indledes stævnet med synkronmasturbation og udskænkning af gul hestepilsner. Louis B. Knockel holder indledningstalen kl. 08.24 til 11.19 prc.
For første gang i 37 år skal forbundet vælge ny præsident, efter at Pholmert Gisselmann så tragisk mistede livet ved en fækalieeksplosion på Klamhuse Hede. Pholmert mindes ved en 48-sekunders højtidelighed inden afsløringen af en støbt præsidentbuste, hvortil hele landsdelen har bidraget med bukseknapper, ølkapsler og andet værdimetal.
To kandidater stiller op. Galbert O. Peckelhage er velkendt og respekteret som en af Nordvestjyllands førende fritidsvoldsmænd. “Umiddelbart ligner hans modstander, Dulmert Cox, en håbløs taber i hvid skjorte og butterfly, men dette indtryk varer kun, til man har hørt ham spille harmonika. Med instrumentet i hænderne viser han sit sande slubbertformat, og jeg spår ham en pæn chance,” udtaler valgkommissionens formand, Adelbert Angst jr.
Gallamiddagen, leveret fra Brunmølle Udflugtskro, indtages kl. 17.34 til 19.01 prc., hvorefter lussingdansen begynder. Festen slutter kl. 22.14 prc.
“Belært af sidste års ikke helt gode erfaringer skærper vi kontrollen med festdeltagernes afføring,” udtaler hr. Angst. “Blød og misfarvet brunvare vil ikke blive tolereret hverken under eller efter stævnet.”
Billetter à kr. 1,09 incl. festmiddag og blå drikkepetroleum ad lib sælges i de respektive foreninger samt fra Klamhuse Brugsforening. Udeblivelse uden edsvoren lægeattest vil blive straffet efter Landslubbertdisciplinærbekendtgørelsens § 32 stk. 1-3, i gentagelsestilfælde § 33, som hjemler elektrisk henrettelse.
EXKLUSIV KORRESPONDANCE FRA EROTOLOG, KOMTESSE MARIE MISSEGNUBBER, GUSTENHUSBORG
I min egenskab af skønhedsrepræsentant for Gustenhuse og Omegn er det mig en ære at kunne dele med avisens distingverede læserskare de seneste tiltag udi ansigts- og kropsforskønnelse i vort ærede sogn.
Således kan vi som en regulær sensation i nedenstående billedeserie præsentere den vellykkede trinvise fysiognomiske metamorfose af cirkusmedarbejder Klammo Penisträck, fra en umiddelbart, skal vi sige, noget utiltalende type, til en pragtfuld, nobel og velpræsentabel førsteklasses luksusfestneger.
Klammo Penisträcks første kommentar til denne åbenbaring var umiddelbar næsegrus beundring og absolut tavshed, hvilket muligvis skyldes medfødt stumhed, men det lader sig ikke benægte, at patientens livskvalitet og selvværd ved dette simple indgreb er mangedobledes, hvilket blandt andet vurderes på det faktum, at han glædesskrigende kastede sig ud fra konsultationens balkon og derefter satte i euforisk armflagrende løb i retning mod Gustenhusmose.
Til fremhævelse, forskønnelse og forstørrelse af de kvindelige attributter foreslås i al beskedenhed følgende:
Flere livsglade frierotiske sommerlegemsøvelser foreslås i det nedenstående:
Med ønsket om en sensuel sommer i det nordvestjyske, og husk: Det handler blot om at ha’ det godt!
Elskværdigst,
Erotolog, komtesse M. Missegnubber. Gustenhusborg.
DEN KNOCKELSKE REDAKTIONSLEDELSE takker på læserskarens og hele landsdelens vegne for dette lødige og smukt illustrerede materiale. Blandt de første i køen til behandling venter vi at se danselærer-parret Phrederiksens nyligt konfirmerede søn Philbert.
JUBELTEKNOLOGISK STORKORRESPONDANCE FRA HR. STAHL-EISENMANN
I lyset af den yderst penible og lykkeligvis nyligt overståede Gustenhusbande-affære, og med henblik på fremadrettet at forblive på forkant med udspekulerede og asociale medborgeres eventuelle ondsindede afbræk fra vor fælles velfærd, bringes hermed i samarbejde med undertegnede, og i øvrigt til inspiration og nytte for vore velansete brødre i Nørre Usseldrup, en teknisk opdatering fra projektafdelingen ved Gustenhuse Sognematerielkontor.
For at undgå konsekvenserne af fremtidige uhensigtsmæssige indemuringer, hvad enten disse måtte være blevet udført med fuldt overlæg, eller gennem drukkenskab, fri- og søvnmureri, eventuelle misforståelser og/eller forglemmelser, er hr. Staniol Lakmussen fremkommet med en ny metode involverende udtagelige mursten. Konceptet, som i øjeblikket dog hviler i teoristadiet, baseres ganske enkelt på den simple udeladelse af mørtel, hvorved murens bestanddele bliver at fjerne manuelt, som på dette billede:
Yderlige eksperimentering med denne geniale og banebrydende idé, der jo som udgangspunkt fordrer en lokalisoleret ophævelse af tyngdekraftens love, finder i øjeblikket sted i Gustenhuse Teknologiske Eksperimentarium, hvorfor eventuelle interesserede besøgende venligst bedes tie stille og holde behørig afstand. Der vil blive opstillet mobile fælleslatriner, prospektkortstativer og en forfriskningsbod med gul hestepilsnerudskænkning samt traditionelt nordvestjysk lussingslotteri.
For at modvirke potentielle kranielle skader fra diverse faldende objekter i det offentlige rum, har værnemager Vedkun Mejetlidth udviklet en prototype af hovedbeskyttelse, som forleden blev demonstreret af filipensudtrykker Akney Stridenstrøm med sit yngste tipoldebarn Ursula ved sin side.
Den åbenlyse ulempe ved prototypen af denne opfindelse består naturligvis i, at bæreren placerer sig selv i en komplet ulussabel tilstand, hvilket naturligvis udgør en designmæssig udfordring.
I selvforsvarsmæssigt øjemed er de ansatte på Gustenhuse Ældremedborgerbordel blevet udstyret med bastante og effektive slagvåben, gjort i kompakt brandresistent ædelbrunvare.
Gunhild Honoré (i forgrunden til venstre) udtaler : “Disse er ubetinget de bedste køller, vi nogensinde har fået!”
Således forventes det, at der i fremtiden ikke vil forekomme flere uønskede situationer med fulderikker, overopstemte festnegre, eller modvillige betalere til gene for virksomhedens ærlige og samfundsnyttige drift.
Til undgåelse af farlige vehikelpåkørsler har opfinder og merskumspibeudkradser Been Beensen Brächer udviklet det sensationelle Kunstige Tredieben, som ifølge opfinderens egne nøjagtige beregninger, uanset vehikeltype eller hastighed, skulle kunne reducere risikoen for benbrud med præcis 33 1/3 procent. Dette udelukker desværre ikke totalt faren ved disse tragiske og komplet unødvendige medborgerkollisioner, men er et væsentligt skridt på vejen mod den totale eliminering af færdselsrelaterede ulykker.
Herunder ses resultatet af en kontrolleret testpåkørsel i Øvre Nedergade, hvor vægter Larmo Rasselschlüssel (afbildet med frue), poserer ved siden af det just påkørte KT-1; bemærk i øvrigt den intakte affjedring, som vidner om opfindelsens gennemsolide og chokabsorberende konstruktion. Det tilstræbes ydermere at gøre opfindelsen mekanisk selvgående, således at den er i stand til automatisk ved hop at forlade kørebanen, hvorved eventuelle uønskede efterpåkørsler undgås.
Hr. Rasselschlüssel var komplet uskadt og forventes snarligt at udføre sit natlige hverv som normalt, efter et obligatorisk lægecheck, inklusive 35 opkvikkende dobbeltlusseringer, et stort krus perlende blå drikkepetroleum, samt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, stor kr. 0,02.
Til beskyttelse af sognets betragelige antal manepæle har Gustenhuse Tølperforening foreslået en døgnturnusordning for medlemmerne, hvor man qva. frivillig indsats pr. skiftehold sætter en konstant vagtpost på hver pæl, således at fremtidige ophivninger forhindres, eller som minimum bevidnes, med henblik på eventuel senere retsforfølgelse.
Herover illustreres en ganske overbevisende demonstration af den nyudtænkte plan. Gustenhuse Sogns regnskabsmanipulationsafdeling har kalkuleret, at det på sigt vil betyde en anselig besparelse i udgifterne til nyexorcismer og provstligt certificerede gennedmaninger, samt et fra assurandørsvindelforeningen ikke nærmere specificeret, men dog betragteligt beløb i undgået tab for ødelagt indbo, som følge af poltergeistaktiviteter.
Det har i det hele taget ikke skortet på kreativiteten i de små futuristiske opfinderhjem i Gustenhuse Sogn på det seneste, og vi bringer her med stolthed et par af de seneste sensationelle nyskabelser, der imidlertid endnu ikke er blevet klart defineret med hensyn til egentlig anvendelse.
Den Omvendte Hat er udviklet af Festnegerforeningens kasserer S. Oldesen-Pjadtmickel.
Herover tvangsmades en patient med maltose. Dette projekt med den foreløbige arbejdstitel “Natpotteindholdsgenanvendelsestubetragt” er opfundet og demonstreret af overlæge Gack E. Lacksen samt assistent, Gustenhuse Sindssvageanstalt.
Alternative forslag og konstruktive kommentarer modtages med glæde!
Med innovative hilsner,
Deres forblivende, ydmyge og respektfulde tjener,
Vore nordvestjyske hjemsogne vil igen i år blive oversvømmet af socialistiske Holstebro-velhavere og anden pøbel. Tiden er inde til oprustning mod denne trussel.
Som tidligere år kræves folkelig tilslutning, klarsyn, disciplin, ikke kun rettet mod de tilstrømmende masser, men også indad mod os selv.
En del af løsningen kender vi allerede, mere vil blive bekendtgjort i de nærmeste uger.
Storsognerådet er sammentrådt til det halvårlige møde, og Borgervæbningen vil sammen med andre korps blive indkaldt til mobiliseringsstævne næstkommende onsdag kl. 06.14 prc.
Situationen er, som altid på denne årstid, kritisk, men der er endnu håb for os alle.
Den kendte bjergbestiger, lejesoldat og kvindebedårer, hr. S. Unmack Larsen, har tilstillet avisen følgende lødige politiske reportage:
Her i dagbladets interesseneutrale miljø-sektion kan vi desværre fortælle det ærede publikum om oprettelsen i Nørre Usseldrup af en ny politisk bevægelse, “Landmandsvennen”. Efter at vi i den senere tid har overværet fremkomsten af Fælles-Listen, Iværksætteren og Feministisk Ini’tiv, partier som repræsenterer den sunde, anstændige og humanistiske danske folkesjæl, er det nu den sorte reaktion som i dens miljø-had har rottet sig sammen for at ødelægge vort smukke land.
Vi henvendte os i Landmandsvennens lejede lokale på 1ste sal af “Sodoma og Gomorrah” i Kannikestræde for om muligt at få en forklarende undskyldning af forhenværende borgmester Jens Bedsted Visby-Olsen, som i sin alderdom og svækkelse demonstrerer berettigelsen af øgenavnet “Sorte-Jens”. Det tog selvsagt nogen tid at bane os vej gennem den længe planlagte tusindtallige spontane demonstration foran gerningsstedet, en utvetydig tilkendegivelse af folkets retfærdige harme og de sociale mediers effektivitet, men det lykkedes os omsider at kravle under den sidste pigtråd og over den sidste spanske rytter og komme frem til fordøren som bar spor af et kraftigt bombardement med overskudsfrugt og buræg.
– «Hr Bedsted Visby-Olsen, det går vildt for sig!»
– «Et øjeblik ….jeg har vist æggeskal i øjet ..sådan. Ja, det vækker ofte utilfredshed at tale Nordvestjysk Totalmiljøråd midt imod ..hovsa, der kom vist en liter tykmælk af ældre udløbsdato. Jeg skal lige lukket vinduet.»
– «Utilfredshed? Ser De ikke skiltene, hører De ikke aktivistens klage? “Vi vil ikke have miljøsvin her i byen”. “Hils Pia!!”. “Humanister ind, hadere ud!!”»
– «Vi er i dele af Nordvestjylland nede på at høste korn af så lav en næringsværdi, at selv svinet ser på ædetruget med skepsis og tvivl. Hvordan skal vi kunne få det til at løbe rundt når den nordvestjyske landmand ikke har mulighed for at gøre sit bidrag til folkesundheden?»
– «Hr Bedsted Visby-Olsen, er det ikke vigtigere at tænke på miljøet end på ussel mammon og den lillebitte del af befolkningen som ejer så store landstrækninger, og derved afskærer bævere og ulve fra deres naturlige habitat? Ville det ikke være nationaløkonomisk sund fornuft at omdanne de miljøsvinende arealer til miljøer ved hjælp af radikal nytænkning?»
– «Vi skal tænke på, at tiden er moden til en gradueret gødskning ….»
– «Gab!»
Der var tydeligt, at Sorte-Jens ikke var indstillet på en konstruktiv samtale, og eftersom hans argumentation alligevel kørte i ring afbrød Deres Udsendte interviewet.
Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.
“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde kejseren, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”
Knockilus smilede.
“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af Cæsars underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, og jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”
Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.
“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.
Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.
Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for meget blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.
Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.
Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.
“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”
“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.
“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”
Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.
Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en festmiddag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.
“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:
“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”
Copyright 2016 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
Den kendte bjergbestiger, lejesoldat og kvindebedårer, hr. S. Unmack Larsen, har tilstillet avisen følgende lødige kulturreportage:
Kunst er kunst, og plat er plat, men vi skal jo alle tjene til livets underhold, og da kunstfilm-fotograf og landskabsæstetiker, rittmester Heinrich Edelherz von Bösse optog sin spillefim, “De Gamle Nordvestjyders Sæder og Skikke”, valgte han til orgie-scenen at opstille hemmelige hånddrevne kameraer en dameaften i det gamle Blodhavn Badehotel, Pigekostskole og Pan Club.
Det var artige ting som blev bedrevet! Og som det ses nedenunder er flere af scenerne sidenhen dukket op i tvivlsomme udenlandske film, hvortil de rask væk er blevet kopieret uden at betale for rettighederne. Dette siger alt om udlændinge og deres foretagsomhed, og von Bösse har efterfølgende afvist ethvert samarbejde med Nordisk Film, Vangede Billeder, og Nørrebromænd Under Bæltestedet A/S.
“De Gamle Nordvestjyders Sæder og Skikke” handler om egnens fortid og udviklingsmuligheder, om fiskerihavne og ostelandbrug, om vandreklitter og fracking. Projektet modtog derfor 100 kroner fra Statens Provinsudviklingsfond, og der blev udsendt adskillige tvangsforflyttede ansatte i Kultusministeriet, som skulle hjælpe til med de kulturelle beskrivelser.
95% af den færdige film viser det omtalte orgie, og reaktionen under førstefremvisningen i Blodhavn Dampvaskeri og Cinematograf var særdeles positiv, undtagen hos dem som genkendte sig selv.
Emilie Poulsdatter, hustru til pastor emeritus Nicodemus Grundtvig: »Sådan har jeg aldrig set ham!«
Pastor emeritus Nicodemus “Nickie” Grundtvig: »Ingen kommentarer, hvor er min hat og briller?«
Vi forsætter med at lede efter mere publikum i de omkringliggende porte og baggårde for yderligere kommentarer.
Jubelkavalkade med stjerneregn over vore helte og heltinder
Årets femenhalvstjernede heltinde er enkefru Rulmina Olga Schwanzhauer (f. Padborg), Fiselund Krat, fhv. økonoma og dårekisteforvalterinde. Fr. Schwanzhauer har haft fast plads på hæderslisten siden 1979, kun afbrudt af årene 1997-2001, da hun praktiserede som trommedansende naturlæge i Chicago.
Enkefru Schwanzhauer står som et forbillede for ungdommen i Fiselund Krat og nærliggende landsbyer, idet hun igennem snart fire menneskealdre har virket som vort stolte dagblads måske mest produktive læserbrevsskribent. Intet emne har været for undseligt eller for lokalt for hendes hvasse pen. Under oliekrisen i 70’erne stod enkefru Schwanzhauer egenhændigt for op mod 85% af avisens indtægter, idet læserbreve (dengang som nu) tryktes mod et beskedent gebyr på kr 9,17 per linje, samt kr 44,02 for hver yderligere påbegyndte helside. Det kan ikke understreges kraftigt nok hvor stor betydning disse sidste 10-14 sider af avisen har haft som isolering og brændsel for flere generationer af nordvestyjyder, idet enkefru Schwanzhauer med sine rundhåndede bidrag til avisens drift på snedig vis har holdt brændselspriserne nede i Nordvestjylland.
Fremhæves bør især enkefru Schwanzhauers indlæg omkring Dansk Returpant af 17. maj i år, der for første gang nogensinde bragte avisen over 96 sider på en hverdag.
Fem stjerner (heraf halvanden fra gummihjulfabrikant Michelsen) til familien Yerngumme for en unik kulinarisk indsats. Brødrene Fellah og Gubert Yerngumme har sammen med mesterkokken Almgod Gruhs (t.h.) åbnet en succesrig brunpølse- og roefoderrestaurant på Blodhavn Midtermole. De ses her i det nyindrettede lokale 5 min. før åbning. Ådsler til forarbejdning ligger bag fotografen, dækket af et lag aviser (som i øvrigt også i snittet og fritteret tilstand indgår i flere af menuerne).
Et femstjernet hurra for operasangerinden Gylda Peckelwaffel, som efter en strubeoperation i oktober nu atter (med tilførsel af trykluft fra puddelhundedrevet kompressor) kan underholde i Nr. Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Nordstrand og hvor der ellers måtte være bud efter hende.
Ligeledes fem stjerner til landhusmoder Bibsen Olemand, Klamhuse Vestermark, som i maj nedkom med babyen Hugo IV Olemand. I løbet af sit første halve år var Hugo vokset til over 200 gange sin fødselsvægt og -højde, og en folkeindsamling måtte iværksættes for at fremskaffe de enorme mængder pladdervælling, han dagligt konsumerer.
Fire en halv stjerne til Brunmølle Udlugtskro, som igen i år har sat besøgsrekord med 21.349 spisende gæster, der tilsammen konsumerede over 40 tons brunt kødfoder plus tilbehør i form af hakkede kålroer, hestepilsner, blå drikkepetroleum m.v.
Fire stjerner til Nordvestjysk Akademisk Boligselskab, der har erhvervet og renoveret denne ejendom på Blodhøj Banke og dermed skaffet husly til 41 akademiske flygtninge fra Holstebro, som ellers ville have været henvist til at overnatte i lærredstelte eller under gummimarkiser på Blodhavn Nordstrand.
Én (og kun 1) stjerne til Klamhuse Borgervæbning, som i årets løb fik bortskaffet sølle to af de 25 sværvægtsforbrydere, der står på den aktuelle udryddelsesliste. Det kan og skal gøres meget bedre i det kommende år.
Lad os slutte i bedste stemning med fem en halv stjerne til avisens medarbejdere, som året igennem har trodset vejr og vind, modeluner, smålige irettesættelser, lavtflyvende husdyrfækalier og mange andre forsøg på censur for at give os sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Det lykkedes. Landproletariatets jubelråb er den fortjente belønning, som netop nu kan høres hen over hjemsognene.
Under Investigering af Folkelivet hersteds, bærer jeg til Tider en særlig Hat. Saa ved man, at Sognets Førstemand ikke ønsker at blive genkjendt. Ingen hilser, maaske fordi jeg stedse bærer Skræp IX under Frakken.
Saaledes faldt det mig ind, at gaa til min Nabo, Herr Schaffreunds Udhus, for at se om den Smugkro, som tidligere paa Aaret blev ryddet, ved behjertede Mænds Indsats, nu endegyldigt var Historie.
Men nej! Mosekongen, Knutte, Sjønne, Niller og en snes andre misliebige Subjekter var i levende Live til stede, og berusede var de jo ogsaa.
Og hvilken musikalsk Underholdning kom ud af Grammophonen? En Opfordring til Telefoni, Automobilkjørsel og almindeligt Skjørlevned.
Man kan ikke noksom fordømme saadant Skjørlevned. Dog fornemmede jeg, at ene Mand kunne jeg ikke skride ind. Efter at have indtaget et Glas (ildesmagende) hjemmebrygget Øl, fortrak man, gik hjem og fandt Ro i Sengehalmen sammen med; jeg husker ikke hvem.
Efterfølgende udspandt sig et Skænderi med min trofaste og dydige Hustru. Denne bebrejdede mig indbildt Utroskab, og raabte til sidst: “Du er saa utro, at jeg knapt veed hvem som er Far til mine Børn!”
Saaledes, en kort Depeche fra Livet paa Landet, med de bedste Hilsener til Dem, Familien, Kjælderpersonel etc. Fra Deres beundrende
Søster Caramella stod foran tragten og sugede luft ned i lungerne. En to tre, talte hun lydløst i hovedet, og så sang hun:
– Tempus adest gratiæ
Hoc quod optabamus,
Carmina lætitiæ
Devote reddamus.
Stemmen var klar og lys. Efter at den sidste tone var klinget ud, snurrede skiven under tragten et par omgange mere. Plunk, plunk, slut.
Søsteren flyttede nålen og drejede på håndsvinget. Et smil bredte sig over hendes ansigt, da hun hørte sangen forfra:
– Tempus adest gratiæ…
– Det er lykkedes, sagde hun for sig selv. – Gud til ære, og mennesker til glæde.
Få minutter senere stod klosterets priorinde, moder Bibba, i nonnecellen og hørte den latinske salme gjalde ud af tragten. Lidt fladere i klangen, end man ville forvente, når Caramella opløftede sin røst, og med skrat og knas tilsat, men ganske umiskendeligt en kvindes sangstemme.
– Søster Caramella, du skaber mirakler, og du er selv et mirakel! udbrød moder Bibba, idet hun greb om sin betroede nonnes hoved og trykkede et kys på den klare pande.
Priorinden på Asmild Kloster havde god grund til at prise sin italienskfødte nonne. Søster Caramella var ankommet til Viborg i 1533 og havde i løbet af sine blot tre år på stedet bygget et mekanisk ur og en stærkt forbedret pumpe til klosterets vandmølle. Hvis ikke hun var så fromt troende og ædel af udseende, kunne man mistænke hende for heksekunster.
Forklaringen på hendes kunnen var dels et lyst hoved, dels at hun som ung havde været i huset hos en opfinder i sit hjemland, stormanden Leonardo med det hvide skæg. Her havde hun lært de sælsomste kunster, men altid i fromhed og ærbarhed. Hun var kommet til Viborg for at undervise danske søstre, hvoraf de fleste var jævne og ukultiverede bondedøtre.
Sidste vinter havde hun i øvrigt også konstrueret en lussingmaskine, der sparede moder Bibba for mange anstrengelser i hverdagen.
– Efter tidebønnerne klokken ni skal alle høre dit apparat, når vi samles i refektoriet, sagde priorinden. – Det bliver en historisk aften i Asmild Kloster.
I det samme buldrede det voldsomt på klosterporten. Moder Bibba blev bleg.
– Åh Gud, gispede hun efter et kig ud af vinduet. – Det er landproletarerne med den modbydelige Hans Tavsen i spidsen. Reformationen er kommet til Viborg, de vil ødelægge alt, hvad vi med Herrens hjælp har bygget op. Og hvem ved, om de ikke også skænder søstrene og udsætter dem for det, der er værre end døden?
Søster Caramella havde længe forudset, hvad der ville ske. Munken Luther havde svigtet sin kirke, og hans undergravende tanker spredtes som pest ud over grænserne. Hun knælede for priorinden og kyssede hendes hænder.
– Farvel, ædle moder, sagde hun.
* * *
Flugten varede det meste af et år, og søster Caramella var flere gange tæt på døden i det krigshærgede Europa. Først da hun nåede over Alperne, følte hun sig atter tryg.
Den lille lydmaskine var gået tabt på vejen. En beruset landsknægt havde knust den med sin kølle en aften på et herberg i nærhede af Nürnberg. Han knuste alt, hvad han fik øje på – maskineri, ølkrus, kranier, krasj og kronsj, alt.
Fra sin klostercelles vindue kunne søster Caramella se ud over Po-dalens grønne sletter. Hun var i dagtimerne beskæftiget med at pleje de syge, og om aftenen skrev hun på en beretning om sine år i det høje nord. Opfindelser og tekniske påfund blev ikke efterspurgt i disse urolige tider.
Hun sad ved vinduet med aftenteen, mens en rosenkrans drejede mellem hendes lange, fine fingre. Teen var krydret og tilsat urter, der hensatte hende i en mildt beruset stemning. Det var, som om hun igen kunne høre sin egen salmesang fra maskinens drejende skive: – Tempus adest gratiæ…
En anden stemme blandede sig. Ude i tusmørket skimtede hun en mand med sort, glinsende hår, iført et stramt, perle- og rhinstensbesat kostume. Han roterede med hofterne og sang: – You ain’t nothing but a hound dog, cryin’ all the time.
Brutalt og stødvist kom ordene, understøttet af bulder og brag. Søster Caramella skar ansigt som i smerte, og det blev værre endnu. Fire unge herrer, iført ensartede blankgrå jakkesæt og med langt hår ned i panderne, brølede om kap: – She loves you, yeah, yeah, yeah…
Djævlens værk, tænkte søsteren og smed resten af sin aftente ud af vinduet. Lydene klingede af.
Ned til sidste tidebøn, formanede hun sig selv, og så til sengs. At hendes lydapparat var blevet knust, måtte hun opfatte som Guds vilje. Hvis hun havde fået tid og materialer til rådighed, kunne hun have frembragt radio, fjernsyn, spolebåndoptager, jukebox, storskærme og stadionhøjttalere. Hun havde set det alt sammen for sig, og en uendelighed af støjende artister havde hjemsøgt hendes drømme. Sex Pistols, Metallica, Motörhead, Johnny Reimar, Anne Linnet, Ozzy Osbourne… værre og mere satanisk for hver omdrejning af den forheksede skive.
Caramella foldede hænderne og takkede for, at det ikke var sket og ikke kom til at ske i hendes levetid. En vidunderlig stilhed hvilede over klosteret og landskabet. En spurv kvidrede ude i aftenen, en cikade summede, og ellers hørte man kun vindens blide hvisken i vinløvet.
Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
