Benni Borgwald-Bertelsen, ruineret herreekviperingshandler og fortvivlet nyforlovet partner med den bortførte Lydia Lubbert, fulgte efter onkel Philbert og Pula Skogmo op fra kælderbodegaen.
Koldt vinterstjernelys blinkede over Blodhavn.
På gaden holdt Pulas guldlakerede campingvogn med et forspand af fem gigantiske blodhunde. Deres kammerat Buster, som havde været med nede i kælderen, blev gjort fast i seletøjets sjette plads.
”Så kjøra vi, gutta!” udråbte Pula, og vehiklet accelererede fra nul til 35 på få sekunder.
Benni klamrede sig til det fastboltede, med brunstribet nylonplyds betrukne sovemøbel bagest i campingvognen, mens Pula og Philbert brød ud i fællessang:
”Opad, nedad, udad, hjemad,
herfra går det atter fremad;
altid, altid frisk!
Tider går, og tider kommer,
vi har prøvet tomme lommer;
altid, altid frisk!
Nu i dag, da har vi evnen
til at hale ind på hævnen;
altid, altid frisk!”
Det svimlede for Benni. Han delte ikke deres håb og begejstring, men hans eneste chance var at følge med på den vilde færd over Klamhuse Hede.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Onkel Philberts og Pula Skogmos duet sluttede i samme øjeblik de nåede frem til det afsides liggende reservesommerhus på Klamhuse Hede. Der var lys i vinduerne. Benni rejste sig op i campingvognen og mærkede svimmelheden.
“Inden vi går i gang,” prustede han og satte sig ned igen. “Burde vi måske advisere til Norge at den røde rubinring er vendt tilbage til sin rette ejermand … øh … kvinde …. Jeg tror de fleste ville fortrække fred frem for krig.”
“Et problem mindre ville være på sin plads!” medgav onkel Philbert og gav sin abe et stykke saltlakrids.
“I har rett,” sagde Pula Skogmo og løftede røret til campingvognens transportable telefon. Hun drejede et nummer og forklarede sin sag til den norske øvrighed.
“Jah, det er sant. Jeg har funnet ringen. Avbryt krigen! Javist!”
* * *
“Endelig!” jublede doktor Svend Skogmo Storjætte, da det efter timers asen og masen lykkedes ham at lirke ring-etuiet op. Han rettede ryggen og smilede sjofelt til Lydia. “Rubinen er min.”
Han løftede fiskekrogen fra æsken.
“NEJ!” brølede han og stirrede på Lydia. Hans ansigt var rødt af raseri. “Hvor vover I at snyde mig igen.” Han marcherede hen til det forskrækkede pigebarn med sin kniv. “Nu dør du sgu. Jeg vil ikke finde mig …”
“Chef?” afbrød Brutus.
“HVAD ER DER?!” Svend Storjætte skreg og drejede sig aggressivt.
“Det banker på døren.”
“Svend?” kaldte en stemme udenfor. “Luk meg inn!”
Doktorens ansigt blev glat.
* * *
Benni kiggede hurtigt på sit Rolex-ur.
“Tror du virkelig, at Pula kan overtale Svend til at løslade min forlovede?” spurgte han og stirrede på sommerhuset. “Det er tyve minutter siden hun gik ind.”
Onkel Philbert rystede på hovedet og smøgede ærmerne op.
“Nej,” sagde han. “Der må andre boller på suppen. Jeg går ind nu. Hvis jeg ikke er tilbage om fem minutter, så er jeg i astronomiske problemer.”
Onkel forlod den guldlakerede campingvogn og sneg sig op til sommerhuset. Han kravlede op på taget og manøvrerede sig ned gennem skorstenen.
Sveden bredte sig på Bennis pande mens han holdt øje med viserne på sit armbåndsur.
1 minut …
2. minutter …
3. minutter …
4 minutter …
5 minutter …
Der var intet livstegn fra hverken Lydia, Pula eller Onkel Philbert.
Benni stirrede på aben Mångki der sad ligegyldigt og pillede ved sit scrotum og sin ringmuskel.
“Hvad gør man ikke for kærlighed,” mumlede Benni og gik ud i den vandkolde aftenluft. Et vindstød var ved at sende ham på en flyvetur, men han genfandt fodfæstet.
Benni marcherede hen til det skogmoske sommerhus og trak sin Colt. Han vendte den i hånden. Når han ikke kunne skyde, kunne han idet mindste slå med legetøjsvåbenet.
Han tog en dyb indånding og rettede på sit silkeslips. Han og Lydia havde været udsat for forfærdelige ting de sidste døgn. Nu skulle det have en ende. Doktor Storjætte måtte betale for sine synder.
“Det slutter her,” snerrede Benni og tog i dørhåndtaget.
* * *
Den unge erhvervspraktikant Hugo Rakkelpot gik formålsløst rundt på den norske militærbase, der havde kanoner og raketter rettet direkte mod Nordvestjylland. Hæren var ved at opruste til angrebet på Danmark næste morgen.
“Boom, boom, booom,” sagde Hugo og slog hænderne sammen som et mekanisk abelegetøj. Han glædede sig til at fyre raketter af. Han havde kun set sådan noget på film. Han syntes at eksplosioner var vildt spændende.
Men pludselig lød der råb.
Seniorgeneral Knut Blodfjeldsøsters løb ud på pladsen og viftede med arme og ben.
“Stop. Vi må ikke skyte!” brølede han. “Avbryt! Ingen krig. Pula har lige ringet fra sin sommerhytta på Klamhuse Hede. Hun har funnet den røde rubinen!”
Soldaterne jublede af glæde. Et nationalklenodie var tilbagebragt.
Hugo Rakkelpots underlæbe bævrede.
“Nei, nei,” jamrede han og stampede i jorden. Han havde sådan glædet sig til fyrværkeriet og nu var der ingen krig alligevel. “Boom boom.”
Den unge mand krabbede hen til en affyringsrampe og tastede koordinaterne ind på Pula Skogmos reservesommerhus, Klamhuse Hede. Et enkelt brag var bedre end ingenting.
Hugo trykkede på affyr.
“Boom,” smaskede han og begyndte at masturbere.
* * *
Brutus stod og ventede lige inden for døren. Benni hævede pistolen i vejret klar til at slå men mærkede straks et par store kolde næver om sin nakke. Karloff havde været udenfor.
Brutus slog Benni i maven og Karloff trak hans benklæder ned til anklerne, så han væltede ind på trægulvet.
Lydia skreg. Svend Storjætte havde en skinnende kniv mod hendes strube.
“Slaget er tabt, hr. Borgwald-Bertelsen. Overgiv dig.”
* * *
“Så endte det lykkeligt alligevel,” sagde doktor Svend Skogmo Storjætte ti minutter senere, mens han marcherede frem og tilbage foran sine fire gidsler.
Benni, Onkel Philbert, Lydia og Pula sad fastspændt på hver sin stol med gummireb.
Svend løftede den røde rubin som han havde vristet fri fra Pulas hånd.
“Rubinen er min og snart er mine fjender inklusive min rædselsfulde og ikke mindst talentløse ekskone død og borte.” Han knipsede med fingrene og de to håndlangere kom gående med en gigantisk injektionssprøjte.
“Hvad er det?” spurgte Lydia skræmt.
“En perfekt symbiose mellem kolera og salmonella,” grinede Svend hysterisk. Vanviddet lyste ud af øjnene. “Når jeg er fløjet til Argentina vil I alle sammen sidde hjælpeløse her i hytten og skide jer selv ihjel. Ha ha.”
Onkel Philbert sad upåvirket. Han klukkede for sig selv.
“Det er ikke spor morsomt,” hviskede Benni.
“Jo, for hjælpen er på vej,” sagde Philbert.
“Hvem?”
“Min abe,” hviskede han. “Mångki kan man regne med. Selv om jeg tabte ham i kortspil til Bax tidligere i dag, så vendte den frækkert hjem igen med en fiskemave. Sådan er Mångki. Trofast og betænksom.”
Benni kiggede hen mod vinduet og fik øje på et grinende abeansigt der blev trykket ind mod den kolde vinduesrude.
* * *
Samtidig, flere hundrede kilometer væk, svævede det brune skrækmissil over dansk farvand med kollisionskurs mod Nordvestjylland. Uret tikkede. Om 18 minutter og 24 sekunder præcis, ville det lille sommerhus på Klamhuse Hede med tilhørende svømmepøl blive jævnet med jorden.
17 minutter… 16… 15…
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Mångki trak et par skridt baglæns og mønstrede sin hær. Ikke siden Waterloo 1815 havde man set en mere tilfreds og sejrssikker krigsherre, og i modsætning til kejser Napoleon havde Mångki såvel en fuldkommen plan som styrkerne til at gennemføre den her og nu.
”Poppa,” sagde aben ved hjælp af tegnsprog til den største af de tre mastiff-hunde, der afventede ordrer, ”du kaster dig mod døren. Dine 91 kilo vil forvandle den til kvas. Og du, Buster, stormer ind som den første af blodhundene for at redde din herskerinde. Derefter er I to en halv blodhund pr. assisterende gangster og tre mastiffer til at bakke op bag frontlinjen og beherske slagmarken. Klar til angreb?”
18 vågne, ivrige hundeøjne sendte det ønskede svar.
”Så er det nu!” signalerede Mångki med sine lange fingre.
Poppa knuste døren, som om den havde været lavet af papmaché (hvad den muligvis også var), og Buster sprang ind i rummet som den første af de rasende blodhunde. Endnu et afsæt, så var hans tommelange, kridhvide og sylespidse hjørnetænder inden for bideafstand af doktor Svend Skogmo Storjættes strube.
De to hjælpegangstere blev angrebet simultant af hver sit par blodhunde, mens mastifferne, store som løveunger i konfirmationsalderen, bevogtede døre og vinduer.
”Kast ned jer, lig fladt og stille!” skreg Pula til sin forhenværende mand og hans usle håndlangere. ”Ellers er I dødsens!”
Mångki skred ind i lokalet med samme brede grin, som Napoleon ville have fremvist, hvis begivenhederne 18. juni 1815 havde udviklet sig lidt anderledes.
Onkel Philbert kiggede på sin abe, og klare tårer løb ned over hans kinder.
”Jeg tvivlede ikke et sekund på dig,” sagde han. ”Nu letter vi anker og fløjter afgang. Husk ringen, Pula!”
194 sekunder senere befandt alle sig i den noget overlæssede campingvogn, der atter blev trukket over Klamhuse Hede af blodhundene. På gulvet lå doktoren og hans mænd fladt udstrakt og tæt sammen som sardiner i en dåse, mens mastifferne gispede og savlede over deres struber.
Lydia og Benni holdt om hinanden, endeløst kyssende og smiskende, mens onkel Philbert af diskretionsgrunde kiggede ud af vognens bagrude.
”Halløjsa!” råbte han. ”Her kommer en nytårsraket, en af de større, og noget for tidligt!”
En lys prik på himlen havde vokset sig dramatisk stor og glødende. En raket med en hale af ild var i løbet af sekunder kommet til syne, og den ramte med nådesløs præcision ned i sommerhuset. Kabum, sagde det. Campingvognen skælvede, da trykbølgen nåede den, og Philbert kunne skimte hvid røg fra et dybt hul i heden.
”Brandvæsenet kan blive hjemme,” konstaterede han. ”Her er intet at slukke og intet at redde.”
* * *
Sejrsfesten på Blodhavn midtermole fik et format, som ingen nordvestjyde nogensinde havde set magen til.
Borgervæbningens hornorkester kørte, højlydt spillende, på cykler forrest i processionen. Nordvestjysk Masturbationsforbunds elitehold, ligeledes taktfast spillende, marcherede bag musikken. Derpå fulgte storsognerådets, Brunvareforbundets, Landproletaralliancens og Slubbertlogens ledende medlemmer, og i hælene på dem kom den almene pøbel i dansende festhumør.
Hædersgæsterne var de sidste på molen. Pula, Philbert, en strålende Lydia med sin fader, Bax IX Lubbert, under den ene arm, og Benni under den anden. Endeløs jubel ombølgede dem.
Til allersidst trillede guldcampingvognen frem, trukket af muskelhunde og med en vinkende abe på taget.
Alle ansigter minus tre lyste af begejstring. Doktor Svend, Brutus og Karloff sad yderst på molen i hver sit katapultsæde.
Hornorkesteret spillede champagnegaloppen, og på den sidste tone gav Mångki tegn til, at folkets fjender skulle kastes langt ud over det mørke ocean.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel. All rights reserved, stage musical imminent.)
Benni stivnede og drejede sig omkring med håndfladerne som værn for sit ansigt. Han stod ansigt til ansigt med det unge fregnede postbud, Milbert.
“Det er mig,” svarede Benni og fik stukket et telegram. Det drejede sig om forsikringspengene for det nedbrændte herremagasin.
“253,50 krone,” gispede han.
“Nåh, Benni,” sagde Bax Lubbert der netop kom tilbage fra drikkeboden i selskab med onkel Philbert. Med sig i hænderne havde de dampende formaldehydgløgg og saltstænger. “At du ikke længere ejer en klink har fået mig til at genoverveje. Du og Lydia har min velsignelse til at gifte jer.”
“Tusind tak …” Benni rødmede, foldede forsikringspapirerne sammen og gemte dem af vejen i inderlommen. Nu havde han både råd til bryllupsfesten, en villa, et vehikel, og derefter stadig startkapital til en ny virksomhed. Men det behøvede svigerfar jo ikke vide.
Lydia kom tilbage fra fælleslatrinerne, greb Bennis hånd og førte ham ud på dansegulvet hvor de opholdte sig resten af natten. På scenen stod Pula Skogmo og spillede sin nye sang “Kampen om den røde rubin” der uden tvivl ville blive et skandinavisk storhit, gribende som den var:
Rubin, diamant og topas bringer lykke, glæde og spas, synger jeg og Raquel Rastenni til ære for Lydia og Benni. Trods ildløs og buksevædning er der fremtid i herrebeklædning.
Til stede ved festen var også formanden for Nordvestjysk Poesi-, Prosa- og Reklametekstforfatterforbund, vicekonsul Gülmert Böffelmuhle, en statelig herre på 182 kg, iklædt blåsort gummifrakke. Han gjorde tegn til to af sine medlemmer, Baryl Nidding Halunk og Louis Bælum Knockel, og de nærmede sig med respektfuldt bøjede hoveder.
“Dette eventyr skal beskrives og foldes ud for en undrende offentligheds øjne,” beordrede han. “Gå til værket!”
Hvilket de straks gjorde.
* * *
I himlen sad Agnar Mykle (1915-94) med en flaske pilsnerøl af mærket Hansa.
“Det var mye koselig det,” sagde han. “Skål og gledelig jul!”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel. All rights reserved, stage musical imminent.)
Det er mig en stor ære og fornøjelse herunder at kunne viderebringe de seneste nyheder om vort storstilede rumfartsprojekt.
Vraget af den sidste version af prototype “Neger 1” drev i land i forrige uge, og dermed afsluttes første kapitel i Marsprogrammets indledende fase. Helt som forventet kan vore dygtige videnskabsfolk konstatere, at der skal langt større mængder af koncentreret sprængkraft til, for at kunne løfte et potentielt rumfartøj op i den tilstræbte højde.
Desuden kan vi med stolthed oplyse, at børnehjemmet Himmelhunden nu endelig kan nedlægges, da der ikke længere findes forældreløse børn på vor ø. Men alting forløber jo aldrig helt som ønsket.
Julemærkedesigner Koburn Pabst (herover) er pr. dags dato af mig personligt udnævnt til ny pressetalsmand for D.R.A.M., og Bruno Fjollert på min direkte ordre fyret og landsforvist, efter at det på diverse sociale medier er fremkommet, at han er afholdsmand i smug, og at han aldrig nogensinde, end ikke til Jul, har slået hverken kone eller børn. Sådan noget kan og skal naturligvis ikke accepteres.
Derudover må vi desværre atter indskærpe vore talrige øproletarer, at vor storslåede plan om at skide os ud i rummet jo selvfølgelig ikke skal tages absolut bogstaveligt (illustration udarbejdet af professor Ratzeputz Clevin-Onager (til venstre), der som bekendt i 1916 definerede Tarmuda-Femkanten.
Således har vi på det seneste registreret adskillige dybt uhensigtsmæssige tilfælde af Astrodefækatorisk Simpel Selvaffyring (ASS). Vi beder derfor indtrængende vor jævne befolkning om aldeles omgående at indstille alle sådanne, ekstremt farlige og iøvrigt tidsspildende personeksperimenter.
På billedet herover ses liget af den uheldige hr. Kartongo Meulengracht, som forleden på så tragisk vis afgik ved døden af rektale kvæstelser under et lignende uautoriseret forsøg. Dennes enke har modtaget vor allerdybeste medfølelse, en kompensation for livslangt tab af forsørgerindtægt, stor 3,22 DASK, et lispund ramsløg, samt 3×25 syngende kondolencelussinger.
Forhåbentlig skal vi ikke opleve flere af denne slags misforståede initiativer, men finder det alligevel nødvendigt at appellere til folkets normalt sunde negerfornuft. Skulle advarslen vise sig at blive bevidst ignoreret, og tendensen fortsætte, skal det oplyses, at vi allerede på nuværende tidspunkt har vedtaget endog særdeles drastiske, ikke nærmere offentligt specificerede, kollektive modforanstaltninger.
For at imødekomme denne, såvel som andre typer af meningsløst brunvarespild, kan vi præsentere transvestitfru Finkbine Bruntrøffel-Nommsen som nyudnævnt øhovedrengøringsansvarlig, iøvrigt for hele 1,22 DASK i ugentlig gage, primært financieret gennem tømmerflådepirateri i vore tilstødende farvande. Dette vil betyde, at al brunvare i enhver form systematisk skal og vil blive indsamlet til anvendelse i rumfartsprojektet. Vi må blot erkende, at vi simpelthen ikke vil kunne nå vort mål, såfremt vi ikke opnår fuldstændig kontrol over dette åbenlyse og ildelugtende problem.
Derfor påhviler det herefter med omgående virkning hele vor almindelige befolkning under skærpet strafansvar: Til enhver tid at skulle defækere i krateret af vor hvilende vulkan, Kranka Foa.
“Et Hul saa stort, – og fyldt med Lort – har vore Proletarer gjort. – Hurra!”
(Fra V. Røvlenbergs håndbog: “Arbejdersange Til Hverdag Og Fest” (1925). udgivet på Gustenhuse Konservative Vælgerkreds’ Forlag).
Konsekvent masseopmagasinering af den kollektive folkebrunvare vil således sikre driften af alle vore fremtidige raketopsendelser.
Herover ses vor seneste succes, hvorunder det lykkedes hr. Sæbbelins hårdtarbejdende stab at afskyde en opretstående raket – Neger 2 – der uheldigvis efter ganske få sekunders kaotisk flugt gennem æteren landede med et brag i skolemester Phuror Hamrams nyttehave.
Men som man jo siger, på angelsaksisk: “If at first you don’t succeed; try, try, try again!”.
Allerærbødigst,
Deres ufravigeligt loyale, Hartmann
Nordvestjyske Husmandsbaners konstituerede generaldirektør, hr. Phalos Pödenphant jr., afviser på det bestemteste, at banedriften skulle være kriseramt efter et uheld på Klamhuse-Blodhavn strækningen i morges kl. 07.39.
“De overlevende passagerer fortsætter til fods, syngende og i godt humør, og hvad materiellet angår, vil vi med hjælp af trækheste og nogle hundrede lussinger til de indforskrevne arbejdsmænd få det tilbage på skinnerne i løbet af få timer. Alt er under kontrol, og de, der udspreder negative rygter om husmandsbanerne, vil blive retsforfulgt uden skånsel,” erklærer generaldirektøren, mens han antænder en styrkende cigar.
En kasse af de specialfremstillede cigarer, der holder direktøren og hans selskab i drift døgnet rundt, ses her. De findes i en billigere udgave med tang- og lyngindlæg til folkebrug.
Det forlyder på egnen, at hr. Pödenphant er forsøgt fristet med høj løn og unævnelige goder af et unavngivet baneselskab på Sjælland.
“Men der skal meget mere i posen, hvis jeg skal så meget som overveje tilbuddet,” udtaler direktøren. Ligesom sin fader, stationspissoirforpagter P. Pödenphant sr., er han en urokkelig lokalpatriot.
Husmandsbanernes anlæg og drift er på alle måder præget af ønsket om fleksibilitet. En værditransport af certificerede faconfækalier trækkes herover til udskibning i Blodhavn af selskabets storhest Gudrun IV Osnabrück.
Brunkulslejerne og tørvegravningen har også et stort behov for trækkraft. Hvad der i resten af landet betegnes som “kartoffelferie” og i storbyerne “efterårsferie” hedder her på egnen “trækferie” og er udvidet til halvanden måned, så banerne kan nyde gavn af børnenes muskelkraft.
Som Yrsa-Boline i ældste klasse har forklaret: “Vi piger, der er konfirmerede, får skolefri til at trække om natten i Holstebro, og tjener derved gode penge.”
Et lysende eksempel på direktør Pödenphants fremsyn og handlekraft er dette lokomotiv, som Nordvestjyske Husmandsbaner K/S netop har indkøbt fra et overskudslager i Bombay. Det er specielt egnet til fremføring af udflugtsvogne med overvægtige turister op ad bakke samt til den tunge fækaliekørsel mellem Blodhavn og omladningspladsen på Blodhøj. Den hidtidige pedaldrift på strækningen forventes at ophøre i løbet af næste forår.
Pedalarbejdere med over 40 års anciennitet er bortsolgt til en ukrainsk kødfodervirksomhed.
De yngre arbejdere og den signalførende frontløber, kendt som “Tosse-Lars med kluden”, omskoles til andet arbejde i beslægtede brancher. Klamhuse Arbejdsanvisning har afsat 24,71 kr. til formålet, og Louis B. Knockel støtter med op til 80 daglige lussinger i oplæringsperioden.
Tropeøen Dartvados er blandt meget andet begunstiget ved at have et Rumfarts-Agentur for Mænd (D.R.A.M.), og dette agentur proklamerer nu (via avisens korrespondent, den meget ærede hr. Stahl-Eisenmann), at det vil skide sig til Mars:
Herunder første del af en føljeton om D.R.A.M.s nyopstartede rumfartsprogram, der vil bringe vor ønation yderligere hæder og storhed, når vi som de første lander en granvoksen neger på Mars, og dermed til evig tid kan gøre krav på de utrolige brunvareressourcer, som planeten rummer under dens fine overflade af kosmisk støv.
Idéen faldt mig ind samme aften som jeg endelig havde fuldendt katalogiseringen af konsulatets unikke samling af erotiske postkort. Man sad med den velkendte følelse af tomhed. Der måtte være noget større og mere udfordrende at udføre, her under tropeparadisets glitrende nattehimmel. 2½ flaske VSOP cognac senere faldt det mig ind: Hvorfor dog ikke gå, hvor ingen endnu har sat sin fod. Sagen var oplagt: Vi må og skal til Mars!
Med uvurdérlig assistance fra den særdeles ærede hr. professor Helium Onager, som hér demonstrerer de præcise matematiske beregninger bag projektet, lykkedes det på kort tid at udvikle en prototype – døbt “Neger” – til et egentligt rumfartøj af en sådan styrke, robusthed og kaliber, at det vil kunne gennembryde privatsfæren, manisfæren, flæskesfæren, troposfæren samt alle de øvrige jordiske sfærer, og endelig naturligvis også den tætte fækaliosfære, der omgiver projektets endelige mål.
Men det er jo ikke just et forehavende, der udelukkende lader sig gøre på tegnebordet, og derfor har vi i al hemmelighed i de seneste 6 måneder med nogen succes foretaget diverse eksperimenter med affyring af vehiklerne “Neger I.-LXVII.”, ud over Atlanterhavet. Til dette formål har det beklageligvis været absolut bydende nødvendigt at rydde et stort areal af regnskov på øens østligste del.
Vi har udvist et stort menneskeligt hensyn til diverse stammer af urbefolkning i de berørte områder, der alle har modtaget kompensation for ekspropriation, stor 0,72 DASK per 800 individer, der alle 24 timer forinden var blevet advaret herom via ovenstående bulletin (se: 16:05-16:38), udsendt på nationalt TV, under programmet Børnetimen.
Vor officielle pressetalsmand Bruno Fjollert informerede herefter øens egentlige civilbefolkning om det forestående glorværdige engagement, hvor der til lejligheden blev efterlyst frivillige til de præliminære testaffyringer.
Heldigvis var der stor tilslutning fra børnehjemmet Himmelhunden, hvor samtlige patriotiske unge knægte omgående tilsluttede sig listen af potentielle testpiloter.
Til jomfrufærden for første prototype udvalgtes herefter den gæve 11-årige forældeløse dartvadosianer Danny Drax, der uden at kny lod sig fastspænde i fartøjets cockpit, og dermed gik over i historien som den første person i øens historie til at miste livet for vor ærefulde sags skyld.
Det skal bemærkes, at den avancerede affyringsrampe fungerer miljømæssigt bæredygtigt, idet G-kræfterne ved afskydning af testvehiklet er designet således, at pilotens bårne fækaliemasse bliver skudt bagud gennem røret og opsamlet til anvendelse i den næste rakets brændstoftank. Samtidig har alle raketterne installerede mikrofoner og dybdemålere med henblik på at definere trykresistensen, i tilfælde af, at det skulle være muligt at bjærge og eventuelt genanvende i perlefiskerindustrien.
Her ses et velkendt billede af planeten Mars, alle vore noble bestræbelsers mål.
Hovedansvarlig for projektet, dr. Heineken Sæbbelin, udtalte i et interview ved projektets start:
“Vi har til hensigt at financiere dette storslåede anliggende i kraft af indtægter fra øgede brunvare- og lusseringsafgifter, intensiveret perlefiskeri, offentlige nedskæringer samt diverse støttearrangementer, som for eksempel musikkoncerter.” “Bliver det let, Sæbbelin?” “Nej, desværre, men mindre kan også gøre det. Man kan for eksempel hjælpe os ved at købe den nye singleplade, indspillet af et kor af test-astronautbørn fra institutionen Himmelhunden. Den kan anskaffes overalt på øen til 0,03 DASK, inkl. moms og tropisk orkanvarslingstillæg.”.
Avisens læsere kan i en begrænset periode gratis høre den ene side af pågældende optagelse her:
To betroede 12-årige tjenestepiger var i går ved middagstid på vej gennem Nørre Usseldrup. Mellem sig bar de en serveringsbakke med en dyrebar last: En samling af særligt udvalgte faconfækalier, som den knockelske husstand havde doneret til Nordvestjysk Slubbertloge i anledning af dennes genåbning. Hvert enkelt eksemplar var svøbt i silkepapir og forsynet med navneskilt (eksempelvis “Sukkergrisen”, “Natflyver” og “Kulturkæmpe”).
Netop som pigerne krydsede Stationsvej, kom et fremmedartet pragtautomobil hvirvlende imod dem i rasende tempo. Pigerne sprang for livet, og deres betroede værdipakker blev knust mod automobilets frontparti. Føreren og hans kvindelige passager fortsatte trods pigernes anskrig videre ad den to-sporede grusvej mod Klamhuse.
Flere årvågne lokale trafikanter havde overværet det voldsomme optrin, og en skånselsløs, stedse accellererende biljagt blev indledt.
Det kriminelle automobil havarerede i udkanten af Klamhuse, hvor en hurtigt voksende folkemængde omringede de skyldige, et svensk brudepar. Hvis ikke Louis B. Knockel var nået frem pr. ladcykel, kunne det være endt med voldelig pøbeljustits.
Egnens førstemand overtog kommandoen. En retfærdig straf blev proklameret og straks fuldbyrdet. Ægteparrets automobil fik kølleprygl og blev derefter beslaglagt sammen med deres festklæder og øvrige medbragte parafernalier. En mindre kontantbeholdning blev ligeledes inddraget til delvis dækning af de knuste kulturværdier.
Efter behørig lussering blev de unge svenskere ledsaget til sognegrænsen og udvist. Samme skæbne, som tidligere har ramt så mange af deres landsmænd, og altid velfortjent. De er senest set spadserende på bare fødder i retning mod Holstebro.
Louis B. Knockel vil senere uddele medaljer til biljagtens aktive deltagere, og de ødelagte pragtfækalier vil omrørt med syrnet fløde blive anvendt til konsum.
Som de fleste vil huske, blev Usseldrup Storsogn for et par år siden ramt af en smertelig skandale, da den nyansatte skatteopkræver, 31-årige Arvid Peckelmeier jr., flygtede via Holstebro til Sydamerika medbringende mindst 127 kr. af de ham betroede offentlige midler samt diverse inventar og en avlsgris, lydende navnet Gyda XIV Klamhøj. Løsøre og gris tilhørte hans daværende logivært, bolsmand Lubbert Finkelhielm, Klamhøj Hede.
Storsognerådet overdrog det til ekspeditionssekretær Carl Aage Fellah, søn af brunvareinspektør Babu Fellah-Frederiksen, Blodhavn, at udrede sagen i alle detaljer, og hr. Fellah har siden arbejdet utrætteligt på en rapport, som bl.a. vil beskrive det erotiske forhold mellem svindleren og grisen. Ligeledes forventes svar på, om flygtningen havde medsammensvorne inden- eller udenfor sognegrænsen.
“Vi har nu indsamlet fakta og nedskrevet cirka 80.000 foreløbige rapportsider,” oplyser hr. Fellah, som får hjælp af en 11-personers arbejdsgruppe. “Dette materiale skal redigeres og sammenskrives til et bogværk i tre bind, hvoraf det første forventes at ligge klar i oktober eller november i år. Det er en stor og svær opgave, vi tumler med, men nu ser vi målet lysende klart forude.”
Når alle tre bind af rapporten foreligger, vil storsognerådet læse den grundigt og overveje at udruste en commandogruppe, rekrutteret blandt vore stærkeste og mest pålidelige borgervæbnere, der kan tage det endelige opgør med hr. Peckelmeier og hans gris.
Den Knockelske Retfærdighedsfond har undervejs støttet anstrengelserne med flæskebudding og hestepilsner hver fredag aften samt nogle hundrede stimulerende arbejdslussinger hver mandag morgen.
Fra en anonym kilde i Venezuela har redaktionen netop modtaget disse fotos af den forsvundne kommunesvindler. Som det fremgår, har han i nogen grad skiftet kulør og ekvipering, ligesom hans gris på billedet erstattes af en trædecykel. Vi minder om, at der er udsat en dusør på ikke under 3,34 kr. på hans hoved. (Resten af ham, hans beklædning og transportmidler osv. kan man omsætte lokalt.)
Tusinder af slamberter, slubberter og slyngler er i disse døgn på vej til en storslået nordvestjysk latrindyst, som foregår på Klamhuse Hede, Blodhavn Nordstrand og andre lokaliteter, der egner sig til udendørs defækering.
Nordvestjysk Landslubbertloge af 1898 har tilrettelagt aktiviteterne i samarbejde med nordvestjysk erhvervsliv, turistbranchen og familien Knockel, som har givet tilsagn om tusinder af raske, afføringsfremmende ansigts- og kropslussinger.
“Det er intet tilfælde, at man kalder disse mennesker skiderikker,” udtaler råvareinspektør Halbert Peckelgreen, Klamhuse Brunvaremølle. “De frembringer flere og bedre fækalier end gennemsnitsbefolkningen. Op mod 30 procent af deres produktion er værdifulde faconfækalier, som håndsorteres og pakkes i træuld til eksport. Resten er industrivare, men stadig af en høj standard.”
Turister såvel som fastboende vil følge de sportslige præstationer dag og nat, og alle er velkomne til efter evne at yde deres ekstra bidrag til Nordvestjyllands velstand og trivsel.
