Offentlig svindler skal hjemhentes fra Sydamerika

NYT FRA STORSOGNEFORVALTNINGEN

Som de fleste vil huske, blev Usseldrup Storsogn for et par år siden ramt af en smertelig skandale, da den nyansatte skatteopkræver, 31-årige Arvid Peckelmeier jr., flygtede via Holstebro til Sydamerika medbringende mindst 127 kr. af de ham betroede offentlige midler samt diverse inventar og en avlsgris, lydende navnet Gyda XIV Klamhøj. Løsøre og gris tilhørte hans daværende logivært, bolsmand Lubbert Finkelhielm, Klamhøj Hede.

Papirskubbere03

Storsognerådet overdrog det til ekspeditionssekretær Carl Aage Fellah, søn af brunvareinspektør Babu Fellah-Frederiksen, Blodhavn, at udrede sagen i alle detaljer, og hr. Fellah har siden arbejdet utrætteligt på en rapport, som bl.a. vil beskrive det erotiske forhold mellem svindleren og grisen. Ligeledes forventes svar på, om flygtningen havde medsammensvorne inden- eller udenfor sognegrænsen.

Papirskubbere storkontor

“Vi har nu indsamlet fakta og nedskrevet cirka 80.000 foreløbige rapportsider,” oplyser hr. Fellah, som får hjælp af en 11-personers arbejdsgruppe. “Dette materiale skal redigeres og sammenskrives til et bogværk i tre bind, hvoraf det første forventes at ligge klar i oktober eller november i år. Det er en stor og svær opgave, vi tumler med, men nu ser vi målet lysende klart forude.”

Foto fjernet

 

Når alle tre bind af rapporten foreligger, vil storsognerådet læse den grundigt og overveje at udruste en commandogruppe, rekrutteret blandt vore stærkeste og mest pålidelige borgervæbnere, der kan tage det endelige opgør med hr. Peckelmeier og hans gris.

Den Knockelske Retfærdighedsfond har undervejs støttet anstrengelserne med flæskebudding og hestepilsner hver fredag aften samt nogle hundrede stimulerende arbejdslussinger hver mandag morgen.

Knockel rød skjorte 02

Fra en anonym kilde i Venezuela har redaktionen netop modtaget disse fotos af den forsvundne kommunesvindler. Som det fremgår, har han i nogen grad skiftet kulør og ekvipering, ligesom hans gris på billedet erstattes af en trædecykel. Vi minder om, at der er udsat en dusør på ikke under 3,34 kr. på hans hoved. (Resten af ham, hans beklædning og transportmidler osv. kan man omsætte lokalt.)

SE OGSÅ:

HenvSOGNEVALG

Retur til forsiden

2 tanker om "Offentlig svindler skal hjemhentes fra Sydamerika"

  1. Wolle Cawling Onsdagsgasrd

    Interessant dybdeborende artikel om Hr. Peckelmeiers flugt til Sydamerika. Hvis redaktøren vil betale overfarten Blodhavn-Buenos Aires med førstkommende bananbåd på dæksplads, så vil jeg snarest følge op på den brune flugtrute, hvis eksistens indtil nu kun har været et rygte, fra Blodhavn til Sydamerika over Usseldrup-Hartheim-Genoa-Buenos Aires.
    Ærbødigst, Deres W. C-O.

    Svar
    1. admin Forfatter

      Varm tak for Deres aldrig svigtende vilje til indsats, hr. Wolle. Rejseomkostninger op til kr. 19,37 er bevilget, og De kan ligeledes på vor regning medtage 11 liter gul hestepilsner.

      Tusinder af nordvestjyske læsere og besvindlede skatteydere ser frem til Deres beretninger fra ekspeditionen.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image