SAMFUNDSVIGTIG INDKALDELSE > SE TØLPERTILMELDING LÆNGERE NEDE PÅ SIDEN
Sommerens festivalaktivitet stunder til, og vi ved allerede nu, at tusinder af turister vil strømme mod Nordvestjylland, mange af dem suspekte og subversivt sindede individer.
Uden titusinder af lussinger til de fremmødte vil vort lokalsamfund bryde sammen, og Klamhuse Borgervæbning søger derfor frivillige, der kan deltage i lussering og anden afretning af folkemasserne.
“Udover selve Borgervæbningen har vi frivillige korps af blandt andet husmødre og strandsexualitetsinspektører, og vore velfungerende lussingmaskiner og pryglomater vil naturligvis også køre i døgndrift,” udtaler oberst Hassan Gylbert, som ved siden af sit hverv i væbningen er transplantationskirurg på Klamhuse Husmandshospital. “Men det er ikke nok. Vi skal ud, hvor folk samles i trængsel, og klaske dem grundigt igennem.”
Voksne, slagkraftige nordvestjyder kan møde til praktisk og teoretisk prøvning ved Brugsens gavl de næste tre onsdage klokken 18.34 prc. Arbejdet er ulønnet, men der vil under tjenesten blive serveret flæskesuppe og ved slutningen af hver vagt en spølkum blå drikkepetroleum.
SIDSTE NYT: STORTØLPERTILMELDING FRA GUSTENHUSE
Det er med stolthed at Gustenhuse Tølperforening hermed har den fornøjelse at kunne meddele Deres ærede person, at vor ydmyge organisation stiller til rådighed for den fornemme og almennyttige opgave en velberedt og overrislet 30-mandsdeling bestående af:
alle med minimumsrang af Sogneskiderik af 3. kl., og under kyndig ledelse af delingsfører, Overtølper og hædersmand Dütmärsck von Schwindelkerl, som De muligvis kender af omtale fra strejkeblokadenedskydningerne ved Gustenhuse Kæledyrsaflivningsanstalt, i julen 1953.
Vel mødt i sommerlandet, og, som det jo så smukt lyder i vor kære, gamle forenings indmarchsang:
“En Tølpermand er au courant, charmant, galant, er han, iblandt, Hurra! Hurra! Hurra!
Thi Tølperånden er bastant, Lusseres skal enhver lussant! I dag, i dag, i dag.”
Dommedag er nær. Vi er alle på vej mod afgrunden. Jorden vil blive ødelagt, og det vil alt sammen ske i det øjeblik, en gigantisk bagt kartoffel rammer Jorden med en sådan kraft, at vi bliver slået direkte ind i Solen.
Dette uhyggelige scenarium er, hvad der venter os på fredag, hvis det står til dommedagsprofeten, spåmanden og fritidsjazzballetdanseren Lugo Lummer-Larsen.
Den skræmmende spådom dukkede op i morges, da han rutinemæssigt læste i et bavianrectum. I en af de røde rynker stod det skæbnesvangre budskab klart; kartoflen er på vej.
“Jeg var ved at kløjes i morgenkaffen, da hele verdens skæbne gik op for mig,” siger Lugo Lummer-Larsen.
Han fastslår dog at der er én ting der kan redde verden: “Hvis blot jeg inden fredag modtager en sum af 15.000 kroner, vil jeg kunne bygge en antidommedagsstrålekanon og på den måde eliminere den varme kosmiske kartoffel.”
Lugo Lummer-Larsen har allerede lavet en arbejdstegning, og man må sige, at strålekanonen ser lovende ud.
Pengedonationerne dumper i disse minutter ind til hr. Lummer-Larsen, så han kan få bugt med den genstridige klump.
“Hvis De ønsker at leve, bør De yde bistand til mit projekt,” advarer han.
Vi følger naturligvis op på sagen. Det er trods alt ragnarok, vi har med at gøre.
SIDSTE NYT: Dommedag aflyst.
Spåmand dræbt af bagt kartoffel
Den dygtige spåmand Lugo Lummer-Larsen er gået bort under en familiemiddag. Stor er sorgen over tabet, men større er glæden over, at Jorden alligevel ikke går under på fredag.
Det viser sig at hr. Lummer-Larsen havde fejlfortolket rynken i bavianens rectum. Den røde fordybning lavede nemlig et kækt sving til sydvest hvilket ændrede alt:
Kartoflen var slet ikke gigantisk, men almindelig i sin størrelse og massefylde og ville kun koste et enkelt menneskeliv – spåmandens eget.
Og det skete under hovedretten i Lummer-Larsens residens.
“Onkel Lugo havde netop fortalt os en rørende anekdote, da det skete,” fortæller nevøen Gilbert.
Manden snublede simpelthen og slog ved et uheld til en brandvarm kartoffel, som fløj ind i munden og blokerede luftvejen. Efter en stædig kamp mod kartoflen måtte han til sidst se sig slået.
Familien var først i stor chok over onkelens tragiske død, men da det gik op for dem, at dommedag ikke længere er aktuel, opstod der en spontan feststemning. Begejstringen ville ingen ende tage, og snart var der folkefest i gaderne.
“Onkel var en herlig mand, men hellere ham end alle os andre!” siger Gilbert Lummer-Larsen.
Et stadig øget turistpres på sognegrænserne nødvendiggør, at Klamhuse Borgervæbning nu oprustes ekstraordinært og i stort omfang. En skibsladning afrikanske hjælpetropper gik tidligt i morges i land fra transportskibet M/F Swakopmund, og optræningen til nordvestjysk kampindsats blev straks indledt.
“Hvad jeg ser, er ranke og muntre unge soldater. Førsteklasses materiale. De har spøg og sang på læben, men kan også bruge kølle og kniv. Nu gælder det skydetræning og terrænøvelser,” udtaler eksercersergent Bulmer Kwalmwaffel, Vester Usseldrup.
Vor hæderkronede lokale milits styrkes ligeledes med tiltrædelse af en ny øverstkommanderende. Efter to års ihærdig aktiv tjeneste og kontinuerlig videreuddannelse er den fire-årige premierløjtnant Hans Albert Schnotthans forfremmet til oberst og dermed såvel operativ som administrativ chef for rygraden i det nordvestjyske territorialforsvar.
“Det er en handlekraftig og effektiv ung officer, der nu træder frem i første række,” siger den nyudnævntes karriererådgiver, advokat L. Frisckhans. “Han har allerede rigeligt fortjent den 60-årige ansættelseskontrakt og de efterfølgende pensionsrettigheder, som begge parter i går skrev under på.”
Udnævnelsen markeres lørdag morgen på Klamhuse Hede med kiksekage, hindbærsaftevand og 12 himmelskud fra borgervæbningens fækaliekanon.
Den kendte bjergbestiger, lejesoldat og kvindebedårer, hr. S. Unmack Larsen, har tilstillet avisen følgende lødige kulturreportage:
Kunst er kunst, og plat er plat, men vi skal jo alle tjene til livets underhold, og da kunstfilm-fotograf og landskabsæstetiker, rittmester Heinrich Edelherz von Bösse optog sin spillefim, “De Gamle Nordvestjyders Sæder og Skikke”, valgte han til orgie-scenen at opstille hemmelige hånddrevne kameraer en dameaften i det gamle Blodhavn Badehotel, Pigekostskole og Pan Club.
Det var artige ting som blev bedrevet! Og som det ses nedenunder er flere af scenerne sidenhen dukket op i tvivlsomme udenlandske film, hvortil de rask væk er blevet kopieret uden at betale for rettighederne. Dette siger alt om udlændinge og deres foretagsomhed, og von Bösse har efterfølgende afvist ethvert samarbejde med Nordisk Film, Vangede Billeder, og Nørrebromænd Under Bæltestedet A/S.
“De Gamle Nordvestjyders Sæder og Skikke” handler om egnens fortid og udviklingsmuligheder, om fiskerihavne og ostelandbrug, om vandreklitter og fracking. Projektet modtog derfor 100 kroner fra Statens Provinsudviklingsfond, og der blev udsendt adskillige tvangsforflyttede ansatte i Kultusministeriet, som skulle hjælpe til med de kulturelle beskrivelser.
95% af den færdige film viser det omtalte orgie, og reaktionen under førstefremvisningen i Blodhavn Dampvaskeri og Cinematograf var særdeles positiv, undtagen hos dem som genkendte sig selv.
Emilie Poulsdatter, hustru til pastor emeritus Nicodemus Grundtvig: »Sådan har jeg aldrig set ham!«
Pastor emeritus Nicodemus “Nickie” Grundtvig: »Ingen kommentarer, hvor er min hat og briller?«
Vi forsætter med at lede efter mere publikum i de omkringliggende porte og baggårde for yderligere kommentarer.
Jubelkavalkade med stjerneregn over vore helte og heltinder
Årets femenhalvstjernede heltinde er enkefru Rulmina Olga Schwanzhauer (f. Padborg), Fiselund Krat, fhv. økonoma og dårekisteforvalterinde. Fr. Schwanzhauer har haft fast plads på hæderslisten siden 1979, kun afbrudt af årene 1997-2001, da hun praktiserede som trommedansende naturlæge i Chicago.
Enkefru Schwanzhauer står som et forbillede for ungdommen i Fiselund Krat og nærliggende landsbyer, idet hun igennem snart fire menneskealdre har virket som vort stolte dagblads måske mest produktive læserbrevsskribent. Intet emne har været for undseligt eller for lokalt for hendes hvasse pen. Under oliekrisen i 70’erne stod enkefru Schwanzhauer egenhændigt for op mod 85% af avisens indtægter, idet læserbreve (dengang som nu) tryktes mod et beskedent gebyr på kr 9,17 per linje, samt kr 44,02 for hver yderligere påbegyndte helside. Det kan ikke understreges kraftigt nok hvor stor betydning disse sidste 10-14 sider af avisen har haft som isolering og brændsel for flere generationer af nordvestyjyder, idet enkefru Schwanzhauer med sine rundhåndede bidrag til avisens drift på snedig vis har holdt brændselspriserne nede i Nordvestjylland.
Fremhæves bør især enkefru Schwanzhauers indlæg omkring Dansk Returpant af 17. maj i år, der for første gang nogensinde bragte avisen over 96 sider på en hverdag.
Fem stjerner (heraf halvanden fra gummihjulfabrikant Michelsen) til familien Yerngumme for en unik kulinarisk indsats. Brødrene Fellah og Gubert Yerngumme har sammen med mesterkokken Almgod Gruhs (t.h.) åbnet en succesrig brunpølse- og roefoderrestaurant på Blodhavn Midtermole. De ses her i det nyindrettede lokale 5 min. før åbning. Ådsler til forarbejdning ligger bag fotografen, dækket af et lag aviser (som i øvrigt også i snittet og fritteret tilstand indgår i flere af menuerne).
Et femstjernet hurra for operasangerinden Gylda Peckelwaffel, som efter en strubeoperation i oktober nu atter (med tilførsel af trykluft fra puddelhundedrevet kompressor) kan underholde i Nr. Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Nordstrand og hvor der ellers måtte være bud efter hende.
Ligeledes fem stjerner til landhusmoder Bibsen Olemand, Klamhuse Vestermark, som i maj nedkom med babyen Hugo IV Olemand. I løbet af sit første halve år var Hugo vokset til over 200 gange sin fødselsvægt og -højde, og en folkeindsamling måtte iværksættes for at fremskaffe de enorme mængder pladdervælling, han dagligt konsumerer.
Fire en halv stjerne til Brunmølle Udlugtskro, som igen i år har sat besøgsrekord med 21.349 spisende gæster, der tilsammen konsumerede over 40 tons brunt kødfoder plus tilbehør i form af hakkede kålroer, hestepilsner, blå drikkepetroleum m.v.
Fire stjerner til Nordvestjysk Akademisk Boligselskab, der har erhvervet og renoveret denne ejendom på Blodhøj Banke og dermed skaffet husly til 41 akademiske flygtninge fra Holstebro, som ellers ville have været henvist til at overnatte i lærredstelte eller under gummimarkiser på Blodhavn Nordstrand.
Én (og kun 1) stjerne til Klamhuse Borgervæbning, som i årets løb fik bortskaffet sølle to af de 25 sværvægtsforbrydere, der står på den aktuelle udryddelsesliste. Det kan og skal gøres meget bedre i det kommende år.
Lad os slutte i bedste stemning med fem en halv stjerne til avisens medarbejdere, som året igennem har trodset vejr og vind, modeluner, smålige irettesættelser, lavtflyvende husdyrfækalier og mange andre forsøg på censur for at give os sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Det lykkedes. Landproletariatets jubelråb er den fortjente belønning, som netop nu kan høres hen over hjemsognene.
Under Investigering af Folkelivet hersteds, bærer jeg til Tider en særlig Hat. Saa ved man, at Sognets Førstemand ikke ønsker at blive genkjendt. Ingen hilser, maaske fordi jeg stedse bærer Skræp IX under Frakken.
Saaledes faldt det mig ind, at gaa til min Nabo, Herr Schaffreunds Udhus, for at se om den Smugkro, som tidligere paa Aaret blev ryddet, ved behjertede Mænds Indsats, nu endegyldigt var Historie.
Men nej! Mosekongen, Knutte, Sjønne, Niller og en snes andre misliebige Subjekter var i levende Live til stede, og berusede var de jo ogsaa.
Og hvilken musikalsk Underholdning kom ud af Grammophonen? En Opfordring til Telefoni, Automobilkjørsel og almindeligt Skjørlevned.
Man kan ikke noksom fordømme saadant Skjørlevned. Dog fornemmede jeg, at ene Mand kunne jeg ikke skride ind. Efter at have indtaget et Glas (ildesmagende) hjemmebrygget Øl, fortrak man, gik hjem og fandt Ro i Sengehalmen sammen med; jeg husker ikke hvem.
Efterfølgende udspandt sig et Skænderi med min trofaste og dydige Hustru. Denne bebrejdede mig indbildt Utroskab, og raabte til sidst: “Du er saa utro, at jeg knapt veed hvem som er Far til mine Børn!”
Saaledes, en kort Depeche fra Livet paa Landet, med de bedste Hilsener til Dem, Familien, Kjælderpersonel etc. Fra Deres beundrende
– Satans til svineri, brummede ridder Orne, da han rejste sig fra kammerpotten efter en langvarig, pladrende udtømning. – Kan du hente mig en krukke vand og en vaskeklud, og lad det gå lidt rask, Gubert!
Den korpulente ridders unge væbner, Gubert Rundknockel, havde forudset problemet. Vand og klud kom frem til hans herres undsætning i løbet af sekunder, og renselsen foregik under fornyet plasken og arrig stønnen.
Ridder Lubbert Orne var blandt de snesevis af landets fremmeste mænd, der var kaldt sammen til Danehof på Nyborg Slot.
– Tyndskid to-tre gange i døgnet, sagde han, mens han gik frem og tilbage over gulvet og tørrede hænderne mod hinanden. – Forbandet svineri!
De sollyse dage omkring sankthans gik med dyster på hesteryg, opvisninger og underholdning. Mad og drikke fik stormændene i rigt mål, men indflydelse på begivenhederne opnåede de kun i begrænset omfang. Landets rigshovmester var en stærk og enerådig kvinde, dronning Margrethe af Norge og Danmark og halvvejs også af Sverige.
– Nå, hjælp mig støvlerne på, fortsatte ridderen, – men ingen rustning eller hjelm. Vi har lussingdyst her til formiddag.
Riddere, opsadlede heste og tjenende personel mødtes på turneringspladsen foran slottet. I dag gjaldt det om at ride mod hinanden og lange lussinger ud i forbifarten. En fornøjelig og overvejende ufarlig sport i sammenligning med de turneringer, hvor to fuldt udrustede mænd tørnede mod hinanden med dragne lanser. Her vankede i det allermindste blå mærker og forstuvninger.
Hug og knæk tog en ridder, som det kom, men hvad alle i disse dage klagede over, var deres mave- og tarmfunktioner. Røde oksestege, ristede kramsfugle, spydstegte harer og fede flæskestege proppede de i sig fra morgen til aften, og vine fra Frankerriget og Midttyskland flød om kap med godtøllet fra de lybske ankre.
– Vi kan ikke holde det i os, sagde Gamborg Galt, som var lenshertug over Ribe og Tønder. – Vi er blevet vore dårlige mavers trælle, og det er tegn på usseldom og svagagtighed. Jeg udsætter en kobberhjelm med fjerbusk til den ridder, der kan vise mig den største og mest helstøbte pølse i morgen tidlig.
Ridderne så tvivlende ud.
– Du vil ikke se det skideværk, vi har at komme med.
– Lad mig dømme om det! bjæffede hertugen. – Og stig så til hest, alle mand! Det er lussingens dag i Nyborg!
Gubert Rundknockel stod tilbage med et stort smil i sit unge ansigt. Han var gennem de sidste døgn blevet ven med dronning Margrethes kammerpige, en rødkindet Amanda af nordfynsk herkomst. Han havde set hende bære majestætens kammerpotte ud om morgenen, og han havde bemærket, at en enorm mahognibrun pragtfækalie stak skråt op af den.
– Sådan en laver hendes majestæt hver morgen, havde Amanda fortalt ham. – Hun spiser siden sin tid i Norge de mærkeligste ting, mest fisk, fladbrød og grønsager. Sådan er nu den nådige majestæts smag og hendes vilje.
Gubert Rundknockel vidste, at en enkelt stor bedrift kunne sikre ham forfremmelse fra væbner til assisterende ungridder, og endnu i år kunne han så være undervejs med sin herre på korstog til Jerusalem. Sådan måtte det blive, skæbnen havde spillet ham denne chance i hænde!
* * *
Ridderne åd og drak til hen ad midnat, og da Lubbert Orne næste morgen rejste sig fra potten, var han tilsvinet som de forrige dage. Han bandede og spyttede ned i den grufulde pladdermasse, han netop havde udstødt.
– Hvad fanden står du og griner ad? råbte han til Gubert.
– I dag bliver sejren din, ridder Lubbert, svarede unge Gubert. Frem af kjortlens rummelige ærmegab trak han en pragtfækalie på størrelse med en fuldvoksen negers underarm. Den havde en dybbrun, ædeltræsagtig overflade og var så fast i støbningen, at man kunne bruge den som kampvåben, om det skulle være.
Ridder Orne tog imod miraklet og holdt det ærbødigt hen mod lyset.
– Her har du udrettet stordåd, min dreng. Det skal du ikke komme til at fortryde!
Få minutter senere gik luksuspølsen rundt i kredsen af beundrende riddere.
– Den kan ingen af os trumfe, lød det fra dem, mens de lod deres egne slatne produkter falde til jorden.
Hertug Galt klemte om gigantfækalien og så ud, som om sagen allerede var afgjort, men i det samme plukkede han noget ud af en fold i det brune ædelmateriale. Et lille, lyserødt skår, som han holdt op mod solskæret.
– Det er en halv krabbeklo, sagde han. – Den er gået ufordøjet gennem bugen. Men du har fandenfjerteme ikke spist krabber, ridder Orne. Fisk og skaldyr er proletarføde, som ingen velbåren adelsmand tager i sin mund. Hvem af os har været i nærheden af sådan noget de sidste 24 timer?
– Det ved jeg, lød det fra en gammel rigsråd, der havde siddet indendøre dagen i forvejen. – Det har vor dronning. Tre krabber knasede hun i sig i går ved middagstid, mens jeg så og hørte på det.
– Æreløse slambert! brølede hertug Galt og smækkede storfækalien ned over hovedet på ridder Orne. – Stjæler du majestætens faconpølse og udgiver den for din egen?
De andre riddere trak nærmere. Bortset fra en brun aftværing over pande og venstre kind var Lubbert Orne blevet bleg. Han startede på en forklaring, men unge væbner Landknockel hørte kun de første usikre ord af den. Han gled lydløst og ubemærket rundt om turneringspladsens palisade, og da den næste færge sejlede mod Korsør, sad han i stævnen.
Hvis han skulle opleve Jerusalem, måtte det blive i et andet herskabs tjeneste. Måske kunne han finde en fremtid i Polen eller Rusland. Her i dronning Margrethes trefoldige rige var han færdig for altid.
Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
Det var en bagende varm dag i Møgeltønder. Alle i miles omkreds var i brunst, og unge frøken Mippi Koks var ingen undtagelse. Hendes lyster lå dog ikke hos de unge mænd i byen, men ude i naturen.
Hun hoppede glad gennem skoven for at finde noget at befamle. Mippi var i hopla og sang sin parringssang:
“Åh, jeg trænger til et træ,
Bumme-lumme-lum
jeg er elskovssyg i dag.
Bumme-lumme-lum
Jeg vil gnubbe, jeg vil gnide.
Jeg vil hoppe, jeg vil bide.
Jeg er byens dendrofil.
Bumme-lumme-lum
Jeg er byens dendrofil.”
Men just som hun svansede glad af sted snublede hun over noget og landede hårdt på jorden.
“Auv! Hvad var dog det?” udbrød hun overrasket.
Noget skinnende ragede op bag hende. Det var af guld.
Mippi var klar over at hun havde gjort sig en epokegørende opdagelse.
Strax gav hun sig i kast med at grave genstanden fri med sine små fingre. Det ene lag muld efter det andet blev fjernet og snart stod det klart, hvad det var for et artefakt hun havde fundet.
Hvem skulle dog have troet det? Tænk at Mippi Koks, en 16-årig landmandsdatter, ved et tilfælde havde fundet netop denne skat.
“Et sexlegetøj!” jublede hun. “Også endda i guld.”
Hun løftede den buede genstand i vejret og studerede guldhornet nøje.
“Det bliver verdens bedste sommer!” hvinede hun frydefuldt.
Et prægtigt egetræ foran hende fangede pludseligt hendes opmærksomhed. Det var det mest attraktive træ hun nogensinde havde set. Hun måtte forgribe sig på det omgående. Det nyfundne masturbationsinstrument måtte vente. Hun lagde det på jorden. Her kunne det ligge til hun var færdig med egetræet.
“Nu kommer jeg!” hvinede hun og hev tøjet af. Hun omfavnede egetræet og kyssede og gramsede på stammen. Barken var dejlig ru.
Sådan stod hun i en halv time.
Hun blev brat revet ud af sin dendrofile trance, da flere mænd begyndte at råbe op.
“Det er mit!”
“Næh, du. Det er mit.”
Mippi slap egetræet og drejede om på stedet. Der stod en forsamling af arrige mandspersoner omkring guldhornet. Der var omkring tolv.
Mippi gik i panik. De ville tage den genstand som hun havde fundet. Man kunne da heller ikke have sine ting i fred.
Hun gemte sig bag en særdeles tiltrækkende busk og observerede.
En mand med fuldskæg greb hornet.
“Jeg nupper det. Ha ha!” Han løb ud af skoven. De andre fulgte efter ham med næverne knyttede.
“Kom tilbage, din snylter!”
Mippi skyndte sig efter dem nøgen og bitter:
“Hold jer væk fra mit sexlegetøj,” råbte hun. “Hvad skal jeg ellers hygge mig med om natten?”
De løb ud af skoven og endte på en roemark. Her blev manden med hornet væltet af de andre elleve herrer. Guldhornet landede et par meter fra ham.
De brølede i munden på hinanden.
“Det er mit!”
“Løgner!”
“Pamper!”
“Jeg så det først.”
Øjeblikket efter var der masseslagsmål. Der blev sparket, der blev slået, der blev spyttet, der blev trampet.
Rygtet spredte sig som en steppebrand. Flere og flere nysgerrige borgere kom forbi for at overvære kampen og heppe. Hver tilskuer blev dog hurtigt involveret i håndgemænget. Kvinder, børn og dyr deltog. Selv præsten var med.
Mippi sneg sig tættere på menneskeklyngen og tog guldhornet.
“Hi hi hi!” Hun løb og løb, men da hun var nået halvvejs hjem fik hun øje på et dragende birketræ. Gevæksten måtte misbruges øjeblikkeligt og sådan var det. Hun lagde atter guldhornet på jorden og sprang op på træet.
Da hun en time senere var færdig med sine eskapader, tændte hun en cigaret.
Hun tabte den ud af munden i samme sekund det gik op for hende, at guldhornet var forsvundet.
Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
Onsdag d. 20 oktober, kl. 21.00 København, Danmarks hovedstad, står i lys lue. Ildhavet er ustoppeligt og æder sig vej gennem de tætpakkede huse, der er bygget af letantændelige materialer.
Hvordan kunne det dog gå så galt?
Svaret findes i et lille hus på Sankt Clemens Stræde…
2 timer tidligere…
“Lad os gøre det. Jeg kan ikke vente mere.”
Mambus og Ylva Tærskel så forelskede på hinanden. De var nygifte. Dette var deres bryllupsnat. Et tidspunkt de begge havde glædet sig til. Måske det mest romantiske tidspunkt i hele deres liv.
De kiggede begejstrede på remedierne i stuen: lænker, nitter, pels, trekors, gynger i loftet, geder i brunst, piske, forlorne penisser og olie i flasker.
De var klar — det samme gjaldt de sytten venner de havde inviteret.
Der var ingen tvivl. Dette blev elskovsorgiet over dem alle.
Efter velkomstdrinken gik de i gang med eskapaderne.
“Åh, hvor er det dejligt forbudt, det vi har kørende!” stønnede Ylva Tærskel.
“Partnerbytte er sundt for krop og sjæl,” brummede slagtermester Madsen, der havde lukket biksen tidligt så han ikke gik glip af festen.
“Ih, ja. Jeg er fyr og flamme,” svarede hr. Tærskel med en cigar i munden.
“Slå mig med det løse gulvbræt derovre,” kommanderede veninden Else Gramshøj.
KLASK! “Slå på den anden også,” hvinede hun.
“Er der ikke nogen, der lige vil spænde mig fast til et eller andet?” kaldte ungkarlen Carlo Holm.
“Hæld stearin ned ad ryggen på mig,” brummede murersvend Bloksvang og pegede på de tændte lys på den lille taburet. En ung mand greb ud efter lysene, men tabte dem på gulvet hvor ilden fik fat i halmen og bredte sig.
“Pas på!” hylede fru Tærskel.
Hr. Tærskel var hurtigt fremme og slukkede ilden med en stråle af urin.
“Lad det være en lærestreg,” sagde han og slog ud med armene. “Vi kan ende med at brænde hytten af. Måske hele byen. Vi må være mere forsigtige alle sammen.”
Det var de andre enige i.
Akten fortsatte. Der blev drukket likør og udført avancerede gymnastiske bevægelser.
Så plaskede de massageolie på hinanden. Familien Tærskels egen blanding.
“Det er brandfarlig stads, men behageligt for huden,” fortalte Ylva entusiastisk.
“Hop op på min ryg!”
“Spark mig!”
“Tag mine fødder i munden.”
Alle havde en fantastisk aften, lige indtil det forfærdelige skete…
I huset ved siden af sad gamle fru Kakkel alene i sin stue. Hun havde ædt kåldolmere hele ugen. Derfor havde hun lukket tarmluft ud døgnet rundt. Mængden af gas var steget til det katastrofale.
“Det er da længe siden jeg har røget tobak,” sagde hun til sig selv. Den gamle dame fandt sit fyrtøj frem og tændte en hjemmerullet.
Det skulle hun aldrig have gjort…
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
– Saturday Night is the Loneliest Night of the Week…
Hilbert lyttede til de bløde toner og nynnede med på melodien, så godt han kunne. En rejsegrammofon var eneste opmuntring og bortset fra en luvslidt lænestol og en madras på gulvet også eneste inventar på hans tagkammer.
Han tændte en tysk cigaret og blæste røg op under loftet.
Det var forår i København, og nede i gaderne blev der jublet og danset, men Hilbert Knöckel-Henrixen følte ingen trang til at deltage i begejstringen over det tyske totalsammenbrud. Han var vendt hjem fra Østfronten, nogenlunde uskadt og med medaljer på brystet, men uden meget håb for fremtiden.
De seneste måneder havde han levet af sortbørshandel i Københavns sidegader og baggårde, men nu kom regnskabets time. Hvordan skulle han som tidligere SS-Unterscharführer klare sig igennem?
Uniformsjakken havde han brændt, og en veninde fra kaffebaren i Borgergade havde skaffet ham en cirkusjakke med pyntebånd og nogle ejendommelige hylstre, man kunne putte cigarer i, hvis cigarer engang igen blev til at fremskaffe. Han havde cirka 50 kroner tilbage i kontanter, og hans sortbørs-varelager bestod af en kasse amerikanske grammofonplader, de fleste af dem med Frank Sinatra, samt nogle billeder og plakater af den populære sanger. Det var krigsbytte, han havde tusket sig til hos en kammerat fra Schalburg-korpset.
Noget måtte gøres. Et selvmord eller noget andet effektivt. Han vendte pladen.
– I Dream of You, lød en smægtende sangstemme, mens Hilbert fik ild på endnu en cigaret og betragtede et Sinatra-foto. Ligner jeg ham egentlig ikke? De samme slunkne kinder, det samme frække, liderlige tandsmil?
Kan det bruges til noget?
* * *
Perronen var fyldt op med unge kvinder, da Blodhøjbanens brændefyrede damplokomotiv kom plufrende ind på Klamhuse Station. I samme øjeblik, de så Hilbert i hans cirkusjakke, begyndte de at skrige.
Han løftede begge arme i triumf og viste tænder.
– God start, tøser! råbte han.
De hørte ingenting. De var ved at besvime af begejstring.
En fedladen mand i snavset brun kittel banede sig vej gennem pigeflokken. Det var Hilberts halvfætter, kalkunavler Lubbert Lumbago, Blodhøj. Han havde for nogle døgn siden modtaget pakken med plader og billeder og fulgt ordren om at dele indholdet rundt til lokale interessenter af hunkøn.
Nu lagde han en flæsket arm om Hilberts skulder.
– Din musik lyder døgnet rundt fra alle grammofoner, sagde han. – Piger fra et hjem uden grammofon sidder hos veninderne og skriger og hyler. Ældre medborgere er ved at blive vanvittige.
Hilbert greb om en blottet pigearm og skrev en autograf på den. Fætter Lubbert skelede misundeligt, mens røde læber kyssede den hjemvendtes hule kinder. Han råbte ind i øret på Hilbert:
– Da værten i Klamhuse Forsamlingshus blev klar over, at du var på vej til byen, arrangerede han straks en koncert. Du skal optræde klokken 18.30 i aften, akkompagneret af Hubertus Purkholds Synkoperede Underholdningsorkester fra Holstebro, egnens førende danseband. Entré 40 øre, og alle billetter er solgt!
– Jamen, for helvede, hvæsede Hilbert. – Jeg kan ikke synge. Jeg ligner måske sådan en, men jeg kan ikke.
Fætter Lubberts fede hånd klemte hans skulder.
– Så må du hellere se at få det lært, sagde han.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
