En af Nordvestjyllands største kulturpersonligheder, digteren Abdul Brusck, eksploderede en mild forårsdag ved 14-tiden efter nogle timers intensiv nudistgymnastik, som han praktiserede sammen med venner og tilhængere i sin pragtvilla på Blodhøj. Mindst otte lokale nøgengymnaster, alle i 70’erne og 80’erne, omkom.
Abdul Brusck var født i Islamabad, Pakistan. Efter et skibsforlis i 1946 drev han i land på Blodhavn Nordstrand og var så heldig her at blive fundet og adopteret af papirhandler Arnold Brusck (1861-1964) og dennes hustru Hansigne, født Habermas (1928-).
‘
Unge Abdul fik en lærlingeuddannelse i papir- og fyldepennebranchen, og herfra var der ikke lang vej til en litterær løbebane. De første 80 af hans ca. 130 digtsamlinger udkom på faderens forlag, og man vil fra disse huske folkelige, sangbare vers som “Her er vid, og her er lune, her er alle pølser brune”.
Fra sine tidligste dage var han en ihærdig nudist, og ikke mange andre end familie og nærmeste venner har nogensinde set ham med tøj på.
Katastrofen indtraf efter nogle timers kollektiv nøgengymnastik i herskabsboligens havestue. Abdul Brusck havde som sædvanlig beordret en halv times masturbation til afslutning på øvelserne, og åbenbart blev der ikke anvendt tilstrækkeligt med glidemiddel. En forbipasserende så ude fra vejen, at først Brusck, derefter et par af de andre gamlinge brød i brand, og et øjeblik senere var alt et flammehav.
Efterfølgende viste det sig, at den kollektive masturbationsbrand ikke var en ulykke, men en velovervejet protest mod de senere års besparelser på offentlig lussingforsorg.
Et efterladt, versificeret protestskrift fra hr. Brusck redegør for den afmagt og ydmygelse, han og andre har følt, efter at deres sognebetalte lussingpleje blev skåret ned til 16 slag om ugen. Omkvædet lyder:
Min kind er hul og sjældent rød,
nu går jeg mod den visse død.
Håndskriftet er fortsat under tydning og vil blive offentliggjort i sin helhed, så snart digterens hovedarving, kalkunhønen Rinso XIV af Klamhuse, har givet sit samtykke.
En af årets turistmæssige nyskabelser kan nu erklæres for en sikker succes: Tusinder af parringslystne fremmede er i de seneste dage og timer strømmet til Blodhavn Nordstrand, hvor de under stram kontrol og døgnovervågning kan deltage i gebyrpålagt kopulation.
Hovedparten af de kvindelige deltager kommer fra Holstebro og andre steder, hvor sund landlig virilitet er omtrent elimineret. De mænd, der skal kompensere for den lokale impotens, er balkanproletarer i alle aldre, bragt hertil med særtog.
Deltagerne bor i telt i to skarpt adskilte strandlejre nord for Blodhavn. Til selve kopulationen anvendes nogle i hast ryddede sengestuer på oldingehjemmet og husmandshospitalet i Klamhuse.
– Jeg støtter disse aktiviteter med råd og dåd, herunder selvfølgelig især talrige stimulerende og tilrettevisende lussinger, udtaler turistsagens mangeårige førstemand, redaktør Louis B. Knockel.
Parringslejrens endemål er om nogle år at få Blodhavn Storbadehotel genrejst i dets oprindelige pragtskikkelse. Al turistkopulation vil derefter blive henvist til sovesalene i det fremtidige vandkølede hotel.
Storsognerådet for Usseldrup, Klamhuse og Blodhavn har på et lukket møde truffet den principbeslutning, at alle inden for sognegrænserne, mænd og kvinder, børn og oldinge, turister såvel som fastboende, i løbet af nogle måneder skal overgå til 100 procent gummibeklædning.
– Al lokal tøjvask bortspares hermed, og befolkningen vil fremtræde med en behageligt ensartet, disciplineringsegnet overflade, udtaler egnens førstemand, redaktør Louis B. Knockel, der selv har båret en i slægten nedarvet gummifrakke året rundt gennem hele sit voksne liv.
Baggrunden for den undtagelsesløse udbredelse af folkegummibeklædning er en helt ny fabrikationsproces, der omdanner brugte bil- og traktordæk til en glat og jævn film af ca. 0,8 mm tykkelse. Denne kan sys eller svejses sammen til dragter og klædningsstykker af enhver art.
Heldragterne vil om vinteren bestå af to lag film med en mellemforing af halm eller fintsnittet avispapir, oplyser den nyudnævnte beklædningsinspektør, hr. Jolbert Æ. Nozzelhuber, søn af trillebørmekaniker Walmer Y. Nozzelhuber, Klamhuse Vestermark.
Gummiberigelsesprocessen er endnu en sejr for opfinderen Nathan Mandrik, kendt for teknologiske nybrud som elektrisk hjemmehenrettelse og akustisk kontrol med udendørs sexualitet.
– Det centrale i processen er det kemikalium, der under kogende højtryk tilsættes de strimlede dæk for at gøre gummimassen smidig, oplyser hr. Mandrik . – Sammensætningen af dette stof er en fabrikationshemmelighed, men jeg kan røbe, at det hovedsagelig består af organisk materiale, og at det har sit udspring i den kalkunforædling, som jeg og min slægt gennem generationer har deltaget aktivt i.
Smilende, syngende og splitternøgne lussingidrætsfolk fra hele landet er i disse timer på vej mod Blodhavn Nordstrand, hvor Landproletarisk Fællesforbund og Nordvestjyske Idrætslussatorer kalder sammen til det årlige naturistsommerlussingstævne.
Blandt deltagerne vil være 12 aktive baghåndslussatorer fra Øster Væmmelse, som tidligere på året fik sølvmedalje ved De Lussingolympiske Lege i Swaziland.
Stævnets øvelsesmateriale bliver som sædvanlig 150 indfangede turister, fortrinsvis nøgenbadere i spændstig alder og med veloplagt fjedrende kindflæsk. De bliver efter udstået lussering belønnet med hver en lille pose fækaliegranulat og vil desuden have en uforglemmelig oplevelse at fortælle om, når de returneres til deres familier.
– Jeg lover deltagere og publikum en dag efter de bedste nordvestjyske traditioner, udtaler arrangemenets leder, lussinginspektrice Alma Stalin-Svendsen, der igen i år får sin 102-årige fader, Ludman Stalin-Svendsen, med på tribunen som overdommer.
Efter at den sportslige del af stævnet er overstået, vil spillemændene fra Blodhøj akkompagnere lussingkædedanse og stående kopulering indtil den lyse morgen.
– Vi vil føre slubbertsagen til sejr, eller vi vil dø under forsøget, udtalte en rank og stolt Harding Hampelmann i aftes efter at være valgt tilny formand for organisationen Nordvestjyske Ungslubberter.
De aktive unge, hvis antal nu for første gang overstiger 1000, var samlet på Blodhavn Nordstrand til den årlige kongres, og de vedtog, at et afgørende fremstød vil ske i form af en kampagne, som på få måneder skal omdanne alle nordvestjyske skoler, hjem og arbejdspladser til vækstbede for slubbertsagens principper.
De døgnaktuelle reportagefotos, vi herunder bringer fra kongressen, formidler den stemning af sejr og selvtillid, som de unge slubberter nu kan gå videre med:
For første gang fik hunde, stuegrise og andre større husdyr adgang til kongressen. – Det er en naturlig følge af de store fremskridt, der er sket i hundeforskningen, udtalte hr. Hampelmann i sin præsentation af forslaget. – Den moderne, videnskabeligt berigede hund har i alt væsentligt de samme forudsætninger for slubbertagtig adfærd, som vi to-benede har.
Louis B. Knockel, der for nogle år siden faldt for organisationens 90-års aldersgrænse, var til stede som kongressens gæst og stimulerede aftenen igennem talere og bestyrelse med hundredevis af velrettede lussinger.
– Jeg ønsker lykke og fremgang med den forestående kampagne. Husk dog, at de unge ikke hermed opnår eneret på slubbertologisk praksis. Den modne og erfarne landslubbert kan og vil fortsat spille en vigtig rolle i samfundshusholdningen.
Videnskabelig forskningsreportage: Crass Børsting Dokumentationsfotos: Boezzelmann Medical Research
Biotekniske fremskridt betyder, at nyfødte ikke længere behøver at nøjes med to forældre. Tre individer kan nu slå sig sammen om at avle et fælles barn med en passende sammensætning af egenskaber fra dem alle.
– En engelsksproget turist efterlod sidste år en avis med en artikel om emnet, og jeg så straks mulighederne, udtaler det lokale avlsarbejdes førstemand gennem det meste af et århundrede, redaktør Louis B. Knockel. – Følgelig satte jeg vor førende veterinære kapacitet, dr. Haburi Bözzelmann i gang med en række eksperimenter, som jeg har understøttet dels som aktiv kopulator, dels ved udlån af forskellige husdyr, hvis egenskaber kunne tænkes at gøre nytte i de nye nordvestjyske blandingsindivider.
– De første resultater er overordentlig lovende, og jeg tør tro, at vi inden for de næste få årtier vil se et stort antal, måske endda et flertal af blandingsindivider i funktion i vore skoler, hjem og virksomheder, udtaler redaktør Knockel.
Målet for dyrlægens og redaktørens næste avlseksperiment er at frembringe en elitemasturbationsidrætsmand med elefantpenis. Værdifuld assistance ydes af Cirkus Benneweis og vvs-installatør Bob Käbe, Blodhavn.
En omfattende fornyelse af det folkelige lussingarbejde skal i løbet af i år genrejse den sunde disciplin og arbejdsglæde, som gennem generationer har båret nordvestjysk folkeliv oppe.
En sagkyndig komité under ledelse af redaktør Louis B. Knockel har udviklet en række nye lussingtyper, som vil blive taget i brug i massivt omfang overalt på egnen.
Den mest opsigtsvækkende nyskabelse bliver de akustisk berigede ballonlussinger. Disse kræver, at lussanten fylder kindbakkerne ud med oppustede balloner. Ved kraftig og præcis lussering eksploderer disse og forårsager en markant knaldeffekt, som ellers kun kan opnås med sortkrudt eller andet eksplosivt materiale.
Store og kostbare lussingmaskiner har gennem flere år bidraget til opretholdelse af disciplin og arbejdsglæde i hjemsognene. Nu suppleres disse centrale anlæg af et lille, manuelt fremdrevet smækværk, udviklet af opfinderen, fhv. letmælkskusk Ruben Breks, Vester Usseldrup. Dette ukomplicerede apparat i lommestørrelse kan levere op til 25 lussinger i minuttet.
– Anvendt korrekt er apparatet helt ufarligt. De enkelte skader, der måtte hospitalsbehandles i forsøgsperioden, kan og skal man se bort fra, udtaler Louis B. Knockel.
Den forestående kampagne er approberet af Nordvestjyske Landproletarers Fritidslussingforbund og vil blive koordineret med indsatsen for at genrejse den lokale husdyrmoral med skrappe disciplinære midler.
Saavel som det er almindeligt bekjendt, at særligt Panser, Bæltekjøretøjs- og chemisk Foretagsomhed i en periode nød særligt fremme i vort sydlige Naboland (Udviklingen af Undervandsfartøjer ikke at forglemme) og saavel som alle civiliserede ogsaa vil kjende Frankrigs særlige og aromatiske Producter, vil ethvert oplyst Menneske kunne forbinde forskjellige Lande og Regioner med hver deres specielle Foretagsom- og Opfindsomhed.
Det ser nu ud til, at vi i mit ydmyge og elles beskjedne Hjemsogn, tør melde os i Rækken af opfindsomme Udviklere, paa Linie med andre Regioner og Industrigrene. Det drejer sig her, om det saa bredt omtalte Biochemiske Segment. Vi forventer, gjennem veldokumenterede Articler i de landsdækkende, videnskabelige Tidsskrifter at faa vore Resultater anerkjendte og dermed at kunne blive en værdsat Plet paa Verdenskortet (eller i det mindste paa Danmarkskortet).
En vellykket Krydsning mellem Faar og Gris, med lidt supplerende Drys af Hanefjer, er vort første overbevisende Experimentresultat. Det kan i skrivende Stund tilføjes, at et Exemplar af Innocenti allerede er drægtigt (ved Avlskarl Pontus Spritzfähigs utrættelige og uvurdeerlige Indsats).
Yderligere er et banebrydende og græseoverskridende nyt Avlsarbejde indledt og har for saa vidt allerede vist sig gandske vellykket.
Et, i Journalistiken gandske velkjendt Begreb: ”En flyvende gris” (dog aldrig constateret i den Knockelske Presse) er det faktisk lykkedes velmenende, flittige og disciplinerede Personer her i Sognet, at fremavle. Gandske vist er det i en Periode gaaet noget ud over den ellers fast instutionaliserede ugentlige Masturbation ved Sprøjtehusets Gavl, hvilket, af Sognets behjertede Mænd vil blivende passende, beslutsomt og haandfast behandlet.
Flid, Evne og indgaaende Kraft er blevet anvendt paa et Project, der gandske vist, for saa vidt, har vist sig vel gjennemført. Det kunne dog ønskes, at Grisen havde lidt større Vinger, saaledes at den ogsaa var i Stand til, at løfte Bagkroppen med op i de højere Luftlag.
Min belæste Nabo Herr N. Jeremias minder om den Skjæbne der overgik Daidalos og Iskarios, da de søgte det fremmede Luftens Element.
Mere nærværende end klassisk Lærdom forekommer det mig dog, at diskutere den egentlige Nytteværdi af denne flyvende Skabning. Vil den ikke anvende for megen Energie paa sine luftbaarne udflugter og dermed reducere Husbonds naturlige Forventninger til et passende Udbytte af Flæsk, Fedt og gedigent Kjød? Hvor vil den urinere og defækere? Og, vil vi ikke komme i den Situation, at vi maa overdække vore Svinestier med kostbart Traadhegn? For kan vi være sikre paa, at flyvende Grise ved Aftenstide, vender tilbage til deres retmæssige Hjem, Husbond og Fodermester? Mange Problemer og uløste Spørgsmaal rejser sig.
Man kan ikke undlade, som en sidste Tilføjelse, at erindre om den fyenske Digter Berntsen, der allerede for mere end halvfjerds Aar siden skrev en kort Strofe om en Munk, der ramt af en Fugleklat, takkede Herren for, at Køer og Grise ikke kunne flyve!
Omend Experimentet er interressant, finder Man dog, at vore nyvundne Erfaringer paa det Biotechnologiske Omraade, maaske har sine naturlige Grændser. Efter moden Overvejelse (som endnu ikke er afsluttet) vil Man gjøre sin Indflydelse gjældende og sørge for at videnskabelige og avlsmæssige Activiteter cananliseres over i noget mere nyttebringende.
Vær, Herr Redacteur, ikke i Tvivl om, at naar v. Müchhaus har afsluttet sine Overvejelser og truffet den rigtige beslutning, vil Samme med fast (evt. Haard) Haand blive gjennemført. Fremtidige Activiteter vil saaledes blive planlagte og coordinerede under min særlige Opsigt, saaledes at Spild af Lokkerier og eventuelle Penetreringer (Sidstnævnte vil fremover kun være tilladt og overvaaget af Undertegnede) ikke vil medføre fejlagtige Initiativer og Spild af den Arbejdstid, som Husbond saa gavmildt vederlægger Tyendet.
Jeg behøver vel ikke at nævne, at vi her ikke vil forholde det højt ærede Storsogn vore Landvindinger paa det avls- og artsbiologiske Omraade. Herr Chefredacteur: De kan i enhver Henseende, paa samme Maade, som De selv saa gavmildt delagtiggør os Andre i Deres beundrede Storsogns Landvindinger af mange overraskende Arter, regne med den tilsvarende beredvillig- og Aabenhed herfra.
Avisens jubelnyhed om afslutning af en 30-årig arvestrid i familien Flummox har fremkaldt talrige reaktioner fra vor tusindtallige læserskare. Blandt de mest gribende var et brev fra 89-årige enkefru Pulma Gøbbel, tidligere mangeårig suppekok på Brunmølle Udflugtskro. Hun skriver:
Med sit testamente skabte min fader, masturbationskontrollør Qvalmard Gøbbel (1878-1981), en øjeblikkelig bitter strid i familiekredsen. Det drejede sig om arveretten til et sæt masturbations-måleinstrumenter, som i sin tid var fremstillet på et finmekanisk værksted i Bukarest. De værdifulde instrumenter skulle tilfalde den af arvingerne, som tre år i træk høstede bedste placering ved det årlige udendørs stormasturbationsstævne på Klamhuse Hede.
Ingen af de dengang ca. 30 arveberettigede har imidlertid nogensinde siden deltaget i stævnet tre år i træk. Hvorledes testamentet så skal fortolkes har været genstand for vedvarende bitre stridigheder, udkæmpet såvel i retssalen som med stokkeslag, lussinger og bagholdsbeskydning fra kraftigt fækalieartilleri.
Jeg beder indtrængende om at få denne strid løst på samme salomoniske grundlag, som det kunne gøres i familien Flummox.
Få timer efter modtagelsen af brevethavde redaktør Louis B. Knockel løst konflikten til alles ubetingede tilfredshed. På Vester Usseldrup kirkegård fik han gravet det gøbbelske familiegravsted op, og Qvalmard Gøbbels efter omstændighederne ganske velbevarede kadaver blev derefter bragt uden for kirkegårdsmuren og bundet til et vejtræ.
Tusinder af nordvestjyske avislæsere overværede, at retfærdigheden skete fyldes.
– Jeg kender dig, din gamle slambert, og nu skal du få, hvad du længe har fortjent! råbte Louis B. Knockel, mens han sendte den første byge af lussinger mod det mørnede kranium. Ialt 96 præcisionsslag blev det til.
Familien Gøbbel applauderede i samlet flok afstraffelsen og enedes derefter om, at redaktør Knockel skulle være den fremtidige og endelige ejer af de historiske måleredskaber.
– 1947 var Qvalmard med til at fradømme mig nordvestjyllandsmesterskabet i spadserende marathonmasturbation, udtalte Louis B. Knockel, mens resterne af liget blev skovlet tilbage i graven. – Denne krænkelse har naget mig uafbrudt siden. Nu har såvel arvingerne og offentligheden som jeg selv fået oprejsning. Dette er en stor dag for hjemsognenes retspleje.
Sent i aftes kunne en arvestrid, som gennem 30 år har hærget og plaget familien Flummox, omsider afsluttes. Det lykkelige resultat blev bekendtgjort, efter at redaktør Louis B. Knockel havde smurt de overlevende medlemmer af familien cirka 500 lussinger.
Uoverensstemmelserne opstod, da enkefru Hilda Flummox-Frederiksen i 1983 døde og efterlod et lager af husdyrfækalier, som dengang blev vurderet til over 40 kroner.
Siden det 20. århundredes begyndelse havde Hilda og hendes ægtemand, Gamal Flummox-Frederiksen (1878-1981) utrætteligt indsamlet fritliggende brunvare overalt i den nordvestjyske natur, fortrinsvis på Klamhuse Hede, men også på andre lokationer, og i de sidste år opbyggede de et imponerende lager af turistfækalier fra Blodhavn Nordstrand.
Få minutter efter fr. Flummox-Frederiksens død opstod der bitter familiestrid om fortolkningen af testamentets paragraf 1: Arv kan alene tilfalde fuldgyldige, behørigt certificerede slægtninge, der har deres livsvirke i brunvarebranchen.
Ægteparrets ældste søn, hundedressør og dildosnedker Hassan Flummox, mente på dette grundlag at være enearving til de oplagrede brunvareværdier. Hans halvsøster Magda og to plejebørn måtte efter hans mening ligesom deres fætter, den homofile lirekassemand Olbert Flummox-Lupo, Blodhøj, være uden nogen arveret overhovedet.
– Jeg kunne af ren og skær godhed have givet dem en pose granulerede hundekager, udtalte Hassan Flummox, mens arvesagen i midten af 1990’erne verserede ved byretten i Holstebro. – Men deres plagsomhed og sure miner fik mig til at lade være.
Louis B. Knockel hørte ved et tilfælde om sagen, da han forleden aften var på inspektionsbesøg i den genåbnede fækaliesilo på Blodhøj. Han indkaldte uden tøven samtlige overlevende medlemmer af Flummox-familien til en parade ved Brugsens gavl i Klamhuse og tildelte dem her adskillige hundrede rask smældende lussinger.
– Jeres historiske brunvare er indtørret, al aroma afdampet, og samlet kan lageret i bedste fald indbringe otte-ti kroner på vore dages markedsplads. Jeg vil ikke høre mere om denne sag nogensinde. Brunvaren hugges op og fordeles i ligeligt afvejede portioner. Tre-fire af de særligt vellykkede fæconfækalier, herunder pragteksemplaret “Fregatten Jylland” fra Gamals og Hildas tid vil blive indlemmet i min private samling.
De tilstedeværende medlemmer af Flummox-familien tog med strålende øje og blussende kinder imod denne afgørelse. Den homofile lirekassemand, der for længst er udvist til Holstebro, vil få sit tørlager af arvefækalier overbragt pr. ladcykel.
‘
