Tag-arkiv: arv

Byge af lussinger gør en ende på 30-årig arvekrig

Familiereportage: Crass Børsting
Foto: Flummox Archives m.fl.

Sent i aftes kunne en arvestrid, som gennem 30 år har hærget og plaget familien Flummox, omsider afsluttes. Det lykkelige resultat blev bekendtgjort, efter at redaktør Louis B. Knockel havde smurt de overlevende medlemmer af familien cirka 500 lussinger.

Tabersen02

Uoverensstemmelserne opstod, da enkefru Hilda Flummox-Frederiksen i 1983 døde og efterlod et lager af husdyrfækalier, som dengang blev vurderet til over 40 kroner.

Siden det 20. århundredes begyndelse havde Hilda og hendes ægtemand, Gamal Flummox-Frederiksen (1878-1981) utrætteligt indsamlet fritliggende brunvare overalt i den nordvestjyske natur, fortrinsvis på Klamhuse Hede, men også på andre lokationer, og i de sidste år opbyggede de et imponerende lager af turistfækalier fra Blodhavn Nordstrand.

Tabersen05

Få minutter efter fr. Flummox-Frederiksens død opstod der bitter familiestrid om fortolkningen af testamentets paragraf 1: Arv kan alene tilfalde fuldgyldige, behørigt certificerede slægtninge, der har deres livsvirke i brunvarebranchen.

Ægteparrets ældste søn, hundedressør og dildosnedker Hassan Flummox, mente på dette grundlag at være enearving til de oplagrede brunvareværdier. Hans halvsøster Magda og to plejebørn måtte efter hans mening ligesom deres fætter, den homofile lirekassemand Olbert Flummox-Lupo, Blodhøj, være uden nogen arveret overhovedet.

Tabersen04

– Jeg kunne af ren og skær godhed have givet dem en pose granulerede hundekager, udtalte Hassan Flummox, mens arvesagen i midten af 1990’erne verserede ved byretten i Holstebro. – Men deres plagsomhed og sure miner fik mig til at lade være.

Louis B. Knockel hørte ved et tilfælde om sagen, da han forleden aften var på inspektionsbesøg i den genåbnede fækaliesilo på Blodhøj. Han indkaldte uden tøven samtlige overlevende medlemmer af Flummox-familien til en parade ved Brugsens gavl i Klamhuse og tildelte dem her adskillige hundrede rask smældende lussinger.

– Jeres historiske brunvare er indtørret, al aroma afdampet, og samlet kan lageret i bedste fald indbringe otte-ti kroner på vore dages markedsplads. Jeg vil ikke høre mere om denne sag nogensinde. Brunvaren hugges op og fordeles i ligeligt afvejede portioner. Tre-fire af de særligt vellykkede fæconfækalier, herunder pragteksemplaret “Fregatten Jylland” fra Gamals og Hildas tid vil blive indlemmet i min private samling.

Tabersen

De tilstedeværende medlemmer af Flummox-familien tog med strålende øje og blussende kinder imod denne afgørelse. Den homofile lirekassemand, der for længst er udvist til Holstebro, vil få sit tørlager af arvefækalier overbragt pr. ladcykel.

SE OGSÅ:

HenvLIGLUSSINGER