Bugtaleren Erland Spjät og bugtalerdukken Vladimir afbryder et 17 år langt samarbejde i underholdningsbranchen. Årsagen ligger ikke i samarbejdsvanskeligheder, men derimod i en frygtelig amputationstragedie, der ramte hr. Spjät i onsdags.
Erland Spjät fik begge arme revet af under en omgang brutal russisk kædedans, og kan derfor ikke længere forsætte som bugtaler.
– Det ene øjeblik sad armene på deres plads, det næste var de væk, udtaler hr. Spjät og fortsætter: – Det er klart, at jeg må lægge bugtaleriet på hylden og i stedet fokusere på alternative karrieremuligheder.
Den forhenværende bugtaler vil snarligst komme under kniven, hvor han vil blive udstyret med to svulmende gorillaarme. Erland Spjät mener, at abearme er det organiske svar på en sweitzerkniv. Et robust og nyttigt redskab.
– En gorillaarm er et effektivt kombinationsværktøj af kød, muskler og pels. Går operationen efter planen, vil jeg kunne have et multierhverv som massør, armbryder og rejepiller, siger Erland Spjät forventningsfuldt.
Dukken Vladimir er gået ganske andre veje. I dag blev den tidligere bugtalerdukke ansat hos et velanset bordel, hvor han fra nu og i al evighed vil fungere som dunkedukke af 1. grad.
Rygekampagne fejrer triumfer overalt i Nordvestjylland
Dette års kampagne for udbredelse af tobaks- og anden rygning har fået en mildt sagt forrygende start. Kampagneleder Josias Lumbago-Larsen, overlærer gennem 62 år ved Nørre Usseldrup Eksamensskole, har efter blot en uge registreret flere end 200 friske nye cigardrenge.
– Kampagnen fortsætter på fuld kraft. Det er flere årtiers forsømmelighed, der skal indhentes, men nyt mod og forstærket optimisme må fylde vore hjerter, udtaler hr. Lumbago-Larsen.
Louis B. Knockel har støttet det opdragende arbejde med talrige lussinger og en gavmild donation af de lyngcigarer, som medlemmer af hans husstand traditionelt tilvirker hen over vinteren. Hertil kommer nu et storslået nytbidrag fra Knockel-familien. Den enbårne søn, Albert II Knockel, blev i morges kl. 05.37 udskrevet fra Svagbørnskolonien på Blodhøj og vil strakskaste al sin genvundne styrke ind på den sejrende side.
Med røg og gnister sprudende fra majspiben, og med håndfladerne smurt ind i lussingcreme, skal unge Albert fremme den gode sag overalt i hjemsognene. Hvis en ikke-rygende turist kommer inden for rækkevidde, vil han eller hun også straks få en håndspålæggelse.
– Når rygefrekvensen blandt de unge er tilbage på 1980-niveau, vil hr. Lumbago-Larsen og jeg overveje andre kampagner, udtaler Louis B. Knockel. – Masturbationsidræt, lussingdans, insektdressur og alle de øvrige sunde og fornøjelige fritidssysler, som den opvoksende slægt gennem århundreder har dyrket, skal fremmes og genoprustes.
SE HELE DEN RIGT ILLUSTREREDE KAMPAGNEPRÆSENTATION HER:
Kraftværksbestyrer Jasmus Kraase fik mandag morgen kl. 05.45 serveret sit livs sidste portion kødsuppe med knas, leveret i rygende varm tilstand fra Brunmølle Udflugtskro. Efter en grundig barbering og karbolafvasking af hele det 72-årige legeme blev Kraase tilgodeset med en lokalt rullet cigar, ligesom et kortvarigt intimt samvær med en dertil egnet avlsged var arrangeret for ham.
Mens der endnu var glød i cigaren, blev Kraase til ledsagelse af Borgervæbningens Hornorkester ført ud på verandaen foran den brunmalede skurvogn, der siden 1959 har været hans hjem. På Klamhuse Stationsplads var lokalbefolkningen opstillet i ranke kolonner for at bevidne og applaudere hans med elektrisk strøm gennemførte henrettelse.
Baggrunden for vor egns definitive afsked med Jasmus Kraase er de hyppigt tilbagevendende nedbrud, der har kendetegnet hans mere end 40-årige ledelse af Klamhuse Urinkraftværk.
En skæbnens ironi er det, at lokale elektriske henrettelser gennem så mange år har været umulige på grund af lav spænding i det ledningsnet, hr. Kraases kraftværk skulle forestille at betjene. Vor førende unge opfinder Nathan Mandrik har imidlertid muliggjort effektive, næsten smertefri elektrokutioner ved hjælp af en husdyrdrevet generator, og dette kom tidligt mandag morgen hr. Kraase til gode.
Det sprødristede, appetitligt duftende kadaver blev straks efter elektrokutionen kørt østpå mod Klamhuse Kødfoderfabrik. Rygter om, at der undervejs fandt en partering sted, og at det knockelske personel, tyende og husdyr senere samme dag fik serveret flæskesteg skal hermed på det skarpeste tilbagevises. Alt er foregået sømmeligt og efter reglerne.
Valmy Schneckenspuhr åbner et nyt forlystelsesetablissement i Nørre Usseldrup ved navn ’Hos Valmy’ hvor hun og hendes toptrænede 89årige masturbatricer vil hygge om dig. Det bliver dejligt fortæller hun, og hun lover alt muligt, hun ikke vil sige til avisen.
Der satses højt: ”Vi elsker bolværksmatroser” siger hun elegant henslængt i divanen.
I etablissementet vil der også forekomme alskens anden finkultur, festunderholdning, lotteri og snurrepiberier. F.eks. Morskabsdisciplinen ’Muskler & Musik’, inklusive Konkurrencekindklask, som ‘Hos Valmy’ er en klassisk forlystelse. Det bliver evige løjer, loves der.
Valmy’s velgører, beundrer og professionel varietéryger, Kaspar Krank Von Tragen,
siger ”Vi vil drage omsorg for, at alt inhalerbart, vådt som tørt, til underholdning, hygge og festdisciplinering, er på plads og i orden – forvent styrtlatrinsambra og duftende blæretangsomslag, men Både gul og rød hestepilsner og brun festpølse er naturligvis også på hylderne i ‘Hos Valmy’.”
Von Tragen er i øvrigt også bestyrelsesmedlem i foreningen Danske Drenges Cigarlegat , og er således blevet et forbillede for mangen en ungersvend, der vil suge en pind Mix Barens Maxture, eller en Nørre Usseldrup Corona Blend.
Velinformerede kilder mener, at det konkurrerende etablissement ’Krøllejernet’, ledet af Svendrup Dellenakke (herunder), nu må træde i karakter, og forkæle deres trofaste oldinge og landpøbel, med en uset høj grad af storrygende bavariske sporvogskonduktricer.
Hvis de da skal holde trit med niveauet i ’Hos Valmy’. Men hos ’Krøllejernet’ er de fortrøstningsfulde og ambitiøse.
Fra en strandet bordelgalease, ½ mil nord for Blodhavn ydermole, flød mange i land under en storm forrige isvinter (ved Kyndelmisse). En del har fundet arbejde, som rulledamer i tobaksindustrien, men også i transportsektoren har man fundet plads. Særligt Nørre Usseldrup Ballonfart har aftaget flere som ballast, men ’Krøllejernet’ forsøger nu ihærdigt at lokke til et brancheskift. Hvad der lokkes med, vil man ikke afsløre.
Disse 2 pragtfotos af udenbys oprindelse, skulle angiveligt vise Bavariske sporvognskonduktricer i deres oprindelige miljø.
Fra ’Landsforbundet af Bordelpudler’ holdes der et vågent øje med denne situation: ”Vi har intet imod et frisk pust fra Bavaria, men traditionerne må ikke uddø, og kvaliteten absolut ikke sænkes” siges der med hævede øjenbryn og strittende knurhår.
I forvejen er Balterne på Blodhavn Midtermole lige lovligt langt fremme i skoene, som husdyrjæger Plea Pheber fra 3X tidligere har kommenteret. Man taler i krogene om sidste løsning, bortskydning, men vil naturligvis konferere lokalt med øverste myndighed – i dette tilfælde Louis B. Knockel, redaktør, og konseilspræsident for Disciplineringsudvalget.
Men Valmy Schneckenspuhr er ikke bange for konkurrence. På portrætfotoet (øverst i artiklen), De forstår hvorfor.
En sexualskandale af hidtil ukendt omfang har ramt forlystelseslivet i vore hjemsogne, og som følge heraf er al dans på offentlige steder indtil videre totalforbudt. De lokale myndigheder, der fører kontrol med turismen, vil påse, at forbudet respekteres, og at eventuelle forsøg på overtrædelse bliver imødegået med de skarpest tænkelige midler.
Baggrunden for dette indgreb er, at en populær halvprofessionel estradedanser, fr. Rhumba Rubin, i går ved 22-tiden blev afsløret som værende af hankøn og straks efter identificeret som den 61-årige kommunebogholder Rollo Z. Frederiksen, Holstebro.
Fr. Rubin har gennem flere sæsoner gjort sig gældende i Blodhavns forlystelsesliv, hvor hun opkrævede et gebyr, svingende fra 13 til 21 øre, for hver dans, hun indlod sig på. De fleste af hendes ofre var turister, men i aftes så man blandt hendes betalende partnere en rank, lokal personlighed, forfatteren Palle Padborg.
– Efter at have spenderet op mod en krones penge på danserinden følte jeg mig berettiget til at palpere hendes understel. Hun udstødte et skrig og tildelte mig tre-fire ganske probate lussinger, men for sent. Mine fingre havde fundet noget, som ikke burde være der, udtalte hr. Padborg senere på aftenen.
Redaktør Louis B. Knockel blev tilkaldt, og efter en retssag af tre et halvt minuts varighed blev fr. Rubin idømt 16 hasselkæppeslag samt udvisning på livstid.
– Jeg advarer alle andre offentligt optrædende, og jeg advarer dem for sidste og eneste gang, proklamerede Louis B. Knockel tidligt i morges. – En skærpet kønskontrol vil blive gennemført i de nærmeste dage og uger, og enhver transgression straffes hårdt.
En rygekampagne af hidtil uset omfang blev i morges kl. 06.34 skudt i gang, da Louis B. Knockel på vegne af Danske Drenges Cigarlegat antændte en svært kalibreret knaldcigar, der detonerede med røde og grønne lyn og snart efter udspredte en tung, blåsort røg i næsten 50 meters omkreds.
Festligt og fornøjeligt så det ud for de flere hundrede tilskuere, men anledningen var alvorlig nok. Rygerne er i de seneste årtier blevet stadig færre.
– Det er nu, vi skal gribe ind, udtalte redaktør Knockel, – og det vil ske med alle tilgængelige midler. I særdeles er det vor opvoksende ungdom, der skal retledes.
Danske Drenges Cigarlegat støtter kampagnen med 24,19 kr., der vil blive omsat såvel i tobak som i de indensogns fabrikerede lyng-, tang- og tørveprodukter.
Se herunder en del af det righoldige propagandamateriale:
På skoler og legepladser vil de yngste blive præsenteret for rygning i teori og praksis, og på ungdommens samlingssteder, f.eks. ved Klamhuse Brugsforenings gavl, hvor masturbationsidrætten dyrkes, vil alle over 15 år blive beordret til at ryge. Louis B. Knockel har sammen med flere af landsdelens førende lærerkræfter påtaget sig at gennemføre mindst 14 tvangsrygningsaftener i løbet af den udendørs sæson..
Kampagnen fortsætter, til rygningen i de yngste aldersgrupper er tilbage på 1990’er-niveau eller helst derover. Yderligere midler kan og vil om nødvendigt blive tilført.
Erhvervskriminalitetsreportage: Crass Børsting Foto: Abu Peckelrübe m.fl.
En finansskandale af et omfang, der heldigvis sjældent ses her på egnen, har ydmyget og ruineret den 19-årige diplomernæringsfysiolog Hilda Peckelrübe, datter af fhv. slamafkoger Harding Q. Peckelrübe og hustru Hulda, Klamhuse Østermark.
Hilda bestod som 15-årig sit diplomkursus på Klamhuse Folkeuniversitet og har lige siden haft godt og indbringende arbejde på en af egnens førende fødevarevirksomheder. Ugeløn, drikkepenge og hjembragte naturalier fra arbejdspladsen gjorde hende til en velstillet ung kvinde.
Under et dansestævne på Blodhavn Nordstrand kom den unge kvinde i kontakt med barbermester Jokum Papp-Andersen, Blodhøj.
– Han var en præsentabel mand, velklædt og smilende og med en næsten ny, halvautomatisk penisprotese monteret i venstre bukseben, fortæller Hilda Peckelrübe. – Det lød til, at han havde god forstand på penge og investeringer, og han rådede mig til at placere min formue i jernbanedrift.
Få uger efter det første møde havde Hilda købt 43 nyudstedte aktier i Nordvestjyske Folkejernbaner, som angiveligt skulle stå for al jernbanedrift mellem Blodhøj Nord og Klamhuse Øst. Aktiebrevene blev personligt overrakt hende på hjemadressen i Klamhuse af hr. Papp-Andersen og dennes broder Lazlo, der efter flere år som turnerende opvisningsmasturbant i Nordnorge er vendt tilbage til Usseldrup-egnen.
Hilda havde forventet, at hendes sammensparede formue i løbet af kort tid kunne fordobles eller endog tredobles. Da hun fortalte sine forældre om investeringen, tilføjede hun, at jernbanen ved et heldigt træf løb tæt forbi deres bopæl, så hele familien kunne følge med i, hvor storartet driften udviklede sig.
Hendes far måtte da fortælle, at den pågældende banestrækning blev nedlagt efter en katastrofe i 1934. Skinnerne var taget op og solgt til eksport senest cirka 1940. Det gik op for Hilda, at hun aldrig i sin levetid havde set et tog passere.
– Erkendelsen ramte mig som et slag, siger hun. – Men for sent.
Kontantformuen på 87 kr. og 34 øre samt fire halvliters glas med henkogte grønsager og et saltet, lufttørret fårehoved må anses for tabt.
Storsognerådet drøfter i disse timer, om de skyldige skal straffes med døden. Deres ældre broder, kordegn Blinky Papp-Andersen, har dog allerede draget sin personlige konsekvens af skandalen. I samarbejde med Nørre Usseldrup Borgervæbning vil han i morgen tidlig lade sig bortskyde på Klamhuse Hede.
– Jeg fik et fordelagtigt pristilbud på henrettelsen, betinget af, at Borgervæbningen kan sælge et par hundrede billetter à 12 øre. Hermed får jeg affæren overstået, uden at min familie ligger samfundet yderligere til byrde, udtaler kordegnen.
Under ihærdig patruljering såvel i turistområder som i de lokalt benyttede forsamlingshuse har redaktør Louis B. Knockel inden for de seneste få døgn afsløret en halv snes useriøse populærmusikere, skyldige i sammentalt 38 overtrædelser af det regelsæt for offentlig optræden, der blev bekendtgjort og sat i kraft af redaktørens fader og forgænger, Albert Knockel, 11. november 1938 kl. 14.26 prc.
– Oplevelserne svingede fra det mildt irriterende til det aldeles uacceptable. Jeg antraf salonmusikere med skæv butterfly, sangere, hvis stemmer var ødelagt af grusmåltider, kvindelige optrædende med en helt uantagelig kropsbygning og – igen og igen – instrumenter, som var nedslidte og umulige at få en ren tone ud af. En del blev klaret på stedet i form af lussinger til de skyldige og øjeblikkelig destruktion af instrumenter. De alvorligere straffe er udmålt efter min faders regulativ, oplyser Louis B. Knockel.
Blandt de straffede er brødrene Lupo og Lambert Presley-Petersen, som dels manglede strenge på instrumenterne, dels blev antruffet ved gavlen af Vester Usseldrup Forsamlingshus, hvor de masturberede i arbejdstiden.
Den alvorligste sanktion ramte refrænsangeren Bassam Poppelkrage. De næste tre måneder skal han iagttage total tavshed. For at sikre dette skal han være iført en tætsluttende heldragt, hvor kun en bundventil vil blive åbnet, når hr. Poppelkrage fire gange i døgnet skal aflevere sine udstødningsprodukter. Næring får han gennem en slange, der morgen og aften tilfører en liter brun pladdervælling.
– Man må statuere et eksempel, når hr. Poppelkrage ikke efter 45 år som friluftssanger på Blodhavn Nordstrand har tilegnet sig en klarere stemme og en bedre tekstudtale, udtaler redaktør Knockel. – Hans overtrædelser er så meget mere forunderlige, når man tager i betragtning, at hans fader, Lubbert Poppelkrage, i 1947 blev straffet for noget lignende.
Oprustningen til årets turistnedkæmpelse tager hver dag store skridt fremad. Allerseneste nyt er indrulleringen af to brændte, men stadig ranke oldinge samt tilførslen af flere nordvestjyske specialvehikler, der vil yde uvurderlige bidrag til disciplineringen af dette års tilstrømmende pøbel.
Blandt de mange, der inden for de seneste døgn har meldt sig til indsatsen, er den 87-årige forfatter Palle Padborg og hans 102-årige tante, fr. Pulma Padborg. Under en oplæsningsaften på Blodhøj Pamfletbibliotek blev begge alvorligt forbrændt, og der har gået rygter om, at de skulle være helt eller delvist afgået ved døden på Klamhuse Husmandshospital. Dette kan heldigvis nu dementeres, og de to beslutsomme ældre nordvestjyder vil allerede i morgen tidlig patruljere på Blodhavn Nordstrand og overalt, hvor invasion i øvrigt kan ventes.
Samtidig tilføres turistindsatsen to værdifulde nye vehikler, det ene med plads til 16-18 raske kamptropper, det andet et kommandovehikel med højttaler. Turistsagens førstemand, redaktør Louis B. Knockel, har afprøvet dem begge og erklærer sig særdeles tilfreds. – Vi er på vej ind i en sæson, der vil slå alle disciplinære rekorder, udtaler han.
Mange års mest forbløffende akademiske nyhed blev præsenteret i morges kl. 05.37 i en lade på Klamhuse Vestermark, hvor en forsamling af egnens ledende skikkelser så en nybagt diplomslubbert komme ud af et dertil indrettet elektrisk maskineri.
– Det var et stort og skelsættende øjeblik, udtalte redaktør Louis B. Knockel, mens han tildelte cand.slubb. Norbert Kvalmborg, søn af Nordvestjysk Amatørslubbertforenings mangeårige formand, veterinærbøddel Jollah Kvalmborg, nogle stimulerende velkomstlussinger.
To af Nordvestjysk Folkeuniversitet og Traktorakademis førende yngre forskere, dr. Elvis Fracke og dr. Jallah Peckelwaber, har konstrueret det epokegørende elektriske maskineri, der forvandler almindelige yngre landboere til diplomslubberter på kun 72 timer.
– Hermed spares fremtidige slubberter for den trepanering, som vi gennem generationer har anvendt her på egnen, sagde universitetsrektor Lupo Flaxhuber, da han efterfølgende havde taget en prøvetur gennem maskineriet for at aflive enhver mistanke om, at det skulle være farligt eller skadeligt at benytte.
Mange af de gennemstrømmende kandidater vil blive beskæftiget i turistindustrien, og de forventes også at kunne øge rentabiliteten af nordvestjysk industri og landbrug.
– Det er elitemedarbejdere, der møder omverdenen med stærkt skærpet opmærksomhed og opfindsomhed. De spiser til hverdag ikke meget andet end bølgepap og er dermed også økonomiske i drift. Vi venter os meget af dem, proklamerede rektor Flaxhuber.
Den Knockelske Familiefond har støttet udviklingsarbejdet med 4,39 kr. samt vraget af en bulgarsk ubåd og 12 kg homogeniseret brunt smøremiddel.