Kategoriarkiv: Arbejdsmarked

88-årig selvmordsbomber efterlader hundredevis af faderløse kæmpefluer

En af egnens store gamle mænd har forladt os. Billedet herunder er optaget i det historiske øjeblik, da den 88-årige flueavler Jøkul Asmussen (portræt indsat) detonerer på Blodhavn Strand.

selvmord

Jøkul havde ombundet sin krop med et bælte dynamit, og efter at have lagt den brune lærredsfrakke og gummibukserne på sikker afstand af sprængningsstedet gik han nøgen ud mod vandkanten, hvor han først antændte sin pibe og efterfølgende, mens han sang “Frihed er det bedste guld”, lunten til dynamitstængerne. Stumper af hans tophue, nogle skæghår og en tværstiver fra testikelstativet er fundet flere hundrede meter derfra og bekræfter hans identitet.

Sidste udvej

Jøkul Asmussen var ud af gammel biavlerfamilie, men skiftede i 1958 til fluebranchen, hvor han frembragte resultater i verdensklasse. En af de større husfluer, Felix Asmussen LXIV, bevidner på billedet dødsøjeblikkets alvor sammen med Jøkuls barnebarn, smørrebrødskurator Lulla Asmussen, Blodhøj Turistmølle.

– Morfar valgte døden frem for vanæren. Klamhuse Kødfoderfabrik havde under henvisning til den vanskelige fækalieleverancesituation frataget ham det ugentlige driftstilskud på 150 kg omrørt andensorteringsvare. Hermed blev al lokal flueavl umulig og meningsløs.

Fluetalsmand

Lulla Asmussen og stuefluernes formand, Hassan Laryngitis, står tilbage med hundreder af navngivne kæmpefluer, som for nogles vedkommende har hørt til familien i årevis.

Fækaliedonationer, købstilbud eller konstruktive ideer om den fremtidige anvendelse af disse værdifulde, for de flestes vedkommende håndtamme dyr kan sendes til avisens kontor.

SE OGSÅ:

HenvGØDNINGSFLUEN

Hyrevognsdramaet, 2. og sidste del

HalunkLOGO

Vinden var bidende kold og markerne golde, men selv om alt virkede håbløst, måtte jeg komme hjem i levende live.

Jeg havde gået omtrent fem kilometer, da jeg stødte på det første livstegn. Et slidt muldyr ved navn Rasputin.

Jeg overtalte kræet til at befordre mig ind til den nærmeste by, hvis jeg til gengæld ville skaffe det arbejde i Nordvestjylland.

Dyret bragte mig gennem det faretruende land, og jeg endte til sidst ved en rasteplads, hvor vogn 13 ½ stod parkeret. Den falske taxachauffør stod uden for bilen i færd med at bedække et frodigt egetræ. Manden var dendrofil og kunne tydeligvis ikke stå for fristelsen, da han så det prægtige træ.

Mens skurken forgreb sig på planten, sneg jeg mig ind i bilen og informerede borgervæbningen om hele situationen gennem hyrevognens kommunikationsanlæg. Dernæst gemte jeg mig i bagagerummet.

Da den ækle herre var færdig med sine befamlinger, satte han sig ind i vognen og kørte tilbage til Danmark uden viden om den blinde passager.

Borgervæbningen ventede på forbryderen, da han nåede frem til Nørre Usseldrup. Han var dog ikke så let at fange. De næste to timer er nu kendt som den mest halsbrækkende biljagt i dansk i historie.

Biljagt

Han drønede gennem byen, over markerne og rundt på sognevejene mens jeg blev slynget rundt i bagagerummet. Udrykningskøretøjer satte jagten ind på bæstet, men han var for hurtig og for snedig. Til sidst fik borgervæbningen ram på vogn 13 ½ med et velrettet skud fra en fækaliekanon. Bilen roterede ubarmhjertigt mange gange og endte i en grøft.

Ordensmagten kom styrtende hen til vraget for at arrestere forbryderen og redde mig ud. Den kriminelle havde brækket begge arme og slået ti tænder ud, mens jeg selv slap med et par skrammer og et blå øje.

“Der er krig på vej. Bare vent!” skreg pamperen, før han blev kørt væk i et salatfad.

Mon han taler sandt? Burde vi opruste hr. Knockel?

KNOCKELSK BESVARELSE OG UDSKRIVNINGSORDRE

Svaret er et ubetinget ja. Denne hyrevognspamper er uden tvivl forbundet med de fjendtlige kræfter, som De, hr. Nidding Halunk, tidligere så tappert har opsøgt, afsløret og til dels nedkæmpet.

Mobiliseringsordrer er udgået, og opstilling af krigsmateriel foregår i disse timer. Detaljer kan naturligvis ikke røbes, men til brug for landsdelens fækalieartilleri må alle nordvestjyder nu aflevere al tilgængelig brunvare, såvel den i hjemmene oplagrede som de friske kilotons, der befinder sig i kroppene. Tiden er inde, kampen må kæmpes, nu!

SE DRAMAETS FØRSTE DEL HER:

HenvHalunkHYREVOGN01

Hr. Nidding Halunk havner i drabeligt hyrevognskomplot

HalunkLOGO

Første del af et nordvestjysk stordrama

I flere uger har en ondsindet hyrevognschauffør hjemsøgt sognevejene. Den mystiske slambert samlede uskyldige borgere op fra gaden og chikanerede dem på alle tænkelige måder. Slynglens identiteten var umulig at fastslå, og hyrevogn nr. 13½, som han benyttede, var ikke registreret hos noget taxaselskab.

Hyrevogn01

Passagererne blev først udsat for en mareridtsagtig høj starttakst, tilfældige sidegebyrer og jammerlig musik. Derefter blev de indsmurt i pladdermasse og strudsefjer og værst af alt tvangsindlagt til at lytte på kedsommelige og meningsløse anekdoter. Efter endt tortur blev de sat af i en øde vejkant, hvorfra de kunne gå hele vejen hjem.

Jeg kunne ikke lade forbryderen slippe af sted med sine ugerninger, men der var kun én måde at stoppe ham på: Jeg måtte forklæde mig som turist og køre med.

Hyrevogn02

I Klamhuse Nord stillede jeg mig parat med bøllehat, skjorte og en rejsekuffert. Der var bid med det samme. Vogn 13½ standsede foran mig.

“Skal De med?” hvislede chaufføren vammelt.

Jeg nikkede og satte mig ind i vognen.

“Hvor skal De hen?” hostede han.

“Bare rundt om hjørnet,” svarede jeg og pegede.

Banditten trådte gaspedalen i bund, og før jeg vidste af det, var jeg havnet i Rumænien.

“De skal af her, hr. Nidding Halunk,” grinede banditten, før han skubbede mig ud af automobilet. “Jeg skulle hilse fra Doktor Kæltring-Karlsen!”

Pokkers, det var en sammensværgelse.

Chaufføren var naturligvis hyret af Doktor Kæltring-Karlsen til gøre en ende på avisens storjuniorkorrespondent, så kæltringerne atter kunne chikanere og ødelægge Nørre Usseldrup uden forstyrrelser.

Med hvinende dæk stak forbryderen af og efterlod mig i det ubarmhjertige rumænske ingenmandsland.

HenvHalunkHYREVOGN02

Wilbur Fracke død på bryllupsnatten

brudepar

Til venstre forvalter Fracke, som vi husker ham fra hans ranke manddomsår. Til højre holder han festtalen for sin unge brud i Nørre Usseldrup Bedehus.

Reportage og nekrolog: CRASS BØRSTING
Foto: VALBORG BÆNNIE m.fl.

En menneskelig og seksuel tragedie har ramt Usseldrup-egnen. Klamhuse Kødfoderfabriks mangeårige brunvareforvalter Wilbur Z. A. Fracke er død på halmloftet over sin landvilla netop i de minutter, hans ægteskabelige lykke skulle fuldbyrdes. Få timer forinden var han blevet viet til Pickorella Jelved, stud.rept.pæd., og store dele af den nordvestjyske intelligentsia havde hyldet parret ved en stående banket i Nørre Usseldrup Bedehus.

Dødsårsagen var alvorlige kvæstelser i underlivet efter et angreb med næb og kløer, planlagt og gennemført af de kalkuner, Wilbur Fracke de sidste mange år havde levet sammen med. Også Pickorella Jelveds nedre kropsdele blev alvorligt medtaget, men efter flere timers amputationskirurgisk behandling på Klamhuse Husmandshospital meldes hun uden for livsfare.

Wilbur Fracke blev født 1918 som søn af skibsreder Olfert Fracke (1821-1922), der dengang havde en halv snes joller i sejlads på de norske og svenske kyster. Unge Wilbur blev oplært som rorskarl, og hans gode armkræfter og sikre greb gjorde ham senere til en førende skikkelse i masturbationsidrætten.

Efter nogle års fravær vendte han tilbage til egnen i 1947 og blev brunvaresorterer, senere forvalter i afdelingen for faconfækalier og anden ædelvare på Klamhuse Kødfoderfabrik. Han levede siden 1970’erne i en harmonisk storfamilie, bestående af ham selv, 10-12 kalkuner og en tamgris, der ikke menes at have deltaget i overfaldet på bryllupsnatten.

Hans hustru, f. 1991, kom til egnen for få måneder siden for at gennemføre en specialuddannelse til reptilpædagog på Klamhuse-Usseldrup Aftenskole. Overlærer Asmuld Corona medgiver hende de bedste anbefalinger. – Jeg er overbevist om, at vi snart vil se fr. Jelved i et produktivt og holdbart nyt samlivsforhold. Husmandshospitalet garanterer, at hun vil være tjenlig til alle praktiske formål, så mon ikke hun bliver bortauktioneret i løbet af de næste få dage eller uger?

SIDSTE NYT:
Kalkuner kan forvente
snarlige dødsdomme

De implicerede husdyr forventes dømt og henrettet. – Kalkunerne kunne have fundet andre og mindre drastiske udtryk for deres jalousi, siger egnens førstemand, redaktør Louis B. Knockel. – Alle, der nogen sinde har haft et mellemværende med et ophidset stykke fjerkræ, må forlange, at der nu statueres et eksempel. Husdyrdisciplinen skal genoprettes, ellers bliver alt nordvestjysk familieliv umuligt.

Familiekannibalisme

Bisættelsen af Wilbur Fracke fandt sted straks efter obduktionen. Her ses det officielle mindepostkort. Frackes efterladte kalkuner og tamgrisen Victoria Blodhøj XIV befinder sig i det aflåste grå luxusautomobil bagest i følget.

SE OGSÅ:

HenvKÆMPEINSEKTER

Arkitekter vil skabe et helt nyt Nørre Usseldrup

Ronny Hansen LOGO

Nørre Usseldrup er en by i rivende udvikling, og sognerådet har derfor haft et møde med det københavnske arkitekt- og designbureau Klipp & Kleist for at kortlægge mulighederne for at blive Danmarks teknologiske spydspids.

Fremtidsby01

Fotografierne viser Nørre Usseldrup set fra indfaldsvejen, ganske som vi kender byen, samt Klipp & Kleists visioner for byen anno 2050. På sognerådsmødet mandag skal det besluttes, om der skal bevilges yderligere cirka 34 kroner til bureauets konkretisering af visionerne.

Fremtidsby03

“Dette er, hvad vi længe har set frem til,” udtaler Habert Guckelhans, certificeret ejendomshandler, Usseldrup Overdrev. “Jeg kan netop nu tilbyde en elegant og veludstyret familievilla på 28 kvadratmeter med tilliggende køkkenhave på 7 kvadratmeter, grænsende op til det nye storbymiljø. Kontantprisen er beskedne 239 kroner. Slå til med det samme og bliv en del af lokalsamfundets rivende udvikling.”

Fremtidsby04

I forbindelse med de gigantiske planer overvejer Blodhavnbanen at tage noget af sit materiel ud af mølpose. Den viste vogn blev for fem år siden præserveret med fenat, så den kræver blot en trykspuling, samt at lagnerne over sæderne bliver fjernet, før den kan sættes i drift på ny.

Vognen, der indtil 1928 gjorde tjeneste som præsidenttransportvehikel på de serbiske statsbaner, vil i første omgang blive indrettet til 400 af de flygtninge, vore hjemsogne må imødese, efterhånden som den offentlige sektor i Holstebro, de hårdt pressede bistandskontorer osv. bryder sammen.

“Den nødvendige befolkningstilvækst er altså på vej,” erklærer hjemsognenens politiske leder, generalguvernør Ruben Angst. “Nu skal vi bygge og investere os til en lykkelig, storslået fremtid.”

SE OGSÅ:

HenvSLUBBERTTEMPEL

 

114-årig læge knust i luxusautomobil nær Chicago

Ældre nordvestjyder vil endnu huske en kæk og krølhåret ung fækaliearbejder, som engan g før 2. verdenskrig afsejlede med emigrantbåden S/S Blodhavn til Amerika. Hans navn var Lubbert Børsting.

Af hans breve hjem til faderen, bolsmand Lambert Børsting, Klamhuse Overdrev, fremgik det, at unge Lubbert snart efter ilandstigningen fandt godt og stabilt arbejde i Chicagos kloakker. Med flere af brevene fulgte 2-dollarsedler, mønstrede husdyrkondomer og andre fornøjelige smågaver.

Lægedød01

Cirka 1975 ophørte familiens kontakt med Lubbert, der nu var avanceret til en betroet stilling som kloakinspektør. Stor var derfor overraskelsen og gensynsglæden, da Lubbert Børstings 81-årige søn Ronald søndag formiddag blev trukket frem på gulvet og præsenteret af prædikant Tölper Grusboll i Nørre Usseldrup Bedehus.

– Ronald er vendt hjem med en god nyhed: Det evige liv er inden for rækkevidde. Hans fader påbegyndte i moden alder en medicinsk virksomhed og frembragte adskillige naturmidler, som har vist sig uhørt effektive mod skæl, testikelkløe, røde ører og andre hverdagslidelser. Den mest forbavsende virkning af midlerne er dog, at de synes at udsætte døden på ubestemt tid. Da Lubbert Børsting i 2002 erhvervede sin doktorgrad, var han fremdeles en rask og ungdommelig mand med bølget hår og hvide tænder. Han havde dagligt intim omgang med såvel flere puddelhunde som en lodretribbet radiator på det laboratorium, hvor medicinen blev til.

Børstings uventede og alt for tidlige død skyldtes et sammenstød med et lastautomobil, som på en landevej nær Chicago pløjede sig gennem venstre side af doktorens tunge luxuspersonautomobil og irreparabelt demolerede hans legeme. Hovedet blev fundet flere hundrede meter derfra og kunne ikke bankes tilbage i funktionsduelig facon, selv om de første tililende så det blinke med øjnene og var sikre på, at det var en sådan håndfast istandsættelse, han anmodede om.

Lægedød03

Sønnen Ronald Børsting, faglært kuffertafbærer og jukebox-operatør, var gennem de sidste årtier sin fars trofaste hjælper, og han bringer flere kufferter fulde af medicin med sig til Nordvestjylland, hvor han er gået i tæt samarbejde med Klamhuse Husmandshospital om at stille diagnoser og fordele disse helbredelsesmidler.

Lægedød02

Konsultation kan aftales på telefon Klamhuse 147y; henvendelser fra sygekasserestanter og andre mindrebemidlede frabedes indtil videre høfligt, men bestemt.

SE OGSÅ:

HenvBRYDEDØD

 

HrJakobsenLOGO

Jeg, hr. Jakobsen, ven af Det Knockelske Bladhus, havde under et besøg på den berømte Brunmølle Udflugtskro, hvor jeg nød farserede hundelår og drikkepetroleum, læst en kort, men spændende artikel om det forhenværende mandskab på HMS Knockel, der havde fortsat livet på søen som dynamitfiskere med udfart fra Blodhavn, naturligvis.

Jeg benyttede mig af Nordvestjyske Sognetrafikselskabs tarmgasvehikel og nåede rettidigt frem til Blodhavn Midtermole kl. 20.44 prc.

Efter lettere søgen på 48,3 meter finder jeg moderskibet under ledelse af den mangeårige dynamitfisker Plusquam Schrunkenfeldt. Jeg bestikker ham med en kasse håndvarme hestepilsnere for at tage mig med på søen.

Om bord møder jeg dem. Sømændene. Friske, vejrbidte og stolte. For det meste. En ældre læderhudet fisker sad og stoppede stavpiben med en ringe kvalitet af hedelyng-tobak. Han gabte, som om han bar alverdens byrder på sine skuldre, kløede sig som en krøbling og spyttede som et barn – lige op i vinden, så spyttet fløj tilbage og landede på hans bare knæ – og trak så et stykke råt, saltet torsk op af sine bukser og gav sig til at sutte på det som et lille barn.

Vi står ud af havnen. Plusquam nikker hen mod HMS Knockel, som stolt ligger for anker i aftensolens røde skær. “Hvis vi havde bare én af deres fækaliereaktorer, var vi nået ud på 7 minutter.” Plusquam fortsætter med tør stemme: “At være på søen igen er den største lyksalighed i verden. At dynamitfiske giver ustandseligt håb. At sove efter det hårde slid er en lise.”

Når moderskibet er kommet på plads ude på bankerne, bliver bådene sat i vandet, 4 styks. Alt imens bryder besætningerne ud i de kendte fællessange af Kalle P. Kyx.

Herefter bliver bådene overladt til deres eget hårde slid. Årene kommer i vandet, taktlussatoren sørger for disciplin og fortsat driftig fart, også undertegnede fik et par kosmiske lussinger.

Dynamitfiskere01

Bådene spredtes som hemmelighedsfulde fingre, der ikke kunne beslutte sig eller vidste, hvor de ville sætte kursen hen, alt imens de hele tiden var på udkig efter et tilfældigt tegn, der gav løfter om en stime fisk. En bevægelse på en overflade, der pludselig begynder at koge, et skrig fra en vagtsom havmåge, eller en anden farve på vandet, som afslørede et kæmpeinsekt på rov.

Her sad vi og aflæste søen i skumringstimen. Jeg forstod mig ikke på disse tegn, så jeg nød min medbragte drikkepetroleum og iagttog sømændenes stikkende øjne, der afsøgte hver en bølge, hvert et sprøjt.

Foto fjernet

Der var 4 mænd med ialt otte håndsnører, 2 mænd til hver side. Hver snøre var udstyret med tredive dynamitstænger. Disse snører lå midt i båden og blev passet af en gammel, udslidt søulk, der havde oplevet alt for mange sæsoner på bankerne. Alle var de indstillet på at bekæmpe søens ondskab, den nådesløse fjende, den sikre sejrherre, Den Almægtige. Nu og da stønnede den gamle søulk i søvne, indtil lussatoren gav 2 ham lussinger med let hulet hånd.

Sådan lå vi afsøgende i timevis i agterlanternens skær, til sommersolens spæde strenge kravlede over søens horisont. Alle som en var vi trætte, lussatorens hånd måtte køles ned i søens kølige vand.

Lige som solens skærende lys tittede frem – ikke mere end ti meter borte, så langt gusen tillod os at se – begyndte overfladen at boble og koge. Bølgerne skiftede farve fra sort til gråt og dernæst til skummende hvidt. Årsagen var noget, der kunne få alle dynamitfiskere til at vågne med et sæt: En hærskare af småbitte fisk piskede omkring i vandet, og som med et spring gennembrød de grænsen til deres naturlige element.

“Ti lussinger!” skreg den gamle søulk jublende. Lussatoren gav ham ti smældende lussinger, som kunne høres ud til alle fartøjer i nærheden.

Da smældene tav, kastede mændene med fråde om munden de mange snører i søen, og præcis 3,14 sekunder derefter hørtes eksplosioner fra nær og fjern. Et kraftigt ryk fik bådene til at gynge voldsomt. Snørerne blev sluppet, og kursen lagt tilbage mod moderskibet, der stolt lå i søen med trawlet rigget og klart. I dobbelt tempo skar vi os igennem bølgerne som en varm kniv gennem smør. Det var fokuserede sømænd, og lussatoren glemte sin pligt, da jeg måtte ofre til søen med fine gylp.

På ingen tid var vi fremme ved moderskibet, hvor bådshagerne trak os hen til skibssiden. Da jeg var kommet til mig selv, så jeg over rælingen hele havoverfladen dækket af et sølvgråt skær, som aldrig syntes at ville få en ende. Fiskehøsten var allerede ved at blive halet ind og hældt ned i lasten med flere tønder salt ovenpå.

Dynamitfiskere03

Plusquam Schrunkenfeldt, en hård mand med en stor høgenæse og med mere stridt hår på kroppen end et arrigt pindsvin, gik med bare fødder og i laset tøj som resten af sit mandskab. Han behøvede hverken guldkvaster eller sølvfløjter for at udøve sin autoritet. Han havde været femogtyve år på de store banker. Han kunne bande eller smile, som han lystede. Hans ordrer havde samme vægt. Han herskede i kraft af sin dygtighed, sin klogskab og det held, han havde som dynamitfisker.

Mens han nu stod og overværede lastningen, smilede han, og det havde han god grund til. Skibet var fyldt med fisk og salt. En måske ikke særlig stor triumf set med verdens øjne, men en kæmpetriumf for mandskabet. Det betød ikke bare, at at alle nu havde råd til fodtøj, men også, at der var råd til at betale kreditten på husmandsbordellet og endda bringe en øre eller to med hjem til fruen.

Trætte, glade dynamitfiskere. Det er den bedste skildring jeg kan give for denne hjemtur mod Blodhavn. Selvo m de lignede blege, hængte landevejsrøvere i solens bidende varme, sang de med en velkendt jamrende stemme, som kunne gå selv en engel på nerverne.

Efter en forrygende indsejling i Blodhavn, stod lodsen klar ved molen med lodsvehikler og tvangsturister. Herfra blev lasten fragtet nænsomt til Blodhavn Dynamitfiskeriauktion, hvor hvert enkelt pund blev solgt for kr. 0,89 og 2 lussinger.

Jeg takkede ærbødigt Plusquam Schrunkenfeldt for turen og indsigten i, hvordan det stolte folk i sognet får de uundværlige fisk.

EFTERSPIL: FED MAND HUGGER DØDE FISK,
TJENESTEPIGE KASTER SIG I MINE ARME

Jeg havde til denne lejlighed gemt en enkelt rød hestepilsner, som jeg knappede op. Duften af det syrlige indhold stimulerede mine sanser betragteligt, og jeg vandrede ned mod stranden, fast besluttet på at sidde og nyde aftensolen.

Dynamitfiskere04

Jeg fandt en klit at sidde ved, og i det samme så jeg en herre komme vandrende i vandkanten med sin huggert draget. Skønt han prustede og stønnede, og hans kæmpekorpus havde kunnet tjene som et skibsanker, var han adræt nok, når der var behov for det. Hans vattersotige højre arm for frem og huggede i de døde fisk, der flød i vandkanten fra tidligere dynamitfiskerier. En matrosdreng på 7 år fra HMS Knockel forsøgte at løbe forbi .

“Hør her, unge mand!” brølede han. “kan du ikke kende en tørstig mand, når du ser en?”.

På vej tilbage mod Blodhavn Midtermole stødte jeg på 2 tjenestepiger, som samlede daggamle fisk fra stranden. Da jeg nåede helt hen til dem, smilte den ene udfordrende til mig og samlede en fisk op og vendte den om, hvorpå hun med et pludseligt glimt i øjet rakte mig den. Den var unægtelig af den mest uanstændige form, man kunne forestille sig. Idet hun gav mig den i hånden, faldt fisken nedad som et slapt lem, men i sidste øjeblik vendte hun den opad, så den mindede fuldstændig om et erigeret lem.

Så var det, som om hun pludselig snublede og faldt ind mod mig, og jeg strakte mine trøstende hænder op for at gribe om hendes bryster. Hun gav et gisp fra sig, som om de var hendes lidenskabs brændpunkt. Og så stod vi tæt sammenslyngede og kyssede hinanden, mens min sande manddom gjorde alle fingerkoraller til skamme.

“Gør det hurtigt! Hvis jeg skriger, skal du ikke tage dig af det. Nu! Nu! Tag mig nu!” Hun skreg højt én gang og råbte så “Mor! Mor!” med halvkvalt stemme. Hvorvidt hun kaldte på sin afdøde mor eller den Evige Guds Moder, kunne kun Himlen afgøre. Hendes smerte var kort, og det samme var min ekstase. Efter mange måneders afholdenhed føltes det, som når smeltet ild bryder skorpen på en bjergtinde.

Tjenestepigen sagde til de første glimtende stjerner på aftenhimlen, og til mig: “Nu er vi fri!”

Jeg takkede for fisken og nåede frem til Blodhavn Midtermole, hvor tarmgasrutens bus var ved at varme op. Nødtørftsfrue Tut var med på vehiklet, så jeg vidste, at rejsen hjem ville foregå strengt disciplineret og rettidigt.

SE OGSÅ:

HenvHalunkHOTELDRAMA

Raske marinere på første bordeleventyr

Blodhøj Husmandsbordel har kronede tider. Søster Slubberina har indgået særaftale
med Den Nordvestjyske Pryglemarine

HrJakobsenLOGO

Nordvestjysk Pryglemarine har i de seneste år opbragt adskillige turister, som var på færd mod andre egne til havs. Efter prygl, lussinger og tvangsmasturbation måtte de ændre rejsemål til vort storslåede sogn. Søster Slubberina påpeger, at disse tidligere bondedrenge, som blev til sømænd, nu har et opsamlet behov for druk og svir. “Derfor er det vores pligt som husmandsbordel at kunne tilbyde begge tjenester!”

Rønne

Det første hold af flådens prægtige sømænd beretter her om deres oplevelser.

Abacock Prickett, en asylsømand, fortæller, at han efter to timers øvelse sammen med søster Mabusa måtte give op for trætheden og beruselsen. “Jeg måtte gå til sengs og sværger ved den almægtige Gud, at jeg var så lam som en hest, der var gået i en bjørnefælde, da jeg vågnede,” sagde en tydeligt frustreret Abacock.

Toddy

Matrosen Monty og hans nære sømandsven Edvard måtte stå igennem med samarbejde for at få denne første pubertære oplevelse. De havde dog set nok reklamer for bordeller til at vide, hvorledes kvindens krop var udformet.

Gymnastik- og kampsportslærerinde Glutea Sartorius var blevet indkaldt til det krævende arbejde.
Monty, der ikke var for beruset til at indsuge hende med øjnene, slog nu sin autoritet fast. Det skulle være ham eller ingen anden.

“Ved Guds eget hellige organ!” råbte han blasfemisk. “Hvorfor har jeg dog spildt mine kostbare dråber på de reklamer i sognekontorets latriner!” Han lænede sig fremover, og hans kæmpestore krop lignede en faretruende klippe. “Kom herhen, lille ven.”

Glutea Sartorius adlød hverken Monty’s stemme eller hans vinkende finger, og så sagde han: “Kom herhen med hende, Edvard.”

Edvard skubbede Glutea Sartorius fremad, indtil hun stod indenfor Monty’s rækkevidde. “Lad os se engang.” Monty rejste sig, spændte bæltet op og lod bukserne falde. Hans lem hang lige så slapt som en rebende. “Det er for tidligt” meddelte han. “Min sprydstage er knækket, og jeg er i øvrigt også for beruset.”

Glutea Sartorius sneg sig ud, behændig som en gazelle.

Bordelhygge

Søster Slubberina mener trods begyndervanskeligheder, at særaftalen vil indbringe meget, og byder medsøstrene og bordelhunden Theodosius den Store ind til en velfortjent beskænkning.

SE OGSÅ

HenvHalunkBORDELGED

Lamberts Maskinfabrik vil erobre det tunge lussingmarked

Erhvervsfremstød skaber hundredevis af nye arbejdspladser

Efter mere end 60 år som leverandør til fækalieforarbejdningsbranchen vil en af egnens industrielle sværvægtere, Max Lamberts Maskinfabrik KmbH i Klamhuse, nu gøre en indsats på det krævende marked for mekanisk masselussering.

Fabrikant Lambert og hans folk har allieret sig med pryglomatens opfinder, det unge tekniske geni Nathan Mandrik.

Lambertmaskine

– Vi er på vej med en maskine, der ud fra revolutionerende nye principper kan smække lussinger til over 100 personer ad gangen, oplyser fabrikant Lambert. – Konstruktionen er energimæssigt selvbærende, idet de lusserede på vej gennem maskinen træder i pedaler og udfører andre legemsøvelser, der holder lussingpladerne i rotation.

Maskinfabrikken, der for øjeblikket beskæftiger fem smede, en arbejdsmand og to større husdyr, ansætter i de nærmeste dage et par hundrede forsøgspersoner, som vil blive belønnet med kraftige kødfodermåltider og naturligvis titusinder af smældende industrilussinger.

Lambertfabrik

Den Knockelske Industrialiseringsfond af 1934 støtter arbejdet med kr. 8,71 samt ekspertbistand i stort set uindskrænket omfang.

SE OGSÅ:

HenvLussingstaevne