Jeg, hr. Jakobsen, ven af Det Knockelske Bladhus, havde under et besøg på den berømte Brunmølle Udflugtskro, hvor jeg nød farserede hundelår og drikkepetroleum, læst en kort, men spændende artikel om det forhenværende mandskab på HMS Knockel, der havde fortsat livet på søen som dynamitfiskere med udfart fra Blodhavn, naturligvis.

Jeg benyttede mig af Nordvestjyske Sognetrafikselskabs tarmgasvehikel og nåede rettidigt frem til Blodhavn Midtermole kl. 20.44 prc.

Efter lettere søgen på 48,3 meter finder jeg moderskibet under ledelse af den mangeårige dynamitfisker Plusquam Schrunkenfeldt. Jeg bestikker ham med en kasse håndvarme hestepilsnere for at tage mig med på søen.

Om bord møder jeg dem. Sømændene. Friske, vejrbidte og stolte. For det meste. En ældre læderhudet fisker sad og stoppede stavpiben med en ringe kvalitet af hedelyng-tobak. Han gabte, som om han bar alverdens byrder på sine skuldre, kløede sig som en krøbling og spyttede som et barn – lige op i vinden, så spyttet fløj tilbage og landede på hans bare knæ – og trak så et stykke råt, saltet torsk op af sine bukser og gav sig til at sutte på det som et lille barn.

Vi står ud af havnen. Plusquam nikker hen mod HMS Knockel, som stolt ligger for anker i aftensolens røde skær. “Hvis vi havde bare én af deres fækaliereaktorer, var vi nået ud på 7 minutter.” Plusquam fortsætter med tør stemme: “At være på søen igen er den største lyksalighed i verden. At dynamitfiske giver ustandseligt håb. At sove efter det hårde slid er en lise.”

Når moderskibet er kommet på plads ude på bankerne, bliver bådene sat i vandet, 4 styks. Alt imens bryder besætningerne ud i de kendte fællessange af Kalle P. Kyx.

Herefter bliver bådene overladt til deres eget hårde slid. Årene kommer i vandet, taktlussatoren sørger for disciplin og fortsat driftig fart, også undertegnede fik et par kosmiske lussinger.

Bådene spredtes som hemmelighedsfulde fingre, der ikke kunne beslutte sig eller vidste, hvor de ville sætte kursen hen, alt imens de hele tiden var på udkig efter et tilfældigt tegn, der gav løfter om en stime fisk. En bevægelse på en overflade, der pludselig begynder at koge, et skrig fra en vagtsom havmåge, eller en anden farve på vandet, som afslørede et kæmpeinsekt på rov.

Her sad vi og aflæste søen i skumringstimen. Jeg forstod mig ikke på disse tegn, så jeg nød min medbragte drikkepetroleum og iagttog sømændenes stikkende øjne, der afsøgte hver en bølge, hvert et sprøjt.

Der var 4 mænd med ialt otte håndsnører, 2 mænd til hver side. Hver snøre var udstyret med tredive dynamitstænger. Disse snører lå midt i båden og blev passet af en gammel, udslidt søulk, der havde oplevet alt for mange sæsoner på bankerne. Alle var de indstillet på at bekæmpe søens ondskab, den nådesløse fjende, den sikre sejrherre, Den Almægtige. Nu og da stønnede den gamle søulk i søvne, indtil lussatoren gav 2 ham lussinger med let hulet hånd.

Sådan lå vi afsøgende i timevis i agterlanternens skær, til sommersolens spæde strenge kravlede over søens horisont. Alle som en var vi trætte, lussatorens hånd måtte køles ned i søens kølige vand.

Lige som solens skærende lys tittede frem – ikke mere end ti meter borte, så langt gusen tillod os at se – begyndte overfladen at boble og koge. Bølgerne skiftede farve fra sort til gråt og dernæst til skummende hvidt. Årsagen var noget, der kunne få alle dynamitfiskere til at vågne med et sæt: En hærskare af småbitte fisk piskede omkring i vandet, og som med et spring gennembrød de grænsen til deres naturlige element.

“Ti lussinger!” skreg den gamle søulk jublende. Lussatoren gav ham ti smældende lussinger, som kunne høres ud til alle fartøjer i nærheden.

Da smældene tav, kastede mændene med fråde om munden de mange snører i søen, og præcis 3,14 sekunder derefter hørtes eksplosioner fra nær og fjern. Et kraftigt ryk fik bådene til at gynge voldsomt. Snørerne blev sluppet, og kursen lagt tilbage mod moderskibet, der stolt lå i søen med trawlet rigget og klart. I dobbelt tempo skar vi os igennem bølgerne som en varm kniv gennem smør. Det var fokuserede sømænd, og lussatoren glemte sin pligt, da jeg måtte ofre til søen med fine gylp.

På ingen tid var vi fremme ved moderskibet, hvor bådshagerne trak os hen til skibssiden. Da jeg var kommet til mig selv, så jeg over rælingen hele havoverfladen dækket af et sølvgråt skær, som aldrig syntes at ville få en ende. Fiskehøsten var allerede ved at blive halet ind og hældt ned i lasten med flere tønder salt ovenpå.

Plusquam Schrunkenfeldt, en hård mand med en stor høgenæse og med mere stridt hår på kroppen end et arrigt pindsvin, gik med bare fødder og i laset tøj som resten af sit mandskab. Han behøvede hverken guldkvaster eller sølvfløjter for at udøve sin autoritet. Han havde været femogtyve år på de store banker. Han kunne bande eller smile, som han lystede. Hans ordrer havde samme vægt. Han herskede i kraft af sin dygtighed, sin klogskab og det held, han havde som dynamitfisker.

Mens han nu stod og overværede lastningen, smilede han, og det havde han god grund til. Skibet var fyldt med fisk og salt. En måske ikke særlig stor triumf set med verdens øjne, men en kæmpetriumf for mandskabet. Det betød ikke bare, at at alle nu havde råd til fodtøj, men også, at der var råd til at betale kreditten på husmandsbordellet og endda bringe en øre eller to med hjem til fruen.

Trætte, glade dynamitfiskere. Det er den bedste skildring jeg kan give for denne hjemtur mod Blodhavn. Selvo m de lignede blege, hængte landevejsrøvere i solens bidende varme, sang de med en velkendt jamrende stemme, som kunne gå selv en engel på nerverne.

Efter en forrygende indsejling i Blodhavn, stod lodsen klar ved molen med lodsvehikler og tvangsturister. Herfra blev lasten fragtet nænsomt til Blodhavn Dynamitfiskeriauktion, hvor hvert enkelt pund blev solgt for kr. 0,89 og 2 lussinger.

Jeg takkede ærbødigt Plusquam Schrunkenfeldt for turen og indsigten i, hvordan det stolte folk i sognet får de uundværlige fisk.

EFTERSPIL: FED MAND HUGGER DØDE FISK,
TJENESTEPIGE KASTER SIG I MINE ARME

Jeg havde til denne lejlighed gemt en enkelt rød hestepilsner, som jeg knappede op. Duften af det syrlige indhold stimulerede mine sanser betragteligt, og jeg vandrede ned mod stranden, fast besluttet på at sidde og nyde aftensolen.

Jeg fandt en klit at sidde ved, og i det samme så jeg en herre komme vandrende i vandkanten med sin huggert draget. Skønt han prustede og stønnede, og hans kæmpekorpus havde kunnet tjene som et skibsanker, var han adræt nok, når der var behov for det. Hans vattersotige højre arm for frem og huggede i de døde fisk, der flød i vandkanten fra tidligere dynamitfiskerier. En matrosdreng på 7 år fra HMS Knockel forsøgte at løbe forbi .

“Hør her, unge mand!” brølede han. “kan du ikke kende en tørstig mand, når du ser en?”.

På vej tilbage mod Blodhavn Midtermole stødte jeg på 2 tjenestepiger, som samlede daggamle fisk fra stranden. Da jeg nåede helt hen til dem, smilte den ene udfordrende til mig og samlede en fisk op og vendte den om, hvorpå hun med et pludseligt glimt i øjet rakte mig den. Den var unægtelig af den mest uanstændige form, man kunne forestille sig. Idet hun gav mig den i hånden, faldt fisken nedad som et slapt lem, men i sidste øjeblik vendte hun den opad, så den mindede fuldstændig om et erigeret lem.

Så var det, som om hun pludselig snublede og faldt ind mod mig, og jeg strakte mine trøstende hænder op for at gribe om hendes bryster. Hun gav et gisp fra sig, som om de var hendes lidenskabs brændpunkt. Og så stod vi tæt sammenslyngede og kyssede hinanden, mens min sande manddom gjorde alle fingerkoraller til skamme.

“Gør det hurtigt! Hvis jeg skriger, skal du ikke tage dig af det. Nu! Nu! Tag mig nu!” Hun skreg højt én gang og råbte så “Mor! Mor!” med halvkvalt stemme. Hvorvidt hun kaldte på sin afdøde mor eller den Evige Guds Moder, kunne kun Himlen afgøre. Hendes smerte var kort, og det samme var min ekstase. Efter mange måneders afholdenhed føltes det, som når smeltet ild bryder skorpen på en bjergtinde.

Tjenestepigen sagde til de første glimtende stjerner på aftenhimlen, og til mig: “Nu er vi fri!”

Jeg takkede for fisken og nåede frem til Blodhavn Midtermole, hvor tarmgasrutens bus var ved at varme op. Nødtørftsfrue Tut var med på vehiklet, så jeg vidste, at rejsen hjem ville foregå strengt disciplineret og rettidigt.

SE OGSÅ: