Idet vi i øjeblikket oplever et veritabelt statsfinansieret bygge-boom på Dartvados, finder vi os nødsaget til at indskærpe vore medborgere den absolutte nødvendighed, at vore forhåndenværende aktive håndværkere til enhver tid bør og skal behandles med den alleryderste imødekommenhed, respekt og generøsitet. Deres hårde, uundværlige og landsgavnlige arbejde udføres til vor hele nations fælles bedste.
Vi har til dette formål ladet indspille følgende propagandasingle, som De er velkommen til frit at dele med Deres ærede læsere, såvel som i det øvrige offentlige rum.
Jeg ser nogle mænd med en rejsning,
Jeg ser, at pøblen ordner det.
Jeg ser dem gøre vinkel-svejsning.
Ser det, hver evig eneste dag…
Bliv nu færdige, guys,
Snart kommer Tækker-Leif.
Så’ der mad nu, all-right!
Jeg ser mit lokum overflyder,
Jeg ved, det bli’r til en monsun…
Ringer til V.V.S.-Mogens,
Ellers, så bliver det min ruin…
Bliv nu færdige, guys!
Det er ikke lækkert, nej…
Der er mad nu, all-right!
All-right!
[Mellemspil, hvorunder de syngende indtager mindst 5 stk. Røde Tuborg og ihukommer hr. Th. Stauning, medens de gennemlusserer samtlige tilstedeværende, alt efter behov]
Håber du har dit lort i vatter.
Håber, at du har penge nok…
Ellers, så ringer jeg til fætter,
Så ka’ du få ” jæn å’ æ’ øi’ ”!
Jaah, bliv nu færdige, guys,
For så drikker svend og bejds.
Så’ der mad nu, all-right!
Bliv nu færdige, guys,
Det’ færdigt arbejd’, nice!
Så’ der mad nu, all-right!
Knockelsk taksigelse og opfordring:
Varm tak, hr. Fap, igen i dag. Hele Nordvestjylland vil synge med på disse djærve vers.
Når tropeøens elitehåndværkere atter får arbejdstid til overs, kan vi bruge en 40-50 mand til opførelse af vort nye kulturcenter “Knockolodium Castle” på Blodhøj. Projektskitse herunder:
Lad os i fortrolighed tale nærmere om aflønning, beskænkning, disciplinering osv.
På genhør og talrige ærbødige hilsner til Dem, hr. Fap, og Deres landsmænd fra
Det er sørgeligvis netop kommet os for øre, at vor gamle vestjydske bonkammerat Pis-Vagn ikke er mere.
I forbindelse med afviklingen af Vagns jordiske efterladenskaber, har man konstateret, at manden end ikke tilnærmelsesvis besad kongens mønt, hvorfor vi nu anstændigvis anmoder om offentlighedens hjælp til at berede vor ven en nobel jordefærd.
Derfor opfordres avisens ærede læsere til at investere hver kr. 0,02 i følgende støttesingle, således at Vagn kan blive stedt til hvile på proper og miljømæssigt bæredygtig facon næstkommende torsdag på Gustenhuse Kødvarefabrik, kl. 07:47prc.
Ære være Vagns minde, og her er melodien, alle synger med på:
Jeg er pisker,
I Skide Spande;
Den ajleste af strande.
Fra mit lille piskerhus,
Kan jeg høre skrævets brus,
Og vestenvindens sus…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun minderne tilbage…
Om de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
Mange timer og minutter,
Imedens at fiskerne de prutter,
Der var væde i mit sind…
Når den stride vestenvind
Sprøjted’ tyndskid mod min kind.
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun minderne tilbage…
Om de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
(Interludium harmonicum – De opfordres til at indtage en halv flaske snaps og tygge en skrå, medens De lusserer Deres kone, børn samt husdyr)
I min sjæl er jeg fisker.
Alle kalder mig pissevisker.
Nok en stryger ind om land…
Dog længes jeg her fra min strand,
Hen mod det gule vand…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun kinderne tilbage…
Og de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu er der kun kvinderne tilbage…
Oh, de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande..
Overskuddet ved denne støttesang doneres næsten ubeskåret til Pis-Vagns begravelsesfond. På forhånd tak for deres generøse bidrag!
Et himmelstræbende gigantbyggeri, der vil overtrumfe ikke bare alle danske, men samtlige europæiske højhuse, er på vej til Blodhavn Nordstrand.
Usseldrupegnens Storsogneråd og Den Knockelske Familiebyggefond er gået sammen med førende arkitekter, håndværkere og lokale frivillige om skyskraberen KnockHouse, der vil rage 463,4 m (plus strandterrænhøjde ca 12 m) i vejret.
“Midtjyder, russere og andre svagpissere skal få at se, hvad Nordvestjylland kan præstere, når alle lægger kræfterne i,” erklærer projektlederen, brunvarebogholder Harding Ungknockel, Klamhuse Vestermark.
To af verdens førende arkitekter, d’herrer Pholbert Gyllewaber og Bassam Bumsenwaber, har tilført et design, som bringer højhuset i samklang med den nordvestjyske natur.
Det synlige byggemateriale udgøres af brugte Europa-paller. Vinduer bliver tilvirket af udbankede og sammensvejsede plasticflasker. Den centrale bærende konstruktion er en søjle af betonkloakringe, der fungerer som både elevator og styrtlatrin.
“Så enkelt, økonomisk og æstetisk tilfredsstillende kan det gøres,” udtaler de to arkitekter.
Huset skal rumme indkvarteringsfaciliteter for op til 5000 mindrebemidlede turister samt kontorer, klinikker og boliger. I de to øverste etager indrettes et flyvekontroltårn.
De første materialer, indsamlet og doneret af frivillige, er allerede under opstabling nogle hundrede meter bag byggepladsen. Yderligere bidrag (herunder gerne el-kabler, brændeovne, tæpper og gulvbelægninger af enhver art) kan afleveres mandage og onsdage på ulige datoer kl. 06.31 til 11.12 prc.
Avisen vil følge arbejdet i månederne, der kommer. Dato for indvielsen af KnockHouse holdes hemmelig, men informerede kilder kigger ikke længere frem end 12-14 måneder.
Jubelreportage i særklasse: CRASS BØRSTING Foto: FELLAH PROMOTION m.fl.
Flere hundrede års rolig og gradvis nordvestjysk fremgang kan nu accelereres dramatisk. Ved det kommende valg til storsognerådet opstiller en superpamper, 27-årige Bob Fellah, søn af fækaliesorteringsformand Benny Fellah-Frederiksen, Klamhuse Hede, og unge Bob lover os astronomiske, næsten øjeblikkelige fremskridt på alle fronter.
Venner og beundrere af den unge mand har investeret hundredevis af kroner i hans beklædning, hår, tænder, penis, fodtøj og ansigtshud. Indsatsen for at løfte Bob fra ordinær pamperstatus til europæisk superklasse kulminerede, da han for nylig deltog i et tre-ugers pamperkursus på universitetet i Plovdiv, Bulgarien.
Jublende skarer var samlet omkring Klamhuse Landstation, da Bob vendte hjem, og det står nu klart for alle, at han er fremtidens mand.
Blandt Bob Fellahs valgløfter er en forøgelse af de sociale udgifter på 300 procent, gratis adgang til offentlige lussingmaskiner, en sænkning af spiritusafgiften fra 4,7 til 2,1 procent pr. flydende litermål samt en ugentlig hornorkesterakkompagneret masturbationsparade fra Blodhavn tværs over Klamhuse Hede til jernbanepladsen i Nr. Usseldrup.
En seks-sporet motorvej til Holstebro og videre mod Grindsted og Süderlügum vil blive anlagt, og badehotellet på Blodhøj skal efter 36 års stilstand omsider bygges færdigt og indvies i sommerens løb.
“Valgplakater er trykt, men tilslutningen til Fellahs kampagne tegner så overvældende stor, at selve valghandlingen nok kan springes over,” erklærer den betroede kampagneleder, slubbertlogeforstander Lupo Schneckelfritz.
Følg fremskridtene i lokalavisens kommende jubelreportager (og det er en ordre).
“Hvor er den forbandede ring?” råbte doktoren mens han endevendte skuffer og skabe.
Lydia Lubbert var tydeligvis stukket af. Hun måtte være flygtet minutter før han ankom til lejligheden. Men hvorhen? Han måtte vide hvor.
“Hvad er det dog for et spektakel?” udbrød viceværten Storbjørn Lansebasse. Han halsede op ad trapperne og ind i lejligheden iført sin olieindsmurt kedeldragt og med et disciplineringsredskab i den benede hånd.
“Hvad laver De i frk. Lubberts lejlighed?”
“Jeg renoverer,” råbte doktoren arrigt og smadrede en rude med en penisafstøbning. “Det kaldes fengshui!”
Rød i hovedet trampede han ned ad trapperne og ud i det fri. Han ridsede Bennis bil og sprang på sin cykel.
Doktoren grublede. Kvinden havde tømt sit klædeskab og sin badeværelsesskuffe, hvilket betød at hun ville rejse væk i længere tid. Men hun kunne umuligt bære alt det tøj uden en kuffert. Og hun ville blive udmattet af at spadsere med bagagen, hvilket betød at hun var kørt fra stedet. Men det var almindeligt kendt i byen, at Bax IX Lubbert forbød sin datter at tage køretimer. Og efter hele dette regnestykke kom doktoren frem til konklusionen: Hun har taget en hyrevogn!
Galningen kørte på må og få gennem gaderne og kiggede til alle sider som et afsindigt desmerdyr i en kombineret sukker- og koffeinrus.
Efter tre timer fik han øje på en hyrevogn der stod parkeret ved Gylberts Pølsevogn. Chaufføren Mammut Bongojet havde pause. Han fortærede fedtpølser med knas og ketchup. Han havde sovs i ansigtet og på kraven. Han gjorde tegn til pølsemanden.
“Tre storklepperter mere og en kakaomælk til at skylle efter med!”
Doktoren steg af cyklen, trak sit lommeur frem fra jakken og listede ind på den spisende.
“God aften? Har De for nyligt eskorteret Lydia Lubbert fra sin bopæl til en anden adresse?”
“Dynamitfiskerpigen? Ja, men det er flere timer siden. Og så siger jeg ikke mere. Kundefortrolighed og tillid.”
Doktoren gnæggede og brugte sine nedrige kneb.
“De fortæller mig alt. Hvorhen … hvorhen? Fortæl mig hvor.” Lommeuret kørte fra side til side. Schwung … schwung!
“Blodhavn Storhotel,” sagde chaufføren med en monoton stemme. Halvtyggede pølsestykker faldt ud af flaben i en syndflod af savl.
“Glimrende,” sagde doktoren. “Bring mig til hotellet. Storhotellet. Nuuuuh!”
Schwung … schwung … schwung …
“Javel,” sagde Mammut Bongojet og satte sig bag rattet. Doktoren hoppede ind på passagersædet og bad chaufføren afbryde taxameteret.
Motoren brummede aggressivt i gang.
“Hallo?” råbte Gylbert ved komfuret. “Hvad så med pøllerne?”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
“Nu er det nok! udtaler den norske udenrigsminister og tilføjer at hvis Danmark ikke kan levere rubinringen tilbage til Pula Skogmo inden i morgen tidlig, vil bomberne regne over Nordvestjylland. Norges tålmodighed er opbrugt …”
Benni gned sig i øjnene.
“Åh, hvor det dog klør, det skidt,” sagde han.
“Hørte du det?” sagde Lydia og greb hans overarm.
“Hvad siger du?”
“Jeg siger at …”
“Hvabehar?”
Benni kunne intet høre eller se, men det var der en bestemt grund til. Det var en del af planen som de havde udtænkt i dynamitfiskerens domicil.
Klokken 12.58 præcis satte hyrevognen Benni og Lydia af ved Klamhuse Kødfoderfabrik.
Benni tog den brune konvolut, som doktorens lakajer havde givet ham. Den indeholdt en nøgle som de låste sig ind af bagdøren med.
Henne ved kødkværn nr. 17 stod doktoren i selskab med sine to bandagerede kumpaner.
“Har I ringen med?” sagde doktoren. “Den ægte røde rubin?”
Karloff og Brutus knyttede nævnerne.
“Jah,” svarede Lydia og løftede et polstret ring-etui i sin højre hånd.
Doktoren stak armen frem.
“Lige et øjeblik,” råbte Benni. “Inden vi overdrager den og du begynder på dine numre, så har vi krav på at vide hvad der foregår!”
Bennis stemme gav ekko i hallen. Han satte hænderne i siden. Doktoren så ham an og nikkede langsomt:
“Lad gå,” sagde skurken.
“Og tal klart og tydeligt!” råbte Benni.
Doktoren lagde armene på ryggen og gik frem og tilbage mens han begyndte at fortælle:
“Mit navn er Svend Skogmo Storjætte. Jeg var indtil i fjor gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo.”
Lydia gispede. Benni så upåvirket ud, mest fordi han hverken kunne høre eller se særlig meget grundet torskerognsørepropperne og fiskeskindskontaktlinserne, som han havde konstrueret af efterladenskaberne på svigerfaderens frokosttallerken.
“Min ekskones rubinring er vigtig for Norge. Hvis jeg besidder den, er det mig der stiller kravene. Jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat inden krigen begynder. Derfra kan jeg begynde at forlange en passende løsesum. Det er den korte version.”
Lydia nev Benni i armen og han stak diskret hånden i frakkelommen og afbrød båndoptageren. Han havde fået hvad han behøvede. Hvis han afleverede doktorens monolog til politiet og de knockelske blade, ville katastrofen kunne afværges.
Hverken han eller Lydia havde medbragt rubinringen. Bax kunne ikke finde den, så de måtte tænke kreativt. Ring-etuiet i Lydias hånd gemte i stedet på en sløv, rusten fiskekrog.
“Men nok om det.” Svend Skogmo Storjætte trak sit lommeur fri og lod det pendulere foran Benni.
“Nu gør du som jeg siger, Benni Borgwald-Bertelsen. Du er under min kontrol!”
Benni stirrede tomt ud i luften.
“Du lægger dig op på kødbåndet og nyder hele turen gennem maskineriet, til du er hakket i stumper og stykker og hældt på dåser som Velhavergullasch. Gør som jeg siger.”
Karloff og Brutus tændte for kødkværn nr. 17. Den arbejdede sig op i tempo.
“Nu!” råbte Benni.
Lydia hev lommeuret ud af doktorens hånd og kastede det på rullebåndet. Uret kørte ind i kødhakkeren og blev knust.
“Pokkers!” udbrød doktoren og trak sig tilbage.
Benni fremdrog sin Colt med den ene hånd og pillede kontaktlinserne og ørepropperne ud med den anden.
Sanserne var tilbage.
“Legen slutter her. Nu går vi alle fem ned på politistationen,” sagde Benni med et selvsikkert smil. “Dette er en civil anholdelse!”
“Du er vel ikke så naiv at tro, at jeg ikke har forberedt en plan B?” Den nedrige norske hypnosedoktor fløjtede en simpel melodi. Sekundet efter puslede det i krogene.
Benni og Lydia vendte blikkene betuttet rundt.
Rotter i hobetal vrimlede ud fra rørene og ud fra huller i murene og gulvet. De peb og gik til angreb på Benni. Nogle kravlede op i hans bukseben. Han sigtede på dyrene og trykkede på aftrækkeren. klik, klik, klik.
“Lort i lommen,” mumlede han. Sigøjneren havde snydt ham igen. Patronerne var selvfølgelig ikke inkluderet.
Han forsøgte at slå gnaverne af sig, mens han kravlede op på en kasse. I forvirringen kunne han høre doktorens hysteriske latter og sin forlovedes fortabte angstskrig.
“Benni!”
“Lydia!” Der lød hastige skridt over betongulvet. Han sprang ned og maste fire rotter, inden han optog forfølgelsen.
Benni halsede ud af hallen med rottehæren i hælene. Han nåede at se sin elskede Lydia blive kastet ind i lastrummet på varevognen med påskriften Morfars Medister. Bilen startede og susede af sted.
Det var ikke sådan, det skulle være gået til.
Selv om han lagde alle kræfter i, kunne han ikke til fods indhente den fækaliedækkede varevogn, der snart blot var en prik i horisonten.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Nordvestjyske Husmandsbaners konstituerede generaldirektør, hr. Phalos Pödenphant jr., afviser på det bestemteste, at banedriften skulle være kriseramt efter et uheld på Klamhuse-Blodhavn strækningen i morges kl. 07.39.
“De overlevende passagerer fortsætter til fods, syngende og i godt humør, og hvad materiellet angår, vil vi med hjælp af trækheste og nogle hundrede lussinger til de indforskrevne arbejdsmænd få det tilbage på skinnerne i løbet af få timer. Alt er under kontrol, og de, der udspreder negative rygter om husmandsbanerne, vil blive retsforfulgt uden skånsel,” erklærer generaldirektøren, mens han antænder en styrkende cigar.
En kasse af de specialfremstillede cigarer, der holder direktøren og hans selskab i drift døgnet rundt, ses her. De findes i en billigere udgave med tang- og lyngindlæg til folkebrug.
Det forlyder på egnen, at hr. Pödenphant er forsøgt fristet med høj løn og unævnelige goder af et unavngivet baneselskab på Sjælland.
“Men der skal meget mere i posen, hvis jeg skal så meget som overveje tilbuddet,” udtaler direktøren. Ligesom sin fader, stationspissoirforpagter P. Pödenphant sr., er han en urokkelig lokalpatriot.
Husmandsbanernes anlæg og drift er på alle måder præget af ønsket om fleksibilitet. En værditransport af certificerede faconfækalier trækkes herover til udskibning i Blodhavn af selskabets storhest Gudrun IV Osnabrück.
Brunkulslejerne og tørvegravningen har også et stort behov for trækkraft. Hvad der i resten af landet betegnes som “kartoffelferie” og i storbyerne “efterårsferie” hedder her på egnen “trækferie” og er udvidet til halvanden måned, så banerne kan nyde gavn af børnenes muskelkraft.
Som Yrsa-Boline i ældste klasse har forklaret: “Vi piger, der er konfirmerede, får skolefri til at trække om natten i Holstebro, og tjener derved gode penge.”
Et lysende eksempel på direktør Pödenphants fremsyn og handlekraft er dette lokomotiv, som Nordvestjyske Husmandsbaner K/S netop har indkøbt fra et overskudslager i Bombay. Det er specielt egnet til fremføring af udflugtsvogne med overvægtige turister op ad bakke samt til den tunge fækaliekørsel mellem Blodhavn og omladningspladsen på Blodhøj. Den hidtidige pedaldrift på strækningen forventes at ophøre i løbet af næste forår.
Pedalarbejdere med over 40 års anciennitet er bortsolgt til en ukrainsk kødfodervirksomhed.
De yngre arbejdere og den signalførende frontløber, kendt som “Tosse-Lars med kluden”, omskoles til andet arbejde i beslægtede brancher. Klamhuse Arbejdsanvisning har afsat 24,71 kr. til formålet, og Louis B. Knockel støtter med op til 80 daglige lussinger i oplæringsperioden.
Som de fleste vil huske, blev Usseldrup Storsogn for et par år siden ramt af en smertelig skandale, da den nyansatte skatteopkræver, 31-årige Arvid Peckelmeier jr., flygtede via Holstebro til Sydamerika medbringende mindst 127 kr. af de ham betroede offentlige midler samt diverse inventar og en avlsgris, lydende navnet Gyda XIV Klamhøj. Løsøre og gris tilhørte hans daværende logivært, bolsmand Lubbert Finkelhielm, Klamhøj Hede.
Storsognerådet overdrog det til ekspeditionssekretær Carl Aage Fellah, søn af brunvareinspektør Babu Fellah-Frederiksen, Blodhavn, at udrede sagen i alle detaljer, og hr. Fellah har siden arbejdet utrætteligt på en rapport, som bl.a. vil beskrive det erotiske forhold mellem svindleren og grisen. Ligeledes forventes svar på, om flygtningen havde medsammensvorne inden- eller udenfor sognegrænsen.
“Vi har nu indsamlet fakta og nedskrevet cirka 80.000 foreløbige rapportsider,” oplyser hr. Fellah, som får hjælp af en 11-personers arbejdsgruppe. “Dette materiale skal redigeres og sammenskrives til et bogværk i tre bind, hvoraf det første forventes at ligge klar i oktober eller november i år. Det er en stor og svær opgave, vi tumler med, men nu ser vi målet lysende klart forude.”
Når alle tre bind af rapporten foreligger, vil storsognerådet læse den grundigt og overveje at udruste en commandogruppe, rekrutteret blandt vore stærkeste og mest pålidelige borgervæbnere, der kan tage det endelige opgør med hr. Peckelmeier og hans gris.
Den Knockelske Retfærdighedsfond har undervejs støttet anstrengelserne med flæskebudding og hestepilsner hver fredag aften samt nogle hundrede stimulerende arbejdslussinger hver mandag morgen.
Fra en anonym kilde i Venezuela har redaktionen netop modtaget disse fotos af den forsvundne kommunesvindler. Som det fremgår, har han i nogen grad skiftet kulør og ekvipering, ligesom hans gris på billedet erstattes af en trædecykel. Vi minder om, at der er udsat en dusør på ikke under 3,34 kr. på hans hoved. (Resten af ham, hans beklædning og transportmidler osv. kan man omsætte lokalt.)
Nordvestjyllands globale position bliver nu atter styrket. Skibsfører Gylbert Onan, søn af fhv. landoverpostbud Olphert Onan-Olsen, Blodhøj, tiltræder som kaptajn på motorfærgen “Queen of Namibia” og vil stå ved roret, når den renoverede færge afgår fra Blodhavn Midtermole førstkommende tirsdag kl. 07.33 prc.
Ruten drives af Blodhavn Folkebådfart, og der vil være anløb i Agadir (Marocco), Conacry (Guinea) og Luanda (Angola) inden den endelige destination, Blodhavns venskabsby Swakopmund i Namibia.
“Vi mener, at tiden er inde til at genoptage den nære og regelmæssige kontakt med vore venner dernede,” udtaler færgerederiets direktør, Odin Plumbert-Peckelkrage. “Flere båd- og flyforbindelser har været ramt af uheld, men med et fartøj i topform og en veltrimmet, rutineret kaptajn om bord tror vi på, at det vil lykkes denne gang. Finansielt har vi et solidt rygstød i de 147 folkeaktier à kr. 13,98, som blev nytegnet sidste år i november.”
Med forbehold for vejr og anden force majeure vil sejltiden til Swakopmund være cirka 32 døgn. Skibets kapacitet er 80 passagerer med børn og/eller større husdyr. “Vi medbringer rigeligt med kødfoder til alle, og skulle dunkene med petroleum til motoren løbe tør, er der årer, stager og padler om bord,” oplyser kaptajn Onan.
Billetprisen på den første afgang er i reklameøjemed sat så lavt som 2,34 kr. pr. passager, halv pris for børn og husdyr, yderligere reduktion ved afstigning undervejs. “Velkomstlussinger og højt humør er inkluderet. Bestil Deres rabatbillet straks i dag hos Klamhuse Brugsforening!” siger en smilende kaptajn, som efter 37 år på Limfjorden ser frem til at betvinge verdenshavene.
Flg. nyhedsbulletin er netop blevet indleveret til mit kontor, pr. depeche fra erhvervs- og fængselsminister for Dartvados, den utroligt velestimerede hr. Dagobert von Schutztaffel (1905-).
Idet jeg qva. den indholdsmæssige danske relation vurderer det som værende af interesse for avisens abonnenter, videresendes skrivelsen hermed, venligst, og til generel orientering:
Amnesti til alle negerfangerne på Brunborg!
I erkendelse af den enorme mangel på fysisk arbejdskraft i forbindelse med den eksplosive fremgang i vor øs store genanvendelsesfødevareindustri, har vi her på Dartvados i samarbejde med pølsefabrikken “Arnold Laver” vedtaget at øge effektiviseringen, ved frigivelse fra Brunborg Fængselstårn af samtlige mandlige straffefanger ved godt helbred.
Der er tale om ialt 176 personer, der i øjeblikket afsoner livstidsdomme for bl.a. blasfemi, strandhugst og kannibalisme. Disse vil blive udstyret med ens udseende, selvlysende arbejdstrøjer, fastnittet til huden, således at de kan genkendes af borgerne, uanset tidspunkt på dagen.
Masseløsladelsen er imidlertid betinget af, at de involverede til fulde passer deres arbejde på fabrikken, møder præcist til tiden, og iøvrigt opfører sig ordentligt, og for eksempel ikke forsøger at æde deres kolleger. Specielt ikke i arbejdstiden.
Til overvågelse af denne kriminalforsorgsmæssige, lusseringsfri nyskabelse har vi formedelst 19,97 DASK (svarende til kr. 4,22) i ugentlig gage ansat fhv. oprørsnedkæmper på St. Jørgen, den ret ærede oberst Mads A. K. Réher (1892-), der trods aldersdiabetes, fremskreden Parkinsons, svigtende hørelse samt svær nærsynethed har givet sit æresord på, med de på billedet demonstrerede probate midler at ville håndtere ethvert eventuelt fremtidigt tilløb til opsætsighed, pligtforsømmelse eller slendrian blandt de benådede medarbejdere under udførelsen af deres daglige 16-timers skift (året rundt).
Som virksomhedens navnkundige motto jo lyder:
Hvorfor har dog negrene så store maver?
De spiser jo pølserne “Arnold Laver”!
På billedet ses filmhelten Orla Zinzüegh i rollen som industrialisten og opfinderen Arnold Laver (1821-1959), i den dramadokumentariske tv-serie “Fædrene Æde Pølser” fra 1962. Bemærk hovedkuldskysen: Den store mand var vitterligt forberedt på alt!
Til yderligere orientering og af generel interesse, vedhæftes desuden nedenstående video, omhandlende Roskilde Gamle Slagteri, i sin tid stiftet af den entreprenante Laver.
Med ærbødige hilsner, samt et dybtfølt bon appetit! fra Deres absolut loyale ven,
Kgl. Dansk Konsul Hartmann Stahl-Eisenmann
