Blodhøj Dyrepark, grundlagt 1932 og hidtil bedst kendt for sin bestand af snegle, firben og nordeuropæiske spidsmus, udvider nu drastisk. Via en international dyrehandler har parken erhvervet et velholdt og velplejet yngre snyltedyr, der fremtidig vil være hovedattraktion i samlingen.
– Der er tale om et højt forædlet dyr med kraftige genitalier og ca. 57 tænder i munden. Vi fodrer det med halm og komprimeret fiskeaffald og vil absolut mene, at det berettiger en forhøjelse af entréprisen, som derfor fremtidig vil være 13 øre, et par raske lussinger inkluderet, udtaler dyreparkens daglige leder, veterinærbøddel Hubert Lufferthage, Klamhuse.
Redaktør Louis B. Knockel har besigtiget snyltedyret og godkendt dets tilstedeværelse i Nordvestjylland.
– Det er et ganske anseligt eksemplar, formeringsdygtigt og på andre måder praktisk anvendeligt. Man må formode, at det kan tiltrække turister fra ind- og udland. Så vidt vides har vi ikke siden midten af 1800-tallet haft et fritlevende snyltedyr her på egnen (omend en del af de domesticerede varianter), og så længe det her fremviste individ bliver pryglet dagligt, kan det næppe anrette moralsk skade. Skulle dette alligevel ske, kan jeg love en hurtig og definitiv reaktion.
Godt nyt til hjem, skoler og arbejdspladser
fra hr. godsbesidder Jens von Lauenborg
En af Nordvestjyllands førende fremstillingsvirksomheder, det gennem mere end 100 år blomstrende og velrenommerede Lauenborg Slotssnedkeri, præsenterer nu nye lussinghælpemidler, inspireret af klassiske kinesiske traditioner.
Den kinesiske lussing udføres med lige dele præcision og raffinement, og den kan som kunstart sammenlignes med japanernes te-ceremonier.
Den meget estimerede direktør og seniorforsker på Gastronomisk Forskningscenter i Vestre Snotrup, Herbert Flomme (PhD i svinefedt), sætter foden ned over for den stærke fedtforskrækkelse, der breder sig i hele landsdelen
Ernæringssituationen i storsognet er ikke blevet forbedret gennem de sidste mange år, tværtimod. Den socialistiske propagandasender Radio Holstebro har døgnet rundt udbredt groft manipulerende skrækreportager om overvægt og fedmeproblemer. Ikke blot bliver unge søgende og eksperimenterende sjæle ramt; man ser også i stigende grad, at voksne rammes af fedtfattige råvarer.
Socialisternes motiver er helt entydige, de ønsker at sende gode fødevarer ud af sognet for at hverve proselytter i fjerne egne.
Her i sognet harde altid åbent sagt, at de kæmper for lighed og de små i samfundet, derfor skal alle være lige små (læs: underernærede). At de fisefornemme fra den nordlige del af Øster Brækkelse har tilsluttet sig den alliance er en gåde.
Før i tiden var det et statussymbol i den del af sognet at vise, at man havde råd til at spise sig mæt, men ikke nu. Man ser på gader og stræder, hvordan folk prustende, svedende og småfjærtende løber rundt i smart modetøj og bliver radmagre. Konsekvensen har været huller i ozonlaget og afsmeltning af indlandsisen på Grønland, med de enorme udgifter og klimatiske ændringer, det nu medfører.
NOK ER NOK
Vi bliver tvunget til at kortlægge skadesvirkningerne ikke blot på den nulevende generation, for at få fastlagt, om der sker skader på fremtidige generationer, ja sågar må vi se på arvematerialet, mener Herbert Flomme.
Subjekt for undersøgelsen
Hovedret: Gule ærter med flæsk og pølse, subsidiært and og grisehaler. Dessert: Hjemmebagte pandekager med flødeskum og tyttebær.
Sekundære mål: Kortlægning af gule ærter, deres oprindelse, historie og indflydelse på det politiske liv i Nr. Usseldrup i forskellige tidsepoker, samt rettens variationer og udvikling set i et retrospektiv og kontemporært perspektiv.
Motivation: Da denne fantastiske ret var almindelig, hørte man aldrig om den bulimi og anoreksi, der hærger storsognet i dag. Det kan vi lære noget af.
For at opnå det bedste resultat er undersøgelserne blevet støttet af den lokalt kendte og berømmede kogekone, fr. Senilia Platfuss.
Det hele starter tilbage 1960’erne. Alle evighedsstuderende, blomsterbørn og flippere havde i dengang travlt med at sno sig ind i Nr. Usseldrups kommunale sektor med den målsætning at forpeste livet for deres omgivelser de næste 40-50 år, under mottoet ”det er finere at leve på nas på skatteydernes penge end at bestille noget rigtigt.”
Måske var årsagen, at man ikke var begejstret for arbejdet på de fækale lagre eller i roemarken, hvor der skulle arbejdes hårdt, disciplineret og effektivt 48 timer om ugen for at bjerge føden. Så gik det anderledes stille og roligt til i det kommunale, hvor det største problem var manglen på opkvikkende medicin, når man i kortere perioder skulle være vågen. Træningen i at sende sagerne videre var derimod helt ekstremt professionel.
Nutidens unge har ikke nogen forestilling om, hvor ringe livsvilkårene var før de såkaldte glade tressere. Normale veltilpassede unge mennesker gik på arbejde for at skabe værdiforøgelse og producere varer og ydelser, således at tilværelsen kunne blive lettere for alle i samfundet.
Almindelig fækalieproduktion havde et ubehageligt efterspil, idet udvalget i toiletpapir kun strakte til et produkt, som gik under navnet ”3 gange nul” eller ”500 billetter til endestationen”.
Produktet, der blev markedsført i en grim gulbrun farve, havde dog den sidegevinst, at det også kunne anvendes som finkornet sandpapir.
Det store gennembrud
De fleste betegner 60’ernes store begivenheder som fjernsynets gennembrud eller landingen på Månen, men opfindelsen af toiletpapir i crepekvalitet er antagelig den mest epokegørende begivenhed i den tid.
Her blev virkelig skabt store fordele for sognets bagdele. Siden er udviklingen gået stærkere, end nogen kunne forestille sig.
Premiere på de gule ærter
Det var en mørk og stormfuld aften i oktober. Senilia Platfuss havde forberedt retten, og Herbert Flomme havde inviteret til den første prøvesmagning.
Langsomt dukkede vores første prøvepanel frem af regntykningen. Spændingen var på sit højeste, elektriciteten sitrede i luften, et enkelt tordenskrald buldrede, og det lynede fra en skyfri himmel, medens klokkerne ringede timeslag fra tårnet på Katedralen i Blodhavn.
Endelig oprandt det store øjeblik, hvor vi kunne servere de første gule ærter.
Resultatet var desværre ikke tilfredsstillende. Men vi fik et overordentlig godt resultat med vor dessert, som består af pandekager med svenske tyttebær og flødeskum.
Vi besluttede derfor at starte helt forfra med et grundforskningsprojekt omkring dette delikate og vigtige emne, hvilket, som det senere skulle vise sig, førte os til fremmede egne og lande.
Super dessert
Dette er desserternes ”Hole in One”, og måske skyldes det, at vi fik tyttebærrene direkte fra Ingvar Olsons Lingon Odling AMBA, som ligger i Sveg i Sverige. (Det svenske navn for tyttebær er lingon.)
Opskriften er lånt fra et daværende svensk herremagasin, som hed FIB aktuelt, der udover forskellige madopskrifter også bragte mange fotografier af yngre damer, som havde mistet deres tøj.
Da Herbert Flomme havde en bibeskæftigelse med at formidle damebeklædning, virkede bladet som en orientering om den svenske markedssituation, idet man altid oplyste, hvor disse mere eller mindre afklædte kvinder kom fra, og dermed kunne han se i hvilke byer, der var behov for tilførsel af varer.
Vi søgte information om retten, men fandt det for meget med en komplet kokkeuddannelse for en enkelt rets skyld. Vi skulle tjene til føden til de allerede dengang alt for mange ansatte på Øster Brækkelses kommunekontor. Da de kun havde vores skattepenge at leve af og slet ikke magtede et ordentligt job, ville det være umenneskeligt at stoppe vores bidrag.
Vi søgte vi efter et kursus i gule ærter, først hos Nr. Usseldrups liberale oplysningsforbund ULOF, senere også hos Holstebros arbejderoplysningsforbund HAOF samt de fisefornemmes oplysningsforbund HFOF.
Aftenskolerne
Til vor store forbløffelse tilbød aftenskolerne alle mulige kurser, såsom fletning af peddigrør, hønsestrik på strikkepinde nr. 12, Zen-buddhistisk gymnastik, indo-kinesisk filologi samt foredrag om emner som ”Kan man dyrke Samsø-kartofler i Nordvestjylland?”
HAOF havde et kursus med titlen ”Pensionér dig selv direkte fra folkeskolen” og et andet, der hed ”Tag hensyn til din sagsbehandler, bliv en mere professionel bistandsklient” og meget mere af samme slags. Det havde man enorm succes med.
Det stod hurtigt klart at den viden, vi kunne få om emnet i Nr. Usseldrup, ikke rakte til vores behov. Vi måtte, som så mange andre før os, ud over sognets grænser for at finde de store visioner.
Målet var og er at finde frem til ”alle gule ærters moder”.
Madlavningskunsten blev efter 1960’erne efterhånden anset for at være noget, man havde fundet på for at undertrykke kvinderne i deres kamp for ligeberettigelse, og da man samtidig åbnede de første fast food-spisesteder, glemte de fleste at lave mad, fordi de opfattede det som kønsdiskriminerende adfærd.
Bedste, højtærede og dybt beundrede Herr Redacteur.
Afvigte sommer dukkede der, fra den nærliggende Kjøbstad, hvorfra man
hævder at kunne haandhæve Jurisdiction over vort uskyldige Landsogn,
to Mandspersoner op ved Gadekæret.
De gav sig til at fiske Guldfisk!
Igjennem Aarene, hvor stigende uansvarlig omgang med surt erhvervede
Penge har manifesteret sig, har adskillige Smaakaarsfolk anskaffet sig
saadanne overflødige Pyntegjenstande, og naar de blev trætte af det
stadigt mere plumrede Vand, lempede de fornuftigvis disse besværlige
Pyntedyr ned i Gadekjæret. (De kan jo ikke fortæres). Deer har de
udgjordt nyttig Føde for Karper, Aborrer og for den gamle snedige
Gjedde, Mester Mikkel, som selv de mest ihærdige med Medestænger, ikke
har haft Held eller Dygtighed til at faa paa Krogen.
Adspurgt om, hvorfor de dog gik paa Guldfiskefiskeri, svarede disse to
communale Personer, at Aarsagen var, at disse Fisk var artsfremmede.
Da vore brave Landsbyboere, som i større tal var stimlet sammen, hørte dette, opstod en slags Uro, hvorved de to Biologer uheldigvis blev pressede ud i Gadekjæret, som er 2 à 3 meter dybt. Der var ingenlunde
Tale om Voldsanvendelse, men da de forsamlede hørte Begrundelsen for
Fiskeriet, blev Pladsen simpelthen trang, da Folk knækkede sammen af
Latter og derved fyldte noget mere end i oprejst Stilling.
Faa Dage senere havde vi i Jægerbroderskabet af 1832 vort kvartaarlige
Møde. Efter en lidt uinteressant Gjennemgang af Fredningsperioder (Vi
skyder nu, som det passer os, og naar det passer os paa vor egen Jord) –
kunne eet af vore yngre Medlemmer, Gaardmand Carl Weber-Freischütz, 62
Aar, berette fra et møde han havde bivaanet i Høng og Omegns
Gjensidige Jagtselskab, at man nu burde være opmærksom paa, at en
Række tilkomne Arter frit kunne bortskydes. Idet de ansaas, ikke at
høre naturligt til dansk Fauna, kunne nu Den sorte Svane, Den
amerikanske Skarvand, Maarhunden og yderligere et antal ”Artsfremmede”
Dyr frit jages, med Udryddelse for Øje.
Det naive unge Menneske benyttede Udtrykket ”Invasive” arter. Vi mere
modne Mænd, som for fleres vedkommende fra Ungdommen af, var blevet
gennemtampede i Latinskolen i den nærliggende Kjøbstad, forstod jo
udmærket den fine latinske betegnelse og Mødet truede med at fortabe sig
i Beretninger om Lille Jensen, Gale Ras og hvad disse ondsindede Tampere
nu ellers hed.
Vort møde var henlagt til Pogeskolen, og medens man fra Kjøkkenet
spændt ventede paa signal til at Spisningen kunne paabegyndes, var der
aabenbart ogsaa blevet lyttet ved Døren.
I hvert Tilfælde tillod den unge Hjælpedegn, Rasmus Bjerg, 48 Aar, sig
at træde ind blandt os bedre Mænd og tiltage sig Ordet. Denne
blegnæppede, skravlede Yngling fremførte med Fistelstemme, at
holdningen til de nævnte tilkomne, var ren Xenofobi og Racisme! Vi,
i vort velstaaende Sogn skulle være glade ved, at kunne byde de udefra
kommende velkomne og at lade dem fouragere paa vore Marker og i vore
Moser. Inden vi fik Fyren bragt til Tavshed, naaede han endda at
fremføre, at vi i tilgift skulle udlægge Vinterfoder, i haarde Tider !
Ja, har man hørt Magen ? Om de nævnte Arter er god Kost ved Husbonds
Bord skal vise sig. Men i Folkestuen gaar de vel an. Og den, som ikke
værdsætter Madmoders Kost kan gaa sulten i Seng, efter en god Dragt
Prygl.
Ja, Herr Redacteur; de nyeste Galskaber fra den fordærvelsens Pøl som
kaldes Hovedstaden og videre fra den ikke mindre raadne Kjøbstad,
rammer beklageligvis ogsaa os troskyldige Landboere, men med passende
Dumhed (fra vor Side) i Omgangen med disses Repræsentanter og med
daglig sund Sands i hjemlige Anliggender tænker jeg, at vi nok klarer
endnu en Vinter og Vaar.
Med de mest forbindtlige Hilsener og med min vedvarende højagtelse
forbliver jeg
P.S. Med hensyn til Invasive Arter ser man frem til, at den kjære fugl jeg
under et af min ungdoms Besøg i Scotland, lærte at kjende som “The
Famous Grouse” indfinder sig her i Tersløse.
LOUIS B. KNOCKELS BESVARELSE: Spar ikke på patroner eller hasselkæppeprygl
Allermest ærede hr. von Münchhaus,
folkeoplysningens utrættelige ven og velgører
Jeg må i et og alt bifalde, at forvaltningen af lokal natur varetages af lokale jægere i moden alder. Disse afgør suverænt, hvem der skal have lov at formere sig og spise af landets frugter, og hvem der skal bortskydes eller i det mindste under trussel herom jages ud over sognegrænsen.
På min hjemstavn fører vi nøje kontrol med invasive arter, såvel to- som fir- og seksbenede. Hvad de sidstnævnte angår, har vi haft betydelig gavn og glæde af en stamme albanske væggelus, som en lokal søfarende, overfyrbøder Harding Z. Grüde, Blodhavn, i begyndelsen af 1950’erne hjemførte. De er siden opformeret til en veritabel slagstyrke, der hver sommer sættes ind mod pengeløse sovepose-turister og andre fremmede, der i utilstrækkelig grad bidrager til hjemsognenes næringsliv.
Efter en enkelt nat i selskab med de albanske kæmpelus ser vi disse uønskede gæster bevæge sig i rasende tempo mod sognegrænsen, og de vender sjældent eller aldrig tilbage.
Om vinteren gør overskydende lus nytte som hønsefoder.
Jeg slutter i forvisningen om, at De, hr. von Münchhaus, og Deres bevæbnede naboer vil være i stand til at imødegå trusler af enhver art, og at hasselkæppen også i sognets roligere dage og uger vil danse over såvel tilvandrede som hjemmefødte usselrygge.
Den hjemvendte hjerneforsker Helena Penitzskaja har netop forsvaret sin doktordisputats om emnet. ”Har den frigjorte seksuelle omgang på de højere læreanstalter betydning for indlæringsevnen hos de studerende”.
Penitzskaja fastslår i disputatsen, at seksuel omgang forbedrer intelligensen for de studerende, der søger ind i forsknings- og universitetsmiljøet, men der er et par men’ér.
Det skal gribes rigtigt an, og struktur og målsætning skal være i orden.
Helena Schlaskenpa, datter af ventilgummiimportør, grosserer Olfert Schlaskenpa, Skamløse Overdrev, startede sin akademiske karriere på Universitetet i Nitsja Novgorod sammen med sinveninde Elise Klamydia Nielsen, datter af hjernekirurg og pedel i Dårekisten i Øster Brækkelse, Thormod Klamydia Nielsen.
Årsagen til dette valg var den overvældende tilgang til Klamhuse Folkeuniversitetet på sydmolen i Blodhavn. Desværre gik det ikke så godt for Elise, for ikke blot hed hun Klamydia til mellemnavn, men hun havde det også. Den slags går ikke i Rusland, så hun blev bortvist fra universitetet og måtte vende hjem uden at være blevet klogere.
Skiftede navn
For ikke at blive slået i hartkorn med Elise tog Helena et nyt efternavn, der klingede mere russisk, nemlig navnet Penitzskaja.
Penitzskaja startede sin forskning fra første semester, idet hun mente, der ikke var nogen tid at spilde.
Allerede de første resultater vist,e at løssluppen seksuel omgang øgede intelligensen hos denstuderende og gav rigtig gode resultater. Derudover erfarede hun hurtigt, at det skulle foregå struktureret, idet almindelig bunkepul med studiekammeraterne ikke var bevidsthedsudvidende.
Tværtimod!
Det skal selvfølgelig foregå på en ordentlig og dannet måde.
Selve parringsakten bør ske på et højt intellektuelt niveau, således det samtidig giver en videnskabelig oplevelse, gerne med et kunstnerisk islæt, der gør det til en æstetisk og fornem oplevelse. Det medfører således nogle udfoldelser, der ligger langt fra missionærstillingen.
Forskellige niveauer
En indføring i den såkaldte ”doggy style” med en lektor i et kosteskab giver en umiddelbar forståelse af uligevægtsfænomener i termodynamik og audiologi. Gennemføres parringsakten med en adjunkt under en kirkelig handlig i Snotrup Sognekirke, får man fuld forståelse for differentialligninger i kvantemekaniske systemer.
Alle undersøgelser viser, at der opnås en tydeligere perception ved at hengive sig til en professor end til en studiekammerat.
Der skal ikke så meget til, før man bliver klogere. Er man god til at ryge vandpibe, kan dette give en bedre forståelse af kognitive teorier, og et lille greb på den øverste del af låret på en adjunkt forbedrer ens forståelse af relativitetsteorien, således man øger sine karakterer et point eller to, mens et ordentlig greb i adjunktens skridt midt i frokostpausen kan sikre en meget dybtgående indsigt.
”Kort sagt er konklusionen på min undersøgelse, at lidt tilfældig petting med en lektor gør ens forståelse af komplekse problemstillinger meget lettere, men en fuld penetrering med rektor, gør en helt utroligt begavet”.
Den mandlige hjerne
”Min store interesse har altid været hjernen og specielt den mandlige,” fastslår fr. Penitzskaja. ”I Rusland lærte jeg hurtigt, at mandens hjerne flytter rundt i kroppen, alt efter hvilken situation, personen befinder sig i, og faktisk kan den flytte sig til den nedre del af torsoen på et splitsekund.”
”Dette fænomen har jeg prioriteret, og det er her, jeg har ydet et stort arbejde for hjerneforskningen.”
Etisk konklusion
“Foretages disse undersøgelser etisk korrekt, er der store resultater at hente. Selv har jeg altid anvendt den såkaldte konsekvensetik, der kort fortalt siger: Er det godt for mig selv, så er det etisk korrekt. Dette i modsætning til den tyske filosof Immanuel Kant, der mener, at en god/rigtig handling defineres som en handling, der udelukkende er udført af pligt. Alene anvendelsen af ordet pligt viser, hvor håbløst ude af trit med den moderne verden, denne filosof er.”
”Da jeg først havde klarlagt denne mekanisme, gik det relativt let at blive professor. Nu er det mit håb, at jeg med min undersøgelse viser vejen for mange unge kvinder, således at de ser de strålende muligheder i at blive akademiker”, slutter Helena Penitzskaja smilende, mens hun langsomt bevæger sig hen mod kosteskabet i hjørnet.
Gang på gang frapperes jeg af Deres fremsynethed, indsigt, erfaring. Derfor sender jeg Dem også trygt dette foto, da jeg jo ved, at De dels vil vide, hvad det forestiller, dels vil vide, hvorledes det evt. kan bringes videre til avisens læsere uden at skabe unødig panik.
Jeg spørger ud i det tomme rum: Er det en ny sportsgren med dværge mod kæmper, eller er der tale om en teknisk installation, hvor man risikerer at skifte størrelse, og 2 teknikere beroliger forsøgskaninerne, eller forhindrer sivning af tarmgasser – eller hvad sker der mon?
KNOCKELSK HASTEBESVARELSE:
Allermest ærede hr. Stürwolt
En knugende uhygge bredte sig, da vore betroede medarbejdere var kaldt sammen for at betragte Deres reportagefoto, og snart blev de bange anelser bekræftet. Redaktionens medicinske rådgiver, fhv. marinesygepasser Polle Z. Pumpernagel, udtalte:
– Disse otte sportsmænd, de store såvel som de små, har alle indtaget forkastelige, illegale substanser, der forvandlede dem til kæmper. De fire i baggrunden er stadig misbrugere, de fire på banen er afvænnede, og man ser, hvor små de i virkeligheden er.
Den ene af kontrollanterne (herren i sort tøj) er nu identificeret som formanden for Nordvestjysk Landsportsforbund, den anden kunne være den dyrlæge fra Holstebro, der har injiceret rytterne med de ulovlige substanser. Ifølge hr. Pumpernagel kan det dreje sig om illegalt importeret, syntetisk fækaliemasse med en unaturligt høj atomvægt.
Billedet markerer et nyt lavpunkt i landcykelsportens historie, kun få dage efter, at et raketcykelstævne på Usseldrup Hede endte resultatløst. Egnens ledende mænd må nu overveje, om cykelsport overhovedet har en plads her i landsdelen, eller om vi skal holde os til forfædrenes idrætsgrene: Fækaliekastning, lussingdans og marcherende, udendørs opvisningsmasturbation.
De pågrebne dværgcykelrytter vil blive omskolet til jagt i rævegrave, skorstensfejning, afløbsrørsrensning og andre beskæftigelser, hvor deres beskedne størrelse kan være en fordel.
Vi takker atter hr. Stürwolt for hans uvurderlige indsats. Det er en sort dag for idrætslivet i Nordvestjylland, men avisen er sat i verden for at bringe sandheden frem, og det lykkedes os atter i dette tilfælde.
