Tag-arkiv: afsløring

Skandale i landcykelsporten: Kæmperne var dværge

StürwoltLOGO

Bedste hr. Knockel

Gang på gang frapperes jeg af Deres fremsynethed, indsigt, erfaring. Derfor sender jeg Dem også trygt dette foto, da jeg jo ved, at De dels vil vide, hvad det forestiller, dels vil vide, hvorledes det evt. kan bringes videre til avisens læsere uden at  skabe unødig panik.

Jeg spørger ud i det tomme rum: Er det en ny sportsgren med dværge mod kæmper, eller er der tale om en teknisk installation, hvor man risikerer at skifte størrelse, og 2 teknikere beroliger forsøgskaninerne, eller forhindrer sivning af tarmgasser – eller hvad sker der mon?

Foto fjernet

KNOCKELSK HASTEBESVARELSE:

Allermest ærede hr. Stürwolt

En knugende uhygge bredte sig, da vore betroede medarbejdere var kaldt sammen for at betragte Deres reportagefoto, og snart blev de bange anelser bekræftet. Redaktionens medicinske rådgiver, fhv. marinesygepasser Polle Z. Pumpernagel, udtalte:

– Disse otte sportsmænd, de store såvel som de små, har alle indtaget forkastelige, illegale substanser, der forvandlede dem til kæmper. De fire i baggrunden er stadig misbrugere, de fire på banen er afvænnede, og man ser, hvor små de i virkeligheden er. 

pumpernagel


Den ene af kontrollanterne (herren i sort tøj) er nu identificeret som formanden for Nordvestjysk Landsportsforbund, den anden kunne være den dyrlæge fra Holstebro, der har injiceret rytterne med de ulovlige substanser. Ifølge hr. Pumpernagel kan det dreje sig om illegalt importeret, syntetisk fækaliemasse med en unaturligt høj atomvægt.

Billedet markerer et nyt lavpunkt i landcykelsportens historie, kun få dage efter, at et raketcykelstævne på Usseldrup Hede endte resultatløst. Egnens ledende mænd må nu overveje, om cykelsport overhovedet har en plads her i landsdelen, eller om vi skal holde os til forfædrenes idrætsgrene: Fækaliekastning, lussingdans og marcherende, udendørs opvisningsmasturbation.

De pågrebne dværgcykelrytter vil blive omskolet til jagt i rævegrave, skorstensfejning, afløbsrørsrensning og andre beskæftigelser, hvor deres beskedne størrelse kan være en fordel.

Vi takker atter hr. Stürwolt for hans uvurderlige indsats. Det er en sort dag for idrætslivet i Nordvestjylland, men avisen er sat i verden for at bringe sandheden frem, og det lykkedes os atter i dette tilfælde.