Den nordvestjyske folkepresses genopretning skrider frem i et tempo, som må give vore lumpne modstandere søvnløse nætter.
Korrespondenterne B. Nidding Halunk og S. von Münchhaus er i fuld aktivitet, og netop nu føjes en digter med ædel norrøn baggrund til medarbejderskaren. Nyhederne strømmer ind, og det samme gør avisens læsere, såvel nye som de trofaste gamle, der har vansmægtet under den lange mørketid.
Intet af alt dette ville dog være muligt, hvis ikke avisens teknik var blevet genopbygget, og dette mægtige arbejde har vi et informationsteknologisk geni at takke for, nemlig hr. Eberhard Stürwolt, som her præsenteres i fuld figur for læserne:
Navnet Stürwolt har gennem mere end et århundrede været knyttet til tekniske fremskridt i Nordvestjylland. Karetmager Antonius Stürwolt konstruerede ca. 1910 det første tarmgasdrevne automobil på egnen, og hans datter Aurora grundlagde Blodhavn Brunkage- og Buddingindustri, som stadig er en af egnens blomstrende eksportvirksomheder.
Hårdt arbejde og undtagelsesløs nudisme døgnet rundt kendetegner sammen med rundhåndet opskænkning af hjemmefremstillede alkoholiske drikke det stürwoltske storfamilieliv. Vi har meget at være Eberhard & Co. taknemlige for, og vi vil lære dem nærmere at kende i ugerne og månederne, der kommer.
SE OGSÅ: Jalbert Bänno ny eksekverende medredaktør