Kategoriarkiv: Kultur

Ydre Nederens storhed og fald

Gaffelbiter LOGO1

En kort historie om vort skønne og højtelskede Storsogns væsentligste byer og vigtigste områder, begyndende med den nordlige del. Jeg vil understrege, at jeg kun er en ynkelig amatør, men drevet af en stor passion for Storsognets historie. Altså undskylder jeg eventuelle fejl på forhånd. De må alene stå for min egen regning.

Ydre Nederen var i adskillige år – helt fra vikingetiden – en væsentlig havneby med et rigt ånds- og handelsliv. Grundet dens stilling som Storsognets vigtigste havneby havde den et stort samkvem med det øvrige Nordeuropa og var i 1400-tallet endda på tale som et potentielt medlem af det Nordeuropæiske Hansestadsforbund.

Som en vigtig søfartsby udviklede Ydre Nederen en stor prostitutionsindustri, som gradvist – men sikkert – gjorde byen yderst populær blandt embedsmænd og andre af den tids ”djøfere”. Byen var således en kort overgang på tale som hovedstad for hele den nation, i hvilken den lå.

YdreN 01x

Byen led voldsomt under en brand i 1855 og mistede en stor befolkningsandel – bl.a. grundet fraflytning, dødsfald som følge af røgforgiftning samt det faktum, at mange bordeller lukkede pga. brandfare og en større rotteplage.

Da den sydligere by, Blodhavn, fik udbygget sin havn, blev denne by – blandt andet grundet dens attraktive og yderst populære sandstrande – en vigtigere havneby og således mistede Ydre Nederen gennem årene sin tidligere så vigtige position til Blodhavn.

Blodhavn havde i århundreder været et populært badested for rige Nr. Usseldrup-boere, der havde deres sommerresidenser her. Byen havde også en lille havn, men blev dog først en søfartsmetropol, da Ydre Nederens notabiliteter slog deres kærlighed på stedet efter den tidligere nævnte storbrand i 1855, – en brand, der kan betegnes som Ydre Nederens endelige storhedsfald.

Byen Nederen (umiddelbart syd for Ydre Nederen) kan føre sin historie tilbage til vikingetiden, da området blev gjort til sognets nordligste forsvarsmæssige bolværk mod krigeriske stammer fra nord. Ungersvende fra Nr. Usseldrup, der måtte tjene som soldater, blev sendt til Nederen.

Etymologisk set kommer navnet Nederen fra den på den tid hyppigt brugte sætning: ”skal du tjene nordpå, hvor nederen”. At komme til Nederen var altså ikke populært – det var ikke attråværdigt, at blive sendt dertil.

YdreN 02

Den dag i dag står inskriptionen ”Hvor nederen” at læse på den monumentale statue af den ukendte soldat på Knockel Plads (fransk: Place de Knockel) i Nr. Usseldrup.

Som et forsøg på at ændre Nederens omdømme – og for at øge moralen blandt soldaterne – grundlagde den tids myndigheder byen Nedre Nederen. En by bestående hovedsageligt af kroer og bordeller, hvor mangen en ungersvend kunne more sig med lystige skønjomfruer, der enten var rejst til området fra omkringliggende sogne, så de kunne tjene en skilling, eller var kidnappede fra fjernere egne.

Nr. Usseldrup var i århundreder (og helt frem til i dag) det ubestridte kulturelle midtpunkt i Storsognet. Dette skyldes bl.a. det Knockelske dynasti, hvis overhoved fra sin udkigspost på øverste etage af Det Knockelske Hus i mangfoldige år (og også den dag i dag) drev de Knockelske Blade, som alle individer i Storsognet abonnerede på (i dag har netudgaven dog desværre næsten udkonkurreret papirudgaven).

De Knockelske Blade er et mediemæssigt imperium uden sidestykke i Storsognets historie – bl.a. pga. mediets evne til at spidde den politiske og erhvervsmæssige top, samt de mange afslørende og infiltrerende historier fra Nr. Usseldrups kriminelle underverden.

YdreN 03

Nr. Usseldrups position skyldes den popularitet byen opnåede pga. dens disciplinære magt. Fra gammel tid måtte folk stille sig op på lussingpladsen, når de skulle korrekses for deres fejltagelser og synder. Dette blev – som mange sportsgrene – en særdeles populær aktivitet at beskue. Måske pga. den katarsis effekt, der ligger i at se andre modtage en gedigen dragt prygl, men naturligvis også pga. den opdragende effekt, det havde – og har – på tilskuerne.

Byen Klamhuse blev grundlagt af bønder fra Storsognets sydvestlige kornkammer, som ikke kunne forlige – endsige identificere – sig med den dekadente livsstil i Storsognets hovedbyer Blodhavn og Nr. Usseldrup. Den landlige almuebefolkning så et behov for et sted, hvor de kunne samle de institutioner, de havde brug for; kirker, sportshaller, skoler, ældrecenter og et sygehus. Den dag i dag har byen en særdeles pietistisk og from kultur. F.eks. er det ikke normalt at byens unge drikker, danser og lytter til rockmusik. De går i stedet til sport, går i kirke og synger salmer.

Storsognets sydligste by på grænsen til de fjerne og ukendte egne hedder Øster Halme. Dens vækst kan hovedsageligt tilskrives den mur, som én af sognets ledere engang fik den idé at bygge. Byen er i dag et handelsmæssigt knudepunkt med stor grænsehandel og indvandring fra de fremtrængende horder sydfra. Disse horder ønsker sig naturligt nok et visum til vort skønne og højtelskede Storsogn.

YdreN 04

Der er så meget mere at fortælle – og det er jeg sikker på, at jeg og andre vil gøre i fremtiden.

Redaktionen takker ærbødigst for denne lødige historiske oversigtsartikel. Et eller flere nytegnede landkort vil snarligst blive tilføjet.

SE OGSÅ:

HenvMuenchVÆRTSHUSPRYGL

Kulturnyt: Verdens bedste film dræber

HalunkLOGO

En autodidakt filminstruktør fra lokalområdet har gjort det umulige. Han har skabt verdens bedste spillefilm. Et mesterværk, der overgår alle andre film og har den stærke titel: Munden uden tænder. Dog har filmen en skæbnesvanger bivirkning. Den er dødelig.

Amatørfilminstruktør Halpert Plaks, der både er blind, døv og stum, havde ingen idé om, at den film han producerede for sjov, skulle gå hen at blive så overlødig, at seerne ville omkomme ved synet.

Filminstruktør

I aftes kl. 19.17 præcis mødte publikum talstærkt op i biografteateret “Nordvestpalads” på Blodhøj. 100 gik ind i salen, 11 kom levende derfra.

De overlevende biografgængere fortæller, hvordan samtlige personer gav slip på urin og fækalier inden for filmens første to minutter. Efter 20 minutter begyndte de vitale organer at give op og eksplodere.

Og da slutteksten kørte over lærredet, sad salen fuld af indsunkne skeletter indsmurt i pladdermasse og en grød af kød og flomme.

Filmdød

“Denne film er så fremragende, hvad angår billede, lyd, musik, skuespil og historie, at den menneskelig organisme i sidste ende giver op,” siger overlæge Morgan Knoldborg, der selv måtte forlade salen, efter at den ene hånd blev blå og brækkede af.

Efter sigende skulle filmen handle om en dyrlæge, der forelsker sig i en pungrotte. Men kræet er en svindler, der vil stjæle dyrlægens formue. En simpel historie pakket ind i millioner af sanseindtryk, som ingen tilsyneladende kan håndtere.

Filmoperatør

Redaktør Louis B. Knockel var selv til stede under forevisningen, og han kunne efter kort tid vurdere, at noget var galt.

“Min kæbe begyndte at hænge, og jeg blev midlertidigt lam i højre fod og smådøv på højre øre,” udtaler hr. Knockel der nåede at flygte inden filmen fik krammet på ham. Redaktøren er stadig chokeret over oplevelsen, men slår én ting fast:

“Filmen er et mesterværk og skal derfor ses af alle. I fremtiden må forestillingen brydes op i bidder, så man har en chance for at overleve. 115 pauser er vel ikke for meget forlangt.”

Annonce ØKSEMORD02

Tilbage til forsiden

Tragisk dødsfald: Popsanger Gideon Schlubbert, 98 år

NekroLOGOBørst

En af Nordvestjyllands markante stemmer gennem det meste af et århundrede, popsangeren Gideon Schlubbert, forstummede i år efter voldsomme optøjer i Klamhuse Folkepark.

Gideon, der blev 98, voksede op på husmandsstedet Schlubbertsminde, Usseldrup Hede, hvor han sammen med sine otte søskende tidligt blev oplært i lussingdans og flerstemmige vokale udfoldelser.

Schlubbert01

Efter krigstjeneste på Østfronten debuterede Gideon Schlubbert i 1947 som sanger og masturbationsartist i Blodhavn-revyen “På vilde Vover”. I de følgende årtier indsang han over 100 grammofonplader og opnåede et samlet salg på næsten 430 eksemplarer. I 1959 var hans version af “Slentre gennem brun nedbør” i flere uger nr. 2 på Klamhuse Brugsforenings hitliste.

Ved siden af den kunstneriske karriere var Gideon aktivt involveret i gedeavl. På en sommerdag i 1991 blev han angrebet af en jaloux norsk vædder og, blottet som han var, udsat for en afbidning, der for altid ændrede hans stemme. Det ældre publikum husker ham som en markant basbaryton, men nu lå tonelejet flere oktaver højere.

Schlubbert02

En svigtende kontrol over intonation og vibrato fik den gamle popsanger til at skrue stadig højere op for volumen, og midt på sommeren fik publikum ved et udendørs folkestævne i Klamhuse nok. De sidste minutter af popsangerens liv skal ikke gengives i detaljer. Et stort antal af vore læsere vil have hørt hans dødsskrig. Over det meste af Jylland og i dele af Sydnorge blev folk vækket, mens det foregik.

Vi, der kendte Gideon i hans bedste dage som sanger og masturbationshelt, stillede op i en rank kolonne, da resterne af hans kadaver skulle bæres frem til Klamhuse Kødfoderfabrik, rampe 4.

Forrige dødsfald           Næste dødsfald           Retur til avisens forside

Årets danske roman: Øksemord i feriekuplen

ANMELDELSE: FEM GULDPØLSER FRA LOUIS B. KNOCKEL

For første gang i 82 år vil jeg her give en ny dansk roman min anbefaling. Jeg har i tidens løb stiftet bekendtskab med værker af Morten Korch, Karen Blixen, Sven Hazel og andre af vore fremtrædende forfattere, men først nu føler jeg mig helt tilfreds.

Fremtidsdetektiver OMSLAG

Dette originale værk er fyldt med spænding og overraskelser. Far og søn ankommer til et feriested, og straks efter finder de et friskmyrdet offer. Risikerer de selv at smage øksen, er der gift i maden, og hvad er det i det hele taget for et mærkeligt bondsk miljø, de har købt sig adgang til?

Halunk portræt

Baryl Nidding Halunk er ophavsmand til “Øksemord i feriekuplen”. Læsere af nordvestjysk lokalpresse kender ham og følger året rundt med begejstring hans reportager og selvoplevede eventyr.

Læsere

Nu har vores store unge forfatter gjort det igen og i et format, hvor hans talent får helt frit spil. Hans roman fortjener vid udbredelse og al mulig medvind.

SAMLET BEDØMMELSE:

Guldpølser 5 af 6

Jeg tildeler værket fem guldpølser af seks mulige. Vi er tæt på de seks, men der mangler lidt husdyrmedvirken undervejs, og desuden skal en så ung forfatter stadig have noget at stræbe efter. Hans næste storværk imødeses!

Bedømt efter hukommelsen vil jeg give Sven Hazels “Døden på rågummisåler” tre pølser, Karen Blixens “Min bengalske farm” må nøjes med to, mens Morten Korchs mesterværk “Fætrene på Fjærtsmølle” får fire. Dette siger noget om værdien af Halunks fem pølser.

Bibliotekar

Mit råd til avisens læsere og alle gode venner (selv Holstebro får lov at være med i dag): Klik straks videre til forlagets hjemmeside, hvorfra bogen kan erhverves og i løbet af sekunder bringes til Deres hjem eller arbejdsplads.

Baryl Nidding Halunk: Øksemord i feriekuplen,
Nyt Dansk Romanforlag 2017,
vejl. udsalgspris incl. moms kr. 9,85.

Annonce ØKSEMORD02

Tilbage til forsiden

Larmo-sagaen afsnit 2: Krisetider og forråelse

Stahl-EisenmannLOGO

EN VÆGTERS ERINDRINGER (se afsnit 1 her)

Efter årtiers uafbrudt vækst og den nyvunden økonomisk frihed blandt selv vore usleste medborgere, fulgte desværre generel løssluppenhed og en katastrofal mangel på disciplin. Overskuddet soldedes op på intetsigende modefænomener og eksperimenteren med nymodens bevidsthedsudvidende substanser. Borgerne hungrende efter noget nyt, tabubelagt og spændende, og lod hånt om de etablerede samfundsnormer. Resultatet blev – helt forventeligt – en absolut kulturel og social deroute.

Larmo 2-01

Herover ses Gustenhuses første opiumshule. Rygehytten på Gustenhuse Hede startede som et socialt eksperiment, men udviklede sig lynsnart til et gigantisk problem.

Larmo 2 02

Euforiserede medborgere slumrer på tragisk vis ind i psykedelisk døs. De uhyrlige bivirkninger ved denne aktivitet fulgte de involverede misbrugere gennem livet, indtil det blev vedtaget at tvangsindlægge dem på Gack E. Lacksens sanatorium, hvilket synes at have løst problemet, idet man aldrig siden hørte fra de pågældende patienter.

054582:The 'Mail' Cup Seaton Burn Halliday Fred 1912

Her ses et eksempel på resultaterne af de frygtelige stoffers indflydelse på den menneskelige organisme: en narkotikapåvirket medborger dratter død om midt på Hovedgaden.

VINDUESKIGGERPLAGEN I 1978

Foto fjernet

Da de første sort/hvide fjernsynsapparater kom i handelen i slutningen af halvfjerdserne, var det ikke alle medborgere beskåret at eje et sådant luksusforbrugsgode.

Fascinationen af de levende billeder var enorm, og det blev således en kolossal byrde for ordensmyndighederne i Gustenhuse at bortvise diverse hæmningsløse personer fra respektable familiers stuevinduer, hvor lureriet nærmest blev for en folkebevægelse at regne.

Larmo 2 05

Den direkte transmission fra par-VM i masturbation i 1978 var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den danske deltagelse ved den populære duo Hans Lange-Lem/Hack Pickemann, kommenteret af den navnkundige Gunner Rée, var simpelthen for stor en fristelse for selv normalt lovlydige borgere, der stod klinede til vinduerne for at følge deres helte i aktion.

Larmo 2 06

Normale modforanstaltninger såsom lussinger og bøder hjalp ikke, og først da mørklægningsgardinerne fra Besættelsestiden var fundet frem, blev der igen nogenlunde ro om privatlivets fred i de små hjem.

MASSEHYSTERI, DA BÄHLERURNEN KOM

Larmo 2 07

Den ene folkepsykose blev naturligt fulgt af den næste, og efter plejehjemsforgiftningen af 1979 opstod en nærmest vanvittig efterspørgsel efter urner, da vor kirkegård i forvejen led under katastrofal pladsmangel, og Gustenhusmose samtidig var underlagt strikse regulativer iht. Brunvareudvindingsdekretet.

Derfor oplevede byen dette år en veritabel folkevandring til isenkræmmer Klinkbergs udsalg på Skrammeltoften 8, hvor folk stod i lange køer for at erhverve sig den nye fashionable Bählerurne – uigenkaldeligt sidste skrig – som dengang kostede hvad svarede til min egen udbetalte ugeløn: hele kr. 1,76.

Larmo 2 08

Det eneste kendte eksemplar af vasedrejer Bählers mesterværk, som endnu ikke er i anvendelse. Foto med tilladelse fra Fækalmuseet.

Gustenhuse Aviationsforenings Liggasballon måtte en overgang tages helt ud af anvendelse, grundet mangel på drivmiddel. Kremationsdillen var blot endnu et symptom på en kedelig samfundsudvikling, og det skulle desværre blive endnu mere grelt i gode, gamle Gustenhuse.

SVEND PHÆKALI — DEN GALE HYPNOTISØR

Larmo 2 14

Denne afskyelige charlatan havde let spil i disse retningsløse år. En storforbryder, i ondskab kun overgået af Gustenhusebandens medlemmer, fandt hurtigt fodfæste i vort sogn, og drev i et helt år sit perverse og utugtige spil med diverse godtroende kvindfolk.

Den sensationshungrende befolkning mødte velvilligt frem til de groteske forestillinger, der fandt sted efter solnedgang, i gyllespreder Svinbergs storlade.

Larmo 2 15

Her ses en situation fra en af dr. Phælkalis populære aftenseancer, hvor assistent S. Maddersen ved gentagen slagpåvirkning med forhammer brækker et massivt stykke fossilbrunvare oven på en hypnotiseret og rigidt udspændt kvindelig figurant. Det var under en sådan demonstration, at katastrofen uvægerligt måtte ske.

Larmo 2 16

Svinbergs lade eksploderede, og antændte Den Store Hedebrand, hvilket selvfølgelig førte til yderligere genvordigheder. Det var i sandhed travle tider i Gustenhuse.

BRANDDASKERINVASIONEN I 1980

Larmo 2 09

Her ses blot lidt af den store katastrofe. I hundredevis af hektar afgrøder og skov brændte, og ilden lå længe derefter og ulmede.

Larmo 2 10

Vort lokale frivillige brandvæsen gjorde en upåklagelig indsats, men fik desværre aldrig helt styr på efterslukningen. Vi måtte ydmygt anmode offentligheden om hjælp.

Foto fjernet

Desværre var der ingen styr på begivenhederne. Fra nær og fjern væltede det ind med godhjertede frivillige, der uden faglig kyndighed forrettede mere skade end de gjorde gavn.

PAPIRMANGELEN

Larmo 2 13

Tabet af de mange naturressourcer, herunder store mængder træmasse, betød et meget hårdt slag for de trykte lokalmedier, herunder ikke mindst billedpornografien.

Indsamlingen af gamle erotiske magasiner blev en prioritet, og det var sørgeligt at bevidne, hvorledes mangen en medborger yderst modvilligt og med tårer i øjnene indleverede deres fine samlinger, for at sikre den fremtidige produktion.

Foto fjernet

Der blev dog hurtigt rådet bod på det manglende udbud, og qva et forbilledligt samarbejde mellem lokalpressen og de yngre kvindelige medborgere kom der atter varer på de nederste hylder.

BESØG AF DEN NORDAMERIKANSKE NEGERDELEGATION I 1982

Larmo 2 17

Den meget ærede George W. Johnson med følge inspicerede Gustenhuse i 1982. På fotografiet ses viceborgmester Igno Randt overrække Gustenhuses Æresdiplom For På Klokkeslæt Præcist Fremmøde til den amerikanske kulturattachés stedfortræder, da hr. Johnson desværre måtte gå på toilettet, mens billedet blev taget.

Hvad så disse honoratiores da under deres diplomatiske visit?

Foto fjernet

En by i forfald…

Foto fjernet

…tarvelig opførsel… uværdig fremturen… holstebroisk gadeuorden… vandalisme… manglende respekt for autoriteter…

Larmo 2 20

…elendighed og menneskelig degradation i allehånde afskrækkende former.

Det var ikke vor by værdigt, og det kunne ikke længere ignoreres, at Gustenhuse havde alvorlige problemer. Desværre kunne amerikanerne ikke dy sig for at markere deres utilfredshed med oplevelsen i form af denne satiriske musikalske indspilning, som opnåede en 117.-plads på Dansktoppens hitliste, mellem 23.06. og 24.06.1982:

Larmo 2 musik

Denne kulturelle begmand var jo et kolossalt hak i selvforståelsen. Så galt stod det til med andre ord til i vort kære hjemsogn, på daværende tidspunkt. Selv negrene lo af os! Det var så sandelig tid til forandring.

(Den lokalhistorisk relevante grammofonplade (Dolypor, NW-34-6473b), kan i brugt tilstand, ubegrænset oplag, erhverves formedelst kr. 0,02, i marskandiserforretningen, Gammel Ragelsesgade 4c. Bytte er også en mulighed, især s/h fotografier og private filmoptagelser af badende unge piger har interesse. Kontakt borgmesterkontoret, spørg efter Hartmann).

VÆGTER OG HÆDERSMAND, HR. LARMO RASSELSCHLÜSSEL VIL
INDEN 
LÆNGE AFSLUTTE SINE ERINDRINGER MED ET 3. AFSNIT

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLARMOVÆGTER

HenvEisenmann LARMO 3

Retur til forsiden

Landslubbertgeneralforsamling, mødepligt

NORDVESTJYSK LANDSLUBBERTLOGE af 1898 indkalder til den årlige generalforsamling, der holdes på Blodhavn Nordstrand (ved latrinpumpestationen) onsdag morgen kl. 07.04 prc.

Landslubb01

Dagsorden:
1. Valg af dirigent og to lussingansvarlige
2. Præsidentens beretning
3. Vi hædrer årets døde og invaliderede med fællessang
4. Genvalg af præsident og præsidium
5. Godkendelse af regnskab, egenkapital på kr. 4,39 overføres til næste år

Landslubb02

6. Fællesspisning, brun pureret festgryde med pynt af fritteret avispapir
7. Optræden af Nordvestjyske Hospiceklovne
8. Afslutning og rask afmarch kl. 07.57 prc.

Som alle foregående år: Mødepligt og rank, alvorlig holdning fra start til slut

SE OGSÅ:

HenvSLUBBERTTEMPEL

Betagende afskedsdigt: Tre visne mænd fra Østerlars

Stahl-EisenmannLOGO

Nedenstående fremsendes i den triste anledning af V. Røvlenbergs i en alder af 128 år alt for tidlige død, under et særdeles veldækket nytårsmiddagsbord i festsalen på Gustenhuse Friskytteforenings Jagtpavillon.

Det var Røvlenbergs døende ønske, da han tidligere i dag udåndede i mine arme, med sit aftrillede hoved i skødet, at hans efterladte, under middagen på en serviet nedfældede digt, specifikt skulle fremsendes til publicering i vor højt respekterede egnsavis.

Lad os efterkomme vort noble bysbarns bøn og alle istemme denne, hans sidste mesterlige komposition, ved bisættelsen fredag 6. januar, 2017, kl. 18:47 prc. på Gustenhuse Østre Losseplads.

De Tre Visne Mænd Fra Østerlars

eisentrevise01

På Marken foran Kirken staar
To Mænd der ej i Kirke gaar.
“Til Rønne By vi age vil,
At redde os en Brandert, til!”

Som sagt, saa gjort. De ta’r afsted,
Og Degnen følger også med.
Thi han har Hestevognen tømt,
Og Han’sens Liigfærd just forsømt.

eisentrevise02

For nu de Trende solde maa;
I Han’sens Kiste er kun Skraa,
Butæljer, og en Mø saa favr,
Og ikke Hannesens Kadav’r.

Men Tingene jo slippe op,
Og udslidt bliver Pigens Krop.
Saa hastigt Vognen Ruten ta’,
I Svinget Pigen kastes af.

eisentrevise03

I Rønne By saa prunk og fiin,
Dér møder de en stolt Rabbin’.
Han rækker dem en gylden Kalk,
Og siger: “Prøv dog denne Skalk!”.

“Det siger vi Dem, Hr. Melin,
Ej drikke vil vi Jødes Vin!
Jeg er blot Degn, en Ødeland,
Dog ej jeg føje Jødemand!”

eisentrevise04

Og Degnen Pisken smælde la’r
Ret mod den gamle Jødefa’er,
Og til sin Synagoge strax,
Han sig forføje med et: “Pax!”

De Trende Svirebrødre nu,
På Kro vil age, gram i Hu,
For dér at slukke deres Tørst,
Thi dén er stor, ja, større; størst!

eisentrevise05

Men pludselig på Vejen fram,
De ser en tækkelig Imam.
Han byder dem et Maaltid let,
Og si’r: “Min Navn den er Ahmed.”.

Men Degnen svarer, gamle Skjælm,
Ret som en Viking uden Hjelm:
“Præcis som Dem vi er – ak – mæt.
Saa nu vi Tre vil drikke tæt!”.

“For vi har gode, danske Aner.
Vi ej er Muhamme-, men Daner!”
Og ind i sin Moské han skrider,
Imedens de Trende rejser vider’.

eisentrevise06

Paa Torvet alt i Rønne By,
Der rejser sig højt imod Sky,
En Negerkarussel saa stor;
De Trende raaber: “Nøjjj…!”, i Kor.

billede-7-8

Ved Hjulet denne skiønne Dag,
Staar Negerkongen Umbabá.
Han rækker dem en Pibe hver,
At ryge paa, med Lugt saa sær.

eisentrevise08

Og Degnen raaber: “Umbahbah!
Jer Røgelse er vældigt bra!
Tag med os, kiære Negermand;
(Blot Kirkebøssen række kan…!)”.

Således blev de Tre til fir’,
Og alle gik de ud på Svir.
Hvorend de er, den Dag idag
De sammen er, I muntert Lag:

Tre visne Mænd, og Umbabá!

eisentrevise09

Egnspoet V. Røvlenberg (1888-2016).

SE OGSÅ:

henveisenmanndaarekiste01

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 22

DET HERRENS ÅR 1977

1. JANUAR

“Du er for fed, Elvis.”

Han sagde det til sig selv, da han stod foran spejlet i Gracelands marmorbadeværelse på første sal nytårsmorgen.

Han havde tømmermænd, han trængte til koldt øl, burgere, milkshakes, rå østers, saltlakrids, alt muligt godt.

“Men du er for fed,” gentog den trætte, dybe stemme. “Prøv at se på ham Cliff Richard. Han er også en halvgammel popsjover, men han ser sgu noget friskere ud. Du må i skarp træning, Elvis. Du skal ligne ham englænderen, ellers brænder din karriere ud.”

Foto fjernet

1. MARTS

“Det hjælper på det, Elvis.”

I korridoren hang en plakat i størrelsesforholdet 1:1 af Cliff Richard, som han kunne sammenligne sig med. Hans krop var på vej ned i Cliff-format, og når han smurte den med olie, lignede han sgu næsten en teenager på stranden.

Men jeg vil også ligne ham i ansigtet, tænkte Elvis og satte sig ved telefonen.

Den celebre Hollywood-kirurg, der havde opgraderet de presleyske genitalier for nogle år siden, svarede med det samme.

“Howdy buddy,” sagde Presley. “Jeg har et nyt job til dig.”

“Jamen selvfølgelig. Næse, ører, tæer?”

“Ansigt. Der er en, jeg gerne vil ligne. Rigtig meget.”

1. JUNI

Elvis var nu så forandret, at det bekymrede hans nærmeste. Han havde afmeldt en turné og fyret det tjenende personel i Graceland. Hans manager, oberst Parker, var i telefonen:

“Vi skal jo holde forretningen kørende. Det er dig, folk vil se. Har du virkelig barberet bakkenbarterne af? Elvis, hør nu her…”

“Luk spalten, oberst. Jeg skal have den sidste og afgørende operation på fredag. Og så skal jeg lære at spille tennis. Det er på høje tid. Cliff Richard har spillet tennis hele sit liv.”

“Cliff Richard? Hvad fanden betyder Cliff Richard for os to?”

Elvis lagde røret på og besteg træningscyklen. 200 km ventede.

16. AUGUST

En slank og solarieglinsende Elvis sad på balkonen og spiste grøn salat, da der blev ringet fra portvagten.

“Vi har besøg,” sagde stemmen i samtaleanlægget. “Cliff Richard står hernede.”

“Virkelig? Hvad vil han?”

“Han siger, han bare lige kom forbi. Nu vil han gerne hilse på.”

“Jamen, så lad ham da passere.”

En fedladen mand med hængende skuldre muflede hen over græsplænen. Elvis havde hørt rygter om, at det gik fysisk og mentalt tilbage for Cliff, men kunne det virkelig være så galt fat med ham?

Svaret var ja. Efter et håndtryk og nogle høflighedsfraser bad den svampede, skælvende englænder om at måtte låne toilettet. Elvis stod ved døren og kunne høre, hvordan Cliff defækerede med langtrukne, hult drønende tarmlyde. En uhyggelig rallen og et pflump markerede, at han var trimlet om kuld.

Elvis trådte ind og betragtede det tragiske kadaver.

Hvad nu? spurgte han sig selv. Jo, sgu, jeg gør det!

Efter at have smurt sort pomade i Cliff Richards hår og trukket ham i et Elvis-kostume, som passede forbavsende godt, gik Mr. Presley ned i stuen og ringede efter ambulancen.

“Ja, det er her fra Graceland,” sagde han. “Elvis Presley er død.”

Foto fjernet

1. OKTOBER

Cliff Richard dansede ind på scenen i London Palladium, slank og veloplagt som altid.

“Everybody wants a summer holiday,” sang han og smilede med hvide tænder til den tusindtallige forsamling. Jubelen brusede op omkring ham.

Trist, at Elvis fik så sørgelig en afslutning, men kong Cliff er mere end nogensinde toppen af poppen, stod der i avisen næste dag.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 19

DET HERRENS ÅR 1954

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 07.48 PRC.

Filmstjernen Buddy Wankers (Oscarnomineret for hovedrolle i westerndramaet “17 Guns and a Chink”) sad bag rattet i sin nyanskaffede Pontiac Chieftain De Luxe Convertible. Speedomeret viste næsten 90 mph, da han overhalede en lastbil op ad bakke på en to-sporet landevej i Idaho.

Over bakkekammen kom en gul skolebus til syne. I løbet af sekunder var den så tæt på, at Buddy kunne se en skæv tand i chaufførens overmund. Han kastede sit luxusvehikel til højre og hørte lastbilens og bussens tudehorn som dommedagsbasuner.

Da han fire minutter senere holdt på en rasteplads, kunne han konstatere, at brede striber lak var skrabet af begge Pontiacens sider.

Alle implicerede var uskadte, og de tre vehikler fortsatte ad deres planlagte ruter, Buddy dog først efter at have masturberet nogle gange for at berolige nerverne. (Hans problemer med alkohol og nervemedicin begyndte mange år senere og havde intet påviseligt med denne episode at gøre.)

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 09.11 PRC.

Galeasen Aurora Knockel af Blodhavn pløjede Vesterhavets bølger, tungt lastet med nordvestjysk brunvare (tørret, fladvalset, kvalitet II) til Le Havre. Skipper Clement Knockels grå øjne skuede hen over skumtoppene.

“Men hvad satan?” brummede han. “Er det ikke en pukkelhval dér mod vest-nordvest? Kunne man sejle hovedet i smadder på sådan et kreatur og slæbe kadaveret med hjem til Klamhuse Kødfoderfabrik?”

“Vi er jo først hjemme om tre-fire uger,” bemærkede Jallah, skibsdrengen, der var med på sin første langtur.

Skipper Knockel smurte en rask lussing hen over det fregnede fjæs.

“Du taler, når du bliver spurgt, ellers ikke. Hvalkødet bliver modnet og mørt undervejs. De bedste udskæringer kan vi afsætte til Brunmølle Udflugtskro.”

Skipper drejede skarpt på roret, og Aurora stævnede efter den mørke pukkel i havet, men hvalen forsvandt af syne, og da den igen dukkede op, var den halvvejs ude mod horisonten.

“Møgdyr!” brummede Knockel og tildelte skibsdrengen endnu en lussing, før han styrede tilbage på kursen.

En halv sømil bag dem drev den hornmine, som de havde været få favne vand fra at ramme ind i. Den var 10-12 år gammel, men stadig aktiv, og den indeholdt 78 kg TNT.

Ud- og hjemtur blev gennemført uden større begivenheder, når bortses fra, at Jallah på bordellet Bonheur du Jour i Le Havre pådrog sig den første af et langt livs talrige gonoré-infektioner.

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 16.24 PRC. (LOKAL TID)

Globetrotteren Gambrinus Buhms var nået 11 dagsvandringer ind i Amazonas-junglen, længere end nogen anden hvid mand. Ved middagstid havde han mødt en flok indfødte omkring et vandhul, hvor de kollektivt defækerede, og dette øjeblik havde han naturligvis sikret for eftertiden ved brug af sit veltjente Agfa-kamera. Nu stillede han otte af de ranke og velnærede, men ikke ret store stammefolk op til fotografering i en lysning. Den niende havde fået et lynkursus i kamerabetjening og skulle trykke på knappen, når Buhms gjorde tegn.

1954-hvid-hoevding

De indfødte var tilsyneladende villige nok, men det tog lidt tid at få dem arrangeret i den rette skulpturelle formation, som den sønderjyske eventyrer så skulle knæle foran. Det lød, som om de indbyrdes diskuterede et eller andet.

“Umbrok pop gryffert?” sagde den yngste spydbærende dreng.

“Umbrok graff!” lød det fra bedstefar bag ham.

“Hold nu kæft og kig ind i kameraet,” sagde Gambrinus Buhms og prøvede med en viftende hånd at vise, hvad han mente.

De forstod ikke hans sprog, og han forstod ikke deres.

“Skal vi æde ham?” havde drengen sagt.

“Jeg er sulten!” tilføjede bedstefar.

“Gryffert jao kikkel. Umbrok kikkel. Pillarkuna,” sagde den ranke kriger, som Buhms formodede var høvding. Det betød så meget som: “Han er senet og sur i kødet, og vi har ikke de rigtige krydderier. Slut på diskussion.”

“Klik!” sagde Buhms og gjorde det aftalte tegn.

Klik, lød det fra Agfaen. Billedet var taget.

SØNDAG DEN 19. DECEMBER, RESTEN AF DAGEN

Det fortsatte på samme måde. Ikke en eneste sagesløs danskere blev myrdet, medlemmer af de europæiske kongefamilier blev hverken gift eller skilt, ingen passagerfly styrtede, ingen jordskælv, tornadoer eller stormfloder hærgede noget steds på kloden. Den hellige gral blev ikke fundet, og Marilyn Monroe var endnu mange år fra sit selvmord.

Hen mod aften herskede sort fortvivlelse på avisredaktioner verden rundt. Det gjaldt også Nørre Usseldrup Folkeblad, som netop var amalgameret med Nordvestjyske Fækalietidende. På redaktionskontoret (beliggende lunt og komfortabelt over bolsmand Ferkelsens svinestald) sad redaktør Gylbert Knockel og rev sig i håret.

“Det er den værste dag i mit professionelle liv,” sagde han og tildelte journalisteleven Philbert en af dagens talrige stimulerende arbejdslussinger. “Hvad gør vi? Du bliver aflønnet med 3,74 kroner om måneden plus roefoder og en halmbunke at sove i, så hvad er svaret, Philbert? Hvordan redder vi morgendagens udgave?”

“Hvis der nu indløb en bombetrussel mod Klamhuse Kino,” sagde eleven.

“Ja, hvad så?”

“Og publikum blev jaget ud, og alle var rasende…”

“Videre.”

“Og så… æh, noget med et slagsmål.”

“Nej, sgu,” sagde redaktøren. “Halvdelen af de fordrevne biografgængere stiller op til en masturbationsparade diagonalt fra NV mod SØ over Klamhuse Hede. Resten skal ud på et lussingoptog fra SV mod NØ. De to processioner kolliderer i mørket midt på heden. Kabum! Vi er til stede og tæller de tilskadekomne og får kommentarer fra fremtrædende deltagere og så videre. Morgendagens avis er lige ved at være reddet. Af sted, min dreng.”

“Hvorfor et af optogene skal jeg følge med?”

“Dem begge to.”

“Jamen…”

En smældende lussing var svaret. “Ikke noget jamen. Det ord er forbudt her på redaktionen, og det ved du udmærket. Af sted, nu fluks!”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 9

DET HERRENS ÅR 1503

“Så sid dog stille, kvinde,” sagde Leonardo Da Vinci for 33 gang.
Modellen foran ham var ikke nem at arbejde med.
“Jamen, det er kedeligt,” svarede damen. “Jeg gider ikke mere.”
Leonardo Da Vinci stønnede irriteret.
“Ved De hvad? Deres mand har bedt mig personligt om at male Dem mens han er i sejlklubben. Når han kommer tilbage skal vi være færdige. Nu har De bare at sidde stille. Er det forstået?”
“Ja, ja.” svarede fru Giocondo på stolen overfor. Hun kiggede opgivende tilbage.
Leonardo fortsatte hvor han slap. Med lette strøg førte han penslen med den brune maling langs overfladen. Denne klistrede substans var lavet af egen afføring. En grynet masse med majsflager hvilket altid gav et fortrinligt resultat.
“Er De snart færdig, hr. Da Vinci?” spurgte kvinden, hvilket rev ham ud af hans koncentration endnu engang.
“To timer endnu! Giv mig nu lidt arbejdsro,” råbte han.
Sekundet efter kom hun til at nyse. Leonardo tabte penslen af forskrækkelse.
“De slider på mine nerver,” hylede han. “Hvis De ikke tager Dem sammen frue, så propper paletten direkte op i røven på Dem.”
Han rejste sig op og svingede med armene.
Kvinden stønnede:
“Jeg skal nok sidde stille nu.”
“Godt …” Han bukkede sig ned, samlede penslen op og fortsatte med at male.

1503-mona-l-04

To timer senere kom hr. Giocondo tilbage fra sejlklubben. Han var i strålende humør for han havde glædet sig til at se resultatet. Han trådte ind i Da Vincis værksted og udbrød:
“Nu er jeg tilbage. Må jeg se hvad De har lavet af mirakler?”
Han stivnede ved synet der mødte ham. Det glade udtryk forvandledes til en sammenbidt grimasse.
“Vi er lige straks færdige,” smilede Leonardo Da Vinci. Han lavede det allersidste penselstrøg og kiggede tilfreds på gæsten. “Hvad siger De så?”
Hr. Giocondo kiggede skiftevis fra maleren til sin kone. Han var ikke klar over om han troede sine egne øjne.
“JEG BAD DEM OM AT MALE MIN KONE!” brølede han.
Leonardo rejste sig forsigtigt.
“Det er da ved gud også det jeg har jeg gjort.” Leonardo pegede på kvinden der sad dækket af maling fra top til tå. Hun havde fået mange lag af den stinkende brune masse.
“Sgu da ikke på den måde. Jeg mente et maleri, din inkompetente nar. Et portræt!”
Leonardo kløede sig i nakken.
“Nåh. Det var det De mente…”

1503-mona-l-02

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvKUNSTNYT