VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 9

DET HERRENS ÅR 1503

“Så sid dog stille, kvinde,” sagde Leonardo Da Vinci for 33 gang.
Modellen foran ham var ikke nem at arbejde med.
“Jamen, det er kedeligt,” svarede damen. “Jeg gider ikke mere.”
Leonardo Da Vinci stønnede irriteret.
“Ved De hvad? Deres mand har bedt mig personligt om at male Dem mens han er i sejlklubben. Når han kommer tilbage skal vi være færdige. Nu har De bare at sidde stille. Er det forstået?”
“Ja, ja.” svarede fru Giocondo på stolen overfor. Hun kiggede opgivende tilbage.
Leonardo fortsatte hvor han slap. Med lette strøg førte han penslen med den brune maling langs overfladen. Denne klistrede substans var lavet af egen afføring. En grynet masse med majsflager hvilket altid gav et fortrinligt resultat.
“Er De snart færdig, hr. Da Vinci?” spurgte kvinden, hvilket rev ham ud af hans koncentration endnu engang.
“To timer endnu! Giv mig nu lidt arbejdsro,” råbte han.
Sekundet efter kom hun til at nyse. Leonardo tabte penslen af forskrækkelse.
“De slider på mine nerver,” hylede han. “Hvis De ikke tager Dem sammen frue, så propper paletten direkte op i røven på Dem.”
Han rejste sig op og svingede med armene.
Kvinden stønnede:
“Jeg skal nok sidde stille nu.”
“Godt …” Han bukkede sig ned, samlede penslen op og fortsatte med at male.

1503-mona-l-04

To timer senere kom hr. Giocondo tilbage fra sejlklubben. Han var i strålende humør for han havde glædet sig til at se resultatet. Han trådte ind i Da Vincis værksted og udbrød:
“Nu er jeg tilbage. Må jeg se hvad De har lavet af mirakler?”
Han stivnede ved synet der mødte ham. Det glade udtryk forvandledes til en sammenbidt grimasse.
“Vi er lige straks færdige,” smilede Leonardo Da Vinci. Han lavede det allersidste penselstrøg og kiggede tilfreds på gæsten. “Hvad siger De så?”
Hr. Giocondo kiggede skiftevis fra maleren til sin kone. Han var ikke klar over om han troede sine egne øjne.
“JEG BAD DEM OM AT MALE MIN KONE!” brølede han.
Leonardo rejste sig forsigtigt.
“Det er da ved gud også det jeg har jeg gjort.” Leonardo pegede på kvinden der sad dækket af maling fra top til tå. Hun havde fået mange lag af den stinkende brune masse.
“Sgu da ikke på den måde. Jeg mente et maleri, din inkompetente nar. Et portræt!”
Leonardo kløede sig i nakken.
“Nåh. Det var det De mente…”

1503-mona-l-02

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvKUNSTNYT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image