Kategoriarkiv: Ranke personligheder

Mundskænk og hustru genforenet: Hun blev siddet ihjel

Skriv et svar

HalunkLOGO

En torsdag morgen for 12 år siden forsvandt hustruen til den pensionerede mundskænk, Carlo Swumpuckel, sporløst. Den voldsomt overvægtige mand var i vildrede og stor sorg. Hvor var Berta? Var hun blevet bortført? Havde hun forladt ham?

Da han netop havde placeret sig i lænestolen og ikke magtede at rejse sig, opgav han eftersøgningen med det samme.

I de følgende år har han siddet i en tilstand af selvmedlidenhed og trøstespist i rækkehuset på Blokgade 8, Klamhuse Vest, ensom og forladt.

Mundskænk03

I morges skete det mirakuløse: Konen blev fundet, og mysteriet viste sig at have en aldeles underholdende forklaring.

“Det er faktisk meget morsomt,” fortæller den 312 kilo tunge Carlo Swumpuckel. “Da jeg i dag løb tør for sovs og chokoladeovertrukne flæskesvær, besluttede jeg mig for at rejse mig fra lænestolen for første gang i 12 år, bare for at slå et smut forbi slagteren. Da jeg kiggede i lænestolens dyb, blev jeg spækket med gensynsglæde og grinede højt.”

Det viste sig, at Berta Swumpuckel havde befundet sig under sin husbonds flommefede korpus i alle disse år. Mast under den enorme kampvægt – siddet ihjel – alt liv klemt ud af kroppen ved et ubarmhjertigt tonstungt tryk.

Mundskænk02

“Jeg syntes nok, det gav en knasende lyd, dengang jeg satte mig ned for 12 år siden,” klukker hr. Swumpuckel. “Åh, jeg var så bange for at Berta havde forladt mig for en anden mandsperson. Ha ha! I stedet lå hun molesteret under mine blævrende baller!”

Carlo Swumpuckel er ovenud lykkelig for at blive genforenet med sin hustru, selv om hun nu er et uigenkendeligt lemlæstet ådsel.

“Nu har jeg i hvert fald fået mig en sjov anekdote, som jeg kan fyre af til familiefesterne i fremtiden,” påpeger Carlo Swumpuckel efter den grinagtige opdagelse.

Mundskænk01

Servicemeddelelse/forespørgsel: Den nylige enkemand søger en ny hustru. Hun skal være villig til at opvarte ham i alle døgnets timer, samt være beredt på risikoen for at blive fladmast.
Er De interesseret eller kender en, der er, så skriv i kommentarfeltet nedenunder, og vi vil bringe beskeden videre til hr. Swumpuckel.

Epokegørende nyt maskineri uddeler fuldfigur-prygl

Skriv et svar

Et helt nyt disciplineringsmaskineri, der kan tildele den strafskyldige prygl over hele kroppen, er i al hemmelighed gjort klar til brug og opstillet i avlsladen hos bolsmand Q. C. Schweinfurt i Vester Usseldrup. Maskinen meldes slagklar nu kort før Husmands- og Landarbejderforbundets årsmøde, og der forventes stor tilstrømning af arbejdsgivere, familieoverhoveder og andre med ansvar for disciplinering og sømmelig adfærd her på egnen.

Pryglomat01

Opfinderen er den kun 24-årige Nathan Q. Mandrik, der kalder sin maskine en pryglomat.

Da unge Mandrik sidste vinter vendte hjem fra Holstebro efter et par måneder som mekanikerlærling, havde han tillagt sig forskellige af de uvaner, der florerer i storbyen. Hans aldrende moder, fhv. fåretalgsmelter Nulle Mandrik, forsøgte at genopdrage Nathan med de i familien gennem generationer vanlige hasselkæppeprygl, men havde ikke længere den fornødne muskelkraft. Det faldt da Nathan ind, at han kunne hjælpe sin moder, sig selv og utallige andre ved at konstruere et effektivt mekanisk redskab til fuldfigurprygl.

Dele fra en Ferguson-traktor og et remtrækdrevet tærskeværk indgår sammen med 25 kvadratmeter sækkelærred og et antal opskårne bildæk i konstruktionen.

Pryglomat02

– Ved rationel drift vil en enkelt maskine kunne disciplinere op mod 1000 personer i døgnet, og prisen på den enkelte komparents tur gennem plejlstængerne kommer dermed meget langt ned. Også større husdyr kan afprygles. Der er sund samfundstænkning og god økonomi i konceptet, siger den unge opfinder.

Under årsmødet kan maskinen afprøves for 25 øre, oldinge og invalider 15 øre. For at opretholde den nødvendige disciplin i køen foran laden, vil begge Klamhuse Maskinsmedies mobile lussingmaskiner – såvel den manuelt betjente som den nye, der fremdrives af et tarmgasmaskineri – være opstillet på gårdspladsen.

Seriøst gennemlusserede vil de forventningsfulde småbønder og landarbejdere gå op ad trappen til deres livs første maskinprygl.

SE OGSÅ:

HenvHalunkKæltringsøHÆVN

Nordvestjysk kongeslægt vil atter til magten

14 svar

En af Nordvestjyllands store gamle slægter, Grusborgerne til Bøvling og Blodhavn, har efter ca. 1100 års pause besluttet at generobre positionen som dominerende lokal kongemagt.

Slægtens historie er rig på sejre. Dens stamfar, kong Fakum (i ældre kilder: Fæchum eller Fokom) Gruus etablerede sig som vikingekonge i 900-tallet. Hans sønner Hubert og Hambert blev herskere over store dele af det nuværende Bøvlingbjerg sogn og byggede det første Grusborg Slot på et fundament af hårdt komprimerede menneskelige affaldsprodukter. Grusborgerne førte talrige erobringstogter ind i de norske fjorde, hvorfra de og deres personel hjembragte yngre kvinder, parringsvillige geder og anden biologisk kapital.

Fra 1200-tallet og fremefter deltog de grusborgske riddere og deres væbnere i korstogene til Mellemøsten, dog fortrinsvis som forsyningstropper med et lager af husholdningsfækalier, masturbationsredskaber og andre af de basisprodukter, som endnu i dag opretholder egnens erhvervsliv og Grusborgslægtens anseelse.

Kongeslægt02

I århundredernes løb indtrådte en vis afmatning i slægtens materielle position, og de senere efterkommere har i vid udstrækning delt kår med det jævne nordvestjyske landproletariat. De organisatoriske og seksuelle principper, som oprindeligt bar Grusborgerne fremad og opad i verden, er dog på intet tidspunkt blevet fraveget.

Den nuværende kong Hilbert, født 1911, har haft en smuk og livslang civil karriere som latrinmåleraflæser og hobbyfjerkræavler. For et par år siden adopterede han en arving, kronprins Folmer, født 1969 og – værd at bemærke – den første Grusborger med en autoriseret videregående uddannelse som gummibadningsinstruktør samt i tilslutning hertil et voldsmandsdiplom.

Kongeslægt01

– Vi byder disse ranke kongelige figurer velkomne i toppen af samfundet, udtaler redaktør Louis B. Knockel. – En af deres officielle pligter bliver at lede brunvareindsamlingen på Blodhavn Nordstrand hver lørdag formiddag. Her kan de med hasselkæp i hånd bevise deres værd.

SE OGSÅ:

HenvAFFOERINGSDYST

Jubelgave nr. 23: DRONNINGEN AF BLODHØJ

Skriv et svar

SciFiHALUNKTITEL

Kapitel 1
“De må ikke ryge her,” skrattede den røde robot.
Cæsar Hansen drejede hovedet og stirrede irriteret på den mekaniske ordenshåndhæver. Hvor han dog afskyede Slubbotter.
“Vi befinder os på en tom gade. Hvem fanden kan jeg genere med den her?” Cæsar pegede på smøgen, der dinglede i hans mundvig.
Slubbotten nærmede sig knirkende.
“Den nye rygelov er trådt i kraft for 30 sekunder siden. Ingen tobak mellem klokken 05.00 og 22.00. Sluk cigaretten øjeblikkeligt, eller De vil fortryde det bittert.” Metalmanden knyttede sine næver.
“Okay, så…” Cæsar smed smøgen på asfalten og tværede den ud.
Den røde robot pegede anklagende mod den anden side af gaden. Den havde fået øje på en ung dreng, der luntede fløjtende af sted med en gummibold i favnen.
“Hvorfor er De ikke i skole, Kjeldsen?” brummede den mekaniske betjent hult.
“Fordi jeg hellere være herude og lege,” svarede drengen.
Slubbotten skrattede vredt og roterede med armene.
“Børn skal ikke lege, de skal undervises døgnet rundt, året rundt!”
Maskinen ringede straks efter et salatfad, der sekunder senere hentede og bragte drengen tilbage til Læringsanstalten, hvor han hørte hjemme.

Kapitel 2
Cæsar spankulerede trist ned ad fortovet.
“Alle disse regler,” sukkede han. “De gavner ingen. Kun øvrigheden. Det var bedre i gamle dage.”
Et vådt flyveblad lå på vejen, halvt dækket af nedfaldne løvblade.
»Er De træt af Pamperland – Tag til Kongeriget Blodhøj!« Måske var det et tegn.
En Slubbot spænede dampende og larmende efter en pensionist med et gangstativ.
“Hr. Haraldsen! De er anholdt er for ikke at betale daglige gebyrer på Deres mobilitetsaggregat. 14 dage i spjældet…”
“Åh, gudskelov,” udbrød pensionisten. “Så får jeg endelig noget ordentligt at spise!”
Cæsar Hansen samlede flyvebladet op. Han havde allerede taget en beslutning.
“Jeg må væk fra denne pamperstyrede dystopi.” mumlede han. “Af sted mod Kongeriget Blodhøj.”

Kapitel 3
Kongeriget Blodhøj var omkranset af en 20 meter høj mur af beton. Ved porten stod en vagt med en gigantisk muskedonner.
Cæsar Hansen nærmede sig varsomt og rømmede sig.
“Kan jeg komme ind? Må jeg være med?”
Vagten svarede med en dyb røst:
“Er De en pamper?”
Cæsar rystede på hovedet og viftede afværgende med hænderne.
“Ernærer De Dem udelukkende på det offentliges regning?”
“Jeg har da min værdighed!” svarede Cæsar Hansen.
“Støtter De meningsløse gebyrer og skatter og er interesseret i et totalt rygeforbud?”
“Næ, fy da føj!”
“Er de tilhænger af obligatoriske statsbestemte aktiviteter?”
“Uha, nej.”
Vagten nikkede og sænkede våbenet.
“Velkommen til Kongeriget Blodhøj!”

Epilog
Cæsar gik gennem den store jernport, og en ny verden åbnede sig for ham.
“Vær hilset.” En ung smuk kvinde i rødt skørt smilede bredt og gav ham et kindkys. “Jeg er dronningen af Blodhøj. Mit navn er Miranda Knockel.”
Dronningen tilbød ham en cigaret, som han gladelig tog imod.
“Lad mig vise Dem rundt,” sagde hun.
Cæsar Hansen var ved at besvime af ren fryd og benovelse. Han befandt sig i et utopisk paradis, hvor der måtte ryges cigaretter, og børnene legede dagen lang.
De folkevalgte sagde, hvad de mente, og overholdt deres løfter. Ingen embedsmænd opførte sig som marionetdukker for at få lønforhøjelser og fornemme stillinger i udlandet.
Her fik højtstående pampere deres straf i stedet for et gyldent håndtryk, og fængslet var ingenlunde en femstjernet luxusferie, men derimod en afstraffelsesanstalt, som det burde være.
“Her vil De føle Dem hjemme,” sagde dronningen og slog ud med armene.
Cæsar nikkede med den tændte smøg i flaben.
“Det gør jeg allerede, Deres Majestæt.”

Baryl Nidding Halunk:
DRONNINGEN AF BLODHØJ
1. udgave, 1. oplag
World Copyright 2014 by Halunk Enterprises & Village Fool Production, Inc.

Goldenturd

Vor unge mesterskribent, hr. Baryl Nidding Halunk, har foruden ovenstående mesterværk ydet uvurderlige bidrag til 13 af årets andre jubelkalendergaver.

Varm tak og stor hæder strømmer med rette imod ham. Allerede i 2012 blev han udnævnt til årets korrespondent, og al sandsynlighed taler for, at han nomineres til Nobellprisen 2015. Også ordenstegnet Namibias Løve og den bulgarske Korsridderorden med Dobbelt Gummibændelophæng er undervejs.

Følg hr. Nidding Halunks fortsatte hædersrute mod stjernerne her i avisen (og det er en ordre).

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 22: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

Skriv et svar

Tigerroman

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.
“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 18: HVEM ÆDER HVEM?

Skriv et svar

Kannibalroman

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 16: SØN AF LULLA & BOB

Skriv et svar

SønafLulla

Det var en stille søndag. Lulla og Bob havde endelig fået fri fra de mange hemmelige missioner med skyderier og slagsmål. Denne dag skulle de slappe af med en søndagsfrokost i anledningen af, at deres søn Folmer kom på besøg.

Knægten havde de sidste otte dage været på agentskole i Holstebro. Forældrene glædede sig derfor til at se hvilke tricks og færdigheder sønnike havde lært på sit ophold.

Da det bankede på døren, hvinede Lulla af fryd.

“Det er ham, Bob. Folmer er her.”

“Hvis du retter an, Lulla, så åbner jeg døren.” Bob spankulerede stolt og rank ud i entreen og åbnede hoveddøren.

På verandaen stod en fedtet, hostende skikkelse med læsioner over alle synlige overflader.

“Så er jeg hjemme,” savlede den vammelt. “Folmer er hjemme. Giv ham et knus!”

Skabningen slog ud med armene og haltede skrutrygget frem mod Bob.

I ren refleks hev den mangeårige agent sin revolver frem og sigtede direkte på gæstens pandebrask.

“Ikke et skridt nærmere, knægt.”

Figuren stod stille og betragtede faderen med et mælkehvidt blik:

“Er mor derinde?” sagde den hæst. “Jeg skal hilse på mor.”

“Ikke på min vagt,” tordnede Bob. “Du er jo ramt af spedalskhed. Sådan noget svineri vil vi ikke have ind i huset. Jeg tolererer ikke livsfarlige dårligdomme på min matrikel.”

“Jamen, jeg har taget mine venner med, Brian og Benny. Vi har sådan glædet os til middagen og på at komme helt tæt på jer begge to.”

“Du kommer ikke herind, om du så var i selskab med kongen eller paven!” Bob bakkede ind i huset, stadig med løbet pegende på sønnens fæle fjæs.

“Jeg vil gerne ind nu…” Folmer krabbede sig frem med armen udstrakt.

“Forsvind!” Bob smækkede døren, hvilket resulterede i, at Folmers hånd brækkede af og landede på verandaen som en moden frugt.

Den unge spedalske mand drejede om på stedet og humpede sine venner i møde.

“Hvad skete der?” brummede Brian forundret.

Folmer trak på skuldrene med en sprød lyd:

“Den gamle har slået hånden af mig…”

Benny og Brian kiggede på Folmers ansigt og derefter på armstumpen. I en kort stund derefter stirrede de fjoget på hinanden. Så brast de alle tre ud i en krampagtigt savlende latter.

Palle Padborg:
SØN AF LULLA OG BOB
2. udgave, 1. oplag
Approberet og med fast hånd færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 15: Lulla & Bob SIDSTE SKUD

Skriv et svar

PadborgSIDSTESKUD

Det var en vandkold oktober morgen. De brave nordvestjyske agenter, Lulla og Bob, løb ned gennem kontorbygningens smalle gange.

De havde netop stoppet den onde oberst Plackenholm i hans nedrige planer. De havde også stjålet hans hemmelige annaler og var nu fanget på 37. etage med obersten og hans håndlangere.

“Herind,” udbrød Bob og åbnede døren til et kontor. Fjenderne kom løbende med knebler og knojern.

De to agenter skyndte sig ind i rummet. Lulla låsede døren bag dem og skubbede et skuffedarium foran som blokade for en sikkerheds skyld.

De befandt sig i et stort lokale med et panoramavindue.

“Pokkers,” sukkede Bob. “Kun én patron tilbage.”

“Og der 75 af de slyngler,” svarede Lulla bekymret. “Jeg kunne måske pacificere en ti stykker, men det er ikke nok.”

“Nogle gange er det klogere at trække sig frem for at blive og kæmpe,” påpegede Bob.

“Okay,” svarede Lulla. “Hvad har vi at gøre godt med?”

De kiggede rundt i lokalet og konstaterede, at de havde følgende ressourcer til rådighed:
4 store gardiner, 90 papirclips, en jazzguitar, en udstoppet muldvarp og et vaffeljern.

Lulla slog op i agenthåndbogen under spontane flugtfartøjer.

“Åh, gudskelov,” Lulla åndede lettet op. “Vi kan bygge et svævefly af netop disse materialer.”

“Hvor heldig har man lov at være?” jublede Bob.

3 minutter senere stod de med et fuldt funktionsdygtigt svævefly. Bob greb en potteplante i begge hænder og kastede den mod vinduet, der splintredes i et kæmpe rabalder. I det samme fik obersten og de 74 håndlangere mast sig ind i rummet til dem.

“Grib dem. Straf dem!” Obersten var rød i hovedet af raseri.

Lulla greb fat i svæveflyet.

“Vi smutter nu, drenge” grinede Bob og affyrede det sidste skud direkte i tåen på obersten. Han og Lulla skubbede fartøjet ud over vindueskarmen og svævede væk fra skyskraberen, grinende og syngende.

Mens de fløj hen over hustagene, fik Bob et indfald: “Vi burde lave noget sammen,” sagde han. “Vi kunne går i teateret, tage til havnemolen…”

“Eller i zoologisk have,” foreslog Lulla.

“Ja,” nikkede Bob. “Eller i zoologisk have…”

Palle Padborg:
LULLA OG BOB, SIDSTE SKUD
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 14: LULLA & BOB I ZOO

Skriv et svar

Zoologiskroman

“Ved du hvad, Lulla? Jeg tror sgu ikke, dette er zoologisk have,” mumlede Bob skuffet med sin sabel i hånden.

“Tanken har strejfet mig,” svarede Lulla og stillede sig i forsvarsposition.

Agentkollegaerne Lulla og Bob havde ganske ret i deres observation. Etablissementet var ikke en dyrehave, men en nedrig dødsfælde.

Den ondsindede dr. Blodberg kom til syne på toppen af en smadret folkevogn.

“Så mødes vi igen, Lulla og Bob,” råbte deres nemesis skadefro. “I hoppede i min falsk-zoologisk-have-fælde med begge ben!”

Dyriske brøl, hvæs og snerren kunne høres omkring dem.

“I befinder jer i en monster-arena. Jeg har hentet de mest afskyelige mutantkræ fra gensplejsningscentralen, og de er sultne! So long!”

Uhyrerne nærmede sig actionparret. Der var tre af dem: En krokodilleagtig gangster, en skaldet svedig fætter med horn og en fjerklædt satan.

“Hvis vi slipper levende fra dette her,” udbrød Bob, “så ægter jeg dig på stedet. Jeg har altid haft et godt øje til dig.”

“Ditto her,” svarede Lulla med et skævt smil. De beseglede aftalen med et håndtryk og rettede atter fokus mod de offensive uhyrer.

Agentkollegaerne håndterede problemet professionelt. Bob stak sablen i hjertet på koloskrokodillen, før den nåede at åbne gabet. Det overlevede den ikke.

Lulla sparkede gentagne gange den skaldede forbryder i skridtet og gjorde en ende på slamberten med et kombineret hals-, nakke- og pandeslag.

Nu manglede de kun en: Fjerkræmonsteret. Bob hev sin revolver frem og skød den ned på stedet. Tre skud var rigeligt.

Dr. Blodberg var chokeret.

“Forbistrede … I har ødelagt det hele!”

“De må finde på en bedre plan, hvis De skal have ramt på os, dr. Blodberg.” svarede Lulla kækt.

“En dag vil jeg besejre jer. Bare vent.” Han kravlede surmulende ned fra bilvraget og stak af på sin tunede knallert.

Mens Bob gik i kast med at filettere de nedlagte giganter, cyklede Lulla hen til præstegården for at sætte Pastor Wurstenholz ind i sagerne. Han viede dem en halv time senere, og de spontant fremmødte gæster satte stor pris på buffeten med tre forskellige slags kød.

“Det har været en herlig dag,” sagde Lulla og kyssede sin nye ægtemand Bob.

“Mon ikke mange flere herlige dage venter os!”

Palle Padborg:
LULLA & BOB I ZOOLOGISK HAVE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 9: PEDER MOSTS FORLIS

2 svar

Most FORLIS

Ansigtet er rynket som en svedske, og på nært hold minder huden om en søndersparket læderfodbold, der for længst har tabt luften. Fra hjørnet af den tandløse mund dingler en majspibe, der som skorstenen på et synkende dampskib opsender vemodigt døende spiraler af bitter lyngrøg.

Jeg er ankommet til Brøndby Strand en kold decemberaften i 2014 for at starte på historien om en af dansk søfarts største personligheder. Jeg sidder i den nødtørftigt møblerede stue over for Peder Most, fhv. dæksdreng, matros, styrmand, bordelvært, straffefange, styrmand, skipper, sydhavsøkonge, flygtning, østfrontsoldat, straffefange, matros, brunkulsarbejder, bordelvært, straffefange, flaskesamler, psykiatrisk patient, straffefange og nu omsider folkepensionist.

Peder Most bor på 14. sal i et betonkompleks. Han har udsigt til Køge Bugt, hvor admiral Niels Iuel i 1677 gav svenskerne prygl. Selv har den gamle søulk fået flere prygl end de fleste, men givet fortabt? Nej, det har han sgu aldrig!

Dette indtales live i en iPhone. Mit navn er Henrik Qvortrop, og jeg skal skrive det definitive storværk om Peder Mosts liv til søs og i havnene. For første gang i årtier har han indvilget i at tale om sin lange og fantastiske løbebane.

– Peder Most, hvordan er livet som folkepensionist og olding på vej mod 100-års fødselsdagen?

– Det er et forlis. Jeg burde være død for mange år siden. Jeg lever i en social koncentrationslejr.

– Det sociale aspekt tager vi i lidt senere. Peder Most, er der noget som helst, du fortryder?

– Ja, at jeg aldrig lærte at spille på den forpulede harmonika, og at jeg ikke har taget livet af nogle journalister i tidens løb. Jeg blev sjoflet af den franske presse i 1938 og fik aldrig hævn, men det kan jeg lige straks rette op på.

Peder Most griber om mine skuldre, løfter mig og sparker benene væk under mig. Den magre olding er stadig stærk som en okse. Han bærer mig i dette øjeblik ud af stuen, ud på betongesimsen i 14. sals højde, hvor han slynger mine lange ben op over gelænderkanten. Han har en helt særlig form for humor, må man sige, og det er enerverende at stirre ham i øjnene, mens jeg dingler over en dyb afgrund.

– Peder Most, nu må du hjælpe mig ind igen. Vi skal udgive et flerbindsværk og tjene masser af penge. Det kan ikke passe, at du… aaargh… aaaaaargh, nej!

Pflumpf.

Peder Most og Henrik Qvortrop
Forlis – mit liv som folkepensionist
2. udgave, 1. oplag
Udgivet med støtte fra Søfartens Fællesråd og skibsreder Tærsk-Termansens Mindefond
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside