Didrik Storknockel stod i brændpunktet og oplevede begivenheden på egen krop. Den 86-årige bibliotekar var på familiebesøg i København og nød en fredelig spadseretur gennem gaderne med en god pibe tobak i flaben. Det var en dejlig dag.
Men just som han rundede hjørnet til Istedgade lød der en stemme over byen: “Slå jer løs med pornografien. Det er ikke syndigt mere!”
Hr. Storknockel frøs til stedet. Var det virkeligt sandt?
Så kom jubelskrigene.
Dørene åbnede fra husene og lejlighederne omkring ham. Borgere af begge køn, unge som gamle, løb ud på vejen og krammede hverandre. Didrik Storknockel blev væltet om kuld af lavinen af mennesker.
“Av, av, av!” jamrede han under de dansende fødder.
Der blev piftet, der blev sunget, der var fest. Flaget blev hejst over alt.
“Kom alle mand! Vi skal have en bid af kagen,” hujede en herre i mængden.
Af sted det gik.
Det danske folk styrtede mod pornobutikkerne, der i samme nu skød op overalt med blinkende neonskilte.
“Nøgne damer ad libitum… også til den herre på jorden,” råbte en ung kåd mand. Han greb Didrik Storknockel i kraven og trak ham op på benene.
“Jeg har ikke tid til den slags – jeg skal nyde den friske luft og naturen,” stønnede Didrik.
“Frisk luft kan vente,” hylede de andre. “Nu gælder det patter på papir.”
De greb den gamle nordvestjyde og førte ham gennem byen mod den nærmeste pornokiosk.
“Så slip mig dog. Jeg er for gammel til det stads!” Han prøvede at kæmpe imod, men det var umuligt.
“Man bliver aldrig for gammel til den slags,” svarede folkemængden.
Hr. Storknockel blev skubbet hen foran skranken i den erotiske bladforretning.
“Nøgenhed til os alle, især til den gamle mand!”
Didrik Storknockel var godt tvær over at blive tvunget med, men da han så det brede udvalg fik han alligevel et stort liderligt smil på læberne.
“I har ret mine venner. Man bliver aldrig for gammel til den slags.”
Dette var dagen Didrik Storknockel tegnede et livslangt abonnement på fjorten forskellige pornografiske magasiner.
Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
Addendum: Efter hr. Storknockels alt for tidlige død i 1991 blev hans omfattende samling af magasiner bortkørt i plomberet lastvehikel og solgt på et loppemarked i Holstebro. “Hver en stump blev fjernet. Resten af familien har aldrig brudt sig om den slags,” udtaler bibliotekarens barnebarn, dildodemonstratrice Yulla Storknockel, Vester Usseldrup.
Omkring 50 af Usseldrup-egnens aktive blottere mødtes i går klokken 07.31 til et fire-timers friluftsstævne på Blodhavn Strand. De dystede på vertikal udholdenhed, og i bidende vestenvind demonstrerede de, at der stadig er rank mandighed at mønstre blandt vore yngre medborgere.
Favorit var sidste års vinder, tromlefører Onan Frederiksen, men han måtte denne gang dele Albert Knockels mindepræmie (sponsoreret af Klamhuse Gummivarefabrik) med skibsfører P. Swakob-Svendsen, som trods sine kun 19 år er en dreven og teknisk velfunderet blotter. Mange kender ham og hans åbne matrosbukser fra Strandpromenaden og Afrikakajen i Blodhavn.
Egnens nyvalgte skønhedsdronning Plea Pheber præsiderede over dommerkomiteen og hængte medaljer på de stadig blottede vindere, der undervejs var blevet stimuleret med rygende varm kødsuppe og et besøg af Husmoderforeningens masturbatricekorps.
Det tusindtallige publikum stod opmarcheret i ranke, snorlige rækker og forholdt sig respektfuldt tavst, indtil Louis B. Knockel straks efter klokken 11.31 fløjtede stævnet af.
En af Folkedisciplineringens rankeste og mest trofaste venner, vor Korrespondent, Hr. Faareavler og fhv. Flaadeofficer Severin v. Münchhaus, fylder i dag 140 år.
v. Münchhaus blev født i en Sejersskjorte og som Søndagsbarn, Søn af den bekendte Kaalrabi- og Faareavler i Tersløse, Siegfried v. M (Slægten indvandret fra Mecklenburg-Vorpommern 1482) og Hustru Magda, f. Steenhuus-Stenlille.
Severin var den førstefødte ud af en senere Søskendeflok paa 14 samt et ikke nærmere kjendt Antal ikke anerkendte Halvsøskende.
Paa Trods af de gode Tegn ved hans Fødsel og den efterfølgende kjærlige, principfaste Opfostring, udviklede Forholdet mellem Forældre og Søn sig ikke harmonisk. Den kun 15-aarige Severin forlod saaledes sit fædrene Hjem, og vandrede udenlands. I Kraft af sit Talent for Conversation og Smiger skaffede han sig igjennem det urolige Europa og blev, formentlig paa grund af akut Mandskabsmangel, indrulleret i den K.K.Östrig-Ungarske Marine. Her blev han uddannet som Navigatør og opnaaede det stærkt eftertragtede K.K.Certificat af ”Expertenlotse zu Donau”.
Hans sømilitære Karriere kulminerede under Første Verdenskrig, hvor han indlagde sig uvisnelig Hæder som vinder af flere Rompunschnedsvælgningskonkurrencer i Officersmesserne.
Trods et vist Besvær med at løsrive sig fra de wienske Damer, hvis Ægtemænd havde ladet sig begrave i fremmed Jord, vendte den nyslaaede og pænt dekorerede Leutnant zur See II dog nølende tilbage til sit Hjemsogn, i 1922. Det kan ikke just paastaaes, at Fedekalven ved den Lejlighed, blev slagtet. Gamle Fortrædeligheder drev ham atter af Gaarde. I 1923 blev han inrulleret i den Kgl. Danske Marine med foreløbig Rang af Underleutnant. En Degradering, der bekom den Krigserfarne v. M daarligt. Dog, gennem tro Tjeneste og ved anvendelse af et passende Maal af Smiger opefter, avancerede han i de dengang normale Sekvenser.
Gjennem videre Uddannelse indenfor det navigatoriske tilegnede han sig da ogsaa Expertise i at udføre terrestrisk og astronomisk Navigation i saa vanskelige Farvande som Øresund, Store- og Lillebælt, det sydlige Kattegat og Østersøen, helt ud til Bornholm. Desuden uddannedes han paa det Vaabentekniske omraade og fremstod ved sin Pensionering i 1938 som lidt af en Expert paa Riffel, Revolver, Madsen-Maskingevær og ikke mindst, de dengang upaalidelige Torpedoer.
Severin von Münchhaus modnedes og disciplineredes gjennem denne Tjeneste og da han som Captainleutnant (R) fik Permission ved Høsttid i 1937 stod han godt rustet til, som den førstefødte, at overtage Driften af sin Fødegaard i Tersløse, efter Faderens tragiske, alt for tidlige Bortgang i Forbindelsen med et Skyderi, efter en god Jagtfrokost.
Siden da, har v. M med Flid og Konsekvens koncentreret sig om Driften; saavel sin egn, som Ejendommens. Ved utrættelig Opretholdelse af Husbonds uomgængelige Pligter har han bevaret og udbygget sin Ejendoms Ry som et veldrevet og højt discplineret Landbrug. Kun i en kort Periode forlod han sin Bedrift. Efter flittig Læsning, hvilket han i sine modnere Aar ogsaa har lagt sig efter, drog han i 1952 til Øen Gotland i det svendske, for nærmere at informere sig om Kvaliteter og forskjellige Egnetheder ved det gotlandske Udgangsfaar.
Stærkt tilfredsstillet ved sine Erfaringer, medbragte han ved sin Tilbagekomst to upaaklagelige Exemplarer af denne Race. Disse har været Grundstammen i en særdeles positiv, frugtbar og lystbringende Udvikling i Sognets Faareavl. Omgjængelige, avlsvillige og robuste som de er.
Herr v. Münchhaus er saaledes ubestridt Sognets førende Kraft, naar det gjælder Omgang med, pleje af og Avl paa Faar. Denne utrættelige Optagethed af hans Yndlingsdyr, hans upaaklagelige Avl iøvrigt (velnæret Hustru og 12 Børn) og hans utrættelige Opretholdelse af Orden, Arbejdsomhed og Disciplin paa sin Ejendom og i sin Husholdning i det Hele taget, har gjort ham til en højt agtet Person i Tersløse. Hans velskikkede Forhold har desuden gjort ham til en holden Mand. Det forlyder, fra troværdige Kilder, at han har ikke mindre end omkring 440 kr. vel forvaret i sin Sengehalm!
Til Disciplinens opretholdelse betjener Herr v. Münchhaus sig overvejende af haandskaarne Hasselkjæppe, og han har altid kjaldt disse, hinanden afløsende Redskaber “Skræp”.
Blandt hans talrige externe Udmærkelser i Aarenes Løb kan nævnes Det Östrig-Ungarske K.K. Marinestorkors, tildelt da han var gandske ung Donauofficer i Eftersommeren 1918, samt Tersløse Sogns Faareavlersammenslutnings Hæderstegn 1953, og med Sølvgarnering i 1957. Endeligt, i 1961 Samme, men med Guldvinger og snoede Vædderhorn i ægte Slagmetal.
I Forbindelse med den runde Dag har Sognebørn indsamlet midler til et Æresvehikel, der kan transportere egnens Førstemand, hans disciplinære Redskaber og øvrige Nødvendighedsartikler på standsmæssig Vis rundt blandt Undersaatterne.
I taknemlig Erkendelse af de talrige lødige Korrespondancer, Hr. v. Münchhaus i Aarenes Løb har ladet tilgaa Avisen, blev Indsamlingen støttet med kr. 4,19 fra Den knockelske Familiefond.
Højestærede Herr Chefredacteur, den saa beundrede og alvidende Folkets godhedsfulde Oplyser.
Tillad mig at delagtiggjøre Dem, højestærede, i en Erindring fra mine unge Dage, som ved en særlig Anledning nys randt mig i Hu.
Herefter vil følge visse Ethnologiske Studier, som ikke tidligere er publicerede. Men hvilket Organ kunde være mere nærliggende, end det saa respecterede Nr. Usseldrup Dagblad, med underliggende locale Ugeaviser ? Her, altsaa, fra Nutiden:
Da vor bortrømte Avlekarl Pontus, noget slukøret, som i en tidligere Depeche beskrevet, var vendt tilbage til Husbond, spredte sig hurtigt en uvant Euforie blandt Sognets unge, og saamænd ogsaa blandt det lidt mere modne Kvindfolk.
Dette har min trofaste Hustru betroet mig, i et fortroligt Øjeblik:
I sin Omgang med Cirkusfolket, havde den brave Karl modtaget en Kropsudsmykning, en saakaldet Printz Albert. Dette Smykke vakte almindelig Fornøjelse og Tilfredsstillelse hos de, som saa og mærkede samme. Og fra de udvalgte og tilgodeseete spredte Rygtet sig hurtigt, saaledes at det gandske Sogn efterhaanden var delagtiggjort i den brave Pontus´ pirrende Hemmelighed.
Min ærbare Hustru og jeg selv hylder det gode, gamle Princip, at den ægtestanden tilladte Copulation sker i Mørke, bedækket under tunge Andededunsdyner. Dog er det hændt engang, at min Hustru har faaet Glimt af min Nøgenhed, og herefter tilspurgt mig om characteeren af min genitale Udsmykning, som hun uden tidligere at have seet, havde saa stor Glæde af.
Historien er lang, og maaske trættende. Men saaledes fandt det sig, at man selv, for mange Aar siden, udstyredes med en saadan Kropsudsmykning, som senere skulle vise sig at spare mig for at blive fortæret af Kannibaler paa Borneo:
Som tidligere berettet til Avisen, gjorde jeg i de heroiske Aar 1913 til 1918 Tjeneste i den KK Östrig-Ungarske Marine, længst i Den herostratisk berømte Donauflotille.
Under denne Tjeneste, maatte vi ofte bunkre Kul og indtage andre Fornødenheder i de ved Bredden liggende Byer. En særlig Forkjærlighed havde jeg for Staden Turnu Severinu, hvor det ikke var nødvendigt at udsende en menig, for at erfare om Küsten var klar. Medens det menige Mandskab lempede Kul og sørgede for andre, nødvendige Provisioner, kunne vi yngre Leutnanter, uden de mange Pligters Byrde, begive os hen i Byen. Et særligt hus havde en uimodstaaelig Tiltrækningskraft hos mig, unge Mand.
Paa Frantz-Josephstrasse nr. 21 boede en sørgende Enke, Baronin Jezabel von Chlithberg zu Vullwan. Baronen var, i Krigen for Fædrelandet, allerede i Efteraaret 1914, faldet, da han i Spidsen for sine Ulaner, tappert angreb en Italiensk Maskingeværstilling et Steds i Tyrol.
Enken sørgde tilbørligt, og begræd særligt, at Gemalen havde ladet sig begrave udenlands, saa at hun i sin Sorg, ikke engang havde et normalt Gravsted at dvæle ved. Men, som hun paa et Tidspunkt betroede mig, sparede hun da saa Blomsterne.
Hvad der kunne have modsvaret Enkens berettigede ønske om et varigt minde, at dvæle ved, i kjærlig Erindring, vises hermed i dyb Respect: Det umistelige Gravmæle over den heltemodige, tapre og beslutsomme Chef for Donauflotillen. Mit højt ærede Forbillede, Grossadmiral, Freiherr Frantz Leopold von Seeschreck zu Womith.
I de gode Tider, dersteds, var Officerernes Uniformspantaloner temmeligt stramme. For at nu ikke utilbørlige Demonstrationer af ung Mandighed skulle sees under Parader eller ved de hyppige Balaftener, var det Skik, at Mandens Pryd, holdtes i ave, ved Hjælp af en Ring i sammes Spids, og en Krog i Pantalonerne.
Efterhaanden som mit Bekjendtskab med den sørgende Enkebaronin udviklede sig, bad hun mig om, i kjærlig Erindring om sin bortgaaede Husbond, at anlægge samme Kropssmykke som den hedenfarne havde mønstret. Angst ved den forudseelige Smerte, vægrede jeg mig længe, men efter at have faaet Stolen stillet for Døren: Enten fulgte jeg hendes Opfordring og inderlige Ønske, eller hun ville begunstige min Kollega Lt. Ringg und Pratesz.
Saaledes provoceret, ved Udsigten til, at en yngre Officerscollega skulle indtage min privilligerede plads hos Enkebaronin´en, mønstrede jeg alt mit Mod, og accepterede. Vi militære er jo, omend vi nødigt seer Blod, forberedte paa muelige Smerter, saa dette Indgrebs Pine, viste det sig, for Ingenting at regne imod et grundigt Værtshusslagsmaals Smerter, særligt, hvis en Deeltager forfalder til ufine Slag og Spark i Skridtet.
Men, efter disse omstændelige Indledninger og Forklaringer, videre til min Ethnologiske Beretning:
I Aaret 1915 havde den KK Habsburgske Familie allerede indseet, at Krigen mueligenvis kunne tabes. Derfor udsendtes en hemmelig Mission med det Formaal, at erobre en Coloni, hvor den Habsburgske Slægt kunne være i Sikkerhed, og forberede sig paa en gloriøs Tilbagekomst.
Som een af de meest erfarne Navigatører, med den meest pletfri Vandel, modtog jeg det ærefulde Hverv, at mønstre som Navigationsofficer paa Skibet “Erzhertugin Victoria”, stationeret i den berømmelige Flaadehavn Trieste. Fartøjets Navn var lovende, men efter at Chefen, Fregattenkapitän Mürwitz havde aabnet sine forseglede Ordrer, sænkede den heroiske Stemning sig betragteligt. Skibet skulle ommales; Skytset skjules, og forklædt som Koffardifartøjet “Garibaldi” skulle vi under falsk Flag dampe ud af Middelhavet, sønden om Africa og til Fjernøsten.
Maalet var forsaavidt forstaaeligt, for i de Dage havde Colonimagterne jo sat sig paa mestendeels alt hvad der var værd at besidde. Blot visse Øer i Sydøstasien stod tilbage at colonisere. Dette var vor, fra den øverste Regent, assignerede og commanderede Opgave.
Man skal spare den udholdende Læser for en detallieret Beskrivelse af vor Sørejse. Blot dette: Omend det var flaut at sejle under falsk Flag, fandt vi nemt frem til Stædet ved Gibraltar, ved at følge i Kjølvandet paa HMS “Illustrious”, som skulde samme Vej. I Atlanten blev det straks mere vandskeligt. Gandske vist var baade Captainen og jeg selv fuldt kvalificerede Navigatører, men paa Donau, hvorfra mine practiske Erfaringer vare indvundne, var den terrestriske Navigation alt nok. Samme gjorde sig gjældende for Chefen. Hans Erfaringer stammede fra Farvandet ud for Trieste, hvor man altid, under Togter og Manøvrer kunde komme sikkert i Havn, inden Mørket sænkede sig.
Ingen af os ville tage Sextanten i brug, saa efter stiltiende Overenscomst fulgte vi Kystlinien nedover. Dette kan nok have forlænget vor Rejse noget, men en Deel af vort Opdrag var jo at gennemføre Togtet saa sikkert som mueligt.
Kort fortalt, rundede vi Cap Det gode Haab, efter ved flere Lejligheder at have maattet udøve en slags Capervirksomhed, af bitter nød, for Kul og øvrige Provisioner.
Efter bestiknavigation ramte vi som forudseet Indiens Sydspids, efter et naadigt Forsyns hjælpende Haand. Ligeledes ankom vi i Malaccastædets Indgang, som ved et Mirakel.
Herefter nærmede vi os den ukolonialiserede Ø Borneo. Vor Landgang dersteds var uden Besværligheder. Chefen faldt dog overbord og druknede; Staklen besad ikke færdigheden i at svømme. I denne sørgelige Anledning, maatte man selv overtage Commandoen. Saaledes, lettere eschaufferede, men maalbevidste, begav vi os ind i den borneiske Jungle, som strakte sig heelt ned til Det ostindiske Hav.
Fugle sang og kvidrede, Hundehyl og Kattejammer forekom, men først paa andendagen mødte vi levende Mennesker. Disse, og de var alle af mandkøn, vare aldeles nøgne. Bortset fra, at de tildækkede deres Penisser med tørrede Plantehylstre, i en delviis opret Position.
Communication var vandskelig, da det hurtigt stod os klart, at de indfødte ikke forstod vore diversificerede sproglige Forsøg, og de, paa deres Side, ikke forstod vore venskabelige Tilnærmelser paa tysk, fransk og engelsk.
Da de saaledes greb den meest trivelige af os, SG KK Marine Olbert Nachspeis og uden videre skilte hans Hoved fra kroppen, stod det mig klart, at heer maatte den største Diplomatie nok bringes i anvendelse. Min beskedne Beholdning af Glasperler gjorde vel nok sit, men da ogsaa min gode Oppasser Friedrich Offnersohn fra Wien, blev decaptueret, saa jeg at samme Skjæbne muelighedsvis ogsaa ville ramme mig.
Man maa indføje, at siden min Tid dersteds har den udbrete Duft af Barbeque eller Grill, ikke vakt mit Behag. Tvært imod.
Tidvis maatte jeg erfare, at mine trofaste Følgesvende ikke blot var decaptuerede, men ogsaa blev fortærede af disse sultende vilde.
Selv blev jeg ogsaa lagt paa Slagtebænken. Men da man dersteds ombringer sit Bytte i aldeles nøgen stand, opdagede en Shaman, eller hvad de nu kjaldte deres Medicinmænd, at Undertegnede bar paa sig en Erindring om festlige Dage ved Donaus Küster.
Selv vare de udsatte for et Overgansritus, der ved penetrering af den meest private Del, via en Snor, mueliggjorde et til stadighed oprejst Avlelem.
Min egen beskjedne Ring af sølv gjorde et uudsletteligt Indtryk. De indfødte, som hverken fandt Begyndelse eller Ende paa min Ring, troede i deres Eenfoldighed, at denne var medfødt.
Herefter opkastet til en af Guderne nedsendt, lykkedes det mig dog, efter fem Aar, at undslippe. Indtil da, maatte jeg, som den af Forfædrene udvalgte, deeltage i adskillige, Aarligt tilbagevendende usædelige Riter og Sandseligheder. Saavel som jeg herhjemme ikke finder Smag i thailanesiske Tjenestepiger, var det mig en Overvindelse at deeltage i de aarlige Copulationer. De locale Kvinder var mig utiltrækkende, og kun med en Klemme for Næseborene (det var Mændenes Skik), overvandt jeg den Dunst der stod omkring disse Kvindfolk. Det maa erindres, at eftersom vi befandt os i et Indland, var Befolkningen ikke tilvænnet Lugten fra raadden Fisk.
Britiske Colonitropper forsøgte at indtage Stammens Revier, og har siden da lidt mange, velbehageligt fortærede Tab. Men Selv returnerede jeg, i Fangenskab til det kjære Europa.
Dog maatte jeg lide den forsmædelige Skjæbne, at disse indolente Engelskmænd antog mig for, i min nøgenhed, at være en bornoesisk Albino.
Vandskeligt var det at komme til at gjensee de tiltrækkende officersenker, der havde bibragt mig saa megen Glæde og Commers. Des længere varede mit fornyede Ophold ved Donaus skjønne bredder. Men end mere glædeligt var det, at returnere til min fædrende Egn og Ejendom, ja, at vende hjem til Tersløse Sogn.
Ja, Herr Redacteur; saaledes slutter mit lille ethnografiske Eventyr. I de siden forløbne 95 Aar, har jeg, i mit fredelige Sogn, hverken oplevet Cannibalisme eller uvelkommen pligtcopulation. Derimod kan det oplyses, at sognets Masturbationscorps, disse strunke og muntre Unge (og lidt ældre), bereder os ugentlig Tilfredsstillelse, ved Sprøjtehusets Gavl.
De bedste Hilsener fra Deres beundrende
S v M
Redaktionens fodnote: Ovenstående er f.o.m. skoleåret 2015-16 obligatorisk pensum i fagene geografi, samfundslære og forplantningsteknik på Nørre Usseldrup Eksamensskole. Elever i afgangsklasserne skal kunne fremsige hele teksten ordret samt tilegne sig dens indhold og principper i en sådan grad, at de kan redegøre for dem med egne ord.
Et drama uden sidestykke rystede i dag ved 11-tiden baroniet Ulveborg og hele den nordvestjyske offentlighed, da den 19-årige baronesse Dullah Lupus-Bobb blev bortført ned ad slottets hovedtrappe og videre mod ukendt mål, liggende på ladet af et raketdrevet ekspresvehikel.
Avisens redaktør Knockel skulle sammen med en certificeret yngre fotograf og 10-12 andre særligt indbudte overvære generalprøven på det sommerspil, der hvert år opføres af Usseldrupegnens Dilettantkomedieselskab, egnens eneste tilladte teateraktivitet, stiftet 1882 af daværende enkebaronesse Pecadilla, farmoder til den nuværende baron og godsherre Hambert Lupus-Bobb.
Stykket “Brun hævn” handlede angiveligt om uhyrer, der var spiret frem i en lokal fækaliesilo og nu havde vokset sig så store, at de kunne terrorisere lokalbefolkningen. Et af de dramatiske øjeblikke kom nogle minutter inde i handlingen, da et gigantisk monster med en overflade af rynket gummi greb den unge heltinde og løb bort med hende.
Heltindens rolle blev spillet stærkt og gribende af baronesse Dullah, og blandt tilskuerne hørtes gisp og hvin, da uhyret løb gennem salens midtergang med den tilsyneladende paralyserede kvinde. Straks efter indtraf imidlertid noget, som ikke hørte til handlingen. I slotsgården holdt et særpræget vehikel, der af vidner beskrives som en ladcykel med raketmotor. Monsteret smed baronessen på ladet, og i løbet af sekunder var hans vehikel forsvundet i røg og gnister ud gennem slotsporten. Ingen har siden set de to amatørskuespillere.
Stykkets øvrige medvirkende kunne fortælle, at denne sortie ikke på nogen måde indgik i den planlagte forestilling. En eftersøgning blev vanskeliggjort af, at ingen kunne oplyse navn og adresse på monsteret. Faktisk havde ingen set ham uden kostume under prøverne, og da han ikke havde en eneste replik, ved man end ikke, om han er nordvestjyde eller kommer længere væk fra.
SIGNALEMENT OG FORHOLDSORDRER
Baronen fandt sin unge hustru, da de begge for nogle år siden deltog i en stammekrig i Turkmenistan, hun som feltservitrice og han som frivillig lussinginstruktør med rang af oberstløjtnant.
En stærkt berørt baron aflyste resten af dagens festligheder, men bad pressen om at viderebringe, at han udsætter en dusør på kr. 4,86 for pågribelse af fru Dullah, med eller uden arvesmykker. For monsteret gælder, at det må bortskydes, men ikke opskæres til konsum eller på anden måde nyttiggøres, før Louis B. Knockel har inspiceret kadaveret.
Blodhøj Husmandsbordel har kronede tider. Søster Slubberina har indgået særaftale
med Den Nordvestjyske Pryglemarine
Nordvestjysk Pryglemarine har i de seneste år opbragt adskillige turister, som var på færd mod andre egne til havs. Efter prygl, lussinger og tvangsmasturbation måtte de ændre rejsemål til vort storslåede sogn. Søster Slubberina påpeger, at disse tidligere bondedrenge, som blev til sømænd, nu har et opsamlet behov for druk og svir. “Derfor er det vores pligt som husmandsbordel at kunne tilbyde begge tjenester!”
Det første hold af flådens prægtige sømænd beretter her om deres oplevelser.
Abacock Prickett, en asylsømand, fortæller, at han efter to timers øvelse sammen med søster Mabusa måtte give op for trætheden og beruselsen. “Jeg måtte gå til sengs og sværger ved den almægtige Gud, at jeg var så lam som en hest, der var gået i en bjørnefælde, da jeg vågnede,” sagde en tydeligt frustreret Abacock.
Matrosen Monty og hans nære sømandsven Edvard måtte stå igennem med samarbejde for at få denne første pubertære oplevelse. De havde dog set nok reklamer for bordeller til at vide, hvorledes kvindens krop var udformet.
Gymnastik- og kampsportslærerinde Glutea Sartorius var blevet indkaldt til det krævende arbejde.
Monty, der ikke var for beruset til at indsuge hende med øjnene, slog nu sin autoritet fast. Det skulle være ham eller ingen anden.
“Ved Guds eget hellige organ!” råbte han blasfemisk. “Hvorfor har jeg dog spildt mine kostbare dråber på de reklamer i sognekontorets latriner!” Han lænede sig fremover, og hans kæmpestore krop lignede en faretruende klippe. “Kom herhen, lille ven.”
Glutea Sartorius adlød hverken Monty’s stemme eller hans vinkende finger, og så sagde han: “Kom herhen med hende, Edvard.”
Edvard skubbede Glutea Sartorius fremad, indtil hun stod indenfor Monty’s rækkevidde. “Lad os se engang.” Monty rejste sig, spændte bæltet op og lod bukserne falde. Hans lem hang lige så slapt som en rebende. “Det er for tidligt” meddelte han. “Min sprydstage er knækket, og jeg er i øvrigt også for beruset.”
Glutea Sartorius sneg sig ud, behændig som en gazelle.
Søster Slubberina mener trods begyndervanskeligheder, at særaftalen vil indbringe meget, og byder medsøstrene og bordelhunden Theodosius den Store ind til en velfortjent beskænkning.
Nu var jeg om bord. Ved at kigge ud på gangen opdagede jeg, at der var dansebal på færgen. De øvrige forbrydere på skibet var velklædte, så det gjaldt om at gå i et med tapetet. Hurtigt iførte jeg mig en medbragt festsmoking.
Jeg listede ud fra kahytten og ind i den fyldte balsal. Underholdningen var naturligvis jammerlig, og pindemadderne på buffeten var slatne og uden smag.
“Ærede medkæltringe,” råbte en styg herre med gummimaske, Doktor Kæltring-Karlsen. “Velkommen til denne festlighed, hvor vi fejrer vore fjenders undergang. Snart går vi videre til sidste del i min plan. Men uheldigvis er vi for mange mennesker på skibet. Derfor har jeg arrangeret en pokerturnering. De 100 dårligste spillere vil blive smidt i haj-bassinet!”
Alle om bord, undtagen mig, jublede og klappede.
Jeg blev placeret ved et bord for at spille for min overlevelse. Aldrig i mit liv har jeg spillet poker, men det tog mig kort tid at regne princippet ud. Jeg endte da også med at ligge i top 10.
Mens taberne til sang og hornmusik blev degraderet til hajfoder, listede jeg mig længere ind i færgens dyb. Vædderen Otto måtte befinde sig et sted i nærheden. Kæltringene havde været skødesløse, for et spor af vædderfækalier på gulvet ledte mig direkte til kræet.
Midt i gangen foran fangerummet stod to uhyggelige vagter, der ikke havde til sinds at lade mig passere. Jeg måtte tænke hurtigt og kreativt. Det lykkedes mig at skabe en sindrig forklædning af en papirpose og en tusch. Med kostumet på lignede jeg et stykke fjerkræ og kunne med lethed passere håndlangerne.
“Uh-huh!” udbrød jeg og hoppede forbi dem. Da jeg åbnede døren til fangerummet, trippede Otto Kranborg af gensynsglæde.
“Jeg skal nok bringe dig hjem,” hviskede jeg. “Men først: Hævn!”
I forgårs før middag blev chefredaktør Knockels personlige assistentvædder Otto Kranborg bortført af udspekulerede forbrydere. Bladhuset var i vildrede. Otto er nemlig højt elsket af de ansatte såvel som deres familier.
Hvem havde i sinde at foretage et så smertefuldt angreb på redaktøren og medarbejderne? Kæltringsø, naturligvis. Kæltringenes karakteristiske sure aroma hang stadig i bladhusets lokaler flere timer efter ugerningen.
Jeg tog sagen i egen hånd og sporede mig prompte frem til skurkenes tilholdssted via dyrets fældede uld og ekskrementer.
Ottos kidnappere havde ført ham langt ud til søs. Han befandt sig på et djævelsk krydstogtskib fyldt til randen med afskum fra Kæltringsø. Den såkaldte Kæltringsfærge. Det blev ikke nogen let opgave at få bragt kræet hjem i sikkerhed.
“Jeg fikser problemet, chef,” beroligede jeg redaktør Knockel. “Jeg kender krybene bedre end nogen anden. Har trods alt været fanget på Kæltringsø i flere døgn.”
Jeg pakkede min kuffert med mekaniske hjælpemidler, tilvejebragt af videnskabsbrødrene Kahllun, og satte i lyntempo efter Kæltringsfærgen i en cykelbåd.
Da jeg til sidst indhentede færgen, klatrede jeg ind gennem et åbent koøje. Nu skulle jeg bare finde Otto og straffe bagmændene med stokkeprygl, men det viste sig at være lettere sagt end gjort. Jeg var én mand mod 1300 kæltringe.
Efter mere end 60 år i tjenesten er Nr. Usseldrup Storsogneråds officielle persontransportvehikel modent til udskiftning. Certificeret overchauffør Buster Ibrahimsen, der i slutningen af 1970’erne overtog driftsansvaret fra sin fader, chauffør og grisekusk Ludbert Ibrahimsen, har meddelt, at reservedele ikke længere kan fremskaffes, og at vehiklets gulvbrædder er gennemrådnede i en sådan grad, at han ikke længere tør sidde bag rattet, i særdeleshed ikke, hvis hans passager vejer over 40 kilo.
Storsognerådet har derfor iværksat en folkeindsamling til erhvervelse af et præsentabelt nyt vehikel. Den Knockelske Familiefond støtter formålet med kr. 6,45 og fri garageplads i gården bag bladhuset, Nr. Usseldrup Stationsplads.
Den offentlige vognpark består derudover af et strand- og udflugtsvehikel, der også betjenes af chauffør Ibrahimsen. Det meldes køreklart og i god stand og vil med Louis B. Knockel og/eller hans nevø Lambert Knockel på bagperronen, iført lussinghandske, blive deployeret turistsæsonen igennem.
Indsamlingen fortsætter, supporteret af mange fornøjelige tvangsbegivenheder for såvel turister som fastboende, indtil de nødvendige midler er i hus. Førstkommende lørdag kl. 09.11 til 10.14 prc. ristes og fortæres indsamlingspølser à kr. 0,39 på Klamhuse Torv.
Det er med stor sorg, jeg må meddele, at min grandfætter Sjúrður Fjertsmølle ikke er mere.
En grindehval ved navn Aðalgunn selvdetonerede under en afslappet hyggestund på det ellers meget respektable forlystelsesetablissement i Trongisvágur, hvor Sjúrður hver fredag blev vasket og spenderede både sin tid og sine penge – og sang maggiduddier med sin malmfulde røst. Rygter vil vide, at Sjúrður havde haft Aðalgunn med i en syvtimers kædedans, og at al den rumlen blev for meget for hendes mave.
Hans bortgang vil blive husket. Der sidder stadig vinduesglasblandede rester af ham på klippevæggen i vest-Trongisvágur, og denne moderne helleristning overvejes fredet og flyttet til Thorshavn nationalmuseum. En flottere begravelse kan man vel ikke ønske sig.
Hans malmfulde røst er dybt savnet på egnen. Især ved tæt tåge var han nyttig, men også ved indkald af får eller grind var han uovertruffen.
Det glæder mig i disse svære dage usigeligt at vide, at Sjúrður Fjertsmølles gener er bevaret på Nr. Usseldrupegnen.
