Af Crass Børsting
Foto: Valborg Bakunin Kulturreportage A/K
Tre af egnens lovende yngre forfattere modtog i aftes ved en stående ceremoni bag Brugsens gavl i Nørre Usseldrup årets forfatterlegater fra Hvidhild Lemborgs Kulturfond af 1941.
Kampsportslyrikeren Abner Lemborg (t.h.) kunne glæde sig over det store tre-årige arbejdslegat på 124 kr. samt tre portioner lyngpulp à 1 kubikmeter til generelle husholdningsformål.
Cand.vet.pyr. Yosias Havemölle (t.v.) fik et studielegat på kr. 32,50 til færdiggørelse af en dokumentarroman med arbejdstitlen “Kan den moderne bordelhund antændes og eksplodere under akten?”. Dette samfundsvigtige spørgsmål vil hr. Havemölle udforske under gentagne besøg i vort lokale dyrebordelmiljø.
Endelig fik ungdomsromanforfatteren Ibis II Knoll, f. 1919, et opmuntringslegat på 11,35 kr., givet i anerkendelse af hendes seneste værk “Stram gummikorsettet, lille Nulla”, der beklageligvis kun blev solgt i 9 eksemplarer, ligesom en bulgarsk filmatisering meldes at være udskudt på ubestemt tid. Fr. Knoll debuterede i 1942 med “Nu kalder Østfronten, Kalle!” og har siden skrevet over 400 stemningsfulde romaner for det yngre publikum.
En ansøgning fra masturbationslyrikeren O. N. Andersen blev afvist med den begrundelse, at han er død for 53 år siden. Det overvejes dog at støtte en skolebogsudgivelse af hans samlede værker. – Andersens rolle som litterær foregangsmand er langt fra udspillet, udtaler legatbestyrelsen.
Propagandamateriale fra den seneste valgkamp viser sig nu at udgøre en alvorlig trussel mod helbred og velfærd i Nordvestjylland. Det drejer sig om de tørvalsede fækalier, der blev husstandsomdelt som led i hr. Lalle Birk Lallesens kampagne.
Flere tons fækalier, frembragt af hr. Birk Lallesen, hans familie og nærmeste politiske støtter, blev uddelt i fladvalset form, mange af disse brune skiver forsynet med kandidatens underskrift. De fleste indgik i husholdningernes almindelige konsum, men i en del nordvestjyske hjem har man stadig de knastørre politikerbrunkager i brug til forskellige formål.
En af egnens ranke gamle stormænd, gummivareinspektør Jolbert Schneckelfritz, Blodhøj, anvendte gennem længere tid en Lallesen-fækalie som bogmærke. Da han forleden ved sengetid smækkede en egnshistorisk bog sammen, eksploderede fækalien, og idet Schneckelfritz slyngede bogen fra sig, flammede den op. Inden han fik hentet vand, var den halvt opbrændt.
– Det var et uhyggeligt øjeblik, fortæller hr. Schneckelfritz, – og jeg måtte efterfølgende berolige min samlever, kongepudlen Lola XVII Klamhuse, med en nervepille, udrørt i kold rombudding.
Avisen erfarer, at flere andre tilfælde af eksplosioner og ildsvåde er forekommet under omgang med den unge politikers brunvare. Et fornuftigt råd må være, at man overhælder tilbageværende eksemplarer af propaganda-fækalierne med vand og derefter graver dem ned. Ønsker man som overbevist Birk Lallesen-tilhænger at beholde valgkampmaterialet, skal det opbevares på et brandsikkert sted, uden for rækkevidde af børn, kvinder eller husdyr.
For første gang nogensinde har en fejlfri elektrisk henrettelse fundet sted på Usseldrup-egnen. Det skete i aftes ved 20.15-tiden efter et måltid roemos og brun festpølse hos familien Mandrik, Klamhuse Overdrev.
Den henrettede oplyses at være brugsforeningskommis Folmer Mandrik, en buttet, halvskaldet herre i 35-års alderen, beslægtet med enkefru Mandrik og hendes opfindersøn Nathan, som havde monteret henrettelsesudstyret i en lysekrone.
Dødsdommen og den hurtige eksekvering blev fremprovokeret af flere timers opsætsighed og dårlige bordmanerer fra kommisens side.
KNOCKELSK KOMMENTAR:
– Jeg anerkender fuldt ud, at man afliver besværlige middagsgæster, sagde egnens førstemand, Louis B. Knockel, i en kommentar senere på aftenen. – Jeg kan forstå, at det gik hurtigt og humant til, og at det brankede legeme allerede gør nytte som hundefoder. Ved disse private foranstaltede familiehenrettelser ser man jo ellers ofte, at de aflivede er demolerede indtil det uanvendelige.
– Men flovt er det, tilføjede Louis B. Knockel, – at en selvlært ung opfinder kommer før Klamhuse Urinkraftværk, aom i årevis forgæves har forsøgt at gennemføre en problemfri elektrokution. Unge Mandrik må skubbes frem i forreste række, når det gælder den teknologiske udvikling her på egnen.
SIDSTE NYT: Henrettelsen var planlagt
Klamhuse Urinkraftværk oplyser nu til morgen, at henrettelsen ikke er sket med værkets jævnstrøm, idet leverancen til Klamhuse sogn var afbrudt i går mellem kl. 19 og 21 på grund af urenheder i brændstoffet. – Vi får stadig mere råvare ind fra geriatrikere og andre nyresvage, så det kniber at holde spændingen på et niveau, der kan slå nogen som helst ihjel, siger driftsleder Jasmus Kraase.
Fra sit hjem på Klamhuse Overdrev bekræfter Natan Mandrik, at udstyret i spisestuen var ophængt på forhånd, og at strømforsyningen skete fra en generator, drevet af fire piskede geder på loftet.
– Vi tilbød Folmer at få rettet krøllerne ud af nakkehåret med det, han troede var et antal elektriske glattejern. Samtidig skulle han nyde et fodbad. Det hele var overstået på få sekunder. Jeg gentager gerne elektrokuteringen med frivillige forsøgspersoner eller dødsdømte fra andre familier. Vi er her for at hjælpe hinanden, siger den smilende unge opfinder.
I dag ved middagstid blev den garvede festkomiker Plexus Jensen optøet efter 50 års ophold i en kummefryser. De ældre borger husker sikkert årsagen til Plexus Jensens nedfrysning.I 1963 optrådte hr. Jensen for en flok jublende studenter på Klamhuse Hede. Her fortalte han en hjemmestrikket vittighed, der efter eget udsagn, skulle være verdens sjoveste, bare ikke hvis pointen blev fremsagt med det samme. Pointen var forud for sin tid.
– Jeg beregnede, at hvis pointen skulle være slagkraftig nok, måtte der være en afstand på 50 år mellem vittighedens indledning og afslutning, fortæller den genoptøede komiker med et smil.
Det gik imidlertid op for Plexus Jensen, at han efter 50 år måtte bibeholde nøjagtigt samme udseende, for at vittighedens pointe ville være så effektiv som mulig. Som følge deraf, tog han en rask beslutning. Han måtte gå i dvale.
Den 40-årige entertainer fremsagde abrupt vittighedens begyndelse til publikum, hvorefter han råbte: “Væk mig om 50 år!”
Plexus Jensen greb straks sin væltepeter og kørte den 8 km lange vej hjem til sin villa på Smørsyrestien, hvorpå han kravlede ned i sin kummefryser.
Efter optøningen i dag samledes det samme, men nu 50 år ældre, publikum på Klamhuse Hede for at overvære afsløringen af vittighedens pointe.
Applausen og latteren ville ingen ende tage, da festkomiker Plexus Jensen med en iver udbrød:
– Hvor ser I dog alle sammen oldingeagtige ud. Jamen, forstår I? Jeg er ældst, men ser yngst ud, hæ hæ!
Tilhørerne er alle enige efter vittighedens forbløffende afslutning. Ventetiden var det hele værd. Blot ved hjælp af en enkel vitsopbygning og en kummefryser lykkedes det Plexus Jensen at skabe verdens sjoveste vittighed.
Plexus Jensen modtager på søndag en hæderspris for sin genistreg, samt otte herlige luxuskoteletter, udskåret af en travebanekrikke.
Ingeniørstuderende fra Klamhuse Landteknikum har atter været innovative. I samarbejde med den via Swaziland indvandrede tallerkenneger, hr. Lallah bin 78, vil de studerende sommeren igennem sørge for underholdnings- og dansemusik på havnemolen i Blodhavn. Spilletiderne bliver kl. 07.13 til 09.11 samt 20.14 til 21.06 prc. Resten af døgnet skal hr. bin 78 passe sin betroede gerning som chef for opvask og affaldsbortskaffelse på Blodhøj Folkepensionat.
Projektet, der forventes at tiltrække tusinder af turister sæsonen igennem, er overvåget og approberet af egnens teknologiske førstemand, hr. Eberhard Stürwolt. Den Knockelske Familiefond har støttet udviklingsarbejdet med kr. 2,67 samt et større antal stimulerende arbejdslussinger.
Når jeg rider min hest hver eneste nat, Bliver jeg om dagen et søvnigt skvat. Jeg husker dog alt det jeg hørte og så, Hvis jeg glemte min færd ville alt gå i stå. Jeg er nødt til at følge den kurs der er lagt, Jeg er låst fast i en evighedspagt.
Det er de vilkår jeg har ligesom andre Aser, Der af de fleste folk betragtes som – blomster i vaser.
En smule til pynt, gjort til illusioner, Af de bæster der har deres egne missioner. De der kaldes for præster, regenter og til dels også tanter, Der tager på livet med uldne vanter, Som er helt uden fingre, de er mere som luffer, Men tro dem ikke thi jeg ved at de bluffer.
Jeg husker alt det som de fleste har glemt, Har set menneskeheden blive ydmyget og klemt,
Af dem som folk selv har valgt til at passe butikken, Men de bæster har sat sig på al mekanikken. De der fik staklerne til at tro på alt deres gylle Som gik ud på at de selv ville beriges og lade sig hylde. Jeg har set det hele fra tidernes morgen Derfor kender jeg alt om både glæder – og sorgen. Og endte her som mørkets digter, Et ærefuldt hverv som også forpligter, Til at afsløre al den fumlen med viden, Som har præget alverden – hele tiden.
Jeg ved det bliver svært, Fordi det er løgn det de fleste har lært. Og når alt hvad jeg siger er ægte og ærligt, Bliver mit forhold til flertallet meget besværligt. Måske er jeg naiv når jeg alligevel håber, At kunne overdøve de værste tåber. Jeg så jo det hele fra starten og frem til i dag, Derfor bliver der tale om en indviklet sag. Jeg ved godt min visdom bliver lidt svær at sluge, For de folk der er så nemme at true.
Jeg har nemlig set det så mange gange, Hos de arme stakler der lod sig fange, Af missionærernes lumske fraser, Som bare viser at deres vanvid raser, Når de taler om alt det de kan og vil, Selv om det kun er et trist og kedsommeligt spil, En farce der bliver fremført af tæmmede tåber, Der følger hinanden, imens de håber, At de selv får en bid af de herskendes klistrede kage, Selv når der knap nok er noget tilbage.
Jeg beklager men det er nu det jeg ser, Når jeg søvnigt betragter alt det der sker. I en verden som styres med vold og magt Af dem, som har glemt det vi Aser har sagt.
Hermed en lyn-depeche, frembragt i det nyeste vehikel med fremdrift ved dampe fra denatureret urinsyre – til folkepressen i nordvest, med et ubetinget krav om, at koprofili-foreningen fremover bliver en fast del af det redaktionelle indhold. Opfyldes kravet ikke, vil det medføre den største utilfredshed hos foreningen med mulige utilsigtede følger for såvel redaktør som trykkeri.
KNOCKELSK BESVARELSE:
Meget ærede herre, min hjertelige tak for billedet fra den solbeskinnede landevej. Trusler er ikke nødvendige, vi modtager og viderebringer særdeles gerne nyheder fra Dem og koprofili-foreningen.
Korrespondenterne B. Nidding Halunk og S. von Münchhaus er i fuld aktivitet, og netop nu føjes en digter med ædel norrøn baggrund til medarbejderskaren. Nyhederne strømmer ind, og det samme gør avisens læsere, såvel nye som de trofaste gamle, der har vansmægtet under den lange mørketid.
Intet af alt dette ville dog være muligt, hvis ikke avisens teknik var blevet genopbygget, og dette mægtige arbejde har vi et informationsteknologisk geni at takke for, nemlig hr. Eberhard Stürwolt, som her præsenteres i fuld figur for læserne:
Navnet Stürwolt har gennem mere end et århundrede været knyttet til tekniske fremskridt i Nordvestjylland. Karetmager Antonius Stürwolt konstruerede ca. 1910 det første tarmgasdrevne automobil på egnen, og hans datter Aurora grundlagde Blodhavn Brunkage- og Buddingindustri, som stadig er en af egnens blomstrende eksportvirksomheder.
Hårdt arbejde og undtagelsesløs nudisme døgnet rundt kendetegner sammen med rundhåndet opskænkning af hjemmefremstillede alkoholiske drikke det stürwoltske storfamilieliv. Vi har meget at være Eberhard & Co. taknemlige for, og vi vil lære dem nærmere at kende i ugerne og månederne, der kommer.
Man seer, at emsige saakaldte Politikere i det ellers saa beundrede Storsogn, forsøger nu, hvor et Valg stunder til, at kjøbe sig til Smaa- og Almuefolks Stemmer, ved at foregøgle disse, at et nyt Oldingehjem skulle kunne opføres for Sognets Penge. Den beskrevne uhørte Luksus kan jo kun lokke saadanne, som aldrig selv har betalt til det fælles Bedste, men som blot har været Nydere. Hvorfra skulle dog Midlerne til en saadan Overflod, oven i Kjøbet med døgnkjørende Orgelmusik, komme ?
Stemmefiskeri er jo nu, ikke blot et Problem i Storsognet, det hidtil beundrede og højt agtede Sæde for Disciplin, Sæd og Skik etc.
I mit jydske Exil hvor man foreløbigt kan være uset af diverse fiscale og andre Myndigheder (alle udnævnte og indsatte uden min Billigelse) har den tilstundende Valghandling, hvor ubemidlede, ikke jordejende og saagar Folk paa Sognets Forsørgelse gives Ret til at stemme, allerede sat sit Præg. Ikke mindst appelleres der til Kvinderne (som jo aldrig skulle have haft Stemmeret, deres notorisk lave uddannels- og lærdomsstade taget i Betragtning).
I Malt, Brørup, Bække, Læborg og andre Sogne agiteres energisk for Indførelsen af ”Heldagsskolen” De letbevægelige Kvinder finder dette Begreb tiltrækkende. Uden Smaafolk om Benene seer de bedste af dem sig selv i stand til, uden Forstyrrelse, at kunne arbejde endnu mere intenst for Hjemmets Forsyning, Pryd og renligholdelse.
De øvrige, som desværre nok er de fleste, seer snarere sig selv liggende paa chaiselongen, betragtende kulørte Afbildninger af en Tilværelse som kun opnaaes gjennen haardt Arbejde, Fødsel eller rigelig Arv.
De arme Børn ville om dette ryggesløse og uansvarlige Forslag vandt Tilslutning, Dagen lang være henvist til Varetægt af misliebige Seminarister, nødtørftigt oplærte i de nærliggende, fordærvede Kjøbstæder. Og Dette maa med alle Kræfter bekjæmpes!
Hvor hører vi Husbonds og Mandens Stemme? Hvad vil ske belangende Vogtning af Faar, Kalve og Grise? Ja selv Malkning vil lide slemt under Fraværet af de smaa flittige Hænder.
Her maa alle behjertede Mænd staa sammen og forhindre at Børnene, i hvert Fald Drengene, overlades til disse misliebige Seminaristers velbefindende. Disses subversive, modernistiske og til Tider anarkistiske Synspunkter er jo velbekjendte.
Deres tøjlesløse Adfærd skal ikke paaføres vore Børn og Unge. De fem timers Undervisning (om ugen) de allerede plages med, maa være alt nok.
Lad Forældrene opdrage deres Afkom til brave Jordejere og saadannes Hustruer, andre deres Børn til arbejdsomt Tyende og hold os for Himlens Skyld fri for det fordærvede, kjøbstadsinspirerede Degnevælde som tegner sig i Taagen.
Et ikke ubetydeligt Aspekt er ogsaa Lærerstandens Vilkaar. Hvorledes skal Pogeskolens Degn, hvis han den gandske Dag er optaget med Stok og Ferle, dog skaffe sig det nødvendige, supplerende Underhold, som hans beskjedne Huusdyrhold hidtil har bibragt ham?
Nærliggende var det naturligvis, at sætte et par Elever i sving, men Pogenes fravær fra den hjemlige Huusholdning og muelige Betjening af Degnens tilsvarende (omend beskjednere) ville gandske sikkert afføde Misstemning om ikke ligefrem Vrede i Hjemmene.
Da der, i vore sparsommelige Landsogne jo ikke kan være Tale om at ansætte mere Skolepersonel, maa al Tale og Vrøvl om “Heldagsskolen”, af tidligere anførte Aarsager samt ovenfor anførte, øjeblikkeligt og uigjenkaldeligt forstumme.
Her maa Skræp, vor trofaste Hasselkjæp,om nødvendigt synge, og ingen blødagtighed taales. Om fornødent, maa selveste Herr Redactøren tilkaldes (mod passende oeconomisk Compesation) for, paa rette Maade, at tirettevise og instruere den herboende Almue om pligter overfor Husstand, bedre Mænd og om Ansvaret for uvidende Kvinder.
Idet man udtrykker sin bedste Respect og Agtelse, medsender man sine bedste Ønsker for Familie, mangfoldige Paarørende, Huusdyr, Personel (saavel paa Loft som i Kjælder) Og ikke mindst til Dem, ærede og beundrede Herr Redacteur, fra
Sjældent eller aldrig har vi været mere enige. Raske og energiske børn, i særdeleshed drengebørn, kan udføre mængder af nyttigt arbejde i den tid, der nu ser til ud til at skulle stjæles fra dem.
I mine barndomsår (fra cirka det femte til det 13.) fungerede jeg som roearbejder, cykelbud, fækalieindsamler på strand og hede, og i løbet af et år sad jeg vel ikke i skolestuen i mere end 16-18 dage. Det var til gengæld lange dage under ihærdig læsning, fællessang og hasselkæppeprygl. Jeg kan fremdeles ordret gengive store dele af Meyers Vareleksikon, 1926-udgaven, som var vor mest anvendte (muligvis overhovedet den eneste) trykte lærebog.
Med meget arbejde og begrænset, men koncentreret læsning blev grunden lagt til mit lange livs uafbrudte fremgang og velstand.
Jeg ønsker Dem al mulig held og lykke med nedkæmpelsen af enhedsskolens kvindelige inspiratorer samt de kvindagtige seminarister af hankøn, der som druknende får driver med strømmen i retning af en dyb, fælles afgrund.
Baldur Hyppeson er navnet
På den rytter som mange længe har savnet
At få mere viden om
Selvom han er Asen som
Hver eneste nat i de nordiske sagn
Har gjort menneskeheden megen gavn
Imens han førte sin hest som hedder Rimfaze
I passende afstand fra byer – som Faxe,
Det gælder nu også for andre byer
Dem han kan se fra de mørke skyer
Som har bredt sig ud over hele landet
Og gjort alt for meget mistænkeligt blandet.
Der er dog en grund til han blev sprunget over
Det er fordi han er vågen når andre sover.
Det ærgrede denne nyttige Ase
Indtil han fandt på – at mase
Sig på – og omsider nåede frem til hr. Knockel
Som blev begavet med en flot ny monokel.
Naturligvis blev redaktøren glad,
Og gav Baldur en plads i sit velkendte blad.
Han havde forsøgt sig hos andre aviser,
Men hos dem er det ikke visdom de priser.
For de fattede ikke at tiden var inde,
Til at indse der blæste for mange vinde,
Som fejede visdommen hånligt til side
Fordi der er meget de ikke vil vide.
I hr. Knockels nye flotte bladhus
kom Baldur til orde
Redaktøren forstod jo at hans tanker er store.
