DAGSAKTUELT TELEGRAM FRA HR.
FERNANDO BÆHMAN ELMQUIST
Der var ikke et øje tørt, da den forhenværende hyggeurtsrygende ungtølper Bugislav Pockelsen vendte hjem til Blodhavn efter at have tilbragt en deportationsdom på 1 år, 4 måneder, 5 dage, 21 minutter og 57 sekunder i den glohede opdragelseslejr i Swakopmund. Pockelsen stod tidligere i spidsen for Blodhavns berygtede dekadente jetsetungdom, hvor han med sin destruktive indflydelse fremmede alskens fordærvelige udskejelser.
Ved ankomsten i morges udtalte den nu rehabiliterede Bugislav til Nordvestjyske Fækalietidende, at opholdet havde renset hans syndige sjæl for de mange depraverende fantasier. Takket være daglige flyverskaller, lussinger og det ugentlige aflusningsbad samt et yderst traumatisk foredrag for Godhavns Lesbiske Roeplukkerforening er den tidligere ungtølper kommet på ret køl og blevet et nyt resocialiseret menneske.
Det forlyder, at det hjemvendte bysbarn er blevet tilbudt at undervise i det nye banebrydende obligatoriske opdragelsesprogram ”Aldrig mere grædende børn i Nordvestjylland” baseret på den berømte transsibiriske adfærdspædagogiske teoretiker Taddeus Habermas Calleson. Andre rygter indikerer, at Pockelsen skal assistere Usseldrupegnens Flygtningeforsorgskomités forkvinde, Walpurgia Peckelwaber, med at lave aviskampagner i det socialistiske diktatur i Holstebro og omegn med henblik på at få flere flygtninge til Blodhavn og Usseldrup.
Der tegner sig en lys og god fremtid for den forhenværende ungtølper.
I storreportageserien ‘Kendte borgere i Sognet’ fortælles her om udvalgte medlemmer af familien Porcus- Andersen:
Fisnik Porcus-Andersen, tidligere imam, nu medlem af borgerværnet og Blodhavns frimurerloge (stormester af 4. grad) , har efter indtagelse af 300 g kogt bulmeurt, 4 hestepilsnere og udførelsen af det schröderske ritual, udviklet en ny indvielsesdramaturgi til logen. Til dette formål har han opdraget og dresseret Olfert. Olfert har tidligere gået med post. Ritualet skal gøre landpøbelen interesseret i et weekend-medlemskab af logen.
Logebrødrene har anerkendt Fisnik som en fornyer og innovator af første orden.
Allerede da Fisnik var barn erkendte han de åndelige forbindelser mellem svin og menneske. Venner for evigt var ikke blot en talemåde. Øffe gjorde senere karriere ved Klamhuse kafferisteri som smager, men endte ved en fejl som helstegt pattegris under brunvarefestivallen i Blodhavn 83. Det var efter at Øffe have doneret sin hårpragt til en parykmager, og efterfølgende desværre ikke blev genkendt på vejen hjem i bussen.
Fisnik fik en ny ven og ses her som ung på sommerferie i DDR 1987 hos onkel Hubert. Her hilser han kækt familien.
Fisniks mor Philomena Porcus-Andersen (født Spiegeleier) lærte den kildrende fornemmelse af frihed og forbindelsen til det indre svin at kende, ved de daglige rideture på familiesoen Lamis.
Hun blev i littererære kredse kendt for det filosofiske 3 binds storværk “Min kamp – Ornekastrering ved jævndøgn” , en allegori over H.C. Andersens liv i Slagelse.
Fisniks søster Fatima blev kunstner på dressurområdet, og hendes 2 trøffelgrises næser vakte beundring og misundelse i flere brancher. Sammen har de vundet konkurrencen ‘snus en grænseoverløber’ flere gange. Man skal aldrig være for fin til lidt svineri siger Fatima.
Fætter Edward, tidligere udstationeret i Bruxelles som lobbyist for bademåttebranchen, træner her grisen Mustafa som drosche.
Især under Blodhavn Brunvarefestival hvor al busdrift af sikkerhedsårsager er indstillet, har Mustafa haft meget arbejde, både med personhjemtransport og med at slæbe hestepilsnere til musikken.
En af egnens store gamle mænd har forladt os. Billedet herunder er optaget i det historiske øjeblik, da den 88-årige flueavler Jøkul Asmussen (portræt indsat) detonerer på Blodhavn Strand.
Jøkul havde ombundet sin krop med et bælte dynamit, og efter at have lagt den brune lærredsfrakke og gummibukserne på sikker afstand af sprængningsstedet gik han nøgen ud mod vandkanten, hvor han først antændte sin pibe og efterfølgende, mens han sang “Frihed er det bedste guld”, lunten til dynamitstængerne. Stumper af hans tophue, nogle skæghår og en tværstiver fra testikelstativet er fundet flere hundrede meter derfra og bekræfter hans identitet.
Sidste udvej
Jøkul Asmussen var ud af gammel biavlerfamilie, men skiftede i 1958 til fluebranchen, hvor han frembragte resultater i verdensklasse. En af de større husfluer, Felix Asmussen LXIV, bevidner på billedet dødsøjeblikkets alvor sammen med Jøkuls barnebarn, smørrebrødskurator Lulla Asmussen, Blodhøj Turistmølle.
– Morfar valgte døden frem for vanæren. Klamhuse Kødfoderfabrik havde under henvisning til den vanskelige fækalieleverancesituation frataget ham det ugentlige driftstilskud på 150 kg omrørt andensorteringsvare. Hermed blev al lokal flueavl umulig og meningsløs.
Lulla Asmussen og stuefluernes formand, Hassan Laryngitis, står tilbage med hundreder af navngivne kæmpefluer, som for nogles vedkommende har hørt til familien i årevis.
Fækaliedonationer, købstilbud eller konstruktive ideer om den fremtidige anvendelse af disse værdifulde, for de flestes vedkommende håndtamme dyr kan sendes til avisens kontor.
En af Folkedisciplineringens rankeste og mest trofaste venner, vor Korrespondent, Hr. Faareavler og fhv. Flaadeofficer Severin v. Münchhaus, fylder i dag 140 år.
v. Münchhaus blev født i en Sejersskjorte og som Søndagsbarn, Søn af den bekendte Kaalrabi- og Faareavler i Tersløse, Siegfried v. M (Slægten indvandret fra Mecklenburg-Vorpommern 1482) og Hustru Magda, f. Steenhuus-Stenlille.
Severin var den førstefødte ud af en senere Søskendeflok paa 14 samt et ikke nærmere kjendt Antal ikke anerkendte Halvsøskende.
Paa Trods af de gode Tegn ved hans Fødsel og den efterfølgende kjærlige, principfaste Opfostring, udviklede Forholdet mellem Forældre og Søn sig ikke harmonisk. Den kun 15-aarige Severin forlod saaledes sit fædrene Hjem, og vandrede udenlands. I Kraft af sit Talent for Conversation og Smiger skaffede han sig igjennem det urolige Europa og blev, formentlig paa grund af akut Mandskabsmangel, indrulleret i den K.K.Östrig-Ungarske Marine. Her blev han uddannet som Navigatør og opnaaede det stærkt eftertragtede K.K.Certificat af ”Expertenlotse zu Donau”.
Hans sømilitære Karriere kulminerede under Første Verdenskrig, hvor han indlagde sig uvisnelig Hæder som vinder af flere Rompunschnedsvælgningskonkurrencer i Officersmesserne.
Trods et vist Besvær med at løsrive sig fra de wienske Damer, hvis Ægtemænd havde ladet sig begrave i fremmed Jord, vendte den nyslaaede og pænt dekorerede Leutnant zur See II dog nølende tilbage til sit Hjemsogn, i 1922. Det kan ikke just paastaaes, at Fedekalven ved den Lejlighed, blev slagtet. Gamle Fortrædeligheder drev ham atter af Gaarde. I 1923 blev han inrulleret i den Kgl. Danske Marine med foreløbig Rang af Underleutnant. En Degradering, der bekom den Krigserfarne v. M daarligt. Dog, gennem tro Tjeneste og ved anvendelse af et passende Maal af Smiger opefter, avancerede han i de dengang normale Sekvenser.
Gjennem videre Uddannelse indenfor det navigatoriske tilegnede han sig da ogsaa Expertise i at udføre terrestrisk og astronomisk Navigation i saa vanskelige Farvande som Øresund, Store- og Lillebælt, det sydlige Kattegat og Østersøen, helt ud til Bornholm. Desuden uddannedes han paa det Vaabentekniske omraade og fremstod ved sin Pensionering i 1938 som lidt af en Expert paa Riffel, Revolver, Madsen-Maskingevær og ikke mindst, de dengang upaalidelige Torpedoer.
Severin von Münchhaus modnedes og disciplineredes gjennem denne Tjeneste og da han som Captainleutnant (R) fik Permission ved Høsttid i 1937 stod han godt rustet til, som den førstefødte, at overtage Driften af sin Fødegaard i Tersløse, efter Faderens tragiske, alt for tidlige Bortgang i Forbindelsen med et Skyderi, efter en god Jagtfrokost.
Siden da, har v. M med Flid og Konsekvens koncentreret sig om Driften; saavel sin egn, som Ejendommens. Ved utrættelig Opretholdelse af Husbonds uomgængelige Pligter har han bevaret og udbygget sin Ejendoms Ry som et veldrevet og højt discplineret Landbrug. Kun i en kort Periode forlod han sin Bedrift. Efter flittig Læsning, hvilket han i sine modnere Aar ogsaa har lagt sig efter, drog han i 1952 til Øen Gotland i det svendske, for nærmere at informere sig om Kvaliteter og forskjellige Egnetheder ved det gotlandske Udgangsfaar.
Stærkt tilfredsstillet ved sine Erfaringer, medbragte han ved sin Tilbagekomst to upaaklagelige Exemplarer af denne Race. Disse har været Grundstammen i en særdeles positiv, frugtbar og lystbringende Udvikling i Sognets Faareavl. Omgjængelige, avlsvillige og robuste som de er.
Herr v. Münchhaus er saaledes ubestridt Sognets førende Kraft, naar det gjælder Omgang med, pleje af og Avl paa Faar. Denne utrættelige Optagethed af hans Yndlingsdyr, hans upaaklagelige Avl iøvrigt (velnæret Hustru og 12 Børn) og hans utrættelige Opretholdelse af Orden, Arbejdsomhed og Disciplin paa sin Ejendom og i sin Husholdning i det Hele taget, har gjort ham til en højt agtet Person i Tersløse. Hans velskikkede Forhold har desuden gjort ham til en holden Mand. Det forlyder, fra troværdige Kilder, at han har ikke mindre end omkring 440 kr. vel forvaret i sin Sengehalm!
Til Disciplinens opretholdelse betjener Herr v. Münchhaus sig overvejende af haandskaarne Hasselkjæppe, og han har altid kjaldt disse, hinanden afløsende Redskaber “Skræp”.
Blandt hans talrige externe Udmærkelser i Aarenes Løb kan nævnes Det Östrig-Ungarske K.K. Marinestorkors, tildelt da han var gandske ung Donauofficer i Eftersommeren 1918, samt Tersløse Sogns Faareavlersammenslutnings Hæderstegn 1953, og med Sølvgarnering i 1957. Endeligt, i 1961 Samme, men med Guldvinger og snoede Vædderhorn i ægte Slagmetal.
I Forbindelse med den runde Dag har Sognebørn indsamlet midler til et Æresvehikel, der kan transportere egnens Førstemand, hans disciplinære Redskaber og øvrige Nødvendighedsartikler på standsmæssig Vis rundt blandt Undersaatterne.
I taknemlig Erkendelse af de talrige lødige Korrespondancer, Hr. v. Münchhaus i Aarenes Løb har ladet tilgaa Avisen, blev Indsamlingen støttet med kr. 4,19 fra Den knockelske Familiefond.
I flere uger har en ondsindet hyrevognschauffør hjemsøgt sognevejene. Den mystiske slambert samlede uskyldige borgere op fra gaden og chikanerede dem på alle tænkelige måder. Slynglens identiteten var umulig at fastslå, og hyrevogn nr. 13½, som han benyttede, var ikke registreret hos noget taxaselskab.
Passagererne blev først udsat for en mareridtsagtig høj starttakst, tilfældige sidegebyrer og jammerlig musik. Derefter blev de indsmurt i pladdermasse og strudsefjer og værst af alt tvangsindlagt til at lytte på kedsommelige og meningsløse anekdoter. Efter endt tortur blev de sat af i en øde vejkant, hvorfra de kunne gå hele vejen hjem.
Jeg kunne ikke lade forbryderen slippe af sted med sine ugerninger, men der var kun én måde at stoppe ham på: Jeg måtte forklæde mig som turist og køre med.
I Klamhuse Nord stillede jeg mig parat med bøllehat, skjorte og en rejsekuffert. Der var bid med det samme. Vogn 13½ standsede foran mig.
“Skal De med?” hvislede chaufføren vammelt.
Jeg nikkede og satte mig ind i vognen.
“Hvor skal De hen?” hostede han.
“Bare rundt om hjørnet,” svarede jeg og pegede.
Banditten trådte gaspedalen i bund, og før jeg vidste af det, var jeg havnet i Rumænien.
“De skal af her, hr. Nidding Halunk,” grinede banditten, før han skubbede mig ud af automobilet. “Jeg skulle hilse fra Doktor Kæltring-Karlsen!”
Pokkers, det var en sammensværgelse.
Chaufføren var naturligvis hyret af Doktor Kæltring-Karlsen til gøre en ende på avisens storjuniorkorrespondent, så kæltringerne atter kunne chikanere og ødelægge Nørre Usseldrup uden forstyrrelser.
Med hvinende dæk stak forbryderen af og efterlod mig i det ubarmhjertige rumænske ingenmandsland.
Til venstre forvalter Fracke, som vi husker ham fra hans ranke manddomsår. Til højre holder han festtalen for sin unge brud i Nørre Usseldrup Bedehus.
Reportage og nekrolog: CRASS BØRSTING
Foto: VALBORG BÆNNIE m.fl.
En menneskelig og seksuel tragedie har ramt Usseldrup-egnen. Klamhuse Kødfoderfabriks mangeårige brunvareforvalter Wilbur Z. A. Fracke er død på halmloftet over sin landvilla netop i de minutter, hans ægteskabelige lykke skulle fuldbyrdes. Få timer forinden var han blevet viet til Pickorella Jelved, stud.rept.pæd., og store dele af den nordvestjyske intelligentsia havde hyldet parret ved en stående banket i Nørre Usseldrup Bedehus.
Dødsårsagen var alvorlige kvæstelser i underlivet efter et angreb med næb og kløer, planlagt og gennemført af de kalkuner, Wilbur Fracke de sidste mange år havde levet sammen med. Også Pickorella Jelveds nedre kropsdele blev alvorligt medtaget, men efter flere timers amputationskirurgisk behandling på Klamhuse Husmandshospital meldes hun uden for livsfare.
Wilbur Fracke blev født 1918 som søn af skibsreder Olfert Fracke (1821-1922), der dengang havde en halv snes joller i sejlads på de norske og svenske kyster. Unge Wilbur blev oplært som rorskarl, og hans gode armkræfter og sikre greb gjorde ham senere til en førende skikkelse i masturbationsidrætten.
Efter nogle års fravær vendte han tilbage til egnen i 1947 og blev brunvaresorterer, senere forvalter i afdelingen for faconfækalier og anden ædelvare på Klamhuse Kødfoderfabrik. Han levede siden 1970’erne i en harmonisk storfamilie, bestående af ham selv, 10-12 kalkuner og en tamgris, der ikke menes at have deltaget i overfaldet på bryllupsnatten.
Hans hustru, f. 1991, kom til egnen for få måneder siden for at gennemføre en specialuddannelse til reptilpædagog på Klamhuse-Usseldrup Aftenskole. Overlærer Asmuld Corona medgiver hende de bedste anbefalinger. – Jeg er overbevist om, at vi snart vil se fr. Jelved i et produktivt og holdbart nyt samlivsforhold. Husmandshospitalet garanterer, at hun vil være tjenlig til alle praktiske formål, så mon ikke hun bliver bortauktioneret i løbet af de næste få dage eller uger?
SIDSTE NYT:
Kalkuner kan forvente snarlige dødsdomme
De implicerede husdyr forventes dømt og henrettet. – Kalkunerne kunne have fundet andre og mindre drastiske udtryk for deres jalousi, siger egnens førstemand, redaktør Louis B. Knockel. – Alle, der nogen sinde har haft et mellemværende med et ophidset stykke fjerkræ, må forlange, at der nu statueres et eksempel. Husdyrdisciplinen skal genoprettes, ellers bliver alt nordvestjysk familieliv umuligt.
Bisættelsen af Wilbur Fracke fandt sted straks efter obduktionen. Her ses det officielle mindepostkort. Frackes efterladte kalkuner og tamgrisen Victoria Blodhøj XIV befinder sig i det aflåste grå luxusautomobil bagest i følget.
Nørre Usseldrup er en by i rivende udvikling, og sognerådet har derfor haft et møde med det københavnske arkitekt- og designbureau Klipp & Kleist for at kortlægge mulighederne for at blive Danmarks teknologiske spydspids.
Fotografierne viser Nørre Usseldrup set fra indfaldsvejen, ganske som vi kender byen, samt Klipp & Kleists visioner for byen anno 2050. På sognerådsmødet mandag skal det besluttes, om der skal bevilges yderligere cirka 34 kroner til bureauets konkretisering af visionerne.
“Dette er, hvad vi længe har set frem til,” udtaler Habert Guckelhans, certificeret ejendomshandler, Usseldrup Overdrev. “Jeg kan netop nu tilbyde en elegant og veludstyret familievilla på 28 kvadratmeter med tilliggende køkkenhave på 7 kvadratmeter, grænsende op til det nye storbymiljø. Kontantprisen er beskedne 239 kroner. Slå til med det samme og bliv en del af lokalsamfundets rivende udvikling.”
I forbindelse med de gigantiske planer overvejer Blodhavnbanen at tage noget af sit materiel ud af mølpose. Den viste vogn blev for fem år siden præserveret med fenat, så den kræver blot en trykspuling, samt at lagnerne over sæderne bliver fjernet, før den kan sættes i drift på ny.
Vognen, der indtil 1928 gjorde tjeneste som præsidenttransportvehikel på de serbiske statsbaner, vil i første omgang blive indrettet til 400 af de flygtninge, vore hjemsogne må imødese, efterhånden som den offentlige sektor i Holstebro, de hårdt pressede bistandskontorer osv. bryder sammen.
“Den nødvendige befolkningstilvækst er altså på vej,” erklærer hjemsognenens politiske leder, generalguvernør Ruben Angst. “Nu skal vi bygge og investere os til en lykkelig, storslået fremtid.”
Højestærede Herr Chefredacteur, den saa beundrede og alvidende Folkets godhedsfulde Oplyser.
Tillad mig at delagtiggjøre Dem, højestærede, i en Erindring fra mine unge Dage, som ved en særlig Anledning nys randt mig i Hu.
Herefter vil følge visse Ethnologiske Studier, som ikke tidligere er publicerede. Men hvilket Organ kunde være mere nærliggende, end det saa respecterede Nr. Usseldrup Dagblad, med underliggende locale Ugeaviser ? Her, altsaa, fra Nutiden:
Da vor bortrømte Avlekarl Pontus, noget slukøret, som i en tidligere Depeche beskrevet, var vendt tilbage til Husbond, spredte sig hurtigt en uvant Euforie blandt Sognets unge, og saamænd ogsaa blandt det lidt mere modne Kvindfolk.
Dette har min trofaste Hustru betroet mig, i et fortroligt Øjeblik:
I sin Omgang med Cirkusfolket, havde den brave Karl modtaget en Kropsudsmykning, en saakaldet Printz Albert. Dette Smykke vakte almindelig Fornøjelse og Tilfredsstillelse hos de, som saa og mærkede samme. Og fra de udvalgte og tilgodeseete spredte Rygtet sig hurtigt, saaledes at det gandske Sogn efterhaanden var delagtiggjort i den brave Pontus´ pirrende Hemmelighed.
Min ærbare Hustru og jeg selv hylder det gode, gamle Princip, at den ægtestanden tilladte Copulation sker i Mørke, bedækket under tunge Andededunsdyner. Dog er det hændt engang, at min Hustru har faaet Glimt af min Nøgenhed, og herefter tilspurgt mig om characteeren af min genitale Udsmykning, som hun uden tidligere at have seet, havde saa stor Glæde af.
Historien er lang, og maaske trættende. Men saaledes fandt det sig, at man selv, for mange Aar siden, udstyredes med en saadan Kropsudsmykning, som senere skulle vise sig at spare mig for at blive fortæret af Kannibaler paa Borneo:
Som tidligere berettet til Avisen, gjorde jeg i de heroiske Aar 1913 til 1918 Tjeneste i den KK Östrig-Ungarske Marine, længst i Den herostratisk berømte Donauflotille.
Under denne Tjeneste, maatte vi ofte bunkre Kul og indtage andre Fornødenheder i de ved Bredden liggende Byer. En særlig Forkjærlighed havde jeg for Staden Turnu Severinu, hvor det ikke var nødvendigt at udsende en menig, for at erfare om Küsten var klar. Medens det menige Mandskab lempede Kul og sørgede for andre, nødvendige Provisioner, kunne vi yngre Leutnanter, uden de mange Pligters Byrde, begive os hen i Byen. Et særligt hus havde en uimodstaaelig Tiltrækningskraft hos mig, unge Mand.
Paa Frantz-Josephstrasse nr. 21 boede en sørgende Enke, Baronin Jezabel von Chlithberg zu Vullwan. Baronen var, i Krigen for Fædrelandet, allerede i Efteraaret 1914, faldet, da han i Spidsen for sine Ulaner, tappert angreb en Italiensk Maskingeværstilling et Steds i Tyrol.
Enken sørgde tilbørligt, og begræd særligt, at Gemalen havde ladet sig begrave udenlands, saa at hun i sin Sorg, ikke engang havde et normalt Gravsted at dvæle ved. Men, som hun paa et Tidspunkt betroede mig, sparede hun da saa Blomsterne.
Hvad der kunne have modsvaret Enkens berettigede ønske om et varigt minde, at dvæle ved, i kjærlig Erindring, vises hermed i dyb Respect: Det umistelige Gravmæle over den heltemodige, tapre og beslutsomme Chef for Donauflotillen. Mit højt ærede Forbillede, Grossadmiral, Freiherr Frantz Leopold von Seeschreck zu Womith.
I de gode Tider, dersteds, var Officerernes Uniformspantaloner temmeligt stramme. For at nu ikke utilbørlige Demonstrationer af ung Mandighed skulle sees under Parader eller ved de hyppige Balaftener, var det Skik, at Mandens Pryd, holdtes i ave, ved Hjælp af en Ring i sammes Spids, og en Krog i Pantalonerne.
Efterhaanden som mit Bekjendtskab med den sørgende Enkebaronin udviklede sig, bad hun mig om, i kjærlig Erindring om sin bortgaaede Husbond, at anlægge samme Kropssmykke som den hedenfarne havde mønstret. Angst ved den forudseelige Smerte, vægrede jeg mig længe, men efter at have faaet Stolen stillet for Døren: Enten fulgte jeg hendes Opfordring og inderlige Ønske, eller hun ville begunstige min Kollega Lt. Ringg und Pratesz.
Saaledes provoceret, ved Udsigten til, at en yngre Officerscollega skulle indtage min privilligerede plads hos Enkebaronin´en, mønstrede jeg alt mit Mod, og accepterede. Vi militære er jo, omend vi nødigt seer Blod, forberedte paa muelige Smerter, saa dette Indgrebs Pine, viste det sig, for Ingenting at regne imod et grundigt Værtshusslagsmaals Smerter, særligt, hvis en Deeltager forfalder til ufine Slag og Spark i Skridtet.
Men, efter disse omstændelige Indledninger og Forklaringer, videre til min Ethnologiske Beretning:
I Aaret 1915 havde den KK Habsburgske Familie allerede indseet, at Krigen mueligenvis kunne tabes. Derfor udsendtes en hemmelig Mission med det Formaal, at erobre en Coloni, hvor den Habsburgske Slægt kunne være i Sikkerhed, og forberede sig paa en gloriøs Tilbagekomst.
Som een af de meest erfarne Navigatører, med den meest pletfri Vandel, modtog jeg det ærefulde Hverv, at mønstre som Navigationsofficer paa Skibet “Erzhertugin Victoria”, stationeret i den berømmelige Flaadehavn Trieste. Fartøjets Navn var lovende, men efter at Chefen, Fregattenkapitän Mürwitz havde aabnet sine forseglede Ordrer, sænkede den heroiske Stemning sig betragteligt. Skibet skulle ommales; Skytset skjules, og forklædt som Koffardifartøjet “Garibaldi” skulle vi under falsk Flag dampe ud af Middelhavet, sønden om Africa og til Fjernøsten.
Maalet var forsaavidt forstaaeligt, for i de Dage havde Colonimagterne jo sat sig paa mestendeels alt hvad der var værd at besidde. Blot visse Øer i Sydøstasien stod tilbage at colonisere. Dette var vor, fra den øverste Regent, assignerede og commanderede Opgave.
Man skal spare den udholdende Læser for en detallieret Beskrivelse af vor Sørejse. Blot dette: Omend det var flaut at sejle under falsk Flag, fandt vi nemt frem til Stædet ved Gibraltar, ved at følge i Kjølvandet paa HMS “Illustrious”, som skulde samme Vej. I Atlanten blev det straks mere vandskeligt. Gandske vist var baade Captainen og jeg selv fuldt kvalificerede Navigatører, men paa Donau, hvorfra mine practiske Erfaringer vare indvundne, var den terrestriske Navigation alt nok. Samme gjorde sig gjældende for Chefen. Hans Erfaringer stammede fra Farvandet ud for Trieste, hvor man altid, under Togter og Manøvrer kunde komme sikkert i Havn, inden Mørket sænkede sig.
Ingen af os ville tage Sextanten i brug, saa efter stiltiende Overenscomst fulgte vi Kystlinien nedover. Dette kan nok have forlænget vor Rejse noget, men en Deel af vort Opdrag var jo at gennemføre Togtet saa sikkert som mueligt.
Kort fortalt, rundede vi Cap Det gode Haab, efter ved flere Lejligheder at have maattet udøve en slags Capervirksomhed, af bitter nød, for Kul og øvrige Provisioner.
Efter bestiknavigation ramte vi som forudseet Indiens Sydspids, efter et naadigt Forsyns hjælpende Haand. Ligeledes ankom vi i Malaccastædets Indgang, som ved et Mirakel.
Herefter nærmede vi os den ukolonialiserede Ø Borneo. Vor Landgang dersteds var uden Besværligheder. Chefen faldt dog overbord og druknede; Staklen besad ikke færdigheden i at svømme. I denne sørgelige Anledning, maatte man selv overtage Commandoen. Saaledes, lettere eschaufferede, men maalbevidste, begav vi os ind i den borneiske Jungle, som strakte sig heelt ned til Det ostindiske Hav.
Fugle sang og kvidrede, Hundehyl og Kattejammer forekom, men først paa andendagen mødte vi levende Mennesker. Disse, og de var alle af mandkøn, vare aldeles nøgne. Bortset fra, at de tildækkede deres Penisser med tørrede Plantehylstre, i en delviis opret Position.
Communication var vandskelig, da det hurtigt stod os klart, at de indfødte ikke forstod vore diversificerede sproglige Forsøg, og de, paa deres Side, ikke forstod vore venskabelige Tilnærmelser paa tysk, fransk og engelsk.
Da de saaledes greb den meest trivelige af os, SG KK Marine Olbert Nachspeis og uden videre skilte hans Hoved fra kroppen, stod det mig klart, at heer maatte den største Diplomatie nok bringes i anvendelse. Min beskedne Beholdning af Glasperler gjorde vel nok sit, men da ogsaa min gode Oppasser Friedrich Offnersohn fra Wien, blev decaptueret, saa jeg at samme Skjæbne muelighedsvis ogsaa ville ramme mig.
Man maa indføje, at siden min Tid dersteds har den udbrete Duft af Barbeque eller Grill, ikke vakt mit Behag. Tvært imod.
Tidvis maatte jeg erfare, at mine trofaste Følgesvende ikke blot var decaptuerede, men ogsaa blev fortærede af disse sultende vilde.
Selv blev jeg ogsaa lagt paa Slagtebænken. Men da man dersteds ombringer sit Bytte i aldeles nøgen stand, opdagede en Shaman, eller hvad de nu kjaldte deres Medicinmænd, at Undertegnede bar paa sig en Erindring om festlige Dage ved Donaus Küster.
Selv vare de udsatte for et Overgansritus, der ved penetrering af den meest private Del, via en Snor, mueliggjorde et til stadighed oprejst Avlelem.
Min egen beskjedne Ring af sølv gjorde et uudsletteligt Indtryk. De indfødte, som hverken fandt Begyndelse eller Ende paa min Ring, troede i deres Eenfoldighed, at denne var medfødt.
Herefter opkastet til en af Guderne nedsendt, lykkedes det mig dog, efter fem Aar, at undslippe. Indtil da, maatte jeg, som den af Forfædrene udvalgte, deeltage i adskillige, Aarligt tilbagevendende usædelige Riter og Sandseligheder. Saavel som jeg herhjemme ikke finder Smag i thailanesiske Tjenestepiger, var det mig en Overvindelse at deeltage i de aarlige Copulationer. De locale Kvinder var mig utiltrækkende, og kun med en Klemme for Næseborene (det var Mændenes Skik), overvandt jeg den Dunst der stod omkring disse Kvindfolk. Det maa erindres, at eftersom vi befandt os i et Indland, var Befolkningen ikke tilvænnet Lugten fra raadden Fisk.
Britiske Colonitropper forsøgte at indtage Stammens Revier, og har siden da lidt mange, velbehageligt fortærede Tab. Men Selv returnerede jeg, i Fangenskab til det kjære Europa.
Dog maatte jeg lide den forsmædelige Skjæbne, at disse indolente Engelskmænd antog mig for, i min nøgenhed, at være en bornoesisk Albino.
Vandskeligt var det at komme til at gjensee de tiltrækkende officersenker, der havde bibragt mig saa megen Glæde og Commers. Des længere varede mit fornyede Ophold ved Donaus skjønne bredder. Men end mere glædeligt var det, at returnere til min fædrende Egn og Ejendom, ja, at vende hjem til Tersløse Sogn.
Ja, Herr Redacteur; saaledes slutter mit lille ethnografiske Eventyr. I de siden forløbne 95 Aar, har jeg, i mit fredelige Sogn, hverken oplevet Cannibalisme eller uvelkommen pligtcopulation. Derimod kan det oplyses, at sognets Masturbationscorps, disse strunke og muntre Unge (og lidt ældre), bereder os ugentlig Tilfredsstillelse, ved Sprøjtehusets Gavl.
De bedste Hilsener fra Deres beundrende
S v M
Redaktionens fodnote: Ovenstående er f.o.m. skoleåret 2015-16 obligatorisk pensum i fagene geografi, samfundslære og forplantningsteknik på Nørre Usseldrup Eksamensskole. Elever i afgangsklasserne skal kunne fremsige hele teksten ordret samt tilegne sig dens indhold og principper i en sådan grad, at de kan redegøre for dem med egne ord.
Et drama uden sidestykke rystede i dag ved 11-tiden baroniet Ulveborg og hele den nordvestjyske offentlighed, da den 19-årige baronesse Dullah Lupus-Bobb blev bortført ned ad slottets hovedtrappe og videre mod ukendt mål, liggende på ladet af et raketdrevet ekspresvehikel.
Avisens redaktør Knockel skulle sammen med en certificeret yngre fotograf og 10-12 andre særligt indbudte overvære generalprøven på det sommerspil, der hvert år opføres af Usseldrupegnens Dilettantkomedieselskab, egnens eneste tilladte teateraktivitet, stiftet 1882 af daværende enkebaronesse Pecadilla, farmoder til den nuværende baron og godsherre Hambert Lupus-Bobb.
Stykket “Brun hævn” handlede angiveligt om uhyrer, der var spiret frem i en lokal fækaliesilo og nu havde vokset sig så store, at de kunne terrorisere lokalbefolkningen. Et af de dramatiske øjeblikke kom nogle minutter inde i handlingen, da et gigantisk monster med en overflade af rynket gummi greb den unge heltinde og løb bort med hende.
Heltindens rolle blev spillet stærkt og gribende af baronesse Dullah, og blandt tilskuerne hørtes gisp og hvin, da uhyret løb gennem salens midtergang med den tilsyneladende paralyserede kvinde. Straks efter indtraf imidlertid noget, som ikke hørte til handlingen. I slotsgården holdt et særpræget vehikel, der af vidner beskrives som en ladcykel med raketmotor. Monsteret smed baronessen på ladet, og i løbet af sekunder var hans vehikel forsvundet i røg og gnister ud gennem slotsporten. Ingen har siden set de to amatørskuespillere.
Stykkets øvrige medvirkende kunne fortælle, at denne sortie ikke på nogen måde indgik i den planlagte forestilling. En eftersøgning blev vanskeliggjort af, at ingen kunne oplyse navn og adresse på monsteret. Faktisk havde ingen set ham uden kostume under prøverne, og da han ikke havde en eneste replik, ved man end ikke, om han er nordvestjyde eller kommer længere væk fra.
SIGNALEMENT OG FORHOLDSORDRER
Baronen fandt sin unge hustru, da de begge for nogle år siden deltog i en stammekrig i Turkmenistan, hun som feltservitrice og han som frivillig lussinginstruktør med rang af oberstløjtnant.
En stærkt berørt baron aflyste resten af dagens festligheder, men bad pressen om at viderebringe, at han udsætter en dusør på kr. 4,86 for pågribelse af fru Dullah, med eller uden arvesmykker. For monsteret gælder, at det må bortskydes, men ikke opskæres til konsum eller på anden måde nyttiggøres, før Louis B. Knockel har inspiceret kadaveret.
