Under ombygningen af mit ydmyge landsted Krads Mølle fandt jeg ved et tilfælde en gammel løngang i kælderen, hvorfra sælsomme, forvrængede lyde af et fordrukkent mandskor trængte op.
Det lød som noget frit efter Naversangen:
Åh, disse minder,
fra du var en luddoven svend.
Åh, disse minder,
den tid får du aldrig igen!
Åh, disse minder,
det er dem, der gi’r tøjet odeur…
I skidtet du svendene finder,
med det gode, det gamle humeur!
Var der arbejd’, så gled vi;
på gulvet der sked vi,
men tog dog forplejningen først.
Vi er helt nede i møget,
og sjælen er fløjet,
pullimutten, den stiller vor tørst!”
Ja, dette måtte jo nødvendigvis undersøges på stedet. Jeg vil ikke under nogen omstændigheder acceptere uautoriseret fjol og drukkenskab under mit hus, så jeg iførte mig straks min overfrakke, samt bowlerhat, og medbragte min pålidelige stok, et bedre sortiment cigarer, og diverse alkoholiske forfriskninger i rigeligt mål, til hvad end denne rejse ned i det ukendte så end måtte bringe.
Her foran gitterværket sad en lurvet forsamling af slatne, højrøstede og forhutlede individer, af typen der end ikke gider gå ad helvede til på respektabel vis, men som venter på at blive fragtet derhen, på sognets regning… Pludselig rejste en ranglet og temmelig skiden aldrende mandsskikkelse sig skælvende op fra denne degenererede klump af menneskelig bærme.
Han sagde: “Oh, du dødelige! Dette er Helvedes Forgård. Mit navn var Kai Røvling. Dette er min straf for at spilde mit liv på at stå i skimlede forsamlingshuse, og fortælle dårlige vittigheder med påtaget dialekt, til et overrislet publikum af stinkende proletarer!”
Jeg svarede tavst oldingen med et halvt dusin knaldhårde dobbeltlussinger til han kollapsede, og lod derefter min spadserestok danse over hans rygstykker, til den splintredes. Sådan noget kan man simpelthen ikke byde mig. Hvad i alverden er meningen med sådan en gang talentløst, tarveligt gøgl… Og så lige underneden min privatbolig! Det er helt uanstændigt! Næh, måtte jeg aldeles omgående få tale med chefen.
Den fældede Røvling peb ynkeligt, og pegede med en rystende knokkelfinger hen imod bronzeporten…
Jeg rejste den op i en arm, med en skurrende lyd, og gik igennem… Nu var jeg tilsyneladende i Helvedes Venteværelse. Næsten alle sæder var optaget af en skare ubestemmelige, sammensunkne personer klædt helt i gråt. Ikke en lyd andet end en enerverende suppeslubren hørtes, men jeg så under hattekanterne de små glødende grønne øjne af en veritabel hær af janter, endda af allerværste skuffe. De sad som forstenede og kiggede i gamle udgaver af Lokumsbladet, Tabertidende og Hør & Se Hvad Alle De Andre Går Og Laver.
“Hvem Fanden er De, og hvad Fanden bilder De Dem ind, at komme anstigende hér, på den måde!”, rungede pludselig en aflegemet stemme… “Vi sidder hér, fordi vi ikke kan finde ud af at sidde andetsteds. Vi sidder her til evig tid, og vi vil Satan Gale’me have lov at sidde i fred! Og kan De så i djævelens navn se at skruppe af med Dem!”.
Jeg lod uden tøven min nu halverede spadserestok svinge tæt hen over hovederne på disse elendige små grå mænd, så alle deres hatte fløj rundt i lokalet. Jorden rystede under mig, de små grønne lys slukkedes eet efter eet, og med et brag kollapsede alle de sølle skikkelser i en kæmpestor bunke af støv på gulvet.
Der lød en rumlen, og et stykke af væggen gled til side. “Kom kun nærmere, du tapre fjols. Vi har så mange flere spændende ting at vise dig! Moua-hahahahaaa…..”, råbte en dyb og temmelig uforskammet stemme…
“De og jeg er vist endnu ikke dus.”, svarede jeg, og tømte min ene af otte medbragte lomme-lærker, i et drag. “Men jeg elsker såmænd et godt tivoli; De er blot ikke særligt overbevisende, indtil videre!”
Og dermed gik jeg frygtløst gennem den mørke åbning…
Flere afsnit den dramatiske helvedesrejse kan opleves her:
Retur til avisens forside
