Kategoriarkiv: Presserende lokalnyt

Epokegørende nyt maskineri uddeler fuldfigur-prygl

Et helt nyt disciplineringsmaskineri, der kan tildele den strafskyldige prygl over hele kroppen, er i al hemmelighed gjort klar til brug og opstillet i avlsladen hos bolsmand Q. C. Schweinfurt i Vester Usseldrup. Maskinen meldes slagklar nu kort før Husmands- og Landarbejderforbundets årsmøde, og der forventes stor tilstrømning af arbejdsgivere, familieoverhoveder og andre med ansvar for disciplinering og sømmelig adfærd her på egnen.

Pryglomat01

Opfinderen er den kun 24-årige Nathan Q. Mandrik, der kalder sin maskine en pryglomat.

Da unge Mandrik sidste vinter vendte hjem fra Holstebro efter et par måneder som mekanikerlærling, havde han tillagt sig forskellige af de uvaner, der florerer i storbyen. Hans aldrende moder, fhv. fåretalgsmelter Nulle Mandrik, forsøgte at genopdrage Nathan med de i familien gennem generationer vanlige hasselkæppeprygl, men havde ikke længere den fornødne muskelkraft. Det faldt da Nathan ind, at han kunne hjælpe sin moder, sig selv og utallige andre ved at konstruere et effektivt mekanisk redskab til fuldfigurprygl.

Dele fra en Ferguson-traktor og et remtrækdrevet tærskeværk indgår sammen med 25 kvadratmeter sækkelærred og et antal opskårne bildæk i konstruktionen.

Pryglomat02

– Ved rationel drift vil en enkelt maskine kunne disciplinere op mod 1000 personer i døgnet, og prisen på den enkelte komparents tur gennem plejlstængerne kommer dermed meget langt ned. Også større husdyr kan afprygles. Der er sund samfundstænkning og god økonomi i konceptet, siger den unge opfinder.

Under årsmødet kan maskinen afprøves for 25 øre, oldinge og invalider 15 øre. For at opretholde den nødvendige disciplin i køen foran laden, vil begge Klamhuse Maskinsmedies mobile lussingmaskiner – såvel den manuelt betjente som den nye, der fremdrives af et tarmgasmaskineri – være opstillet på gårdspladsen.

Seriøst gennemlusserede vil de forventningsfulde småbønder og landarbejdere gå op ad trappen til deres livs første maskinprygl.

SE OGSÅ:

HenvHalunkKæltringsøHÆVN

Nordvestjysk kongeslægt vil atter til magten

En af Nordvestjyllands store gamle slægter, Grusborgerne til Bøvling og Blodhavn, har efter ca. 1100 års pause besluttet at generobre positionen som dominerende lokal kongemagt.

Slægtens historie er rig på sejre. Dens stamfar, kong Fakum (i ældre kilder: Fæchum eller Fokom) Gruus etablerede sig som vikingekonge i 900-tallet. Hans sønner Hubert og Hambert blev herskere over store dele af det nuværende Bøvlingbjerg sogn og byggede det første Grusborg Slot på et fundament af hårdt komprimerede menneskelige affaldsprodukter. Grusborgerne førte talrige erobringstogter ind i de norske fjorde, hvorfra de og deres personel hjembragte yngre kvinder, parringsvillige geder og anden biologisk kapital.

Fra 1200-tallet og fremefter deltog de grusborgske riddere og deres væbnere i korstogene til Mellemøsten, dog fortrinsvis som forsyningstropper med et lager af husholdningsfækalier, masturbationsredskaber og andre af de basisprodukter, som endnu i dag opretholder egnens erhvervsliv og Grusborgslægtens anseelse.

Kongeslægt02

I århundredernes løb indtrådte en vis afmatning i slægtens materielle position, og de senere efterkommere har i vid udstrækning delt kår med det jævne nordvestjyske landproletariat. De organisatoriske og seksuelle principper, som oprindeligt bar Grusborgerne fremad og opad i verden, er dog på intet tidspunkt blevet fraveget.

Den nuværende kong Hilbert, født 1911, har haft en smuk og livslang civil karriere som latrinmåleraflæser og hobbyfjerkræavler. For et par år siden adopterede han en arving, kronprins Folmer, født 1969 og – værd at bemærke – den første Grusborger med en autoriseret videregående uddannelse som gummibadningsinstruktør samt i tilslutning hertil et voldsmandsdiplom.

Kongeslægt01

– Vi byder disse ranke kongelige figurer velkomne i toppen af samfundet, udtaler redaktør Louis B. Knockel. – En af deres officielle pligter bliver at lede brunvareindsamlingen på Blodhavn Nordstrand hver lørdag formiddag. Her kan de med hasselkæp i hånd bevise deres værd.

SE OGSÅ:

HenvAFFOERINGSDYST

Jubelgave nr. 22: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

Tigerroman

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.
“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 18: HVEM ÆDER HVEM?

Kannibalroman

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 14: LULLA & BOB I ZOO

Zoologiskroman

“Ved du hvad, Lulla? Jeg tror sgu ikke, dette er zoologisk have,” mumlede Bob skuffet med sin sabel i hånden.

“Tanken har strejfet mig,” svarede Lulla og stillede sig i forsvarsposition.

Agentkollegaerne Lulla og Bob havde ganske ret i deres observation. Etablissementet var ikke en dyrehave, men en nedrig dødsfælde.

Den ondsindede dr. Blodberg kom til syne på toppen af en smadret folkevogn.

“Så mødes vi igen, Lulla og Bob,” råbte deres nemesis skadefro. “I hoppede i min falsk-zoologisk-have-fælde med begge ben!”

Dyriske brøl, hvæs og snerren kunne høres omkring dem.

“I befinder jer i en monster-arena. Jeg har hentet de mest afskyelige mutantkræ fra gensplejsningscentralen, og de er sultne! So long!”

Uhyrerne nærmede sig actionparret. Der var tre af dem: En krokodilleagtig gangster, en skaldet svedig fætter med horn og en fjerklædt satan.

“Hvis vi slipper levende fra dette her,” udbrød Bob, “så ægter jeg dig på stedet. Jeg har altid haft et godt øje til dig.”

“Ditto her,” svarede Lulla med et skævt smil. De beseglede aftalen med et håndtryk og rettede atter fokus mod de offensive uhyrer.

Agentkollegaerne håndterede problemet professionelt. Bob stak sablen i hjertet på koloskrokodillen, før den nåede at åbne gabet. Det overlevede den ikke.

Lulla sparkede gentagne gange den skaldede forbryder i skridtet og gjorde en ende på slamberten med et kombineret hals-, nakke- og pandeslag.

Nu manglede de kun en: Fjerkræmonsteret. Bob hev sin revolver frem og skød den ned på stedet. Tre skud var rigeligt.

Dr. Blodberg var chokeret.

“Forbistrede … I har ødelagt det hele!”

“De må finde på en bedre plan, hvis De skal have ramt på os, dr. Blodberg.” svarede Lulla kækt.

“En dag vil jeg besejre jer. Bare vent.” Han kravlede surmulende ned fra bilvraget og stak af på sin tunede knallert.

Mens Bob gik i kast med at filettere de nedlagte giganter, cyklede Lulla hen til præstegården for at sætte Pastor Wurstenholz ind i sagerne. Han viede dem en halv time senere, og de spontant fremmødte gæster satte stor pris på buffeten med tre forskellige slags kød.

“Det har været en herlig dag,” sagde Lulla og kyssede sin nye ægtemand Bob.

“Mon ikke mange flere herlige dage venter os!”

Palle Padborg:
LULLA & BOB I ZOOLOGISK HAVE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 12: FULD I GÅR

Drukroman

Hele romanen på 857 sider kan fra og med i dag kl. 11.19 prc. hjemlånes fra Blodhøj Landproletarbibliotek. (Venteliste må imødeses). Her bringer vi den festlige finale-fællessang:

På druk i går
Bum bum bum bum
På druk i dag
Bum bum bum bum
På druk igen i morgen.
Et liv i spritten — sid’n jeg var nitten.
I kan tro det holdt mig våågeeen!

(Banjoen og tubaen byder ind.)

En pilsner til
Bum bum bum bum
En liflig drik
Bum bum bum bum
Åh, jeg ku’ rydde baren.
Og akvavitten – jeg drak sgu nitten.
Ja, jeg imponerede skareeeeen!

(Violinen, celloen, kontrabassen og klarinetten byder ind.)

Mit liv var godt
Bum bum bum bum
Mit liv var skønt
Bum bum bum bum
Med horen, røg og klasken.
Uha jeg ville – ha’ høj promille.
I sku’ se mig tømme flaskeeeeen!

(Tubasolo. Varighed: 17 sekunder.)

I fordums tid
Bum bum bum bum
Et drankerliv
Bum bum bum bum
Jeg sparked gang i festen.
Jeg knytted’ næven og slog på tæven.
Tog en morfar i aaarresteeeeen!

Kor: Tog en morfaaaaar iiiiiiii aaaaaaaarresteeeeen!
Basstemmen: Ind at sidde, ind at sidde, ind at siiiiiiddeeeee!
(Tre slag på en gonggong efterfulgt af tæppefald.)

BanjoGirl

Lullah Pezzelwaber: FULD I GÅR, FULD I DAG
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk
Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 7: AF MED KNOPPEN

Hovedløsroman02

Min hustru Molly og jeg havde planlagt vores bryllup i flere måneder. Hendes fader var sognepræst og havde stolt stået for vielsen. Gæsterne hujede og sang, da vi sagde ja til hinanden og fulgtes ud af kirken. Det var det lykkeligste tidspunkt i mit liv, men jeg måtte erfare, at rædsler lurede lige om hjørnet. Tænk sig, at min egen bryllupsfest skulle forvandles til et grusomt mareridt!

Festmiddagen forløb fredeligt. Desværre har jeg ikke selv familie tilbage, så gæsterne var udelukkende fra Mollys side. Det gjorde skam ikke noget. Det ville snart blive min familie. Eller det troede jeg i hvert fald.

Jeg fik en dårlig smag i munden, da jeg begyndte at betragte gæsterne fra min plads. Alle virkede glade. Alt for glade. Det var dog ikke det mest foruroligende. Jeg blev nedstirret.

Da desserten var fortæret og tallerkenerne båret ud, rejste svigerfar sig.

“Nu er min elskede datter endeligt blevet gift,” brummede han begejstret. “Nu kan jeg dø lykkelig. Vi kan alle dø lykkelige.”

“Hvad er det der foregår?” mumlede jeg forundret.

Molly så forelsket på mig.

“Vi er lykkelige, ikke?”

“Æh, jo da, min kære,” svarede jeg.

“Sådan skal det forblive. Sådan skal vi dø.”

Svigerfar udbrød stolt:

“Der er ingen tvivl om, at alle i dette selskab er lykkelige!”

Gæsterne rejste sig og klappede. Svigerfar fortsatte:

“Hvis ingen her har nogen indvendinger, vil jeg med glæde træde til som mestermand. Fætter Henry, hvis du vil køre huggeblokken frem, så henter jeg min kutte.”

Det begyndte at sortne for mine øjne, da svigerfar få minutter senere dekapiterede onkel Arne og tante Ragna. Deres afhuggede hoveder var stivnet i en grinende grimasse.

“Næste levende billede,” kaldte svigerfar under kutten. Fætter Gorm sprang frem og blev snart et hoved kortere.

Jeg rejste mig med en så voldsom bevægelse, at dugen blev tilsølet af rødvin.

“Ikke, endnu, Harald,” klukkede svigerfar med øksen. “Brudeparret til sidst.”

“I kan tro nej!” Jeg benede væk og sprang over buffeten med kurs mod udgangen.

“Grib ham,” tordnede svigerfar. “Han må ikke slippe væk. Af med knoppen!”

Jeg har i mange år praktiseret boksning i byens baggårde efter mørkets frembrud og kunne derfor uddele uppercuts og nakke- og nyreslag til alle, der stod i vejen.

Flere prøvede at blokere hoveddøren. Af den årsag valgte jeg at springe gennem vinduesruden. Glasset splintredes højlydt omkring mig. Da jeg fortumlet landede på græsplænen, kunne jeg høre Mollys skingrende gråd.

“Jeg troede, vi var lykkelige, Harald!”

Dette var tydeligvis ikke en familie for mig. Før jeg stak af hen over markerne, hørte jeg hendes far råbe:

“Rolig, Molly. Vi finder snart en ny husbond til dig, så du kan dø lykkelig…”

Mickey Maribo: AF MED KNOPPEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

2000 liter førsteklasses børnejuleøl udskænkes

Nordvestjyske børn og deres forældre jublede om kap, da det i morges blev bekendtgjort ved plakatopslag og gennem sogneradioen, at Den Knockelske Familiefestfond af 1937 i de kommende uger vil udskænke 2000 liter børnejuleøl af høj kvalitet.

Børneøl02

– Det er især de mindrebemidlede børn, der skal have en chance for at nyde det berigede øl, der i herskabshjemmene flyder som en selvfølge på denne årstid, udtaler Louis B. Knockel, fondens formand og legatforvalter.

Børnejul02

Øllet er en specialfremstillet karamelliseret hestepilsner fra Klamhuse Sognebryggeri, kendetegnet ved en fin kanelduft og en behagelig sødme i eftersmagen. Alkoholprocenten kan variere med de aftappede hestes tilstand, men skulle ikke komme under 8.

Børnejul03

SE OGSÅ:

HenvRYGERTRIUMF

Jubelgave nr. 1: ENKELTBILLET TIL HELVEDE

Togroman

Kapitel 1

»… TUD … TUUUUD …«
Nu var det alvor. Fredagsunderholdningsprogrammet Helvede havde premiere. Endelig et program med substans og konsekvenser. hvis man tabte.
“Velkommen til Helvede,” skrattede værten i højttaleren.
Deltagerne Candy, Kølle og Zuzanne befandt sig i den bagerste togvogn. Der var kameraer i loftet og på væggene.
“Lokomotivet er på vej ud over en kløft. Hvis I når frem til den forreste vogn og standser toget i tide, har I vundet. Ellers vil I opleve et frit fald på 800 meter. Ha, ha.”
Candy og Kølle stirrede fjoget på hinanden. Zuzanne så blank ud.
“Sæt i gang!”
Candy smed straks tøjet og fimsede rundt i togvognen.
“Hvad laver du, Candy?” grinede Kølle.
“Det er da det, vi plejer, ikke,” svarede hun. “Nu fester vi!”
“Nej, Candy …” Zuzanne gik hen mod døren lige fremme. “Vi skal bremse toget.”

Kapitel 2

»… TUUUD … TUUUUD …«
De kom ind i en stærkt oplyst togvogn. Lagerrummet. Der stod reoler og borde med glas og flasker, bøger, husholdningsmaskiner og andre ting.
“Se,” sagde Candy energisk og løftede et gevær op fra bordet. “En vandpistol!”
Hun skød Kølle med et gigantisk brag. Han drattede om.
“Det var ikke en vandpistol, Candy,” stønnede han, før han døde.
“Ups,” sagde den nøgne kvinde og trak på skuldrene.
Nu var der kun to deltagere tilbage. Candy kiggede forvirret ind i en af kameralinserne.
“Har jeg vundet nu?”

Kapitel 3

»… TUD … TUUD … TUUD …«
Zuzanne og Candy trippede gennem latrinvognen og køkkenvognen. Transportmidlet virkede uendelig langt.
“Jeg fryser,” udbrød Candy. “Og jeg keder mig. Hvor er sprutten? Hvor er mændene? Hvor er boblebadet?”
“Vi skal ikke feste nu, skatter,” udbrød Zuzanne og rystede grinende på hovedet.”Vi skal trække i bremsen, ellers dør vi jo. Hørte du ikke manden?”
“Jeg vil hellere feste …” Candy begyndte at danse foran de mange kameraer.
“Tiden går, piger. I nærmer jer klippen.”
Zuzanne trak Candy med sig videre. De kom ud på en afsats mellem to vogne. Her stod en kæmpemæssig arrig herre i grøn habit.
Candy sprang i favnen på ham.
“Du er da vist en farlig fyr,” sagde hun kælent.
“Lad være med det!” brølede han og kastede Candy ud fra toget. Hun landede mellem kaktusserne i et minefelt og blev sprængt i tusinde stykker. Nu var der kun én deltager tilbage.
Manden løftede Zuzanne og holdt hende ud over afsatsen.
“Skal du samme vej?” råbte han.
“Nej,” sagde Zuzanne hæst.
Han trak hende tilbage i sikkerhed.
“Så kom i op omdrejninger, kvinde. Stands toget for pokker.”

Kapitel 4

»… TUD … TUUUUD …«
Zuzanne slog døren op til førervognen og fik øje på det røde håndtag: Bremsen.
Hun gik frem, men stivnede pludseligt. Hun var i chok.
Håndtaget var fastholdt af en mekanisk lås med et tastatur. Ved låsen hang et skilt:
»Indtast dit navn for at åbne.«
“Åh, gud,” jamrede Zuzanne panisk. “Ikke det. Alt andet end det. Hvordan skulle jeg dog kunne finde ud af det. I har gjort det med vilje. Det kan I ikke være bekendt, altså!”
Gennem frontruden var skrænten skræmmende tæt på. Hun var stillet overfor den værst tænkelige opgave til dato, men hun kunne simpelthen ikke finde ud af det. I højtalerne bragede Ode to joy på fuld ublæsning.
Kvinden sank fortabt sammen på gulvet.

Milton Maribo:
ENKELTBILLET TIL HELVEDE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Næste kalenderblad

Totalkalenderoversigten

Avisens forside

 

GRATIS GAVER til alle læsere hver dag frem til den 24. december. Disse enestående højværdigaver kan (ligeledes gratis) videregives. Jubelen vil brede sig ud over landet, og milliarder af kroner spares.

JubelgaveLUKOP01 JubelgaveLUKOP02 JubelgaveLUKOP03 JubelgaveLUKOP04 JubelgaveLUKOP05 JubelgaveLUKOP06  JubelgaveLUKOP07 JubelgaveLUKOP08 JubelgaveLUKOP09

JubelgaveLUKOP10 JubelgaveLUKOP11 JubelgaveLUKOP12 JubelgaveLUKOP13 JubelgaveLUKOP14 JubelgaveLUKOP15
JubelgaveLUKOP16 JubelgaveLUKOP17 JubelgaveLUKOP18 JubelgaveLUKOP19 JubelgaveLUKOP20 JubelgaveLUKOP21  JubelgaveLUKOP22 JubelgaveLUKOP23 JubelgaveLUKOP24

SE OGSÅ:

Henv24KNALDROMANER