Kategoriarkiv: Gastronomi

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 16

DET HERRENS ÅR 1912

FØRSTE AKT

Titanic kommer sejlende med rygen og med dampen
og ovenpå man holder fest med høj musik og trampen.

Her sidder Gambus Holm fra fiskeindustrien
og nipper til champagnen sin. Han kender melodien.

Ja, gæsterne de hygger sig men Gambus ingenlunde
for han kan mærke i sin krop et voldsomt maveonde.

Buffeten den er alt for stærk og ikke for de sarte
thi maven kan jo ikke ha’ når maden er aparte.

“Åh ak og ve!” Han jamrer højt. “Nu går den ikke mere.”
Og straks han ud på gangen går. “Nu må jeg sgu levere.”

På første klasse står der pænt så fine rene kummer
men der er trangt og der er kø og man skal trække nummer.

“Til anden klasse!” råber han og hopper som en hare
Men dasserne er her kaput hr. Gambus må erfare.

Men tredje gang er lykkens gang. Mod pøblens rå gemakker.
Her finder han et lokum frit. “Min gud jeg evigt takker!”

1912-01

ANDEN AKT

Og nu hvor affaldsmassen ud ad tarmen let har strømmet
han ser sig om og får et chok for rummet er sgu rømmet.

“For pokker,” skriger Gambus højt med angstens sved på panden.
“Nu skal der ikke mere til at jeg går fra forstanden!”

Her findes ej papir til ham. Men rumpen skal jo tørres.
Han spejder rundt og tænker på at noget må ku’ gøres.

Det varer ikke længe før han finder på fidusen
sit slips han bruger selvom det har kostet et par tusind’.

Men stoffet er så langt fra nok, han bruger også skoen
og sokkerne går samme vej. Hr. Gambus mærker roen.

“Hvad gør jeg nu med alt det tøj som er smurt ind i kage?
For jeg har ingen planer om at tag’ det med tilbage!”

Han kigger ned i dassets dyb og tænker: “Hvorfor ikke?”
Og just begynder undergangens ur så let at tikke.

Slips og sko og sokker med han presser ned med foden
Han skyller ud og går sin vej med kurs mod drikkeboden.

Åh ak og ve hvor det går galt thi rør og lokum sprænger
så fæcesvand med klumper i sig ud på gangen trænger.

1912-02

TREDJE AKT

På første klasse danser de så festligt wienervalsen
men uden varsel står de snart i lortevand til halsen.

Oh, vandet breder sig i hast igennem hver etage
Og skyller både møbler væk og gæster og bagage.

Og da kaptajnen ser det ske han hurtigt panden rynker
Han får et chok og råber højt. “Du milde! Gud! Vi synker!”

Kaptajnen går i ren panik og drejer skarpt på roret
så skibet kommer ud af kurs og ender på vildsporet.

Som om det ikke helt er nok er prikken over i’et
et stygt og farligt bjerg af is, det mægtigste i riget.

Titanic rammer med et brag og skorpen får en flænge,
Hr. Gambus hopper i en båd for skibet det vil krænge.

Mod bunden færgen snart går ned til algerne og tangen
Ja, tænk engang; et stoppet das var skyld i undergangen.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkKÆLTRINGSFÆRGE01

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 10

DET HERRENS ÅR 1606

“Velsignet god morgen, Deres majestæt!”

Svaret fra manden i himmelsengen var et grynt.

“Tør jeg anmode om tilladelse til at at bringe Deres majestæts morgenmad hen til sengekanten, så De i behagelig udstrakt tilstand kan indtage dagens første måltid?”

To grynt, muligvis kodesprog for ja. Kammertjeneren rullede i hvert fald vognen med morgenbakken hen mod den kraftige mand under sengetæppet.

“Silkegrød og saltsild,” sagde han. “Lunt hvedebrød, varm mælk med honning, et glaseret æble med nelliker og en…”

“Så hold da kæft!” brølede Christian den fjerde, idet han satte sig op i sengen og mønstrede lækkerierne, der var anrettet på sølvfade og i krystalskåle. “Sagde jeg ikke i går, hvad jeg trænger mest til, når jeg vågner om morgenen?”

“Jamen, Deres majestæt…”

“Spring, min dreng, så hurtigt dine tynde ben kan bære dig: En kande lybsk godtøl, et fuldskænket bæger rhinskvin og en halv flaske af det dér ildvand, I laver oppe nordpå.”

“Mener majestæten whisky?”

“Ja, whisky for helvede, spring!”

Christian var på officielt besøg hos sin kollega og svoger, englændernes og skotternes kong James, og var der én ting, de to potentater havde til fælles, så var det en stærk og vedvarende tørst.

Flere dage og aftener i træk havde de drukket deres respektive hoffolk under bordet. Christians søster, dronning Anne, havde opgivet at skælde ud. Hverken på dansk eller på engelsk havde det nogen virkning. I øvrigt talte kongerne mest tysk indbyrdes, og de kendte de samme saftige tyske soldaterviser, som de lallede af sig til langt ud på natten.

Når Christian vågnede næste morgen, så han ældre ud end sine 39 år, og i hans hoved dunkede og hamrede det, som om håndværkerne fra hans talrige byggepladser derhjemme var taget med til England for at plage livet af ham.

Ungtjeneren i de lyserøde silkebukser var omsider fremme med det ønskede. Kongen greb ølkanden mellem begge hænder og lagde tuden til munden. Gurgle, gurgle og mere gurgle.

“Aaaaah!” sagde han med en fuldtonende lyd fra et sted dybt i tyrehalsen. “Øllet her på Hampton Court er førsteklasses, og lad mig så smage, om den sild er forsvarligt saltet.”

“Værsåartig, Deres majestæt. Her er kniv og gaffel.”

“Kniv og gaffel? Tror du ikke, vi danskere ved, hvordan man spiser sild? Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør, min lille ven!”

Knas, klank, smaske, gnufle, gnufle, grynte. Christian tørrede sig om munden, mens hans kraftige kæber formalede en halv sildefilet.

“Det går an,” sagde han med munden fuld. “Nu en slurk ildvand.”

Tjeneren bukkede og rakte flasken frem.

“At your majesty’s obedient service!”

* * *

Dagens program var et besøg i højesteretten i Tower of London. Christian, der selv var højeste dommer i sit hjemland, fulgte med en vis interesse en sag om en tyvagtig skatteopkræver, der blev dømt til at fortabe hoved, ære og formue.

Mens den vrælende synder blev slæbt ned i fangekælderen, gik Christian og dommerne til frokost. Her vankede lammekoteletter med kålstuvning og franzosisk vin af røde druer, svedskekager med flødeskum og sjældne krydderier, sød vin fra Madeira.

“Satans, som I lever livet,” sagde han. “Jeg gad nok, at Danmark blev et kolonirige med handel på fjerne kyster.”

Christian og hans svoger havde store planer om fremtidigt samarbejde og mange prygl til de tyske fyrster og franske pudderdukker.

“Ja!” råbte han, mens han hævede pokalen for femte gang. “En skål for vore broderlande, en skål for lov og ret!”

* * *

“Et dampbad og prygl med birkeris – så bliver man som barn igen,” sagde kong James, da Christian vendte tilbage til Hampton Court.

Den engelsk-skotske konge havde ganske rigtigt lyserøde kinder og krøl i håret. Hans kropsnære dragt glitrede af guld, og kalvekrøset ned over brystet var kridhvidt. Fandeme, om ikke også han havde rubinstikker i ørerne. Noget af en svans er han, tænkte Christian, men ham om det. Han avler flittigt børn på min søster, han vil lave storpolitiske aftaler med mig, og han er en herlig drukkammerat. Kan man forlange mere?

1606-01

De sad i slottets centrale sal med lædertapeter på væggene og otte meter til loftet. De drak om kap med hinanden og de måbende hoffolk, hvoraf flere allerede lå på gulvet. Hver aften skulle være bedre end den foregående, ja den skulle så.

“Er vi enige om, at vi deler Europa, sådan som vi snakkede om i går?” sagde Christian i en pause mellem to krus krydret mumme.

“Javist,” sagde James. “Jeg tager Frankrig, Spanien og Portugal, du får Tyskland, Polen og Nederlandene.”

“Og Sverige.”

“Ja, schelvfølgelig også Schverige,” snøvlede James. “Når du og jeg er færdige med Schverige, bliver der aldrig mere vrøvl med dem.”

Christian rakte efter whiskyflasken. “Lad os skåle på det.”

De bundede pokalerne og ræbede i kor.

“En af dine hofmænd må skrive det ned på et stykke papir, så vi ikke glemmer detaljerne.”

“Javist,” sagde James, “og vi sætter vores majestætiske schignaturer og laksegl under. Men ikke lige nu. Jeg har en overraskelse til dig”.

“Et nyt whiskymærke – eller mere af den dér kanariesekt?”

“Næ næ, tscheater! Det fineste tscheater, de britiske øer kan opvise.”

Christian blev lang i ansigtet, men kongen havde givet tegn til en dørmand bagest i salen, og nu kom et optog af sminkede, kostumerede skuespillere dansende ind, efterfulgt af en hylende sækkepibe og et par hornblæsere, som man fik ondt i tænderne af at lytte til.

Forrest i optoget stoltserede en herre med et præsteagtigt ydre, høj pande og plirrende øjne. Han bukkede dybt for kong James.

“Min ven, mesteren Will Shakespeare,” erklærede kongen og slog ud med hånden, så en halv styrtsø af krydderpunsch pladrede hen ad gulvet.

Will rettede sig op, vendte de kuglerunde glugger mod loftet og begyndte at deklamere:

“Since brass, nor stone, nor earth, nor boundless sea,
But sad mortality o’ersways their power,
How with this rage shall beauty hold a plea…”

“Åh, hold kæft!” råbte kong Christian. “Shut up, tais-toi, halt die Klappe, und das sofort!”

Will blegnede under teatersminken. James gjorde tegn til, at han skulle fortsætte.

“…Whose action is no stronger than a flower?
O! how shall summer’s honey breath hold out,
Against the wrackful siege of battering days…”

“Det var dog satans!” brølede Christian, idet han langede en lussing ud, som sendte Will trimlende hen ad gulvet. “Ud med dig, og ud med de andre abekatte… Nej, hende med det store patværk kan blive og danse på bordene. Jeg skal nok klappe takten, for jeres kattejammermusik vil  vi den ondeprygleme heller ikke høre på!”

Kong James var for beruset til at at rejse sig og protestere, og to hellebardbevæbnede vagtsoldater drev skuespillerne tilbage, hvor de var kommet fra. Klare tårer randt fra Mr. Shakespeares øjne, da han kastede et sidste blik ind i salen.

“Og lad os så få noget i glassene!” befalede Christian. “Vi sidder her ikke til pynt!”

* * *

Danskerkongen lå i sin himmelseng og gryntede, da døren gik op næste morgen. Han ventede at høre kammertjenerens sædvanlige kvidder, men det udeblev.

“Herre konge,” sagde en velkendt dyb stemme på jævnt dansk. “Tid at stå op.”

“Det bestemmer jeg fandenpuleme selv.”

“Desværre nej, herre konge,” lød det fra Christians rådgiver og rejseledsager, lensbaron Guffert Orne. “Vi skal være ude af Hampton Court inden en time.”

“Hvem siger det?”

“Kong James har udstedt denne allermajestætiske ordre.”

“Kald på ham, så jeg kan varme hans ører.”

“Kongen og dronningen er taget på landet, og vagtpersonellet har ordre til at jage os ud, hvis ikke vi går selv. Jeg har sendt ridende bud til kaptajn Bunkelhage på “Trefoldigheden”, at han skal gøre klar til afsejling ved middagstid.”

1606-02

“Jamen, det er jo vanvid,” sagde Christian, der havde sat sig op i sengen og var lysvågen. “James og jeg har store planer. Vi skal dele Europa mellem os og give svenskerne bank, til de jamrer.”

“Meget beklageligt, herre konge, men James har et nært forhold til Will Shakespeare og hans trup, og han tåler ikke, at de bliver fornærmet.”

“Will Shakespeare? Hvem fanden er Will Shakespeare?”

“Herre konge, vi har ikke lang tid tilbage her. Lad mig assistere Dem med at få bukserne på.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 7

DET HERRENS ÅR 1315

En mørk og stormfuld aften sad tre tunge, tavse skikkelser omkring stambordet i Klamhuse Slyngelstue & Halmloftovernatningsetablissement.

“Skal man hjemad?” gryntede stenhugger Knockel, mens han stirrede ned i sit tomme krus. “Er det slut for i dag?”

“Fertig schluss,” lød det fra Harding Hasselgris, kroværten, som i sine yngre dage havde drevet stude ned til Hamborg.

I det samme blev den frønnede dør bag dem smækket op, og omgivet af råkolde vindstød trådte en fremmed ind i krostuen. En vinterlig skikkelse med sne på skuldrene og blårøde frostpletter i det lange ansigt.

“Parlez-vous français?” sagde han og bøjede sig høfligt mod de tre herrer ved bordet.

“Aber natürlich,” svarede Harding.

16 ÅR SENERE

Manden var, utroligt men muligvis sandt, Pholbert de Gambrinoux, sidste overlevende af de tempelriddere, der var undsluppet blodig forfølgelse i Frankrig.

Han blev på egnen og etablerede sig i hidtil ukendte brancher som økologisk mesterkok, husdyrdressør, danselærer og opvisningsmasturbant.

1315-ridder

Livet smilede i det store og hele til ham, men en formiddag i april 1331 blev han ramt af et lynnedslag, mens han førte en masturbationsparade diagonalt hen over Klamhuse Hede. De yngre landbomasturbanter bar ham på stærke skuldre til nærmeste hus, stenhugger Knockels familiebolig og værksted.

Den forbrændte og stadig elektrisk skælvende franske ridder blev lagt ind i alkoven, hvor 13 knockelske børn i tidens løb var fremavlet.

“Øl, snaps eller brun natursuppe?” spurgte Knockel. “Hvad trænger du mest til, min ven?”

“Ingen af delene. Jeg er lige straks død, og du skal vogte den her.”

Pholbert de Gambrinoux stak hånden i inderlommen og fremdrog en genstand, som Knockel aldrig havde set magen til.

“Hvad er det?”

“Den hellige gral. Vogt den, skjul den. Når dagen kommer, vil den redde jer alle og kaste lys over jeres verden.”

“Hvad mener du? Forklar dig!”

Knockel smækkede ridderen en stimulerende lussing, men for sent. Døden var indtrådt.

600 ÅR SENERE

Med mesterhånd havde gamle Knockel nogle år senere udhugget et gravmonument over ridderen, og dette var med til at holde sagnet levende i Nordvestjylland. En tempelridder var død her, og han havde efterladt os den største af alle mytiske skatte, den hellige gral.

Men hvor var den? Hvor havde gamle stenhugger Knockel skjult den?

Man gravede hist og her, man hørte rygter og spredte dem gerne. Med tiden lærte man om gralens historie og magiske egenskaber, og i begyndelsen af 1930’rne udsatte Usseldrupegnens Octroyerede Landslubbertsparekasse en dusør for dens tilvejebringelse.

1315-ikke-gral

Nordvestjyder stod i lang kø ved sparekassens maskingeværbevogtede ekspeditionsluge med hver sin gral, da afleveringsdagen oprandt.

“Komme da, komme da,” lød det fra direktør Halyckon Molbert i døren.

Forventningerne var enorme, men i næste dags lokalavis kunne man læse, at gralen ikke var fremkommet. De indleverede effekter blev, såfremt de havde nogen værdi, bortsolgt til fordel for Husdyrpensionsfonden af 1879, og resten blev anvendt som fundamentmateriale ved byggeriet af Blodhavn Damptågehorn.

Fertig schluss und alles vorbei?

Nej. Trofaste følgere og brugere af denne kalender kan se frem til den endelige opklaring og jubelapoteose 24. december. Ikke en dag før, ikke en dag senere.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 2

ÅR 57.432 FØR KRISTI FØDSEL

“Hissa, hussa, slagt mammut,
spis en bøf og slå en prut.”

Den kraftige sangstemme rungede hen over landsbyens festplads, og nu begyndte lerjorden at ryste under rytmiske fodtramp. Oda Knickel dansede diagonalt hen over pladsen, fulgt af et optog af pelsklædte husmødre og deres døtre.

“Tænd et bål og varm en gryde,
bøf og guf skal alle nyde.”

Oda Knickel var ikke nogen almindelig stenalderhusmoder. For det første var hun over 2 meter høj. For det andet vejede hun selv i de magreste vintermåneder mindst 125 kilo. Og for det tredje var hun fra fødslen udstyret med en skarp, hurtig og nysgerrig hjerne.

Takket være Oda kendte Knickel-stammen både til hjulet og det varme vand. Begge dele var hendes opfindelser.

57-432-f-kr-unge-oda

I dag havde hun noget nyt at vise frem. To små tingester, indesluttet i flade træskiver. Var det gudebilleder, lussingredskaber eller broscher til festbrug?

Nej. Da husmødrene var standset midt på pladsen, rakte hun den ene tingest til Jolla Guffert, datter af stammens næstkommanderende, storvildtjægeren Brunox Guffert.

“Gå!” sagde Oda og pegede mod nord. “Gå, til du ikke kan se os længere, og hold så den her op mod øret. Som jeg viser dig. Siden med de små huller holder du mod øret. Lyt og tal.”

“Hvad mener du?”

“Lyt og tal. Af sted. Gør som jeg siger.”

Jolla slufrede nordpå. Oda rakte dingenot nummer to til sin ældste datter Gyda.

“Bliv stående her. Hold den mod øret. Ja, sådan. Vent og lyt.”

Nogle minutter forløb i koncentreret tavshed, inden Gydas ansigt lyste op i glad forbløffelse.

“Jolla? Jamen, Jolla… Jeg kan høre dig! Kan du høre mig? Fantastisk. Hvor er du? Nå, deroppe nordpå, som mor sagde. Sker der noget deroppe? Er jægerne på vej hjem? Hvad med ham den lækre Beppo…”

Oda rev dingenoten til sig.

“Det er godt, Jolla,” sagde hun. “Vend bare rundt og og kom tilbage. Alle har forstået, at det virker. Mobiltelefoni er nu en del af stammens liv.”

TRE EN HALV UGE SENERE

Oda sad foroverbøjet og alene i familiens med rødbeder og grønkål tilplantede forhave. Hun knugede sit gigantiske, tunge hoved mellem hænderne. Inde fra beboelseshytten kværnede Gydas stemme uafbrudt:

“Nå, gjorde han det? Og hvad sagde du så? Ih, altså! Ja, det synes jeg også. Hvad vil du så tage på til bålfesten i morgen? Nå, den dér. Jamen, den er også fin. Jeg har nu tænkt mig…”

Oda styrtede med et brøl ind i hytten, flåede tingesten ud af datterens højre hånd og kastede den mod gulvet. Hun trampede på den tre gange. De omsmeltede hårde dele og de små morsomme krystaller, som hun møjsommeligt havde samlet og sat sin dims sammen af, spredtes som stumper og smulder ud over det sodede gulv.

“Slut!” sagde hun. “I tøser har ikke udført en times fornuftigt arbejde, siden I fik fri taletid. Hvis den opfindelse bliver almindeligt udbredt, kommer vi alle til at dø af sult hen over vinteren. Slut og færdig med den!”

“Altså, mor!” sagde Gyda med tårer i øjnene. “Du er ond og dum. Og for resten har Jolla stadig sin dims, og nu løber jeg ud og advarer hende om, at du vil ødelægge den.”

“Gør du bare det,” sagde Oda. “Lad hende beholde den og lad hende snakke, så længe hun gider. Én telefon kan ingen skade gøre.”

Datteren, som intelligensmæssigt befandt sig noget under sin moders niveau, forlod hytten, stadig opsat på at redde dims nummer to fra destruktion.

“Vi har haft det så sjovt!” råbte hun. “Du er ond og dum!”

“Det går over,” sagde Oda for sig selv, da hun sad alene tilbage i hyttens mørke. “Det bliver glemt. Nu opfinder jeg den dybe tallerken. Den er der brugsværdi og varig glæde i.”

“Hissa hussa, lad os snuppe
en tallerken kramsfuglsuppe,
tilsat salt, kanel og soda,
opskrift fra den kloge Oda.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

Alle tiders mest populære folkesuppe atter på markedet

ERNÆRINGSNYT AF HØJESTE VÆRDI OG LØDIGHED

Tusinder af klare stemmers samtonende jubel vil rulle hen over Nordvestjylland, når Klamhuse Brugsforening fra mandag morgen kl. 06.38 prc. har tilbud på Bob Padborg & Sønners Tomatsuppe. Efter en uønsket og ufortjent pause er dette fortrinlige familienæringsmiddel atter tilgængeligt i de kendte 5-, 10- og 25-liters næsten rustfri beholdere.

padborgsuppe01

Kødannelse sker mandag morgen langs Brugsens gavl mod stationslatringruberne. (Ældste tilstedeværende mandsperson er som altid ansvarlig for lussingdisciplin i køen.)

suppevisen

Ældre suppespisere vil huske, at at produktet indtil 1969 solgtes under navnet “Padborgs Røde Flæskesuppe med Knas”. Dette år anskaffede fabrikant Bob Padborg et nyt formalingsanlæg, som effektivt forvandlede knoglestumper og andet knasende indhold til opløseligt pulver.

Overlæge Breckhus-Gramhofte, Klamhuse Husmandshospital, havde fornemmet, at sundhed var en ny bølge gennem samfundet, og han anbefalede, at suppen fremtidig blev tilsat nogle tomater (alt efter dagspris 2-5 tomater pr. 1200 liter færdig suppe). En til dato uafbrudt salgsfremgang blev resultatet.

fattiggaard

Råvaren stammede og stammer stadig hovedsagelig fra dele af opskårne kroppe, som Klamhuse Kødfoderfabrik får til overs. Vi nærmer os nu fabrikationshemmelighedernes område, men man kan vel antyde, at der også alle dage har hersket en venskabelig og gensidigt hjælpsom forbindelse mellem lokale kirkegårdsgravere og suppevirksomheden.

suppekoekkenautomobil

At nordvestjyske familier i nogle uger har måttet undvære deres daglige favoritmåltid, skyldes en beklagelig gaseksplosion i fabrikkens lagerkælder og derefter overdreven emsighed fra en nyindsat distriktsdyrlæges side. Den pågældende er vist til rette med nogle snese kaskaderende lussinger og vil ikke foreløbig give anledning til flere problemer.

GLORVÆRDIG PRODUKT- OG FAMILIEHISTORIE

Flæskesuppen og dens senere tomatiserede arvtager er resultatet af fabrikant Bob Padborgs livslange virke i ernæringsbranchen. Han og hans slægt har siden slutningen af 1800-tallet spredt lys og velsignelse over Nordvestjylland, dels i fødevarebranchen, dels som succesforfattere. Hvem kender ikke Pippi & Palle Padborgs internationalt berømmede romanserier?

fabrikant-padborg-sr

Navnet Padborg optræder også hyppigt i fortegnelserne over aktive masturbations- og lussingsportsmænd, så slægten må i sin helhed anses for fuldt integreret. Den daglige myndighedskontrol ophørte i 1951, da de mandlige medlemmer over 35 år fik valgret til storsognerådet.

SE OGSÅ:

HenvSUPPEKOGER2

 

Mødebefaling: Landslubbertstævne på Blodhøj

Et af årets ubestridelige højdepunkter, Nordvestjyske Landslubberters Fællesstævne på Blodhøj, finder sted tirsdag med start kl. 07.31 prc. Deltagerne opmarcherer i snorlige rækker på paradepladsen foran det til dagen renoverede Slubberttempel.

Landslubbert03

Traditionen tro indledes stævnet med synkronmasturbation og udskænkning af gul hestepilsner. Louis B. Knockel holder indledningstalen kl. 08.24 til 11.19 prc.

Landslubbert07

For første gang i 37 år skal forbundet vælge ny præsident, efter at Pholmert Gisselmann så tragisk mistede livet ved en fækalieeksplosion på Klamhuse Hede. Pholmert mindes ved en 48-sekunders højtidelighed inden afsløringen af en støbt præsidentbuste, hvortil hele landsdelen har bidraget med bukseknapper, ølkapsler og andet værdimetal.

Landslubbert04

To kandidater stiller op. Galbert O. Peckelhage er velkendt og respekteret som en af Nordvestjyllands førende fritidsvoldsmænd. “Umiddelbart ligner hans modstander, Dulmert Cox, en håbløs taber i hvid skjorte og butterfly, men dette indtryk varer kun, til man har hørt ham spille harmonika. Med instrumentet i hænderne viser han sit sande slubbertformat, og jeg spår ham en pæn chance,” udtaler valgkommissionens formand, Adelbert Angst jr.

Landslubbert01

Landslubbert02

Gallamiddagen, leveret fra Brunmølle Udflugtskro, indtages kl. 17.34 til 19.01 prc., hvorefter lussingdansen begynder. Festen slutter kl. 22.14 prc.

Landslubbert05

Landslubbert06

“Belært af sidste års ikke helt gode erfaringer skærper vi kontrollen med festdeltagernes afføring,” udtaler hr. Angst. “Blød og misfarvet brunvare vil ikke blive tolereret hverken under eller efter stævnet.”

Landslubbert08

Billetter à kr. 1,09 incl. festmiddag og blå drikkepetroleum ad lib sælges i de respektive foreninger samt fra Klamhuse Brugsforening. Udeblivelse uden edsvoren lægeattest vil blive straffet efter Landslubbertdisciplinærbekendtgørelsens § 32 stk. 1-3, i gentagelsestilfælde § 33, som hjemler elektrisk henrettelse.

SE OGSÅ:

HenvCANDSLUBBERT

 

“Landmandsvennen” mødes af oprørt folkemængde

Den kendte bjergbestiger, lejesoldat og kvindebedårer, hr. S. Unmack Larsen, har tilstillet avisen følgende lødige politiske reportage:

Her i dagbladets interesseneutrale miljø-sektion kan vi desværre fortælle det ærede publikum om oprettelsen i Nørre Usseldrup af en ny politisk bevægelse, “Landmandsvennen”. Efter at vi i den senere tid har overværet fremkomsten af Fælles-Listen, Iværksætteren og Feministisk Ini’tiv, partier som repræsenterer den sunde, anstændige og humanistiske danske folkesjæl, er det nu den sorte reaktion som i dens miljø-had har rottet sig sammen for at ødelægge vort smukke land.

Landmandsvenner02

Vi henvendte os i Landmandsvennens lejede lokale på 1ste sal af “Sodoma og Gomorrah” i Kannikestræde for om muligt at få en forklarende undskyldning af forhenværende borgmester Jens Bedsted Visby-Olsen, som i sin alderdom og svækkelse demonstrerer berettigelsen af øgenavnet “Sorte-Jens”. Det tog selvsagt nogen tid at bane os vej gennem den længe planlagte tusindtallige spontane demonstration foran gerningsstedet, en utvetydig tilkendegivelse af folkets retfærdige harme og de sociale mediers effektivitet, men det lykkedes os omsider at kravle under den sidste pigtråd og over den sidste spanske rytter og komme frem til fordøren som bar spor af et kraftigt bombardement med overskudsfrugt og buræg.

«Hr Bedsted Visby-Olsen, det går vildt for sig!»

– «Et øjeblik ….jeg har vist æggeskal i øjet ..sådan. Ja, det vækker ofte utilfredshed at tale Nordvestjysk Totalmiljøråd midt imod ..hovsa, der kom vist en liter tykmælk af ældre udløbsdato. Jeg skal lige lukket vinduet.»

– «Utilfredshed? Ser De ikke skiltene, hører De ikke aktivistens klage? “Vi vil ikke have miljøsvin her i byen”. “Hils Pia!!”. “Humanister ind, hadere ud!!”»

Landmandsvenner01

– «Vi er i dele af Nordvestjylland nede på at høste korn af så lav en næringsværdi, at selv svinet ser på ædetruget med skepsis og tvivl. Hvordan skal vi kunne få det til at løbe rundt når den nordvestjyske landmand ikke har mulighed for at gøre sit bidrag til folkesundheden?»

– «Hr Bedsted Visby-Olsen, er det ikke vigtigere at tænke på miljøet end på ussel mammon og den lillebitte del af befolkningen som ejer så store landstrækninger, og derved afskærer bævere og ulve fra deres naturlige habitat? Ville det ikke være nationaløkonomisk sund fornuft at omdanne de miljøsvinende arealer til miljøer ved hjælp af radikal nytænkning?»

– «Vi skal tænke på, at tiden er moden til en gradueret gødskning ….»

– «Gab!»

Der var tydeligt, at Sorte-Jens ikke var indstillet på en konstruktiv samtale, og eftersom hans argumentation alligevel kørte i ring afbrød Deres Udsendte interviewet.

SE OGSÅ:

HenvSOGNEVALG

 

ÅRETS STØRSTE STJERNER

Jubelkavalkade med stjerneregn over vore helte og heltinder

enkefruen

Årets femenhalvstjernede heltinde er enkefru Rulmina Olga Schwanzhauer (f. Padborg), Fiselund Krat, fhv. økonoma og dårekisteforvalterinde. Fr. Schwanzhauer har haft fast plads på hæderslisten siden 1979, kun afbrudt af årene 1997-2001, da hun praktiserede som trommedansende naturlæge i Chicago.
Enkefru Schwanzhauer står som et forbillede for ungdommen i Fiselund Krat og nærliggende landsbyer, idet hun igennem snart fire menneskealdre har virket som vort stolte dagblads måske mest produktive læserbrevsskribent. Intet emne har været for undseligt eller for lokalt for hendes hvasse pen. Under oliekrisen i 70’erne stod enkefru Schwanzhauer egenhændigt for op mod 85% af avisens indtægter, idet læserbreve (dengang som nu) tryktes mod et beskedent gebyr på kr 9,17 per linje, samt kr 44,02 for hver yderligere påbegyndte helside. Det kan ikke understreges kraftigt nok hvor stor betydning disse sidste 10-14 sider af avisen har haft som isolering og brændsel for flere generationer af nordvestyjyder, idet enkefru Schwanzhauer med sine rundhåndede bidrag til avisens drift på snedig vis har holdt brændselspriserne nede i Nordvestjylland.
Fremhæves bør især enkefru Schwanzhauers indlæg omkring Dansk Returpant af 17. maj i år, der for første gang nogensinde bragte avisen over 96 sider på en hverdag.

blodhavn-restaurant

Fem stjerner (heraf halvanden fra gummihjulfabrikant Michelsen) til familien Yerngumme for en unik kulinarisk indsats. Brødrene Fellah og Gubert Yerngumme har sammen med mesterkokken Almgod Gruhs (t.h.) åbnet en succesrig brunpølse- og roefoderrestaurant på Blodhavn Midtermole.  De ses her i det nyindrettede lokale 5 min. før åbning. Ådsler til forarbejdning ligger bag fotografen, dækket af et lag aviser (som i øvrigt også i snittet og fritteret tilstand indgår i flere af menuerne).

Operasangerinde

Et femstjernet hurra for operasangerinden Gylda Peckelwaffel, som efter en strubeoperation i oktober nu atter (med tilførsel af trykluft fra puddelhundedrevet kompressor) kan underholde i Nr. Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Nordstrand og hvor der ellers måtte være bud efter hende.

Storbaby

Ligeledes fem stjerner til landhusmoder Bibsen Olemand, Klamhuse Vestermark, som i maj nedkom med babyen Hugo IV Olemand. I løbet af sit første halve år var Hugo vokset til over 200 gange sin fødselsvægt og -højde, og en folkeindsamling måtte iværksættes for at fremskaffe de enorme mængder pladdervælling, han dagligt konsumerer.

BrungufP

Fire en halv stjerne til Brunmølle Udlugtskro, som  igen i år har sat besøgsrekord med 21.349 spisende gæster, der tilsammen konsumerede over 40 tons brunt kødfoder plus tilbehør i form af hakkede kålroer, hestepilsner, blå drikkepetroleum m.v.

Akademikerbolig

Fire stjerner til Nordvestjysk Akademisk Boligselskab, der har erhvervet og renoveret denne ejendom på Blodhøj Banke og dermed skaffet husly til 41 akademiske flygtninge fra Holstebro, som ellers ville have været henvist til at overnatte i lærredstelte eller under gummimarkiser på Blodhavn Nordstrand.

Forbryderalbum02

Én (og kun 1) stjerne til Klamhuse Borgervæbning, som i årets løb fik bortskaffet sølle to af de 25 sværvægtsforbrydere, der står på den aktuelle udryddelsesliste. Det kan og skal gøres meget bedre i det kommende år.

Familiejubel
Lad os slutte i bedste stemning med fem en halv stjerne til avisens medarbejdere, som året igennem har trodset vejr og vind, modeluner, smålige irettesættelser, lavtflyvende husdyrfækalier og mange andre forsøg på censur for at give os sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Det lykkedes. Landproletariatets jubelråb er den fortjente belønning, som netop nu kan høres hen over hjemsognene.

SE OGSÅ:

HenvHalunkPHALLOS14

HrJakobsenLOGO

Jeg, hr. Jakobsen, ven af Det Knockelske Bladhus, havde under et besøg på den berømte Brunmølle Udflugtskro, hvor jeg nød farserede hundelår og drikkepetroleum, læst en kort, men spændende artikel om det forhenværende mandskab på HMS Knockel, der havde fortsat livet på søen som dynamitfiskere med udfart fra Blodhavn, naturligvis.

Jeg benyttede mig af Nordvestjyske Sognetrafikselskabs tarmgasvehikel og nåede rettidigt frem til Blodhavn Midtermole kl. 20.44 prc.

Efter lettere søgen på 48,3 meter finder jeg moderskibet under ledelse af den mangeårige dynamitfisker Plusquam Schrunkenfeldt. Jeg bestikker ham med en kasse håndvarme hestepilsnere for at tage mig med på søen.

Om bord møder jeg dem. Sømændene. Friske, vejrbidte og stolte. For det meste. En ældre læderhudet fisker sad og stoppede stavpiben med en ringe kvalitet af hedelyng-tobak. Han gabte, som om han bar alverdens byrder på sine skuldre, kløede sig som en krøbling og spyttede som et barn – lige op i vinden, så spyttet fløj tilbage og landede på hans bare knæ – og trak så et stykke råt, saltet torsk op af sine bukser og gav sig til at sutte på det som et lille barn.

Vi står ud af havnen. Plusquam nikker hen mod HMS Knockel, som stolt ligger for anker i aftensolens røde skær. “Hvis vi havde bare én af deres fækaliereaktorer, var vi nået ud på 7 minutter.” Plusquam fortsætter med tør stemme: “At være på søen igen er den største lyksalighed i verden. At dynamitfiske giver ustandseligt håb. At sove efter det hårde slid er en lise.”

Når moderskibet er kommet på plads ude på bankerne, bliver bådene sat i vandet, 4 styks. Alt imens bryder besætningerne ud i de kendte fællessange af Kalle P. Kyx.

Herefter bliver bådene overladt til deres eget hårde slid. Årene kommer i vandet, taktlussatoren sørger for disciplin og fortsat driftig fart, også undertegnede fik et par kosmiske lussinger.

Dynamitfiskere01

Bådene spredtes som hemmelighedsfulde fingre, der ikke kunne beslutte sig eller vidste, hvor de ville sætte kursen hen, alt imens de hele tiden var på udkig efter et tilfældigt tegn, der gav løfter om en stime fisk. En bevægelse på en overflade, der pludselig begynder at koge, et skrig fra en vagtsom havmåge, eller en anden farve på vandet, som afslørede et kæmpeinsekt på rov.

Her sad vi og aflæste søen i skumringstimen. Jeg forstod mig ikke på disse tegn, så jeg nød min medbragte drikkepetroleum og iagttog sømændenes stikkende øjne, der afsøgte hver en bølge, hvert et sprøjt.

Dynamitfiskere02

Der var 4 mænd med ialt otte håndsnører, 2 mænd til hver side. Hver snøre var udstyret med tredive dynamitstænger. Disse snører lå midt i båden og blev passet af en gammel, udslidt søulk, der havde oplevet alt for mange sæsoner på bankerne. Alle var de indstillet på at bekæmpe søens ondskab, den nådesløse fjende, den sikre sejrherre, Den Almægtige. Nu og da stønnede den gamle søulk i søvne, indtil lussatoren gav 2 ham lussinger med let hulet hånd.

Sådan lå vi afsøgende i timevis i agterlanternens skær, til sommersolens spæde strenge kravlede over søens horisont. Alle som en var vi trætte, lussatorens hånd måtte køles ned i søens kølige vand.

Lige som solens skærende lys tittede frem – ikke mere end ti meter borte, så langt gusen tillod os at se – begyndte overfladen at boble og koge. Bølgerne skiftede farve fra sort til gråt og dernæst til skummende hvidt. Årsagen var noget, der kunne få alle dynamitfiskere til at vågne med et sæt: En hærskare af småbitte fisk piskede omkring i vandet, og som med et spring gennembrød de grænsen til deres naturlige element.

“Ti lussinger!” skreg den gamle søulk jublende. Lussatoren gav ham ti smældende lussinger, som kunne høres ud til alle fartøjer i nærheden.

Da smældene tav, kastede mændene med fråde om munden de mange snører i søen, og præcis 3,14 sekunder derefter hørtes eksplosioner fra nær og fjern. Et kraftigt ryk fik bådene til at gynge voldsomt. Snørerne blev sluppet, og kursen lagt tilbage mod moderskibet, der stolt lå i søen med trawlet rigget og klart. I dobbelt tempo skar vi os igennem bølgerne som en varm kniv gennem smør. Det var fokuserede sømænd, og lussatoren glemte sin pligt, da jeg måtte ofre til søen med fine gylp.

På ingen tid var vi fremme ved moderskibet, hvor bådshagerne trak os hen til skibssiden. Da jeg var kommet til mig selv, så jeg over rælingen hele havoverfladen dækket af et sølvgråt skær, som aldrig syntes at ville få en ende. Fiskehøsten var allerede ved at blive halet ind og hældt ned i lasten med flere tønder salt ovenpå.

Dynamitfiskere03

Plusquam Schrunkenfeldt, en hård mand med en stor høgenæse og med mere stridt hår på kroppen end et arrigt pindsvin, gik med bare fødder og i laset tøj som resten af sit mandskab. Han behøvede hverken guldkvaster eller sølvfløjter for at udøve sin autoritet. Han havde været femogtyve år på de store banker. Han kunne bande eller smile, som han lystede. Hans ordrer havde samme vægt. Han herskede i kraft af sin dygtighed, sin klogskab og det held, han havde som dynamitfisker.

Mens han nu stod og overværede lastningen, smilede han, og det havde han god grund til. Skibet var fyldt med fisk og salt. En måske ikke særlig stor triumf set med verdens øjne, men en kæmpetriumf for mandskabet. Det betød ikke bare, at at alle nu havde råd til fodtøj, men også, at der var råd til at betale kreditten på husmandsbordellet og endda bringe en øre eller to med hjem til fruen.

Trætte, glade dynamitfiskere. Det er den bedste skildring jeg kan give for denne hjemtur mod Blodhavn. Selvo m de lignede blege, hængte landevejsrøvere i solens bidende varme, sang de med en velkendt jamrende stemme, som kunne gå selv en engel på nerverne.

Efter en forrygende indsejling i Blodhavn, stod lodsen klar ved molen med lodsvehikler og tvangsturister. Herfra blev lasten fragtet nænsomt til Blodhavn Dynamitfiskeriauktion, hvor hvert enkelt pund blev solgt for kr. 0,89 og 2 lussinger.

Jeg takkede ærbødigt Plusquam Schrunkenfeldt for turen og indsigten i, hvordan det stolte folk i sognet får de uundværlige fisk.

EFTERSPIL: FED MAND HUGGER DØDE FISK,
TJENESTEPIGE KASTER SIG I MINE ARME

Jeg havde til denne lejlighed gemt en enkelt rød hestepilsner, som jeg knappede op. Duften af det syrlige indhold stimulerede mine sanser betragteligt, og jeg vandrede ned mod stranden, fast besluttet på at sidde og nyde aftensolen.

Dynamitfiskere04

Jeg fandt en klit at sidde ved, og i det samme så jeg en herre komme vandrende i vandkanten med sin huggert draget. Skønt han prustede og stønnede, og hans kæmpekorpus havde kunnet tjene som et skibsanker, var han adræt nok, når der var behov for det. Hans vattersotige højre arm for frem og huggede i de døde fisk, der flød i vandkanten fra tidligere dynamitfiskerier. En matrosdreng på 7 år fra HMS Knockel forsøgte at løbe forbi .

“Hør her, unge mand!” brølede han. “kan du ikke kende en tørstig mand, når du ser en?”.

På vej tilbage mod Blodhavn Midtermole stødte jeg på 2 tjenestepiger, som samlede daggamle fisk fra stranden. Da jeg nåede helt hen til dem, smilte den ene udfordrende til mig og samlede en fisk op og vendte den om, hvorpå hun med et pludseligt glimt i øjet rakte mig den. Den var unægtelig af den mest uanstændige form, man kunne forestille sig. Idet hun gav mig den i hånden, faldt fisken nedad som et slapt lem, men i sidste øjeblik vendte hun den opad, så den mindede fuldstændig om et erigeret lem.

Så var det, som om hun pludselig snublede og faldt ind mod mig, og jeg strakte mine trøstende hænder op for at gribe om hendes bryster. Hun gav et gisp fra sig, som om de var hendes lidenskabs brændpunkt. Og så stod vi tæt sammenslyngede og kyssede hinanden, mens min sande manddom gjorde alle fingerkoraller til skamme.

“Gør det hurtigt! Hvis jeg skriger, skal du ikke tage dig af det. Nu! Nu! Tag mig nu!” Hun skreg højt én gang og råbte så “Mor! Mor!” med halvkvalt stemme. Hvorvidt hun kaldte på sin afdøde mor eller den Evige Guds Moder, kunne kun Himlen afgøre. Hendes smerte var kort, og det samme var min ekstase. Efter mange måneders afholdenhed føltes det, som når smeltet ild bryder skorpen på en bjergtinde.

Tjenestepigen sagde til de første glimtende stjerner på aftenhimlen, og til mig: “Nu er vi fri!”

Jeg takkede for fisken og nåede frem til Blodhavn Midtermole, hvor tarmgasrutens bus var ved at varme op. Nødtørftsfrue Tut var med på vehiklet, så jeg vidste, at rejsen hjem ville foregå strengt disciplineret og rettidigt.

SE OGSÅ:

HenvHalunkHOTELDRAMA

Folkeindsamling til pragtvehikel

Efter mere end 60 år i tjenesten er Nr. Usseldrup Storsogneråds officielle persontransportvehikel modent til udskiftning. Certificeret overchauffør Buster Ibrahimsen, der i slutningen af 1970’erne overtog driftsansvaret fra sin fader, chauffør og grisekusk Ludbert Ibrahimsen, har meddelt, at reservedele ikke længere kan fremskaffes, og at vehiklets gulvbrædder er gennemrådnede i en sådan grad, at han ikke længere tør sidde bag rattet, i særdeleshed ikke, hvis hans passager vejer over 40 kilo.

KnockomobilNYT

Storsognerådet har derfor iværksat en folkeindsamling til erhvervelse af et præsentabelt nyt vehikel. Den Knockelske Familiefond støtter formålet med kr. 6,45 og fri garageplads i gården bag bladhuset, Nr. Usseldrup Stationsplads.

Udflugtsvehikel

Den offentlige vognpark består derudover af et strand- og udflugtsvehikel, der også betjenes af chauffør Ibrahimsen. Det meldes køreklart og i god stand og vil med Louis B. Knockel og/eller hans nevø Lambert Knockel på bagperronen, iført lussinghandske, blive deployeret turistsæsonen igennem.

Festpølser

Indsamlingen fortsætter, supporteret af mange fornøjelige tvangsbegivenheder for såvel turister som fastboende, indtil de nødvendige midler er i hus. Førstkommende lørdag kl. 09.11 til 10.14 prc. ristes og fortæres indsamlingspølser à kr. 0,39 på Klamhuse Torv.

SE OGSÅ:

HenvKAMPVEHIKELFILM