Tag-arkiv: Halunk

Hyrevognsdramaet, 2. og sidste del

Skriv et svar

HalunkLOGO

Vinden var bidende kold og markerne golde, men selv om alt virkede håbløst, måtte jeg komme hjem i levende live.

Jeg havde gået omtrent fem kilometer, da jeg stødte på det første livstegn. Et slidt muldyr ved navn Rasputin.

Jeg overtalte kræet til at befordre mig ind til den nærmeste by, hvis jeg til gengæld ville skaffe det arbejde i Nordvestjylland.

Dyret bragte mig gennem det faretruende land, og jeg endte til sidst ved en rasteplads, hvor vogn 13 ½ stod parkeret. Den falske taxachauffør stod uden for bilen i færd med at bedække et frodigt egetræ. Manden var dendrofil og kunne tydeligvis ikke stå for fristelsen, da han så det prægtige træ.

Mens skurken forgreb sig på planten, sneg jeg mig ind i bilen og informerede borgervæbningen om hele situationen gennem hyrevognens kommunikationsanlæg. Dernæst gemte jeg mig i bagagerummet.

Da den ækle herre var færdig med sine befamlinger, satte han sig ind i vognen og kørte tilbage til Danmark uden viden om den blinde passager.

Borgervæbningen ventede på forbryderen, da han nåede frem til Nørre Usseldrup. Han var dog ikke så let at fange. De næste to timer er nu kendt som den mest halsbrækkende biljagt i dansk i historie.

Biljagt

Han drønede gennem byen, over markerne og rundt på sognevejene mens jeg blev slynget rundt i bagagerummet. Udrykningskøretøjer satte jagten ind på bæstet, men han var for hurtig og for snedig. Til sidst fik borgervæbningen ram på vogn 13 ½ med et velrettet skud fra en fækaliekanon. Bilen roterede ubarmhjertigt mange gange og endte i en grøft.

Ordensmagten kom styrtende hen til vraget for at arrestere forbryderen og redde mig ud. Den kriminelle havde brækket begge arme og slået ti tænder ud, mens jeg selv slap med et par skrammer og et blå øje.

“Der er krig på vej. Bare vent!” skreg pamperen, før han blev kørt væk i et salatfad.

Mon han taler sandt? Burde vi opruste hr. Knockel?

KNOCKELSK BESVARELSE OG UDSKRIVNINGSORDRE

Svaret er et ubetinget ja. Denne hyrevognspamper er uden tvivl forbundet med de fjendtlige kræfter, som De, hr. Nidding Halunk, tidligere så tappert har opsøgt, afsløret og til dels nedkæmpet.

Mobiliseringsordrer er udgået, og opstilling af krigsmateriel foregår i disse timer. Detaljer kan naturligvis ikke røbes, men til brug for landsdelens fækalieartilleri må alle nordvestjyder nu aflevere al tilgængelig brunvare, såvel den i hjemmene oplagrede som de friske kilotons, der befinder sig i kroppene. Tiden er inde, kampen må kæmpes, nu!

SE DRAMAETS FØRSTE DEL HER:

HenvHalunkHYREVOGN01

Hr. Nidding Halunk havner i drabeligt hyrevognskomplot

Skriv et svar

HalunkLOGO

Første del af et nordvestjysk stordrama

I flere uger har en ondsindet hyrevognschauffør hjemsøgt sognevejene. Den mystiske slambert samlede uskyldige borgere op fra gaden og chikanerede dem på alle tænkelige måder. Slynglens identiteten var umulig at fastslå, og hyrevogn nr. 13½, som han benyttede, var ikke registreret hos noget taxaselskab.

Hyrevogn01

Passagererne blev først udsat for en mareridtsagtig høj starttakst, tilfældige sidegebyrer og jammerlig musik. Derefter blev de indsmurt i pladdermasse og strudsefjer og værst af alt tvangsindlagt til at lytte på kedsommelige og meningsløse anekdoter. Efter endt tortur blev de sat af i en øde vejkant, hvorfra de kunne gå hele vejen hjem.

Jeg kunne ikke lade forbryderen slippe af sted med sine ugerninger, men der var kun én måde at stoppe ham på: Jeg måtte forklæde mig som turist og køre med.

Hyrevogn02

I Klamhuse Nord stillede jeg mig parat med bøllehat, skjorte og en rejsekuffert. Der var bid med det samme. Vogn 13½ standsede foran mig.

“Skal De med?” hvislede chaufføren vammelt.

Jeg nikkede og satte mig ind i vognen.

“Hvor skal De hen?” hostede han.

“Bare rundt om hjørnet,” svarede jeg og pegede.

Banditten trådte gaspedalen i bund, og før jeg vidste af det, var jeg havnet i Rumænien.

“De skal af her, hr. Nidding Halunk,” grinede banditten, før han skubbede mig ud af automobilet. “Jeg skulle hilse fra Doktor Kæltring-Karlsen!”

Pokkers, det var en sammensværgelse.

Chaufføren var naturligvis hyret af Doktor Kæltring-Karlsen til gøre en ende på avisens storjuniorkorrespondent, så kæltringerne atter kunne chikanere og ødelægge Nørre Usseldrup uden forstyrrelser.

Med hvinende dæk stak forbryderen af og efterlod mig i det ubarmhjertige rumænske ingenmandsland.

HenvHalunkHYREVOGN02

Forstoppelsesmaskinen

Skriv et svar

Kfrgelogo03

Otto og jeg sneg os ud af cellen. Jeg bedøvede de to vagter med et nakkeslag til hver, og vi satte kurs mod doktorens gemakker. Han var ude på noget væmmeligt. Kunne mærke det i bugen.

Inden vi bragede ind i hans kammer, fremdrog jeg fra kufferten mine mekaniske hjælpemidler. Jeg iførte mig en skudsikker beskyttelsesdragt med påmonteret rygraket og tog mit urinskydevåben frem. I bæltet havde jeg tre Sorte Luberter. Nu skulle manden standses.

Forstoppelsesmaskine

Hungrende efter retfærdighed sparkede jeg døren op. Doktor Kæltring-Karlsen sad gnæggende ved siden af en gigantisk maskine.

“Jeg tænkte nok, at De ville komme, hr. Nidding Halunk,” udbrød han. “Men De kan intet stille op. Min plan er storslået. Først bortførte jeg vædderen for at ramme Bladhuset følelsesmæssigt. Nu, hvor Deres medarbejdere er svækket af sorg og nervechok, går jeg videre til næste fase: Kollektiv forstoppelse!” grinede den maskerede slubbert.

Kæltringen havde installeret et forfærdeligt maskineri, der ved hjælp af koncentrerede radiobølger kunne give et helt sogn forstoppelse i al evighed. Og apparatets løb pegede direkte mod Nørre Usseldrup-egnen.

“Deres forbrydelser vil blive straffet!” svarede jeg abrupt.

Manden grinede og trak i håndtaget, der satte apparatet i gang.

beskyttelsesdragt1

Undertegnede måtte handle hurtigt. Jeg greb samtlige tre Sorte Luberter og slyngede dem mod forstoppelsesmaskinen. Den eksploderede og satte rummet i brand.

“Pokkers!” hylede skurken.

Jeg sparkede ham i forplantningsorganet og løb sammen med Otto ud gennem færgens gange. Flere kæltringer angreb os, men jeg skød dem ned på stedet med kogende urin.

I samme sekund vi kom op på dækket, aktiverede jeg rygraketten og holdt fast i Otto Kranborg. Vi fløj mod Blodhavn Midtermole og landede foran en jublende folkemængde.

Havnepøbel

I horisonten forsvandt Kæltringsfærgen under vandoverfladen. Jeg var ikke overrasket. Færgen var en kamufleret ubåd.

Min mavefornemmelse fortæller mig, at det ikke er sidste gang, vi ser noget til den vederstyggelige Doktor Kæltring-Karlsen og hans kumpaner fra Kæltringsø.

DRAMAETS TO FØRSTE AFSNIT:

HenvHalunkKÆLTRINGSFÆRGE01

HenvHalunkKÆLTRINGSFÆRGE02

Tilbage til forsiden

Lokalpolitiker frituresteges offentligt

2 svar

Budskaber i varm olie

HalunkLOGO

Formanden for partiet Stegeoliens Sammenhold, Calle Plakbakke, har besluttet at lade sig dyppe i æggemasse, rulle i brødkrummer og sprødstege i 1000 liter brændende varm fritureolie på Torvet i Nørre Usseldrup.

Når partiformanden er gyldenbrun, skæres han i mundrette bidder og uddeles til alle interesserede i en radius af tre kilometer.

Den 57-årige politiker mener, at partiet har brug for al den omtale, det kan få, hvorfor han udfører dette reklamestunt.

Frituresteges01

“Mine kære vælgere skal ikke bekymre sig om partiets fremtid efter min spændende bortgang. Min søn Balle overtager straks min formandspost, når alt liv er stegt ud af mit legeme,” erklærer hr. Calle Plakbakke.

Frituresteges02

Balle Krukke Plakbakke er trods en alder af kun 11 år klar til at overtage tøjlerne og udsende den nødvendige propaganda i kampen for den varme olie.

Unge Plakbakke indvilliger i selv at lade sig friturestege i fremtiden, hvis det kræves af ham.

“I denne omgang det er nok med én friturestegning, men vi kan tage sagen op igen om fyrre år,” påpeger Balle Plakbakke.

Frituresteges03

Den offentlige sprødstegning af partiformanden eksekveres i overmorgen kl. 13.09 præcis. Bemærk: Hr. C. Plakbakke forventer jubel og sang, når han kastes i bassinet.

Stegeoliens Sammenholds tre grundværdier:

1: Indtag udelukkende måltider, der har været i kontakt med kogende olie.

2: Al kønslig omgang skal foregå med et eller flere friturestegte fjerkræ eller klovdyr.

3: Samtlige husstandens fækalier frituresteges i samme nu, de har set dagens lys. Besørg endelig direkte ned i frituregryden.

SE OGSÅ:

HenvVALGSEJR2

Mundskænk og hustru genforenet: Hun blev siddet ihjel

Skriv et svar

HalunkLOGO

En torsdag morgen for 12 år siden forsvandt hustruen til den pensionerede mundskænk, Carlo Swumpuckel, sporløst. Den voldsomt overvægtige mand var i vildrede og stor sorg. Hvor var Berta? Var hun blevet bortført? Havde hun forladt ham?

Da han netop havde placeret sig i lænestolen og ikke magtede at rejse sig, opgav han eftersøgningen med det samme.

I de følgende år har han siddet i en tilstand af selvmedlidenhed og trøstespist i rækkehuset på Blokgade 8, Klamhuse Vest, ensom og forladt.

Mundskænk03

I morges skete det mirakuløse: Konen blev fundet, og mysteriet viste sig at have en aldeles underholdende forklaring.

“Det er faktisk meget morsomt,” fortæller den 312 kilo tunge Carlo Swumpuckel. “Da jeg i dag løb tør for sovs og chokoladeovertrukne flæskesvær, besluttede jeg mig for at rejse mig fra lænestolen for første gang i 12 år, bare for at slå et smut forbi slagteren. Da jeg kiggede i lænestolens dyb, blev jeg spækket med gensynsglæde og grinede højt.”

Det viste sig, at Berta Swumpuckel havde befundet sig under sin husbonds flommefede korpus i alle disse år. Mast under den enorme kampvægt – siddet ihjel – alt liv klemt ud af kroppen ved et ubarmhjertigt tonstungt tryk.

Mundskænk02

“Jeg syntes nok, det gav en knasende lyd, dengang jeg satte mig ned for 12 år siden,” klukker hr. Swumpuckel. “Åh, jeg var så bange for at Berta havde forladt mig for en anden mandsperson. Ha ha! I stedet lå hun molesteret under mine blævrende baller!”

Carlo Swumpuckel er ovenud lykkelig for at blive genforenet med sin hustru, selv om hun nu er et uigenkendeligt lemlæstet ådsel.

“Nu har jeg i hvert fald fået mig en sjov anekdote, som jeg kan fyre af til familiefesterne i fremtiden,” påpeger Carlo Swumpuckel efter den grinagtige opdagelse.

Mundskænk01

Servicemeddelelse/forespørgsel: Den nylige enkemand søger en ny hustru. Hun skal være villig til at opvarte ham i alle døgnets timer, samt være beredt på risikoen for at blive fladmast.
Er De interesseret eller kender en, der er, så skriv i kommentarfeltet nedenunder, og vi vil bringe beskeden videre til hr. Swumpuckel.

Jubelgave nr. 23: DRONNINGEN AF BLODHØJ

Skriv et svar

SciFiHALUNKTITEL

Kapitel 1
“De må ikke ryge her,” skrattede den røde robot.
Cæsar Hansen drejede hovedet og stirrede irriteret på den mekaniske ordenshåndhæver. Hvor han dog afskyede Slubbotter.
“Vi befinder os på en tom gade. Hvem fanden kan jeg genere med den her?” Cæsar pegede på smøgen, der dinglede i hans mundvig.
Slubbotten nærmede sig knirkende.
“Den nye rygelov er trådt i kraft for 30 sekunder siden. Ingen tobak mellem klokken 05.00 og 22.00. Sluk cigaretten øjeblikkeligt, eller De vil fortryde det bittert.” Metalmanden knyttede sine næver.
“Okay, så…” Cæsar smed smøgen på asfalten og tværede den ud.
Den røde robot pegede anklagende mod den anden side af gaden. Den havde fået øje på en ung dreng, der luntede fløjtende af sted med en gummibold i favnen.
“Hvorfor er De ikke i skole, Kjeldsen?” brummede den mekaniske betjent hult.
“Fordi jeg hellere være herude og lege,” svarede drengen.
Slubbotten skrattede vredt og roterede med armene.
“Børn skal ikke lege, de skal undervises døgnet rundt, året rundt!”
Maskinen ringede straks efter et salatfad, der sekunder senere hentede og bragte drengen tilbage til Læringsanstalten, hvor han hørte hjemme.

Kapitel 2
Cæsar spankulerede trist ned ad fortovet.
“Alle disse regler,” sukkede han. “De gavner ingen. Kun øvrigheden. Det var bedre i gamle dage.”
Et vådt flyveblad lå på vejen, halvt dækket af nedfaldne løvblade.
»Er De træt af Pamperland – Tag til Kongeriget Blodhøj!« Måske var det et tegn.
En Slubbot spænede dampende og larmende efter en pensionist med et gangstativ.
“Hr. Haraldsen! De er anholdt er for ikke at betale daglige gebyrer på Deres mobilitetsaggregat. 14 dage i spjældet…”
“Åh, gudskelov,” udbrød pensionisten. “Så får jeg endelig noget ordentligt at spise!”
Cæsar Hansen samlede flyvebladet op. Han havde allerede taget en beslutning.
“Jeg må væk fra denne pamperstyrede dystopi.” mumlede han. “Af sted mod Kongeriget Blodhøj.”

Kapitel 3
Kongeriget Blodhøj var omkranset af en 20 meter høj mur af beton. Ved porten stod en vagt med en gigantisk muskedonner.
Cæsar Hansen nærmede sig varsomt og rømmede sig.
“Kan jeg komme ind? Må jeg være med?”
Vagten svarede med en dyb røst:
“Er De en pamper?”
Cæsar rystede på hovedet og viftede afværgende med hænderne.
“Ernærer De Dem udelukkende på det offentliges regning?”
“Jeg har da min værdighed!” svarede Cæsar Hansen.
“Støtter De meningsløse gebyrer og skatter og er interesseret i et totalt rygeforbud?”
“Næ, fy da føj!”
“Er de tilhænger af obligatoriske statsbestemte aktiviteter?”
“Uha, nej.”
Vagten nikkede og sænkede våbenet.
“Velkommen til Kongeriget Blodhøj!”

Epilog
Cæsar gik gennem den store jernport, og en ny verden åbnede sig for ham.
“Vær hilset.” En ung smuk kvinde i rødt skørt smilede bredt og gav ham et kindkys. “Jeg er dronningen af Blodhøj. Mit navn er Miranda Knockel.”
Dronningen tilbød ham en cigaret, som han gladelig tog imod.
“Lad mig vise Dem rundt,” sagde hun.
Cæsar Hansen var ved at besvime af ren fryd og benovelse. Han befandt sig i et utopisk paradis, hvor der måtte ryges cigaretter, og børnene legede dagen lang.
De folkevalgte sagde, hvad de mente, og overholdt deres løfter. Ingen embedsmænd opførte sig som marionetdukker for at få lønforhøjelser og fornemme stillinger i udlandet.
Her fik højtstående pampere deres straf i stedet for et gyldent håndtryk, og fængslet var ingenlunde en femstjernet luxusferie, men derimod en afstraffelsesanstalt, som det burde være.
“Her vil De føle Dem hjemme,” sagde dronningen og slog ud med armene.
Cæsar nikkede med den tændte smøg i flaben.
“Det gør jeg allerede, Deres Majestæt.”

Baryl Nidding Halunk:
DRONNINGEN AF BLODHØJ
1. udgave, 1. oplag
World Copyright 2014 by Halunk Enterprises & Village Fool Production, Inc.

Goldenturd

Vor unge mesterskribent, hr. Baryl Nidding Halunk, har foruden ovenstående mesterværk ydet uvurderlige bidrag til 13 af årets andre jubelkalendergaver.

Varm tak og stor hæder strømmer med rette imod ham. Allerede i 2012 blev han udnævnt til årets korrespondent, og al sandsynlighed taler for, at han nomineres til Nobellprisen 2015. Også ordenstegnet Namibias Løve og den bulgarske Korsridderorden med Dobbelt Gummibændelophæng er undervejs.

Følg hr. Nidding Halunks fortsatte hædersrute mod stjernerne her i avisen (og det er en ordre).

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 22: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

Skriv et svar

Tigerroman

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.
“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 20: JERNBANEKRIGEN

Skriv et svar

Jernbanekrigen

Jeg har altid været lidt af en pacifist,
men jeg endte i kamp om en skøge et sted.
Krig er sgu ikke sådan at spøge med,
men jeg valgte at forblive optimist.

Åh, jeg husker hvordan vi kæmped’ os frem,
mine kammerater, løjtnanten og mig.
Der lød råb og brag, og løjtnantens næse blev bleg,
men mig kunne ingen fjender skræm’.

Ved banelegemet ændredes kampen,
fjenderne troede, de havde vundet.
Men det var en ægte joker, vi havde fundet:
En panserrambuk gav dem én på lampen.

Et raket-tog så voldsomt og så mægtigt,
som kunne pløje sig ind i fjendens fede vomme.
Du kan tro, vi grinede, da vi så det komme
susende, enormt og nederdrægtigt.

Deres blokader blev væltet og tromlet ned,
vi styrted’ ind på fjendens arealer,
nu er det hans tur og ham, der betaler,
han får prygl af vores knipler, og vi bliver ved.

Tænk, at en skinnehest ku’ klare suppedasen,
vores modpart blev fanget og blev revset.
Skøgens ryg var stribet og pelsen pjevset,
men med jubelsang førte vi geden Dolly hjem til basen.

Harry Hirtshals og Bembo Bukarest:
JERNBANEKRIGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes)

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 18: HVEM ÆDER HVEM?

Skriv et svar

Kannibalroman

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 16: SØN AF LULLA & BOB

Skriv et svar

SønafLulla

Det var en stille søndag. Lulla og Bob havde endelig fået fri fra de mange hemmelige missioner med skyderier og slagsmål. Denne dag skulle de slappe af med en søndagsfrokost i anledningen af, at deres søn Folmer kom på besøg.

Knægten havde de sidste otte dage været på agentskole i Holstebro. Forældrene glædede sig derfor til at se hvilke tricks og færdigheder sønnike havde lært på sit ophold.

Da det bankede på døren, hvinede Lulla af fryd.

“Det er ham, Bob. Folmer er her.”

“Hvis du retter an, Lulla, så åbner jeg døren.” Bob spankulerede stolt og rank ud i entreen og åbnede hoveddøren.

På verandaen stod en fedtet, hostende skikkelse med læsioner over alle synlige overflader.

“Så er jeg hjemme,” savlede den vammelt. “Folmer er hjemme. Giv ham et knus!”

Skabningen slog ud med armene og haltede skrutrygget frem mod Bob.

I ren refleks hev den mangeårige agent sin revolver frem og sigtede direkte på gæstens pandebrask.

“Ikke et skridt nærmere, knægt.”

Figuren stod stille og betragtede faderen med et mælkehvidt blik:

“Er mor derinde?” sagde den hæst. “Jeg skal hilse på mor.”

“Ikke på min vagt,” tordnede Bob. “Du er jo ramt af spedalskhed. Sådan noget svineri vil vi ikke have ind i huset. Jeg tolererer ikke livsfarlige dårligdomme på min matrikel.”

“Jamen, jeg har taget mine venner med, Brian og Benny. Vi har sådan glædet os til middagen og på at komme helt tæt på jer begge to.”

“Du kommer ikke herind, om du så var i selskab med kongen eller paven!” Bob bakkede ind i huset, stadig med løbet pegende på sønnens fæle fjæs.

“Jeg vil gerne ind nu…” Folmer krabbede sig frem med armen udstrakt.

“Forsvind!” Bob smækkede døren, hvilket resulterede i, at Folmers hånd brækkede af og landede på verandaen som en moden frugt.

Den unge spedalske mand drejede om på stedet og humpede sine venner i møde.

“Hvad skete der?” brummede Brian forundret.

Folmer trak på skuldrene med en sprød lyd:

“Den gamle har slået hånden af mig…”

Benny og Brian kiggede på Folmers ansigt og derefter på armstumpen. I en kort stund derefter stirrede de fjoget på hinanden. Så brast de alle tre ud i en krampagtigt savlende latter.

Palle Padborg:
SØN AF LULLA OG BOB
2. udgave, 1. oplag
Approberet og med fast hånd færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside