Jeg håber det går godt derhjemme.
Her går det i hvert fald strygende. Som du ved har jeg ledt efter Indien og det skal jeg eddergrønthakkeme love dig for at jeg har fundet.
Da jeg kunne se fastlandet i min kikkert fyldtes jeg med glæde og begejstringen blev større da vi gik i land.
I det samme vi trådte ud på stranden fik et besætningsmedlem en tomahawk i tindingen.
Og fra det tidspunkt var jeg solgt. De indfødte var noget ganske særligt.
Sikke en velkomst. Jeg kan slet ikke få armene ned.
Disse indianere drønede med fjerprydelser rundt på heste og skød med bue og pil.
Sikke en kultur. Sikke et folkefærd.
De myrdede det meste af besætningen og tog resten, heriblandt mig, til fange.
Vi blev bundet til pæle og deres leder Løbende Stjernefrugt truede og tævede os med køller.
Det er forbløffende så forskellige kulturer kan være. Men interessant.
Nåh, men jeg brugte min charme mod Løbende Stjernefrugt og hans brødre, Siddende Panda og Skidende Mammut.
Til sidst blev vi så gode venner at jeg og de øvrige overlevende blev sluppet fri og fik lov til at sidde med ved bålet.
Her røg vi opium og dansede mens der fløj lyserøde elefanter rundt på himlen.
Indianerne blev så glade for mig at jeg fik mit eget navn, Dumme Svin.
Jeg spurgte om jeg ikke måtte få lov at se noget mere af Indien.
“Uk, uk, naturligvis!” råbte Masturberende Hest. Han ville gerne være turguide.
De førte mig ind i et specialkonstrueret befordringsmiddel, sådan en kasse med hjul. De er automatiserede og kaldes vist nok automobiler. De går helt vildt op i maskiner herovre i Indien.
Nøj, hvor den larmede og røg.
Vi kørte ned ad en lang strækning og endte i noget der hedder Hollywood. Her er der en stor underholdningsindustri. Teater og sådan noget pjat.
Her mødte jeg andre stammer som skød med rifler og talte om frihed og spiste friturestegte kartofler.
Alt sammen meget eksotisk og spændende kan jeg sige dig.
Indien er et herligt sted men de er en smule tossede herovre.
Jeg tror at jeg vil give landet fem hatte.
Kærlig hilsen din,
Chrissermand
PS: Jeg kommer hjem inden din fødselsdag. Jeg har gaver med.
En mørk og stormfuld aften sad tre tunge, tavse skikkelser omkring stambordet i Klamhuse Slyngelstue & Halmloftovernatningsetablissement.
“Skal man hjemad?” gryntede stenhugger Knockel, mens han stirrede ned i sit tomme krus. “Er det slut for i dag?”
“Fertig schluss,” lød det fra Harding Hasselgris, kroværten, som i sine yngre dage havde drevet stude ned til Hamborg.
I det samme blev den frønnede dør bag dem smækket op, og omgivet af råkolde vindstød trådte en fremmed ind i krostuen. En vinterlig skikkelse med sne på skuldrene og blårøde frostpletter i det lange ansigt.
“Parlez-vous français?” sagde han og bøjede sig høfligt mod de tre herrer ved bordet.
“Aber natürlich,” svarede Harding.
16 ÅR SENERE
Manden var, utroligt men muligvis sandt, Pholbert de Gambrinoux, sidste overlevende af de tempelriddere, der var undsluppet blodig forfølgelse i Frankrig.
Han blev på egnen og etablerede sig i hidtil ukendte brancher som økologisk mesterkok, husdyrdressør, danselærer og opvisningsmasturbant.
Livet smilede i det store og hele til ham, men en formiddag i april 1331 blev han ramt af et lynnedslag, mens han førte en masturbationsparade diagonalt hen over Klamhuse Hede. De yngre landbomasturbanter bar ham på stærke skuldre til nærmeste hus, stenhugger Knockels familiebolig og værksted.
Den forbrændte og stadig elektrisk skælvende franske ridder blev lagt ind i alkoven, hvor 13 knockelske børn i tidens løb var fremavlet.
“Øl, snaps eller brun natursuppe?” spurgte Knockel. “Hvad trænger du mest til, min ven?”
“Ingen af delene. Jeg er lige straks død, og du skal vogte den her.”
Pholbert de Gambrinoux stak hånden i inderlommen og fremdrog en genstand, som Knockel aldrig havde set magen til.
“Hvad er det?”
“Den hellige gral. Vogt den, skjul den. Når dagen kommer, vil den redde jer alle og kaste lys over jeres verden.”
“Hvad mener du? Forklar dig!”
Knockel smækkede ridderen en stimulerende lussing, men for sent. Døden var indtrådt.
600 ÅR SENERE
Med mesterhånd havde gamle Knockel nogle år senere udhugget et gravmonument over ridderen, og dette var med til at holde sagnet levende i Nordvestjylland. En tempelridder var død her, og han havde efterladt os den største af alle mytiske skatte, den hellige gral.
Men hvor var den? Hvor havde gamle stenhugger Knockel skjult den?
Man gravede hist og her, man hørte rygter og spredte dem gerne. Med tiden lærte man om gralens historie og magiske egenskaber, og i begyndelsen af 1930’rne udsatte Usseldrupegnens Octroyerede Landslubbertsparekasse en dusør for dens tilvejebringelse.
Nordvestjyder stod i lang kø ved sparekassens maskingeværbevogtede ekspeditionsluge med hver sin gral, da afleveringsdagen oprandt.
“Komme da, komme da,” lød det fra direktør Halyckon Molbert i døren.
Forventningerne var enorme, men i næste dags lokalavis kunne man læse, at gralen ikke var fremkommet. De indleverede effekter blev, såfremt de havde nogen værdi, bortsolgt til fordel for Husdyrpensionsfonden af 1879, og resten blev anvendt som fundamentmateriale ved byggeriet af Blodhavn Damptågehorn.
Fertig schluss und alles vorbei?
Nej. Trofaste følgere og brugere af denne kalender kan se frem til den endelige opklaring og jubelapoteose 24. december. Ikke en dag før, ikke en dag senere.
Idet sundhedsmyndighederne i Gustenhuse Sogn netop har konstateret katastrofale bivirkninger ved dette års julekirsebærvin, anmoder vi hermed vore kolleger og kammerater i Usseldrup og Klamhuse om venligst at hasteudbrede denne alvorlige efterretning, til behørig og profylaktisk advarsel for alle i sognet værende alkoholister, hvilket herfra antages at dække langt hovedparten af Deres ærede medborgere.
Alarmen lød i går eftermiddags under svineproducent Høstbergs vintergilde på Grisholm, hvor hr. hvæssestenskonsulent A. Sliwer pludselig efter et voldsomt ildebefindende oplevede en spontan hovedaftrilning, efter indtagelse af en flaske af Den Gamle Kypers allerlødigste kirsebærvin.
Herover ses en situation fra udbringningen af kirsebærvinfadene til detailhandelen, tidligere på året.
Desværre udgik advarslen ikke allesteds betids. I forbindelse med afdøde overlærer Lavard Skamprügels gravøl på Gæstgiveriet “Dubbidu”, nåede udskænkningen af de farlige dråber et (hvad senere skulle vise) sig yderst uheldigt omfang.
Den elskelige indehaver, værnemagerenkefru Kamma Dam fik således under de sædvanlige muntre former serveret i hundredevis af genstande til de begejstrede tilstedeværende, herunder ulykkeligvis utallige “kyllinger” med den pågældende fatale frugtdrik.
Adjunkt Severin Severinsen kan nu som mange andre tale med om de frygtelige konsekvenser af forgiftningen med den perniciøse kirsebærvin. God bedring ønskes herfra!
Til alt held fik Tølperforeningen hurtigt nys om den alvorlige situation, idet utallige medlemmer var fysisk til stede, og disse gik herefter under bastante og disciplinerede former i gang med at destruere resten af årgangen, ved udhældning i Gadekæret.
Denne forfærdelige sceance var forståeligt nok ganske ubærlig for mangen en garvet og tørstig seniortølper…
Fortvivl dog ej! Thi som vor egnspoet V. Røvlenberg skrev, i sine just udgivne “Gustne Julebetragtninger” (frit efter Neil Sedaka):
“Når skæbnen føles nok så ram, og livet synes fuldt af skam;
kom da ihu: hvad ikkun skænkes ham, fra vor alles kære Kamma Dam?,
I morgen, nok en dram! Kamma, Kamma Dam,
Oh, Kamma, Kamma Dam, Dubbidu, Dam-Dam!”
Gustenhuse Sogn har i lyset af disse dybt tragiske begivenheder vedtaget ekstraordinært at øge alkoholbevillingen til alle sognets udskænkningssteder, inklusive kirken og bedehuset. Der kompenseres for tabet af den elskede kirsebærvin med firdobbelt-op i hele december måned på Sognets regning.
Dette vil også være gældende for klamhusianere og andet tilrejsende godtfolk, med selvfølgelig undtagelse af kvinder og marxister. Der opfordres til flittig brug af denne ordning, og vægter Larmo Rasselschlüssel er på forhånd informeret, således at han kan holde sig på forkant med diverse grove episoder, håndgemæng, hærværk og fuldekørsel i nattelivet. Ingen overtrædelser af ordensbestemmelserne i Gustenhuse Sogn i julemåneden vil blive lagt de skyldige til last.
Til financieringen af disse jubelherligheder nedlægges Gustenhuse Fattiggård permanent, og al handicaphjælp samt diverse statslige miljøpuljer inddrages ydermere, indtil videre.
Råbene gjaldede frem og tilbage mellem de svajende trætoppe, der var levesteder og hjemstavn for storfamilien Lomax. Den vidt forgrenede familie betragtede sig som junglens herskere, og den havde udviklet sit eget sprog, rigt på betydninger og nuancer.
Stedet var Kenya, og på denne regnfulde dag sidst i april traf Lucy, familiens i døgndrift fungerende kvindelige overhoved, en principiel beslutning.
“Gafflam!” råbte hun. “Gryffert Blixen Blixen!”
Som ramte af lynet blev aberne tavse. Kun troperegnens plasken mindede de lodne brune skabninger om, at de stadig var i live, og at Lucy ventede på svar.
“Byzzar?” lød et forsigtigt klynk fra en ung hun med en krans af hvide epifytter om halsen.
“Gryffert Blixen Blixen!” brægede Lucy, og nu var det en ordre, som ingen turde modsige. Lang tids diskussion om familiens fremtid havde fundet sin afgørelse. Fra nu af var trætoppene en legeplads, det egentlige liv skulle foregå ved jordens overflade.
TRE ET HALVT ÅR SENERE
Lomax-familien havde gjort store fremskridt og avlede unger som aldrig før. De fleste gik på bagbenene, der var dannet et sangkor og et ordenskorps, og Lucy var flyttet ind i verdens første bambuspalads.
Rigt og skønt var livet, men ikke helt rigt eller skønt nok. Lucy tænkte fremad. De marcherende og syngende aber havde behov for system i hverdagen.
“Gulba. Lomax gulba gryffa!” råbte hun fra bambuspaladsets balkon. Aberne strømmede til, og med raske råb og og nogle tilrettevisende redskabslussinger fik hun delt dem op i seks kolonner.
Længst til venstre stod festaberne af type 1. Lucys far og hendes tre første ægtemænd havde været gemytlige, grovædende aber af denne type. Til højre for dem stillede hun en lille flok af de finere festaber, som efter hendes mening fortjente at blive klassificeret som type 2. De bar lændeklæder og fjer i håret, og en af dem kaldte sig modeskaber. Det var der fremtid i.
Midt på pladsen havde hun samlet to talstærke grupper: Arbejdsaber type 1 og 2. Håndens arbejdere med køller og sten i hænderne, nu adskilt fra dem, der allerede drømte om en kontorstol, en kuglepen og en pensionsordning.
Længst ude på fløjen stod to mindre klynger og stirrede forbi hinanden. Lucys øjesten var disse kulturaber. Type 1 udmærkede sig ved at tale dæmpet og holde lange pauser, mens type 2 skreg og hylede ved enhver given lejlighed. Et moderne samfund havde brug for dem begge, resolverede Lucy.
Hun rakte armene i vejret og udråbte en velsignelse:
“Gryffa prums! Baksam baksam!”
“Tak selv!” lød det fra Karen Blixen. Og ikke meget har ændret sig siden.
Med tilbagegangen til s/h-formatet oplevede dansk film endelig en hårdt tiltrængt post-moderne renaissance. Prisen for årelang degeneration i hele den grundlæggende progressive idé bag denne, den senest opståede væsentlige kunstart i historien, var uundgåeligt massefyringer og stillingsnedlæggelser i diverse statsfinancierede og kommunist-inficerede fakulteter, og skændige hovedfigurer såsom Erik Smausen og Poul Fezgaard blev til og med ført for retten og idømt kålkur og benhårdt strafarbejde, samt klækkelige dagbøder for deres korrupte, forrædderiske, bagstræberiske, inkompetente og dybt ineffektive adfærd op gennem disse tragiske, vel nærmest at betragte som komplet spildte årtier.
Kunsten har jo alle dage stået for skud, blot havde man håbet at dette også kunne have været gjort gældende for de ansvarlige korrumperede niddinger. Dog skal det bemærkes, at Filmskolen i Holstebro trods alt blev totalt nedlagt under henvisning til Grundlovens bestemmelser vedrørende systematisk landsskadelig virksomhed. Samtlige ansatte og elever blev uden rettergang henrettet ved masseskydning ind gennem vinduerne af skolens aula i Julen 1989, hvorefter bygningen blev sat i brand. Så grelt stod det med andre ord til i dansk film på daværende tidspunkt!
Holstebro Filmskole hin vinter, efter retfærdigheden var sket fyldest.
Nåde gik desværre for ret i langt de fleste tilfælde, men kunsten overlevede, og blandt de nymodens tiltag er det vigtigt at påpege det helt nye undervisningsparadigme på film- og skuespilskolerne, hvor fremtidens mestre og stjerner udklækkes. Således er alle nu udstyret med topmoderne seksualfaciliteter, døgnåbne udskænkningssteder, kampsportslokaler, skydebaner, motorsportsanlæg og opiumshuler, tilligemed velindrettede disciplinære afstraffelsesstationer. Ydermere er alle afdelinger nu forureningsneutrale og energimæssigt selvopretholdende, i kraft af højteknologiske fækaliereaktorer. Væsentlige fremskridt, der alle borger for fremtidig kvalitet.
For stuntpersonernes vedkommende var der dog ingensinde tale om nogen som helst slinger i valsen, og det fremragende arbejde udført i dette regie, om noget symboliseret ved Orlas konstante, ufravigelige tilstedeværelse, fortsatte i mellemtiden ufortrødent.
I nedenstående smukke potpourri fremhæves således nogle af de allerfineste øjeblikke i vor nyere nationale filmhistorie, med hovedfokus på Orlas storslåede medvirken.
I splatterkomedien “Helvedeselevatoren” (1992) overlever Orla som den eneste en 22-etagers nedstyrtning i elevatorkabinen på Binnegahls Hotel. De øvrigt stuntmen klarede ulykkeligvis ikke opgaven, og i alt 28 personer omkom heltemodigt i de utallige halsbrækkende scener.
I den eksperimenterende fin-de-siècle-antidogmefilm “Her Gaar Det Op Ad Bakke” (1999) blandes elementer fra vor glade, gamle revytradition med temaer fra Jørgen Leths gungrende episke 1200-liniers digt “Pøt Mølle-løbet i 1924”. Efter umenneskelige strabadser gennem det jyske søhøjland på en defekt velocipede og uden nævneværdig væsketilførsel, blev Orla i den uforglemmelige slutscene slået med et halvt cykelhjul under den voldsomme tumult, medens den populære bakkesangerinde Olga Volga fra blokvognen i målområdet lystigt fremskrålede den gamle vise “Ådselsgribbens Sang”. Orla gennemlevede efter prøvelserne et flere måneder langt sygeleje med dobbeltsidig lunge- og dækpunktering, og for øvrigt uden øl, på fattiggården “E Skaadstouw”s lazaret i Gammel Ry.
Limfjordskutteren “Gamle Alvilda”, samt besætning, som blev anvendt i den storslåede nyindspilning fra 1995 af Hans Kirks højdramatiske almuekulturroman “Fiskerne”. Orla ses i midten, i birollen som Gus Klabautermann-Sørensen, der skylledes overbord i en brandstorm, og blev angrebet af en stime aggressive lampretter, der flænsede ham til blods overalt på kroppen, og afbed hans højre testikel.
Fra optagelserne af samme storfilm: Redningsfartøjet “Tangloppen”, som med tab af styrmanden, den halve besætning samt hovedparten af den resterende flydende proviant, kom kutteren til undsætning, i det simulerede vesthavsforlis på Dogger Banke.
Orla stikkes senere i filmen brutalt med kniv i den sindsoprivende og fuldtud autentiske torturscene under “Torskefejden”, der medførte regulære folkeoptøjer i det lille vestjyske fiskerleje Gagger, hvorunder adskillige borgere på tragisk vis omkom.
Publicity-shot af Orla, fra hans eneste regulære ikke-stuntrolle som den gerrige og lommefilosofiske libertarianer Max Knaster, i Holbergs klassiker “Den Politiske Kugelstøder” (2010). En smuk, værdig og længe ventet skuespillerdebut.
I “Affæren i Pølleby 2: Mig og Festnegerkongen” (1997) havde Orla gennemført en komplet kropsindtjæringskur under kyndig supervision af den (under tragiske omstændigheder i Dårekisterevolten i 2002 afdøde) dr. Gack E. Laksen på dennes klinik på Gustenhuse Sindssvageanstalt. Orla havde i rollen som “Den Store Wongo” ingen replikker udover et enkelt velplaceret grynt eller to.
I det autentiske, dreyersk inspirerede senmiddelalderdrama “Kiøge Huuskors” (1998), fik Orla ørerne brændt af, da han fastbundet til en stige lod sig vælte ned i et flammende heksebål, kun iført tynd asbestdragt under munkekutten. Filmens kontroversialitet afstedkom blandt andet, at Foreningen til Lesbiske Ærøboeres Beskyttelse (FLÆB) i kraftig og noget utidig protest reagerede ved at kaste snesevis af brugte menstruationsbind mod lærredet under premiereforevisningen i Marstal Folkekino. Biografen blev herefter prompte og under konsekvente former ryddet af knippelbevæbnet personale, med assistance fra stamgæster fra de omkringliggende udskænkningssteder.
I 2001 måtte Orla endnu engang stå på mål i en film med et sportstema, nærmere bestemt den opdaterede og politisk korrekte jubeludgave af klassikeren “Fodboldpræsten”, som i den nye version betitledes: “Fodboldimamen: Kanonskuddet I Kabul”. Danmarks første halalfilm.
I gangsterfilmen “Falskmøntnerens Flugt Gennem Plankeværket” (2003), jager opdagelsesbetjent Bommerlunder den kriminelle mastermind og tidligere tandhjulskalibrator ved vækkeursfabrikken i Ringkøbing, professor Tiktaxen, der til sidst i filmen rammes af lynet og kastes i et boblende syrebassin. Orlas helbred var i meget sørgelig forfatning efter denne prøvelse, men han overvandt igen sine lidelser. En længe ventet fortsættelse af denne yderst populære og stemningsfulde film noir, er i øvrigt under udarbejdelse, med den foreløbige titel: “Det Horende X”.
Orla ses her i genfilmatiseringen af Kaj Munks dystre 3-akters skuespil “Graven” (2005), i rollen som den ved en administrativ misforståelse genopstandne teologiadjunkt Homunculus Smalpocks. For at kunne fremstå så realistisk som muligt, lod Orla sig inden optagelserne levende begrave i 6 uger.
Hermed bringes Orlas prægtige karriere up-to-date, og det er mit varmeste håb, at d’herrer trofaste læsere igennem herværende føljeton har haft fornøjelse af vor store vens fascinerende karriere, med dertil hørende tragedier og triumfer.
Sluttelig, må det mig være tilladt at udsende en ydmyg bøn. Blandt Orlas uregistrerede filmoptrædener findes et utal af interessante klip, hvoraf det i et enkelt tilfælde endnu ikke er lykkedes mig at tilvejebringe sekvensen fra “Vilde Tis-Lege i Tisvildeleje”. Skulle nogen – uanset afspilningsformat – besidde denne obskure filmhistoriske kuriositet, vil den snarlige udlevering af en højkvalitetskopi heraf til undertegnede være at betragte som et absolut privilegium.
Med filmentusiastisk hilsen fra Deres ydmyge, Hartmann
SIDSTE NYT: TISVILDELEJE-FILMBILLEDER FUNDET
Redaktionel tilføjelse:
Kun et døgn efter, at vor kundskabsrige og utrættelige ven, filmhistorikeren Hartmann Stahl-Eisenmann, havde efterlyst materiale vedr. den erotiske undergrundsfilm “Vilde Tis-Lege i Tisvildeleje” (1968 eller 69), fremkommer nedenstående sensationelle billeder, som en læser (der indtil videre ønsker at forblive anonym) har fundet på sit loft.
Filmen blev totalforbudt over det meste af verden, men en bulgarsk 8 mm-kopi vides at have været i cirkulation så sent som i 1990’erne. De her viste billeder stammer dog fra en tysk billedbogsudgave med bobletekster, udgivet på Verlag Otto Braunschweig under titlen “Wilde Piss-Spiele in Pisseldorf” 1971.
Skuespillerne var anonyme amatører, og enhver lighed med Helen Mirren og Marcello Mastroianni på det øverste billede er tilfældig. På det nederste genkender vi Orla som figuranten i midten på Tisvildeleje Strand. Det var en af de for Orla ret kedsommelige arbejdsopgaver, idet han ikke en eneste gang kom til skade under optagelserne.
Efterlysningen af en fuldstændig kopi af filmen står stadig ved magt, og Den Knockelske Kulturfond udlover en dusør på kr. 1,71.
En af avisens trofaste venner har indtelegraferet nedenstående historiske gadebillede. Ved første øjekast kunne det ligne et barndomsfoto af den senere så berømte filmstuntmand Orla Duhda Zinzüegh.
Billedet blev ufortøvet videresendt til vor ærede korrespondent, hr. Hartmann Stahl-Eisenmann, som må anses for verdens førende Orla-historiograf (se Orla-sagaen afsnit 1, afsnit 2, afsnit 3). Vi spurgte samtidig, om det var et atletik- og/eller et disciplineringsredskab, drengen var stillet op med.
HER FØLGER HR. STAHL-EISENMANNS FRAPPERENDE BESVARELSE:
Det sensationelle kolorerede fotografi viser en situation fra den højteknologiske minieksposition i den lille franske by Lussant i 1901. I Gustenhuse er vi i kraft af vore lange venskabelige relationer med netop denne rustikke købstad i stand til at oplyse, at Lussant blev den første satellitby, der efterlevede eksemplet fra den store parisiske verdensudstilling, året før.
Herunder ses et senere fotografi af samme lokalitet, taget få år senere, hvor effekten af den hæsblæsende futuristiske planudvikling af lokalområdet tydeligvis allerede var en realitet.
Drengen i forgrunden af Deres fotografi kan desværre umuligt være Orla, idet denne ikke satte sine ben på landjorden før 1941. Det, der forbinder de to interessante historier, er det kuriøse aggregat, som stolt fremvises af den raske, ulasteligt påklædte ungersvend.
Der er tale om intet mindre end en “hovedkuldsstang”, hvis funktion var at forhindre personer med denne lidelse i at tabe hovedet, og derved forårsage diverse penible situationer.
Orlas hengivne moder led jo som bekendt af denne sygdom, og da denne hovedkrykke introduceredes i den almene danske sygepleje efter den famøse tredobbelte hovednedtrilning i Rundetårn, som foranledigede Alberti-administrationens addendum til den nyindførte lov om børn og kvinders retsstilling, gik der kun omtrent syvogtredive år, førend disse remedier til befolkningens forbedrede helse var udbredt overalt i Kongeriget.
Jeg refererer i øvrigt til mine i de Knockelske medier publicerede artikler om Orlas liv og levned (se herunder).
Det højlødige fotografi vil med Deres venlige tilladelse, og i dyb taknemmelighed blive tilføjet Gustenhuse Sogns Videnskabelige Arkivs samling.
Med de varmeste hilsner fra Deres ufravigelige ven og kollega, Hartmann
Denne skamfulde og dybt forråede periode i vor nations filmhistorie afspejlede med al uønsket tydelighed det totale nedbrud i samfundsmoralen, og som følge deraf sås Orla fortrinsvis i diverse åndsforladte og tåbelige film, som desværre af primært kommercielle årsager kom til at dominere kunstarten, indtil Det Danske Filminstitut i erkendelse af egen deroute i 1990 nobelt vedtog at gå tilbage til de gamle dyder, herunder afskaffelsen af farvefilm og anvendelsen af special effects, tilladelse af al kønslig omgang under optagelserne, tvungen tobaksrygning, obligatorisk birollemedvirken ved Karl Stegger, samt forbuddet mod alkoholfri drikke i filmskolens kantine. Mere herom iøvrigt i fjerde del.
1. Her ses en af utallige idiotiske scener med Mylbast Duskmand og Gambrinus Cognaksen i crazy-komedien “Mylle & Brinus På Nye Eventyr” (1985). Orla agerede således stand-in under selve togoverkørslen, som forløb uden alvorligere konsekvenser end en skalpering, som dog ikke betød det helt store, idet Orla allerede i 1969 fik brændt det meste af hårpragten af, efter ulykken under optagelserne på Jyllands-Ringen til familiefilmen “Brødrene Grønkål Kører Dødskørsel”.
2. Orla sprænger sig selv i luften med dynamit i Voerslev Bakker, som den desperate sparekasseassistent Berny Dippert i “Den Fordrukne Fuldmægtig”, fra 1977. Filmen fik en blandet modtagelse, idet et højtstående medlem af Socialdemokratiet offentligt havde anfægtet manuskriptets lødighed, hvilket sammenholdt med den generelle armod i landet betød, at ganske få personer rent faktisk så filmen. Dette var synd for Orla, der måtte gennemleve utallige pinefulde transplantationer og legemsdelsgenpåsyninger efter sin unægteligt storslåede præstation.
3. Orla ses her i rollen som den multihandicappede rødvinsdranker Pholmert Spatbjerg i det livsbekræftende drama “Mit Lange Lem” (1987). De utallige stuntscener trak store veksler på Orlas egenskaber som slangemenneske, og til sidst gav leddene simpelthen op, og han levede efterfølgende i otte måneder fastlåst som en menneskelig gordisk knude, der kun opløstes ved systematisk behandling med elektrochok. En på alle måder overset film.
4. Et lettere vovet situationsbillede fra den erotiske komedie “Kommiselev På Sengekanten” (1974), i hvilken Orla medvirkede i diverse scener, som imidlertid ikke tåler nærmere offentlig beskrivelse. Man vil jo nødigt spolere oplevelsen. Filmen kan bestilles på videobånd fra ethvert velassorteret nordvestjysk brugsforeningsudsalg.
5. I fængselsexploitationsfilmen “Fodboldpræsten 2: Landslubbertkampen På Kragskovhede” (1976) redder Orla med førligheden som indsats hvad senere er målt til verdens hårdeste skud fra den forhenværende landsholdsspiller og hustrumorder Mordreng Boelsen, som efter-følgende lakonisk udtalte, at dommeren var forudindtaget. Dette kan herfra umiddelbart bekræftes, idet denne forud for optagelserne og i adskillige vidners påsyn havde indtaget mindst en halv flaske brændevin samt et dusin portere.
6. I koldkrigsdramaet “Citronen og Halvmånen” (1984) ses Orla i stuntscenen med det selvaffyrende, bagudskydende maskingevær på Blegdammen i Rønne, som måtte evakueres inden optagelserne. Han slap denne gang med ubetydelige kvæstelser og blå mærker. Værre stod det til med filmens endelige resultat, som ingenlunde levede op til de autentiske begivenheder blandt sortbørshajer, festnegre, borgere samt tyende på datidens Bornholm.
7. Orla ses for en kort bemærkning i Leif Panduros anarkistiske TV-spil fra 1973, baseret på Molières “Figaros Cigarer”, som den elskelige fyrværkeri- og tobaksgrossist hr. Bang-Sousen, der vitterligt får sin sag for, da dennes medarbejdere i marxisitisk protest mod arbejds-vilkårerne, og i øvrigt i overensstemmelse med folkestemningen, på grov og nedbrydelig vis vælger at sabotere virksomheden. En på alle måder anstødelig og dybt umoralsk film.
8. En enkelt dokumentarfilm blev det også til for Orla i denne periode, om end den aldrig blev offentligt fremvist. I forbindelse med optagelserne til pigtrådsorkesteret Assholin’s turné i 1975 var Orla med i bussen, der forulykkede hin tragiske dag i Solrød. Kriminalpolitiet i Stor-københavn har til dato ikke udvist velvillighed hvad angår udleveringen af råfilmsbåndene.
9. Da optagelserne begyndte til den historiske mellemkrigsindustrielle film “En Brunvarelejr i Provinsen” (1980), var der næppe nogen der havde forventet en så katastrofal udvikling af begivenhederne, som tilfældet rent faktisk blev. Ved tilkørslen af en kamerakran til randen af udgravningen styrtede vehiklet ned i fækaliegruben med adskillige personskader til følge. Orla, som set på billedet nederst, mistede på tragisk vis sin højre arm. Heldigvis fandt der samtidig en ulykke sted på Fjollerup Marked under opstarten af den traditionelle Festnegerkarussel, hvorved hurtigt fandtes en organdonor, hvorfor Orla den dag i dag med stolthed bærer en vaskeægte, kraftfuld negerarm. Må den loyalt assistere ham i hans fremtidige virke!
SE OGSÅ DE TO FØRSTE DOKUMENTARSIDER OM ORLAS KARRIERE:
Hermed yderligere højlødige billeder samt forklarende ledsagetekster fra Orla Duhda Zinzüeghs storslåede karriere inden for filmens eventyrlige verden.
1. Oberst Packel Gaar Paa Næsen
I ridescenen fra folkekomedien “Oberst Packel Gaar Paa Næsen” (1953), led Orla den tort at flyve forover sin prægtige ganger, og lande med hovedet forrest ovenpå en mindre sprængladning fra specialeffekt-afdelingen, hvilket afstedkom alvorlige hovedlæsioner samt komplet døvhed. Hesten måtte desværre aflives med forhammer grundet chok.
2. Hva’ Er Klokken, Møller?!
Den legendariske urscene fra lystspillet “Hva’ Er Klokken, Møller?!” (1955) gik over i filmhistorien som det indtil da teknisk sværest udførlige stunt regnet ud fra filmbudgettets størrelse. Der var således ikke råd til kraner eller stiger, og filmholdet havde ej heller adgang til bygningen, så Orla måtte selv kravle op af facaden, og derefter lade sig styrte de fire etager ned igen, da scenen var færdigskudt, og dette kostede ham hans milt og det ene ben, idet der heller ikke var råd til skummadrasser, halmballer, dyrekadavere, ubearbejdet blødbrunvare eller andet egnet materiale, til at afbøde faldet.
3. Mord Paa Præstegaarden
Orla ses her i stuntrollen som Korpus Umulius sammen med en ung Kurt Svands i stranguleringsscenen fra julegyseren “Mord Paa Præstegaarden” (1957), som helt utilsigtet forårsagede en forrykket nakkehvirvel samt diverse pinefulde slidsår. Men man må jo være dannet, og Kurt undskyldte da efterfølgende også episoden under henvisning til sin absinthafhængighed, sin undertrykte homosexualitet, samt sin dybe indlevelse i rollen.
4 og 5. Flugten Fra Pantefogeden
Et eksempel på hvor galt det kan gå, men dog til trods hvad må formodes at have været Orlas til dato mest spektakulære stunt, fra “Flugten Fra Pantefogeden” (1959). Orla styrtede 12 etager, nedrev 36 kilo vasketøj, 2 flagstænger, og gennembrød en baldakin, inden han landede i tidsskriftsafsnittet af en velassorteret aviskiosk. Bedriften er siden gentaget af Lasse Sprang Olsen, dog uden nævneværdige personskader til følge.
6. På Fyrretyvetusind Favnes Dybde I Skagerrak
I en storslået international kooperation mellem de franske, engelske og danske filminstitutter, udførte Orla i 1960 sit hidtil største undervandsstunt, som Kaptajn Kenos assistent Fisker-Jørgen, i science-fiction mesterværket “På Fyrretyvetusind Favnes Dybde I Skagerrak”. På billedet ses han ved siden af sit specialbyggede og trykresistente dybhavskostume.
7. Den Er Helt Gal Oppe På Fjerde
Fra skrækfilmskomedien “Den Er Helt Gal Oppe På Fjerde” (1962), hvor en ulykke på et illegalt brunvareforædlingslaboratorium satte en hel opgang på den anden ende… Klippet med Orla blev desværre bortcensureret af myndighederne og er sidenhen gået tabt, muligvis destrueret, men iflg. drejebogen skulle han have været antændt og sprunget ud af vinduet indsmurt fra top til tå i en mørk og svært ildelugtende substans.
8. Morian – En Helvedes Karl
I den dramadokumentariske spændingsfilm “Morian – En Helvedes Karl” (1964), udførte Orla en hel vifte af vovehalsede, maskindrevne stunts, som i det viste fotografi, hvor han på en tunet amerikansk luxusmotorcykle frygtløst gennemkørte en pølsevogn ved Trædballe Hønseavlerforenings Vaarskue. Orla tilbragte efterfølgende lykkelige 1½ år på Hvidovre Hospitals brandsårsafdeling.
9. Ka’ De Li’ Koldskaal?
I episode nr. 214 af den populære TV-krimiserie “Ka’ De Li’ Koldskaal?” fra 1966, drikker Orla i bedste method acting-stil i rollen som Pleümerth Hjelmborg et helt glas kærnemælk med bladan. De efterfølgende uforglemmelige scener med mavekramper og blodige styrtbrækninger var således fuldt autentiske- De havde i øvrigt nær taget livet af Orla, og bevirkede en længere pause i hans arbejde i filmkunstens tjeneste.
10. Bønderprygleren Rackham Slyngelaa
I denne famøse scene modtager Orla 8 stokkeslag direkte mod ansigtet, i stuntrollen som den opsætsige husmand Ølberg Dramkvist, i 1972-filmatiseringen af Morten Hammersen Flexøes “Bønderprygleren Rackham Slyngelaa” (forrygende spillet af ingen ringere end Hove Kværnst). Filmen modtog Sydvestfynske Celluloid-Enthusiasters dobbeltpris på 2 x kr. 1,87 for den mest udpenslede voldsscene, samt “Bedste Skyderi”. Det var i øvrigt ved denne lejlighed, at Orla mistede sit ene øje samt de fleste af sine tænder i undermunden.
Nørre Usseldrup er endnu engang blevet beriget på kulturfronten, eftersom en mekanisk vulkan nu er opført på en afsides roemark mod nord.
Hundredvis af mennesker var mødt op for at se den kunstigt fremstillede og fuldt funktionsdygtige vulkan blive præsenteret og afprøvet. Og da den uden problemer gik i udbrud, var befolkningens dom klar: – Vi kan ikke leve uden!
“Vi har manglet lidt atmosfære her på egnen, så jeg tænkte, at en vulkan var det, der skulle til,” udtaler nyskabelsens ophavsmand Bambus Pumpernickel, der siden han var tre år gammel har eksperimenteret med sprængstof, euforiserende stoffer og lava.
Vulkanen er 80 meter høj, producerer dagligt flere millioner liter boblende lava og er indstillet til spontant at gå i udbrud flere gange om ugen og slynge om sig med kaskader af ødelæggelse inden for en radius af 1000 meter.
Det lille område omkring vulkanen er dækket med palmer, har fritgående farlige eksotiske rovdyr og betegnes som en tropisk folkepark. Stedet er indhegnet, så ødelæggelserne ikke rammer bebyggelserne uden for parken.
“Jeg giver folk muligheden for at opleve naturen som den virkelig er. Nådesløs, ubarmhjertig og morderisk,” forklarer Bambus Pumpernickel. “Det ene øjeblik vil man gå i den friske luft og i næste nu blive flået af en løve eller smeltet af brændende lava. Er det ikke det, hele livet drejer sig om?”
Begejstringen for den ny livsfarlige familiepark har nået overraskende højder og flere har valgt at campere i det livsfarlige område, da det giver et pusterum fra den trivielle dagligdag. Andre har ligefrem besluttet at flyttet nærmere vulkanen.
“Hvis man ikke konstant er i fare for at blive uskadeliggjort af et vulkanudbrud, hvad er så overhovedet meningen med at stå op om morgenen?” siger Magmah Cunnilingus, repræsentant for Nordvestjysk Kulturforening, der selv har valgt at bygge hus for foden af vulkanen. “Det er initiativer som dette, der lader os overhale det øvrige Danmark i det kulturelle racerløb.”
Vor største bastion for sædeligheden og sognekønsmoralen står snart ikke længere. Grundet samfundsudviklingen og de nye krav til offentlige seksualfaciliteter er det netop ved håndsoprækning under sognerådets velbeskænkede storfolkemøde vedtaget, at Gustenhuse Pervertarium skal nedrives for at gøre plads til den planlagte nye sognemasturbationscentral.
I mere end et århundrede har Pervertariet tjent borgerne som hjemsted og tænketank for allehånde eksperimenterende seksualudskejelser, til gavn for udviklingen i vor stadigt tiltagende kropskultur. Det er derfor med vemod at en igennem generationer så velbesøgt, traditionsbehængt og dybt skattet institution nu må lade livet i det moderne kønslivs navn.
Må det således være mig tilladt at bringe lidt nostalgiske glimt af stedets glorværdige historie, til bevarelse for eftertiden:
Man kan selvsagt kun håbe, at nye bygninger fremadrettet vil kunne leve op til stedets uplettede ry som elsket samlingspunkt for sognets frigjorte borgere, samt husdyr, og dermed holde egnens bedste traditioner respektfuldt i hævd!
