– Ohøj, kammerater, nu blæser der fandenbrodereme en flot nordvest! Jeg har ikke fået så meget frisk luft i lungerne siden 1961! lyder det fra den jublende olding, der marcherer nøgen ud mod bølgerne. Saltvandet pisker hans rynkede, grålige hud, og de knælange testikler svajer i orkanen.
Peder Most, måske det 20. århundredes største søhelt, er på rekreationsophold hos sin nevø, fækaliesorterer Moses Most-Mogensen, Blodhøj, og nogle dage i Nordvestjylland har gengivet ham energi og livsmod. Han holder atter ild i piben 18 af døgnets 24 timer, og nu i dag kom den orkan, han hele tiden har håbet på for endelig at få det gamle kadaver blæst igennem.
Verden er ved at gå under, tror mange. En påskemorgen i 2015 blev København oversvømmet, få dage senere forsvandt Bruxelles i et dybt sort hul, og 1. maj blev Mellemøsten udraderet af en solstorm.
Hurra, mumlede Peder, og Nordvestjylland drog også et lettelsens suk. Fred og frihed bredte sig, og man hørte sang overalt på sognevejene.
Men nu blæser en exceptionel orkan ind mod Vestkysten. Bølger så høje som betonrådhuse fra 1970’erne smadrer mod land, og det gode polske fragtskib M/S Josef Pilsudsky, der ville søge tilflugt bag midtermolen i Blodhavn, blev slået ud af kurs og sidder fast på anden revle. Polske nødskrig og anden larm lyder derude fra.
Dansk kystredningstjeneste er for længst nedlagt og erstattet af et kontor med 25 akademisk uddannede bureaukrater. Hvem redder polakkerne, hvem har materiel og mod til en sådan bedrift?
– Jeg skal satanflænsemig vise Vesterhavet, hvem der bestemmer! lyder det med et brøl fra Peder Mosts dybe og kulsorte lunger. Han vandrer ud i den næste bølge og bæres over dens skummende top. Testiklerne styrer ham ned mod rælingen på styrbords side af Josef Pilsudskys kommandobro.
– Hold op med jeres flæberi! brøler han til besætningen. Som gammel østfrontfrivillig behersker han deres hjemlands sprog. – Powstrzymać płacz na raz! Dette er et jernskib, nu sidder det godt fast på sandbunden, og det kan holde til mange ugers storm. Lad os gå under dæk og se, hvad I har at leve af!
Den nøgne olding synger og jubler, da han ser, at skibet har flæsk, pølse, tørrede ærter, hvidkål, vodka og mange tusinde kasser eksportøl om bord. Festen tager øjeblikkeligt sin begyndelse, og da stormen så nogenlunde har lagt sig, fortsætter nordvestjyder i alle aldre med at feste, danse, æde og drikke af de ilandbragte forsyninger på Blodhavn Nordstrand.
– Pølse og vodka, jeg er ung igen! lyder det fra Peder Most. – Kiełbasa i wódka, znów jestem młody.
Han kan som 101-årig stadig ikke spille harmonika, men han gør det alligevel.
Pylle Percker-Petersen Sidste båd til Blodhavn 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Internationale filmrettigheder forbeholdes
Kapitel 1
Hjælp, jeg drukner! Bimba havde skreget det fem eller seks gange, mens hendes arme baskede i kanalens kolde vand. Nu kunne hun ikke længere få en lyd frem, men det fortvivlede nødskrig rungede stadig i hendes hoved.
Er det nu, jeg skal dø? tænkte hun. Og er det voldsomme plask, jeg hører, den sidste lyd nogensinde?
En bølge skyllede over hende, og i det samme mærkede hun stærke hænders greb om sit liv. Alt blev sort.
Kapitel 2
Folbert studerede musik og havde et godt øre. Hvad han hørte fra kanalen, var en fantastisk tenor. Måske den flotteste og mest dramatiske siden Maria Callas.
Han stirrede ned i den blåsorte vandflade og så hende plaske som en hjuldamper i havsnød. Hun måtte ikke gå til bunds. Ikke med den stemme, tænkte han, og sprang.
Kapitel 3
Stemme er godt, talent er godt, men uden uddannelse kommer man ingen vegne i den klassiske musikverden. Bimba og Folbert havde mange års hårdt arbejde foran sig.
Hun trænede strube og lunger til at imødekomme den klassiske operas krav, mens han komponerede det nye årtusindes storværker.
De blev ikke lige straks accepteret og belønnet, men de havde viljen til at fortsætte. Og de havde hinanden. Hverdagen var fattig. De levede af kål og nedfaldsæbler og på festlige aftener en dybfrostpølse, købt på tilbud. Ved nattetide lå de tæt sammen og skuede gennem deres klaprende loftsvindue mod Månen. – Vores tid kommer. Kunsten er alt, hviskede de i hinandens unge ører.
Kapitel 4
Dette var aftenen. Statsfjernsynets højt hvælvede koncertsal summede af forventning. Et 112-talligt orkester ventede på, at Folbert skulle løfte dirigentstokken. Medlemmer af kongehuset og talrige celebriteter var til stede.
Bimba trådte ind på scenen, Folbert trippede ærbødigt bag hende. Det første bifald brusede og lagde sig.
Et smukt par var de at se på. Ikke hærgede, men forædlede af årenes kamp. Nu i eftermiddag havde de styrket sig på en kålgryde og et par fede polske krydderpølser.
Bimba nejede, og en skurrende flatulenslyd som fra en maskine i en grusgrav kunne høres. Folbert gjorde et skridt frem for at aflede opmærksomheden. Han bukkede, og tarmluften stod ud af ham i et langt, dybt og knurrende trut, der kunne minde om en tuba gennemblæst af industriel trykluft.
Latter bredte sig i salen, mens publikum på de forreste rækker rejste sig. De, der havde lommetørklæder tilgængelige, holdt dem for næsen, mens de flygtede.
Bimba bredte armene ud. – Vent! råbte hun. – Vi er ikke begyndt endnu!
Panikken sendte spasmer gennem hendes underkrop. Giftig tarmgas stod i dampskyer ud over salen. Folmer vendte sig, mens også han flatulerede intenst. Han ville slå an til koncerten, men de overenskomstansatte musikere havde rejst sig for at udvandre i protest. En af dem knipsede på sin lighter for lige straks at tænde en cigaret, og et eksplosivt drøn lynede hen over det flygtende publikum.
Kapitel 5
Fra en baggård i Nørre Usseldrup lyder banjoklimpren og en sprød, aldrende kvindestemme.
Musikken holder pause, og nu kastes der småmønter ud til det optrædende par.
De bøjer sig mod giverne, og deres bagdele udstøder lange, klagende, basunagtige flatulensfanfarer.
Flere mønter følger. Dette er, hvad publikum forventer, og det optrædende par har trods al modgang skabt sig en karriere.
Pippi & Palle Padborg: Flatulens blev deres skæbne 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel Copyright 2014 by Padborg Foundation og Landsbytossen.dk Exclusive world wide movie and musical copyrights reserved
Ansigtet er rynket som en svedske, og på nært hold minder huden om en søndersparket læderfodbold, der for længst har tabt luften. Fra hjørnet af den tandløse mund dingler en majspibe, der som skorstenen på et synkende dampskib opsender vemodigt døende spiraler af bitter lyngrøg.
Jeg er ankommet til Brøndby Strand en kold decemberaften i 2014 for at starte på historien om en af dansk søfarts største personligheder. Jeg sidder i den nødtørftigt møblerede stue over for Peder Most, fhv. dæksdreng, matros, styrmand, bordelvært, straffefange, styrmand, skipper, sydhavsøkonge, flygtning, østfrontsoldat, straffefange, matros, brunkulsarbejder, bordelvært, straffefange, flaskesamler, psykiatrisk patient, straffefange og nu omsider folkepensionist.
Peder Most bor på 14. sal i et betonkompleks. Han har udsigt til Køge Bugt, hvor admiral Niels Iuel i 1677 gav svenskerne prygl. Selv har den gamle søulk fået flere prygl end de fleste, men givet fortabt? Nej, det har han sgu aldrig!
Dette indtales live i en iPhone. Mit navn er Henrik Qvortrop, og jeg skal skrive det definitive storværk om Peder Mosts liv til søs og i havnene. For første gang i årtier har han indvilget i at tale om sin lange og fantastiske løbebane.
– Peder Most, hvordan er livet som folkepensionist og olding på vej mod 100-års fødselsdagen?
– Det er et forlis. Jeg burde være død for mange år siden. Jeg lever i en social koncentrationslejr.
– Det sociale aspekt tager vi i lidt senere. Peder Most, er der noget som helst, du fortryder?
– Ja, at jeg aldrig lærte at spille på den forpulede harmonika, og at jeg ikke har taget livet af nogle journalister i tidens løb. Jeg blev sjoflet af den franske presse i 1938 og fik aldrig hævn, men det kan jeg lige straks rette op på.
Peder Most griber om mine skuldre, løfter mig og sparker benene væk under mig. Den magre olding er stadig stærk som en okse. Han bærer mig i dette øjeblik ud af stuen, ud på betongesimsen i 14. sals højde, hvor han slynger mine lange ben op over gelænderkanten. Han har en helt særlig form for humor, må man sige, og det er enerverende at stirre ham i øjnene, mens jeg dingler over en dyb afgrund.
– Peder Most, nu må du hjælpe mig ind igen. Vi skal udgive et flerbindsværk og tjene masser af penge. Det kan ikke passe, at du… aaargh… aaaaaargh, nej!
Pflumpf.
Peder Most og Henrik Qvortrop Forlis – mit liv som folkepensionist 2. udgave, 1. oplag Udgivet med støtte fra Søfartens Fællesråd og skibsreder Tærsk-Termansens Mindefond Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Marseilles, 11. august 1938
Søde lille mor, tusind tak for dit brev og det rene undertøj og de to stribede skjorter, du har lappet så fint for mig. Jeg fik pakken, lige inden vi sejlede fra Skagen.
Vi har det stadig fint om bord på galeasen “Sigrid af Svendborg”. Det vil sige, i disse dage ligger vi stille i havnen i Marseilles, så jeg har god tid til at skrive hjem. “Sigrid” har fået et hul under bovsprydet. Hun er jo en gammel skude, og skipper mangler vist nok penge til reparationen, så mens vi venter på besked, går vi i byen og oplever spændende ting.
Du kan være helt rolig, kære mor, jeg besøger ikke de slemme gader hernede ved havnen, men kommer næsten dagligt i den danske sømandskirke og har sammen med kordegnen været oppe i bjergene for at nyde udsigten over det blå Middelhav.
Hils dem alle sammen hjemme i Svendborg og fortæl dem, at Peder har det godt.
Marseilles, 11. august 1938
Hallo med dig, Benny, hundehoved og medslambert. Jeg håber dette brev når dig i Rotterdam. Hvis du stadig er der, så gå straks i land og tag toget til Marseilles. Her er billig rødvin, fisse og harmonikamusik i lange baner. Du skal ikke ligge ensom i køjen og gnide på din sjover som en anden abekat, når du kan få alt det gode i Marseilles.
“Sigrid” kommer nok aldrig mere ud at sejle, men så vil skipper og jeg lave hende om til et flydende bordel. Her er masser af piger, og vi kan indrette lastrummet til danselokale. Jeg har købt en harmonika for 125 franc, og en gammel tandløs musiker lærer mig at spille.
Kom så hurtigt, du kan, og det er en ordre.
Hilsner og håndslag fra din gode kammerat Peder
Marseilles, 14. august 1938
Kære lille mor, så skriver jeg allerede igen. Du bliver nok forbavset over, hvad du hører: Din dreng er blevet skibsreder! Jeg har købt en andel i “Sigrid af Svendborg”, så skipper Larsen og jeg er nu partnere i den videre drift.
Vi har store planer med skibet, som skal blive her i Marseilles og være et besøgssted for turister. Her kan de se, hvordan danske sømænd lever, her vil være fællessang og smagsprøver på god dansk mad osv. Ind imellem vil vi sejle dem en lille tur ud af havnen. Det er en fantastisk plan, som vil give os en munter hverdag uden alt det slid og slæb, der følger med almindeligt sømandsliv.
Det, jeg håber på, er at du kan låne mig et lille beløb til startkapital. Jeg har jo ikke fået hyre i et stykke tid, og det vil være bedst, hvis du kan skaffe mindst 500 kroner og straks overføre dem fra banken i Svendborg til den danske konsul, hr. Harald Ibsen, Marseilles. Han hjælper os med planerne og er en fin og hjælpsom herre.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, kære lille mor. Hvis det kniber med kontanter, må mormors sølvtøj sættes i pant. Pengene skal nok komme hjem til Svendborg, når din søn Peder er blevet en stor og holden mand.
Kærligste hilsner til alle derhjemme fra jeres Peder
Marseilles, 11. september 1938
Hr. konsul Ibsen, gamle krybdyr!
Jeg skal gøre opmærksom på, at din ubetalte regning for rødvin, cognac, pastis og flutes med ansjospostej nu overstiger 1380 franc. Skipper Larsen og jeg har givet dig kredit i tiltro til, at du er en god dansk mand, men driften af “Sigrid” kræver penge i kassen hver dag, eller rettere: hver nat, så husk den store portemonnais, når du vil om bord næste gang.
Du skylder desuden to af pigerne, Lulu og Mitsou, adskillige hundrede franc hver, siger de. Smukke ord og sugemærker på inderlårene gælder ikke som betaling, og det burde du vide som gammel forhærdet luderkunde her i byen.
Jeg skal på det alvorligste minde om, at pigerne ikke må benyttes analt uden rigelig creme (eller margarine, hvis det foretrækkes). Vi har en gammel so ude forskibs, som du kan regere med efter behov, men Lulu og Mitsou skal behandles varsomt og med respekt, ellers mister vi disse to pragtluderes arbejdskraft. Er det forstået, hr. konsul?
Dette brev skal tages alvorligt.
Hilsner fra skipper Larsen og din hulkammerat Peder
Marseille, 30. oktober 1938
INDBERETNING til Det danske Udenrigsministerium. På given foranledning kan jeg oplyse, at hr. styrmand Peder Most, født 31. december 1914, er afrejst fra hovedbanegården i Marseilles i dag klokken 11.17. Jeg fulgte ham selv til toget og følte en stor lettelse, da jeg så det dampe nordpå.
Hr. Most har som omtalt i pressen lagt sig ud med underverdenen i Marseilles. Han har drevet forretninger af en art, der ikke kan beskrives uden at få papiret til at rødme. Lokale banditter gik forleden til modangreb, og så blev hr. Most trods al hans pral og stoltseren den lille. Han er i bedring efter de læsterlige prygl, han har modtaget, men en længerevarende syfiliskur bliver nødvendig. når han kommer hjem til Danmark.
Jeg har på statskassens regning betalt for en jernbanebillet på 3. klasse herfra og til den danske grænse i Padborg, alene for at få ham ud af Frankrig, hvor han har kastet skam over alle ranke og retskafne danskere.
Harald Rompuy-Ibsen, skibsmægler og dansk konsul
Paris, 1. november 1938
Kære Benny, gamle testikelsvinger. Håber dette brev når dig i New York. Du skal ikke, jeg gentager: ikke, springe i land og tage en hyre til Marseilles. Det er én stor luserede, fyldt med forbrydere og voldsmænd, såvel franskmænd som de arabere og andet indstrømmende pak og bærme, byen vrimler med. Også de stedlige danskere er overvejende svin og æreløse slubberter, kan jeg fortælle dig.
Du får hele historien, når vi en dag igen sidder over et krus øl i Hamborg eller Shanghai eller hvor det nu bliver. Lige nu har jeg brug for en håndsrækning. Kan du via rederiet sende 100 kroner til min gamle adresse i Svendborg, så er du stadig min bedste ven. Jeg tror ikke, mor har mere i kassen, så det bliver en mager tid for mig, indtil jeg igen kan stå til søs.
Min pik hænger i laser, og jeg kan ikke se ud af det venstre øje. Men vi havde det sgu alligevel meget sjovt i Marseilles, så længe det varede.
Hvis der bliver krig, går jeg straks i tysk tjeneste. Jeg vil være med til at trampe Frankrig og alle franskmænd ned i mudderet.
Liege, 2. november 1938
Kære søde lille mor
Så er din store dreng på vej hjemad. Du må ikke blive forskrækket, når du ser mig. Jeg har fået lidt skrammer og går midlertidigt med en klap for det venstre øje, men det skal nok snart blive godt igen. Skippers og mit eventyr i Marseilles sluttede lidt anderledes, end vi havde ventet og håbet, men det kan du alt sammen høre om, når jeg er i Svendborg fredag hen på eftermiddagen.
Du skal ikke sige til nogen, at jeg kommer. Heller ikke til hende den rødhårede i bagerbutikken, som har en mærkelig idé om, at jeg har friet til hende. Jeg har brug for nogle uger i fred og stilhed, inden jeg igen søger hyre.
Jeg kommer desværre hjem uden så mange penge på lommen, men harmonikaen har jeg med fra Marseilles, og du kan tro, jeg nok skal blive dygtig til at spille på den. Det kommer med tiden og øvelsen!
På gensyn, lille mor, og et kys på kinden fra din glade og ærlige dreng Peder
Ruben Vulva Peder Mosts bordel til søs 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Mangemilliardæren Nelson von Bergenwald var ude på en frisk cykeltur i den sydlige del af kannibaldistriktet, da han fik øje på hende. Den rødhårede skønhed.
Hun var bundet til en træpæl og ventede på at blive smidt i suppegryden.
En flok tandsmilende negere dansede rundt om gryden, mens de sang:
“Rødhårede piger er verdens bedste suppekød – nydes med en kande øl og en gnalling hvedebrød …”
“Stands!” udbrød Nelson von Bergenwald og viftede afsindigt med arme og ben. Han måtte stoppe dem. Hun var den smukkeste kvinde, han havde set, og skulle derfor ikke havne i en afrikaners suppe. Nej, hun skulle være hans hustru. De skulle leve sammen til deres dages ende.
“Jeg køber den rødhårede,” råbte Nelson og rettede på sin tropehat.
“Hun er ikke til salg!” svarede den sorte kannibalkonge straks.
“Måske denne vil få dig til at overveje?” Mangemilliardæren fiskede et uvurderligt halssmykke frem fra inderlommen.
Kannibalen tog imod smykket og studerede det gnæggende.
“Du har overtalt mig. Snup hende bare.”
Nelson og befriede kvinden fra pælen.
“Min snut,” klukkede han. “Du skal blive min kone. Vi to skal leve af kærlighed og kildevand … og mine milliarder naturligvis.”
“Åh, hvor er det dog dejligt,” kvidrede skønheden.
“Vi skal leve i mit fyrstelige palæ med over 25 soveværelser og den frodigste have på flere tønder land. Er det ikke pragtfuldt, min kære?”
“Jo,” hvinede hun. “Det vil glæde mig. Det vil så sandelig også glæde både Olfert, Dosmine, Magda, Rambert og Bob. De vil elske det nye hus.”
“Hvad snakker du om, kvinde?” Nelson kunne ikke lide den retning samtalen var på vej mod.
“Mine børn, selvfølgelig.”
Rigmanden kneb øjnene sammen.
“Min gamle mor og min onkel Henry vil også synes om det nye hjem. Jeg regner da med, at de flytter med. Det bliver da ikke noget problem, gør det vel? Du sagde selv, at der var over 25 soveværelser, ikke sandt? Rigeligt med plads til hele familien. Det bliver hyggeligt!”
Nelson vendte sig om mod den sorte mand:
“Jeg må skuffe dig, gamle dreng. Handelen annulleres med øjeblikkelig virkning. Behold hende!”
Nelson hev halskæden ud af kannibalens sorte hænder og flygtede på sin cykel.
“Om jeg begriber det. Skulle jeg forsørge hele hendes familie? Fandeme nej. Har hun ingen ære i livet?”
Peruna Padborg: RØDHÅREDE PIGER ER VERDENS BEDSTE SUPPEKØD 2. udgave, 1. oplag Originaltitel: Wasichana nywele nyekundu ni bora supu nyama Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
“Mine varmeste anbefalinger medgives. Dette er afrikansk realisme på højeste niveau.”
Karen Blexen, fhv. safarikøkkenbestyrer
“Åh, Gud!” Frøken Patricias rædselskrig kunne høres i hele kontorbygningen. “Balancen passer ikke!”
Regnskaberne på bordet begyndte at ryste voldsomt. Kvinden var i chok. De øvrige medarbejdere gispede.
Chefen hr. Højbakke sprang op fra sin stol.
“Flygt, min kære. Inden straffen kommer!”
En dyb, ondsindet stemme brølede som et tordenvejr over dem alle:
“I har vækket Ubalancens Hævner. Jeg kræver mit offer for denne sløsede tilgang til regnskaberne!”
Store gennemsigtige hænder samlede sig i grønlig tåge foran dem. De krogede fingre pulserede som edderkoppeben og ragede ud efter frøken Patricia.
Hr. Højbakke sprang frem og trak kvinden til sig, inden grabberne fik ram på hende.
“Kom så. Vi må væk!”
“Jeg dvæler ikke før jeg har fået mit offer!” brølede gespenstet nådesløst.
Hele personalet flygtede ned ad gangen, men havnede i en blindgyde. Kontorbygningen lignede desværre en labyrint takket være moderne homofile arkitekter. De ækle hænder nærmede sig langsomt den skræmte flok.
“Hvad gør vi?” jamrede frøken Patricia og trykkede sig ind til hr. Højbakkes solide brystkasse.
“Ha, ha, ha!” Hænderne var nu uhyggeligt tæt på.
Døren til toilettet åbnede sig pludseligt. Ud trådte den unge praktikant Didrik. Han stod mellem medarbejderne og de svævende grønne hænder.
“Hvad er der los?” spurgte han forvirret.
Alle åndede lettet op, da spøgelseshænderne flåede Didrik til sig og kvaste ham til en klumpet grød af knogler og kød. Ubalancens Hævner havde fået sit offer og forsvandt som dug for solen.
Resten af personalet kunne vende tilbage til arbejdsopgaverne. De havde overlevet endnu en dag på kontoret.
Hvad ville morgendagen byde på? De klogeste af dem læste en ganske bestemt netavis for at finde det mulige svar.
Bibba Skodhus MIT DAGLIGE HELVEDE 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
Det smerter mig dybt at måtte meddele Dem, at De – og dermed resten af vort kære storsogn – er blevet ført bag lyset af medlemmer af Holstebrosocialisternes politbureau og Eksekutivkomité, Lumumbaville afdeling.
Gennem nogle måneder har vi ventet på en herre, der skulle være på vej fra Lumumbaville centralt i Afrika til en nyoprettet stilling som politimester for Nørre Usseldrup, Klamhuse og Blodhavn storsogn.
Denne myndighedsperson (se billedet herover) er imidlertid ikke den afrikansk opdragede trommedanser og høvdingesøn, han udgiver sig for. Han stammer fra Holstebro, hvor han i en årrække drev en kæde af solariesaloner med ulovligt kraftige og i øvrigt uafskærmede lysrør.
Jeg har – uden tanke for egen sikkerhed og velfærd – undersøgt hans baggrund og kan oplyse følgende:
Navn: Crömmell Clüster-Rammstock.
Født: ca. 1941 i Østpreussen i ydmyge kår. Forældre Lumhans og Hygæa Clüster-Rammstock. Familien slog sig i 1946 ned i Holstebros immigrantkvarter og opbyggede de næste år en blomstrende forretning med hånddekorerede fjerkræpræservativer og dampdrevne celluloiddildoer. Famliekoncernen blev senere suppleret med de kriminelle solarier.
Bror til tidl. genforsker Aunus Clüster-Rammstock, der som bekendt var indblandet i en meget omtalt laboratorieulykke på Klamhuse Urinkraftværk.
Crömmell’s skolegang var desværre præget af et meget efterladende afstraffelsesniveau, hvilket kan forklare hans senere svigt af samfundsopbyggende værdier og idealer.
Efter forældrenes tragiske død ved det store fælleslatrinkollaps i 1966 arvede han en omfattende samling antikke, emaljerede bukseknapper samt ca. 30 kg. kandiserede hundetestikler, hvilket satte ham i stand til at erhverve en trehjulet budcykel og en bedaget stiftamtmandshat. Efter aftale med socialistkredse i Holstebro begyndte han at ernære sig som omrejsende fækalieprædikant og endte efter en årrække på landevejene i Lumumbaville, hvor han nu åbenbart har indvilget i udførelse af subversiv virksomhed, rettet mod vor egn.
Denne virksomhed skulle ifølge et fortroligt notat indbefatte bl.a.:
● Skat på lussinggavekort erhvervet ved arv eller gave
● Afgift på fækaliesankekort
● Forbud mod fjerkrækopulering i kirketiden
● Forbud mod anvendelse af trykluftdrevne parringsstativer
Undersøgelser hos bl.a. Lumumbaville Stevedore-forening tyder på, at Crömmell ER afrejst mod Blodhavn som blind passager på en fækalielægter, hvorfor effektive skridt omgående bør tages for at imødegå indrejse af denne kulturfordærver.
Det må befrygtes, at Clüster-Rammstock vil forsøge at skjule sig blandt den tiltagende population af hjemmelavede negre på egnen. Kopi af nærværende skrivelse er tilstillet Borgervæbningens kommandant Hakon Jerngumme IV, således at nødvendige forholdsregler kan træffes!
Af rent etnologisk/videnskabelige årsager påtænker jeg at besigtige byens husdyrbordeller samt den store fækaliemine ved Swakopmund, før jeg påbegynder min hjemrejse.
SIDSTE NYT:
Marxistisk porcelænsmillionær bag politimesterkomplot
Det skandaløse forsøg på at indplacere en falsk neger som ny politimester i Usseldrup-Klamhuse-Blodhavn Storsogn er ikke blot afværget, men nu også fuldt opklaret.
Komplottets bagmand viser sig at være Yahallah Skodhorst-Svendsen, en fremtrædende socialistisk politiker og akademiker fra Holstebro, som tidligere har spillet hovedrollen i en seksuel skandale her på egnen.
Skodhorst-Svendsen råder over store værdier i form af sølvtøj og porcelæn, bl.a. en i marxistiske kredse helt ubetalelig mindeplatte for kommunistlederen Knud Jespersen, og ved hjælp af denne bestak han hr. Crömmell Clüster-Rammstock; udvalgt, fordi han i kraft af de mange år i solariebranchen egnede sig så fortrinligt som negersimulant.
Slubbertens begær efter den historiske Jespersen-platte fik ham til at skriftligt søge det nyopslåede politimesterembede. Han kunne sandsynligvis have levet ubekymret resten af sine dage i Afrika, men befinder sig nu et sted inden for vor sognegrænse, hvor han vil få god tid til at gennemgå en afblegningskur og forskellige andre opdragende foranstaltninger.
Efterårets traditionelle sysler er i gang, mulden skal vendes, og hr. Spartacus Ormeråd pløjer atter lystigt i dybden med veninden Hilbert, det glade muldyr .
De har varm kompot og 7½ liter hestepilsner med, som de sammen smager på for enden af hver 47’ende plovfure.
Spartacus og Hilbert bor tæt ved sognegrænsen, og på den anden side arbejdes der ligeså ihærdigt, men i en anden stil.
2 mand må man være dér. En til at holde retningen, og en assistent til at kontrollere denne og taktfast spille march på orglet, mens arabisk drivmiddel fører pløjevehiklet larmende og osende fremad mod nye heroiske triumfer og ditto horizonter.
Spartacus Ormeråd lader sig ikke afficere af agitprop’en, og efter endt dont gi’r han den gas bag spækhøkerens gavl.
Her svinger han efter alle kunstens regler jomfru Ellinor Buddingmølle til Klamhuse Redekamsensemble’s udgave af “Jeg en gård mig bygge vil”. Imens hviler Hilbert hjemme i høet.
Som første mand på dansegulvet vandt Spartacus i øvrigt en rejse til Lauenborg Badeland.
I Holstebro-Æsken fester man også, og det traditionelle høstkarneval er en populær ‘event’ med deltagelse fra nær og fjern. En venskabsby i Sverige er således repræsenteret (dem i blåt).
Hvert år udpeges en vinder af det bedste kostume. Kilder vil vide, at Birk Lallesen et år sneg sig over sognegrænsen for at deltage og vandt en trøstepræmie.
I et forsøg på at hindre, at dette sker igen, har enkelte bønder udlagt marker med brunvareminerede højeksplosive græskar. Man håber hermed også at nedbringe smugleri og sortbørshandel, udført af pensionister, får, gelændersnedkere og andre taskenspillere.
Vi var en flok på fem, der løb op ad trapperne efter buffettyven: Hr. Knockel, undertegnede samt tre pressefotografer til at dokumentere episoden ned til mindste detalje.
– Jeg har hele tiden vidst, han havde en skidt karakter, brølede Louis B. Knockel olmt.
Skurken forsatte gnæggende længere og længere op i bygningen. Han havde kurs mod taget. Hvad var slynglens næste træk?
– Af en fedling at være er han ufatteligt mobil, bemærkede jeg stakåndet.
Samtlige brikker i gåden faldt på plads, da vi nåede op på taget. En gasdrevet flugtballon i form af et gigantisk fiskeagtigt kræ var placeret på toppen af det mægtige luxushotel. På siden af fartøjet stod der »Kæltringsø Airlines«.
– Kæltringerne giver ikke så let op, brummede redacteuren skuffet.
Det hele var et snedigt komplot. Hector Dolmer-Hansen var en udsendt spionkæltring med en mission. Han skulle infiltrere De Knockelske Blade og ødelægge vores årsfest. Han skulle skabe splid og kaos mellem os.
Han kravlede ind i svælget på dyret og satte ballonmaskinen i gang. Jeg måtte handle hurtigt. Adræt hægtede jeg mig fast på den oppustelige flyvende kolos og kravlede langs ydersiden og ind i cockpittet.
Vi svævede langsomt ud over gaderne. Dolmer-Hansen opdagede ikke min tilstedeværelse, før det var for sent. Jeg gav ham en bedøvende nakkelussing og fik med held landet fiskeballonen på parkeringspladsen foran Blodhavn Storhotel til jublende applaus.
Forbryderen Dolmer-Hansen blev strax transporteret tilbage til hotellet, hvor han blev sat i gabestok. Derfra kunne han sultent se på, mens karamelranden gik på omgang – der blev ikke levnet så meget som en skefuld til den glubske pamper.
Retfærdighed har aldrig smagt bedre, og festen fortsatte til ud på de små timer, som altid med vor geriatriske redacteur i spidsen for lussingdans og andre løjer.
Det er tydeligt, at en så rædselsvækkende kriminalgåde som denne hverken kunne løses ved hjælp fra borgervæbningen eller Gødningsfluen. Næh, tilbundsgående detektivarbejde var nødvendigt.
Jeg havde flere mistænkte i tankerne. Vores suppe-, steg- og is-musiker, hr. Blodhorst, spillede på sine omfangsrige instrumenter på en særdeles mistænkelig facon. Måden, hvorpå han fremførte »Træskodans på taget«, var alt for stille – som om han havde noget at skjule.
Det samme gjaldt receptionisten fru Plampertsen. Hendes blik var flakkende. Var hun den skyldige, eller kendte hun noget til sagen?
Jeg betragtede de øvrige gæster nøje. De talte og jamrede højlydt om den skrækkelige forbrydelse – med undtagelse af én.
Erhvervspraktikanten og tidligere amatørbokser, Hector Dolmer-Hansen, der har danderet den i bladhuset i godt 14 dage uden at bidrage med andet end stikpiller og vamle vittigheder, var forbløffende tavs. Et lumsk smil prægede det flommede ansigt.
Jeg kneb øjnene sammen og fik et chok. Han havde mayonnaise på læberne og en afgnavet asparges siddende kækt vippende i den flæskede mundvig.
Den skyldige stod og slikkede sig om munden. Selvfølgelig! Hvorfor havde jeg ikke tænkt på dette noget før? Det mest indlysende er oftest det rigtige.
Der var en årsag til at den korpulente Dolmer-Hansen ikke gav sit besyv med – gabet var jo proppet. Han nød tilsyneladende uroen og den trykkede stemning.
Jeg satte i løb og tog nådesløst fat i den fede mand og åbnede hans vældige flab. Hele munden var fyldt til bristepunktet med spiseligt tyvegods. Han er som en anden hamster udstyret med store kindhuler, så han kan opbevare et helt middagsbord.
Der lød hvin og chokerede tilråb, ja selv redacteur Knockel tabte sin merskumspibe af ren og skær benovelse: – Hr. Dolmer-Hansen? Grib ham!
Afskummet brød ud i en dyb skurkelatter og gav mig en uppercut, så jeg fløj gennem luften. Det flommefede flæskebjerg tog flugten ud i lobbyen og op ad trapperne til sovegemakkerne.
Var det mon muligt at fange skurken, inden karamelranden skulle bæres ind i festsalen? Følg med i næste afsnit!
