Den frygtindgydende pirat, kaptajn Sortskæg, havde efter adskillige års skattejagt, plyndring, vold og mord trukket sig tilbage til en tropeø for at nyde sit otium. Han havde opført en millionvilla ved stranden hvor den tidligere besætning nu fungerede som hans personlige gartnere, kokke, rengøringshjælpere, massører med videre.
Den pensionerede pirat lå kun iført hat i en hængekøje med en cigar og en tropedrink med paraply.
“Hvem er den mægtigste pirat i verden?” gjaldede han til sine oppassere. “Sortskægt … Sortskæg … Sortskæg!” jublede hans tidligere besætning. “Mig kan ingen røre.” “Heller ikke dem der?” spurgte en tidligere matros.
Et skib var kommet ind til kysten og soldater med sabler og skydevåben sprang ned i sandet. De havde kurs mod Sortskægs domicil.
“Hvem er De og hvor vover De at betræde mine enemærker,” brølede Sortskæg. Han hoppede ud af hængekøjen og stillede sig med hænderne i siden.
Den forreste mand i geleddet svarede:
“Mit navn er Robert Maynard. Jeg er kommet for at hugge hovedet af kaptajn Sortskæg og sætte det på en pæl til skræk og advarsel. Er De Edward Teach alias Sortskæg?”
“Nej!” svarede Sortskæg prompte.
“Jeg er temmelig sikker på at De er Sortskæg,” sagde den nyankomne.
“Hvorfra får De dog den sindssyge ide?”
Hr. Maynard slog ud med armene:
“For det først ligner skibet ude ved havnen Sortskægs skib, Queen Anne´s Revenge. Navnet står i hvert fald på siden med gigantiske bogstaver.” Han pegede ud mod kysten.
“Fordømt,” mumlede Sortskæg for sig selv.
“For det andet,” fortsatte den fremmede. “Så befinder De dem på Sortskægs bopæl.”
“Hvem siger det?” udbrød piraten tørt.
“De 75 skilte med navnet Sortskæg skrevet på dem. Skiltene står hele vejen rundt om grunden. Der står i øvrigt også Sortskæg på Deres hat.”
Sørøveren flåede sin hat af og gemte den bag ryggen.
“Intet andet end tilfældigheder …”
“Sidst men ikke mindst er De den eneste med sort skæg, ja faktisk den eneste behårede i umiddelbar nærhed.”
Piraten skulede irriteret til sin tidligere besætning.
“Pokkers jeg er afsløret, men De skal ikke få mig uden kamp.”
“Næh, det er klart. Jeg havde ikke forventet andet,” svarede Robert Maynard.
Sortskæg drejede rundt på stedet, spurtede direkte ind i huset og barrikaderede døren.
“Luk op,” råbte soldaten. Han hamrede på hoveddøren. “Ellers kan vi jo ikke hugge hovedet af Dem.”
“Et øjeblik,” råbte Sortskæg. Han greb en kniv og skår skægget af. For en sikkerheds skyld barberede han hele kroppen for sorte hår. Derefter samlede han hårene sammen til en klump og løb han hen til sin kæleged, Dolmina.
Geden brægede forvirret.
Piraten limede sin afklippede kropsbehåring fast på gedens hage og placerede hatten ovenpå dens hoved.
“Hvis De ikke åbner så sparker vi døren ind!” lød det udenfor.
“Bare kom an,” svarede piraten inden han gemte sig i kosteskabet.
Straks blev døren sparket op. Soldaterne fór ind i villaen og fik øje på geden med det sorte skæg og hatten.
“Der er han. Dræb ham.”
Geden manøvrerede brægende uden om mændene og tog flugten ud af døren.
“Fang piraten. Hug hovedet af ham!”
RESTEN AF HISTORIEN
Da kysten var klar sprang den ægte kaptajn Sortskæg, nøgen og nybarberet, ned i sin flugtbåd. Han flygtede over havet og slog sig i al hemmelighed ned i Holstebro på skattekontoret.
Senere gik han ind i dansk politik. Her var alle alligevel forbrydere og pirater så det var let at føle sig hjemme.
Han fik egen ministerbil, blev bespist på det offentliges regning og steg i graderne med raketfart.
Og da han havde fungeret som skatteminister i to måneder var det på tide at trække sig tilbage med fuld pension og et gyldent håndtryk.
Piraten levede i sus og dus til sine dages ende.
Det var regnbuens måned i regnbueørredens år da et gigantisk forstenet fækaliebjerg blokerede vestporten til det kejserlige palads i den forbudte by i Peking.
Handel og andet samkvem med det vældige rige var ved at gå i stå, eftersom det var umuligt at komme ind eller ud af porten.
Kineserne gik i gang med hakker og spader, men denne metode var tidskrævende.
Kejseren havde fået nok.
“Der må være en mere effektiv løsning!”
Ingen i byen havde dog regnet med at svaret ville dukke op i en lægepraksis i den anden ende af byen.
● ● ●
Bang Hong Chang var en anerkendt doktor men denne morgen blev hans evner for alvor stillet på en prøve.
Døren blev sparket op og der stod selveste WingWong i egen faretruende person. Han var vagt ved vestporten. En viril herre der havde forført hundrede af kvinder i tidens løb.
Bang Hong Chang bukkede i respekt for den højtstående mand.
“Er De doktoren som kan alt?” spurgte vagtchefen.
“Alt og alt. Det er vel som man tager det,” svarede Bang Hong Chang. Han rettede ryggen.
“Mit lem fungerer ikke mere,” sagde WingWong med et glat udtryk. “Jeg har nogle fruentimmere som jeg skal imponere og det kan jeg ikke med et søvnigt lem. Den er ligeså ubrugelig som en kogt suppenudel.”
“Potensproblemer er ikke ligefrem mit speciale,” svarede Bang Hong Chang stille.
“Sludder! Nu finder De på noget. Giv mig noget medicin. En salve. Et eller andet!”
“Jeg har ikke noget liggende. Jeg må lave det fra bunden. Det kræver tid. Jeg skal sammensætte en formel og lave forsøg og …”
WingWong stirrede ned på ham med et kompromisløst blik.
“De får en halv time til at lave et helsemiddel til mit organ, ellers …”
“Ellers?”
“Ellers skal jeg personligt stikke Dem ned med min spisepind indtil de dør af det.”
Bang Hong Changs hjerte kravlede op i halsen. Han var dødsdømt på forhånd.
“Har De forstået?”
“Ja, ja. Naturligvis,” sukkede lægen.
“Godt!” Vagtmanden WingWong gik ud af døren. “En halv time, Bang Hong Chang. En halv time…”
Bang Hong Chang gik rundt om sig selv i frustration og dødsangst.
“Hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg dog gøre?”
Han løb hen til skabene for at se hvad han havde tilbage af ingredienser. Der var ikke meget. Han havde blot en smule svovl og noget kul og noget salpetersyre og han kunne ikke nå at tage på bymarkedet.
Han blandede det hele sammen og stod til sidst med et sælsomt mørkt pulver.
“Som om dette skulle gøre noget ved potensen.”
I frustration tog han en lille håndfuld af pulveret og smed det ind i den tændte pejs.
Det gav et ordentligt knald. Flammer sprøjtede ud fra ildstedet.
Bang Hong Chang var hurtig med en spand vand før ilden bredte sig.
Da det værste chok havde lagt sig smilede han lumsk.
“Ganske interessant.”
● ● ●
Præcist en halv time senere kom WingWong tilbage med et forventningsfuldt blik. I hånden havde han den spisepind der skulle fungere som afstraffelsesmetode hvis Bang Hong Chang svigtede ham.
“Nåh, hvad har De så fundet på?” sagde vagtmanden med et sindssygt udtryk i det rædselsfulde fjæs.
Bang Hong Chang rakte forsigtigt det sorte pulver frem.
“De skal hælde dette pulver ned i underbenklæderne og gå rundt med det en times tid. Derefter vil De være fyr og flamme.”
“Ser man det?” WingWong hældte det sorte pulver ned i underbukserne og satte hænderne i siden.
Bang Hong Chang rakte ham en rygsæk fyldt med sort pulver.
“Her har De lidt ekstra hvis lemmet skulle svigte igen.”
Wingwong tog rygsækken på og gik mod døren.
“Jeg kommer tilbage om en time og hvis det ikke virker så stikker jeg Dem ned på stedet! Jeg sværger på min faders grav.”
Han forlod matriklen og gik ned mod vestporten til bjerget af fækalier. Sort pulver dryssede i et fint spor ud fra buksebenet og lavede en perfekt streg efter ham.
I det samme han var nået hen til det brune bjerg smed Bang Hong Chang en fakkel for enden af den sorte lunte. Ilden halede langsomt ind på WingWong.
Og braget der fulgte efter kunne høres overalt i de kejserlige paladser.
“Hissa, hussa, slagt mammut, spis en bøf og slå en prut.”
Den kraftige sangstemme rungede hen over landsbyens festplads, og nu begyndte lerjorden at ryste under rytmiske fodtramp. Oda Knickel dansede diagonalt hen over pladsen, fulgt af et optog af pelsklædte husmødre og deres døtre.
“Tænd et bål og varm en gryde, bøf og guf skal alle nyde.”
Oda Knickel var ikke nogen almindelig stenalderhusmoder. For det første var hun over 2 meter høj. For det andet vejede hun selv i de magreste vintermåneder mindst 125 kilo. Og for det tredje var hun fra fødslen udstyret med en skarp, hurtig og nysgerrig hjerne.
Takket være Oda kendte Knickel-stammen både til hjulet og det varme vand. Begge dele var hendes opfindelser.
I dag havde hun noget nyt at vise frem. To små tingester, indesluttet i flade træskiver. Var det gudebilleder, lussingredskaber eller broscher til festbrug?
Nej. Da husmødrene var standset midt på pladsen, rakte hun den ene tingest til Jolla Guffert, datter af stammens næstkommanderende, storvildtjægeren Brunox Guffert.
“Gå!” sagde Oda og pegede mod nord. “Gå, til du ikke kan se os længere, og hold så den her op mod øret. Som jeg viser dig. Siden med de små huller holder du mod øret. Lyt og tal.”
“Hvad mener du?”
“Lyt og tal. Af sted. Gør som jeg siger.”
Jolla slufrede nordpå. Oda rakte dingenot nummer to til sin ældste datter Gyda.
“Bliv stående her. Hold den mod øret. Ja, sådan. Vent og lyt.”
Nogle minutter forløb i koncentreret tavshed, inden Gydas ansigt lyste op i glad forbløffelse.
“Jolla? Jamen, Jolla… Jeg kan høre dig! Kan du høre mig? Fantastisk. Hvor er du? Nå, deroppe nordpå, som mor sagde. Sker der noget deroppe? Er jægerne på vej hjem? Hvad med ham den lækre Beppo…”
Oda rev dingenoten til sig.
“Det er godt, Jolla,” sagde hun. “Vend bare rundt og og kom tilbage. Alle har forstået, at det virker. Mobiltelefoni er nu en del af stammens liv.”
TRE EN HALV UGE SENERE
Oda sad foroverbøjet og alene i familiens med rødbeder og grønkål tilplantede forhave. Hun knugede sit gigantiske, tunge hoved mellem hænderne. Inde fra beboelseshytten kværnede Gydas stemme uafbrudt:
“Nå, gjorde han det? Og hvad sagde du så? Ih, altså! Ja, det synes jeg også. Hvad vil du så tage på til bålfesten i morgen? Nå, den dér. Jamen, den er også fin. Jeg har nu tænkt mig…”
Oda styrtede med et brøl ind i hytten, flåede tingesten ud af datterens højre hånd og kastede den mod gulvet. Hun trampede på den tre gange. De omsmeltede hårde dele og de små morsomme krystaller, som hun møjsommeligt havde samlet og sat sin dims sammen af, spredtes som stumper og smulder ud over det sodede gulv.
“Slut!” sagde hun. “I tøser har ikke udført en times fornuftigt arbejde, siden I fik fri taletid. Hvis den opfindelse bliver almindeligt udbredt, kommer vi alle til at dø af sult hen over vinteren. Slut og færdig med den!”
“Altså, mor!” sagde Gyda med tårer i øjnene. “Du er ond og dum. Og for resten har Jolla stadig sin dims, og nu løber jeg ud og advarer hende om, at du vil ødelægge den.”
“Gør du bare det,” sagde Oda. “Lad hende beholde den og lad hende snakke, så længe hun gider. Én telefon kan ingen skade gøre.”
Datteren, som intelligensmæssigt befandt sig noget under sin moders niveau, forlod hytten, stadig opsat på at redde dims nummer to fra destruktion.
“Vi har haft det så sjovt!” råbte hun. “Du er ond og dum!”
“Det går over,” sagde Oda for sig selv, da hun sad alene tilbage i hyttens mørke. “Det bliver glemt. Nu opfinder jeg den dybe tallerken. Den er der brugsværdi og varig glæde i.”
“Hissa hussa, lad os snuppe en tallerken kramsfuglsuppe, tilsat salt, kanel og soda, opskrift fra den kloge Oda.”
Idet sundhedsmyndighederne i Gustenhuse Sogn netop har konstateret katastrofale bivirkninger ved dette års julekirsebærvin, anmoder vi hermed vore kolleger og kammerater i Usseldrup og Klamhuse om venligst at hasteudbrede denne alvorlige efterretning, til behørig og profylaktisk advarsel for alle i sognet værende alkoholister, hvilket herfra antages at dække langt hovedparten af Deres ærede medborgere.
Alarmen lød i går eftermiddags under svineproducent Høstbergs vintergilde på Grisholm, hvor hr. hvæssestenskonsulent A. Sliwer pludselig efter et voldsomt ildebefindende oplevede en spontan hovedaftrilning, efter indtagelse af en flaske af Den Gamle Kypers allerlødigste kirsebærvin.
Herover ses en situation fra udbringningen af kirsebærvinfadene til detailhandelen, tidligere på året.
Desværre udgik advarslen ikke allesteds betids. I forbindelse med afdøde overlærer Lavard Skamprügels gravøl på Gæstgiveriet “Dubbidu”, nåede udskænkningen af de farlige dråber et (hvad senere skulle vise) sig yderst uheldigt omfang.
Den elskelige indehaver, værnemagerenkefru Kamma Dam fik således under de sædvanlige muntre former serveret i hundredevis af genstande til de begejstrede tilstedeværende, herunder ulykkeligvis utallige “kyllinger” med den pågældende fatale frugtdrik.
Adjunkt Severin Severinsen kan nu som mange andre tale med om de frygtelige konsekvenser af forgiftningen med den perniciøse kirsebærvin. God bedring ønskes herfra!
Til alt held fik Tølperforeningen hurtigt nys om den alvorlige situation, idet utallige medlemmer var fysisk til stede, og disse gik herefter under bastante og disciplinerede former i gang med at destruere resten af årgangen, ved udhældning i Gadekæret.
Denne forfærdelige sceance var forståeligt nok ganske ubærlig for mangen en garvet og tørstig seniortølper…
Fortvivl dog ej! Thi som vor egnspoet V. Røvlenberg skrev, i sine just udgivne “Gustne Julebetragtninger” (frit efter Neil Sedaka):
“Når skæbnen føles nok så ram, og livet synes fuldt af skam;
kom da ihu: hvad ikkun skænkes ham, fra vor alles kære Kamma Dam?,
I morgen, nok en dram! Kamma, Kamma Dam,
Oh, Kamma, Kamma Dam, Dubbidu, Dam-Dam!”
Gustenhuse Sogn har i lyset af disse dybt tragiske begivenheder vedtaget ekstraordinært at øge alkoholbevillingen til alle sognets udskænkningssteder, inklusive kirken og bedehuset. Der kompenseres for tabet af den elskede kirsebærvin med firdobbelt-op i hele december måned på Sognets regning.
Dette vil også være gældende for klamhusianere og andet tilrejsende godtfolk, med selvfølgelig undtagelse af kvinder og marxister. Der opfordres til flittig brug af denne ordning, og vægter Larmo Rasselschlüssel er på forhånd informeret, således at han kan holde sig på forkant med diverse grove episoder, håndgemæng, hærværk og fuldekørsel i nattelivet. Ingen overtrædelser af ordensbestemmelserne i Gustenhuse Sogn i julemåneden vil blive lagt de skyldige til last.
Til financieringen af disse jubelherligheder nedlægges Gustenhuse Fattiggård permanent, og al handicaphjælp samt diverse statslige miljøpuljer inddrages ydermere, indtil videre.
Efter at sidste års arbejdsklimamåling på organiserede nordvestjyske virksomheder viste et resultat på 98,74 procent totalt glade og tilfredse arbejdere (fem krydser af fem mulige i samtlige rubrikker), var det ventet, at en vis tilbagegang måtte følge. Det kunne vel ikke blive bedre.
Men jo, det kunne det. “Vi er netop færdige med optællingen og statistikberegningen af dette års 11.416 udfyldte skemaer,” oplyser Lazlo Judassen, storsognets chefbogholder gennem en menneskealder, “og det exceptionelt storslåede resultat er 99,08 procent 5/5-karakterer.”
Overalt i landsdelen bekræftes glæden og tilfredsheden.
“Vi møder smilende om morgenen, og vi går smilende herfra 15 timer senere,” siger brunvareminearbejderne på Blodhøj, som her trækker i de obligatoriske gummierede overalls.
Arbejdet i minen foregår under vedvarende taktfast fællessang. Midt på dagen (efter 7 timer og 21 minutters indsats) holdes en 18 minutters nødtørfts- og frokostpause.
Når den disciplinansvarlige formand ud på aftenen har pebet i afgangsfløjten, bliver dagens højestydende arbejder belønnet med en flaske gul hestepilsner, som han nedsvælger, mens kammeraterne jubler og applauderer, inden de går hjem i glad forvisning om, at alt vil gentage sig, når de stempler ind i morgen tidlig.
Ikke kun det manuelle arbejde præges af højt humør og berettiget stolthed. Også udøverne af de moderne, uddannelseskrævende erhverv lyser af glæde, når man antræffer dem i den travle hverdag. Her er det laboratorieforstander Gylbert Waffelhage, der inddamper frisktappet turisturin til brug i Klamhuse Kraftværk. “Når lysene tændes derhjemme, og lillemor sætter en muldvarp eller et par måger til langtidsstegning i vores elektriske ovn, kan jeg fortælle hende, at det er mit arbejde, der gør dette tekniske mirakel muligt.”
Pleje- og sundhedssektoren summer af tilfredshed. Vagthavende gynækolog Walfrida Gruhs (bag skrivebordet), Klamhuse Husmandshospital, har netop givet en af hospitalets vaskeriarbejdere, fr. Julla Gimpelsen (forrest m/cigaret) grønt lys til en erotisk badeferie i de nordnorske fjorde. “Det er vort fælles håb, at Julla vender hjem i besvangret tilstand, og når dette er konstateret, vil flaget gå til tops over arbejdspladsen.”
Men hvad siger de tilvandrende arbejdere, som lokkes af landsdelens høje lønninger og gode fremtidsmuligheder? “Jeg startede for fire måneder siden ved kadaverkværnen på Vester Usseldrup Kødfoderfabrik, og nu er jeg afdelingsingeniør med ansvar for daglig disciplinering af 120 medarbejdere, såvel hvide som sorte og mellembrune,” fortæller hr. Mbongo Axelsen (nr. 3 fra højre). “En sådan karriere havde ikke været mulig i mit hjemland, Nigeria.”
Lad os afrunde dette lille udpluk af mange tusinde mulige jublende udsagn med en tilkendegivelse fra hr. Fridolin Giffelfritz, som i en alder af kun 17 år gør karriere i herremodebranchen. “Min indtægt overstiger nu kr. 5,46 om ugen, tøj og sko ikke medregnet, og jeg er netop optaget som aspirantmedlem i Slubbertlogen på Blodhøj. Hvad skal jeg i Holstebro, London eller New York? Alt er muligt her, hvor jeg hører til og kan føle mig hjemme.”
DRAMAETS SJÆLSRYSTENDE KLIMAKS >>> SE FØRSTE AFSNIT HER
Da Lacksen d. Æ. i 2001 med Statens fulde billigelse påbegyndte den første serie forsøgsvise hjernetransplantationer, benyttedes stadigvæk håndskrevne sedler til nummerering af de udtagne organer. Et egentligt digitalt registreringsarkiv var ikke på dagsorden, da datamaskiner endnu ikke var indført i Gustenhuses offentlige administration.
Ved en ulykkelig fejl er det således sket, at Specimen 606 blev forbyttet med nummer 909, hvorved en patient er blevet udstyret med det forkerte cerebrum.
Den pågældede hjerne tilhørte Minimahl Bettemann-Olsen (til højre: dennes forældre*), for hvis vedkommende det aldrig helt lykkedes lægevidenskaben at specificere, hvad han egentlig fejlede rent mentalt, andet end at han konstateredes at have været lille, grim, doven og ualmindeligt ubegavet. Han isoleredes således for sin egen sikkerheds skyld fra de øvrige patienter og holdtes derefter indespærret i 66 år i et aflåst klædeskab på sindssvageanstaltens linneddepot, hvor han i sin monomani ideligt bankede hovedet imod døren, indtil han døde af alderdom. Hjernen blev herefter udtaget og opbevaret i Krukke 606.
*) Bettemann-Olsen blev fra fødslen og indtil sin indlæggelse opbevaret i hulrummet i faderens høje hat, hvilket i 1922 af en af mig ledet komité præmieredes med Gustenhuse Vanførefonds fortjenstmedalje (som ses på billedet), for på eksemplarisk samfundsgavnlig vis og i vedholdende grad at holde diverse uduelige personer og vanskabninger ude af offentlighedens skue.
Grunden til forbytningen findes i det overraskende faktum, at den ansvarlige hr. Hartmuth Helbard Hadberg *) i det skjulte led af svær iboffobi – eller angst for palindromer – hvilket fremgik af dennes hemmelige dagbog, der blev fundet i ruinerne efter tragedien. Hadberg var jo blind på det ene øje, hvorfor kun den ene side er beskrevet i dette sørgelige manuskript.
*) Hadberg, der aldrig bestod sin bogholderieksamen, havde rod i økonomien, fordi han var angst for “—>regninger<—“. Det var samme årsag der gjorde, at han ejheller trods sin formidable ildhu formåede at uddanne sig til “—>kok<—“.
Den katastrofale hjerneforbytning skete netop på dagen for det kuriøse tidspalindrom, 20/02-2002, klokken 20:02, en dag som for altid vil stå i gustenhusborgernes erindring som den mest forfærdelige og tragiske, siden koleraepidemien i 1771.
Hvad var så konsekvenserne af hjerneforbytningen? Bettemann-Olsens tænkende organ, hvis man overhovedet kan kalde det dét, blev anbragt i kraniet på patienten på ovenstående billede. Man kan let forestille sig virkningen af denne uheldsvangre kombination. Ved at bruge isseforhorningen som rambuk, løb patienten amok på anstalten og slog dørene ind til de sikrede afsnit, hvor De Fem Forrykte holdtes indespærrede. Herefter red “Gedemand” Habengut i dæmonisk raseri rundt på patienten, og stangede personalet til døde, medens de øvrige vanvittige raserede bygningen fra kælder til kvist. Hr. Hadberg tog i desperation sit eget liv, ved at selvlobotomisere sig ved hjælp af sin trofaste hjælper, den jernstang han altid bar rundt på, og som han i øvrigt havde købt af mig i 1991, til den yderst favorable pris af kr. 2,02.
Den indslåede dør til forstanderens bolig. Hvad derefter fulgte af bestialske modbydeligheder, vil jeg overlade til den ærede læsers fantasi, blot med denne beskedne tilføjelse, direkte og med personlig tilladelse citeret fra lokaldigter V. Rølvenbergs storslåede epos: “Brune Erindringer Pr. Vers” (2003).
“Man næppe sig for’stille kan en noblere og finer’ mand; hin Lacksen sjæl fór hjemad, grant, thi hjernerne blev sammenblandt.”
Egnspoet og militærballonskipper af reserven, den folkekære og højstærede V. Røvlenberg.
I de tidlige morgentimer medens revolten stadig stod på, kravlede Trismi Kiniseri op på anstaltens tag for at tømme blødbrunvaretanken, medens Hystadia Menses-Rynkebys sindssvage skrigeri fra balkonen gjaldede ud over gårdspladsen, hvilket tiltrak omgivelsernes opmærksomhed. De store mængder flydende brunvare betød desværre, at stort set alle tilstedeværende i bygningen druknede.
Friskytte P. Laffenberg fra Gustenhuse Sogns Søndre Husmandskreds, som på sin morgentur hørte støjen, nedskød herefter – desværre for sent – Kinisiri, der styrtede i døden fra tårnet ned på exercitspladsen, hvor der overalt herskede panik og ødelæggelse, i kølvandet på Habenguts psykotiske rædselsridt.
Alt imens forsøgte Creutzfeldt-Jakobsen under tumulten diskret at stikke af i Lacksens pansrede limousine, med sin stålsarkofag fastspændt på taget (hans hjem i en menneskealder), men blev lykkeligvis afsløret af Tølperforeningens medlemmer, der var strømmet til stedet, ved det første tegn på ballade, og som derefter trak ham ud af bilen for læsterligt at gennemprygle ham på åben gade. Hermed var spillet i realiteten ude, og der blev atter trods endnu et par voldsomme dødsfald bragt ro og orden over begivenhederne.
De fire overlevende misdædere blev i marts 2002 under stor lokal mediebevågenhed hængt på Sindssvageanstaltens exercitsplads. Videofilm af henrettelserne kan bestilles formedelst kr. 13,31 inkl. porto hos undertegnede. Specificér venligst af hvilken person De ønsker at se hængningen. Rabat på kr. 0,50 gives ved bestilling af alle 4. En læderindbundet 15-års jubilæumsluxusudgave med interessante fraklip vil til næste år kunne erhverves i forbindelse med den årlige Byfest. 22 gratis eksemplarer vil ydermere af undertegnede blive udkastet i grams fra Liggasballonens gondol.
Vagthavende Ebbe Gøg, sikkerhedsrepræsentant Bob Natan og gesandt Reinier Laval fra Frankrig (som tilfældigvis befandt sig i området), hilser på hinanden ved indvielsen af anstaltens nye, forbedrede lokaler i 2002.
Til højre ovenfor ses anstaltens nye datamat, som skal eliminere lignende episoder i fremtiden. Til venstre en af stedets nyansatte bevæbnede medarbejdere, til varetagelse af alle daglige sikkerhedsmæssige opgaver.
Anstalten vil i øvrigt være lukket i dagene omkring d. 21. december 2112, kl. 21:12. Så er De altså hermed informeret, hvis De som gustenhuseborger på dette tidspunkt skulle gå hen at blive, eller være blevet erklæret sindssyg.
Efter den formelle indvielse var der erklæret folkefest. Forstander Gack E. Lacksen, Jr. og dennes viv Hannah sidder i foråret 2002 ved det traditionelle smörgåsbord, i forbindelse med den årlige audit, hvor man under selve måltidet af tidsbesparende hensyn også besigtigede de nyankomne patienter, herunder troldkællinger, somnambulante selvmutilatorer samt diverse ulykkelige hovedkuldspatienter.
Hopla! Hér går det godt! Konferencier, entertainer og orkesterleder Otto Ege fra Gustenhuse Tappenstreg afsynger den traditionelle festsang: “En af dem, der red med fane”. Herefter udråbtes et 9-foldigt leve, for den ufravigeligt loyale Tølperforenings medlemmer, der aldrig har ladet sognet i stikken i krisesituationer.
Tølperforeningen (repræsenteret ved overstående menige medlemmer) modtog ved festligheden Gustenhuses Kulturpris på. kr. 16,61. I øvrigt for 77. gang i træk.
Tusinder af klare stemmers samtonende jubel vil rulle hen over Nordvestjylland, når Klamhuse Brugsforening fra mandag morgen kl. 06.38 prc. har tilbud på Bob Padborg & Sønners Tomatsuppe. Efter en uønsket og ufortjent pause er dette fortrinlige familienæringsmiddel atter tilgængeligt i de kendte 5-, 10- og 25-liters næsten rustfri beholdere.
Kødannelse sker mandag morgen langs Brugsens gavl mod stationslatringruberne. (Ældste tilstedeværende mandsperson er som altid ansvarlig for lussingdisciplin i køen.)
Ældre suppespisere vil huske, at at produktet indtil 1969 solgtes under navnet “Padborgs Røde Flæskesuppe med Knas”. Dette år anskaffede fabrikant Bob Padborg et nyt formalingsanlæg, som effektivt forvandlede knoglestumper og andet knasende indhold til opløseligt pulver.
Overlæge Breckhus-Gramhofte, Klamhuse Husmandshospital, havde fornemmet, at sundhed var en ny bølge gennem samfundet, og han anbefalede, at suppen fremtidig blev tilsat nogle tomater (alt efter dagspris 2-5 tomater pr. 1200 liter færdig suppe). En til dato uafbrudt salgsfremgang blev resultatet.
Råvaren stammede og stammer stadig hovedsagelig fra dele af opskårne kroppe, som Klamhuse Kødfoderfabrik får til overs. Vi nærmer os nu fabrikationshemmelighedernes område, men man kan vel antyde, at der også alle dage har hersket en venskabelig og gensidigt hjælpsom forbindelse mellem lokale kirkegårdsgravere og suppevirksomheden.
At nordvestjyske familier i nogle uger har måttet undvære deres daglige favoritmåltid, skyldes en beklagelig gaseksplosion i fabrikkens lagerkælder og derefter overdreven emsighed fra en nyindsat distriktsdyrlæges side. Den pågældende er vist til rette med nogle snese kaskaderende lussinger og vil ikke foreløbig give anledning til flere problemer.
GLORVÆRDIG PRODUKT- OG FAMILIEHISTORIE
Flæskesuppen og dens senere tomatiserede arvtager er resultatet af fabrikant Bob Padborgs livslange virke i ernæringsbranchen. Han og hans slægt har siden slutningen af 1800-tallet spredt lys og velsignelse over Nordvestjylland, dels i fødevarebranchen, dels som succesforfattere. Hvem kender ikke Pippi & Palle Padborgs internationalt berømmede romanserier?
Navnet Padborg optræder også hyppigt i fortegnelserne over aktive masturbations- og lussingsportsmænd, så slægten må i sin helhed anses for fuldt integreret. Den daglige myndighedskontrol ophørte i 1951, da de mandlige medlemmer over 35 år fik valgret til storsognerådet.
FØRSTE AFSNIT AF BUGNENDE BILLEDREPORTAGE OM LOKALHISTORISK GÅDE
Ingen har indtil dato til fulde forstået, hvordan i alverden det kunne gå så galt i en så veldrevet, gennemdisciplineret og respekteret institution som Dårekisten i Gustenhuse. Med det her foreliggende, hidtil hemmeligholdte materiale, kastes imidlertid et nyt og klarere lys over de tragiske begivenheder, der udspilledes den 20.02. kl. 20:02, i det Herrens år 2002.
Gack E. Lacksen den yngre. Nuværende forstander ved Gustenhuse Sindssvageanstalt, professor i samtaleterapi, tvangssterilisering og racehygiejne, redaktør på Sadistisk Tiårsoversigt, 5-dobbelt Nordjysk Mester i friluftsonani, Kommandør af Dannebrog (samt kilde til denne artikels oplysninger).
Gustenhuse Sindssvageanstalts særlige afdeling for højrisikopatienter, samt neurokirurgisk forsøgscenter. Bemærk de af støjdæmpende hensyn afblændede vinduer. Det var fra dette sted revolten helt uforklarligt tog sin begyndelse.
Hovedpersonerne bag opstanden blev egnskendt som “De Fem Forrykte”, alle nærmere beskrevet herunder.
Palindromus Creutzfeldt-Jakobsen. Den ubetinget farligste psykopat i Gustenhuses nedfældede historie. Bagersønnen fra Smedegade led fra barndommen af et Napoleon-kompleks, der forværredes af den omstændighed, at han af uforklarlige årsager ikke kunne kende forskel på spædbørn og napoleonskager, hvilket sammen med tuberkulosen medførte den uforholdsmæssigt store børnedødelighed i sognet i efterkrigsårene. Fra 1947 anbragt i stålsarkofag i anstaltens forstærkede, døgnbevogtede betonkælderafsnit.
Fahrly Schvuppert, ludersønnen fra Skidenstræde, der efter moderens latrinære styrtfødsel i 1907 som spæd kom i klemme i afløbet, og derfor gennem livet led under den tragiske vrangforestilling at han var et tilstoppet vandkloset. Medicin og terapi hjalp ikke på staklens desperate fantasier, og han kunne kun pacificeres ved fastspænding som vist på ovenstående foto.
Kvindesagsforkæmper Hystadia Menses-Rynkeby, der led af kronisk migræne, og som konstant hørte stemmer, stiftede i 1919 Det Ødipale Venstre, der ved sognerådsvalget i Gustenhuse det følgende år af uransagelige årsager opnåede at få 3 komplet utilregnelige kvindfolkspersoner indvalgt, der imidlertid ved et større folkeopløb og med tøjrkøller under gjaldende jubelråb tævedes på flugt af Tølperforeningens gæve medlemmer.
Tølperforeningens frivillige under deres retfærdigt indignerede stormløb på Sognerådets valglokaler. Ordensmagten var chanceløs.
Hystadia blev herefter under skrig, skrål og tænders gnidsel eskorteret til sindssvageanstaltens isolationsafdeling for hysteriske, højproblematiske og særdeles larmende patienter, med udsigt til livslang indlæggelse. Kvinders stemmeret blev af et enigt Sogneråd suspenderet på ubestemt tid.
Den schizofrene “Gedemand” Thormod Habengut, advokatsønnen fra Æresboulevarden, der trods sit uanfægtelige ydre, fine uddannelse, respektable aner, samt betroede stilling ved Gustenhuse Belysningsvæsen, troede han var Klods-Hans. Efter en nattestund i 1927 for 24de gang at have nedredet og efterfølgende på grov facon stanget vægter Larmo Rasselschlüssel, blev Habengut indlagt på specialafdelingen for særligt farlige og utilregnelige personer. Han fortsatte dog indtil revolten ufortrødent sit embede pr. korrespondance, naturligvis underlagt G. E. Lacksens strenge censur.
Fhv. fækalieindsamler og brandstifter Trismi Kinisiri, der led under en sygelig trang til at kravle op i diverse bygningskonstruktioner for at tømme disses latriner, blev i 1938 indskrevet blandt højrisikopatienterne på sindssvageanstalten, efter i sin maniske ildhu at have forårsaget Brunvaretragedien i Gustenhusbjerg Udkigstårn.
Forstander Lacksens ærede fader, afdøde Gack E. Lacksen den ældre, og til højre dennes ydmyge embedsbolig. Under hans kyndige psykiatriske ledelse blev tusindvis af revolutionerende, effektive hjernekirurgiske indgreb udført på patienter, såvel som personale, i perioden 1915-2002.
Et sortiment af de skånsomme arbejdsredskaber anvendt i de utallige livskvalitetsforbedrende operationer, samt et fotografi af daværende materialforvalter, den ufravigeligt loyale hr. Hartmuth Helbard Hadberg (1881-2002), der så meningsløst omkom under den tragiske revolte.
Lacksen senior var forud for sin tid og sit fag i en sådan grad, at anæstesi og lignende fordyrende hjælpemidler blev fuldstændigt overflødiggjorte, hvilket ses af dette fotografi fra en rutineprocedure.
Sygeplejersker og andet personale deltog med begejstring og på lige fod med de indlagte i de frivillige eksperimenter. Herover ses 2 figuranter efter deres vellykkede trepanering, som af sparehensyn udførtes i disses frokostpause.
Et eksempel på den effektive, med afspilning af Giro 413 kombinerede elektriske neuralterapi, primært anvendt på sognets ungdommelige elementer, vagabonder, marxister og andre dagdrivere, der alle som én efter endt tvangsbehandling sprang ud som født påny og påtog sig et stykke nyttigt arbejde. Nederst ses laboratoriet, hvorfra lyd- og strømstyrken reguleredes.
Den ældre Lacksens fremragende og banebrydende arbejde inden for lægevidenskaben vakte international anseelse, hvilket ses af dette foto fra 1950. Anstalten har besøg af den nobelprisvindende indiske auktionarius og hjernekirurg Ramit Indeep, der nænsomt demonstrerer en simpel frontal lobotomi på en ubedøvet patient.
Herover: Idel lykke blandt frivilligt nylobotomiserede mandlige patienter, der, befriet fra dagligdagens stress, angst og depressioner, nyder sommersolen på exercitspladsen, hvor man i fællesskab dyrkede legemsøvelser, herunder ophængning ved fødderne, opfriskende balde- og rygpisk, gruppemasturbation, gensidige lusseringsmaratons, såvel som kreativ fækalieformning.
Man må uvægerligt, og med rette, spørge sig selv, al denne smukke medmenneskelige herlighed taget i betragtning: Hvorledes kunne tragedien overhovedet finde sted ?
Forklaringen ligger som så ofte i en banal tilfældighed.
Salg af certificerede nordvestjyske tidsrejser starter mandag kl. 07.19 prc. fra kontorlugen i Klamhuse Brugsforenings østgavl.
Klamhuse Maskinsmedie har tilvirket rejseapparaturet efter originale bulgarske konstruktionstegninger, og det er med stor succes afprøvet af chefingeniør Habert Ghummimann jr. “Efter to meget tilfredsstillende rejser til 1954 kan jeg stå inde for oplevelsens kvalitet og ægthed,” udtaler han.
Blandt de første interesserede rejsende er vognmand Bob Gaffelhaber, Blodhøj. “Jeg har kørt hundredetusinder af kilometer i en stadigt mere besværlig nutid. Lad mig nu omsider komme tilbage til mit solbeskinnede fødehjem i 1898.”
Tidsrejsepriser fra kr. 0,39 pr. kg levende kropsvægt. Billetbestilling og pladsreservation kun ved personligt fremmøde.
Med tilbagegangen til s/h-formatet oplevede dansk film endelig en hårdt tiltrængt post-moderne renaissance. Prisen for årelang degeneration i hele den grundlæggende progressive idé bag denne, den senest opståede væsentlige kunstart i historien, var uundgåeligt massefyringer og stillingsnedlæggelser i diverse statsfinancierede og kommunist-inficerede fakulteter, og skændige hovedfigurer såsom Erik Smausen og Poul Fezgaard blev til og med ført for retten og idømt kålkur og benhårdt strafarbejde, samt klækkelige dagbøder for deres korrupte, forrædderiske, bagstræberiske, inkompetente og dybt ineffektive adfærd op gennem disse tragiske, vel nærmest at betragte som komplet spildte årtier.
Kunsten har jo alle dage stået for skud, blot havde man håbet at dette også kunne have været gjort gældende for de ansvarlige korrumperede niddinger. Dog skal det bemærkes, at Filmskolen i Holstebro trods alt blev totalt nedlagt under henvisning til Grundlovens bestemmelser vedrørende systematisk landsskadelig virksomhed. Samtlige ansatte og elever blev uden rettergang henrettet ved masseskydning ind gennem vinduerne af skolens aula i Julen 1989, hvorefter bygningen blev sat i brand. Så grelt stod det med andre ord til i dansk film på daværende tidspunkt!
Holstebro Filmskole hin vinter, efter retfærdigheden var sket fyldest.
Nåde gik desværre for ret i langt de fleste tilfælde, men kunsten overlevede, og blandt de nymodens tiltag er det vigtigt at påpege det helt nye undervisningsparadigme på film- og skuespilskolerne, hvor fremtidens mestre og stjerner udklækkes. Således er alle nu udstyret med topmoderne seksualfaciliteter, døgnåbne udskænkningssteder, kampsportslokaler, skydebaner, motorsportsanlæg og opiumshuler, tilligemed velindrettede disciplinære afstraffelsesstationer. Ydermere er alle afdelinger nu forureningsneutrale og energimæssigt selvopretholdende, i kraft af højteknologiske fækaliereaktorer. Væsentlige fremskridt, der alle borger for fremtidig kvalitet.
For stuntpersonernes vedkommende var der dog ingensinde tale om nogen som helst slinger i valsen, og det fremragende arbejde udført i dette regie, om noget symboliseret ved Orlas konstante, ufravigelige tilstedeværelse, fortsatte i mellemtiden ufortrødent.
I nedenstående smukke potpourri fremhæves således nogle af de allerfineste øjeblikke i vor nyere nationale filmhistorie, med hovedfokus på Orlas storslåede medvirken.
I splatterkomedien “Helvedeselevatoren” (1992) overlever Orla som den eneste en 22-etagers nedstyrtning i elevatorkabinen på Binnegahls Hotel. De øvrigt stuntmen klarede ulykkeligvis ikke opgaven, og i alt 28 personer omkom heltemodigt i de utallige halsbrækkende scener.
I den eksperimenterende fin-de-siècle-antidogmefilm “Her Gaar Det Op Ad Bakke” (1999) blandes elementer fra vor glade, gamle revytradition med temaer fra Jørgen Leths gungrende episke 1200-liniers digt “Pøt Mølle-løbet i 1924”. Efter umenneskelige strabadser gennem det jyske søhøjland på en defekt velocipede og uden nævneværdig væsketilførsel, blev Orla i den uforglemmelige slutscene slået med et halvt cykelhjul under den voldsomme tumult, medens den populære bakkesangerinde Olga Volga fra blokvognen i målområdet lystigt fremskrålede den gamle vise “Ådselsgribbens Sang”. Orla gennemlevede efter prøvelserne et flere måneder langt sygeleje med dobbeltsidig lunge- og dækpunktering, og for øvrigt uden øl, på fattiggården “E Skaadstouw”s lazaret i Gammel Ry.
Limfjordskutteren “Gamle Alvilda”, samt besætning, som blev anvendt i den storslåede nyindspilning fra 1995 af Hans Kirks højdramatiske almuekulturroman “Fiskerne”. Orla ses i midten, i birollen som Gus Klabautermann-Sørensen, der skylledes overbord i en brandstorm, og blev angrebet af en stime aggressive lampretter, der flænsede ham til blods overalt på kroppen, og afbed hans højre testikel.
Fra optagelserne af samme storfilm: Redningsfartøjet “Tangloppen”, som med tab af styrmanden, den halve besætning samt hovedparten af den resterende flydende proviant, kom kutteren til undsætning, i det simulerede vesthavsforlis på Dogger Banke.
Orla stikkes senere i filmen brutalt med kniv i den sindsoprivende og fuldtud autentiske torturscene under “Torskefejden”, der medførte regulære folkeoptøjer i det lille vestjyske fiskerleje Gagger, hvorunder adskillige borgere på tragisk vis omkom.
Publicity-shot af Orla, fra hans eneste regulære ikke-stuntrolle som den gerrige og lommefilosofiske libertarianer Max Knaster, i Holbergs klassiker “Den Politiske Kugelstøder” (2010). En smuk, værdig og længe ventet skuespillerdebut.
I “Affæren i Pølleby 2: Mig og Festnegerkongen” (1997) havde Orla gennemført en komplet kropsindtjæringskur under kyndig supervision af den (under tragiske omstændigheder i Dårekisterevolten i 2002 afdøde) dr. Gack E. Laksen på dennes klinik på Gustenhuse Sindssvageanstalt. Orla havde i rollen som “Den Store Wongo” ingen replikker udover et enkelt velplaceret grynt eller to.
I det autentiske, dreyersk inspirerede senmiddelalderdrama “Kiøge Huuskors” (1998), fik Orla ørerne brændt af, da han fastbundet til en stige lod sig vælte ned i et flammende heksebål, kun iført tynd asbestdragt under munkekutten. Filmens kontroversialitet afstedkom blandt andet, at Foreningen til Lesbiske Ærøboeres Beskyttelse (FLÆB) i kraftig og noget utidig protest reagerede ved at kaste snesevis af brugte menstruationsbind mod lærredet under premiereforevisningen i Marstal Folkekino. Biografen blev herefter prompte og under konsekvente former ryddet af knippelbevæbnet personale, med assistance fra stamgæster fra de omkringliggende udskænkningssteder.
I 2001 måtte Orla endnu engang stå på mål i en film med et sportstema, nærmere bestemt den opdaterede og politisk korrekte jubeludgave af klassikeren “Fodboldpræsten”, som i den nye version betitledes: “Fodboldimamen: Kanonskuddet I Kabul”. Danmarks første halalfilm.
I gangsterfilmen “Falskmøntnerens Flugt Gennem Plankeværket” (2003), jager opdagelsesbetjent Bommerlunder den kriminelle mastermind og tidligere tandhjulskalibrator ved vækkeursfabrikken i Ringkøbing, professor Tiktaxen, der til sidst i filmen rammes af lynet og kastes i et boblende syrebassin. Orlas helbred var i meget sørgelig forfatning efter denne prøvelse, men han overvandt igen sine lidelser. En længe ventet fortsættelse af denne yderst populære og stemningsfulde film noir, er i øvrigt under udarbejdelse, med den foreløbige titel: “Det Horende X”.
Orla ses her i genfilmatiseringen af Kaj Munks dystre 3-akters skuespil “Graven” (2005), i rollen som den ved en administrativ misforståelse genopstandne teologiadjunkt Homunculus Smalpocks. For at kunne fremstå så realistisk som muligt, lod Orla sig inden optagelserne levende begrave i 6 uger.
Hermed bringes Orlas prægtige karriere up-to-date, og det er mit varmeste håb, at d’herrer trofaste læsere igennem herværende føljeton har haft fornøjelse af vor store vens fascinerende karriere, med dertil hørende tragedier og triumfer.
Sluttelig, må det mig være tilladt at udsende en ydmyg bøn. Blandt Orlas uregistrerede filmoptrædener findes et utal af interessante klip, hvoraf det i et enkelt tilfælde endnu ikke er lykkedes mig at tilvejebringe sekvensen fra “Vilde Tis-Lege i Tisvildeleje”. Skulle nogen – uanset afspilningsformat – besidde denne obskure filmhistoriske kuriositet, vil den snarlige udlevering af en højkvalitetskopi heraf til undertegnede være at betragte som et absolut privilegium.
Med filmentusiastisk hilsen fra Deres ydmyge, Hartmann
SIDSTE NYT: TISVILDELEJE-FILMBILLEDER FUNDET
Redaktionel tilføjelse:
Kun et døgn efter, at vor kundskabsrige og utrættelige ven, filmhistorikeren Hartmann Stahl-Eisenmann, havde efterlyst materiale vedr. den erotiske undergrundsfilm “Vilde Tis-Lege i Tisvildeleje” (1968 eller 69), fremkommer nedenstående sensationelle billeder, som en læser (der indtil videre ønsker at forblive anonym) har fundet på sit loft.
Filmen blev totalforbudt over det meste af verden, men en bulgarsk 8 mm-kopi vides at have været i cirkulation så sent som i 1990’erne. De her viste billeder stammer dog fra en tysk billedbogsudgave med bobletekster, udgivet på Verlag Otto Braunschweig under titlen “Wilde Piss-Spiele in Pisseldorf” 1971.
Skuespillerne var anonyme amatører, og enhver lighed med Helen Mirren og Marcello Mastroianni på det øverste billede er tilfældig. På det nederste genkender vi Orla som figuranten i midten på Tisvildeleje Strand. Det var en af de for Orla ret kedsommelige arbejdsopgaver, idet han ikke en eneste gang kom til skade under optagelserne.
Efterlysningen af en fuldstændig kopi af filmen står stadig ved magt, og Den Knockelske Kulturfond udlover en dusør på kr. 1,71.
