Det var en mørk og stormfuld aften. Sne og slud piskede hen over Nordvestjylland, men inden for Knockelborgs tykke kampestensmure buldrede ilden lystigt i riddersalen.

– Øl og gris, mere af det hele, jeg æder mig fed, for jeg vil ikke dele! sang en glad stemme, mens en velskabt køkkenpige kom dansende ind med friske forsyninger.

Junker Asmuld Ringknockel, slottets unge søn og arving, sad alene ved højbordet med et krus mumme og glædede sig over, at dagens kongelige besøg netop var overstået uden dødsfald eller legemsbeskadigelse. En borgerkrig hærgede atter Danmark, og blodet flød.

For nogle timer siden havde en af de mange tronarvinger, prins Hubert Lubbertmule, forladt Knockelborg sammen med sin hofklovn Bob og et lille følge af beredne mænd. Alle var i glimrende form, de havde røde kinder, og de flatulerede højlydt efter den frokost, junkeren og hans forældre havde budt dem på.

I disse tider så man sjældent en kongelig person, uden at der var stukket et sværd eller et spyd gennem ham. De danske stormandsslægter lå i bitter borgerkrig om tronen og alt muligt andet. Drab blev begået i stribevis, og selv familierne havde efterhånden svært ved at holde tal på dem. Svend, Knud, Magnus, Erik og endnu en Erik… overalt i landet lå lemlæstede konger, arveprinser og tronprætendenter gravet ned sammen med riddere og andet personel, som havde været så uheldigt at blive indblandet i den tilsyneladende uendelige tronstrid.

– Satans til sjov, mumlede junker Asmuld og drak af det krydrede godtøl.

I det samme hørte han lænkehunden gø i slotsgården, og få øjeblikke senere kom slottets gamle staldmester, Polle Jerngumme, ind i salen.

– Stor ulykke, herre junker, sagde han. – Prins Hubert ligger død på heden. Hans lille hofnar står hernede og græder.

Asmuld rejste sig og gik hen til vinduet. Han var en kraftigt bygget ung mand med et godmodigt, rundt ansigt. De, der ikke kendte Asmuld, antog ham ofte for at være blød af sind og langsom i opfattelsen.

I gården stod prinsens følgesvend, den engelske dværg, som gik under navnet Bob the Ripper, ganske rigtigt mellem en pony, som var hans eget ridedyr, og en vældig hingst med et skarlagenrødt dækken. Hingsten havde prins Hubert siddet på, da han for nogle timer siden red herfra.

– Hent ham herop, sagde junkeren, – og lad mig tale et par ord med ham.

Køkkenpigen kom ind med et fad flæskeben i fed sovs, og endnu en kande øl blev sat på bordet samtidig med, at den engelske dværg skridtede hen over gulvet.

Han var et hæsligt syn. Hvidmalet i ansigtet og med et kuppelkranium, som udgjorde en tredjedel af hans samlede højde. Under frokosten havde han sunget sjofle viser på dårligt dansk, og da det kongelige selskab drog af sted, var der efterladt en pøl af stinkende urin under Bobs plads på langbænken.

Nu nærmede han sig med en smiskende mund, mens hans øjne var rettet mod fadet med grisemad.

– Min ædle herre er faldet på ærens mark, sagde han. – What a pity. Ville det ikke være i hans ånd, hvis vi guffede gris og drak hans skål?

– Bliv stående, beordrede junker Asmuld, – og svar mig på et par spørgsmål. Var du alene med prinsen, da han døde, og var det allerede mørkt derude på heden?

– Oh yes, Sir, sagde Bob. – Vi nærmede os Holstebro, og følget var sendt i forvejen for at finde logi til os alle. Så kom denne ækle snigmorder jagende ind bagfra. Jeg er udsendt af biskop Eskil! råbte han. Nu skal I få jeres bekomst!

– Plejer en snigmorder at præsentere sig? spurgte Asmuld.

– Well, Sir, det ser ud til at være dansk praksis.

– Ser ud til at være, ja, for ved de sidste 12 drab på danske konger, tronarvinger og riddersmænd har man hørt disse sælsomme råb. Og hver gang er det foregået på et mørkt og øde sted, hvor den myrdede var i selskab med dig, og hvor du bagefter var eneste vidne.

Bobs ansigt blev om muligt endnu hvidere.

– Giv mig en bid gris, junker, sagde han, – og lad mig forklare…

– Nej! brølede Asmuld, idet han rejste sig og trak en blinkende daggert. – Du er gennemskuet! Du har myrdet dine herrer på stribe og hver gang givet en anden skylden. Alle blev de stukket bagfra, ikke sandt, mens de troskyldigt vendte ryggen til deres lille entertainer. På den måde har du holdt borgerkrigen i gang og badet Danmark i blod og ulykke. Men nu er det slut, Bob. Om en halv time er du svinefoder i staldene, og dine knogler…

Junkeren sprang fremad, men den lille mand på gulvet var lynhurtig i farens stund. Han væltede fadet med grisemad ned på stengulvet, og Asmulds fødder gled i den dampende, slibrige flæskestuvning.

Et brøl bekendtgjorde, at noget var galt, men inden junkeren kom på benene og til klarhed, var dværgen forsvundet på sin pony, og han havde det ufortjente held, at der tidligt næste morgen afgik skib fra Thyborøn mod England.

Efterskrift:

Bob the Ripper fortsatte sin karriere som stand-up-komiker og festabe på adelsslotte i hjemlandet. Hans søn fik navnet Jack og begik allerede som fire-årig sit første drab, camoufleret som en drukneulykke.

I en alder af 11 skubbede Jack sin berusede fader ud over en skrænt på det skotske bjerg Ben Macdui under en herskabsudflugt med dans, masturbation og sækkepibemusik.

Jack gjorde som faderen karriere i showbusiness og fik en søn, der blev navngivet Bob. Denne Bob blev far til endnu en Jack, og så fremdeles ned gennem århundrederne.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden