Mens Storbjørn Snus analyserer prøverne har jeg, Edmund Totenschlager, valgt at tage drastiske metoder i brug. Jeg har sat mig i forbindelse med Nordvestjysk Åndemanerselskab. Denne sag er større end som så.
Lederen af denne gruppe af spirituelle mennesker hedder Lord Langhalm og han havde vigtige informationer at formidle.
Jeg rakte ham Halunks noter og hans portrætfoto og Lord Langhalm gik straks derefter i en så dyb trance at han tømte blære og tarm på stedet. Han åbnede gabet og messede et spådomsvers:
”En, to tre, fire fem,
denne sag er slem,
Halunk er her og der og alle vegne,
på bjergets top og bag en bregne.
Og skurkekongen tror han er Gud,
Stop ham inden tiden rinder ud.”
Lord Langhalm kastede herefter op og selvantændte spontant. Jeg og de andre i lokalet fik ham hurtigt slukket med en fyldt natpotte.
Jeg tog hjem til Bladhuset måske mere forvirret end da jeg tog af sted. Hans spådom stillede endnu flere spørgsmål end den besvarede.
Jeg måtte lægge hjernen og mine underbukser i blød.
I morges brød vi, med borgervæbningens og hr. Knockels velsignelse, ind i Halunks taglejlighed på Blodhøj for at lede efter spor. Og spor fandt vi.
Baryl Nidding Halunk har arbejdet på at opspore bagmanden bag Kæltringsø og Guldhamsterens Orden, ærkerivalen og dobbeltgængeren Grobrian Halunk, der i flere år har spredt rædsel under sit alias Doktor Kæltring-Karlsen.
Havde Baryl fundet frem til Grobrian? Vores mavefornemmelse siger ja.
Storbjørn og jeg gennemgik hurtigt Baryls notater. I disse skriverier lader det til at Baryl var ved at undersøge en mistænkelig adresse beliggende bag Urinkraftværket. Vi kørte straks derud og opdagede en efterladt virksomhedsbygning. Udenfor holdt et vehikel med påskriften: Brunt og Godt.
Til vores skuffelse var stedet mennesketomt. Men hele vehiklets interiør var fyldt med fækalierester og brødkrummer og vigtigst af alt fandt vi Baryls personlige kuglepen. Storbjørn Snus der har en forfinet lugte- og smagssans er disse timer ved at analysere disse afførings- og brødprøver, så vi kan komme tættere på at opklare mysteriet.
Avisens højtelskede storjuniorkorrespondent Baryl Nidding Halunk er ikke set siden sin grandiose jubilæumsfest i maj. Han er hverken mødt ind på Bladhuset eller set i gadebilledet.
”En højest usædvanlig adfærd,” fortæller hr. Knockel og tilføjer: ”Den unge Halunk er mødestabil. Noget er galt.”
Vi på avisen vil ikke dvæle før mysteriet er opklaret, hvorfor vi nu laver denne føljeton. Vi, Edmund Totenschlager og Storbjørn Snus, vil udspørge vidner, lede med forstørrelsesglas og kikkert, og vende hver en fækalie i området for at finde Baryl Nidding Halunk.
For blot en time siden dukkede et vidne op som måske kan føre os i den rigtige retning. Den pensionerede lussingballetdanser Bob Krykke har følgende at berette:
”Jeg så en forvokset fugleskikkelse putte en kartoffelsæk over hovedet på den unge Halunk, skubbe ham ind i et sælsomt automobil med påskriften “Brunt og Godt”, og forlade området med hvinende dæk.”
Det tyder på at Halunk er blevet kidnappet. Hvem står bag? Vil der blive forlangt en løsesum og hvad er meningen bag Brunt og Godt?
En af avisens trofaste medarbejdere, den unge Baryl Nidding Halunk, fejrer i denne måned 10 års jubilæum på De Knockelske Blade.
”Jeg regner med at blive her mindst 80 år endnu,” udtaler hr. Halunk.
Bladhusets personel hev den kvikke unge jubilar ud fra kontoret, gav ham buksevand og venskabelige bøllebank og bar ham rundt om bygningen med skrig og skrål. Halunk blev placeret på en sejrsskammel og fik uddelte i alt 10 lykønskningslussinger af redaktør Knockel, der straks efter holdt en to timer lang tale. Hele seancen blev akkompagneret af storslået tubamusik.
”Dette er årets begivenhed,” udtaler Louis B. Knockel.
Som hyldest har kommunen etableret en statue af sammenpressede finfækalier fra den ungarske albinokalkun, der afbilleder reporteren på fineste vis.
”Ingen smalle steder her,” erklærer byrådssekretær Bambo Langål.
Hele denne måned afholdes folkefest. Lokale madvogne og drikkeboder rulles ud og kendte lokale kunstnere vil optræde med fækaliejonglering, masturbationsdans og lussingakrobatik.
”Vi forventer et fremmøde på mindst 1.000 mennesker per dag. Mindre kan ikke gøre det,” siger Bambo Langål.
Baryl Nidding Halunk vil hver eneste dag blive udsat for diverse hyldester, taler, spas og løjer.
”Jeg regner kun med at få to timers søvn hver nat, men det må man tage med,” siger jubilaren med et smil, et blåt øje og våde benklæder.
EKSTRA: ENESTÅENDE HÆDERSBEVISNING FRA SURE GAMLE MÆND
Som et bevis på hr. Nidding Halunks helt særlige placering i det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde optages han nu, trods sin unge alder, i LFSGM.
“Vi accepterer normalt kun medlemmer over 55 år, og de opnår først stemmeret og valgbarhed, når de er fyldt 75, men i dette særlige tilfælde gør vi en undtagelse. Hr. Nidding Halunk får adgang til de ugentlige møder og indvies i vore hemmelige ritualer, der fortrinsvis er rettet mod Holstebro, København og andre bedærvede storbyer,” erklærer LFSGM’s nordvestjyske kredsformand, den 96-årige fhv. stationspissoirforpagter Lubbert Peckelmeier, Klamhuse Hede.
EN SEN AFTEN, da jeg havde lagt mine skriverier bag mig og i petroleumslampens skær helligede mig katalogisering af husstandens omfattende samling af afklippede tånegle, heraf flere uvurderlige arvestykker, bankede det svagt på retiradedøren. Jeg betydede den tjenstgørende morian at vise den sene gæst ind i stadsestuen, og et forunderligt syn mødte da mine øjne. Lupus var vendt hjem!
EN AF EGNENS største sønner stod lyslevende foran mig, med de klare oldingeøjne missende mod det skarpe lys. Hurtigt fik jeg Lupus bænket ved vort groft tilhuggede fyrretræsspisebord med en svingende portion kompostsuppe med egespåner. Efter et par dunke konsumterpentin og et sæt velsmurte erindringslussinger begyndte gamlingen sin utrolige beretning:
“SOM FEM-ÅRIG skikkedes jeg af min fader på dannelsesrejse til de böhmiske Alper hos min farbroder Hübertz Q. Knockell, der var fækalieforvalter på et større gods i byen Knütz. Jeg nød godt af den strenge, germanske disciplin, som satte mig i stand til at få ansættelse som feltlatrinreparatør i et stedligt regiment. Jeg tog endvidere afgangsprøve ved Musikkorpset som faglært nasalcrooner og rektalekvilibrist, hvilket skulle vise sig en fordel i min senere tilværelse, og da krigen brød ud, var jeg fuldt kvalificeret som latrininspektør på Vestfronten, hvor jeg tilbragte mange gode år.
Lupus i fuldt feltmæssigt efter udnævnelsen til overlatrininspektør. (Fot.: Kaiserliche Kanonenphotographen G.m.b.H.)
DA KRIGSLYKKEN VENDTE, fandt jeg det fornuftigt at søge anden beskæftigelse. Sammen med et par ligesindede kammerater, bl.a. den senere regimentsfyrværkerassistent Ecstasius C. Neuenbagh, krydsede jeg en aften fronten ved Popering i Flandern. Vi blev naturligvis fanget som overløbere, men da der ved bataljonsbordellet i den nærliggende by var et par vakante stillinger som hhv. bordelsanger og horisontalmasturbatør, blev vi snart accepteret som et pittoresk og relaxerende indslag i den daglige kanontorden.
MEN ALT GODT har jo en ende, krigen sluttede og vi måtte se os om efter en anden levevej. Efter ca. 10 år på valsen i det nordtyske endte vi i det i det smukke Bayern, hvor jeg på et gæstgiveri mødte en undselig lille mand med en bemærkelsesværdig moustache og spasmodiske højrearmsbevægelser. Hans oratoriske evner fascinerede mig, og vi blev gode venner. Han havde store planer og talte uophørligt om at anskaffe sig et førerbevis, men vore veje måtte skilles, og jeg har ofte tænkt på, hvordan det egentligt gik ham fremover.
NEUENBAGH OG JEG blev i Bayern de næste mange år, hvor vi ernærede os som omrejsende vaudevillesangere og lussingterapeuter. Det hårde liv på landevejene sled på både skosåler og helbred, og jeg besluttede mig for at falde til ro, mens Neuenbagh foretrak at vandre videre. Jeg fik fast ansættelse i den kendte Lieder- und Strafencafee “zum goldene Peitsche”, hvor jeg mødte min senere hustru Waltraut Breitarsch, som opførte et burlesk cabaretnummer med sin langlemmede sanktberhardshund Casimir Prügelstock III som partner. Vi blev gift, men ægteskabet holdt kun kort tid. Waltraut forlod mig til fordel for et omrejsende husdyrmenageri og ægtede senere en sprechtstallmeister Schumbagh.
Waltraut Knockel med sin livsledsager Casimir. Det er Waltraut til højre. (Fot.: Lupus Knockell)
JEG FORTSATTE min optræden i cafeen mange år, blandt andet som fastgørelsesansvarlig i etablissementet, men også som strubesanger ved det stedlige brandværn, hvor jeg i de år havde adskillige optrædender rundt om på egnen ved mangen en ildløs.
Lupus som brandværnssanger 1944. Han står yderst til venstre.
(Fot.: Bayerische Feuerwehr)
I 1945 TVANG forskellige omstændigheder mig til hurtigt at søge luftforandring. Jeg havnede i Argentina, hvor jeg mødte stor venlighed i immigrantkredsen. I 1948 havde jeg en hovedrolle i lystspillet “Die zwei Schlagzahnetenoren”, som var finansieret og instrueret af det nyoprettede filmselskab Bormann Pinakothek-Gesellschaft.
MIN HJEMVE nagede mig. Jeg tog hyre som husdyrpurser på et bulgarsk krydstogtsskib, som jeg afmønstrede i Antwerpen. Jeg fik min hyre udbetalt i naturalier i form af udstillings- og avlssoen Brynhilde Montevideo II, som siden har været min støtte, glæde og trøst i mit omflakkende liv. Nu er jeg så vendt hjem, og har forhåbentlig mange gode år foran mig her på min kære hjemstavn!”
SÅLEDES SLUTTEDE Lupus’ utroligt rørende beretning. Jeg sad stille et øjeblik, tændte endnu en vellagret blæretangscigar og tænkte: En stor nordvestjyde, en af de største, er atter blandt os!
HERUNDER ENDNU EN JUBELREPORTAGE fra hr. Poppe Hammurabis-Agderstierne:
Idet vi netop i sognerådet beklageligvis har måttet konstatere, at vor by er ved at løbe tør for brunvare i alle dets tænkelige former, forsøger vi nu at imødekomme efterspørgslen ved i disse dage at iværksætte en visuel oplysningskampagne på alle byens prominente husfacader, inkl. klunsercentralens latrinanneks, Gustenhusbjerg Udkigstårn og arresthuset.
Vi har i denne forbindelse fundet lødig anvendelse til et beskedent udvalg af de til dato uudgivne “vrøvlenbergismer”, som vor ærede forfatter jo gennem livet nedfældede på bagsiderne af diverse kvitteringer fra sit elskede vandingshul, beværtningen Dubbi-Du. Hr. Røvlenberg har efterladt os en veritabel kulturskat af tilsvarende fragmenter, som jeg i øjeblikket arbejder på at offentliggøre i bogform. For nu må vi dog nøjes med nedenstående perler, der i skilteform vil pryde hele vort gamle sogn sommeren igennem. Vi skal desuden oplyse, at enhver form for hærværk mod disse vil medføre personlig tåfladkørsel ved hr. damptromlefører Mads T. Rullesen.
Herfra ønskes en god sommer til alle, på nær marxister, klistermærkeopklæbere samt graffitimalere! Med ærbødige hilsener,
idet vi desværre atter har måttet konstatere udefrakommende kriminel sogneaktivitet, udsender vi hermed følgende alvorlige advarsel, til almindelig orientering:
Det er i nattens mulm og mørke lykkedes skrupelløse svindlere at etablere et illegalt billetsalg af falske adgangskort til indvielsen af Knockhouse, på selve taget af Gustenhuse Krematorium. Vi beklager herfra dybt denne skandaløse hændelse, men beder også d’herrer ærede læsere om forståelse, de seneste dages tumult taget i betragtning.
Nedlusseret på fersk gerning: Ovenstående foto viser den berygtede nidding Snyedbert Fupp, stadig med hånden begravet i den lomme, hvori han på samfundsskadelig vis opbevarede sin kontrabande, efter vor personlige konfrontation udenfor Gustenhuse Svinebordel (hvor jeg tilfældigvis befandt mig på tidspunktet).
Fupp udstår i talende stund og under særdeles strengt tilsyn sin velfortjente straf, ved omlægning af brostenene foran domhuset. Dette antages at ville vare ikke under 2 måneder, hvorefter Fupp og dennes medsammensvorne af mig personligt vil blive udkastet fra liggasballonens agterlatrin, over Holstebro Slamreservoir.
Eventuelle falske billetter skal senest i overmorgen, kl. 06:45prc, indleveres på mit kontor, hvorefter sogneterrorparagraffen vil blive taget i anvendelse. Refundering kan under ingen omstændigheder komme på tale, men De er velkommen til at gøre fremmøde på Domhuspladsen og lussere de skyldige, alt efter behov. Gratis ½-liters krus med blå drikkepetroleum udskænkes pr. kulance og på sognets regning for hver 100de uddelte lussering, i øvrigt under skarpt opsyn af hr. vægter Larmo Rasselschlüssel, jr.
Ærbødigst, Deres loyale ven,
-Hartmann
VARM TAK for denne samfundsvigtige storreportage. Redaktionen tilføjer, at indvielsen af Knockhouse ligesom alle andre arrangementer med over 7 deltagere kræver såvel gyldig billet med brun afstempling som fremvisning af smittepas. Ingen undtagelser, mine damer og herrer!
En hård klump afføring, der i mere end 14 dage har blokeret en lokal borgers tarmkanal, blev i dag skudt ud af rectum med så høj fart at den brød lydmuren og forårsagede materielle skader for over kr. 1.100.
Alle indbyggere i en radius af 25 km hørte braget og flere mærkede nakkehårene rejse sig da omtalte fækalie susede gennem byen. Otte gæs måtte lade livet og en enkelt olding fik revet hofteskålen af.
Ekspresfækalien endte sin rejse ved Blodhavn Storhotel hvor den ramte receptionsklokken og derefter borede sig ind i murværket. Et par turister kom til skade mens hotelpersonalet slap med skrækken.
Årsagen til den hårdrejsende episode skal findes i en bolig på Klamhuse Vestermark. Vidner fortæller hvordan eneboeren Rotto Rakkelpot havde døjet med forstoppelse i to uger og derfor tyede til det ulovligt importerede afføringsmiddel RectumRasputin.
Virkningen var så voldsom at hans bagende blev opgraderet til en russisk feltkanon.
”Huset væltede og midt i ruinen stod hr. Rakkelpot foroverbøjet med blottet ende,” fortæller den nærmeste nabo der på gerningstidspunktet var i færd med masturbationstræning til den kommende sommerlejr.
Da Rotto havde trukket benklæderne på, flygtede han fra ruinen og er ikke set siden.
”Familien Rakkelpot er ved at gå os alle på nerverne,” udtaler overbetjent Manfred Mammel. ”De laver ballade men vil aldrig tage ansvar. Afskum!”
Grundet det brune projektils hårdhed og kollisionshastighed er den stort set umulig at fjerne fra hotelmuren.
”Vi forsøger med en kæde og en lastbil i morgen. Hvis det ikke river den løs, må vi have assistance fra mere opfindsomme borgere,” siger hoteldirektøren med et livstræt blik i øjnene.
Den go’e gamle hestetrukne latrinvogn, i daglig tale kaldet Chokoladevognen, kører igen efter et lille års istandsættelse og spuling. Et dejligt syn på Strøelse Storkommunes veje. I sammen-ligning med moderne, motordreven latrintransport giver den rolige skvulpen, frembragt af hestenes rytmiske gang, en bedre fermentering.
Strøelse Grill og Delikatesse er stolt at kunne præsentere denne nyskabelse: 3 kg. hotdog plus tilbehør for den sultne. Hold afstand er blevet et hit her i Søndre Strøelse, så grillen mente, der var rum for en hold afstand-servering til det sultne publikum. Lækkert ser det ud, og vi ses i passende indbyrdes afstand i køen foran grillen!
Den kulinariske nyskabelse er belønnet med 6 øjeblikkelige guldpølser af 6 mulige fra Nordvestjysk Landslubbertloges smagsdommerkomité. “Hvis jeg var 50 år yngre, og hvis jeg havde ubegrænsede midler, ville dette være min daglige morgenmad,” erklærer komitéformand Jolbert Ferkelhose, V. Usseldrup.
Det åbne mesterskab i hovedstød blev holdt i Vestre Strøelse, som sædvanlig mellem kl. 10 og 14. Grundet de gældende regler for social sammenkomst var der kun få tilskuere.
Vore tre populære dommere, Ferdinand, Gerbert og Hugo Krølbak var på pletten. Ligeledes de 10 hovedstødere. Billedet viser vinderen Bjarke Halvgrimsson og dommerne.
“En skam, at man er gået over til brug af hjelm, men det forlanger Unionen,” udtaler Gerbert Krølbak. “Dette er gået ud over den ydede kvalitet hos førstehjælpsgruppen i byen. Ikke så mange skader mere til stævnet, som ønskes kunne. Også en skam for underholdningsværdien.”
“Ak ja,” tilføjer redaktør Louis B. Knockel. “Jeg husker fra mine yngre dage mange skønne træningstimer, inden hjelm blev påbudt. Næst efter masturbationsidræt var det den nordvestjyske ungdoms favoritsport.”
På Søndre Strøelse Stadion skulle der have været fest og glæde, men grundet regn og slud og kun 3 fremmødte publikummer, besluttede man at forkorte underholdningen.
Hr. koncertpianist Ulf Swimbeldon, som også er formand for nudisterne i Strøelse Storkommune, tog et par æresrunder på anlægget, spillende på det til dagen tilvejebragte klaver, og så var det overstået.
En større politiaktion blev i nat sat i værk for at arrestere storforbryderen Rulle-John der i flere uger har terroriseret borgerne og i ekspresfart har opbygget et kriminelt imperium i den nordvestjyske underverden.
Kampvogne, et mandskab på 500 mand, samt den regerende mester i armbrydning Bob Fläkkert, rykkede ind på den nedlagte dildofabrik, hvor mafiosoen har holdt til de sidste døgn i selskab med sit slæng af bornholmske lejesoldater.
Metangasgranater blev kastet gennem vinduet og armbryderen pryglede rullepølsen i en sådan grad, at den til sidst lå slap og afkræftet på cementgulvet.
Til alles glæde var den kidnappede Helga Brattröffel uskadt og ved godt mod. Hun havde følgende kommentar:
”Mit fangenskab har ikke kun været en dårlig oplevelse. Jeg har fået et indblik i mafiametoder og ser hele denne måned som en form for erhvervspraktik,” lød det fra den kvikke unge pige der nu kraftigt overvejer at gå ind i politik, så hun kan udøve kriminalitet uden at blive retsforfulgt.
Af hensyn til Rulle-Johns farlighed vil han ikke fængsles i en gummicelle på Fort Olfert, men derimod blive sendt til pålægsfabrikken hvor han vil blive skiveskåret og i fremtiden indgå i de nordvestjyske feltrationer samt i frokostordningen i de lokale børnehaver, samt oldingehjem.
”Rulle-John har været en stor belastning for samfundet, så nu får han muligheden for at gavne det i stedet. Og alle vil få et stykke med Rulle-John. Der bliver nok til alle. Det garanterer jeg,” siger en talsmand fra byretten.
