Tjeneren, komtessen og den fløjtende multihåndværker trippede ned ad en knagende vindeltrappe til slottets kælder. Svagt morgenlys fra små, højtsiddende vinduer sendte et gråt skær hen over hvælvingerne.
“Urinkraftværk, model Bulganin 1955, det fikser jeg som en sveske,” sagde Rane Rakkelpot, håndværkeren.
Han tog en lysestump op af sin værktøjskasse, slog gnister med en skruetrækker hen over slotsmurens kampesten, og straks efter bredte et mildt gyldent skær sig i fyrrummet.
Komtesse Gylla rykkede nærmere.
“Tak fordi du dukkede op,” hviskede hun. “Vær sød at fortælle Bob, at jeg er hjemme igen. Vi kan mødes det sædvanlige sted klokken 23.34 præcis.”
“Det bliver vanskeligt at arrangere,” svarede Rane Rakkelpot. “Min kære søn har fået natarbejde som dørmand på et diskotek i Holstebro.”
“Åh nej!” udbrød Gylla. “Jeg savner Bob så forfærdeligt.”
“Bliver det til noget med den urinkraft?” indskød kammertjener Fridolph. “Greven skal lige straks have sit lune barbervand.”
* * *
Oppe på andensalen havde grev Lambert von Rundknockel dog andre ting at tænke på.
“Knockelborgs og Deres personlige gæld til Profitbanken overstiger nu 1838 komma 77 kroner,” sagde advokat Willy Best. “Der er ikke betalt renter eller afdrag eller noget som helst de sidste 16 måneder. Kongens foged kommer med udrykning, hvis jeg lader et ord falde, hr. greve, og så vil slottet blive tvangssolgt og ombygget til gummivareforsøgscenter.”
“Truer De mig?” sagde greven, hvis ansigtskulør nu var dyblilla.
“Jeg orienterer om kendsgerningerne, hr. greve. Gælden kan blive slettet, og De kan få en nævefuld grønne dollars, hvis jeg må overtage komtesse Gylla til frit brug nu og for evigt. De har 2 minutter og 17 sekunder til at overveje mit tilbud.”
(Fortsættes her)
