Kategoriarkiv: Fest

Jubelgave nr. 24: GAVEN FRA ONKEL BOB

En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?

– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.

Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?

– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb virkelig nu slutte og belønnes med ingenting?

– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.

I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.

– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.

– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!

– Umuligt.

– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!

Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.

– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte hjem. Kære gamle Bob…

Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.

– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!

– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.

– Se nu bare her!

Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.

– Hvad er det?

– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.

Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!

Efterskrift

Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.

Lulla & Silvanus Landknockel:
GAVEN FRA ONKEL BOB
2. udgave, 1. oplag
(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes)

Forrige kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 23: DRONNINGEN AF BLODHØJ

Skriv et svar

Kapitel 1
“De må ikke ryge her,” skrattede den røde robot.
Cæsar Hansen drejede hovedet og stirrede irriteret på den mekaniske ordenshåndhæver. Hvor han dog afskyede Slubbotter.
“Vi befinder os på en tom gade. Hvem fanden kan jeg genere med den her?” Cæsar pegede på smøgen, der dinglede i hans mundvig.
Slubbotten nærmede sig knirkende.
“Den nye rygelov er trådt i kraft for 30 sekunder siden. Ingen tobak mellem klokken 05.00 og 22.00. Sluk cigaretten øjeblikkeligt, eller De vil fortryde det bittert.” Metalmanden knyttede sine næver.
“Okay, så…” Cæsar smed smøgen på asfalten og tværede den ud.
Den røde robot pegede anklagende mod den anden side af gaden. Den havde fået øje på en ung dreng, der luntede fløjtende af sted med en gummibold i favnen.
“Hvorfor er De ikke i skole, Kjeldsen?” brummede den mekaniske betjent hult.
“Fordi jeg hellere være herude og lege,” svarede drengen.
Slubbotten skrattede vredt og roterede med armene.
“Børn skal ikke lege, de skal undervises døgnet rundt, året rundt!”
Maskinen ringede straks efter et salatfad, der sekunder senere hentede og bragte drengen tilbage til Læringsanstalten, hvor han hørte hjemme.

Kapitel 2
Cæsar spankulerede trist ned ad fortovet.
“Alle disse regler,” sukkede han. “De gavner ingen. Kun øvrigheden. Det var bedre i gamle dage.”
Et vådt flyveblad lå på vejen, halvt dækket af nedfaldne løvblade.
»Er De træt af Pamperland – Tag til Kongeriget Blodhøj!« Måske var det et tegn.
En Slubbot spænede dampende og larmende efter en pensionist med et gangstativ.
“Hr. Haraldsen! De er anholdt er for ikke at betale daglige gebyrer på Deres mobilitetsaggregat. 14 dage i spjældet…”
“Åh, gudskelov,” udbrød pensionisten. “Så får jeg endelig noget ordentligt at spise!”
Cæsar Hansen samlede flyvebladet op. Han havde allerede taget en beslutning.
“Jeg må væk fra denne pamperstyrede dystopi.” mumlede han. “Af sted mod Kongeriget Blodhøj.”

Kapitel 3
Kongeriget Blodhøj var omkranset af en 20 meter høj mur af beton. Ved porten stod en vagt med en gigantisk muskedonner.
Cæsar Hansen nærmede sig varsomt og rømmede sig.
“Kan jeg komme ind? Må jeg være med?”
Vagten svarede med en dyb røst:
“Er De en pamper?”
Cæsar rystede på hovedet og viftede afværgende med hænderne.
“Ernærer De Dem udelukkende på det offentliges regning?”
“Jeg har da min værdighed!” svarede Cæsar Hansen.
“Støtter De meningsløse gebyrer og skatter og er interesseret i et totalt rygeforbud?”
“Næ, fy da føj!”
“Er de tilhænger af obligatoriske statsbestemte aktiviteter?”
“Uha, nej.”
Vagten nikkede og sænkede våbenet.
“Velkommen til Kongeriget Blodhøj!”

Epilog
Cæsar gik gennem den store jernport, og en ny verden åbnede sig for ham.
“Vær hilset.” En ung smuk kvinde i rødt skørt smilede bredt og gav ham et kindkys. “Jeg er dronningen af Blodhøj. Mit navn er Miranda Knockel.”
Dronningen tilbød ham en cigaret, som han gladelig tog imod.
“Lad mig vise Dem rundt,” sagde hun.
Cæsar Hansen var ved at besvime af ren fryd og benovelse. Han befandt sig i et utopisk paradis, hvor der måtte ryges cigaretter, og børnene legede dagen lang.
De folkevalgte sagde, hvad de mente, og overholdt deres løfter. Ingen embedsmænd opførte sig som marionetdukker for at få lønforhøjelser og fornemme stillinger i udlandet.
Her fik højtstående pampere deres straf i stedet for et gyldent håndtryk, og fængslet var ingenlunde en femstjernet luxusferie, men derimod en afstraffelsesanstalt, som det burde være.
“Her vil De føle Dem hjemme,” sagde dronningen og slog ud med armene.
Cæsar nikkede med den tændte smøg i flaben.
“Det gør jeg allerede, Deres Majestæt.”

Baryl Nidding Halunk:
DRONNINGEN AF BLODHØJ
1. udgave, 1. oplag
World Copyright 2014 by Halunk Enterprises & Village Fool Production, Inc.

Vor unge mesterskribent, hr. Baryl Nidding Halunk, har foruden ovenstående mesterværk ydet uvurderlige bidrag til 13 af årets andre jubelkalendergaver.

Varm tak og stor hæder strømmer med rette imod ham. Allerede i 2012 blev han udnævnt til årets korrespondent, og al sandsynlighed taler for, at han nomineres til Nobellprisen 2015. Også ordenstegnet Namibias Løve og den bulgarske Korsridderorden med Dobbelt Gummibændelophæng er undervejs.

Følg hr. Nidding Halunks fortsatte hædersrute mod stjernerne her i avisen (og det er en ordre).

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 22: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

Skriv et svar

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.
“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 17: MIN EROTISKE UNGDOM

Skriv et svar

Kapitel 1

Det var en mørk og stormfuld aften hen imod jul. Vinden peb om den frønnede gavl, og sjapsne dryppede gennem det halvrådne tag over Blodhøj Husmandsbordel. En lang kø af avlsbrugere, roearbejdere, fækalieomrørere og andre landproletarer stod i kulden udenfor med hænderne dybt, meget dybt i de hullede lommer.

Søster Slubberina gispede fra begge ender af sin overanstrengte organisme.

– Vi klarer ikke det næste døgn, sagde hun til søster Mabusa. – Vi holder ikke til det.

– Luk øjnene og tænk på pengene. Med tillægsydelser er det gennemsnitligt 1,31 kr. pr. færdigekspederet kunde. Kæmpestore julegaver i år.

Mabusa havde arbejdet som landboforeningsbogholderiassistent, inden hendes smukke ansigt og yppige figur bragte hende over i intimbranchen.

Det buldrede på døren. – Luk op for helvede, eller vi sprøjter i sneen! lød en dyb, rå stemme.

– Du tager de tre næste, jeg har fået en idé, sagde Slubberina.

– Jamen…

– Ikke noget jamen. Jeg er tilbage om et øjeblik!

Mabusa måtte klare fem kunder, heraf to stående til simultan ekspresafspilning, inden Slubberina gjorde tegn fra døren.

– Send den næste herind! hvislede hun mellem de røde læber.

Kapitel 2

Forrest i køen ved den sludpiskede dør stod ingen ringere end borgervæbningens overofficiant Lumbago Z. Knockel, sr., højt respekteret lokal hædersmand og vedvarende, men kritisk bordelkunde gennem mere end syv årtier.

– Kom indenfor, sagde Slubberina. – Denne vej til en stor overraskelse!

Mindre end et minut senere tumlede den ranke, skindmagre olding ud af bordellets bagdør med et savlende smil om sine tandløse gummer.

– Fantastisk! brølede han, da han kom om til kammeraterne i køen. – Aldrig overtruffet! Jeg gav hende otte øre i drikkepenge, og det er første gang siden 1971, jeg har været så rundhåndet!

Kapitel 3

Rygtet bredte sig ud over det vintersølede Nordvestjylland, og frem til juleaften herskede rasende travlhed på bordellet.

Omsider blev døren spærret af, og søstrene fik en gryde brun festbudding på bordet. Gavecigarer, dunke med blå drikkepetroleum og anden luksus omgav dem.

– Så er det på tide, du fortæller mig, hvad der foregår bag den dør, sagde Mabusa. – Vi har tjent flere penge i denne måned end i de 11 foregående tilsammen. Jeg har haft så travlt med kassen og vaskekludene, at det stadig svimler for mig. Hvordan er det muligt?

Slubberina åbnede den magiske dør og tændte et stearinlys. Hun trykkede på en knap, og dunkende, slaskende lyde bølgede rytmisk gennem bordelstuen.

– Gamle onkel Stürwolts lussingmaskine, som stod på loftet og samlede støv, forklarede hun med et smil om de knaldrøde læber. – Den skulle bare lægges ned og justeres en smule, så fungerer den som ekspreskopulationsautomat med efterfølgende koldtvandsoverbrusning. Og den giver også kunden et par smældende lussinger til farvel og tak.

– Vi skylder onkel Stürwolt evig tak, lød det fra en bevæget Mabusa, – og måske en cigar, hvis vi har flere tilbage efter nytår.

Slubberina slukkede for maskinen og vendte tilbage til julebordet.

– Nu har vi fortjent vores budding, sagde hun, – alle 19 kilo af den.

Irmgard Pulver
Min erotiske ungdom, bind 1:8
2. udgave, 1. oplag
Udgivet med støtte fra Landprostitutionsbranchens Fællesråd
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 16: SØN AF LULLA & BOB

Skriv et svar

Det var en stille søndag. Lulla og Bob havde endelig fået fri fra de mange hemmelige missioner med skyderier og slagsmål. Denne dag skulle de slappe af med en søndagsfrokost i anledningen af, at deres søn Folmer kom på besøg.

Knægten havde de sidste otte dage været på agentskole i Holstebro. Forældrene glædede sig derfor til at se hvilke tricks og færdigheder sønnike havde lært på sit ophold.

Da det bankede på døren, hvinede Lulla af fryd.

“Det er ham, Bob. Folmer er her.”

“Hvis du retter an, Lulla, så åbner jeg døren.” Bob spankulerede stolt og rank ud i entreen og åbnede hoveddøren.

På verandaen stod en fedtet, hostende skikkelse med læsioner over alle synlige overflader.

“Så er jeg hjemme,” savlede den vammelt. “Folmer er hjemme. Giv ham et knus!”

Skabningen slog ud med armene og haltede skrutrygget frem mod Bob.

I ren refleks hev den mangeårige agent sin revolver frem og sigtede direkte på gæstens pandebrask.

“Ikke et skridt nærmere, knægt.”

Figuren stod stille og betragtede faderen med et mælkehvidt blik:

“Er mor derinde?” sagde den hæst. “Jeg skal hilse på mor.”

“Ikke på min vagt,” tordnede Bob. “Du er jo ramt af spedalskhed. Sådan noget svineri vil vi ikke have ind i huset. Jeg tolererer ikke livsfarlige dårligdomme på min matrikel.”

“Jamen, jeg har taget mine venner med, Brian og Benny. Vi har sådan glædet os til middagen og på at komme helt tæt på jer begge to.”

“Du kommer ikke herind, om du så var i selskab med kongen eller paven!” Bob bakkede ind i huset, stadig med løbet pegende på sønnens fæle fjæs.

“Jeg vil gerne ind nu…” Folmer krabbede sig frem med armen udstrakt.

“Forsvind!” Bob smækkede døren, hvilket resulterede i, at Folmers hånd brækkede af og landede på verandaen som en moden frugt.

Den unge spedalske mand drejede om på stedet og humpede sine venner i møde.

“Hvad skete der?” brummede Brian forundret.

Folmer trak på skuldrene med en sprød lyd:

“Den gamle har slået hånden af mig…”

Benny og Brian kiggede på Folmers ansigt og derefter på armstumpen. I en kort stund derefter stirrede de fjoget på hinanden. Så brast de alle tre ud i en krampagtigt savlende latter.

Palle Padborg:
SØN AF LULLA OG BOB
2. udgave, 1. oplag
Approberet og med fast hånd færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 13: SIDSTE BÅD TIL BLODHAVN

Skriv et svar

– Ohøj, kammerater, nu blæser der fandenbrodereme en flot nordvest! Jeg har ikke fået så meget frisk luft i lungerne siden 1961! lyder det fra den jublende olding, der marcherer nøgen ud mod bølgerne. Saltvandet pisker hans rynkede, grålige hud, og de knælange testikler svajer i orkanen.

Peder Most, måske det 20. århundredes største søhelt, er på rekreationsophold hos sin nevø, fækaliesorterer Moses Most-Mogensen, Blodhøj, og nogle dage i Nordvestjylland har gengivet ham energi og livsmod. Han holder atter ild i piben 18 af døgnets 24 timer, og nu i dag kom den orkan, han hele tiden har håbet på for endelig at få det gamle kadaver blæst igennem.

Verden er ved at gå under, tror mange. En påskemorgen i 2015 blev København oversvømmet, få dage senere forsvandt Bruxelles i et dybt sort hul, og 1. maj blev Mellemøsten udraderet af en solstorm.

Hurra, mumlede Peder, og Nordvestjylland drog også et lettelsens suk. Fred og frihed bredte sig, og man hørte sang overalt på sognevejene.

Men nu blæser en exceptionel orkan ind mod Vestkysten. Bølger så høje som betonrådhuse fra 1970’erne smadrer mod land, og det gode polske fragtskib M/S Josef Pilsudsky, der ville søge tilflugt bag midtermolen i Blodhavn, blev slået ud af kurs og sidder fast på anden revle. Polske nødskrig og anden larm lyder derude fra.

Dansk kystredningstjeneste er for længst nedlagt og erstattet af et kontor med 25 akademisk uddannede bureaukrater. Hvem redder polakkerne, hvem har materiel og mod til en sådan bedrift?

– Jeg skal satanflænsemig vise Vesterhavet, hvem der bestemmer! lyder det med et brøl fra Peder Mosts dybe og kulsorte lunger. Han vandrer ud i den næste bølge og bæres over dens skummende top. Testiklerne styrer ham ned mod rælingen på styrbords side af Josef Pilsudskys kommandobro.

– Hold op med jeres flæberi! brøler han til besætningen. Som gammel østfrontfrivillig behersker han deres hjemlands sprog. – Powstrzymać płacz na raz! Dette er et jernskib, nu sidder det godt fast på sandbunden, og det kan holde til mange ugers storm. Lad os gå under dæk og se, hvad I har at leve af!

Den nøgne olding synger og jubler, da han ser, at skibet har flæsk, pølse, tørrede ærter, hvidkål, vodka og mange tusinde kasser eksportøl om bord. Festen tager øjeblikkeligt sin begyndelse, og da stormen så nogenlunde har lagt sig, fortsætter nordvestjyder i alle aldre med at feste, danse, æde og drikke af de ilandbragte forsyninger på Blodhavn Nordstrand.

– Pølse og vodka, jeg er ung igen! lyder det fra Peder Most. – Kiełbasa i wódka, znów jestem młody.

Han kan som 101-årig stadig ikke spille harmonika, men han gør det alligevel.

Pylle Percker-Petersen
Sidste båd til Blodhavn
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Internationale filmrettigheder forbeholdes

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 12: FULD I GÅR

Skriv et svar

Hele romanen på 857 sider kan fra og med i dag kl. 11.19 prc. hjemlånes fra Blodhøj Landproletarbibliotek. (Venteliste må imødeses). Her bringer vi den festlige finale-fællessang:

På druk i går
Bum bum bum bum
På druk i dag
Bum bum bum bum
På druk igen i morgen.
Et liv i spritten — sid’n jeg var nitten.
I kan tro det holdt mig våågeeen!

(Banjoen og tubaen byder ind.)

En pilsner til
Bum bum bum bum
En liflig drik
Bum bum bum bum
Åh, jeg ku’ rydde baren.
Og akvavitten – jeg drak sgu nitten.
Ja, jeg imponerede skareeeeen!

(Violinen, celloen, kontrabassen og klarinetten byder ind.)

Mit liv var godt
Bum bum bum bum
Mit liv var skønt
Bum bum bum bum
Med horen, røg og klasken.
Uha jeg ville – ha’ høj promille.
I sku’ se mig tømme flaskeeeeen!

(Tubasolo. Varighed: 17 sekunder.)

I fordums tid
Bum bum bum bum
Et drankerliv
Bum bum bum bum
Jeg sparked gang i festen.
Jeg knytted’ næven og slog på tæven.
Tog en morfar i aaarresteeeeen!

Kor: Tog en morfaaaaar iiiiiiii aaaaaaaarresteeeeen!
Basstemmen: Ind at sidde, ind at sidde, ind at siiiiiiddeeeee!
(Tre slag på en gonggong efterfulgt af tæppefald.)

Lullah Pezzelwaber: FULD I GÅR, FULD I DAG
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk
Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 11: FLATULENS BLEV DERES SKÆBNE

2 svar

Kapitel 1
Hjælp, jeg drukner! Bimba havde skreget det fem eller seks gange, mens hendes arme baskede i kanalens kolde vand. Nu kunne hun ikke længere få en lyd frem, men det fortvivlede nødskrig rungede stadig i hendes hoved.
Er det nu, jeg skal dø? tænkte hun. Og er det voldsomme plask, jeg hører, den sidste lyd nogensinde?
En bølge skyllede over hende, og i det samme mærkede hun stærke hænders greb om sit liv. Alt blev sort.

Kapitel 2
Folbert studerede musik og havde et godt øre. Hvad han hørte fra kanalen, var en fantastisk tenor. Måske den flotteste og mest dramatiske siden Maria Callas.
Han stirrede ned i den blåsorte vandflade og så hende plaske som en hjuldamper i havsnød. Hun måtte ikke gå til bunds. Ikke med den stemme, tænkte han, og sprang.

Kapitel 3
Stemme er godt, talent er godt, men uden uddannelse kommer man ingen vegne i den klassiske musikverden. Bimba og Folbert havde mange års hårdt arbejde foran sig.
Hun trænede strube og lunger til at imødekomme den klassiske operas krav, mens han komponerede det nye årtusindes storværker.
De blev ikke lige straks accepteret og belønnet, men de havde viljen til at fortsætte. Og de havde hinanden.
Hverdagen var fattig. De levede af kål og nedfaldsæbler og på festlige aftener en dybfrostpølse, købt på tilbud. Ved nattetide lå de tæt sammen og skuede gennem deres klaprende loftsvindue mod Månen.
– Vores tid kommer. Kunsten er alt, hviskede de i hinandens unge ører.

Kapitel 4
Dette var aftenen. Statsfjernsynets højt hvælvede koncertsal summede af forventning. Et 112-talligt orkester ventede på, at Folbert skulle løfte dirigentstokken. Medlemmer af kongehuset og talrige celebriteter var til stede.
Bimba trådte ind på scenen, Folbert trippede ærbødigt bag hende. Det første bifald brusede og lagde sig.
Et smukt par var de at se på. Ikke hærgede, men forædlede af årenes kamp. Nu i eftermiddag havde de styrket sig på en kålgryde og et par fede polske krydderpølser.
Bimba nejede, og en skurrende flatulenslyd som fra en maskine i en grusgrav kunne høres. Folbert gjorde et skridt frem for at aflede opmærksomheden. Han bukkede, og tarmluften stod ud af ham i et langt, dybt og knurrende trut, der kunne minde om en tuba gennemblæst af industriel trykluft.
Latter bredte sig i salen, mens publikum på de forreste rækker rejste sig. De, der havde lommetørklæder tilgængelige, holdt dem for næsen, mens de flygtede.
Bimba bredte armene ud. – Vent! råbte hun. – Vi er ikke begyndt endnu!
Panikken sendte spasmer gennem hendes underkrop. Giftig tarmgas stod i dampskyer ud over salen. Folmer vendte sig, mens også han flatulerede intenst. Han ville slå an til koncerten, men de overenskomstansatte musikere havde rejst sig for at udvandre i protest. En af dem knipsede på sin lighter for lige straks at tænde en cigaret, og et eksplosivt drøn lynede hen over det flygtende publikum.

Kapitel 5
Fra en baggård i Nørre Usseldrup lyder banjoklimpren og en sprød, aldrende kvindestemme.
Musikken holder pause, og nu kastes der småmønter ud til det optrædende par.
De bøjer sig mod giverne, og deres bagdele udstøder lange, klagende, basunagtige flatulensfanfarer.
Flere mønter følger. Dette er, hvad publikum forventer, og det optrædende par har trods al modgang skabt sig en karriere.

Pippi & Palle Padborg:
Flatulens blev deres skæbne
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Copyright 2014 by Padborg Foundation og Landsbytossen.dk
Exclusive world wide movie and musical copyrights reserved

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 10: MIDNATSFORESTILLING

Skriv et svar

Regnen silede ned, da hr. og fru Bromholt ankom til Algade og stod ved biografteatrets nedslidte facade. De havde valgt at se en udenlandsk film ved midnatsforestillingen.

“To billetter til Middag hos Morfar,” sagde hr. Bromholt til den ældre herre i billetlugen.

Gamlingen så på ægteparret med frygt i øjnene.

“Er De klar over, at den er bulgarsk? En dogmefilm oven i købet?”

“Selvfølgelig,” brummede hr. Bromholt overlegent. “Min hustru og jeg er særdeles begejstrede for det finkulturelle og ynder at se film fra hele verden.”

“Meget vel,” svarede oldingen. “Det bliver på eget ansvar…”

Gæsten fandt sin tegnebog frem.

“Næ nej,” udbrød billetsælgeren. “Jeg kan ikke tillade mig at kræve penge for dette makværk.”

Hr. Bromholt fnøs og tog imod billetterne. Ægteparret marcherede indenfor arm i arm med næserne i sky. Salen var tom.

“Vi er åbenbart de eneste kulturelle individer i byen,” påpegede hr. Bromholt.

“Heldigt for os.” Konen pegede frem. “Så kan vi sidde på sofarækken.”

De satte sig til rette.

“Hvor vover han at kritisere et filmværk, han tydeligvis ikke har forstand på,” snerrede manden.

“Rolig, Thormod. Vi kan jo ikke forvente, at alle har en fornem universitetsgrad inden for samfund og kultur og besidder evnen til at analysere en film.”

“Men det har vi, Gerda,” smiskede han og kærtegnede hendes kind.

Salen blev mørk. Filmen gik i gang med et irriterende stykke balkanmusik. Ved et middagsbord sad tretten personer sad og spiste rå koteletter, spillede blokfløjte og spyttede og savlede. To harer parrede sig midt på bordet.

“Åh, gud. Hvad er det dog vi er gået ind til!” skreg fru Bromholt.

Den ældste ved bordet var rød i hovedet og havde en sort moustache. Han kiggede sjofelt mod den fjerde mur og pegede hånligt mod ægteparret i salen.

Middagsselskabet og harerne kravlede ud af lærredet og stod nu foran hr. og fru Bromholt. De trommede på deres bare maver og talte på et sprog, der lød som en motor, der var ved at sætte ud.

Den jammerlige film var blevet til virkelighed.

“Han advarede os, men vi ville ikke høre,” skreg hr. Bromholt. Han sprang hen mod en dør, der foroven var mærket med et grønt UD-skilt. Han ruskede i dørgrebet, men det var som boltet fast.

Den gamle mand fra filmen hev fru Bromholt op fra sædet og inddrog hende i en pinlig bulgarsk vals. Det lignede en sindssygt underlødig folkefest.

“FÅ DET TIL AT STOPPE!”

Støvler blev kastet.

“DETTE ER ET MARERIDT!”

Trebenede geder hoppede ud i salen til dem og besørgede på gulvet.

“VI ER HAVNET I SKÆRSILDEN!”

Men ægteparret kunne intet stille op, for der var stadig syv timer tilbage af den bulgarske kunstfilm.

Max Sandemo:
MIDNATSFORESTILLING
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 8: PEDER MOSTS BORDEL

Skriv et svar

Marseilles, 11. august 1938
Søde lille mor, tusind tak for dit brev og det rene undertøj og de to stribede skjorter, du har lappet så fint for mig. Jeg fik pakken, lige inden vi sejlede fra Skagen.
Vi har det stadig fint om bord på galeasen “Sigrid af Svendborg”. Det vil sige, i disse dage ligger vi stille i havnen i Marseilles, så jeg har god tid til at skrive hjem. “Sigrid” har fået et hul under bovsprydet. Hun er jo en gammel skude, og skipper mangler vist nok penge til reparationen, så mens vi venter på besked, går vi i byen og oplever spændende ting.
Du kan være helt rolig, kære mor, jeg besøger ikke de slemme gader hernede ved havnen, men kommer næsten dagligt i den danske sømandskirke og har sammen med kordegnen været oppe i bjergene for at nyde udsigten over det blå Middelhav.
Hils dem alle sammen hjemme i Svendborg og fortæl dem, at Peder har det godt.

Marseilles, 11. august 1938
Hallo med dig, Benny, hundehoved og medslambert. Jeg håber dette brev når dig i Rotterdam. Hvis du stadig er der, så gå straks i land og tag toget til Marseilles. Her er billig rødvin, fisse og harmonikamusik i lange baner. Du skal ikke ligge ensom i køjen og gnide på din sjover som en anden abekat, når du kan få alt det gode i Marseilles.
“Sigrid” kommer nok aldrig mere ud at sejle, men så vil skipper og jeg lave hende om til et flydende bordel. Her er masser af piger, og vi kan indrette lastrummet til danselokale. Jeg har købt en harmonika for 125 franc, og en gammel tandløs musiker lærer mig at spille.
Kom så hurtigt, du kan, og det er en ordre.
Hilsner og håndslag fra din gode kammerat Peder

Marseilles, 14. august 1938
Kære lille mor, så skriver jeg allerede igen. Du bliver nok forbavset over, hvad du hører: Din dreng er blevet skibsreder! Jeg har købt en andel i “Sigrid af Svendborg”, så skipper Larsen og jeg er nu partnere i den videre drift.
Vi har store planer med skibet, som skal blive her i Marseilles og være et besøgssted for turister. Her kan de se, hvordan danske sømænd lever, her vil være fællessang og smagsprøver på god dansk mad osv. Ind imellem vil vi sejle dem en lille tur ud af havnen. Det er en fantastisk plan, som vil give os en munter hverdag uden alt det slid og slæb, der følger med almindeligt sømandsliv.
Det, jeg håber på, er at du kan låne mig et lille beløb til startkapital. Jeg har jo ikke fået hyre i et stykke tid, og det vil være bedst, hvis du kan skaffe mindst 500 kroner og straks overføre dem fra banken i Svendborg til den danske konsul, hr. Harald Ibsen, Marseilles. Han hjælper os med planerne og er en fin og hjælpsom herre.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, kære lille mor. Hvis det kniber med kontanter, må mormors sølvtøj sættes i pant. Pengene skal nok komme hjem til Svendborg, når din søn Peder er blevet en stor og holden mand.
Kærligste hilsner til alle derhjemme fra jeres Peder

Marseilles, 11. september 1938
Hr. konsul Ibsen, gamle krybdyr!
Jeg skal gøre opmærksom på, at din ubetalte regning for rødvin, cognac, pastis og flutes med ansjospostej nu overstiger 1380 franc. Skipper Larsen og jeg har givet dig kredit i tiltro til, at du er en god dansk mand, men driften af “Sigrid” kræver penge i kassen hver dag, eller rettere: hver nat, så husk den store portemonnais, når du vil om bord næste gang.
Du skylder desuden to af pigerne, Lulu og Mitsou, adskillige hundrede franc hver, siger de. Smukke ord og sugemærker på inderlårene gælder ikke som betaling, og det burde du vide som gammel forhærdet luderkunde her i byen.
Jeg skal på det alvorligste minde om, at pigerne ikke må benyttes analt uden rigelig creme (eller margarine, hvis det foretrækkes). Vi har en gammel so ude forskibs, som du kan regere med efter behov, men Lulu og Mitsou skal behandles varsomt og med respekt, ellers mister vi disse to pragtluderes arbejdskraft. Er det forstået, hr. konsul?
Dette brev skal tages alvorligt.
Hilsner fra skipper Larsen og din hulkammerat Peder

Marseille, 30. oktober 1938
INDBERETNING til Det danske Udenrigsministerium. På given foranledning kan jeg oplyse, at hr. styrmand Peder Most, født 31. december 1914, er afrejst fra hovedbanegården i Marseilles i dag klokken 11.17. Jeg fulgte ham selv til toget og følte en stor lettelse, da jeg så det dampe nordpå.
Hr. Most har som omtalt i pressen lagt sig ud med underverdenen i Marseilles. Han har drevet forretninger af en art, der ikke kan beskrives uden at få papiret til at rødme. Lokale banditter gik forleden til modangreb, og så blev hr. Most trods al hans pral og stoltseren den lille. Han er i bedring efter de læsterlige prygl, han har modtaget, men en længerevarende syfiliskur bliver nødvendig. når han kommer hjem til Danmark.
Jeg har på statskassens regning betalt for en jernbanebillet på 3. klasse herfra og til den danske grænse i Padborg, alene for at få ham ud af Frankrig, hvor han har kastet skam over alle ranke og retskafne danskere.
Harald Rompuy-Ibsen, skibsmægler og dansk konsul

Paris, 1. november 1938
Kære Benny, gamle testikelsvinger. Håber dette brev når dig i New York. Du skal ikke, jeg gentager: ikke, springe i land og tage en hyre til Marseilles. Det er én stor luserede, fyldt med forbrydere og voldsmænd, såvel franskmænd som de arabere og andet indstrømmende pak og bærme, byen vrimler med. Også de stedlige danskere er overvejende svin og æreløse slubberter, kan jeg fortælle dig.
Du får hele historien, når vi en dag igen sidder over et krus øl i Hamborg eller Shanghai eller hvor det nu bliver. Lige nu har jeg brug for en håndsrækning. Kan du via rederiet sende 100 kroner til min gamle adresse i Svendborg, så er du stadig min bedste ven. Jeg tror ikke, mor har mere i kassen, så det bliver en mager tid for mig, indtil jeg igen kan stå til søs.
Min pik hænger i laser, og jeg kan ikke se ud af det venstre øje. Men vi havde det sgu alligevel meget sjovt i Marseilles, så længe det varede.
Hvis der bliver krig, går jeg straks i tysk tjeneste. Jeg vil være med til at trampe Frankrig og alle franskmænd ned i mudderet.

Liege, 2. november 1938
Kære søde lille mor
Så er din store dreng på vej hjemad. Du må ikke blive forskrækket, når du ser mig. Jeg har fået lidt skrammer og går midlertidigt med en klap for det venstre øje, men det skal nok snart blive godt igen. Skippers og mit eventyr i Marseilles sluttede lidt anderledes, end vi havde ventet og håbet, men det kan du alt sammen høre om, når jeg er i Svendborg fredag hen på eftermiddagen.
Du skal ikke sige til nogen, at jeg kommer. Heller ikke til hende den rødhårede i bagerbutikken, som har en mærkelig idé om, at jeg har friet til hende. Jeg har brug for nogle uger i fred og stilhed, inden jeg igen søger hyre.
Jeg kommer desværre hjem uden så mange penge på lommen, men harmonikaen har jeg med fra Marseilles, og du kan tro, jeg nok skal blive dygtig til at spille på den. Det kommer med tiden og øvelsen!
På gensyn, lille mor, og et kys på kinden fra din glade og ærlige dreng Peder

Ruben Vulva
Peder Mosts bordel til søs
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside