Det var et alvorligt og for mig meget traumatiserende gensyn med den ellers så smukke havneby. Hele bymidten er stadigvæk dækket af “syndfloden”, og det har tillige regnet en del, så der er et søle aldeles uden sidestykke.
Dertil kommer, at havnens krokodiller er gået i land. De kunne naturligvis lugte et måltid. Det er bare så skrækkeligt! Krokodiller kan godt lide pløre, så de har gravet sig ned og mæsker sig med de stakkels afdøde indbyggeres hele og halve kroppe, der ligger og rådner i sølet. Ja, de store reptiler frådser i menneskekød.
Hele denne oplevelse i Blodhavn har taget så hårdt på mit unge sind, at jeg nu må af sted på en måneds rundrejse i Caribien (på bladets regning) for at få de uhyggelige hændelser lidt på afstand.
Jeg vil skåne sarte sjæle for fotos af bymidten. Derimod bringer jeg et foto af det eneste tilbageværende hus, som takket være ejerens fremsynethed har klaret katastrofen. Det er i øvrigt byens bed and breakfast, og den er stadig åben for gæster.
Valdemar Den Store og biskop Absalon drog på korstog til øen Rügen for at gøre venderne kristne. Hæren marcherede i takt mod borgen Arkona.
Forrest gik kongen med sværdet hævet. Lige bag ham luntede biskop Absalon af sted med et krucifiks i hånden, som han svingede rundt i luften.
Til lyden af trommerne brød kongen og biskoppen ud i en spontan kampsang:
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!” TROMMER: “Bum, Bum, Bum, Bum.” VALDEMAR: “Venderne skal døbes!” TROMMER: “Bum, bum, bum, bum.” ABSALON: “De tror jo ikk’ på vores gud, men en afgud som skal kastes ud. De tilbeder Svantevit!” VALDEMAR: “Jamen, det er jo milevidt” ABSALON: “Ja, fra hvad vi går og tror!” VALDEMAR: “Uuuuh. Mærk Dem mine ord!” ALLE: “Venderne skal døbes. Trommer: “Bum, bum, bum, bum.”
De tav i det samme, de stod foran den mægtige træport.
“Dette bliver en let sag,” sagde Valdemar Den Store. Han bankede på døren. “Luk os ind omgående.”
“Næææææ!” svarede en stemme på den anden side.
“I skal døbes nu,” råbte Absalon. “Og sådan er det!”
“Nææææ” hylede en anden.
“Det var dog for galt,” sagde Valdemar. “Vi har vandret længe for at indoktrinere jer alle med vores religion. Så I har sgu bare at lukke op.”
“Næh!”
“NÆH!”
“NÆÆÆÆÆH!”
Absalon sparkede på døren:
“Er I klar over hvem I taler til?”
“NÆÆÆÆÆÆÆÆÆ!
“Det er Danmarks drot i egen høje person,” råbte Valdemar. “Og jeg tæller til tre …”
“EN!”
“Næh!”
“TO!
“NÆH!”
“TRE!”
“NÆÆÆ!”
Pladdermasse væltede ned fra fæstningen og tilsølede kongen og biskoppen.
“Det er jo gudsbespottelse,” vrælede Absalon og trampede i jorden.
“Og majestætsfornærmelse!” brølede Valdemar Den Store.
“De lukker ikke op,” sagde Absalon. “Vi må være kreative. Lad os lave en stor hest af træ, gemme os inden i og lade dem tro det er en gave.”
“Eller vi kan lave en stige,” foreslog kongen.
“Det kan være der er en bagindgang,” sagde en ung soldat bag dem. “I så fald kunne vi snige os ind bag på dem.”
“Glimrende forslag,” sagde Valdemar Den Store. “Af sted. Rundt om hjørnet!”
Hæren trampede kampklare rundt om fæstningens højre hjørne.
De fik sig en lang næse da de opdagede at borgen var forloren. En stor kulisse af krydsfiner. Der var ingen vendere. Ti geder stod og græssede på den anden side.
“Mææææææ!”
“Mææææææh!”
“De har snydt os,” brummede Absalon.
Længere inde på øen stod den ægte Arkona i al sin glans. Venderne hujede og vinkede hånende til dem.
“Gid fanden havde venderne!” skreg kongen og biskoppen i kor.
“Mæææææh!”
“Mæææææææh”
“Mæææææææææææææææææ!”
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
Krigsskibe lugtede fælt, når man kom om bord, og søløjtnant Peder Storknockel kunne efter fem års tjeneste stadig ikke vænne sig til de potpourrier af harsk stank, der omgav ham døgnet rundt. Nu stod han atter ved linjeskibet Dannebroges ræling og kastede op. Måltidet havde bestået af saltet flæsk og stenhårde beskøjter, og Peders mave egnede sig bedre til møre bøffer, kartoffelkroketter og burgundisk vin.
– Hvad bliver det til, løjtnant? Er han klar til mønstringen, eller skal han have røvprygl i dag igen?
Kommandøren, admiral Iver Huitfeldt, havde en tør, raspende stemme, næsten lige så slem at blive ramt af som den nævnte disciplinære foranstaltning.
Peder vendte sig og gjorde honnør.
– Klar til tjeneste, skipper!
Længere henne ad rælingen sad et par matroser og defækerede om kap ned i Køge Bugt. Forude stod en skibskok og rørte i en balje med grålig, klistret byggrød.
Peder Storknockel fulgte efter admiralen bagud og betvang sin lyst til at gribe ham i krave og livrem og kaste ham over bord.
Livet som søløjtnant var plagsomt. I sine drengeår havde Peder kun set krigsskibe på afstand ude på Vesterhavet, og det var synet af de bugnende sejl og skummet foran bovsprydene, der havde vakt hans lyst til søen.
Som 22-årig fortrød han sit valg af karriere, men der var ingen vej tilbage. Hans ældre broder, Gumbert Storknockel III, havde arvet familiegodset ved Nørre Usseldrup, og der var ikke plads til en forløben sømand med verdensherremanerer.
Peder, hans admiral og det stolte linjeskib Dannebroge befandt sig lige nu i Køge Bugt med udsigt til et snarligt slag. Peder skulle for første gang i ilden og, værre endnu, måske i nærkamp på sabel, kniv og knytnæver mod de satans blodtørstige svenskere.
– Kongen forventer af os, at vi gør vor pligt og udviser den største tapperhed og koldblodighed. Sejren eller døden! bjæffede Iver Huitfeldt hen over de forsamlede officerers hoveder.
Løjtnant Storknockel gik under dæk for at gøre klar til kamp. Mens de menige søfolk sov i gyngende lærredskøjer mellem kanonerne, havde han som officer trods alt sin egen smalle kahyt med en skalkluge, han kunne kigge ud af. Det gjorde han, og i næste sekund lød hans råb ud over bugtens blinkende vand:
– Fritz, lille Fritz, kom tilbage!
Peder Storknockel havde i flere måneder haft selskab af en skibsrotte, som han en morgen reddede fra halshugning og opskæring til konsum i kabyssen. Rotten havde han døbt Fritz. Den sov i fodenden af hans køje, og han havde ved hjælp af godbidder og en kildende finger under hagen trænet den op til at danse på bagbenene, når han i ensomme aftenstunder spillede på fløjte.
Fritz var hans eneste ven og opmuntring om bord, og nu så han den spadsere forsigtigt ned ad ankerkæden og gøre et lille hop ud i vandet.
– Fritz, for helvede! råbte han. – Hvor vil du hen?
Peder havde overkroppen halvt ude af lugen, men hans fortvivlede råb kunne ikke kalde rotten tilbage. Fritz svømmede støt og forbavsende hurtigt ind mod land.
* * *
Få timer senere overgik Dannebroge fra rollen som aktivt krigsskib til en hæderværdig plads i dansk sømilitærhistorie. Det skete med et brag.
Linjeskibet var under de første skudvekslinger med svenskerne brudt i brand. Admiral Huitfeldt kunne måske have reddet mandskabets og sit eget liv ved at styre tilbage mod kysten, men manøvren ville have udsat hele den danske flåde for fare.
Han blev, hvor han var. Det vil sige: Da ilden nåede krudtkammeret midtskibs, for han til himmels sammen med cirka 550 andre brave danske søfolk. Braget og ildglimtet fra det eksploderende skib spredte skræk så langt borte som i København og Malmø.
– Fy for satan, mumlede Peder Storknockel, mens han holdt Fritz ind mod sit bryst.
Efter et øjebliks svær betænkningstid havde han klemt sig ud af lugen og var svømmet efter sin rotte ind mod kysten. Han ville ikke skilles fra Fritz, og det gamle ord om, at rotterne forlader et synkende skib, havde også haft en vis indvirkning på Peders beslutning.
Nu sad han nogenlunde komfortabelt under et træ på Solrød Strand, og mens flammerne fra skibsbranden kastede et kunstigt og uhyggeligt solnedgangsskær over bugten, tog han fløjten op af inderlommen og spillede sit yndlingsnummer: There’s no business like showbusiness.
Fritz sprang op på den nærmeste sten og dansede veloplagt til de kendte toner.
– Sådan skal det være, sagde Peder, da han tog instrumentet fra munden. – Vi to vil lægge verden for vore fødder!
Det gik som spået. De optrådte i alverdens storstæder, fra Hamborg og Paris til London og Madrid, overalt med succes. Da Fritz i moden alder og med grånet pels afgik ved døden, flyttede Peder til Riga og etablerede sig som natrestaurantvært med bordel i overetagen, og da det blev hans tur til den sidste udmønstring, var han ikke bare en glad og velstående gammel dreng, men også kendt overalt i Balticum som Peder Pikkelvært.
På hans gravsten stod at læse: Melior est canis vivens leone mortuo.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
Slask! Slask, slask og kladabask, afsluttet med et mekanisk spark i bagdelen ned ad slidsken, ud i den fri luft.
Nathan Mandrik rejste sig, rødkindet og smilende efter nogle stimulerende minutter i pryglomaten på Klamhuse Vestermark.
Han havde selv i sin ungdom opfundet dette prægtige sundheds- og disciplinbefordrende maskineri. Formålet var, at alle nordjyder effektivt og til en billig pris kunne modtage fuldfigurprygl, og her på Klamhuse Vestermark arbejdede pryglomaten stadig døgnet rundt, året rundt.
Mandrik begav sig hjemad over de vinterfrosne marker. På lang afstand blev han hilst af glammen og hyl. Husstandens to puddelhunde fornemmede, at han var på vej, og gjorde opmærksomme på, at de var sultne.
Trods årtiers succes som opfinder havde Mandrik det svært i disse år. Fødevarer var rationeret, og mange aftener måtte han og hundene dele et par fåreører eller en skål gelatinerede gedehaler. Danmarks befolkning var vokset til 11 millioner, og størstedelen af fødevarerne blev tvangseksporteret til Sverige, hvor 47 millioner munde skulle mættes.
– Sådan er vilkårene, sagde statsministeren, Harry bin Moffat. – Vi må alle, inshallah, ofre os i en højere sags tjeneste.
Bræddehytten lyste foran Nathan som et skib i natten. Én ting manglede hjemstavnen ikke: Elektricitet. Nathan havde opfundet verdens første urinkraftværk og bygget det nede i Blodhavn af et par gamle traktorer og en badekabine. En spandfuld ordinær husholdningsurin rakte til flere ugers el-forbrug i hele forsyningsområdet.
Hvis driftsleder Peckelfritz nu bare ville lade være med at blande råvaren op med gæret husdyrurin, tænkte Nathan Mandrik, idet han standsede foran hytten med de nu hysterisk glammende hunde.
I det samme flammede vesthimlen op, og i nogle lange sekunder var landskabet, så langt øjet rakte, badet i skingrende, citrongult lys, changerende over i det carryfarvede, mens det klingede af.
Braget kom et øjeblik senere. Orange flammer og fed sort røg bølgede op over horisonten, mens Nathan hylede om kap med sine pudler. Hans kraftværk, den lysende krone over hans livs indsats, var ødelagt af useriøs urintilførsel.
* * *
– Her kom det signal, vi har ventet på!
Qwylxr-Zlyck-Zpatr vendte alle tre øjne mod kollegerne i rumskibet.
– Landsæt plufrz-bhryx, og gør det nu! Landsæt dem alle sammen!
Ekspeditionen fra planeten Bzylfxik-Vugx havde til opgave at omdanne Jorden til fiskebassin for et galaktisk turistbureau. Et par wzolgx-yxgr var sendt i forvejen med instruks om at fyre en kraftig urinbombe af, når tiden var inde til at påbegynde arbejdet. De var braget ned i Tunguska i Sibirien i 1908, men det havde Qwylxr-Zlyck-Zpatr og hans kolleger ikke fået nogen melding om.
Nu befandt ekspeditionen sig over Jylland, og i løbet af få minutter landede 239 plufrz-bhryx, som øjeblikkeligt begyndte at destruere og bortgrave alt, hvad de mødte på deres vej.
I København troede statsminister bin Moffat, at der var tale om et lokalt bondeoprør, og han tilkaldte militærhjælp fra den islamiske republik Sverige, men nabolandets aldrende Saab-jagerfly var ikke noget match for plufrz-bhryx og rumekspeditionens øvrige våben.
Frisk fiskevand skyllede ind, hvor jyder gennem årtusinder havde levet. Enkelte fund blev sendt op til rumskibet med henblik på, at de senere kunne vises frem i museerne hjemme på Bzylfxik-Vugx. Et af dem var en tilhugget sten med denne inskription fra midten af 900-tallet: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.
– Den er smuk, men tung, erklærede Qwylxr-Zlyck-Zpatr, da han greb om den med sine lyslilla tentakler. – Den kan fungere som ballast på rejsen hjem.
Han stuvede stenen til side og fik i samme øjeblik en melding sydfra. Lillebæltsbroerne var ikke bare overskredet, men opspist på vejen. Hans 239 plufrz-bhryx arbejdede sig i eksemplarisk tempo frem mod Odense og resten af verden.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
I storreportageserien ‘Kendte borgere i Sognet’ fortælles her om udvalgte medlemmer af familien Porcus- Andersen:
Fisnik Porcus-Andersen, tidligere imam, nu medlem af borgerværnet og Blodhavns frimurerloge (stormester af 4. grad) , har efter indtagelse af 300 g kogt bulmeurt, 4 hestepilsnere og udførelsen af det schröderske ritual, udviklet en ny indvielsesdramaturgi til logen. Til dette formål har han opdraget og dresseret Olfert. Olfert har tidligere gået med post. Ritualet skal gøre landpøbelen interesseret i et weekend-medlemskab af logen.
Logebrødrene har anerkendt Fisnik som en fornyer og innovator af første orden.
Allerede da Fisnik var barn erkendte han de åndelige forbindelser mellem svin og menneske. Venner for evigt var ikke blot en talemåde. Øffe gjorde senere karriere ved Klamhuse kafferisteri som smager, men endte ved en fejl som helstegt pattegris under brunvarefestivallen i Blodhavn 83. Det var efter at Øffe have doneret sin hårpragt til en parykmager, og efterfølgende desværre ikke blev genkendt på vejen hjem i bussen.
Fisnik fik en ny ven og ses her som ung på sommerferie i DDR 1987 hos onkel Hubert. Her hilser han kækt familien.
Fisniks mor Philomena Porcus-Andersen (født Spiegeleier) lærte den kildrende fornemmelse af frihed og forbindelsen til det indre svin at kende, ved de daglige rideture på familiesoen Lamis.
Hun blev i littererære kredse kendt for det filosofiske 3 binds storværk “Min kamp – Ornekastrering ved jævndøgn” , en allegori over H.C. Andersens liv i Slagelse.
Fisniks søster Fatima blev kunstner på dressurområdet, og hendes 2 trøffelgrises næser vakte beundring og misundelse i flere brancher. Sammen har de vundet konkurrencen ‘snus en grænseoverløber’ flere gange. Man skal aldrig være for fin til lidt svineri siger Fatima.
Fætter Edward, tidligere udstationeret i Bruxelles som lobbyist for bademåttebranchen, træner her grisen Mustafa som drosche.
Især under Blodhavn Brunvarefestival hvor al busdrift af sikkerhedsårsager er indstillet, har Mustafa haft meget arbejde, både med personhjemtransport og med at slæbe hestepilsnere til musikken.
En af egnens store gamle mænd har forladt os. Billedet herunder er optaget i det historiske øjeblik, da den 88-årige flueavler Jøkul Asmussen (portræt indsat) detonerer på Blodhavn Strand.
Jøkul havde ombundet sin krop med et bælte dynamit, og efter at have lagt den brune lærredsfrakke og gummibukserne på sikker afstand af sprængningsstedet gik han nøgen ud mod vandkanten, hvor han først antændte sin pibe og efterfølgende, mens han sang “Frihed er det bedste guld”, lunten til dynamitstængerne. Stumper af hans tophue, nogle skæghår og en tværstiver fra testikelstativet er fundet flere hundrede meter derfra og bekræfter hans identitet.
Sidste udvej
Jøkul Asmussen var ud af gammel biavlerfamilie, men skiftede i 1958 til fluebranchen, hvor han frembragte resultater i verdensklasse. En af de større husfluer, Felix Asmussen LXIV, bevidner på billedet dødsøjeblikkets alvor sammen med Jøkuls barnebarn, smørrebrødskurator Lulla Asmussen, Blodhøj Turistmølle.
– Morfar valgte døden frem for vanæren. Klamhuse Kødfoderfabrik havde under henvisning til den vanskelige fækalieleverancesituation frataget ham det ugentlige driftstilskud på 150 kg omrørt andensorteringsvare. Hermed blev al lokal flueavl umulig og meningsløs.
Lulla Asmussen og stuefluernes formand, Hassan Laryngitis, står tilbage med hundreder af navngivne kæmpefluer, som for nogles vedkommende har hørt til familien i årevis.
Fækaliedonationer, købstilbud eller konstruktive ideer om den fremtidige anvendelse af disse værdifulde, for de flestes vedkommende håndtamme dyr kan sendes til avisens kontor.
Til venstre forvalter Fracke, som vi husker ham fra hans ranke manddomsår. Til højre holder han festtalen for sin unge brud i Nørre Usseldrup Bedehus.
Reportage og nekrolog: CRASS BØRSTING
Foto: VALBORG BÆNNIE m.fl.
En menneskelig og seksuel tragedie har ramt Usseldrup-egnen. Klamhuse Kødfoderfabriks mangeårige brunvareforvalter Wilbur Z. A. Fracke er død på halmloftet over sin landvilla netop i de minutter, hans ægteskabelige lykke skulle fuldbyrdes. Få timer forinden var han blevet viet til Pickorella Jelved, stud.rept.pæd., og store dele af den nordvestjyske intelligentsia havde hyldet parret ved en stående banket i Nørre Usseldrup Bedehus.
Dødsårsagen var alvorlige kvæstelser i underlivet efter et angreb med næb og kløer, planlagt og gennemført af de kalkuner, Wilbur Fracke de sidste mange år havde levet sammen med. Også Pickorella Jelveds nedre kropsdele blev alvorligt medtaget, men efter flere timers amputationskirurgisk behandling på Klamhuse Husmandshospital meldes hun uden for livsfare.
Wilbur Fracke blev født 1918 som søn af skibsreder Olfert Fracke (1821-1922), der dengang havde en halv snes joller i sejlads på de norske og svenske kyster. Unge Wilbur blev oplært som rorskarl, og hans gode armkræfter og sikre greb gjorde ham senere til en førende skikkelse i masturbationsidrætten.
Efter nogle års fravær vendte han tilbage til egnen i 1947 og blev brunvaresorterer, senere forvalter i afdelingen for faconfækalier og anden ædelvare på Klamhuse Kødfoderfabrik. Han levede siden 1970’erne i en harmonisk storfamilie, bestående af ham selv, 10-12 kalkuner og en tamgris, der ikke menes at have deltaget i overfaldet på bryllupsnatten.
Hans hustru, f. 1991, kom til egnen for få måneder siden for at gennemføre en specialuddannelse til reptilpædagog på Klamhuse-Usseldrup Aftenskole. Overlærer Asmuld Corona medgiver hende de bedste anbefalinger. – Jeg er overbevist om, at vi snart vil se fr. Jelved i et produktivt og holdbart nyt samlivsforhold. Husmandshospitalet garanterer, at hun vil være tjenlig til alle praktiske formål, så mon ikke hun bliver bortauktioneret i løbet af de næste få dage eller uger?
SIDSTE NYT:
Kalkuner kan forvente snarlige dødsdomme
De implicerede husdyr forventes dømt og henrettet. – Kalkunerne kunne have fundet andre og mindre drastiske udtryk for deres jalousi, siger egnens førstemand, redaktør Louis B. Knockel. – Alle, der nogen sinde har haft et mellemværende med et ophidset stykke fjerkræ, må forlange, at der nu statueres et eksempel. Husdyrdisciplinen skal genoprettes, ellers bliver alt nordvestjysk familieliv umuligt.
Bisættelsen af Wilbur Fracke fandt sted straks efter obduktionen. Her ses det officielle mindepostkort. Frackes efterladte kalkuner og tamgrisen Victoria Blodhøj XIV befinder sig i det aflåste grå luxusautomobil bagest i følget.
SE OGSÅ:
Jeg, hr. Jakobsen, ven af Det Knockelske Bladhus, havde under et besøg på den berømte Brunmølle Udflugtskro, hvor jeg nød farserede hundelår og drikkepetroleum, læst en kort, men spændende artikel om det forhenværende mandskab på HMS Knockel, der havde fortsat livet på søen som dynamitfiskere med udfart fra Blodhavn, naturligvis.
Jeg benyttede mig af Nordvestjyske Sognetrafikselskabs tarmgasvehikel og nåede rettidigt frem til Blodhavn Midtermole kl. 20.44 prc.
Efter lettere søgen på 48,3 meter finder jeg moderskibet under ledelse af den mangeårige dynamitfisker Plusquam Schrunkenfeldt. Jeg bestikker ham med en kasse håndvarme hestepilsnere for at tage mig med på søen.
Om bord møder jeg dem. Sømændene. Friske, vejrbidte og stolte. For det meste. En ældre læderhudet fisker sad og stoppede stavpiben med en ringe kvalitet af hedelyng-tobak. Han gabte, som om han bar alverdens byrder på sine skuldre, kløede sig som en krøbling og spyttede som et barn – lige op i vinden, så spyttet fløj tilbage og landede på hans bare knæ – og trak så et stykke råt, saltet torsk op af sine bukser og gav sig til at sutte på det som et lille barn.
Vi står ud af havnen. Plusquam nikker hen mod HMS Knockel, som stolt ligger for anker i aftensolens røde skær. “Hvis vi havde bare én af deres fækaliereaktorer, var vi nået ud på 7 minutter.” Plusquam fortsætter med tør stemme: “At være på søen igen er den største lyksalighed i verden. At dynamitfiske giver ustandseligt håb. At sove efter det hårde slid er en lise.”
Når moderskibet er kommet på plads ude på bankerne, bliver bådene sat i vandet, 4 styks. Alt imens bryder besætningerne ud i de kendte fællessange af Kalle P. Kyx.
Herefter bliver bådene overladt til deres eget hårde slid. Årene kommer i vandet, taktlussatoren sørger for disciplin og fortsat driftig fart, også undertegnede fik et par kosmiske lussinger.
Bådene spredtes som hemmelighedsfulde fingre, der ikke kunne beslutte sig eller vidste, hvor de ville sætte kursen hen, alt imens de hele tiden var på udkig efter et tilfældigt tegn, der gav løfter om en stime fisk. En bevægelse på en overflade, der pludselig begynder at koge, et skrig fra en vagtsom havmåge, eller en anden farve på vandet, som afslørede et kæmpeinsekt på rov.
Her sad vi og aflæste søen i skumringstimen. Jeg forstod mig ikke på disse tegn, så jeg nød min medbragte drikkepetroleum og iagttog sømændenes stikkende øjne, der afsøgte hver en bølge, hvert et sprøjt.
Der var 4 mænd med ialt otte håndsnører, 2 mænd til hver side. Hver snøre var udstyret med tredive dynamitstænger. Disse snører lå midt i båden og blev passet af en gammel, udslidt søulk, der havde oplevet alt for mange sæsoner på bankerne. Alle var de indstillet på at bekæmpe søens ondskab, den nådesløse fjende, den sikre sejrherre, Den Almægtige. Nu og da stønnede den gamle søulk i søvne, indtil lussatoren gav 2 ham lussinger med let hulet hånd.
Sådan lå vi afsøgende i timevis i agterlanternens skær, til sommersolens spæde strenge kravlede over søens horisont. Alle som en var vi trætte, lussatorens hånd måtte køles ned i søens kølige vand.
Lige som solens skærende lys tittede frem – ikke mere end ti meter borte, så langt gusen tillod os at se – begyndte overfladen at boble og koge. Bølgerne skiftede farve fra sort til gråt og dernæst til skummende hvidt. Årsagen var noget, der kunne få alle dynamitfiskere til at vågne med et sæt: En hærskare af småbitte fisk piskede omkring i vandet, og som med et spring gennembrød de grænsen til deres naturlige element.
“Ti lussinger!” skreg den gamle søulk jublende. Lussatoren gav ham ti smældende lussinger, som kunne høres ud til alle fartøjer i nærheden.
Da smældene tav, kastede mændene med fråde om munden de mange snører i søen, og præcis 3,14 sekunder derefter hørtes eksplosioner fra nær og fjern. Et kraftigt ryk fik bådene til at gynge voldsomt. Snørerne blev sluppet, og kursen lagt tilbage mod moderskibet, der stolt lå i søen med trawlet rigget og klart. I dobbelt tempo skar vi os igennem bølgerne som en varm kniv gennem smør. Det var fokuserede sømænd, og lussatoren glemte sin pligt, da jeg måtte ofre til søen med fine gylp.
På ingen tid var vi fremme ved moderskibet, hvor bådshagerne trak os hen til skibssiden. Da jeg var kommet til mig selv, så jeg over rælingen hele havoverfladen dækket af et sølvgråt skær, som aldrig syntes at ville få en ende. Fiskehøsten var allerede ved at blive halet ind og hældt ned i lasten med flere tønder salt ovenpå.
Plusquam Schrunkenfeldt, en hård mand med en stor høgenæse og med mere stridt hår på kroppen end et arrigt pindsvin, gik med bare fødder og i laset tøj som resten af sit mandskab. Han behøvede hverken guldkvaster eller sølvfløjter for at udøve sin autoritet. Han havde været femogtyve år på de store banker. Han kunne bande eller smile, som han lystede. Hans ordrer havde samme vægt. Han herskede i kraft af sin dygtighed, sin klogskab og det held, han havde som dynamitfisker.
Mens han nu stod og overværede lastningen, smilede han, og det havde han god grund til. Skibet var fyldt med fisk og salt. En måske ikke særlig stor triumf set med verdens øjne, men en kæmpetriumf for mandskabet. Det betød ikke bare, at at alle nu havde råd til fodtøj, men også, at der var råd til at betale kreditten på husmandsbordellet og endda bringe en øre eller to med hjem til fruen.
Trætte, glade dynamitfiskere. Det er den bedste skildring jeg kan give for denne hjemtur mod Blodhavn. Selvo m de lignede blege, hængte landevejsrøvere i solens bidende varme, sang de med en velkendt jamrende stemme, som kunne gå selv en engel på nerverne.
Efter en forrygende indsejling i Blodhavn, stod lodsen klar ved molen med lodsvehikler og tvangsturister. Herfra blev lasten fragtet nænsomt til Blodhavn Dynamitfiskeriauktion, hvor hvert enkelt pund blev solgt for kr. 0,89 og 2 lussinger.
Jeg takkede ærbødigt Plusquam Schrunkenfeldt for turen og indsigten i, hvordan det stolte folk i sognet får de uundværlige fisk.
EFTERSPIL: FED MAND HUGGER DØDE FISK,
TJENESTEPIGE KASTER SIG I MINE ARME
Jeg havde til denne lejlighed gemt en enkelt rød hestepilsner, som jeg knappede op. Duften af det syrlige indhold stimulerede mine sanser betragteligt, og jeg vandrede ned mod stranden, fast besluttet på at sidde og nyde aftensolen.
Jeg fandt en klit at sidde ved, og i det samme så jeg en herre komme vandrende i vandkanten med sin huggert draget. Skønt han prustede og stønnede, og hans kæmpekorpus havde kunnet tjene som et skibsanker, var han adræt nok, når der var behov for det. Hans vattersotige højre arm for frem og huggede i de døde fisk, der flød i vandkanten fra tidligere dynamitfiskerier. En matrosdreng på 7 år fra HMS Knockel forsøgte at løbe forbi .
“Hør her, unge mand!” brølede han. “kan du ikke kende en tørstig mand, når du ser en?”.
På vej tilbage mod Blodhavn Midtermole stødte jeg på 2 tjenestepiger, som samlede daggamle fisk fra stranden. Da jeg nåede helt hen til dem, smilte den ene udfordrende til mig og samlede en fisk op og vendte den om, hvorpå hun med et pludseligt glimt i øjet rakte mig den. Den var unægtelig af den mest uanstændige form, man kunne forestille sig. Idet hun gav mig den i hånden, faldt fisken nedad som et slapt lem, men i sidste øjeblik vendte hun den opad, så den mindede fuldstændig om et erigeret lem.
Så var det, som om hun pludselig snublede og faldt ind mod mig, og jeg strakte mine trøstende hænder op for at gribe om hendes bryster. Hun gav et gisp fra sig, som om de var hendes lidenskabs brændpunkt. Og så stod vi tæt sammenslyngede og kyssede hinanden, mens min sande manddom gjorde alle fingerkoraller til skamme.
“Gør det hurtigt! Hvis jeg skriger, skal du ikke tage dig af det. Nu! Nu! Tag mig nu!” Hun skreg højt én gang og råbte så “Mor! Mor!” med halvkvalt stemme. Hvorvidt hun kaldte på sin afdøde mor eller den Evige Guds Moder, kunne kun Himlen afgøre. Hendes smerte var kort, og det samme var min ekstase. Efter mange måneders afholdenhed føltes det, som når smeltet ild bryder skorpen på en bjergtinde.
Tjenestepigen sagde til de første glimtende stjerner på aftenhimlen, og til mig: “Nu er vi fri!”
Jeg takkede for fisken og nåede frem til Blodhavn Midtermole, hvor tarmgasrutens bus var ved at varme op. Nødtørftsfrue Tut var med på vehiklet, så jeg vidste, at rejsen hjem ville foregå strengt disciplineret og rettidigt.
Otto og jeg sneg os ud af cellen. Jeg bedøvede de to vagter med et nakkeslag til hver, og vi satte kurs mod doktorens gemakker. Han var ude på noget væmmeligt. Kunne mærke det i bugen.
Inden vi bragede ind i hans kammer, fremdrog jeg fra kufferten mine mekaniske hjælpemidler. Jeg iførte mig en skudsikker beskyttelsesdragt med påmonteret rygraket og tog mit urinskydevåben frem. I bæltet havde jeg tre Sorte Luberter. Nu skulle manden standses.
Hungrende efter retfærdighed sparkede jeg døren op. Doktor Kæltring-Karlsen sad gnæggende ved siden af en gigantisk maskine.
“Jeg tænkte nok, at De ville komme, hr. Nidding Halunk,” udbrød han. “Men De kan intet stille op. Min plan er storslået. Først bortførte jeg vædderen for at ramme Bladhuset følelsesmæssigt. Nu, hvor Deres medarbejdere er svækket af sorg og nervechok, går jeg videre til næste fase: Kollektiv forstoppelse!” grinede den maskerede slubbert.
Kæltringen havde installeret et forfærdeligt maskineri, der ved hjælp af koncentrerede radiobølger kunne give et helt sogn forstoppelse i al evighed. Og apparatets løb pegede direkte mod Nørre Usseldrup-egnen.
“Deres forbrydelser vil blive straffet!” svarede jeg abrupt.
Manden grinede og trak i håndtaget, der satte apparatet i gang.
Undertegnede måtte handle hurtigt. Jeg greb samtlige tre Sorte Luberter og slyngede dem mod forstoppelsesmaskinen. Den eksploderede og satte rummet i brand.
“Pokkers!” hylede skurken.
Jeg sparkede ham i forplantningsorganet og løb sammen med Otto ud gennem færgens gange. Flere kæltringer angreb os, men jeg skød dem ned på stedet med kogende urin.
I samme sekund vi kom op på dækket, aktiverede jeg rygraketten og holdt fast i Otto Kranborg. Vi fløj mod Blodhavn Midtermole og landede foran en jublende folkemængde.
I horisonten forsvandt Kæltringsfærgen under vandoverfladen. Jeg var ikke overrasket. Færgen var en kamufleret ubåd.
Min mavefornemmelse fortæller mig, at det ikke er sidste gang, vi ser noget til den vederstyggelige Doktor Kæltring-Karlsen og hans kumpaner fra Kæltringsø.
Nu var jeg om bord. Ved at kigge ud på gangen opdagede jeg, at der var dansebal på færgen. De øvrige forbrydere på skibet var velklædte, så det gjaldt om at gå i et med tapetet. Hurtigt iførte jeg mig en medbragt festsmoking.
Jeg listede ud fra kahytten og ind i den fyldte balsal. Underholdningen var naturligvis jammerlig, og pindemadderne på buffeten var slatne og uden smag.
“Ærede medkæltringe,” råbte en styg herre med gummimaske, Doktor Kæltring-Karlsen. “Velkommen til denne festlighed, hvor vi fejrer vore fjenders undergang. Snart går vi videre til sidste del i min plan. Men uheldigvis er vi for mange mennesker på skibet. Derfor har jeg arrangeret en pokerturnering. De 100 dårligste spillere vil blive smidt i haj-bassinet!”
Alle om bord, undtagen mig, jublede og klappede.
Jeg blev placeret ved et bord for at spille for min overlevelse. Aldrig i mit liv har jeg spillet poker, men det tog mig kort tid at regne princippet ud. Jeg endte da også med at ligge i top 10.
Mens taberne til sang og hornmusik blev degraderet til hajfoder, listede jeg mig længere ind i færgens dyb. Vædderen Otto måtte befinde sig et sted i nærheden. Kæltringene havde været skødesløse, for et spor af vædderfækalier på gulvet ledte mig direkte til kræet.
Midt i gangen foran fangerummet stod to uhyggelige vagter, der ikke havde til sinds at lade mig passere. Jeg måtte tænke hurtigt og kreativt. Det lykkedes mig at skabe en sindrig forklædning af en papirpose og en tusch. Med kostumet på lignede jeg et stykke fjerkræ og kunne med lethed passere håndlangerne.
“Uh-huh!” udbrød jeg og hoppede forbi dem. Da jeg åbnede døren til fangerummet, trippede Otto Kranborg af gensynsglæde.
“Jeg skal nok bringe dig hjem,” hviskede jeg. “Men først: Hævn!”
