Ud af den mørke dis gled et simpelt, noget ramponeret fartøj af træ, dækket af tang og rankefødder. Dette var Karens Robåd, og den gnavne, kutteklædte styrmand beordrede mig straks ombord.
“Hø’er li’e hæær, vi skal skis’me først lige have ordnet betalingen. Landkrabberne stikker sgu’ af fra regningen… Det bliver lige én obol, inkl. dødningemoms, mester,” hostede den dystre skikkelse.
“Sådan en har jeg tilfældigvis ikke lige på min person, men tag en Kongen af Danmark!”, svarede jeg venligt, og rakte med fast hånd min bolchepose frem
mod den mørke gestalt. “Nej, tak. Jeg sutter ikke på kandiserede surrogater af afdankede statsoverhoveder, fra de dødeliges verden… En obol, forud, eller så må De sågu’ selv svømme over!”
Dette var vel rimeligt nok… Jeg rakte ham i stedet en af mine få resterende lommelærker.
“Enkeltmaltet skottevand, hidrørende et sted fjernt herfra…” oplyste jeg den pludselig meget nysgerrige sømand. “Det er en vaskeægte 12-års Glen Riddersholm, lagret i et gammelt tørkloset på en øde ø vesten for Hæmorrhoiderne. Og når De så har tømt butæljen, kan De jo prøve en kvalitetscigar,” tilføjede jeg, og rakte ham en tændt havaneser.
Den kutteklædte skikkelse tog sig et ordentligt drag af den herlige væske, og pulsede derefter løs på den storslåede tobak, til bittesmå lyn skød frem, under kuttens hætte… “Ja, så kan skuden den Fanden fløjte’me s’gu da ellers i Be’elzebubs navn gå, og det også i en ruf!” udbrød den formummede mandsperson begejstret, og hev i årerne i så rasende et tempo, at flammer blussede op af bådens kølvand. Jeg satte mig komfortabelt ned i båden, og røg og drak, medens båden fór henover de mørke vover…
“Tju-hej, hvor det går! Lad os da fordrive tiden med overfarten ved i fællesskab at istemme Den Sorte Sejler!” foreslog jeg. Manden sang for, og så blev der for alvor stemning ombord:
Vi nåede den fjerne bred. Kaptajnen fremdrog sin iskolde skelethånd, og jeg greb den omgående i næven, og trykkede den, til det knasede… “Tak for Deres store venlighed over for en simpel færgemand,” ytrede han sagte.
“Der er absolut intet at takke for,” replicerede jeg. “Det er hele verden, der takker hædersfolk som Dem! Ellers var der slet ikke nogen verden, hverken over eller under, og tak kun et fattigt ord!” Jeg slap de sørgelige rester af den smuldrende knokkelhånd, og den kutteklædte sank en anelse sammen, og gispede svagt, medens bådens stævn blidt bumpede mod bredden. “Held og lykke!” lød det dystert, fra den trætte, gamle navigatør, der synkede stumpen af sin udbrændte cigar, medens jeg skrævede over rælingen og gik i land.
“Hold De Dem hellere parat til rejsen retur… Jeg skal gemme en cigar, og en dram eller tre, til Dem!” råbte jeg opmuntrende tilbage. Men da jeg vendte mig om, for at vinke adjø, var der hverken båd eller skipper i syne. Kun den triste, blikstille sorte flod…
Efter denne rørende episode kom jeg til et underligt stoppested, for bunden af en tilsyneladende endeløs vej af ujævne brune mursten… Et skilt viste: “Incubussen kører ikke længere! Der er strejke. Vi får al for lidt tæv og prygl i løn!”
“Nu må De vade på Deres flade, gamle konvolutter langs den Brune Murstensvej, der ingen steder fører hen, til e-e-evig tid! Mouuuaharharhaaaaa…!” lød igen den samme, bekendte og dybt imbecile røst, fra et ukendt sted i det fjerne…
“Åh, så hold dog Deres stupide kæft!”, råbte jeg, og lusserede incubussen, til den sank helt sammen, under en miserabel knagen. Jeg gik hen til en rusten vandpost for at tage mig en for min person meget ukarakteristisk tår gåsevin, oven på denne anstrengelse. Det var med at spare på de dyre dråber, for jeg havde jo ikke megen spiritus tilbage…
Men heller ikke dette apparat fungerede. Jeg rev og flåede i Fandens pumpestok,
til gnisterne sprang, og med et blændende lysglimt knækkede den midt over, og jeg stod nu lige foran porten til et forfaldent slot. Jeg var jo efterhånden vant til disse pludselige ændringer i scenariet, så jeg bankede straks min barkede næve gentagne gange mod den mosbegroede, jernforstærkede dør, og tændte mig derefter endnu en fed cigar fra mit næsten udtømte lager…
Porten åbnedes langsomt og knagende, og afslørede et i edderkoppespind delvist tilsløret indgangsparti, med en brun løber, hvis ende ikke kunne anes i mørket. Ud foran mig trådte pludselig endnu en djævelsk karikatur, som på meget ubehøvlet vis spærrede min vej.
“Jeg er Le Chevalier aux Gylle de Bajs. Og ingen kommer ind!”, lød det, en kende arrogant, fra denne, tilsyneladende faldne frankofile butlertype.
Jeg svarede kækt, og ikke særlig kontrafaktuelt: “De ligner Darth Vader til Pride Parade i Holstebro! De er alene af dén grund en gigantisk skændsel for ridderstanden… Er de helt sikker på, De ikke i virkeligheden er ringridder?! Eller har jeg trods alt, hér på stedet, Deres tvivlsomme æresord som såkaldt adelsmand på, at De ingen lukker ind…?”
“Det kan De bide Dem selv i kyradseren på!” snerrede den harniskklædte svans, vredt.
“Så, altså, ingen kommer ind…” sagde jeg, inhalerede dybt, og blæste cigarrøgen ud i ansigtet på tåben. “Nuvel; mit navn er hr. Dr. Mefistofeles Asmodeus den let haltende Hartmann von Ingen, seksogtyvende Baron af Gustenhuse. Min slægts motto er: “Skal Jeg Ligefrem Ruske Dem?!”.Mit våbenskjold er en kæmpefod af nordisk stål, der sparker en flok arme normanniske riddere direkte i bagbeklædningen… Sig mig, forstår De overhovedet et vink med en blidestang…?”
“D-de skal aldeles ikke stå d-dér og ryge cigarer og være f-fræk! Jeg hidkalder M-m-mesteren,” svarede kæltringen rystende, i sit for situationen noget uklædelige panser og plade, og lavede djævelens latterlige, fingeramputerede håndtegn.
“Nå, så. Er det selveste Mester Jakel, til hvem De dermed hentyder….?”, svarede jeg, og tilføjede: “Mit navn er for ind i Helvede Ingen, og jeg ved udmærket godt hvem De er… De formøblede hele Deres fædrene arv på evnesvagt gøgl, og da De ikke længere kunne betale Deres bordelregninger, gik De amok i sygeligt hor, drab, og satanistisk homofilt børneæderi, indtil De ikke længere havde andre jobmuligheder, end at lade Dem hænge og brænde, som det afskyelige bæst De i virkeligheden er, og så stå i vejen hér, for anstændige personer, i al evighed, som et gennemråddent eksempel på ultimativ menneskelig depravation! Eller; med andre ord: en typisk aristokrat!”
“Nej, nej, neeeej… ååh, det er sandt! Det er så sandt, så sandt….” vrælede denne sørgelige, senmiddelalderlige poseur, og sank så sammen i en klump på gulvet.
“Stram Dem nu for en enkelt gangs skyld an!” svarede jeg, og tømte en opmuntrende lommelærke ud over bylten af patetisk feudalt tosseindavl, der derefter langsomt opløstes i en boblende pøl af stinkende råddenskab, misdannede knogler, halvanden snes sølvmønter, og diverse klankende rustningsdele…
“Sikken et meningsløst spild af alkohol,” sukkede jeg, rystede på hovedet, tændte mig nok en fremragende cigar, og passerede videre ad det brune tæppe, der fra indgangspartiet ledte frem mod en stor marmorport, i bunden af en mørk og skummel korridor, flankeret af tavse skeletter…
Nu var der næppe langt igen. Men for hvem?
I dirrende spænding afventer vi fjerde og sidste afsnit af hr. Hartmanns helvedesrejse.
Retur til avisens forside
