Endnu et storværk får premiere i Klamhuse Cinematographiske Biographteater lørdag kl. 15.27 prc. Derefter ny forestilling hvert femte minut. Hurtig udmarch ad bagtrappen. Louis B. Knockel vil være til stede, iført lussinghandsker.
Filmen er tilladt for alle (børn og oldinge står i mellemrækkerne og holdes under stramt opsyn). Billetpris kr. 0,12. Fødevarer, balloner og sanghæfter konfiskeres ved indgangen.
Åbningsreportage: Crass Børsting
Et flerårigt udgravnings- og opmuringsarbejde nåede i morges sin festlige fuldendelse, da en spandfuld rygende varme husholdningsfækalier blev styrtet ned i den silo, som Klamhuse Agrarproletariske Andelsselskab af 1901 har ladet rejse.
– Det er en stor dag for egnen og for alle småbønder, husmænd og jordløse arbejdsfolk, udtalte selskabets formand, Ornhardt Bonde, før han tippede spanden. – Med egne moderne lagerfaciliteter kan vi nu opsamle den brune råvare, holde den fugtig og smidig under optimale forhold og videresælge den, når markedsprisen kulminerer. Vi frigør os hermed fra den privatkapitalistiske fækalieoplagringsbranche, som gennem årtier har profiteret på de jævne lokale leverandører.
Siloen, der knejser over Klamhuse Banke, kan rumme 36.000 liter (ikke-komprimeret) nordvestjysk normalvare. Brødrene Q. og C. Ferkel, Klamhuse Totalentreprise, har konstrueret den efter bulgarsk forbillede.
Louis B. Knockel overbragte en festglinsende åbningsgave i form af et knippe mønsterpølser fra Det Knockelske Officins personaletønde. Han udstak derefter de nødvendige retningsvisende lussinger for at sætte gang i landproletarernes kædedans omkring siloen.
Retur til avisens forside
2. del af det videnskabelige drama om ernæringsforskeren Herbert Flommes eftersøgning af de gule ærters oprindelse. Se 1. del her
Herbert Flomme beretter:
Kvinderne ville madlavningen til livs. De havde gennem mange år mishandlet råvarerne, og deres underkuede mænd havde pligtskyldigt spist, hvad de blev budt, men nu skulle det være slut. Argumentet var, at det var kønsdiskriminerende og blev anset for at være noget, mændene havde fundet på for at undertrykke kvinderne i deres kamp for ligeberettigelse.
Det gik langsomt op for mændene, at kvinder ikke var særligt egnede til madlavning, og at dette var en ny sag, hvor kvinderne havde lidt nederlagdet ville man godt nok ikke, i stedet blev det tabte slag camoufleret med floskler om kvindeundertrykkelse og manglende ligestilling. Tabe ansigt ville man ikke.
Det mest provokerende argument var, at kvinderne hævdede, at de ikke ville have dobbelt arbejde, hvilket er helt hul i hovedet. Når man er dobbelt så længe om at udføre et stykke arbejde, så er det da klart, at det tager tid.
Det var også i 1960’erne, at man i i ind- og udland begyndte at lægge alle småprovinserne sammen. Dette socialistiske projekt var karakteriseret af mange mærkværdigheder. For eksempel flyttede man det derværende Storsogneråd frem og tilbage mellem 2 større byer, alene med det formål at holde parlamentarikerne vågne.
På trods af disse storslåede initiativer er sammenslutningstanken aldrig rigtig slået igennem her i Nordvestjylland. I Nr. Usseldrup vakte den dog speciel politisk interesse i Geriatrisk dødsliste, der gerne så, at medlemmerne fik mulighed for at komme op og få lidt frisk luft en gang imellem.
Indskud: Her gør den berømmede kogekone. fr. Senilia Platfuss høfligt opmærksom på, at målet stadig er at finde frem til ”alle gule ærters moder”, og at man nok bør koncentrere sig om dette.
Ved prøvesmagning 2 var der International deltagelse i form af en en thailandsk stewardesse ved navn Phutin Bachî-iin-Fran.
Phutin var stewardesse på Thai Airways, mens hun samtidig arbejdede som udviklingsstewardesse i Nr. Usseldrups lokale luftfartsfirma, SNOPSTRUP AERONAUTISKE SELSKAB, som på det tidspunkt havde et udvekslingsprogram med Thai Air.
Hun blev i øvrigt senere afskediget, fordi hun kom i modstrid med den vedtagne politik i selskabet: At have de højeste billetpriser og yde den dårligste service. Phutin var en meget service-minded stewardesse, og hun ydede, efter hvad rygtet sagde, en overordentlig god service til en mandlig passager på den agterste række i flyet, mens det i 10.000 m højde fløj gennem kirgisisk luftrum.
Et såkaldt lufthul gjorde, at hun kom til at sætte tænderne lidt hårdt i en meget følsom mandlig legemsdel, med det resultat, at der undslap passageren en temmelig højlydt forbandelse. I den almindelige tumult faldt de begge ud på mellemgangen.
Indre Mission kan ikke kapere de rystende scener
Alt dette havde ikke betydet noget, hvis der ikke i maskinen havde befundet sig en delegation af folk fra Indre Mission, der skulle ud til den fjerne orient og overbevise barbarerne om nydelsen ved et afholdende liv og kolde afvaskninger.
Det var en kendt sag i kristne kredse, at disse indfødte formerede sig som rotter, hvilket som
bekendt er yderst uciviliseret og ”Herren havde i en åbenbaring forklaret den gode mission, at de skulle sørge for at stoppe svineriet, og give dem noget god gammeldags nordvestjysk skyld- og skamfølelse”, således man kunne stoppe deres frivole optræden. Livet skulle nødigt blive en leg.
Delegationen bestod hovedsageligt af kvinder, der iført en helt utrolig anstændig beklædning i form af en sort højhalset kjole med uldne strømper samt en frisure med knold i nakke. Desuden nogle herrer, som var ualmindeligt tyranniserede af samme kvinder. (Netop det sidste forhold er senere blevet helt almindelig hverdag over store dele af Nordvestjylland, men lad nu det ligge.)
Da Phutin faldt ud på midtergangen, var det så uheldigt, at man et kort øjeblik kunne se hendes såkaldte ”ædlere del”, som i øvrigt var nydelig trimmet med midterskilning.
Det blev alt for meget for de religiøse damer. Ikke blot var det uanstændigt at fremvise sin ædlere del, men at hun plejede den og trimmede hårvæksten var en skændsel langt ud over, hvad man dengang overhovedet kunne forestille sig i Indre Missionen.
Som vi alle ved, når der først går religion i den, så går den sunde fornuft tabt, og selskabet måtte vælge mellem at fyre den søde stewardesse eller miste kunderne fra Indre Mission i
fremtiden.
De truede simpelthen med at gå over til Pakistan Airline, som i øvrigt gik under navnet Dysenteri Ekspressen, fordi de fleste af selskabets kunder led af usædvanlig dårlig mave, men de kristelige var villige til at løbe den risiko.
Desværre har jeg aldrig selv haft fornøjelsen at flyve med samme maskine som Phutin, men man må sige at hun, havde fundet et koncept, der vil give ”SNOPSTRUP AERONATISKE SELSKAB” en grundlæggende fordel i den skarpe konkurrence.
Indskud: Her gør fr. Senilia Platfuss atter høfligt opmærksom på, at målet må være at finde frem til ”alle gule ærters moder”, og at man nok bør koncentrere sig om dette snarere end pakistansk og anden luftfart.
Jagten på den historiske sandhed om de gule ærter fortsætter
ufortrødent. Hr. Sokrates Olsen og dr. Herbert Flomme vil ikke
skuffe den tusindtallige læserskare.
SE OGSÅ AFSNIT 1:
Zoologisk sensationsreportage: Crass Børsting
Foto: Ludhild Canossa
Blodhøj Dyrepark, grundlagt 1932 og hidtil bedst kendt for sin bestand af snegle, firben og nordeuropæiske spidsmus, udvider nu drastisk. Via en international dyrehandler har parken erhvervet et velholdt og velplejet yngre snyltedyr, der fremtidig vil være hovedattraktion i samlingen.
– Der er tale om et højt forædlet dyr med kraftige genitalier og ca. 57 tænder i munden. Vi fodrer det med halm og komprimeret fiskeaffald og vil absolut mene, at det berettiger en forhøjelse af entréprisen, som derfor fremtidig vil være 13 øre, et par raske lussinger inkluderet, udtaler dyreparkens daglige leder, veterinærbøddel Hubert Lufferthage, Klamhuse.
Redaktør Louis B. Knockel har besigtiget snyltedyret og godkendt dets tilstedeværelse i Nordvestjylland.
– Det er et ganske anseligt eksemplar, formeringsdygtigt og på andre måder praktisk anvendeligt. Man må formode, at det kan tiltrække turister fra ind- og udland. Så vidt vides har vi ikke siden midten af 1800-tallet haft et fritlevende snyltedyr her på egnen (omend en del af de domesticerede varianter), og så længe det her fremviste individ bliver pryglet dagligt, kan det næppe anrette moralsk skade. Skulle dette alligevel ske, kan jeg love en hurtig og definitiv reaktion.
SE OGSÅ:
Godt nyt til hjem, skoler og arbejdspladser
fra hr. godsbesidder Jens von Lauenborg
En af Nordvestjyllands førende fremstillingsvirksomheder, det gennem mere end 100 år blomstrende og velrenommerede Lauenborg Slotssnedkeri, præsenterer nu nye lussinghælpemidler, inspireret af klassiske kinesiske traditioner.
Den kinesiske lussing udføres med lige dele præcision og raffinement, og den kan som kunstart sammenlignes med japanernes te-ceremonier.
INSERAT:
En jublende erhvervs- og samfundsnyhed bringer nyt håb til vor landsdel: Opfinderen Jochum Caffemölles mekaniske elefant er efter 17 års udviklingsarbejde nu klar til indsats.
– Den vil for det første redde vor truede chokoladekageindustri, idet den ved normal drift frembringer mindst et halvt ton førsteklasses brun råvare i døgnet, udtaler Louis B. Knockel, der gennem de mange år har støttet arbejdet med ca. 45 kroner samt utallige retledende og opildnende præcisionslussinger. – Dernæst vil den bidrage til disciplineringen af turister, såvel de oversøiske som den tilstrømmende pøbel fra Holstebro.
Den mekaniske elefant fremdrives af et hold spejderdrenge, skjult rundt om i det vældige legeme. Optagelsesprøve til dette betroede arbejde finder sted på nordstranden i morgen kl. 06.11 til 07.14 prc. Alle familier med et eller flere drengebørn i alderen seks til 11 år har mødepligt.
Opfinderen og hans stab vil blive hædret ved et højbordsarrangement i Jøderup Forsamlingshus senere på måneden. Der serveres chokoladekage og gule ærter ad libitum. Tilmelding og forudbetaling (kr. 0,28 pr. person, oldinge og socialister kr. 0,35) til bladets kontor.
Efter denne festivitas og en ferie af 4 1/2 døgns varighed vil hr. Caffemölle hellige sig udviklingen af nye nordvestjyske terrænvehikler.
Den meget estimerede direktør og seniorforsker på Gastronomisk Forskningscenter i Vestre Snotrup, Herbert Flomme (PhD i svinefedt), sætter foden ned over for den stærke fedtforskrækkelse, der breder sig i hele landsdelen
Ernæringssituationen i storsognet er ikke blevet forbedret gennem de sidste mange år, tværtimod. Den socialistiske propagandasender Radio Holstebro har døgnet rundt udbredt groft manipulerende skrækreportager om overvægt og fedmeproblemer. Ikke blot bliver unge søgende og eksperimenterende sjæle ramt; man ser også i stigende grad, at voksne rammes af fedtfattige råvarer.
Socialisternes motiver er helt entydige, de ønsker at sende gode fødevarer ud af sognet for at hverve proselytter i fjerne egne.
Her i sognet har de altid åbent sagt, at de kæmper for lighed og de små i samfundet, derfor skal alle være lige små (læs: underernærede). At de fisefornemme fra den nordlige del af Øster Brækkelse har tilsluttet sig den alliance er en gåde.
Før i tiden var det et statussymbol i den del af sognet at vise, at man havde råd til at spise sig mæt, men ikke nu. Man ser på gader og stræder, hvordan folk prustende, svedende og småfjærtende løber rundt i smart modetøj og bliver radmagre. Konsekvensen har været huller i ozonlaget og afsmeltning af indlandsisen på Grønland, med de enorme udgifter og klimatiske ændringer, det nu medfører.
NOK ER NOK
Vi bliver tvunget til at kortlægge skadesvirkningerne ikke blot på den nulevende generation, for at få fastlagt, om der sker skader på fremtidige generationer, ja sågar må vi se på arvematerialet, mener Herbert Flomme.
Subjekt for undersøgelsen
Hovedret: Gule ærter med flæsk og pølse, subsidiært and og grisehaler. Dessert: Hjemmebagte pandekager med flødeskum og tyttebær.
Sekundære mål: Kortlægning af gule ærter, deres oprindelse, historie og indflydelse på det politiske liv i Nr. Usseldrup i forskellige tidsepoker, samt rettens variationer og udvikling set i et retrospektiv og kontemporært perspektiv.
Motivation: Da denne fantastiske ret var almindelig, hørte man aldrig om den bulimi og anoreksi, der hærger storsognet i dag. Det kan vi lære noget af.
For at opnå det bedste resultat er undersøgelserne blevet støttet af den lokalt kendte og berømmede kogekone, fr. Senilia Platfuss.
Det hele starter tilbage 1960’erne. Alle evighedsstuderende, blomsterbørn og flippere havde i dengang travlt med at sno sig ind i Nr. Usseldrups kommunale sektor med den målsætning at forpeste livet for deres omgivelser de næste 40-50 år, under mottoet ”det er finere at leve på nas på skatteydernes penge end at bestille noget rigtigt.”
Måske var årsagen, at man ikke var begejstret for arbejdet på de fækale lagre eller i roemarken, hvor der skulle arbejdes hårdt, disciplineret og effektivt 48 timer om ugen for at bjerge føden. Så gik det anderledes stille og roligt til i det kommunale, hvor det største problem var manglen på opkvikkende medicin, når man i kortere perioder skulle være vågen. Træningen i at sende sagerne videre var derimod helt ekstremt professionel.
Nutidens unge har ikke nogen forestilling om, hvor ringe livsvilkårene var før de såkaldte glade tressere. Normale veltilpassede unge mennesker gik på arbejde for at skabe værdiforøgelse og producere varer og ydelser, således at tilværelsen kunne blive lettere for alle i samfundet.
Almindelig fækalieproduktion havde et ubehageligt efterspil, idet udvalget i toiletpapir kun strakte til et produkt, som gik under navnet ”3 gange nul” eller ”500 billetter til endestationen”.
Produktet, der blev markedsført i en grim gulbrun farve, havde dog den sidegevinst, at det også kunne anvendes som finkornet sandpapir.
Det store gennembrud
De fleste betegner 60’ernes store begivenheder som fjernsynets gennembrud eller landingen på Månen, men opfindelsen af toiletpapir i crepekvalitet er antagelig den mest epokegørende begivenhed i den tid.
Her blev virkelig skabt store fordele for sognets bagdele. Siden er udviklingen gået stærkere, end nogen kunne forestille sig.
Premiere på de gule ærter
Det var en mørk og stormfuld aften i oktober. Senilia Platfuss havde forberedt retten, og Herbert Flomme havde inviteret til den første prøvesmagning.
Langsomt dukkede vores første prøvepanel frem af regntykningen. Spændingen var på sit højeste, elektriciteten sitrede i luften, et enkelt tordenskrald buldrede, og det lynede fra en skyfri himmel, medens klokkerne ringede timeslag fra tårnet på Katedralen i Blodhavn.
Endelig oprandt det store øjeblik, hvor vi kunne servere de første gule ærter.
Resultatet var desværre ikke tilfredsstillende. Men vi fik et overordentlig godt resultat med vor dessert, som består af pandekager med svenske tyttebær og flødeskum.
Vi besluttede derfor at starte helt forfra med et grundforskningsprojekt omkring dette delikate og vigtige emne, hvilket, som det senere skulle vise sig, førte os til fremmede egne og lande.
Super dessert
Dette er desserternes ”Hole in One”, og måske skyldes det, at vi fik tyttebærrene direkte fra Ingvar Olsons Lingon Odling AMBA, som ligger i Sveg i Sverige. (Det svenske navn for tyttebær er lingon.)
Opskriften er lånt fra et daværende svensk herremagasin, som hed FIB aktuelt, der udover forskellige madopskrifter også bragte mange fotografier af yngre damer, som havde mistet deres tøj.
Da Herbert Flomme havde en bibeskæftigelse med at formidle damebeklædning, virkede bladet som en orientering om den svenske markedssituation, idet man altid oplyste, hvor disse mere eller mindre afklædte kvinder kom fra, og dermed kunne han se i hvilke byer, der var behov for tilførsel af varer.
Vi søgte information om retten, men fandt det for meget med en komplet kokkeuddannelse for en enkelt rets skyld. Vi skulle tjene til føden til de allerede dengang alt for mange ansatte på Øster Brækkelses kommunekontor. Da de kun havde vores skattepenge at leve af og slet ikke magtede et ordentligt job, ville det være umenneskeligt at stoppe vores bidrag.
Vi søgte vi efter et kursus i gule ærter, først hos Nr. Usseldrups liberale oplysningsforbund ULOF, senere også hos Holstebros arbejderoplysningsforbund HAOF samt de fisefornemmes oplysningsforbund HFOF.
Aftenskolerne
Til vor store forbløffelse tilbød aftenskolerne alle mulige kurser, såsom fletning af peddigrør, hønsestrik på strikkepinde nr. 12, Zen-buddhistisk gymnastik, indo-kinesisk filologi samt foredrag om emner som ”Kan man dyrke Samsø-kartofler i Nordvestjylland?”
HAOF havde et kursus med titlen ”Pensionér dig selv direkte fra folkeskolen” og et andet, der hed ”Tag hensyn til din sagsbehandler, bliv en mere professionel bistandsklient” og meget mere af samme slags. Det havde man enorm succes med.
Det stod hurtigt klart at den viden, vi kunne få om emnet i Nr. Usseldrup, ikke rakte til vores behov. Vi måtte, som så mange andre før os, ud over sognets grænser for at finde de store visioner.
Målet var og er at finde frem til ”alle gule ærters moder”.
Madlavningskunsten blev efter 1960’erne efterhånden anset for at være noget, man havde fundet på for at undertrykke kvinderne i deres kamp for ligeberettigelse, og da man samtidig åbnede de første fast food-spisesteder, glemte de fleste at lave mad, fordi de opfattede det som kønsdiskriminerende adfærd.
(Højdramatisk fortsættelse følger)
OMDREJNINGSPUNKT: FLERE
LUSSINGER FOR HVER LANDKRONE
Finansreportage: Crass Børsting
En landproletarisk finanseksekutivkomité under foresæde af redaktør Louis B. Knockel har besluttet at opskrive den lokale landkrone fra den historiske omsætningsværdi, hvor pari var 1 velsmurt hverdagslussing, til 2 lussinger, gældende fra i morgen tidlig kl. 05.14.
Altså: En fordobling af kroneværdien med ét velrettet slag.
– Med sædvanlig koldblodig ro har vi fulgt nedturen for konkurrerende valutaer som den islandske, svenske og saudiarabiske. Især har vi noteret os den længe imødesete og meget glædelige kollaps i Holstebro, hvor såvel ejendomspriser som homofile tjenesteydelser nu er i frit fald, udtaler redaktør Knockel. – Tidspunktet er kommet for os til at styrke økonomi, moral og beskæftigelse.
Den overalt i Usseldrup, Klamhuse og Blodhavn omsættelige landkrone har siden 1947 været bundet til faste værdier som 400 g mørkebrunt, splintfrit rugbrød og gængse tjenesteydelser, f.eks. fremleje af et rengjort, slidstærkt genbrugskondom i 14 minutter.
Transport- og brændselssektoren er ligeledes knyttet til dette fastkurssystem, og sådan vil det fortsat være, blot med den absolutte basisværdimålestok, den flade nordvestjyske hverdagslussing, fordoblet i værdi.
– De lokale penge er desuden gjort direkte konvertible (100 til 100) med den bulgarske landvaluta, Gonossaen, således at vor samhandel med denne vigtige partnernation kan opretholdes og videreudvikles.
Brunvaregaranti
Samtidig udstedes en uindskrænket garanti for alle ind- og udlån i Usseldrupegnens Spare- og Laanekasse af 1891.
Til sikring af kassens forpligtelser er indlagt et ekstra stødlager af værdifulde faconfækalier i bokskælderen på Stationsvej, bl.a. den blodmarmorerede ædelpølse “Hakon Jarl” fra 1954, som Louis B. Knockel selv i sin tid frembragte. Den var doneret til Ekskrementariet i Nørre Usseldrup, men under indtryk af de globale konjunkturer vil den nu igen gøre fyldest som reservevaluta og en vigtig del af fundamentet under Nordvestjyllands økonomi.
NETOP INDLØBET EXPRESKOMMENTAR FRA
VOR KORRESPONDENT, hr. Severin von Münchhaus:
Højt ærede Herr Redacteur,
Man kan ikke noksom glædes over den prompte og resolutte Indskriden overfor den udefra paaførte Finanskrise. Deres effektive landproletariske Finanseksekutivkomité har skaaret ind til Benet, slaaet Hovedet på Sømmet og udvist rettidig Omhu. Og som en Sidegevinst, nok en Gang, forbedret Muligheden for Disciplinens Opretholdelse!
Her i det sjællandske har vi ikke selv Mulighed for, at gardere os imod de financielle Urimeligheder, som bland Andet den ikke saa fjerntliggende Kjøbstad Roskilde paafører os ved sin Banks nu afslørede, urimelige, kjøbstadsmæssige Skalten og Valten. Vi er underlagt den almindelige sjællandske Kronekurs og kan ikke, her i Tersløse indføre saa resolutte og effektive Foranstaltninger, som i Deres ærede Storsogn.
Imidlertid er Problemet i høj Grad til at overskue. Her hos os har vi forlængst lagt os efter en økonomisk Model, der indebærer at Ingen er i Tvivl om Vekselkursen mellem en Flæskeside og et læs nyopgravede Kålrabi. Mellem Brugsuddeleren og vort Landproletariat er ligeledes etableret en god Consensus om Bytteværdien af de Producter der kan tilbydes for Butikkens Udvalg af forskjellige importerede, livsnødvendige Varer. Men disse er egentlig ganske faa.
Omend vi her, ikke kan opvise den samme Karakterfasthed og Disciplin som i Deres beundrede Storsogn, lever man dog, efter Fædrenes Skik i nobel Nøjsomhed. Her bruges ikke Sparepenge paa Frynser og fransk Lingerie. Saa selv om vi er ærgerlige over, ikke selv at kunne træffe Forholdsregler, er vi lykkeligvis ikke særligt berørte.
Deres altid forbundne
Ikke siden 1945 har husdyrbranchen i Nordvestjylland manglet arbejdskraft i den grad, som det i dag er tilfældet.
– Vi kunne beskæftige over 400 flere, hvis det var muligt at få kvalificerede folk frem, udtaler husdyrsagens førstemand, redaktør Louis B. Knockel. – Der står en bred vifte af ledige job og venter: På husdyrslagterierne, i avlsarbejdet, ved dressur og disciplinering og ikke mindst i seksualindustrien, hvor fejlopdragne husdyr hver eneste dag og nat medfører bidskader og anden overlast for det betalende publikum.
– Det er bydende nødvendigt, at husdyrindsatsen systematiseres og skærpes, inden turisterne igen vælter ind over vore sognegrænser. Kombinationen af løsslupne turister og utilstrækkeligt disciplinerede husdyr kan føre til landsdelens moralske og økonomiske undergang. Løses problemet ikke i de nærmeste uger, må vi udkommandere en tvangsarbejdsbrigade af oldinge til de mest nødvendige opgaver.
SE OGSÅ:
Bedste, højtærede og dybt beundrede Herr Redacteur.
Afvigte sommer dukkede der, fra den nærliggende Kjøbstad, hvorfra man
hævder at kunne haandhæve Jurisdiction over vort uskyldige Landsogn,
to Mandspersoner op ved Gadekæret.
De gav sig til at fiske Guldfisk!
Igjennem Aarene, hvor stigende uansvarlig omgang med surt erhvervede
Penge har manifesteret sig, har adskillige Smaakaarsfolk anskaffet sig
saadanne overflødige Pyntegjenstande, og naar de blev trætte af det
stadigt mere plumrede Vand, lempede de fornuftigvis disse besværlige
Pyntedyr ned i Gadekjæret. (De kan jo ikke fortæres). Deer har de
udgjordt nyttig Føde for Karper, Aborrer og for den gamle snedige
Gjedde, Mester Mikkel, som selv de mest ihærdige med Medestænger, ikke
har haft Held eller Dygtighed til at faa paa Krogen.
Adspurgt om, hvorfor de dog gik paa Guldfiskefiskeri, svarede disse to
communale Personer, at Aarsagen var, at disse Fisk var artsfremmede.
Da vore brave Landsbyboere, som i større tal var stimlet sammen, hørte
dette, opstod en slags Uro, hvorved de to Biologer uheldigvis blev
pressede ud i Gadekjæret, som er 2 à 3 meter dybt. Der var ingenlunde
Tale om Voldsanvendelse, men da de forsamlede hørte Begrundelsen for
Fiskeriet, blev Pladsen simpelthen trang, da Folk knækkede sammen af
Latter og derved fyldte noget mere end i oprejst Stilling.
Faa Dage senere havde vi i Jægerbroderskabet af 1832 vort kvartaarlige
Møde. Efter en lidt uinteressant Gjennemgang af Fredningsperioder (Vi
skyder nu, som det passer os, og naar det passer os paa vor egen Jord) –
kunne eet af vore yngre Medlemmer, Gaardmand Carl Weber-Freischütz, 62
Aar, berette fra et møde han havde bivaanet i Høng og Omegns
Gjensidige Jagtselskab, at man nu burde være opmærksom paa, at en
Række tilkomne Arter frit kunne bortskydes. Idet de ansaas, ikke at
høre naturligt til dansk Fauna, kunne nu Den sorte Svane, Den
amerikanske Skarvand, Maarhunden og yderligere et antal ”Artsfremmede”
Dyr frit jages, med Udryddelse for Øje.
Det naive unge Menneske benyttede Udtrykket ”Invasive” arter. Vi mere
modne Mænd, som for fleres vedkommende fra Ungdommen af, var blevet
gennemtampede i Latinskolen i den nærliggende Kjøbstad, forstod jo
udmærket den fine latinske betegnelse og Mødet truede med at fortabe sig
i Beretninger om Lille Jensen, Gale Ras og hvad disse ondsindede Tampere
nu ellers hed.
Vort møde var henlagt til Pogeskolen, og medens man fra Kjøkkenet
spændt ventede paa signal til at Spisningen kunne paabegyndes, var der
aabenbart ogsaa blevet lyttet ved Døren.
I hvert Tilfælde tillod den unge Hjælpedegn, Rasmus Bjerg, 48 Aar, sig
at træde ind blandt os bedre Mænd og tiltage sig Ordet. Denne
blegnæppede, skravlede Yngling fremførte med Fistelstemme, at
holdningen til de nævnte tilkomne, var ren Xenofobi og Racisme! Vi,
i vort velstaaende Sogn skulle være glade ved, at kunne byde de udefra
kommende velkomne og at lade dem fouragere paa vore Marker og i vore
Moser. Inden vi fik Fyren bragt til Tavshed, naaede han endda at
fremføre, at vi i tilgift skulle udlægge Vinterfoder, i haarde Tider !
Ja, har man hørt Magen ? Om de nævnte Arter er god Kost ved Husbonds
Bord skal vise sig. Men i Folkestuen gaar de vel an. Og den, som ikke
værdsætter Madmoders Kost kan gaa sulten i Seng, efter en god Dragt
Prygl.
Ja, Herr Redacteur; de nyeste Galskaber fra den fordærvelsens Pøl som
kaldes Hovedstaden og videre fra den ikke mindre raadne Kjøbstad,
rammer beklageligvis ogsaa os troskyldige Landboere, men med passende
Dumhed (fra vor Side) i Omgangen med disses Repræsentanter og med
daglig sund Sands i hjemlige Anliggender tænker jeg, at vi nok klarer
endnu en Vinter og Vaar.
Med de mest forbindtlige Hilsener og med min vedvarende højagtelse
forbliver jeg
P.S. Med hensyn til Invasive Arter ser man frem til, at den kjære fugl jeg
under et af min ungdoms Besøg i Scotland, lærte at kjende som “The
Famous Grouse” indfinder sig her i Tersløse.
LOUIS B. KNOCKELS BESVARELSE:
Spar ikke på patroner eller hasselkæppeprygl
Allermest ærede hr. von Münchhaus,
folkeoplysningens utrættelige ven og velgører
Jeg må i et og alt bifalde, at forvaltningen af lokal natur varetages af lokale jægere i moden alder. Disse afgør suverænt, hvem der skal have lov at formere sig og spise af landets frugter, og hvem der skal bortskydes eller i det mindste under trussel herom jages ud over sognegrænsen.
På min hjemstavn fører vi nøje kontrol med invasive arter, såvel to- som fir- og seksbenede. Hvad de sidstnævnte angår, har vi haft betydelig gavn og glæde af en stamme albanske væggelus, som en lokal søfarende, overfyrbøder Harding Z. Grüde, Blodhavn, i begyndelsen af 1950’erne hjemførte. De er siden opformeret til en veritabel slagstyrke, der hver sommer sættes ind mod pengeløse sovepose-turister og andre fremmede, der i utilstrækkelig grad bidrager til hjemsognenes næringsliv.
Efter en enkelt nat i selskab med de albanske kæmpelus ser vi disse uønskede gæster bevæge sig i rasende tempo mod sognegrænsen, og de vender sjældent eller aldrig tilbage.
Om vinteren gør overskydende lus nytte som hønsefoder.
Jeg slutter i forvisningen om, at De, hr. von Münchhaus, og Deres bevæbnede naboer vil være i stand til at imødegå trusler af enhver art, og at hasselkæppen også i sognets roligere dage og uger vil danse over såvel tilvandrede som hjemmefødte usselrygge.
Med fremdeles højeste agtelse signeret, Deres
