Nedenstående fremsendes i den triste anledning af V. Røvlenbergs i en alder af 128 år alt for tidlige død, under et særdeles veldækket nytårsmiddagsbord i festsalen på Gustenhuse Friskytteforenings Jagtpavillon.
Det var Røvlenbergs døende ønske, da han tidligere i dag udåndede i mine arme, med sit aftrillede hoved i skødet, at hans efterladte, under middagen på en serviet nedfældede digt, specifikt skulle fremsendes til publicering i vor højt respekterede egnsavis.
Lad os efterkomme vort noble bysbarns bøn og alle istemme denne, hans sidste mesterlige komposition, ved bisættelsen fredag 6. januar, 2017, kl. 18:47 prc. på Gustenhuse Østre Losseplads.
De Tre Visne Mænd Fra Østerlars
På Marken foran Kirken staar
To Mænd der ej i Kirke gaar.
“Til Rønne By vi age vil,
At redde os en Brandert, til!”
Som sagt, saa gjort. De ta’r afsted,
Og Degnen følger også med.
Thi han har Hestevognen tømt,
Og Han’sens Liigfærd just forsømt.
For nu de Trende solde maa;
I Han’sens Kiste er kun Skraa,
Butæljer, og en Mø saa favr,
Og ikke Hannesens Kadav’r.
Men Tingene jo slippe op,
Og udslidt bliver Pigens Krop.
Saa hastigt Vognen Ruten ta’,
I Svinget Pigen kastes af.
I Rønne By saa prunk og fiin,
Dér møder de en stolt Rabbin’.
Han rækker dem en gylden Kalk,
Og siger: “Prøv dog denne Skalk!”.
“Det siger vi Dem, Hr. Melin,
Ej drikke vil vi Jødes Vin!
Jeg er blot Degn, en Ødeland,
Dog ej jeg føje Jødemand!”
Og Degnen Pisken smælde la’r
Ret mod den gamle Jødefa’er,
Og til sin Synagoge strax,
Han sig forføje med et: “Pax!”
De Trende Svirebrødre nu,
På Kro vil age, gram i Hu,
For dér at slukke deres Tørst,
Thi dén er stor, ja, større; størst!
Men pludselig på Vejen fram,
De ser en tækkelig Imam.
Han byder dem et Maaltid let,
Og si’r: “Min Navn den er Ahmed.”.
Men Degnen svarer, gamle Skjælm,
Ret som en Viking uden Hjelm:
“Præcis som Dem vi er – ak – mæt.
Saa nu vi Tre vil drikke tæt!”.
“For vi har gode, danske Aner.
Vi ej er Muhamme-, men Daner!”
Og ind i sin Moské han skrider,
Imedens de Trende rejser vider’.
Paa Torvet alt i Rønne By,
Der rejser sig højt imod Sky,
En Negerkarussel saa stor;
De Trende raaber: “Nøjjj…!”, i Kor.
Ved Hjulet denne skiønne Dag,
Staar Negerkongen Umbabá.
Han rækker dem en Pibe hver,
At ryge paa, med Lugt saa sær.
Og Degnen raaber: “Umbahbah!
Jer Røgelse er vældigt bra!
Tag med os, kiære Negermand;
(Blot Kirkebøssen række kan…!)”.
Således blev de Tre til fir’,
Og alle gik de ud på Svir.
Hvorend de er, den Dag idag
De sammen er, I muntert Lag:
“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”
Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.
“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”
Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.
De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.
“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”
OTTE MINUTTER SENERE
Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.
“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”
Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.
Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.
“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”
Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.
“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”
Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.
YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE
“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”
Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.
“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.
Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.
En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.
Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.
Negrene dansede også, men det var en glædesdans.
“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.
“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”
Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.
Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”
“Ja, Billy. En telefonsamtale. Til New York. Nu.” Pholbert Gaffelhage halede sit ommeur op af vestelommen og så på den slidte skive. “Klokken er 20.02, så det bliver til aftentakst, husk det.”
“Yes sir, Mister Gaffelhage,” svarede kontoristen på jernbanestationens kontor, mens han drejede på håndsvinget og prøvede at aktivere rigstelefonen.
Billy var vant til, at den gamle mand indfandt sig om aftenen for at ringe til New York, Chicago eller somme tider så langt væk som London eller Berlin. Old Man Gaffelhage boede et par km oppe ad bjergsiden, og han havde hverken telefon eller elektrisk lys i sin bjælkehytte. En om muligt endnu ældre negerkvinde passede hans køkkenhave og tilberedte hans beskedne måltider af saltet flæsk, bønner, kartofler og andre lokale produkter.
Pholbert Gaffelhage tændte et cigarskod, mens han ventede på, at forbindelsen skulle gå igennem. Billy gispede. Han måtte lufte ud, hver gang Mister G havde været her. Egentlig var det vel synd for den gamle mand, at han ikke havde råd til at tænde sig en frisk cigar, tænkte Billy, mens han prøvede at trække vejret i de stærke blåsorte røgtåger.
Ja, stakkels gamle G, som kun var USA’s næstrigeste mand.
FORHISTORIEN
Pholbert Gaffelhage var udvandret fra Klamhuse cirka 1880. I Amerika havde han fået arbejde på en gummivarefabrik. Efter nogle år var han avanceret til driftsleder, derpå direktør, senere ejer og drivende kraft i konsolideringen af den globale gummivareindustri.
Gaffelhage Amalgamated var nu et investeringsselskab med enorme værdier placeret i mange brancher verden over. Gamle Pholbert var flyttet på landet for at leve jævnt og enkelt som i sin barndom, men via breve og telefon fulgte han aktiviteterne i detaljer. En ganske bestemt månedsstatus, indløbet forleden, havde fordybet rynkerne i hans pande.
Sønnen Philbert havde nemlig i løbet af måneden kørt i hyrevogn for ialt 3,41 dollars, og to gange havde han på firmaets regning spist middag ude i byen. Den ene gang endda med en gæst, som meget vel kunne tænkes at være den sminkede dukke, faderen havde forbudt ham at pleje omgang med.
“Nu er der forbindelse, sir!”
Pholbert greb røret.
“Er det dig, Harry? Godt, hør efter! Straks i morgen tidlig sælger du… Ja, jeg siger sælger. Jeg vil… Så hør dog efter, mand! Sælg alle mine aktier… Satans til dårlig forbindelse… Alle mine aktier i…”
Det knasede på ledningen, mens Pholbert bjæffede videre: “…aktier i Gaffelhage Consolidated Junior. Jeg vil ikke poste flere penge i det foretagende, og Philbert må køre det i sænk for egen regning. Han skal ikke spille kong Gulerod på min regning.”.
“Alle dine aktier, javel,” sagde børsmægleren Harry Buttensschön, mens han kiggede hen over New Yorks havn. “Har jeg forstået dig rigtigt: Hele beholdningen?”
Den dårlige forbindelse havde slettet specifikationen af, at Pholberts ordre kun handlede om aktierne i juniors firma.
“Ja, for helvede,” sagde den gamle. “Og lad gerne Philbert og alle andre vide, at min tålmodighed er brugt op. Godnat, Harry.”
“Ih, du milde,” mumlede børsmægleren. “Jeg skal vist have en whisky til at sove på i aften.”
Pholbert betalte for samtalen og begav sig i halvmørke op ad bjerget. Det lille dumme firma, som Philbert havde fået lov at bestyre, ville gå til grunde, tænkte han, og bedre havde junior ikke fortjent.
TIRSDAG MORGEN
Dagen startede turbulent på børsen i Wall Street. Stemningen havde været nervøs de seneste uger, og nu tordnede kurserne i bund, mens Harry Buttenschön solgte ud af samtlige Pholbert Gaffelhages aktiebeholdninger. Den gigantiske formue var spredt ud over stort set alle erhvervsgrene.
Panikken på Wall Street blev forværret, da Harry Buttenschön bekendtgjorde, at det var Gaffelhage-formuen, der blev trukket ud af aktiemarkedet. Gamle Gaffelhage havde i mands minde aldrig gjort et forkert træk. Alle, der kunne, fulgte hans flugt.
Da turen kom til aktierne i juniors selskab, var de allerede tæt på værdiløse, hvilket knap nok blev bemærket. Det var blot en dråbe i et frådende hav af kursfald og katastrofe.
Mange af spekulanterne havde ingen handlemuligheder. Unge Philbert var blandt de tusinder, der så sig ruineret, og hen på aftenen sprang han ud fra sit kontor på 19. etage, lige om hjørnet fra Wall Street. Det skete uden brug af faldskærm, og cementfliserne tog ikke blødt imod ham.
ONSDAG MORGEN
Pholbert modtog meddelelsen pr. telegram. Billy, jernbanens unge kontoriste, kom løbende op ad bjerget med den.
“Jeg kondolerer, hr. Gaffelhage,” sagde han og strøg kasketten af sit vandkæmmede hoved.
“Tal ikke om det,” svarede Pholbert, da han havde læst det korte budskab. “Du er en brav ung mand, Billy. Lad mig belønne dig efter fortjeneste.”
Gaffelhage forsvandt ind i huset og kom nogle minutter senere tilbage med en mønt, en nypudset 5-cent, på sin tørre håndflade.
“Så sid dog stille, kvinde,” sagde Leonardo Da Vinci for 33 gang.
Modellen foran ham var ikke nem at arbejde med.
“Jamen, det er kedeligt,” svarede damen. “Jeg gider ikke mere.”
Leonardo Da Vinci stønnede irriteret.
“Ved De hvad? Deres mand har bedt mig personligt om at male Dem mens han er i sejlklubben. Når han kommer tilbage skal vi være færdige. Nu har De bare at sidde stille. Er det forstået?”
“Ja, ja.” svarede fru Giocondo på stolen overfor. Hun kiggede opgivende tilbage.
Leonardo fortsatte hvor han slap. Med lette strøg førte han penslen med den brune maling langs overfladen. Denne klistrede substans var lavet af egen afføring. En grynet masse med majsflager hvilket altid gav et fortrinligt resultat.
“Er De snart færdig, hr. Da Vinci?” spurgte kvinden, hvilket rev ham ud af hans koncentration endnu engang.
“To timer endnu! Giv mig nu lidt arbejdsro,” råbte han.
Sekundet efter kom hun til at nyse. Leonardo tabte penslen af forskrækkelse.
“De slider på mine nerver,” hylede han. “Hvis De ikke tager Dem sammen frue, så propper paletten direkte op i røven på Dem.”
Han rejste sig op og svingede med armene.
Kvinden stønnede:
“Jeg skal nok sidde stille nu.”
“Godt …” Han bukkede sig ned, samlede penslen op og fortsatte med at male.
To timer senere kom hr. Giocondo tilbage fra sejlklubben. Han var i strålende humør for han havde glædet sig til at se resultatet. Han trådte ind i Da Vincis værksted og udbrød:
“Nu er jeg tilbage. Må jeg se hvad De har lavet af mirakler?”
Han stivnede ved synet der mødte ham. Det glade udtryk forvandledes til en sammenbidt grimasse.
“Vi er lige straks færdige,” smilede Leonardo Da Vinci. Han lavede det allersidste penselstrøg og kiggede tilfreds på gæsten. “Hvad siger De så?”
Hr. Giocondo kiggede skiftevis fra maleren til sin kone. Han var ikke klar over om han troede sine egne øjne.
“JEG BAD DEM OM AT MALE MIN KONE!” brølede han.
Leonardo rejste sig forsigtigt.
“Det er da ved gud også det jeg har jeg gjort.” Leonardo pegede på kvinden der sad dækket af maling fra top til tå. Hun havde fået mange lag af den stinkende brune masse.
“Sgu da ikke på den måde. Jeg mente et maleri, din inkompetente nar. Et portræt!”
Leonardo kløede sig i nakken.
“Nåh. Det var det De mente…”
“Badrh,” udbrød den gamle munk i klosteret Lindisfarne før han smed sig i stolen og kastede et søvnigt blik ud over spisesalen hvor hundredvis af munke sad og stirrede udtryksløst ud i luften. Flere af dem gabte. Andre pillede næse.
Den gamle munk brummede svagt mens han bedende så op i loftet.
“Fader. Vi savner sanseindtryk. Vi keder os usigeligt. Hør på os. I himlens navn lad der ske noget. Amen.”
“Amen,” svarede et par munke i flokken.
Munkene gik til daglig og passede sig selv på Holy Island. De drak te og spiste småkager. De bryggede munkeøl, passede haven og bad til Vorherre. Den samme rutine dag ud og dag ind. Hele året rundt.
Sidste gang der var opstået noget der mindede om spænding var da den gamle munk fik hæmorider og gjorde klageskrig fra sine gemakker, men det var fire år siden nu.
Kedsomheden var en del af livet på Holy Island. Det var også derfor det overraskede alle da den unge munk Lukas kom løbende ind i spisesalen og råbte:
“Gæster!”
Samtlige munke gispede. Hvisken bredte sig i salen. Den gamle munk gav et ryk fra sig i stolen og tabte underkæben af ren forbavselse.
“Hvem fanden gider at besøge os?”
KAPITEL 2
Munkene løb ud af bygningen og ud på marken hvor fårene, hestene og køerne græssede med lige så sløve og deprimerede blikke som munkene selv. 200 meter længere fremme marcherede en hær af ukendte mænd.
“Hvem i helvede er det?” spurgte den gamle munk.
“Vikinger,” svarede en munk med hentehår. “Jeg har læst om dem. Spændende folkefærd. De kommer fra det kolde nord. Dannevang.”
Den gamle munk nikkede anerkendende.
“Vores bønner er blevet hørt. Endelig sker der noget spændende.”
Hæren af vikinger trampede hen over marken med kursen direkte mod munkene. Ansigterne var arrede, vrede og frådeskummende. En flok kreaturer stod i vejen for deres bane men det tog vikingerne sig ikke af. Sværd, køller og økser roterede i hænderne som møllevinger og splittede husdyrene ad i et fyrværkeri af rødt.
Munkene spærrede øjnene op. Hæren standsede et par meter foran dem.
“Goddag, d’herrer,” sagde den gamle munk. “Velkommen til Holy …”
Vikingehøvdingen der havde et langt filtret skæg afbrød med en flyveskalle og fjorten lussinger. Munken røg fortumlet på røven ned i græsset.
“BRRRAAAH” brølede vikingehøvdingen. Spyt dryppede nedad hagen.
“BRRRRRAAAAH” svarede de andre vikinger.
KAPITEL 3
Vikingerne bankede løs på munkene og kastede dem rundt som var de ligegyldigt legetøj.
“DRRAGK.”
“VRRAM!”
Men de blev hurtigt trætte af denne kaste-bankeleg, så de marcherede op til klosteret for at se hvad de kunne more sig med der.
“GAAAARJH!” brølede vikingehøvdingen ved synet af dette nyopdagede slaraffenland. Han gjorde tegn til de andre og de stormede ind gennem døren med begejstrede råb.
Først hentede de øllet og vinen i kælderen. De drak og drak og smadrede møblerne i klosteret, bedækkede de overlevende kreaturer og malede gudsbespottende gloser på vægge og gulve.
Så kom turen til spisekammeret. Her blev alt ribbet ned til sidste krumme. De rådne vikingegummer gnaskede løs i den føde, der kom i deres nærhed.
Mere øl til at skylle efter med. Flere dyr blev befamlet.
Da alle maver var fyldte tævede de munkene endnu en gang.
Sådan fortsatte det i godt og vel fem timer.
KAPITEL 4
En viking stod og urinerede på bordet i spisesalen. Han råbte til de andre:
“KRRRAGGH!” Og det kunne han jo have ret i.
Skyggerne var ved at være lange. Det var på tide at vende snuden hjem og på hovedet i seng.
“HHHHRRRRG!” hylede en spinkel viking med filipenser. Han havde netop fundet skatkammerat med alle værdierne. Det skulle vikingerne selvfølgelig også have med. Det manglede da bare. De kunne sagtens nå at snuppe det hele inden det blev alt for mørkt udenfor.
Gæsterne fyldte de medbragte sække med tyvegods og bar det ud til skibet.
KAPITEL 5
Munkene stod paralyseret på kysten foran vikingeskibet mens godset blev læsset på fartøjet.
Vikingerne gik glade ombord med sækkene og maverne fulde. De rullede de sidste tønder øl ind på dækket. De havde ikke tænkt sig at tørste på hjemturen.
“GGRRRRA!”
“FFAAKS!”
“VRRRÅÅ!”
Vikingehøvdingen klappede den gamle munk på skulderen lige oven på et blåt mærke og sagde:
“Tusinde tak for denne gang. Det har virkeligt været hyggeligt. Det betyder meget for mig og drengene at vi kan komme forbi og slå os løs. Vi har jo ikke så meget at sige på hjemmefronten. Du kender jo kvinder.”
Høvdingen lo anstrengt. Han viftede med en bog han havde stjålet fra biblioteket. De hellige Lindisfarneevangelier. “Jeg håber det er i orden hvis jeg tager denne bog med. Jeg har sgu lidt dårlig mave og vi er løbet tør for papir.” Han hoppede op på skibet. “På gensyn!”
Munkene stod passive og gloede som tudser i tordenvejr. Vikingerne sejlede væk fra øen og freden lagde sig atter over Holy Island.
EPILOG
Munkene havde fået blå og gule mærker, værkende led, og de manglede flere tænder end nogensinde før. I tavshed betragtede de ødelæggelserne omkring dem.
Aldrig før havde der været så meget aktivitet på øen som under denne spontane vikingevisit.
Efter at have bearbejdet alle indtryk vendte den gamle munk sig mod de andre. Et småsjofelt smil bredte sig på hans ansigt. Et udtryk ingen af dem havde set i flere år.
“Det var for helvede da på tide,” jublede den gamle munk.
Og snart brød de alle ud i en forløsende latter.
I anledningen af den årlige Julemærkestrækmarch i Gustenhuse, er det mig af Tølperforeningen blevet pålagt at oplyse avisens distingverede læsere om denne storslåede, traditionelle lokaljubelbegivenhed, der i år finder sted første søndag i Advent, kl. 05:33 prc.
Tølperforeningen ser herover ved en tidligere, yderst vellykket udgave af marchen, hvor kun 8 medlemmer undervejs døde af udmattelse, kulde, gangræn, og/eller alkoholforgiftning.
Årets march går fra Gadekærets udendørs fælleslatrin, rundt om Saltsøen, over mosen til Udkigstårnet, herfra til Domkirkebyen Viborg, og derefter via Hærvejen til Slesvig og tilbage igen, over en samlet afstand af i alt 463 gl. landmil. Der vil blive serveret gratis varm petroleumsglögg og hestepilsnere ved boder placeret langs ruten for hver 5te mil, i begge retninger. Tobaksrygning er påbudt. Overtrædelse heraf ved medføre offentlig udstillelse og mulig retsforfølgelse.
Kvinder, børn, åndssvage og marxister er selvsagt forment deltagelse, og ved hjemkomsten vil alle raske Tølpersvende af vægter Larmo Rasselschlüssel personligt modtage 24 opfriskende frostlussinger, et smukt diplom samt et solidt gok oveni kasketten med morgenstjerne.
Dette års smukke Strækmærke, pålydende værdi kr. 0,35, bærer portrættet af fhv. Sogneover-borgmester, den folkekære æresborger og mæcen Siegfried Stahl-Eisenmann (1789-1923), hvis kolossale indsats til brunvareindustriens fremme skabte det økonomiske grundlag for vort blomstrende og velfungerende Sogn.
For hvert solgt mærke vil der tilgå Tølperforeningens Juleædefond 32 øre, 2½ øre vil gå til dækning af omkostningerne, og ½ øre vil – måske – blive generøst doneret til sognets fattighjælpskasse.
Marchen vil ydermere blive eskorteret af Julemanden på en pragtfuld NSU-motorcykle, venligst stillet til rådighed af Gustenhuse Veteran-Vehikularforening.
Vel mødt og glædelig Jul, og, som det jo så smukt lyder i vor kære, gamle forenings julestrækmarchsang:
(mel.: Den Gamle Lussators Sang)
“En Tølpermand er au courant, charmant, galant, er han, iblandt, Hurra! Hurra! Hurra!
Thi Tølperånden er bastant, Nu spises skal ris á la mande! I dag, i dag, i dag.”
SUPPLERENDE MARCHORDRE:
Usseldrup Storsogns Disciplinæreksekutivkomité påbyder alle raske og rørige nordvestjyder i aldersgruppen 11-104 år at gå i skarpest mulige træning samt at studere ovenstående kort, således at man enkeltvis eller i grupper kan tilslutte sig marchen kortest muligt efter udgangspunktet.
Fuldt gennemgørende deltagere vil også i vore hjemsogne blive belønnet med diplom, varm hestepilsner og stimulerende lussinger. Slendrian og urinering med svag stråle vil på intet tidspunkt før, under eller efter marchen blive tolereret.
(Sign.) Hassan bin Landknockel, cst. sognedisciplininspektør
Tusinder af klare stemmers samtonende jubel vil rulle hen over Nordvestjylland, når Klamhuse Brugsforening fra mandag morgen kl. 06.38 prc. har tilbud på Bob Padborg & Sønners Tomatsuppe. Efter en uønsket og ufortjent pause er dette fortrinlige familienæringsmiddel atter tilgængeligt i de kendte 5-, 10- og 25-liters næsten rustfri beholdere.
Kødannelse sker mandag morgen langs Brugsens gavl mod stationslatringruberne. (Ældste tilstedeværende mandsperson er som altid ansvarlig for lussingdisciplin i køen.)
Ældre suppespisere vil huske, at at produktet indtil 1969 solgtes under navnet “Padborgs Røde Flæskesuppe med Knas”. Dette år anskaffede fabrikant Bob Padborg et nyt formalingsanlæg, som effektivt forvandlede knoglestumper og andet knasende indhold til opløseligt pulver.
Overlæge Breckhus-Gramhofte, Klamhuse Husmandshospital, havde fornemmet, at sundhed var en ny bølge gennem samfundet, og han anbefalede, at suppen fremtidig blev tilsat nogle tomater (alt efter dagspris 2-5 tomater pr. 1200 liter færdig suppe). En til dato uafbrudt salgsfremgang blev resultatet.
Råvaren stammede og stammer stadig hovedsagelig fra dele af opskårne kroppe, som Klamhuse Kødfoderfabrik får til overs. Vi nærmer os nu fabrikationshemmelighedernes område, men man kan vel antyde, at der også alle dage har hersket en venskabelig og gensidigt hjælpsom forbindelse mellem lokale kirkegårdsgravere og suppevirksomheden.
At nordvestjyske familier i nogle uger har måttet undvære deres daglige favoritmåltid, skyldes en beklagelig gaseksplosion i fabrikkens lagerkælder og derefter overdreven emsighed fra en nyindsat distriktsdyrlæges side. Den pågældende er vist til rette med nogle snese kaskaderende lussinger og vil ikke foreløbig give anledning til flere problemer.
GLORVÆRDIG PRODUKT- OG FAMILIEHISTORIE
Flæskesuppen og dens senere tomatiserede arvtager er resultatet af fabrikant Bob Padborgs livslange virke i ernæringsbranchen. Han og hans slægt har siden slutningen af 1800-tallet spredt lys og velsignelse over Nordvestjylland, dels i fødevarebranchen, dels som succesforfattere. Hvem kender ikke Pippi & Palle Padborgs internationalt berømmede romanserier?
Navnet Padborg optræder også hyppigt i fortegnelserne over aktive masturbations- og lussingsportsmænd, så slægten må i sin helhed anses for fuldt integreret. Den daglige myndighedskontrol ophørte i 1951, da de mandlige medlemmer over 35 år fik valgret til storsognerådet.
Med tilbagegangen til s/h-formatet oplevede dansk film endelig en hårdt tiltrængt post-moderne renaissance. Prisen for årelang degeneration i hele den grundlæggende progressive idé bag denne, den senest opståede væsentlige kunstart i historien, var uundgåeligt massefyringer og stillingsnedlæggelser i diverse statsfinancierede og kommunist-inficerede fakulteter, og skændige hovedfigurer såsom Erik Smausen og Poul Fezgaard blev til og med ført for retten og idømt kålkur og benhårdt strafarbejde, samt klækkelige dagbøder for deres korrupte, forrædderiske, bagstræberiske, inkompetente og dybt ineffektive adfærd op gennem disse tragiske, vel nærmest at betragte som komplet spildte årtier.
Kunsten har jo alle dage stået for skud, blot havde man håbet at dette også kunne have været gjort gældende for de ansvarlige korrumperede niddinger. Dog skal det bemærkes, at Filmskolen i Holstebro trods alt blev totalt nedlagt under henvisning til Grundlovens bestemmelser vedrørende systematisk landsskadelig virksomhed. Samtlige ansatte og elever blev uden rettergang henrettet ved masseskydning ind gennem vinduerne af skolens aula i Julen 1989, hvorefter bygningen blev sat i brand. Så grelt stod det med andre ord til i dansk film på daværende tidspunkt!
Holstebro Filmskole hin vinter, efter retfærdigheden var sket fyldest.
Nåde gik desværre for ret i langt de fleste tilfælde, men kunsten overlevede, og blandt de nymodens tiltag er det vigtigt at påpege det helt nye undervisningsparadigme på film- og skuespilskolerne, hvor fremtidens mestre og stjerner udklækkes. Således er alle nu udstyret med topmoderne seksualfaciliteter, døgnåbne udskænkningssteder, kampsportslokaler, skydebaner, motorsportsanlæg og opiumshuler, tilligemed velindrettede disciplinære afstraffelsesstationer. Ydermere er alle afdelinger nu forureningsneutrale og energimæssigt selvopretholdende, i kraft af højteknologiske fækaliereaktorer. Væsentlige fremskridt, der alle borger for fremtidig kvalitet.
For stuntpersonernes vedkommende var der dog ingensinde tale om nogen som helst slinger i valsen, og det fremragende arbejde udført i dette regie, om noget symboliseret ved Orlas konstante, ufravigelige tilstedeværelse, fortsatte i mellemtiden ufortrødent.
I nedenstående smukke potpourri fremhæves således nogle af de allerfineste øjeblikke i vor nyere nationale filmhistorie, med hovedfokus på Orlas storslåede medvirken.
I splatterkomedien “Helvedeselevatoren” (1992) overlever Orla som den eneste en 22-etagers nedstyrtning i elevatorkabinen på Binnegahls Hotel. De øvrigt stuntmen klarede ulykkeligvis ikke opgaven, og i alt 28 personer omkom heltemodigt i de utallige halsbrækkende scener.
I den eksperimenterende fin-de-siècle-antidogmefilm “Her Gaar Det Op Ad Bakke” (1999) blandes elementer fra vor glade, gamle revytradition med temaer fra Jørgen Leths gungrende episke 1200-liniers digt “Pøt Mølle-løbet i 1924”. Efter umenneskelige strabadser gennem det jyske søhøjland på en defekt velocipede og uden nævneværdig væsketilførsel, blev Orla i den uforglemmelige slutscene slået med et halvt cykelhjul under den voldsomme tumult, medens den populære bakkesangerinde Olga Volga fra blokvognen i målområdet lystigt fremskrålede den gamle vise “Ådselsgribbens Sang”. Orla gennemlevede efter prøvelserne et flere måneder langt sygeleje med dobbeltsidig lunge- og dækpunktering, og for øvrigt uden øl, på fattiggården “E Skaadstouw”s lazaret i Gammel Ry.
Limfjordskutteren “Gamle Alvilda”, samt besætning, som blev anvendt i den storslåede nyindspilning fra 1995 af Hans Kirks højdramatiske almuekulturroman “Fiskerne”. Orla ses i midten, i birollen som Gus Klabautermann-Sørensen, der skylledes overbord i en brandstorm, og blev angrebet af en stime aggressive lampretter, der flænsede ham til blods overalt på kroppen, og afbed hans højre testikel.
Fra optagelserne af samme storfilm: Redningsfartøjet “Tangloppen”, som med tab af styrmanden, den halve besætning samt hovedparten af den resterende flydende proviant, kom kutteren til undsætning, i det simulerede vesthavsforlis på Dogger Banke.
Orla stikkes senere i filmen brutalt med kniv i den sindsoprivende og fuldtud autentiske torturscene under “Torskefejden”, der medførte regulære folkeoptøjer i det lille vestjyske fiskerleje Gagger, hvorunder adskillige borgere på tragisk vis omkom.
Publicity-shot af Orla, fra hans eneste regulære ikke-stuntrolle som den gerrige og lommefilosofiske libertarianer Max Knaster, i Holbergs klassiker “Den Politiske Kugelstøder” (2010). En smuk, værdig og længe ventet skuespillerdebut.
I “Affæren i Pølleby 2: Mig og Festnegerkongen” (1997) havde Orla gennemført en komplet kropsindtjæringskur under kyndig supervision af den (under tragiske omstændigheder i Dårekisterevolten i 2002 afdøde) dr. Gack E. Laksen på dennes klinik på Gustenhuse Sindssvageanstalt. Orla havde i rollen som “Den Store Wongo” ingen replikker udover et enkelt velplaceret grynt eller to.
I det autentiske, dreyersk inspirerede senmiddelalderdrama “Kiøge Huuskors” (1998), fik Orla ørerne brændt af, da han fastbundet til en stige lod sig vælte ned i et flammende heksebål, kun iført tynd asbestdragt under munkekutten. Filmens kontroversialitet afstedkom blandt andet, at Foreningen til Lesbiske Ærøboeres Beskyttelse (FLÆB) i kraftig og noget utidig protest reagerede ved at kaste snesevis af brugte menstruationsbind mod lærredet under premiereforevisningen i Marstal Folkekino. Biografen blev herefter prompte og under konsekvente former ryddet af knippelbevæbnet personale, med assistance fra stamgæster fra de omkringliggende udskænkningssteder.
I 2001 måtte Orla endnu engang stå på mål i en film med et sportstema, nærmere bestemt den opdaterede og politisk korrekte jubeludgave af klassikeren “Fodboldpræsten”, som i den nye version betitledes: “Fodboldimamen: Kanonskuddet I Kabul”. Danmarks første halalfilm.
I gangsterfilmen “Falskmøntnerens Flugt Gennem Plankeværket” (2003), jager opdagelsesbetjent Bommerlunder den kriminelle mastermind og tidligere tandhjulskalibrator ved vækkeursfabrikken i Ringkøbing, professor Tiktaxen, der til sidst i filmen rammes af lynet og kastes i et boblende syrebassin. Orlas helbred var i meget sørgelig forfatning efter denne prøvelse, men han overvandt igen sine lidelser. En længe ventet fortsættelse af denne yderst populære og stemningsfulde film noir, er i øvrigt under udarbejdelse, med den foreløbige titel: “Det Horende X”.
Orla ses her i genfilmatiseringen af Kaj Munks dystre 3-akters skuespil “Graven” (2005), i rollen som den ved en administrativ misforståelse genopstandne teologiadjunkt Homunculus Smalpocks. For at kunne fremstå så realistisk som muligt, lod Orla sig inden optagelserne levende begrave i 6 uger.
Hermed bringes Orlas prægtige karriere up-to-date, og det er mit varmeste håb, at d’herrer trofaste læsere igennem herværende føljeton har haft fornøjelse af vor store vens fascinerende karriere, med dertil hørende tragedier og triumfer.
Sluttelig, må det mig være tilladt at udsende en ydmyg bøn. Blandt Orlas uregistrerede filmoptrædener findes et utal af interessante klip, hvoraf det i et enkelt tilfælde endnu ikke er lykkedes mig at tilvejebringe sekvensen fra “Vilde Tis-Lege i Tisvildeleje”. Skulle nogen – uanset afspilningsformat – besidde denne obskure filmhistoriske kuriositet, vil den snarlige udlevering af en højkvalitetskopi heraf til undertegnede være at betragte som et absolut privilegium.
Med filmentusiastisk hilsen fra Deres ydmyge, Hartmann
SIDSTE NYT: TISVILDELEJE-FILMBILLEDER FUNDET
Redaktionel tilføjelse:
Kun et døgn efter, at vor kundskabsrige og utrættelige ven, filmhistorikeren Hartmann Stahl-Eisenmann, havde efterlyst materiale vedr. den erotiske undergrundsfilm “Vilde Tis-Lege i Tisvildeleje” (1968 eller 69), fremkommer nedenstående sensationelle billeder, som en læser (der indtil videre ønsker at forblive anonym) har fundet på sit loft.
Filmen blev totalforbudt over det meste af verden, men en bulgarsk 8 mm-kopi vides at have været i cirkulation så sent som i 1990’erne. De her viste billeder stammer dog fra en tysk billedbogsudgave med bobletekster, udgivet på Verlag Otto Braunschweig under titlen “Wilde Piss-Spiele in Pisseldorf” 1971.
Skuespillerne var anonyme amatører, og enhver lighed med Helen Mirren og Marcello Mastroianni på det øverste billede er tilfældig. På det nederste genkender vi Orla som figuranten i midten på Tisvildeleje Strand. Det var en af de for Orla ret kedsommelige arbejdsopgaver, idet han ikke en eneste gang kom til skade under optagelserne.
Efterlysningen af en fuldstændig kopi af filmen står stadig ved magt, og Den Knockelske Kulturfond udlover en dusør på kr. 1,71.
Hermed yderligere højlødige billeder samt forklarende ledsagetekster fra Orla Duhda Zinzüeghs storslåede karriere inden for filmens eventyrlige verden.
1. Oberst Packel Gaar Paa Næsen
I ridescenen fra folkekomedien “Oberst Packel Gaar Paa Næsen” (1953), led Orla den tort at flyve forover sin prægtige ganger, og lande med hovedet forrest ovenpå en mindre sprængladning fra specialeffekt-afdelingen, hvilket afstedkom alvorlige hovedlæsioner samt komplet døvhed. Hesten måtte desværre aflives med forhammer grundet chok.
2. Hva’ Er Klokken, Møller?!
Den legendariske urscene fra lystspillet “Hva’ Er Klokken, Møller?!” (1955) gik over i filmhistorien som det indtil da teknisk sværest udførlige stunt regnet ud fra filmbudgettets størrelse. Der var således ikke råd til kraner eller stiger, og filmholdet havde ej heller adgang til bygningen, så Orla måtte selv kravle op af facaden, og derefter lade sig styrte de fire etager ned igen, da scenen var færdigskudt, og dette kostede ham hans milt og det ene ben, idet der heller ikke var råd til skummadrasser, halmballer, dyrekadavere, ubearbejdet blødbrunvare eller andet egnet materiale, til at afbøde faldet.
3. Mord Paa Præstegaarden
Orla ses her i stuntrollen som Korpus Umulius sammen med en ung Kurt Svands i stranguleringsscenen fra julegyseren “Mord Paa Præstegaarden” (1957), som helt utilsigtet forårsagede en forrykket nakkehvirvel samt diverse pinefulde slidsår. Men man må jo være dannet, og Kurt undskyldte da efterfølgende også episoden under henvisning til sin absinthafhængighed, sin undertrykte homosexualitet, samt sin dybe indlevelse i rollen.
4 og 5. Flugten Fra Pantefogeden
Et eksempel på hvor galt det kan gå, men dog til trods hvad må formodes at have været Orlas til dato mest spektakulære stunt, fra “Flugten Fra Pantefogeden” (1959). Orla styrtede 12 etager, nedrev 36 kilo vasketøj, 2 flagstænger, og gennembrød en baldakin, inden han landede i tidsskriftsafsnittet af en velassorteret aviskiosk. Bedriften er siden gentaget af Lasse Sprang Olsen, dog uden nævneværdige personskader til følge.
6. På Fyrretyvetusind Favnes Dybde I Skagerrak
I en storslået international kooperation mellem de franske, engelske og danske filminstitutter, udførte Orla i 1960 sit hidtil største undervandsstunt, som Kaptajn Kenos assistent Fisker-Jørgen, i science-fiction mesterværket “På Fyrretyvetusind Favnes Dybde I Skagerrak”. På billedet ses han ved siden af sit specialbyggede og trykresistente dybhavskostume.
7. Den Er Helt Gal Oppe På Fjerde
Fra skrækfilmskomedien “Den Er Helt Gal Oppe På Fjerde” (1962), hvor en ulykke på et illegalt brunvareforædlingslaboratorium satte en hel opgang på den anden ende… Klippet med Orla blev desværre bortcensureret af myndighederne og er sidenhen gået tabt, muligvis destrueret, men iflg. drejebogen skulle han have været antændt og sprunget ud af vinduet indsmurt fra top til tå i en mørk og svært ildelugtende substans.
8. Morian – En Helvedes Karl
I den dramadokumentariske spændingsfilm “Morian – En Helvedes Karl” (1964), udførte Orla en hel vifte af vovehalsede, maskindrevne stunts, som i det viste fotografi, hvor han på en tunet amerikansk luxusmotorcykle frygtløst gennemkørte en pølsevogn ved Trædballe Hønseavlerforenings Vaarskue. Orla tilbragte efterfølgende lykkelige 1½ år på Hvidovre Hospitals brandsårsafdeling.
9. Ka’ De Li’ Koldskaal?
I episode nr. 214 af den populære TV-krimiserie “Ka’ De Li’ Koldskaal?” fra 1966, drikker Orla i bedste method acting-stil i rollen som Pleümerth Hjelmborg et helt glas kærnemælk med bladan. De efterfølgende uforglemmelige scener med mavekramper og blodige styrtbrækninger var således fuldt autentiske- De havde i øvrigt nær taget livet af Orla, og bevirkede en længere pause i hans arbejde i filmkunstens tjeneste.
10. Bønderprygleren Rackham Slyngelaa
I denne famøse scene modtager Orla 8 stokkeslag direkte mod ansigtet, i stuntrollen som den opsætsige husmand Ølberg Dramkvist, i 1972-filmatiseringen af Morten Hammersen Flexøes “Bønderprygleren Rackham Slyngelaa” (forrygende spillet af ingen ringere end Hove Kværnst). Filmen modtog Sydvestfynske Celluloid-Enthusiasters dobbeltpris på 2 x kr. 1,87 for den mest udpenslede voldsscene, samt “Bedste Skyderi”. Det var i øvrigt ved denne lejlighed, at Orla mistede sit ene øje samt de fleste af sine tænder i undermunden.
Idet vort kendteste sognebarn nu kan fejre sin ethundredehalvtredsindstyvende fødselsdag samt sit 75-års jubilæum som internationalt anerkendt stuntman, fremsendes hermed i al beskedenhed nedenstående, af mig udarbejdede portrætartikel om denne stoute, ædle Gustenhusmand og 17-foldige æresborger, der i sit lange liv og virke udelukkende har bragt hæder, stolthed og berømmelse til vor kære hjemegn.
DEL II: ORLA SVØMMER HJEMMEFRA
Radiolytningen, sammenholdt med moderes besyndelige lidelse, ansporede Orla Møgertsen til at opsøge og forårsage spektakulære ulykker med henblik på at fremkalde alvorlige personskader på egen krop.
Da han i 1941 i en purung alder af 75 år valgte at svømme hjemmefra, for med egne øjne at se lidt af den verden, han hidindtil blot havde hørt om, var det således med ambitionen om at blive verdens største, bedste og mest berømte, konstant tilskadekomne person.
Listen kunne for så vidt fortsættes i det noget nær uendelige. Orla, der stadig er aktiv i sit fag, har foreløbig medvirket i ufattelige 3.152 film, blevet mere eller mindre alvorligt kvæstet i samtlige scener, mistet hørelsen, synet på det ene øje, 1 ben, 8 fingre, 4 tæer, sin ene testikel, 4 indre organer, samtlige tænder i undermunden og størsteparten af sin højre hjernehalvdel. Han bærer 2 kunstige ører, tredobbelt stomi, rustfrit ståluridom, lider af totalt hukommelsestab, og har sammenlagt været hospitalsindlagt i 47 år, 124 dage og 48 minutter, hvilket er suveræn verdensrekord.
Dette har imidlertid ikke sat noget nævneværdigt præg på den gæve mand, som vi borgere i Gustenhuse Sogn skylder vor allerdybeste respekt, en betragtelig del af vort gode renommé, og selvsagt et stort og hjerteligt tillykke med dagen!
