DET HERRENS ÅR 793
KAPITEL 1
“Badrh,” udbrød den gamle munk i klosteret Lindisfarne før han smed sig i stolen og kastede et søvnigt blik ud over spisesalen hvor hundredvis af munke sad og stirrede udtryksløst ud i luften. Flere af dem gabte. Andre pillede næse.
Den gamle munk brummede svagt mens han bedende så op i loftet.
“Fader. Vi savner sanseindtryk. Vi keder os usigeligt. Hør på os. I himlens navn lad der ske noget. Amen.”
“Amen,” svarede et par munke i flokken.
Munkene gik til daglig og passede sig selv på Holy Island. De drak te og spiste småkager. De bryggede munkeøl, passede haven og bad til Vorherre. Den samme rutine dag ud og dag ind. Hele året rundt.
Sidste gang der var opstået noget der mindede om spænding var da den gamle munk fik hæmorider og gjorde klageskrig fra sine gemakker, men det var fire år siden nu.
Kedsomheden var en del af livet på Holy Island. Det var også derfor det overraskede alle da den unge munk Lukas kom løbende ind i spisesalen og råbte:
“Gæster!”
Samtlige munke gispede. Hvisken bredte sig i salen. Den gamle munk gav et ryk fra sig i stolen og tabte underkæben af ren forbavselse.
“Hvem fanden gider at besøge os?”
KAPITEL 2
Munkene løb ud af bygningen og ud på marken hvor fårene, hestene og køerne græssede med lige så sløve og deprimerede blikke som munkene selv. 200 meter længere fremme marcherede en hær af ukendte mænd.
“Hvem i helvede er det?” spurgte den gamle munk.
“Vikinger,” svarede en munk med hentehår. “Jeg har læst om dem. Spændende folkefærd. De kommer fra det kolde nord. Dannevang.”
Den gamle munk nikkede anerkendende.
“Vores bønner er blevet hørt. Endelig sker der noget spændende.”
Hæren af vikinger trampede hen over marken med kursen direkte mod munkene. Ansigterne var arrede, vrede og frådeskummende. En flok kreaturer stod i vejen for deres bane men det tog vikingerne sig ikke af. Sværd, køller og økser roterede i hænderne som møllevinger og splittede husdyrene ad i et fyrværkeri af rødt.
Munkene spærrede øjnene op. Hæren standsede et par meter foran dem.
“Goddag, d’herrer,” sagde den gamle munk. “Velkommen til Holy …”
Vikingehøvdingen der havde et langt filtret skæg afbrød med en flyveskalle og fjorten lussinger. Munken røg fortumlet på røven ned i græsset.
“BRRRAAAH” brølede vikingehøvdingen. Spyt dryppede nedad hagen.
“BRRRRRAAAAH” svarede de andre vikinger.
KAPITEL 3
Vikingerne bankede løs på munkene og kastede dem rundt som var de ligegyldigt legetøj.
“DRRAGK.”
“VRRAM!”
Men de blev hurtigt trætte af denne kaste-bankeleg, så de marcherede op til klosteret for at se hvad de kunne more sig med der.
“GAAAARJH!” brølede vikingehøvdingen ved synet af dette nyopdagede slaraffenland. Han gjorde tegn til de andre og de stormede ind gennem døren med begejstrede råb.
Først hentede de øllet og vinen i kælderen. De drak og drak og smadrede møblerne i klosteret, bedækkede de overlevende kreaturer og malede gudsbespottende gloser på vægge og gulve.
Så kom turen til spisekammeret. Her blev alt ribbet ned til sidste krumme. De rådne vikingegummer gnaskede løs i den føde, der kom i deres nærhed.
Mere øl til at skylle efter med. Flere dyr blev befamlet.
Da alle maver var fyldte tævede de munkene endnu en gang.
Sådan fortsatte det i godt og vel fem timer.
KAPITEL 4
En viking stod og urinerede på bordet i spisesalen. Han råbte til de andre:
“KRRRAGGH!” Og det kunne han jo have ret i.
Skyggerne var ved at være lange. Det var på tide at vende snuden hjem og på hovedet i seng.
“HHHHRRRRG!” hylede en spinkel viking med filipenser. Han havde netop fundet skatkammerat med alle værdierne. Det skulle vikingerne selvfølgelig også have med. Det manglede da bare. De kunne sagtens nå at snuppe det hele inden det blev alt for mørkt udenfor.
Gæsterne fyldte de medbragte sække med tyvegods og bar det ud til skibet.
KAPITEL 5
Munkene stod paralyseret på kysten foran vikingeskibet mens godset blev læsset på fartøjet.
Vikingerne gik glade ombord med sækkene og maverne fulde. De rullede de sidste tønder øl ind på dækket. De havde ikke tænkt sig at tørste på hjemturen.
“GGRRRRA!”
“FFAAKS!”
“VRRRÅÅ!”
Vikingehøvdingen klappede den gamle munk på skulderen lige oven på et blåt mærke og sagde:
“Tusinde tak for denne gang. Det har virkeligt været hyggeligt. Det betyder meget for mig og drengene at vi kan komme forbi og slå os løs. Vi har jo ikke så meget at sige på hjemmefronten. Du kender jo kvinder.”
Høvdingen lo anstrengt. Han viftede med en bog han havde stjålet fra biblioteket. De hellige Lindisfarneevangelier. “Jeg håber det er i orden hvis jeg tager denne bog med. Jeg har sgu lidt dårlig mave og vi er løbet tør for papir.” Han hoppede op på skibet. “På gensyn!”
Munkene stod passive og gloede som tudser i tordenvejr. Vikingerne sejlede væk fra øen og freden lagde sig atter over Holy Island.
EPILOG
Munkene havde fået blå og gule mærker, værkende led, og de manglede flere tænder end nogensinde før. I tavshed betragtede de ødelæggelserne omkring dem.
Aldrig før havde der været så meget aktivitet på øen som under denne spontane vikingevisit.
Efter at have bearbejdet alle indtryk vendte den gamle munk sig mod de andre. Et småsjofelt smil bredte sig på hans ansigt. Et udtryk ingen af dem havde set i flere år.
“Det var for helvede da på tide,” jublede den gamle munk.
Og snart brød de alle ud i en forløsende latter.
SE OGSÅ:
