Disse ugers milde vejr betyder, at store forråd af vinterfækalier fra
de nordvestjyske husstande allerede nu kan bæres ud til modning
under åben himmel.
Under munter, rytmisk sang går det løs.
— Det tegner til en rekordagtigt god start på konsum- og ædelfækaliesæsonen, udtaler Gylbert W. Storknockel, formand for Brunvarebranchens Kvalitetsråd.
— Importen af råstoffer fra Balkan er derfor indtil videre suspenderet. Tilførslerne dernede fra består efterhånden mest af ukurante krydderknolde og halvrådden pladdermasse, som vi ikke kan forædle, hverken industrielt eller til husflidsprodukter.
— Forudsætningen for, at vi atter bliver selvforsynende, er dog, at brunvaren omhyggeligt håndsorteres og derefter vendes og luftes flere gange i døgnet. Alt tilgængeligt mandskab, inkluderende oldinge og sengevædere, er derfor udkommanderet i disse døgn.
Under et studieophold i Blodhavn Slubbertloges medlemsbibliotek har certificeret gipsmester Jalbert Q. Schneckelfritz, Klamhuse Vestermark, fundet amerikanske fotos og teknisk dokumentation, der nu sætter ham i stand til at udbyde den ultimative familieoverlevelsesgave: Et bombely.
“I disse år, hvor Holstebro koger af pøbeloptøjer, og hvor den næste turistsæsons fækaliegriseri aldrig er langt borte, har hjemsognenes familier et mærkbart behov for at kunne lukke sig inde i en tryg og kontrolleret atmosfære,” udtaler gipsmesteren.
“Et bombely med plads til en typisk familie på 12-16 medlemmer samt 8-10 mellemstore husdyr kan opføres for et par hundrede kroner. En nedgravet model med forstærket loft til imødegåelse af fjernøstlige atombomber bliver lidt dyrere, men kan så til gengæld også bruges som terrasse og solbadningsplatform. I samarbejde med Klamhuse Folkesparekasse tilbydes finansiering fra kr. 2,31 om måneden.”
Alle henvendelser rettes til gipsmester Schneckelfritz personligt. “Jeg advarer mod useriøse kopiprodukter som f.eks. dem, der udbydes af Usseldrupegnens Halmpladefabrik. Vil man have tryghed for familien i tider som disse, må man ikke gå på kompromis.”
En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?
– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.
Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?
– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb til slut belønnes med ingenting?
– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.
I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.
– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.
– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!
– Umuligt.
– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!
Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.
– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte. Kære gamle Bob…
Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.
– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!
– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.
– Se nu bare her!
Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.
– Hvad er det?
– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.
Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!
Efterskrift
Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.
“Ved du, hvad jeg lige har gjort?” sagde Folmer Plytsmølle, idet han løb ind i huset med en sæk i hånden. Han smækkede døren bag sig og trippede af ren begejstring.
I stolen sad hustruen Häkla Plytsmølle i færd med at strikke sokker. Det var det fjerde par i dag.
“Nej, min kære?” sagde hun fraværende.
Hr. Plytsmølle grinede hysterisk og skubbede et skuffedarium foran hoveddøren som blokade. Han vendte sig om mod sin kone med et sjofelt tandsmil.
“Jeg har stjålet guldhornene.”
“Hvad siger du?” gispede Häkla. Hun smed strikketøjet fra sig og kiggede forbløffet på sin husbond.
Folmer åbnede sækken og tømte den på gulvet. KLONK … KLONK!
To guldhorn lå midt i dagligstuen.
“Åh, Folmer. Hvad har du nu rodet dig ud i?”
Häkla anede ikke sine levende råd. Folmer var begyndt at gå hende på nerverne med sin nye hobby. Han kedede sig åbenbart, så han søgte rusen ved tyveri.
Folmer dansede triumferende rundt om tyvegodset som en anden indianer:
“Du troede nok ikke, din mand kunne bryde ind i Det Kongelige Kunstkammer og nole Danmarks nationalsymboler, hva’?”
“Folmer. Er du blevet vanvittig?”
“Nej, jeg er et geni der kan slippe af sted med enhver forbrydelse. Lad os hænge hornene op på væggen ved siden af de andre tyvekoster.” BANK BANK BANK!
Nogen stod udenfor deres dør. Häkla tænkte det sikkert var naboen fru Scrotum der ville låne en kop sukker.
“Åh, gud. De er kommet efter mig,” vrælede Folmer Plytsmølle. “Folk må have sladret. Hvor jeg dog hader folk! Jeg må flygte…”
Han smed guldhornene tilbage i sækken, sprang frem til vinduet og åbnede det. Med gru kiggede han ned på gaden.
“Hvorfor fanden skulle vi også flytte herop på sjette sal?!”
“Det var dig der ville,” sagde konen tørt. “Jeg ville jo bo på landet, husker du nok.”
“Knyt sylten, kælling,” hvæsede Folmer. “Så hjælp mig dog med at komme ud. Ordensmagten står lige uden for døren. Måske også militæret. Kom med alt vores sengelinned så jeg kan lave et reb.”
Efter ti minutter stod Folmer med et hjemmelavet reb af sengelinned og tæpper. Da rebet ikke var langt nok måtte de også ofre deres tøj, så han og konen stod nu begge uden en trevl på kroppen.
Folmer fastgjorde rebet til vindueskarmen og slyngede det ud. Så kravlede han gennem vinduet.
“Jeg graver guldhornene ned et sted i nærheden. Bagefter går jeg under jorden i en uges tid,” sagde han før han forsvandt.
“Endelig fred,” mumlede Häkla.
Folmer løb hen ad den mørke gade, nøgen og bange for, at lovens lange arm ville pågribe ham. De bare tæer klaskede mod brostenene. Han stønnede af udmattelse, men han blev ved.
Et øjeblik syntes han at høre sirener bag sig, hvilket fik ham til at sætte hastigheden i vejret.
“De får mig ikke. Hverken mig eller hornene… hornene?” Det gik pludselig op for Folmer, at han ikke havde fået sækken med.
“Pokkers!”
Han drejede om på stedet og løb hele vejen tilbage.
Da han nåede frem til bygningen fik han øje på en betjent, der marcherede stille gennem natten med hænderne på ryggen.
“Han ved det er mig,” mumlede Folmer.
Politimanden fik øje på det hjemmegjorte reb der stak ud af vinduet.
“Svineri,” mumlede han. “Det ødelægger jo gadebilledet.”
“I FÅR MIG IKKE!” skreg Folmer.
Han kom løbende med sveden glinsende på den bare krop og leverede en nådesløs knytnæve i den uniformeredes ansigt. SMACK!
Betjenten faldt bevidstløst om på brostenene.
Folmer løb prustende ind i bygningen og halsede desperat op ad trapperne.
“Militæret er på vej. Jeg kan mærke det!”
Da han kom op på sjette sal bankede han på døren.
“Så luk dog op. Jeg glemte sækken!”
Døren gik op, og der stod den gamle nabo, fru Scrotum. Folmer var gået forkert. Hun hylede da hun fik øje på den svedige nøgne mand i opgangen.
“Hjælp! En voldtægtsforbryder!” Hun slog ham i kønsorganerne med sin stok.
“Auv. Det er en misforståelse…”
Men hun ville ikke høre. Stokkepryglene fortsatte, til han væltede ned af trapperne.
Efter Folmers begravelse måtte Häkla forsørge sig selv. Hun kunne lige så godt beholde guldhornene og smelte dem om til mønter og smykker og købe et hus på landet. Så det gjorde hun.
En uge senere giftede hun sig med den lokale guldsmed hr. Heidenreich, der intet anede om hendes formue. Sammen havde de et fredfyldt liv lige indtil året efter, da politiet fik nys om guldet i deres hjem.
Hendes nye mand blev dømt for tyveriet af guldhornene og smidt i kachotten. Guldet blev beslaglagt, og hun måtte derfor ty til prostitution. Hendes hjem var et succesfuldt bordel i mange år derefter.
Søde lille mor, tusind tak for dit brev og det rene undertøj og de to stribede skjorter, du har lappet så fint for mig. Jeg fik pakken, lige inden vi sejlede fra Skagen.
Vi har det stadig fint om bord på galeasen “Sigrid af Svendborg”. Det vil sige, i disse dage ligger vi stille i havnen i Marseilles, så jeg har god tid til at skrive hjem. “Sigrid” har fået et hul under bovsprydet. Hun er jo en gammel skude, og skipper mangler vist nok penge til reparationen, så mens vi venter på besked, går vi i byen og oplever spændende ting.
Du kan være helt rolig, kære mor, jeg besøger ikke de slemme gader hernede ved havnen, men kommer næsten dagligt i den danske sømandskirke og har sammen med kordegnen været oppe i bjergene for at nyde udsigten over det blå Middelhav.
Hils dem alle sammen hjemme i Svendborg og fortæl dem, at Peder stadig har vind i sejlene.
Marseille, 11. august 1938
Hallo med dig, Benny, hundehoved og medslambert. Jeg håber dette brev når dig i Rotterdam. Hvis du stadig er der, så gå straks i land og tag toget til Marseilles. Her er billig rødvin, fisse og harmonikamusik i lange baner. Du skal ikke ligge ensom i køjen og gnide på din sjover som en anden abekat, når du kan få alt det gode i Marseilles.
“Sigrid” kommer nok aldrig mere ud at sejle, men så vil skipper og jeg lave hende om til et flydende bordel. Her er masser af piger, og vi kan indrette lastrummet til danselokale. Jeg har købt en harmonika for 125 franc, og en gammel tandløs musiker lærer mig at spille.
Kom så hurtigt, du kan, og det er en ordre.
Hilsner og håndslag fra din gode kammerat Peder
Marseille, 14. august 1938
Kære lille mor, så skriver jeg allerede igen. Du bliver nok forbavset over, hvad du hører: Din dreng er blevet skibsreder! Jeg har købt en andel i “Sigrid af Svendborg”, så skipper Larsen og jeg er nu partnere i den videre drift.
Vi har store planer med skibet, som skal blive her i Marseilles og være et besøgssted for turister. Her kan de se, hvordan danske sømænd lever, her vil være fællessang og smagsprøver på god dansk mad osv. Ind imellem vil vi sejle dem en lille tur ud af havnen. Det er en fantastisk plan, som vil give os en munter hverdag uden alt det slid og slæb, der følger med almindeligt sømandsliv.
Det, jeg håber på, er at du kan låne mig et lille beløb til startkapital. Jeg har jo ikke haft hyre i et stykke tid, og det vil være bedst, hvis du kan skaffe mindst 500 kroner og straks overføre dem fra banken i Svendborg til den danske konsul, hr. Harald Ibsen, Marseilles. Han hjælper os med planerne og er en fin og hjælpsom herre.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, kære lille mor. Hvis det kniber med kontanter, må mormors sølvtøj sættes i pant. Pengene skal nok komme hjem til Svendborg, når din søn Peder er blevet en stor og holden mand.
Kærligste hilsner til alle derhjemme fra jeres Peder
Marseille, 11. september 1938
Hr. konsul Ibsen, gamle krybdyr!
Jeg skal gøre opmærksom på, at din ubetalte regning for rødvin, cognac, pastis og flutes med ansjospostej nu overstiger 1380 franc. Skipper Larsen og jeg har givet dig kredit i tiltro til, at du er en god dansk mand, men driften af “Sigrid” kræver penge i kassen hver dag, eller rettere: hver nat, så husk den store portemonnais, når du vil om bord næste gang.
Du skylder desuden to af pigerne, Lulu og Mitsou, adskillige hundrede franc hver, siger de. Smukke ord og sugemærker på inderlårene gælder ikke som betaling, og det burde du vide som gammel forhærdet luderkunde her i byen.
Jeg skal på det alvorligste minde om, at pigerne ikke må benyttes analt uden rigelig creme (eller margarine, hvis det foretrækkes). Vi har en gammel so ude forskibs, som du kan regere med efter behov, men Lulu og Mitsou skal behandles varsomt og med respekt, ellers mister vi disse to pragtluderes arbejdskraft. Er det forstået, hr. konsul?
Dette brev skal tages alvorligt.
Hilsner fra skipper Larsen og din hulkammerat Peder
Marseille, 30. oktober 1938
INDBERETNING til Det danske Udenrigsministerium. På given foranledning kan jeg oplyse, at hr. styrmand Peder Most, født 31. december 1914, er afrejst fra hovedbanegården i Marseilles i dag klokken 11.17. Jeg fulgte ham selv til toget og følte en stor lettelse, da jeg så det dampe nordpå.
Hr. Most har som omtalt i pressen lagt sig ud med underverdenen i Marseilles. Han har drevet forretninger af en art, der ikke kan beskrives uden at få papiret til at rødme. Lokale banditter gik forleden til modangreb, og så blev hr. Most trods al hans pral og stoltseren den lille. Han er i bedring efter de læsterlige prygl, han har modtaget, men en længerevarende syfiliskur bliver nødvendig. når han kommer hjem til Danmark.
Jeg har på statskassens regning betalt for en jernbanebillet på 3. klasse herfra og til den danske grænse i Padborg, alene for at få ham ud af Frankrig, hvor han har kastet skam over alle ranke og retskafne danskere.
Harald Rompuy-Ibsen, skibsmægler og dansk konsul
Paris, 1. november 1938
Kære Benny, gamle testikelsvinger. Håber dette brev når dig i New York. Du skal ikke, jeg gentager: ikke, springe i land og tage en hyre til Marseilles. Det er én stor luserede, fyldt med forbrydere og voldsmænd, såvel franskmænd som de arabere og andet indstrømmende pak og bærme, byen vrimler med. Også de stedlige danskere er overvejende svin og æreløse slubberter, kan jeg fortælle dig.
Du får hele historien, når vi en dag igen sidder over et krus øl i Hamborg eller Shanghai eller hvor det nu bliver. Lige nu har jeg brug for en håndsrækning. Kan du via rederiet sende 100 kroner til min gamle adresse i Svendborg, så er du stadig min bedste ven. Jeg tror ikke, mor har mere i kassen, så det bliver en mager tid for mig, indtil jeg igen kan stå til søs.
Min pik hænger i laser, og jeg kan ikke se ud af det venstre øje. Men vi havde det sgu alligevel meget sjovt i Marseilles, så længe det varede.
Hvis der bliver krig, går jeg straks i tysk tjeneste. Jeg vil være med til at trampe Frankrig og alle franskmænd ned i mudderet.
Liege, 2. november 1938
Kære søde lille mor
Så er din store dreng på vej hjemad. Du må ikke blive forskrækket, når du ser mig. Jeg har fået lidt skrammer og går midlertidigt med en klap for det venstre øje, men det skal nok snart blive godt igen. Skippers og mit eventyr i Marseilles sluttede lidt anderledes, end vi havde ventet og håbet, men det kan du alt sammen høre om, når jeg er i Svendborg fredag hen på eftermiddagen.
Du skal ikke sige til nogen, at jeg kommer. Heller ikke til hende den rødhårede i bagerbutikken, som har en mærkelig idé om, at jeg har friet til hende. Jeg har brug for nogle uger i fred og stilhed, inden jeg igen søger hyre.
Jeg kommer desværre hjem uden så mange penge på lommen, men harmonikaen har jeg med fra Marseilles, og du kan tro, jeg nok skal blive dygtig til at spille på den. Det kommer med tiden og øvelsen!
På gensyn, lille mor, og et kys på kinden fra din glade og ærlige dreng Peder
Ruben Vulva Peder Mosts bordel til søs 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Vi borgere i Gustenhuse har som årets Julefortælling valgt at bringe understående reportage til alle velestimerede og anstændige personer (af begge køn) uden for sognets grænser, til glæde og inspiration.
1. Brunvaren indsamles ved defækation blandt byens yngre medborgere og transporteres til fabrikkens store tørlatrinanlæg. Børnene medvirker frivilligt, under hensyntagen til internationale regler, selvfølgelig underlagt vore egne stolte arbejdsmarkedstraditioner.
2. Herefter kanaliseres brunvaren og køres ud til pølser gennem et sindrigt underjordisk valsesystem, drevet af en kæk albansk gut og et energisk muldyr, der grundet sin styrke og temperament er blevet erklæret uegnet til dyrebordeldrift.
3. Stænger af kompakteret brunvare stykkes herefter ud, og i fabrikkens kælder vil raske, unge knøse med deres medbragte lommeknive skærer dem ud til de velkendte lækre, liggasovnsbagte småkager.
4. På fabrikkens laboratorium eksperimenteres bl.a. med udskæring af det færdige produkt i forskellige fantasifulde former. Dette foregår i Tølperforeningens regi, hvorfor der ikke budgetteres med nogen former for personaleomkostninger. Den fortærede del af den overskydende produktion genanvendes fra afdelingens fællesdas efter endt 18-times vagt.
5. Af hensyn til de store krav til produktionen, samt til opretholdelse af arbejdsmoralen og tempoet på fabrikken, har man i Julemåneden formedelst en dagløn på kr. 4,53 hyret orgelvirtuos Ove Særling til i endeløst loop at spille sit marathonstore klassiske “Julemedley”, medens produktionen pågår. Klik herunder og lyt med!
Denne meromkostning financieres iøvrigt ved salg til diverse kundekredse i Fjernøsten af overflødige hornhinder fjernet fra Gustenhuse Blindeinstituts brugere.
6. “Bjældeklang, bægerklang, Livet er en sang! Børnene får skidetrang, Nu Julen er i gang!
Hej!
Hjertet bliver blødt som dun, Alt i stuen lun. Mo’er steger vor kapun, Mens vi knaser kagen brun.” (V. Røvlenberg)
7.“Sikken voldsom trængsel og alarm! Det er koldt, og der skal tømmes tarm. Blødbrunvaren den skal revses ud; Det må gøres inden Kjørmes Knud!
8. “Midt på torvet sidder der en purk. Hvad mon laver denne lille skurk? Strax han bliver til fabrikken sendt, Mavesækken skal bli’ endevendt!” (V. Røvlenberg)
9. Også ved juletid er den fælles velfærd på spil. Tænk blot på alle vore landsdækkende kunder af det bedre borgerskab… og yd så jeres bedste for brunkagefabrikken og vort kære, gamle sogn!
Med ønsket om en glædelig jul samt et velsignet og overskudsgivende nytår
fra Deres alles meget hengivne
AVISENS NÆRE VEN ER FLYTTET TIL EKSOTISKE HIMMELSTRØG
Højstærede Hr. Knockel!
Jeg fremsender følgende epistel pr. flaskepost, idet jeg håber Golfstrømmen gunstigt med tiden vil levere den i intakt og tilnærmelsesvis læselig tilstand.
Jeg har oplevet den utrolige ære at blive tilbudt det ansvarsfulde hverv som dansk konsul for øen Dartvados! Selvsagt har jeg på stedet ydmygt accepteret dette generøse tilbud.
Kongerigets fhv. konsul, den ualmindeligt meget ærede hr. Frigast Brandertsen, pådrog sig for flere år siden en sjælden tropesygdom, der nu har nået en sådan fremskredenhed, at denne ikke længere kan varetage sit daglige ansvarsfulde embede.
F. Brandertsen i sin swimmingpool. Lidelsens omfang, omend tydelig, har ikke taget humøret fra den gamle hædersmand, der nu tilbringer sit otium med perlefiskeri og cirkusoptræden.
Min ærede ledsagerske, frk. komtesse Missegnubber blev desværre blæst væk under stormen Rema, der ramte øen for få uger siden. Hun blev under en shoppingtur løftet til havs af en voldsom vind, og er ikke set siden. Dusør på kr. 0,04 udloves for bjærgningen af hendes kostbare paraply, der i sin tid var en gave fra afdøde regnelærer ved Gustenhuse Skolevæsen, hr. adj. Matt E. Maticksen (1877-2012).
Hertillands ernærer den gemene befolkning sig primært ved trælsomt slæberi af enhver art. Som vist på billedet, får øproletarerne dagen til at gå med at transportere sandsække fra den ene ende af øen til den anden. Dette tjener det specifikke formål at holde dem i en konstant tilstand af fysisk beredthed, i tilfælde af fremtidigt egentlig profitabelt arbejde eller krigstilstand, samt at forhindre diverse løsslupne og samfundsskadelige tendenser, som resultat af idel fjol og meningsløs lediggang, i dagtimerne.
Når deres 16-timers arbejdsdag er til ende, rettes negerbærernes nakker og rygge skånsomt ud ved hjælp af den på billedet demonstrerede geniale mekanisk-ergonomiske opfindelse.
De hjemmegående husmødre modtager ugentlig besøg fra Sundhedsmyndighederne, der under muntre og musikalsk akkompagnerede øvelser udretter skrutryg, og anden dårligdom. Altsammen til yderst overkommelige priser, mellem 0,02-0,08 DASK (DArtvados SKejser) pr. konsultation.
Imedens kan øens bedre borgerskab divertere sig med aktiviteter såsom lovlig offentlig strandkopulation.
Skulle alkoholindtaget blive en anelse overdrevet, kan denne samfundsklasse altid regne med en gratis og yderst pålidelig transportordning tilbage til deres respektive bopæle.
I det hele taget er tilværelsen her så såre let og ubesværet, at det ikke tåler sammenligning med det hovedkuldsplagede Gustenhuse Sogn. Med kolleger som disse er alting for en leg at regne. Jeg har nu endelig som kgl. økonsul fundet mit lod, min mission, og mit mål i livet!
Så til alle I kære, erigerede borgere I Gustenhuse Sogn, og alle andre gode venner: Begræd mig ikke; jeg vender ej tilbage.
Thi som poeternes poet (saligen hr. V. Røvlenberg) jo skrev, i sit episke 2.367-siders digt: Den Tørstige Mand og Havet (1913) (og som formodentlig stadigvæk kan erhverves formedelst kr. 0,06, i Pastor Helvedesilds Boghandel, under strengt opsyn åben hver anden fredag i Advent, mellem klokken 11:32 og 12:46, prc.):
“Farvel, o, gamle Rheumatisme! Kusinekomsammens glade Gny; Adjø Ligtorn, Gigt og Katekisme, Jeg blive vakt, som født paany!
Thi hér vil varme Vinde suse, Og hér skal Alkoholen bruse! Flaskens Aand min nye Muse; Med Veemod mindes Gustenhuse.
Under Palmeblades sval jeg, skygg’li’, I Haciendaens lune Læ, Aflægge mig, ret sat og hygg’li’, Min æred’ Bagdels br… B. [her er fugt trængt ind i flaskeposten]
Saa, far nu vel, du gamle Egn! Du raske Svend, du Mø forleg’n, Du kække Knøs. du muntre Degn, Jeg Skæbnen følge vil: min egen.”
Allerærbødigst,
Deres gode Ven,
Kgl. Dansk Konsul for Dartvados, og Tilstødende Koralrev
Hartmann Stahl-Eisenmann
P.S.: En sidste hilsen fra undertegnede til den mandlige ikke-marxistiske danske ungdom:
Med henblik på en generel oprustning af den nordvestjyske folkepresses økonomi indrykkes her et antal jubelfremkaldende lokale annoncer. Vi forventer, at alle gode venner samt disses husstande (tyende og større husdyr incl.) gør deres pligt i form af omfattende støtteindkøb.
I Klamhuse producerer såvel Sognebryggeriet som Folkebryggeriet den populære gule hestepilsner. Herunder en elegant, moderne annonce fra sidstnævnte virksomhed:
Skulle man efter ihærdigt brug af ovenstående kvalitetskonsumprodukter have behov for lægelig behandling, kan den ydes her:
Tillægget afrundes med 5 lødige billetmærke-annoncer. Håndskrevne svar indleveres på avisens kontor i åbningstiden kl. 07.13 til 14.46 prc., torsdage på ulige datoer også kl. 15.51 til 20.18 prc. Svarkuverter, som ledsages af en kasse cigarer, vil altid nyde særlig fremme.
Chokreportage: CRASS BØRSTING
Foto: GYDA PLUMWABER, NORDVESTJYSK HUSMANDSARKIV m.fl.
En bølge af pludselige, eksplosionsagtige og dødbringende tarmgasulykker har i de seneste døgn fremkaldt sorg og bestyrtelse overalt i vore hjemsogne. Blandt ofrene er prominente personligheder fra den politiske, forretningsmæssige og kulturelle elite, men også talrige jævne nordvestjyder er gået op i røg og flammer, når de rutinemæssigt satte sig på hug ved den hjemlige latringrube.
Storsognerådssekretær Gamborg Flabert, Vester Usseldrup, var en af de første, der flækkede med et brag efter indtagelse af en kålgryde med tilhørende flæsk og pølse på Brunmølle Udflugtskro.
“Han er kommet her som gæst gennem årtier, og der har aldrig tidligere været problemer med defækeringen,” udtaler etablissementets værtinde, fr. Mussa Waffelkäbe. “Han plejer at vende syngende tilbage fra latrinskuret og bestille chokoladebudding til dessert. Vi begræder tabet af en god ven og en loyal kunde.”
En af landsdelens mest elskede festfigurer, den 91-årige Onkel Lallah, borgerligt navn Lars Ferkel-Frederiksen, omkom under lignende tragiske omstændigheder efter at have indtaget et par røgede kulmuler på Midtermolen i Blodhavn.
“Det ene øjeblik stod han og tørrede fedt af underansigtet, straks efter flækkede han i bunden, og resterne af ham spredtes ud over havnebassinet,” fortæller chokerede vidner.
Onkel Lallah efterlader tre hustruer, 11 børn og 15-20 mellemstore husdyr, som alle var afhængige af hans showbusiness-indtægter. Datteren Nullah og svigersønnen Bob vil indtil videre opfylde hans kontraktlige forbindelser og optræder første gang ved Idrætsmasturbationsforbundets årlige friluftsparade lørdag formiddag kl. 06.17 prc. på Klamhuse Hede.
Ofrenes antal menes at overstige 20. Talrige andre har pådraget sig kvæstelser, og lokalt sundhedspersonel står magtesløst og uden forklaring på de pludselige tarmeksplosioner.
“Mit bedste råd er, at vi alle vender tilbage til vore bedsteforældres hovednæringsmiddel: Savsmuldsbrød og mælkebøttebladssalat,” udtaler den førende lokale ekspert, ernæringsfysiolog Nathan Schinkenhäger, Blodhøj. “I samarbejde med Nordvestjysk Landproletarforbund har jeg oprettet et folkekøkken, hvor man for en meget billig pris kan spise sig mæt i disse pålidelige egnsspecialiteter. Eksploderer man alligevel, er det på den ene eller den anden måde ens egen skyld.”
Avisen følger situationen nøje og vender tilbage med mere ernærings- og eksplosionsnyt, så snart det foreligger.
BESKRIVELSE OG BRUGSANVISNING FRA VOR VEN, HR. KAI
Æderværdige Herr redactør Knockel,
Det er med allerstørste ydmyghed – og med udtryk for min højtagtelse af Deres Person og Deres virke for lusseringens fremme – at jeg tillader at trænge mig på, på trods af at jeg hidrører fra det Kronjydske.
Det er dog min opfattelse, at den ganske udførlige instruktion i den – for alle parter – sunde og naturlige idræt der ligger i ivrig og gerne dagligt gentagen lussering, ikke bliver ganske fuldkommen, såfremt den såkaldte Kronjydske fiskeanretning ikke nævnes i denne sammenhæng.
Der er tale om den på denne egn så kendte og elskede kombination af to flade og en skalle.
Den Kronjydske fiskeanretning serveres, ved at lussator med en kraftfuld bevægelse med højre hånd, gerne med næsten udstrakt arm, leverer en fuldgod ørefigen på en der til passende kind på lussanten. Lussator benytter den derved naturligt opståede rotation i kroppen, som udgangspunkt for en tilsvarende lussing ved brug af venstre arm og hånd, alt imens lussator med den højre hånds fingre griber godt fast i det øre der just er truffet.
Således kan lussator ved at fastholde lussantens hoved, mens lussingen med venstre hånd og arm leveres, sikre en nogenlunde proportional kraftoverførsel til begge lussantens kinder, uagtet at de færreste lussatores arme er lige stærke.
Er man født med en stærkere venstre arm end den højre, kan man med fordel starte serveringen med venstre hånd.
Når den sidst ankomne hånd har antruffet sit mål, kan lussator også med denne hånds fingre gribe lussantens dertil indrettede øre.
Fingergrebet i lussantens ører kræver en del øvelse, for at den sidste del af serveringen bliver vellykket. Det er anbefalelsesværdigt, at man lader tomlen glide ind i ørets hulning og sammen med denne lader pege- og langefingrene gribe om den øverste del af lussantens øre.
Derved kan lussator relativt ubesværet – ved en bøjning af begge håndled forover – løfte lussantens ansigt op, så skallen kan placeres på lussantens næse. Der sker ved, at lussator – gerne samtidigt med at lussantens ansigt vinkles bagover – foretager en kraftfuld foroverbøjning af sin krop og forstærker denne bevægelse ved at trække lussanten ind imod sig med armene. Derved skulle det være muligt for lussator at lade sin pandebrask ramme lussantens næseben just der hvor næsens brusk er fastgjort.
Jeg er tilfulde opmærksom at et så komplekst bevægelsesmønster kan indebære en ikke ubetydelig risiko for at mislykkes, hvorfor det i almindelighed her på egnen anbefales at teknikken først øves på pelsklædte husdyr og mindre børn.
En meget øvet lussator kan sågår afslutte serveringen med en randrusiansk springskalle. I så fald må lussator dog dossere den anvendte kraft i forhold til formålet, da noget sådant kan være forbundet med stor energioverførsel til lussanten.
PØLSEFREMSTILLINGSANVISNING:
Faktisk har min morbror, tidl. fjordskipper Thor M. S. Tesolid fra Uggelhuse, ved den ganske festlige lejlighed hvor, hvor Slyngelborg Husmoderforening fejrede sit 100-års jubilæum, brugt selvsamme metode til lave de elskede Kronjydske strakspølser. Efter at have trakteret en 30-kilos pattegris med en fiskeanretning med springskalle, var denne mørnet og blødgjort i en sådan grad, at Thor med et snuptag – ved gribe om grisens hale gennem grisens mund – kunne vende vragen ud på grisen, og ved at strække den vrangvillige og nu også vrangvendte gris, blev den – til stor jubel for den fremmødte folkemængde – fordelt i egen tarm, med egen brunvaremarinade, parat til stegepanden på præcis 42 sekunder fra sidste grynt.
Med højagtelse, Deres altid ærbødige Morten-Ole Kai Wårp
KNOCKELSK BESVARELSE:
Allermest ærede hr. Kai
Den kronjydske storlussing har jeg naturligvis hørt om, og ved enkelte mindeværdige lejligheder (altid sammenfaldende med anløb af kvægtransportskibet “S/S Niels Ebbesen”) er den blevet demonstreret på og uden for værtshuse i Blodhavn, men aldrig før har man set den så detaljeret og brugbart beskrevet som i Deres indlæg.
Jeg takker på alle nordvestjyske lussatorers vegne og kan forsikre Dem om, at Deres værdifulde indlæg vil give anledning til mange hjemmeøvelser og en generel moralsk styrkelse af mine hjemsogne.
