Vi borgere i Gustenhuse har som årets Julefortælling valgt at bringe understående reportage til alle velestimerede og anstændige personer (af begge køn) uden for sognets grænser, til glæde og inspiration.
1. Brunvaren indsamles ved defækation blandt byens yngre medborgere og transporteres til fabrikkens store tørlatrinanlæg. Børnene medvirker frivilligt, under hensyntagen til internationale regler, selvfølgelig underlagt vore egne stolte arbejdsmarkedstraditioner.
2. Herefter kanaliseres brunvaren og køres ud til pølser gennem et sindrigt underjordisk valsesystem, drevet af en kæk albansk gut og et energisk muldyr, der grundet sin styrke og temperament er blevet erklæret uegnet til dyrebordeldrift.
3. Stænger af kompakteret brunvare stykkes herefter ud, og i fabrikkens kælder vil raske, unge knøse med deres medbragte lommeknive skærer dem ud til de velkendte lækre, liggasovnsbagte småkager.
4. På fabrikkens laboratorium eksperimenteres bl.a. med udskæring af det færdige produkt i forskellige fantasifulde former. Dette foregår i Tølperforeningens regi, hvorfor der ikke budgetteres med nogen former for personaleomkostninger. Den fortærede del af den overskydende produktion genanvendes fra afdelingens fællesdas efter endt 18-times vagt.
5. Af hensyn til de store krav til produktionen, samt til opretholdelse af arbejdsmoralen og tempoet på fabrikken, har man i Julemåneden formedelst en dagløn på kr. 4,53 hyret orgelvirtuos Ove Særling til i endeløst loop at spille sit marathonstore klassiske “Julemedley”, medens produktionen pågår. Klik herunder og lyt med!
Denne meromkostning financieres iøvrigt ved salg til diverse kundekredse i Fjernøsten af overflødige hornhinder fjernet fra Gustenhuse Blindeinstituts brugere.
6. “Bjældeklang, bægerklang, Livet er en sang! Børnene får skidetrang, Nu Julen er i gang!
Hej!
Hjertet bliver blødt som dun, Alt i stuen lun. Mo’er steger vor kapun, Mens vi knaser kagen brun.” (V. Røvlenberg)
7.“Sikken voldsom trængsel og alarm! Det er koldt, og der skal tømmes tarm. Blødbrunvaren den skal revses ud; Det må gøres inden Kjørmes Knud!
8. “Midt på torvet sidder der en purk. Hvad mon laver denne lille skurk? Strax han bliver til fabrikken sendt, Mavesækken skal bli’ endevendt!” (V. Røvlenberg)
9. Også ved juletid er den fælles velfærd på spil. Tænk blot på alle vore landsdækkende kunder af det bedre borgerskab… og yd så jeres bedste for brunkagefabrikken og vort kære, gamle sogn!
Med ønsket om en glædelig jul samt et velsignet og overskudsgivende nytår
fra Deres alles meget hengivne
Med henblik på en generel oprustning af den nordvestjyske folkepresses økonomi indrykkes her et antal jubelfremkaldende lokale annoncer. Vi forventer, at alle gode venner samt disses husstande (tyende og større husdyr incl.) gør deres pligt i form af omfattende støtteindkøb.
I Klamhuse producerer såvel Sognebryggeriet som Folkebryggeriet den populære gule hestepilsner. Herunder en elegant, moderne annonce fra sidstnævnte virksomhed:
Skulle man efter ihærdigt brug af ovenstående kvalitetskonsumprodukter have behov for lægelig behandling, kan den ydes her:
Tillægget afrundes med 5 lødige billetmærke-annoncer. Håndskrevne svar indleveres på avisens kontor i åbningstiden kl. 07.13 til 14.46 prc., torsdage på ulige datoer også kl. 15.51 til 20.18 prc. Svarkuverter, som ledsages af en kasse cigarer, vil altid nyde særlig fremme.
BESKRIVELSE OG BRUGSANVISNING FRA VOR VEN, HR. KAI
Æderværdige Herr redactør Knockel,
Det er med allerstørste ydmyghed – og med udtryk for min højtagtelse af Deres Person og Deres virke for lusseringens fremme – at jeg tillader at trænge mig på, på trods af at jeg hidrører fra det Kronjydske.
Det er dog min opfattelse, at den ganske udførlige instruktion i den – for alle parter – sunde og naturlige idræt der ligger i ivrig og gerne dagligt gentagen lussering, ikke bliver ganske fuldkommen, såfremt den såkaldte Kronjydske fiskeanretning ikke nævnes i denne sammenhæng.
Der er tale om den på denne egn så kendte og elskede kombination af to flade og en skalle.
Den Kronjydske fiskeanretning serveres, ved at lussator med en kraftfuld bevægelse med højre hånd, gerne med næsten udstrakt arm, leverer en fuldgod ørefigen på en der til passende kind på lussanten. Lussator benytter den derved naturligt opståede rotation i kroppen, som udgangspunkt for en tilsvarende lussing ved brug af venstre arm og hånd, alt imens lussator med den højre hånds fingre griber godt fast i det øre der just er truffet.
Således kan lussator ved at fastholde lussantens hoved, mens lussingen med venstre hånd og arm leveres, sikre en nogenlunde proportional kraftoverførsel til begge lussantens kinder, uagtet at de færreste lussatores arme er lige stærke.
Er man født med en stærkere venstre arm end den højre, kan man med fordel starte serveringen med venstre hånd.
Når den sidst ankomne hånd har antruffet sit mål, kan lussator også med denne hånds fingre gribe lussantens dertil indrettede øre.
Fingergrebet i lussantens ører kræver en del øvelse, for at den sidste del af serveringen bliver vellykket. Det er anbefalelsesværdigt, at man lader tomlen glide ind i ørets hulning og sammen med denne lader pege- og langefingrene gribe om den øverste del af lussantens øre.
Derved kan lussator relativt ubesværet – ved en bøjning af begge håndled forover – løfte lussantens ansigt op, så skallen kan placeres på lussantens næse. Der sker ved, at lussator – gerne samtidigt med at lussantens ansigt vinkles bagover – foretager en kraftfuld foroverbøjning af sin krop og forstærker denne bevægelse ved at trække lussanten ind imod sig med armene. Derved skulle det være muligt for lussator at lade sin pandebrask ramme lussantens næseben just der hvor næsens brusk er fastgjort.
Jeg er tilfulde opmærksom at et så komplekst bevægelsesmønster kan indebære en ikke ubetydelig risiko for at mislykkes, hvorfor det i almindelighed her på egnen anbefales at teknikken først øves på pelsklædte husdyr og mindre børn.
En meget øvet lussator kan sågår afslutte serveringen med en randrusiansk springskalle. I så fald må lussator dog dossere den anvendte kraft i forhold til formålet, da noget sådant kan være forbundet med stor energioverførsel til lussanten.
PØLSEFREMSTILLINGSANVISNING:
Faktisk har min morbror, tidl. fjordskipper Thor M. S. Tesolid fra Uggelhuse, ved den ganske festlige lejlighed hvor, hvor Slyngelborg Husmoderforening fejrede sit 100-års jubilæum, brugt selvsamme metode til lave de elskede Kronjydske strakspølser. Efter at have trakteret en 30-kilos pattegris med en fiskeanretning med springskalle, var denne mørnet og blødgjort i en sådan grad, at Thor med et snuptag – ved gribe om grisens hale gennem grisens mund – kunne vende vragen ud på grisen, og ved at strække den vrangvillige og nu også vrangvendte gris, blev den – til stor jubel for den fremmødte folkemængde – fordelt i egen tarm, med egen brunvaremarinade, parat til stegepanden på præcis 42 sekunder fra sidste grynt.
Med højagtelse, Deres altid ærbødige Morten-Ole Kai Wårp
KNOCKELSK BESVARELSE:
Allermest ærede hr. Kai
Den kronjydske storlussing har jeg naturligvis hørt om, og ved enkelte mindeværdige lejligheder (altid sammenfaldende med anløb af kvægtransportskibet “S/S Niels Ebbesen”) er den blevet demonstreret på og uden for værtshuse i Blodhavn, men aldrig før har man set den så detaljeret og brugbart beskrevet som i Deres indlæg.
Jeg takker på alle nordvestjyske lussatorers vegne og kan forsikre Dem om, at Deres værdifulde indlæg vil give anledning til mange hjemmeøvelser og en generel moralsk styrkelse af mine hjemsogne.
I overensstemmelse med Didrik Dröbels pædagogiske forskrifter har et enigt Borgerråd af hensyn til elevernes sundhed, det hygiejniske niveau på vore læreanstalter, samt ikke mindst sogneøkonomien, vedtaget nedenstående praktiske og ernæringsmæssigt forsvarlige skolemadsordning.
Børnene lægger ud med i hjemmet – og i øvrigt for egen regning – at indtage 3 store portioner vælling, dagen inden første skoledag.
Illustrationen viser de vitale organer i barnets fordøjelsessystem. Det er på denne simple og omkostningsneutrale proces hele skolemadsordningen baseres.
Herefter går naturen sin vanlige gang…
Skolebørnene udstyres med ens minispande til indsamling af egne og andres efterladenskaber, herunder også eventuelle forbipasserende dyrs, med henblik på miljømæssig, ansvarsbevidst og korrekt kostorienteret genanvendelse.
Til afhøvling af størknet brunvare på skolernes sanitære faciliteter udleveres – i øvrigt for egen regning – et stk. “Japan” spartelsæt á fire stk. pr. pakke, pr. elev, som forventes rengjort inden man går hjem til sine øvrige pligter. Kontrol heraf foregår uanset vejrlig i skolegården, og ved utilfredsstillende renholdelsesniveau uddeles af gårdvagten på stedet tre knytnæveslag.
Den indsamlede pløremasse centrifugeres i Gustenhuse Helårstivolis negerkarussel, opvarmes til 70 graders celcius ved ligvarme, og filtreres herefter gennem overskydende gammelt bomuldsundertøj fra Klunsercentralens optrevlingsafdeling, inden det i spisefrikvarteret serveres til de sultne, forventningsfulde poder. Med tilsætning af det af hr. Staniol Lakmussen opfundne, ikke specielt kræftfremkaldende sødemiddel Prutra-Sweet, fremkommer således et såre velsmagende og nærende produkt, som børnene i rask tempo og under strengt opsyn kan og skal nyde, i deres 6½-minutters middagspause. Til dessert har børnene lov at knase deres egne indsamlede flager afhøvlet brunvare.
Så må der slubres! Glæden lyser vitterligt ud af de kære børns øjne, medens det herlige måltid indtages – for anden gang. Det bliver til et skønt gensyn med denne delikate spise; faktisk vil proceduren optimalt set blive dagligt gentaget gennem samtlige skoleår, inklusive ferier og sygdom. Dispensation herfra gives kun i særlige tilfælde, såsom dødsfald, styrtfødsel eller militærtjeneste.
Resultatet observeres umiddelbart: glade og sunde børn, der begejstret går til skole, og endnu mere fornøjede og mætte hjem, nynnende altimedens denne herlige, didaktisk lødige og opbyggelige sang:
Det forventes, at den samlede besparelse ved ordningen vil påvirke årsregnskabet for Gustenhuse Sogn i positiv grad med ikke under kr. 34,78 over de næste 5 år, hvorefter yderligere, eventuelt skærpende foranstaltninger vil blive taget op til overvejelse.
“Tør jeg anmode om tilladelse til at at bringe Deres majestæts morgenmad hen til sengekanten, så De i behagelig udstrakt tilstand kan indtage dagens første måltid?”
To grynt, muligvis kodesprog for ja. Kammertjeneren rullede i hvert fald vognen med morgenbakken hen mod den kraftige mand under sengetæppet.
“Silkegrød og saltsild,” sagde han. “Lunt hvedebrød, varm mælk med honning, et glaseret æble med nelliker og en…”
“Så hold da kæft!” brølede Christian den fjerde, idet han satte sig op i sengen og mønstrede lækkerierne, der var anrettet på sølvfade og i krystalskåle. “Sagde jeg ikke i går, hvad jeg trænger mest til, når jeg vågner om morgenen?”
“Jamen, Deres majestæt…”
“Spring, min dreng, så hurtigt dine tynde ben kan bære dig: En kande lybsk godtøl, et fuldskænket bæger rhinskvin og en halv flaske af det dér ildvand, I laver oppe nordpå.”
“Mener majestæten whisky?”
“Ja, whisky for helvede, spring!”
Christian var på officielt besøg hos sin kollega og svoger, englændernes og skotternes kong James, og var der én ting, de to potentater havde til fælles, så var det en stærk og vedvarende tørst.
Flere dage og aftener i træk havde de drukket deres respektive hoffolk under bordet. Christians søster, dronning Anne, havde opgivet at skælde ud. Hverken på dansk eller på engelsk havde det nogen virkning. I øvrigt talte kongerne mest tysk indbyrdes, og de kendte de samme saftige tyske soldaterviser, som de lallede af sig til langt ud på natten.
Når Christian vågnede næste morgen, så han ældre ud end sine 39 år, og i hans hoved dunkede og hamrede det, som om håndværkerne fra hans talrige byggepladser derhjemme var taget med til England for at plage livet af ham.
Ungtjeneren i de lyserøde silkebukser var omsider fremme med det ønskede. Kongen greb ølkanden mellem begge hænder og lagde tuden til munden. Gurgle, gurgle og mere gurgle.
“Aaaaah!” sagde han med en fuldtonende lyd fra et sted dybt i tyrehalsen. “Øllet her på Hampton Court er førsteklasses, og lad mig så smage, om den sild er forsvarligt saltet.”
“Værsåartig, Deres majestæt. Her er kniv og gaffel.”
“Kniv og gaffel? Tror du ikke, vi danskere ved, hvordan man spiser sild? Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør, min lille ven!”
Knas, klank, smaske, gnufle, gnufle, grynte. Christian tørrede sig om munden, mens hans kraftige kæber formalede en halv sildefilet.
“Det går an,” sagde han med munden fuld. “Nu en slurk ildvand.”
Tjeneren bukkede og rakte flasken frem.
“At your majesty’s obedient service!”
* * *
Dagens program var et besøg i højesteretten i Tower of London. Christian, der selv var højeste dommer i sit hjemland, fulgte med en vis interesse en sag om en tyvagtig skatteopkræver, der blev dømt til at fortabe hoved, ære og formue.
Mens den vrælende synder blev slæbt ned i fangekælderen, gik Christian og dommerne til frokost. Her vankede lammekoteletter med kålstuvning og franzosisk vin af røde druer, svedskekager med flødeskum og sjældne krydderier, sød vin fra Madeira.
“Satans, som I lever livet,” sagde han. “Jeg gad nok, at Danmark blev et kolonirige med handel på fjerne kyster.”
Christian og hans svoger havde store planer om fremtidigt samarbejde og mange prygl til de tyske fyrster og franske pudderdukker.
“Ja!” råbte han, mens han hævede pokalen for femte gang. “En skål for vore broderlande, en skål for lov og ret!”
* * *
“Et dampbad og prygl med birkeris – så bliver man som barn igen,” sagde kong James, da Christian vendte tilbage til Hampton Court.
Den engelsk-skotske konge havde ganske rigtigt lyserøde kinder og krøl i håret. Hans kropsnære dragt glitrede af guld, og kalvekrøset ned over brystet var kridhvidt. Fandeme, om ikke også han havde rubinstikker i ørerne. Noget af en svans er han, tænkte Christian, men ham om det. Han avler flittigt børn på min søster, han vil lave storpolitiske aftaler med mig, og han er en herlig drukkammerat. Kan man forlange mere?
De sad i slottets centrale sal med lædertapeter på væggene og otte meter til loftet. De drak om kap med hinanden og de måbende hoffolk, hvoraf flere allerede lå på gulvet. Hver aften skulle være bedre end den foregående, ja den skulle så.
“Er vi enige om, at vi deler Europa, sådan som vi snakkede om i går?” sagde Christian i en pause mellem to krus krydret mumme.
“Javist,” sagde James. “Jeg tager Frankrig, Spanien og Portugal, du får Tyskland, Polen og Nederlandene.”
“Og Sverige.”
“Ja, schelvfølgelig også Schverige,” snøvlede James. “Når du og jeg er færdige med Schverige, bliver der aldrig mere vrøvl med dem.”
Christian rakte efter whiskyflasken. “Lad os skåle på det.”
De bundede pokalerne og ræbede i kor.
“En af dine hofmænd må skrive det ned på et stykke papir, så vi ikke glemmer detaljerne.”
“Javist,” sagde James, “og vi sætter vores majestætiske schignaturer og laksegl under. Men ikke lige nu. Jeg har en overraskelse til dig”.
“Et nyt whiskymærke – eller mere af den dér kanariesekt?”
“Næ næ, tscheater! Det fineste tscheater, de britiske øer kan opvise.”
Christian blev lang i ansigtet, men kongen havde givet tegn til en dørmand bagest i salen, og nu kom et optog af sminkede, kostumerede skuespillere dansende ind, efterfulgt af en hylende sækkepibe og et par hornblæsere, som man fik ondt i tænderne af at lytte til.
Forrest i optoget stoltserede en herre med et præsteagtigt ydre, høj pande og plirrende øjne. Han bukkede dybt for kong James.
“Min ven, mesteren Will Shakespeare,” erklærede kongen og slog ud med hånden, så en halv styrtsø af krydderpunsch pladrede hen ad gulvet.
Will rettede sig op, vendte de kuglerunde glugger mod loftet og begyndte at deklamere:
“Since brass, nor stone, nor earth, nor boundless sea, But sad mortality o’ersways their power, How with this rage shall beauty hold a plea…”
“Åh, hold kæft!” råbte kong Christian. “Shut up, tais-toi, halt die Klappe, und das sofort!”
Will blegnede under teatersminken. James gjorde tegn til, at han skulle fortsætte.
“…Whose action is no stronger than a flower? O! how shall summer’s honey breath hold out, Against the wrackful siege of battering days…”
“Det var dog satans!” brølede Christian, idet han langede en lussing ud, som sendte Will trimlende hen ad gulvet. “Ud med dig, og ud med de andre abekatte… Nej, hende med det store patværk kan blive og danse på bordene. Jeg skal nok klappe takten, for jeres kattejammermusik vil vi den ondeprygleme heller ikke høre på!”
Kong James var for beruset til at at rejse sig og protestere, og to hellebardbevæbnede vagtsoldater drev skuespillerne tilbage, hvor de var kommet fra. Klare tårer randt fra Mr. Shakespeares øjne, da han kastede et sidste blik ind i salen.
“Og lad os så få noget i glassene!” befalede Christian. “Vi sidder her ikke til pynt!”
* * *
Danskerkongen lå i sin himmelseng og gryntede, da døren gik op næste morgen. Han ventede at høre kammertjenerens sædvanlige kvidder, men det udeblev.
“Herre konge,” sagde en velkendt dyb stemme på jævnt dansk. “Tid at stå op.”
“Det bestemmer jeg fandenpuleme selv.”
“Desværre nej, herre konge,” lød det fra Christians rådgiver og rejseledsager, lensbaron Guffert Orne. “Vi skal være ude af Hampton Court inden en time.”
“Hvem siger det?”
“Kong James har udstedt denne allermajestætiske ordre.”
“Kald på ham, så jeg kan varme hans ører.”
“Kongen og dronningen er taget på landet, og vagtpersonellet har ordre til at jage os ud, hvis ikke vi går selv. Jeg har sendt ridende bud til kaptajn Bunkelhage på “Trefoldigheden”, at han skal gøre klar til afsejling ved middagstid.”
“Jamen, det er jo vanvid,” sagde Christian, der havde sat sig op i sengen og var lysvågen. “James og jeg har store planer. Vi skal dele Europa mellem os og give svenskerne bank, til de jamrer.”
“Meget beklageligt, herre konge, men James har et nært forhold til Will Shakespeare og hans trup, og han tåler ikke, at de bliver fornærmet.”
“Will Shakespeare? Hvem fanden er Will Shakespeare?”
“Herre konge, vi har ikke lang tid tilbage her. Lad mig assistere Dem med at få bukserne på.”
En mørk og stormfuld aften sad tre tunge, tavse skikkelser omkring stambordet i Klamhuse Slyngelstue & Halmloftovernatningsetablissement.
“Skal man hjemad?” gryntede stenhugger Knockel, mens han stirrede ned i sit tomme krus. “Er det slut for i dag?”
“Fertig schluss,” lød det fra Harding Hasselgris, kroværten, som i sine yngre dage havde drevet stude ned til Hamborg.
I det samme blev den frønnede dør bag dem smækket op, og omgivet af råkolde vindstød trådte en fremmed ind i krostuen. En vinterlig skikkelse med sne på skuldrene og blårøde frostpletter i det lange ansigt.
“Parlez-vous français?” sagde han og bøjede sig høfligt mod de tre herrer ved bordet.
“Aber natürlich,” svarede Harding.
16 ÅR SENERE
Manden var, utroligt men muligvis sandt, Pholbert de Gambrinoux, sidste overlevende af de tempelriddere, der var undsluppet blodig forfølgelse i Frankrig.
Han blev på egnen og etablerede sig i hidtil ukendte brancher som økologisk mesterkok, husdyrdressør, danselærer og opvisningsmasturbant.
Livet smilede i det store og hele til ham, men en formiddag i april 1331 blev han ramt af et lynnedslag, mens han førte en masturbationsparade diagonalt hen over Klamhuse Hede. De yngre landbomasturbanter bar ham på stærke skuldre til nærmeste hus, stenhugger Knockels familiebolig og værksted.
Den forbrændte og stadig elektrisk skælvende franske ridder blev lagt ind i alkoven, hvor 13 knockelske børn i tidens løb var fremavlet.
“Øl, snaps eller brun natursuppe?” spurgte Knockel. “Hvad trænger du mest til, min ven?”
“Ingen af delene. Jeg er lige straks død, og du skal vogte den her.”
Pholbert de Gambrinoux stak hånden i inderlommen og fremdrog en genstand, som Knockel aldrig havde set magen til.
“Hvad er det?”
“Den hellige gral. Vogt den, skjul den. Når dagen kommer, vil den redde jer alle og kaste lys over jeres verden.”
“Hvad mener du? Forklar dig!”
Knockel smækkede ridderen en stimulerende lussing, men for sent. Døden var indtrådt.
600 ÅR SENERE
Med mesterhånd havde gamle Knockel nogle år senere udhugget et gravmonument over ridderen, og dette var med til at holde sagnet levende i Nordvestjylland. En tempelridder var død her, og han havde efterladt os den største af alle mytiske skatte, den hellige gral.
Men hvor var den? Hvor havde gamle stenhugger Knockel skjult den?
Man gravede hist og her, man hørte rygter og spredte dem gerne. Med tiden lærte man om gralens historie og magiske egenskaber, og i begyndelsen af 1930’rne udsatte Usseldrupegnens Octroyerede Landslubbertsparekasse en dusør for dens tilvejebringelse.
Nordvestjyder stod i lang kø ved sparekassens maskingeværbevogtede ekspeditionsluge med hver sin gral, da afleveringsdagen oprandt.
“Komme da, komme da,” lød det fra direktør Halyckon Molbert i døren.
Forventningerne var enorme, men i næste dags lokalavis kunne man læse, at gralen ikke var fremkommet. De indleverede effekter blev, såfremt de havde nogen værdi, bortsolgt til fordel for Husdyrpensionsfonden af 1879, og resten blev anvendt som fundamentmateriale ved byggeriet af Blodhavn Damptågehorn.
Fertig schluss und alles vorbei?
Nej. Trofaste følgere og brugere af denne kalender kan se frem til den endelige opklaring og jubelapoteose 24. december. Ikke en dag før, ikke en dag senere.
“Hissa, hussa, slagt mammut, spis en bøf og slå en prut.”
Den kraftige sangstemme rungede hen over landsbyens festplads, og nu begyndte lerjorden at ryste under rytmiske fodtramp. Oda Knickel dansede diagonalt hen over pladsen, fulgt af et optog af pelsklædte husmødre og deres døtre.
“Tænd et bål og varm en gryde, bøf og guf skal alle nyde.”
Oda Knickel var ikke nogen almindelig stenalderhusmoder. For det første var hun over 2 meter høj. For det andet vejede hun selv i de magreste vintermåneder mindst 125 kilo. Og for det tredje var hun fra fødslen udstyret med en skarp, hurtig og nysgerrig hjerne.
Takket være Oda kendte Knickel-stammen både til hjulet og det varme vand. Begge dele var hendes opfindelser.
I dag havde hun noget nyt at vise frem. To små tingester, indesluttet i flade træskiver. Var det gudebilleder, lussingredskaber eller broscher til festbrug?
Nej. Da husmødrene var standset midt på pladsen, rakte hun den ene tingest til Jolla Guffert, datter af stammens næstkommanderende, storvildtjægeren Brunox Guffert.
“Gå!” sagde Oda og pegede mod nord. “Gå, til du ikke kan se os længere, og hold så den her op mod øret. Som jeg viser dig. Siden med de små huller holder du mod øret. Lyt og tal.”
“Hvad mener du?”
“Lyt og tal. Af sted. Gør som jeg siger.”
Jolla slufrede nordpå. Oda rakte dingenot nummer to til sin ældste datter Gyda.
“Bliv stående her. Hold den mod øret. Ja, sådan. Vent og lyt.”
Nogle minutter forløb i koncentreret tavshed, inden Gydas ansigt lyste op i glad forbløffelse.
“Jolla? Jamen, Jolla… Jeg kan høre dig! Kan du høre mig? Fantastisk. Hvor er du? Nå, deroppe nordpå, som mor sagde. Sker der noget deroppe? Er jægerne på vej hjem? Hvad med ham den lækre Beppo…”
Oda rev dingenoten til sig.
“Det er godt, Jolla,” sagde hun. “Vend bare rundt og og kom tilbage. Alle har forstået, at det virker. Mobiltelefoni er nu en del af stammens liv.”
TRE EN HALV UGE SENERE
Oda sad foroverbøjet og alene i familiens med rødbeder og grønkål tilplantede forhave. Hun knugede sit gigantiske, tunge hoved mellem hænderne. Inde fra beboelseshytten kværnede Gydas stemme uafbrudt:
“Nå, gjorde han det? Og hvad sagde du så? Ih, altså! Ja, det synes jeg også. Hvad vil du så tage på til bålfesten i morgen? Nå, den dér. Jamen, den er også fin. Jeg har nu tænkt mig…”
Oda styrtede med et brøl ind i hytten, flåede tingesten ud af datterens højre hånd og kastede den mod gulvet. Hun trampede på den tre gange. De omsmeltede hårde dele og de små morsomme krystaller, som hun møjsommeligt havde samlet og sat sin dims sammen af, spredtes som stumper og smulder ud over det sodede gulv.
“Slut!” sagde hun. “I tøser har ikke udført en times fornuftigt arbejde, siden I fik fri taletid. Hvis den opfindelse bliver almindeligt udbredt, kommer vi alle til at dø af sult hen over vinteren. Slut og færdig med den!”
“Altså, mor!” sagde Gyda med tårer i øjnene. “Du er ond og dum. Og for resten har Jolla stadig sin dims, og nu løber jeg ud og advarer hende om, at du vil ødelægge den.”
“Gør du bare det,” sagde Oda. “Lad hende beholde den og lad hende snakke, så længe hun gider. Én telefon kan ingen skade gøre.”
Datteren, som intelligensmæssigt befandt sig noget under sin moders niveau, forlod hytten, stadig opsat på at redde dims nummer to fra destruktion.
“Vi har haft det så sjovt!” råbte hun. “Du er ond og dum!”
“Det går over,” sagde Oda for sig selv, da hun sad alene tilbage i hyttens mørke. “Det bliver glemt. Nu opfinder jeg den dybe tallerken. Den er der brugsværdi og varig glæde i.”
“Hissa hussa, lad os snuppe en tallerken kramsfuglsuppe, tilsat salt, kanel og soda, opskrift fra den kloge Oda.”
Tusinder af klare stemmers samtonende jubel vil rulle hen over Nordvestjylland, når Klamhuse Brugsforening fra mandag morgen kl. 06.38 prc. har tilbud på Bob Padborg & Sønners Tomatsuppe. Efter en uønsket og ufortjent pause er dette fortrinlige familienæringsmiddel atter tilgængeligt i de kendte 5-, 10- og 25-liters næsten rustfri beholdere.
Kødannelse sker mandag morgen langs Brugsens gavl mod stationslatringruberne. (Ældste tilstedeværende mandsperson er som altid ansvarlig for lussingdisciplin i køen.)
Ældre suppespisere vil huske, at at produktet indtil 1969 solgtes under navnet “Padborgs Røde Flæskesuppe med Knas”. Dette år anskaffede fabrikant Bob Padborg et nyt formalingsanlæg, som effektivt forvandlede knoglestumper og andet knasende indhold til opløseligt pulver.
Overlæge Breckhus-Gramhofte, Klamhuse Husmandshospital, havde fornemmet, at sundhed var en ny bølge gennem samfundet, og han anbefalede, at suppen fremtidig blev tilsat nogle tomater (alt efter dagspris 2-5 tomater pr. 1200 liter færdig suppe). En til dato uafbrudt salgsfremgang blev resultatet.
Råvaren stammede og stammer stadig hovedsagelig fra dele af opskårne kroppe, som Klamhuse Kødfoderfabrik får til overs. Vi nærmer os nu fabrikationshemmelighedernes område, men man kan vel antyde, at der også alle dage har hersket en venskabelig og gensidigt hjælpsom forbindelse mellem lokale kirkegårdsgravere og suppevirksomheden.
At nordvestjyske familier i nogle uger har måttet undvære deres daglige favoritmåltid, skyldes en beklagelig gaseksplosion i fabrikkens lagerkælder og derefter overdreven emsighed fra en nyindsat distriktsdyrlæges side. Den pågældende er vist til rette med nogle snese kaskaderende lussinger og vil ikke foreløbig give anledning til flere problemer.
GLORVÆRDIG PRODUKT- OG FAMILIEHISTORIE
Flæskesuppen og dens senere tomatiserede arvtager er resultatet af fabrikant Bob Padborgs livslange virke i ernæringsbranchen. Han og hans slægt har siden slutningen af 1800-tallet spredt lys og velsignelse over Nordvestjylland, dels i fødevarebranchen, dels som succesforfattere. Hvem kender ikke Pippi & Palle Padborgs internationalt berømmede romanserier?
Navnet Padborg optræder også hyppigt i fortegnelserne over aktive masturbations- og lussingsportsmænd, så slægten må i sin helhed anses for fuldt integreret. Den daglige myndighedskontrol ophørte i 1951, da de mandlige medlemmer over 35 år fik valgret til storsognerådet.
Et af årets ubestridelige højdepunkter, Nordvestjyske Landslubberters Fællesstævne på Blodhøj, finder sted tirsdag med start kl. 07.31 prc. Deltagerne opmarcherer i snorlige rækker på paradepladsen foran det til dagen renoverede Slubberttempel.
Traditionen tro indledes stævnet med synkronmasturbation og udskænkning af gul hestepilsner. Louis B. Knockel holder indledningstalen kl. 08.24 til 11.19 prc.
For første gang i 37 år skal forbundet vælge ny præsident, efter at Pholmert Gisselmann så tragisk mistede livet ved en fækalieeksplosion på Klamhuse Hede. Pholmert mindes ved en 48-sekunders højtidelighed inden afsløringen af en støbt præsidentbuste, hvortil hele landsdelen har bidraget med bukseknapper, ølkapsler og andet værdimetal.
To kandidater stiller op. Galbert O. Peckelhage er velkendt og respekteret som en af Nordvestjyllands førende fritidsvoldsmænd. “Umiddelbart ligner hans modstander, Dulmert Cox, en håbløs taber i hvid skjorte og butterfly, men dette indtryk varer kun, til man har hørt ham spille harmonika. Med instrumentet i hænderne viser han sit sande slubbertformat, og jeg spår ham en pæn chance,” udtaler valgkommissionens formand, Adelbert Angst jr.
Gallamiddagen, leveret fra Brunmølle Udflugtskro, indtages kl. 17.34 til 19.01 prc., hvorefter lussingdansen begynder. Festen slutter kl. 22.14 prc.
“Belært af sidste års ikke helt gode erfaringer skærper vi kontrollen med festdeltagernes afføring,” udtaler hr. Angst. “Blød og misfarvet brunvare vil ikke blive tolereret hverken under eller efter stævnet.”
Billetter à kr. 1,09 incl. festmiddag og blå drikkepetroleum ad lib sælges i de respektive foreninger samt fra Klamhuse Brugsforening. Udeblivelse uden edsvoren lægeattest vil blive straffet efter Landslubbertdisciplinærbekendtgørelsens § 32 stk. 1-3, i gentagelsestilfælde § 33, som hjemler elektrisk henrettelse.
