Trods diverse uforudsete katastrofer endte vort store motorshow
alligevel som en bragende succes
Først skal der – naturligvis – udråbes et nifoldigt leve for alle de frivillige medlemmer af Grønlands Automobil Klub (GAK), der varetog alle praktiske opgaver under arrangementet, herunder pacificeringen af diverse overbeskænkede og voldelige elementer blandt publikum. De leve! x 9 prc. Desværre overlevede kun to af dem, hvilket vil fremgå af nedenstående.
Blandt mange højdepunkter i det indledende program bør fremhæves den fantastiske præstation i klassen for fækaliedrevne strømlinervogne over 5000cc, som blev vundet i overbevisende stil af hr. Palisander Iks fra Gammel Trans, som iøvrigt havde hr. plakatsælger Lortild Styrring som ko-driver. Altså i bilen, og ikke ude på marken. Bemærk iøvrigt den flotte læderracerheldragt, som er sammensat af Tollund- og Grauballemændenes jordiske rester, samt en hævert fra Gustenhuse Sogns Hjemmebrænderiers reservedelslager.
I den indlagte pause underholdte duoen Ebba & Kneppa fra den populære tv-serie “Ud At Køre Med De Skøger” til stor folkejubel, med æggebæger-præcisionstisning over 10 meter, inden de dejlige frøkener prøvekørte det senere på tragisk vis forulykkede rekordvehikel fra vognmand P. E. Dahls specialværksted.
På billedet ses det uheldsvangre køretøj under optankning fra luften ved det store non-stop 24-timers rekordforsøg, der endte i et gigantisk havari, da ko-kassebremserne svigtede, og bilen, ført af den amerikanske vovehals Mr. Ford Taunussen, kolliderede med Rigssal Le Mans, og eksploderede i et brændende inferno, der kostede 58 menneskeliv, og ydermere betød, at den med stor forventning imødesete After Race Bar måtte udskydes i 1 time, 22 minutter og 18 sekunder, prc.
Med Tølperforeningens assistance lykkedes det at bjærge flere hundrede flasker spiritus, samt et par af de forkullede lig fra den rygende brandtomt. Disse vil blive nedsænket i Gustenhuse Mose, med henblik på fremtidig læderjakkeproduktion. Herefter kunne festen fortsætte som planlagt, til stor glæde for de fremmødte, der genererede et overskud på ialt kr. 74,58, som vil blive delvist investeret i forbedrede baneforhold til næste års extravaganza, som allerede er under planlægning ved d’herrer Angekok og Stahl-Eisenmann.
Efter den vellykkede event var der massage, knoglebrudsudretning, samt et forfriskende styrtebad i grønlænderurin for de trætte motorsportsfolk, der havde givet deres yderste i den store begivenheds tjeneste.
Der skal derfor lyde en varm tak her fra Gustenhuse og fra vore grønlandske medorganisatorer til alle fremmødte, og et hjerteligt på gensyn næste år!
Hundreder af begejstrede nordvestjyder stimlede i går sammen i og uden for Nørre Usseldrup Bedehus. Luften var hvid af papiraffald (omhyggeligt tilskåret i så brede strimler, at det senere kan anvendes til hygiejniske formål), da årets celebre brudepar, popsangerne Luffa og Harding Gumme, trådte frem på trappen efter at være blevet formælet af prædikant Tölper Grusboll.
Mens det bestilte bryllupskørselspragtvehikel banede sig vej frem til parret, havde Harding med et triumferende tandsmil besteget sin unge brud, og dette gentog sig seks gange i løbet af ægteskabets første halve time.
“Mulighederne for kopulation er i vinterhalvåret ret begrænsede på Blodhavn Nordstrand, hvor vi optræder, og jeg udnytter derfor festdagen fuldt ud,” sagde Harding, inden han og Luffa syngende gik indenfor i Den Selskabelige Pøbelloge, hvor 300 gæster festede, til sidste kødben var gnavet i splinter.
Fornøjelses- og erhvervsmuligheder som aldrig før: Kursus uden tilmelding på Blodhøj hver onsdag kl. 17.21 til 18.04 prc.
Kursuspris pr. lektion kr. 0,33 (velkomstlussing, 2 lakridspastiller og drikkevand inkluderet). Inkontinente, hostende, lallende og på andre måder besværlige kursister anbringes over gummibelægningen bagest i salen.
Kommunevand er af hygiejniske grunde den eneste tilladte drikkevare i kursuscenteret, men Klamhuse Sognebryggeris salgsvogn vil efter hver lektion være at finde på pladsen udenfor.
De herunder fremviste oldinge gennemførte sidste års kursusrække og har nu en halvprofessionel karriere som humørmusikere.
Længst t.v. på plakaten er det fhv. beslagsmed Gylbert Waffelkrage, Klamhuse, kendt gennem mange år som opvisningsmasturbant.
I midten fhv. sparekassekasserer Harding Phlummer, der indledte sin showbusiness-karriere straks efter pensioneringen i fjor. Han er far til ni børn og har også været særdeles aktiv i kalkunavlen.
Til højre trioens refrænsangerinde, fr. Gyda Halunk, som i mange år optrådte sammen med sin mand, komponisten og elastikharpevirtuosen Hermod Halunk (1898-2001). Efter Hermods alt for tidlige død holdt hun en pause fra det kunstneriske virke, men er nu tilbage for fuld styrke. Vi ser hende herunder, som hun fremtrådte i al sin skønhed cirka 1967.
Sidste torsdag inden jul underholder årets aftenskolehold i ukulelespil og Hawaii-dans under ledelse af cert. kapelmester Ludolph Pödenphant jr.
Bemærk: Jernhård disciplin håndhæves under samtlige nævnte arrangementer.
De gutter, der drikker igennem, har størst chancer hos pigerne. I Nordvestjylland er det en almen erfaring gennem generationer, og nu bekræftes det af oversøisk videnskab.
Her står den jublende sandhed — på fremmedsprog, beklager. Min boglærde nabo, fhv. biblioteksrengøringsassistent Asgeir Judassen, arbejder på en oversættelse, som kan forventes offentliggjort 11. februar 2021 kl. 08.32.
En tysk domstol har langt om længe givet alle unge mænd en gylden mulighed for at blive hjemme foran fjernsynet efter en hård aften i byen. Det sker, efter at en producent af en anti-tømmermænds-drik har været en tur i retten.
Retten i Frankfurt har afsagt en dom, som fastslår, at tømmermænd er en sygdom. Det gjorde man, efter at en tysk unavngiven virksomhed var blevet anklaget for at have ulovlige sundhedspåstande i deres anvisninger om, hvorledes deres drikke og deres pulver kunne kurere tømmermænd.
I rettens afgørelse blev det fremhævet, at sygdom kan være en endda lille og midlertidig forandring i forhold til kroppens normale tilstand, hvilket tømmermænd konkluderes at være. Fødevarer, her inkluderet drikkevarer, må ikke markedsføres som værende i stand til at forhindre og/eller behandle sygdomme, siges der i dommen.
“Oplysninger om et fødevareprodukt må ikke tilskrive produktet nogen egenskaber til forebyggelse, behandling eller helbredelse af en menneskelig sygdom eller give indtryk af en sådan egenskab,” var den øverste regionale domstols afgørelse.
Da sygdomme i rettens definition inkluderer små og midlertidige forandringer i forhold til kroppens normaltilstand, så kan vi altså konkludere, at tømmermænd er en sygdom.
Den unavngivne virksomhed hævdede, at deres drik og deres pulver kunne behandle træthed, kvalme og hovedpine – de symptomer, som normalt forbindes med tømmermænd, så blev virksomheden således forbudt at markedsføre produkterne som helbredende for tømmermænd.
Kendelsen var i sig selv måske forventet, men måden, den fremkommer på, kan overraske. Virksomheden jubler ikke, men det gør de mange tusinde tyskere, der er årligt valfarter til München for at deltage i ølfestivallen Oktoberfest. Tyske arbejdere har nu rettens ord for, at tømmermænd er en sygdom.
Hvorvidt den tyske definition også finder vej til Danmark er endnu uvist, så vi fraråder danske i Holstebro og andre storbyer at sygemelde sig med den påstand, at deres drikfældighed fører til midlertidige forandringer i kroppens normaltilstand.
I vore nordvestjyske hjemsogne er druk en sundhedstilstand og eventuelle tømmermænd vil altid være en fuldt gyldig grund til at blive hjemme, fastslår formanden for Usseldrupegnens Drankerlaug, Skumbejs Lambert, Klamhuse Hede.
“Sig navnet Padborg, og jeg får tårer i øjnene. Vi skylder dem alt,” udtaler overlandbibliotekar Gyllah Waffelcrone, Blodhøj. “Holstebro, Vejle, København — alle storbyer går til bunds i tv-kiggeri og computerspil, men vi i Usseldrup Storsogn står sammen om den litterære højkultur, hvis fornemste udøvere er og forbliver forfatterfamilien Padborg.”
Anledningen til denne erklæring er, at de cirka 14 aktive medlemmer af Padborg-slægten i år modtager Den Store Knockelske Kulturpris på kr. 19,37 samt en balje flæskebudding og et betydeligt antal festlussinger ved overrækkelsen.
Begivenheden markeres med en udstilling af Padborg-værker på Husmandsstandens Folkebibliotek, Blodhøj. Bogsamlingen er forøget og nogle opslidte eksemplarer erstattet af flunkende nye. Et udpluk af skattene præsenteres herunder:
Denne rystende stærke ny gyser er netop vredet ud af fr. Pippa Padborgs skrivemaskine. Skriv Dem på bibliotekets venteliste eller køb den i i Klamhuse Brugsforening. (431 s., kr. 4,98)
Vor litterære stjerne Palle Padborg har også erobret ungdomsmarkedet. Biblioteket har anskaffet 2 eksemplarer af hans zoologiske spændingsroman, og de kan læses under opsyn i et kvarter ad gangen pr. biblioteksgæst. (At viderefortælle handlingen, herunder især slutningen, straffes med tvangsarbejde, som skal udføres på regnvejrsdage i kartoffel- og roesæsonen.)
Forfatterfamilien Padborg og dennes tusindtallige tilhængerskare må atter juble. Pylle Padborgs eksplosive spændingsroman SEX-SEX-SEX udkommer nu på finsk. Landets boghandlere melder om en uhyre forhåndsinteresse (cirka 31 eksemplarer er bestilt), og unge litteraturvenner ligger i soveposer foran Helsinki Centralboghandels hundebevogtede hoveddør.
Den finske titel er: Puhelin sukupuoli kääntyy väkivaltainen
Erotisk drama med uhørt lokal succes, nu 7. oplag, hermed solgt i over 434 ekspl. (Bulgarsk udgave medio februar, film- og tv-serierettigheder forhandles.)
Her kommer det biografiske værk, Nordvestjylland længe har ventet på. Dikteret af Louis B. Knockel til succesforfatteren Pippi Padborg. Bestil og forudbetal Deres exemplar i Klamhuse Brugsforening. Forlaget Gyldenbrun, 37 sider, 3 illustrationer, kr. 1,74.
Hvis nogen undrer sig over det forholdsvis beskedne sidetal, er forklaringen den, at der var aftalt et honorar på kr. 4,17 med fr. Padborg. Efter blot nogle timers arbejde blev det klart, at hun forventede 4,17 kr. pr. side, mens Den Knockelske Familiefond havde opfattet beløbet som et samlet honorar. Et kompromis blev indgået: Den unge forfatter fik 78 øre pr. side, og bogen holdes i stram, fedtfri telegramform. Det bliver den ikke mindre betagende af.
Atter en stærk nyhed fra vor uovertrufne ven, mesterforfatteren Palle Padborg. Brugsforeningen i Klamhuse har forudbestilt 8 ekspl. af romanen, og der forhandles med flere Balkanlande om filmversioner.
I taknemlig erkendelse af al den succes, han nyder i Bulgarien, har Palle Padborg henlagt handlingen i dette storværk til den ædle gamle kulturnation. Onde kræfter er på spil, drifterne koger suppe på den yngre del af befolkningen, men som altid i en Padborg-roman ender det med sandhedens og retfærdighedens og den største skyders sejr.
Hvor blev årets store succesroman af? Hvorfor skal vi vente så længe? Ærede venner, et jublende svar: Herover ser vi den, og det er atter forfatterfamilien Padborg, der frelser os.
Endnu en lysende nordvestjysk klassiker. Der forhandles om en international tv-serie i 11 afsnit under titlen Mondo Cane (Hundens verden).
Hr. Padborg takker sin opvækst på Blodhøj Puddelkennel for den store succes. “Hunde og jeg forstår hinanden,” forklarer han. “Forskellen på en stor, sulten hund og mig er egentlig kun, at jeg ind imellem sætter mig foran en computer og klaprer ord ned.”
Tegneserier undertrykkes normalt med hård hånd i Nordvestjylland, men her gøres en undtagelse. Forfatterfamilien Padborg beriger os med en vidunderlig ny sangbog til juletiden.
Pris kun kr. 4,97 i Klamhuse Brugsforening.
Årets erotiske boggave foreligger her. Et dampende hedt nyt mesterværk fra vor unge stjerneforfatter Pippi Padborg. (889 sider, vejl. udsalgspris kr. 6,31)
Stjerneforfatteren Beppa Padborg skænker os dette sjælsrystende lokalpolitiske sexualdrama. (287 s., kr. 3,41, eksemplarer med forfatterens signatur kr. 3,58. Medlemmer af Nordvestjyske Landhusmødres Litteraturselskab får som altid 5,7 % rabat på udsalgsprisen excl. moms.)
Endnu et dirrende mesterværk om død, penge, sex og kærlighed. Romanserien er igangsat af succesforfatter-parret Pippi og Palle Padborg, og dette bind er skrevet af deres fælles oldemor, fr. Pretzel Padborg, Klamhuse Vestermark.
Efter flere års pause er forfatterfamilien Padborgs stolte ældre frontfigur tilbage med et erindringsbind, som vil fremkalde jubel overalt i Nordvestjylland. Følg hans eventyr på Østfronten, hans mangeårige eksemplariske virke i brunvareindustrien og hans overdådigt lykkelige år som kalkunavler. Til slut en gennemgang af de foreløbig 47 romaner, 412 noveller og 3 syngespil, han har beriget hjemstavnslitteraturen med. (671 sider, kr. 8,24)
TIL OPMUNTRING i en svær tid: Alle kan blive forfattere. Padborg-familien indbyder til et intensivt halvandetdøgnskursus med undervisning af bl.a. Pippi og Palle Padborg, Bibsen Padborg og den åndelige stamfader, fhv. brunvaretaksator Globus Padborg-Phrederiksen, forfatter til “Nordvestjyske Profiler i Latrinbranchen” bind 1-11.
Kursusgebyr udgør kr. 7,31. Deltagerne sørger selv for madpakker og lussinger undervejs. Diplomer udstedes mod tillægsgebyr på kr. 0,43.
Mange har efterspurgt informationer om forfatterfamilien Padborg, og især om det globalt succesrige par Pippi og Palle. Hvem er de, og hvordan frembringer de en tilsyneladende endeløs stribe af succesromaner?
Nu kan alle glæde sig: En lokalt produceret tv-dokumentar i 12 nærgående afsnit er på vej.
Den længe med spænding ventede åbningsgalla ved Gustenhuse Saltsø Speedway er nært forestående!
Til fordel for de mange tilmeldte til vort store gymkhana på Saltsøen, har vi i samarbejde med Gustenhuse Egnsmuseum besluttet at inddrage og anvende alle vore udstillede moselig i produktionen af souvenir-læderjakker til fordel for de glade motorentusiaster.
Der forventes således travlhed i den kommende tid på systuen “Vi Dem Beklæder – I Lak Og I Læder”, hvor moseligene, efter nænsom opklipning og flåning, vil blive modificeret til flotte læderjakker i alle størrelser, med nitter og valgfrie rygmærker, som på dagen vil kunne erhverves i boderne. Interesserede bedes notere, at der foreløbig er tale om begrænsede oplag, indtil vi har modtaget svar på vor henvendelse til Nationalmuseet.
Arrangementet varetages af Godthåb MC, under ledelse af den meget ærede hr. Jonathan “Rejen” Angekok, der forsikrer os, at det ikke kommer til at gå stille af, hvorfor vi har indkaldt alle Tølperforeningens medlemmer til assistance ved eventuelle masseslagsmål og brandstiftelser, under begivenheden, der kun vil være åben for synligt tatoverede mænd over 11 år.
Entré bliver kr. 0,76, og cykelkæder kan købes ved indgangen. Alkoholkonsumption og tobaksrygning er påbudt på det allerskarpeste. Manglende overholdelse heraf vil medføre øjeblikkelig gennempryglning, afklædning, overpisning og derpå bortvisning.
Der vil blive opstillet bordeltelt med udskænkning og spækbuffet, og al opkastning, urinering og defækation foregår ved slamhullet bag Rigssalen. Vel mødt, og rigtig god fornøjelse!
Den knockelske sydgående feltmanøvre 2019 meldes fuldført og planmæssigt afsluttet med en parade ved stationslatrinen i Vester Usseldrup.
Tilbagetoget fra Harrislee var tungt og smerteligt, men vi tog historisk revanche ved Dybbøl, hvor prøjsere, arabere og kinesere blev bekæmpet med byger af nordvestjyske præcisions-lussinger.
Personel, frivillige og husdyr udviste eksemplarisk lydighed og udholdenhed alle 64 timer igennem. En enkelt svigtende kalkun blev på manøvrens sidste dag forvandlet til festmåltid.
Hjembragt Flensbuger Pilsener udskænkes til offentligheden på stationspladsen, V. Usseldrup, førstkommende lørdag kl. 13.17 prc. Medbring eget fingerbøl.
For første gang nogensinde blev et kapløb afholdt op ad sognets menneske-skabte vulkan, Mount Bruno. Mere end hundrede friske og veltrænede borgere stillede op til den hårde tur gennem det barske og stejle terræn. Mount Bruno er ganske vist ikke aktiv mere, grundet den uheldige tornado-episode, men byrådet har besluttet, at den stadig kan benyttes i sports- og konkurrenceøjemed.
Til avisens begejstring var det vores egen storjuniorkorrespondent, hr. Baryl Nidding Halunk, der mod al forventning lagde sig i spidsen og nåede toppen på rekordtid.
“Jeg er selv overrasket. Min modstandere var ellers nogle af sognets mest hårdkogte personligheder, og vejen op var både glat, blæsende, kold og udmattende,” udtalte den unge reporter, inden han stillede sig på sejrsskamlen og modtog sin messingpokal og 70 sejrslussinger af redaktør Louis B. Knockel.
Det vulkanske område er kendt for sit aggressive plante- og dyreliv. Og vejret i området er modbydeligt. Efter at startskuddet havde lydt, blev flere af kombattanterne angrebet af løver og kødædende rododendron. Og da flokken kæmpede sig op ad skråningen, var der flere, der væltede og brækkede vitale knogler. Mod toppen måtte mange se sig slået, da de blev ramt af spontan forkølelse.
Den unge Halunk mener selv, at det var grundig forberedelse, der gjorde ham til vinder.
“For det første havde jeg en ekstra sweater på mod kulden og en pose rå koteletter til de sultne skabninger, der lurede om hjørnerne,” udtaler hr. Halunk og tilføjer: “Så vidt jeg er ved, var jeg også den eneste, der ikke var iført laksko. Jeg bar vandrestøvler med dobbeltklæbende tape under bunden. Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning.”
Søfolk, turister og fastboende vil juble om kap, når Blodhavn Festpavillon førstkommende fredag kl. 11.43 prc. genåbner efter næsten 50 års dvale og forfald.
Ældre nordvestjyder vil huske, at pavillonen blev lukket efter en længevarende strid om adgang for husdyr og krøblinge.
“Jeg ønsker ikke at rippe op i de pinagtige detaljer, men vil blot forsikre kommende gæster om, at rene og lydige husdyr er velkomne, mens krøblinge konsekvent vil blive afvist,” udtaler pavillonens tiltrædende værtinde, 22-årige Gunna Böffelmuhle, datter af brunvareeksportør Josias Böffelmuhle, Klamhuse.
Den böffelmuhleske familieformue bakker projektet op, mens Louis B. Knockel har bidraget med gode råd, arbejdslussinger og et kontantbidrag på 11,24 kr. Pavillonens genåbning er et af flere aktuelle storslåede byggeprojekter i nærområdet.
Åbningen markeres med lussingdans og udskænkning af gul hestepilsner til rabatpris (83,2 øre pr. halvliter, normalpris 86,7 øre.)
“Organiseret og obligatorisk lussingdans finder sted alle dage kl. 14.07, 16.11 og 21.36 prc. Min familie og jeg vil utrætteligt føre an i løjerne,” lover frk. Gunna.