“Hva’ satan,” mumlede skipper Knockel og sendte en stråle skråsovs hen over styrbords ræling. “Hva’ satan finder de på derinde?”
Festfyrværkeri steg til vejrs over London, mens Theobald Knockel ved ni-tiden om aftenen sejlede op ad Themsen med det gode skib “Theodora Knockel af Blodhavn”.
Han havde styret denne kurs mange gange, men aldrig set noget, der lignede det jubelmylder, der lige nu tumlede rundt på kajerne og dansede i de gader, man kunne skue op igennem.
Så snart Theodora var fortøjet, sprang han i land og greb en drukken yngling i kraven.
“What goes on here? Why are you partying?”
“Slavery abolition! The slaves are free!”
“Oh boy!” udråbte Knockel på velklingende engelsk. “Den fest må jeg også med til!”
NÆSTE FORMIDDAG
Mens halvdelen af London sov brandert ud, gik Theobald en tur i byen. På en skænkestue fordybede han sig i dagens udgave af “London Chronicle and Working Man’s Vindicator”, hvori han kunne læse næsten alt om frigivelsen. Slavernes kendte og populære talsmænd, Gilbert og Flaeskert Mbongo, havde deltaget som æresgæster ved højtideligheden i det engelske overhus dagen i forvejen.
“Gilbert og Flæskert,” mumlede skipper Knockel. “Det var dog satans til sammentræf. Kan det være mine to festnegere? Og kan det passe, at de bor i et palæ?”
Han vendte sig mod bartenderen. “Kan du sige mig, hvor Grosvenor Square ligger?”
“Ja, det er en halv miles vej i den retning. Meget fint sted. Kender du nogen dér?”
Knockel slængede en mønt på disken. “Det vil vise sig inden længe!”
NÆSTE FORMIDDAG, FORTSAT
Palæet var fire etager højt og adgangen til det spærret af et smedejernsgitter. Theobald Knockel trak den ene af sine jernbeslåede træskostøvler af og brugte den til at lave larm mellem stængerne.
En rankrygget butler med et surt, kridhvidt ansigt bad ham forsvinde og gjorde truende fagter.
“Du kan komme herud og få lussinger,” svarede Theobald og blev ved, indtil et rundt, sort hoved viste sig bag en rude på anden sal.
“Gilbert!” råbte han. “Flæskert!”
Han kunne ikke se, om det var den ene eller den anden, men en af dem var det. Halvandet minut senere sad han foran kaminen i en højloftet pragtsalon med silkebetrukne møbler, krystallysekroner og alverdens supplerende pragt.
Gilbert og Flæskert kyssede efter tur skipperens vejrbidte kinder, og butleren, der nu var stum og bukkende, bragte portvin og kager.
“Hvordan har I båret jer ad? Hvad går det alt sammen ud på?” spurgte Knockel.
“Det er dig, vi har at takke! Lige fra den første morgen på Elfenbenskysten, da vi blev bragt om bord i lænker, kunne vi se, at du var en ven af fest og farver.”
Theobald huskede den slavesejlads, de talte om, bedre end talrige andre, han havde gennemført mellem Afrika og Mellemamerika. Gilbert og Flæskert (han havde selv af praktiske grunde givet dem disse gode nordvestjyske fornavne) havde hurtigt efter afrejsen vist sig som uovertrufne festnegere, beskæftiget med sang og dans og mangfoldig spas fra morgen til aften.
Da de andre slaver var ekspederet i land i Puerto Rico, tog Theobald de to spasmagere med hjem til Blodhavn. Få år senere turnerede de i Skandinavien, Tyskland og Polen med deres musikalske numre og sketches, og Theobald så dem sidste gang, da de efter et mellemspil i Holstebro Borger- og Håndværkerforening var på vej til verdensbyen London.
“Og her har I så været siden og er blevet fornemme herrer.”
“Næ næ. Vores show faldt til jorden. Vi blev smidt på gaden. Englænderne vil se fede, blegrøde kvinder i bizarre kostumer, ikke sådan et par springfyre som os. Vi måtte tilbage i slavehandelen.”
“Jamen dog. Blev I solgt?”
“Tværtimod. Vi havde lidt spareskillinger, så vi tog til Afrika og begyndte at købe op. Vi vidste jo, at det som regel var arabere, der formidlede slaver ud til havnebyerne, og de stak det meste af fortjenesten i lommen. Vi gik direkte til stammehøvdingene og købte de flotteste slaver til en fair pris, og så skibede vi dem videre med en sang og en dans. Ingen lænker og ikke flere eller værre prygl, end rimeligt var.”
“Fantastisk. Men hvorfor skulle slaveriet så afskaffes i hele det britiske imperium?”
“Markedet er overfyldt. Slaveriet bliver også afskaffet i Amerika, vent og se. Vi vil have vores lejre derovre tømt og restlageret solgt ud til en fornuftig pris, derfor lukker vi nu for tilførslen.”
“Og det er det engelske parlament gået med til – bare sådan?” spurgte Knockel, der vidste en ting eller to om forretning.
“Vi har jo ikke kun handlet med negere,” svarede Flæskert med et listigt grin. “Vi har købt og solgt kinesere, indere, arabere, ja sågar hvide englændere. Lord Bunckerforce var dybt forgældet, og vi tog pant i hans smukke unge hustru og to andre medlemmer af familien. De røg af sted til markarbejde i Sibirien, og derefter var han til at tale med, lorden. Han fik sagen gennem overhuset.”
“Det stod der ikke noget om i avisen.”
“Lorden håber stadig på at få sine nærmeste re-eksporteret. Det er for øvrigt også hans palæ, vi bor i. Penge er magt. Drik nu, Theobald, og spis! Der er meget mere, hvor det kommer fra.”
NÆSTE FORMIDDAG, SLUTNING
“Jeg er målløs,” sagde skipperen og slubrede portvin i sig, mens festnegrene sprang op og dansede overstadigt mellem møblerne.
“Vi har et par hemmelige slaver i kælderen,” erklærede Gilbert, “som vi skal have skilt os af med, nu hvor loven træder i kraft. Vil du have dem med hjem til Nordvestjylland og sælge dem til højestbydende?”
“Den ene er en sort prinsesse på 19,” tilføjede Flæskert. “Du har aldrig set flottere babser end hendes, og tænderne er hvide som nyfalden sne.”
“Jeg tror, vi kan lave en aftale,” sagde Theobald. “I hvert fald skal hun få sørejsen helt gratis. Ja, jeg tror sgu, der bliver plads til hende i kaptajnens kahyt!”
“Tør jeg anmode om tilladelse til at at bringe Deres majestæts morgenmad hen til sengekanten, så De i behagelig udstrakt tilstand kan indtage dagens første måltid?”
To grynt, muligvis kodesprog for ja. Kammertjeneren rullede i hvert fald vognen med morgenbakken hen mod den kraftige mand under sengetæppet.
“Silkegrød og saltsild,” sagde han. “Lunt hvedebrød, varm mælk med honning, et glaseret æble med nelliker og en…”
“Så hold da kæft!” brølede Christian den fjerde, idet han satte sig op i sengen og mønstrede lækkerierne, der var anrettet på sølvfade og i krystalskåle. “Sagde jeg ikke i går, hvad jeg trænger mest til, når jeg vågner om morgenen?”
“Jamen, Deres majestæt…”
“Spring, min dreng, så hurtigt dine tynde ben kan bære dig: En kande lybsk godtøl, et fuldskænket bæger rhinskvin og en halv flaske af det dér ildvand, I laver oppe nordpå.”
“Mener majestæten whisky?”
“Ja, whisky for helvede, spring!”
Christian var på officielt besøg hos sin kollega og svoger, englændernes og skotternes kong James, og var der én ting, de to potentater havde til fælles, så var det en stærk og vedvarende tørst.
Flere dage og aftener i træk havde de drukket deres respektive hoffolk under bordet. Christians søster, dronning Anne, havde opgivet at skælde ud. Hverken på dansk eller på engelsk havde det nogen virkning. I øvrigt talte kongerne mest tysk indbyrdes, og de kendte de samme saftige tyske soldaterviser, som de lallede af sig til langt ud på natten.
Når Christian vågnede næste morgen, så han ældre ud end sine 39 år, og i hans hoved dunkede og hamrede det, som om håndværkerne fra hans talrige byggepladser derhjemme var taget med til England for at plage livet af ham.
Ungtjeneren i de lyserøde silkebukser var omsider fremme med det ønskede. Kongen greb ølkanden mellem begge hænder og lagde tuden til munden. Gurgle, gurgle og mere gurgle.
“Aaaaah!” sagde han med en fuldtonende lyd fra et sted dybt i tyrehalsen. “Øllet her på Hampton Court er førsteklasses, og lad mig så smage, om den sild er forsvarligt saltet.”
“Værsåartig, Deres majestæt. Her er kniv og gaffel.”
“Kniv og gaffel? Tror du ikke, vi danskere ved, hvordan man spiser sild? Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør, min lille ven!”
Knas, klank, smaske, gnufle, gnufle, grynte. Christian tørrede sig om munden, mens hans kraftige kæber formalede en halv sildefilet.
“Det går an,” sagde han med munden fuld. “Nu en slurk ildvand.”
Tjeneren bukkede og rakte flasken frem.
“At your majesty’s obedient service!”
* * *
Dagens program var et besøg i højesteretten i Tower of London. Christian, der selv var højeste dommer i sit hjemland, fulgte med en vis interesse en sag om en tyvagtig skatteopkræver, der blev dømt til at fortabe hoved, ære og formue.
Mens den vrælende synder blev slæbt ned i fangekælderen, gik Christian og dommerne til frokost. Her vankede lammekoteletter med kålstuvning og franzosisk vin af røde druer, svedskekager med flødeskum og sjældne krydderier, sød vin fra Madeira.
“Satans, som I lever livet,” sagde han. “Jeg gad nok, at Danmark blev et kolonirige med handel på fjerne kyster.”
Christian og hans svoger havde store planer om fremtidigt samarbejde og mange prygl til de tyske fyrster og franske pudderdukker.
“Ja!” råbte han, mens han hævede pokalen for femte gang. “En skål for vore broderlande, en skål for lov og ret!”
* * *
“Et dampbad og prygl med birkeris – så bliver man som barn igen,” sagde kong James, da Christian vendte tilbage til Hampton Court.
Den engelsk-skotske konge havde ganske rigtigt lyserøde kinder og krøl i håret. Hans kropsnære dragt glitrede af guld, og kalvekrøset ned over brystet var kridhvidt. Fandeme, om ikke også han havde rubinstikker i ørerne. Noget af en svans er han, tænkte Christian, men ham om det. Han avler flittigt børn på min søster, han vil lave storpolitiske aftaler med mig, og han er en herlig drukkammerat. Kan man forlange mere?
De sad i slottets centrale sal med lædertapeter på væggene og otte meter til loftet. De drak om kap med hinanden og de måbende hoffolk, hvoraf flere allerede lå på gulvet. Hver aften skulle være bedre end den foregående, ja den skulle så.
“Er vi enige om, at vi deler Europa, sådan som vi snakkede om i går?” sagde Christian i en pause mellem to krus krydret mumme.
“Javist,” sagde James. “Jeg tager Frankrig, Spanien og Portugal, du får Tyskland, Polen og Nederlandene.”
“Og Sverige.”
“Ja, schelvfølgelig også Schverige,” snøvlede James. “Når du og jeg er færdige med Schverige, bliver der aldrig mere vrøvl med dem.”
Christian rakte efter whiskyflasken. “Lad os skåle på det.”
De bundede pokalerne og ræbede i kor.
“En af dine hofmænd må skrive det ned på et stykke papir, så vi ikke glemmer detaljerne.”
“Javist,” sagde James, “og vi sætter vores majestætiske schignaturer og laksegl under. Men ikke lige nu. Jeg har en overraskelse til dig”.
“Et nyt whiskymærke – eller mere af den dér kanariesekt?”
“Næ næ, tscheater! Det fineste tscheater, de britiske øer kan opvise.”
Christian blev lang i ansigtet, men kongen havde givet tegn til en dørmand bagest i salen, og nu kom et optog af sminkede, kostumerede skuespillere dansende ind, efterfulgt af en hylende sækkepibe og et par hornblæsere, som man fik ondt i tænderne af at lytte til.
Forrest i optoget stoltserede en herre med et præsteagtigt ydre, høj pande og plirrende øjne. Han bukkede dybt for kong James.
“Min ven, mesteren Will Shakespeare,” erklærede kongen og slog ud med hånden, så en halv styrtsø af krydderpunsch pladrede hen ad gulvet.
Will rettede sig op, vendte de kuglerunde glugger mod loftet og begyndte at deklamere:
“Since brass, nor stone, nor earth, nor boundless sea, But sad mortality o’ersways their power, How with this rage shall beauty hold a plea…”
“Åh, hold kæft!” råbte kong Christian. “Shut up, tais-toi, halt die Klappe, und das sofort!”
Will blegnede under teatersminken. James gjorde tegn til, at han skulle fortsætte.
“…Whose action is no stronger than a flower? O! how shall summer’s honey breath hold out, Against the wrackful siege of battering days…”
“Det var dog satans!” brølede Christian, idet han langede en lussing ud, som sendte Will trimlende hen ad gulvet. “Ud med dig, og ud med de andre abekatte… Nej, hende med det store patværk kan blive og danse på bordene. Jeg skal nok klappe takten, for jeres kattejammermusik vil vi den ondeprygleme heller ikke høre på!”
Kong James var for beruset til at at rejse sig og protestere, og to hellebardbevæbnede vagtsoldater drev skuespillerne tilbage, hvor de var kommet fra. Klare tårer randt fra Mr. Shakespeares øjne, da han kastede et sidste blik ind i salen.
“Og lad os så få noget i glassene!” befalede Christian. “Vi sidder her ikke til pynt!”
* * *
Danskerkongen lå i sin himmelseng og gryntede, da døren gik op næste morgen. Han ventede at høre kammertjenerens sædvanlige kvidder, men det udeblev.
“Herre konge,” sagde en velkendt dyb stemme på jævnt dansk. “Tid at stå op.”
“Det bestemmer jeg fandenpuleme selv.”
“Desværre nej, herre konge,” lød det fra Christians rådgiver og rejseledsager, lensbaron Guffert Orne. “Vi skal være ude af Hampton Court inden en time.”
“Hvem siger det?”
“Kong James har udstedt denne allermajestætiske ordre.”
“Kald på ham, så jeg kan varme hans ører.”
“Kongen og dronningen er taget på landet, og vagtpersonellet har ordre til at jage os ud, hvis ikke vi går selv. Jeg har sendt ridende bud til kaptajn Bunkelhage på “Trefoldigheden”, at han skal gøre klar til afsejling ved middagstid.”
“Jamen, det er jo vanvid,” sagde Christian, der havde sat sig op i sengen og var lysvågen. “James og jeg har store planer. Vi skal dele Europa mellem os og give svenskerne bank, til de jamrer.”
“Meget beklageligt, herre konge, men James har et nært forhold til Will Shakespeare og hans trup, og han tåler ikke, at de bliver fornærmet.”
“Will Shakespeare? Hvem fanden er Will Shakespeare?”
“Herre konge, vi har ikke lang tid tilbage her. Lad mig assistere Dem med at få bukserne på.”
Det er med udsøgt fornøjelse at jeg hermed, eksklusivt for Nordvestjyske Fækalietidende, kan præsentere det upublicerede, af egnspoet V. Røvlenberg nykomponerede, rørstrømske højtidsdigt: “Jul I Gustenhuse”, til avisens frie anvendelse:
“Jeg fryder mig i denne Tid;
nu falder Julepryglen strid,
snart Moders Brok forstumme!
Min Fader til Bordellet gaar,
hvor rank og strunk i Snee han staar;
jeg ser hans store Lomme.
Og paa hans Bord forleden Dag
jeg saa en yndig, lille Sag,
og det jeg ikke glemmer.
Deri han bladrer nok så vax;
men naar jeg kommer ind, han strax
sit Stads i Skuffen gjemmer.
For Julen har Krabasken bragt;
jeg ved det, jeg har selv den smagt,
da jeg var ganske lille.
Sit Vaabenskab han aabnet har,
Krabasken frem vor Fa’er rask ta’er;
nu Taarerne vil trille.
Og Mo’er faar saa mange Prygl,
hvert Øjeblik kun høres Hyl,
medens hende strengt han tærsker.
I Faders Øjen ses med Gys!
En Skinnen som to Julelys,
thi han er Hjemmets Hersker.
Og Søster Hanne gaaer og gruer. Hun ved det snart er hendes tur, hver Gang Krabasken svirper. Af Fader hun med Røret faar,
På Balder, Maveskind og Laar;
det eneste, der virker.
Jeg vil nok ogsaa noget faa;
jeg maa jo ind i Salen gaa,
naar han skal til at smække.
Der inde er der rigt’nok koldt;
men naar jeg bider i min Bold,
saa skriger jeg dog ikke.
Da før vor bette Karen skred,
på bare Tæer til Bageren ned;
dér stod den tykke Bager,
og han skrev op, hvad Fader sa’e:
Til Juleaften skal de ha’e
tre hårde Huskekager!
Til Kro og Købmand Fader gaar,
For Tørsten mangen Pægl han faar,
med Sorg i Sjæl og Sinde.
Vor Kirke ej han drage til,
På “Dubbidu” han spille Spil,
Han længe bli’r derinde.
Gid det var Jul! Hvor det var rart.
Men nu maa han da komme snart,
det varer ikke længe;
alt fra min Seng i Kam’ret her
paa Væggen jeg med Længsel ser
Krabasken blodig hænge.
Mon Bedstemo’er komme vil?
I nat som i et Drømmespil,
Jeg hende løb i Møde.
Og favned’ hendes Luftkastel;
Jeg håber blot vor Fader snild
Os tærske vil til døde!
Thi Julen er en Illusion;
Kun Prygl og Tærsk er Legion;
Al Venten er forgæves.
I Sneen kækt vi Børn ej Slaas,
For det er Hverdag her hos os,
Naar vi af Fader tæves.
Glædelig Jul til alle (med undtagelse af marxister)!
KNOCKELSK EXPRESBESVARELSE:
På hele landsdelens vegne: En varm og dybfølt tak til digteren og til hr. Stahl-Eisenmann, som har viderebefordret dette lødige folkekulturprodukt. På Nørre Usseldrup Eksamensskole er det nu og i kommende år obligatorisk morgensang hver dag i julemåneden kl. 07.54 prc.
Jeg håber det går godt derhjemme.
Her går det i hvert fald strygende. Som du ved har jeg ledt efter Indien og det skal jeg eddergrønthakkeme love dig for at jeg har fundet.
Da jeg kunne se fastlandet i min kikkert fyldtes jeg med glæde og begejstringen blev større da vi gik i land.
I det samme vi trådte ud på stranden fik et besætningsmedlem en tomahawk i tindingen.
Og fra det tidspunkt var jeg solgt. De indfødte var noget ganske særligt.
Sikke en velkomst. Jeg kan slet ikke få armene ned.
Disse indianere drønede med fjerprydelser rundt på heste og skød med bue og pil.
Sikke en kultur. Sikke et folkefærd.
De myrdede det meste af besætningen og tog resten, heriblandt mig, til fange.
Vi blev bundet til pæle og deres leder Løbende Stjernefrugt truede og tævede os med køller.
Det er forbløffende så forskellige kulturer kan være. Men interessant.
Nåh, men jeg brugte min charme mod Løbende Stjernefrugt og hans brødre, Siddende Panda og Skidende Mammut.
Til sidst blev vi så gode venner at jeg og de øvrige overlevende blev sluppet fri og fik lov til at sidde med ved bålet.
Her røg vi opium og dansede mens der fløj lyserøde elefanter rundt på himlen.
Indianerne blev så glade for mig at jeg fik mit eget navn, Dumme Svin.
Jeg spurgte om jeg ikke måtte få lov at se noget mere af Indien.
“Uk, uk, naturligvis!” råbte Masturberende Hest. Han ville gerne være turguide.
De førte mig ind i et specialkonstrueret befordringsmiddel, sådan en kasse med hjul. De er automatiserede og kaldes vist nok automobiler. De går helt vildt op i maskiner herovre i Indien.
Nøj, hvor den larmede og røg.
Vi kørte ned ad en lang strækning og endte i noget der hedder Hollywood. Her er der en stor underholdningsindustri. Teater og sådan noget pjat.
Her mødte jeg andre stammer som skød med rifler og talte om frihed og spiste friturestegte kartofler.
Alt sammen meget eksotisk og spændende kan jeg sige dig.
Indien er et herligt sted men de er en smule tossede herovre.
Jeg tror at jeg vil give landet fem hatte.
Kærlig hilsen din,
Chrissermand
PS: Jeg kommer hjem inden din fødselsdag. Jeg har gaver med.
“Badrh,” udbrød den gamle munk i klosteret Lindisfarne før han smed sig i stolen og kastede et søvnigt blik ud over spisesalen hvor hundredvis af munke sad og stirrede udtryksløst ud i luften. Flere af dem gabte. Andre pillede næse.
Den gamle munk brummede svagt mens han bedende så op i loftet.
“Fader. Vi savner sanseindtryk. Vi keder os usigeligt. Hør på os. I himlens navn lad der ske noget. Amen.”
“Amen,” svarede et par munke i flokken.
Munkene gik til daglig og passede sig selv på Holy Island. De drak te og spiste småkager. De bryggede munkeøl, passede haven og bad til Vorherre. Den samme rutine dag ud og dag ind. Hele året rundt.
Sidste gang der var opstået noget der mindede om spænding var da den gamle munk fik hæmorider og gjorde klageskrig fra sine gemakker, men det var fire år siden nu.
Kedsomheden var en del af livet på Holy Island. Det var også derfor det overraskede alle da den unge munk Lukas kom løbende ind i spisesalen og råbte:
“Gæster!”
Samtlige munke gispede. Hvisken bredte sig i salen. Den gamle munk gav et ryk fra sig i stolen og tabte underkæben af ren forbavselse.
“Hvem fanden gider at besøge os?”
KAPITEL 2
Munkene løb ud af bygningen og ud på marken hvor fårene, hestene og køerne græssede med lige så sløve og deprimerede blikke som munkene selv. 200 meter længere fremme marcherede en hær af ukendte mænd.
“Hvem i helvede er det?” spurgte den gamle munk.
“Vikinger,” svarede en munk med hentehår. “Jeg har læst om dem. Spændende folkefærd. De kommer fra det kolde nord. Dannevang.”
Den gamle munk nikkede anerkendende.
“Vores bønner er blevet hørt. Endelig sker der noget spændende.”
Hæren af vikinger trampede hen over marken med kursen direkte mod munkene. Ansigterne var arrede, vrede og frådeskummende. En flok kreaturer stod i vejen for deres bane men det tog vikingerne sig ikke af. Sværd, køller og økser roterede i hænderne som møllevinger og splittede husdyrene ad i et fyrværkeri af rødt.
Munkene spærrede øjnene op. Hæren standsede et par meter foran dem.
“Goddag, d’herrer,” sagde den gamle munk. “Velkommen til Holy …”
Vikingehøvdingen der havde et langt filtret skæg afbrød med en flyveskalle og fjorten lussinger. Munken røg fortumlet på røven ned i græsset.
“BRRRAAAH” brølede vikingehøvdingen. Spyt dryppede nedad hagen.
“BRRRRRAAAAH” svarede de andre vikinger.
KAPITEL 3
Vikingerne bankede løs på munkene og kastede dem rundt som var de ligegyldigt legetøj.
“DRRAGK.”
“VRRAM!”
Men de blev hurtigt trætte af denne kaste-bankeleg, så de marcherede op til klosteret for at se hvad de kunne more sig med der.
“GAAAARJH!” brølede vikingehøvdingen ved synet af dette nyopdagede slaraffenland. Han gjorde tegn til de andre og de stormede ind gennem døren med begejstrede råb.
Først hentede de øllet og vinen i kælderen. De drak og drak og smadrede møblerne i klosteret, bedækkede de overlevende kreaturer og malede gudsbespottende gloser på vægge og gulve.
Så kom turen til spisekammeret. Her blev alt ribbet ned til sidste krumme. De rådne vikingegummer gnaskede løs i den føde, der kom i deres nærhed.
Mere øl til at skylle efter med. Flere dyr blev befamlet.
Da alle maver var fyldte tævede de munkene endnu en gang.
Sådan fortsatte det i godt og vel fem timer.
KAPITEL 4
En viking stod og urinerede på bordet i spisesalen. Han råbte til de andre:
“KRRRAGGH!” Og det kunne han jo have ret i.
Skyggerne var ved at være lange. Det var på tide at vende snuden hjem og på hovedet i seng.
“HHHHRRRRG!” hylede en spinkel viking med filipenser. Han havde netop fundet skatkammerat med alle værdierne. Det skulle vikingerne selvfølgelig også have med. Det manglede da bare. De kunne sagtens nå at snuppe det hele inden det blev alt for mørkt udenfor.
Gæsterne fyldte de medbragte sække med tyvegods og bar det ud til skibet.
KAPITEL 5
Munkene stod paralyseret på kysten foran vikingeskibet mens godset blev læsset på fartøjet.
Vikingerne gik glade ombord med sækkene og maverne fulde. De rullede de sidste tønder øl ind på dækket. De havde ikke tænkt sig at tørste på hjemturen.
“GGRRRRA!”
“FFAAKS!”
“VRRRÅÅ!”
Vikingehøvdingen klappede den gamle munk på skulderen lige oven på et blåt mærke og sagde:
“Tusinde tak for denne gang. Det har virkeligt været hyggeligt. Det betyder meget for mig og drengene at vi kan komme forbi og slå os løs. Vi har jo ikke så meget at sige på hjemmefronten. Du kender jo kvinder.”
Høvdingen lo anstrengt. Han viftede med en bog han havde stjålet fra biblioteket. De hellige Lindisfarneevangelier. “Jeg håber det er i orden hvis jeg tager denne bog med. Jeg har sgu lidt dårlig mave og vi er løbet tør for papir.” Han hoppede op på skibet. “På gensyn!”
Munkene stod passive og gloede som tudser i tordenvejr. Vikingerne sejlede væk fra øen og freden lagde sig atter over Holy Island.
EPILOG
Munkene havde fået blå og gule mærker, værkende led, og de manglede flere tænder end nogensinde før. I tavshed betragtede de ødelæggelserne omkring dem.
Aldrig før havde der været så meget aktivitet på øen som under denne spontane vikingevisit.
Efter at have bearbejdet alle indtryk vendte den gamle munk sig mod de andre. Et småsjofelt smil bredte sig på hans ansigt. Et udtryk ingen af dem havde set i flere år.
“Det var for helvede da på tide,” jublede den gamle munk.
Og snart brød de alle ud i en forløsende latter.
“Vil du have den gule kjole på i dag, skat? Så tager jeg den blå. De matcher så bedårende…”
Alexander havde rejst sig fra lejet i kongeteltet. Hans nære ven og ledsager Hefæstion stod nøgen på gulvet. Alexander havde, som alle vidste, og mange stadig ved, tilnavnet den store, men Hefæstion var heller ikke på nogen måde småt udrustet.
“Gult eller blåt… åh, det er altzå næzten ikke til at finde ud af,” lød det fra vennen, mens han trippede rundt om sig selv. “Jeg tager den lyzerøde, og så har du frit valg, pusser!”
De fnisede om kap, mens de klædte sig på. Deres dragter havde kjolefacon, men var sat sammen af lakerede metalplader. Det var rustninger af tidens højeste kvalitet, konstrueret til at afværge sværdhug og vstød med spydspidser.
“Titte, titte, ingen underbukzer, vel?”
Latter og kåde puf fik teltdugen til at blafre, men selv om Alexander og Hefæstion kvidrede som teenagetøser i hinandens selskab, skulle man ikke tage fejl af maskuliniteten. Deres granithårde kroppe svulmede af muskler og var mærkede af ar fra slagene og solskoldning under de årelange felttog.
Efter utallige sejre hen over Middelhavslandene og Mellemøsten var den 30-årige konge, hans nære ven og deres hærstyrker nu nået frem til Indien. Alexander ville se de fjerneste egne af den kendte verden og lægge dem under sig.
“Fjenden er på vej imod os,” sagde Hefæstion. “Har du slebet sværdet?”
“Hvis du smører skeden, så finder jeg nok ud af resten.”
Mere latter. Alexanders spioner havde i aftes meldt, at et modangreb var på vej under ledelse af klanherskeren Omfis.
“Inderne er svage og forskræmte bønder. Det er nærmest pinligt at give dem prygl, og jeg gider egentlig ikke,” sagde Alexander. “Nu skal vi op i luften og have det sjovt!”
På den første dag i Indien havde de nedkæmpet en grænsefæstning og fundet et lager af balloner. Fantastiske ting, som de havde hørt om, men aldrig før set. En lækker, lysebrun ung inder havde demonstreret, hvordan man antændte kulbækkener under ballonens åbne bund, og hvordan den så blev fyldt op med varm luft og fik opdrift.
“Kald på drengene!” sagde Alexander. Hans betroede hærførere og rådgivere, som tilfældigvis alle var lækre unge mænd, skulle med op og flyve i gondolerne under de farvestrålende balloner. Der var plads til hele skaren samt et par harpespillere og rigelige forsyninger af dadelvin og ostekiks.
EN TIME SENERE
Herligt var det at drive af sted under den blå indiske himmel. Men hvordan styrede man de balloner?
Alexander stod i sin gule emaljedragt ved gondolens ræling og så kolonner af bevæbnede mænd dukke frem over bakkekammene mod øst. De havde kurs ned mod hans egne tropper i dalen.
“Hør, vi skal vist ned og gøre klar til kamp,” sagde han. “Er der ikke en styrepind eller et højderor et sted?”
“Æh… jeg stod og tænkte på det samme,” sagde Hefæstion med munden fuld af konfekt. “Vi skulle nok have taget ham inderen med op, som havde forstand på det.”
Ballonerne drev langsomt, men sikkert vestpå. Under dem var kampen allerede begyndt. Man hørte skrig og tung metallisk klirren. Inderne var måske ikke så store, og deres udrustning så primitiv ud, men de kastede sig ind i kampen med glødende raseri.
Alexander kneb øjnene sammen. Hans forreste geleder begyndte at vige og gå i opløsning.
“Kom nu!” råbte han fra sin duvende gondol. “Giv dem kamp. Gør noget ved det, I svæklinge, I slapsvanse!”
“Det kan du fandenprygleme selv være!” lød et brøl dernede fra.
“Fandenprygleme nej! Svans kan jeg skrive under på, men ikke slap!”
Råbene frem og tilbage hjalp ikke. Ballonerne fortsatte med at drive vestpå, mens Alexanders menige soldater på jorden flygtede – de heldige af dem. Andre blev hugget ned eller overgav sig med udsigt til livsvarigt slaveri under indiske herskere.
“Altzå, såden en møgdag,” sagde Hefæstion.
Alexander vendte blikket fra det deprimerende syn af et tabt slag. Han skænkede vin i Hefæstions bæger og kyssede vennens blomsterduftende kind.
“Vi er på vej hjemad, og nu skal vi bare hygge os,” sagde han. “Lad os få noget harpemusik, som vi kan danse nøgendans til.”
“Hissa, hussa, slagt mammut, spis en bøf og slå en prut.”
Den kraftige sangstemme rungede hen over landsbyens festplads, og nu begyndte lerjorden at ryste under rytmiske fodtramp. Oda Knickel dansede diagonalt hen over pladsen, fulgt af et optog af pelsklædte husmødre og deres døtre.
“Tænd et bål og varm en gryde, bøf og guf skal alle nyde.”
Oda Knickel var ikke nogen almindelig stenalderhusmoder. For det første var hun over 2 meter høj. For det andet vejede hun selv i de magreste vintermåneder mindst 125 kilo. Og for det tredje var hun fra fødslen udstyret med en skarp, hurtig og nysgerrig hjerne.
Takket være Oda kendte Knickel-stammen både til hjulet og det varme vand. Begge dele var hendes opfindelser.
I dag havde hun noget nyt at vise frem. To små tingester, indesluttet i flade træskiver. Var det gudebilleder, lussingredskaber eller broscher til festbrug?
Nej. Da husmødrene var standset midt på pladsen, rakte hun den ene tingest til Jolla Guffert, datter af stammens næstkommanderende, storvildtjægeren Brunox Guffert.
“Gå!” sagde Oda og pegede mod nord. “Gå, til du ikke kan se os længere, og hold så den her op mod øret. Som jeg viser dig. Siden med de små huller holder du mod øret. Lyt og tal.”
“Hvad mener du?”
“Lyt og tal. Af sted. Gør som jeg siger.”
Jolla slufrede nordpå. Oda rakte dingenot nummer to til sin ældste datter Gyda.
“Bliv stående her. Hold den mod øret. Ja, sådan. Vent og lyt.”
Nogle minutter forløb i koncentreret tavshed, inden Gydas ansigt lyste op i glad forbløffelse.
“Jolla? Jamen, Jolla… Jeg kan høre dig! Kan du høre mig? Fantastisk. Hvor er du? Nå, deroppe nordpå, som mor sagde. Sker der noget deroppe? Er jægerne på vej hjem? Hvad med ham den lækre Beppo…”
Oda rev dingenoten til sig.
“Det er godt, Jolla,” sagde hun. “Vend bare rundt og og kom tilbage. Alle har forstået, at det virker. Mobiltelefoni er nu en del af stammens liv.”
TRE EN HALV UGE SENERE
Oda sad foroverbøjet og alene i familiens med rødbeder og grønkål tilplantede forhave. Hun knugede sit gigantiske, tunge hoved mellem hænderne. Inde fra beboelseshytten kværnede Gydas stemme uafbrudt:
“Nå, gjorde han det? Og hvad sagde du så? Ih, altså! Ja, det synes jeg også. Hvad vil du så tage på til bålfesten i morgen? Nå, den dér. Jamen, den er også fin. Jeg har nu tænkt mig…”
Oda styrtede med et brøl ind i hytten, flåede tingesten ud af datterens højre hånd og kastede den mod gulvet. Hun trampede på den tre gange. De omsmeltede hårde dele og de små morsomme krystaller, som hun møjsommeligt havde samlet og sat sin dims sammen af, spredtes som stumper og smulder ud over det sodede gulv.
“Slut!” sagde hun. “I tøser har ikke udført en times fornuftigt arbejde, siden I fik fri taletid. Hvis den opfindelse bliver almindeligt udbredt, kommer vi alle til at dø af sult hen over vinteren. Slut og færdig med den!”
“Altså, mor!” sagde Gyda med tårer i øjnene. “Du er ond og dum. Og for resten har Jolla stadig sin dims, og nu løber jeg ud og advarer hende om, at du vil ødelægge den.”
“Gør du bare det,” sagde Oda. “Lad hende beholde den og lad hende snakke, så længe hun gider. Én telefon kan ingen skade gøre.”
Datteren, som intelligensmæssigt befandt sig noget under sin moders niveau, forlod hytten, stadig opsat på at redde dims nummer to fra destruktion.
“Vi har haft det så sjovt!” råbte hun. “Du er ond og dum!”
“Det går over,” sagde Oda for sig selv, da hun sad alene tilbage i hyttens mørke. “Det bliver glemt. Nu opfinder jeg den dybe tallerken. Den er der brugsværdi og varig glæde i.”
“Hissa hussa, lad os snuppe en tallerken kramsfuglsuppe, tilsat salt, kanel og soda, opskrift fra den kloge Oda.”
Idet sundhedsmyndighederne i Gustenhuse Sogn netop har konstateret katastrofale bivirkninger ved dette års julekirsebærvin, anmoder vi hermed vore kolleger og kammerater i Usseldrup og Klamhuse om venligst at hasteudbrede denne alvorlige efterretning, til behørig og profylaktisk advarsel for alle i sognet værende alkoholister, hvilket herfra antages at dække langt hovedparten af Deres ærede medborgere.
Alarmen lød i går eftermiddags under svineproducent Høstbergs vintergilde på Grisholm, hvor hr. hvæssestenskonsulent A. Sliwer pludselig efter et voldsomt ildebefindende oplevede en spontan hovedaftrilning, efter indtagelse af en flaske af Den Gamle Kypers allerlødigste kirsebærvin.
Herover ses en situation fra udbringningen af kirsebærvinfadene til detailhandelen, tidligere på året.
Desværre udgik advarslen ikke allesteds betids. I forbindelse med afdøde overlærer Lavard Skamprügels gravøl på Gæstgiveriet “Dubbidu”, nåede udskænkningen af de farlige dråber et (hvad senere skulle vise) sig yderst uheldigt omfang.
Den elskelige indehaver, værnemagerenkefru Kamma Dam fik således under de sædvanlige muntre former serveret i hundredevis af genstande til de begejstrede tilstedeværende, herunder ulykkeligvis utallige “kyllinger” med den pågældende fatale frugtdrik.
Adjunkt Severin Severinsen kan nu som mange andre tale med om de frygtelige konsekvenser af forgiftningen med den perniciøse kirsebærvin. God bedring ønskes herfra!
Til alt held fik Tølperforeningen hurtigt nys om den alvorlige situation, idet utallige medlemmer var fysisk til stede, og disse gik herefter under bastante og disciplinerede former i gang med at destruere resten af årgangen, ved udhældning i Gadekæret.
Denne forfærdelige sceance var forståeligt nok ganske ubærlig for mangen en garvet og tørstig seniortølper…
Fortvivl dog ej! Thi som vor egnspoet V. Røvlenberg skrev, i sine just udgivne “Gustne Julebetragtninger” (frit efter Neil Sedaka):
“Når skæbnen føles nok så ram, og livet synes fuldt af skam;
kom da ihu: hvad ikkun skænkes ham, fra vor alles kære Kamma Dam?,
I morgen, nok en dram! Kamma, Kamma Dam,
Oh, Kamma, Kamma Dam, Dubbidu, Dam-Dam!”
Gustenhuse Sogn har i lyset af disse dybt tragiske begivenheder vedtaget ekstraordinært at øge alkoholbevillingen til alle sognets udskænkningssteder, inklusive kirken og bedehuset. Der kompenseres for tabet af den elskede kirsebærvin med firdobbelt-op i hele december måned på Sognets regning.
Dette vil også være gældende for klamhusianere og andet tilrejsende godtfolk, med selvfølgelig undtagelse af kvinder og marxister. Der opfordres til flittig brug af denne ordning, og vægter Larmo Rasselschlüssel er på forhånd informeret, således at han kan holde sig på forkant med diverse grove episoder, håndgemæng, hærværk og fuldekørsel i nattelivet. Ingen overtrædelser af ordensbestemmelserne i Gustenhuse Sogn i julemåneden vil blive lagt de skyldige til last.
Til financieringen af disse jubelherligheder nedlægges Gustenhuse Fattiggård permanent, og al handicaphjælp samt diverse statslige miljøpuljer inddrages ydermere, indtil videre.
I anledningen af den årlige Julemærkestrækmarch i Gustenhuse, er det mig af Tølperforeningen blevet pålagt at oplyse avisens distingverede læsere om denne storslåede, traditionelle lokaljubelbegivenhed, der i år finder sted første søndag i Advent, kl. 05:33 prc.
Tølperforeningen ser herover ved en tidligere, yderst vellykket udgave af marchen, hvor kun 8 medlemmer undervejs døde af udmattelse, kulde, gangræn, og/eller alkoholforgiftning.
Årets march går fra Gadekærets udendørs fælleslatrin, rundt om Saltsøen, over mosen til Udkigstårnet, herfra til Domkirkebyen Viborg, og derefter via Hærvejen til Slesvig og tilbage igen, over en samlet afstand af i alt 463 gl. landmil. Der vil blive serveret gratis varm petroleumsglögg og hestepilsnere ved boder placeret langs ruten for hver 5te mil, i begge retninger. Tobaksrygning er påbudt. Overtrædelse heraf ved medføre offentlig udstillelse og mulig retsforfølgelse.
Kvinder, børn, åndssvage og marxister er selvsagt forment deltagelse, og ved hjemkomsten vil alle raske Tølpersvende af vægter Larmo Rasselschlüssel personligt modtage 24 opfriskende frostlussinger, et smukt diplom samt et solidt gok oveni kasketten med morgenstjerne.
Dette års smukke Strækmærke, pålydende værdi kr. 0,35, bærer portrættet af fhv. Sogneover-borgmester, den folkekære æresborger og mæcen Siegfried Stahl-Eisenmann (1789-1923), hvis kolossale indsats til brunvareindustriens fremme skabte det økonomiske grundlag for vort blomstrende og velfungerende Sogn.
For hvert solgt mærke vil der tilgå Tølperforeningens Juleædefond 32 øre, 2½ øre vil gå til dækning af omkostningerne, og ½ øre vil – måske – blive generøst doneret til sognets fattighjælpskasse.
Marchen vil ydermere blive eskorteret af Julemanden på en pragtfuld NSU-motorcykle, venligst stillet til rådighed af Gustenhuse Veteran-Vehikularforening.
Vel mødt og glædelig Jul, og, som det jo så smukt lyder i vor kære, gamle forenings julestrækmarchsang:
(mel.: Den Gamle Lussators Sang)
“En Tølpermand er au courant, charmant, galant, er han, iblandt, Hurra! Hurra! Hurra!
Thi Tølperånden er bastant, Nu spises skal ris á la mande! I dag, i dag, i dag.”
SUPPLERENDE MARCHORDRE:
Usseldrup Storsogns Disciplinæreksekutivkomité påbyder alle raske og rørige nordvestjyder i aldersgruppen 11-104 år at gå i skarpest mulige træning samt at studere ovenstående kort, således at man enkeltvis eller i grupper kan tilslutte sig marchen kortest muligt efter udgangspunktet.
Fuldt gennemgørende deltagere vil også i vore hjemsogne blive belønnet med diplom, varm hestepilsner og stimulerende lussinger. Slendrian og urinering med svag stråle vil på intet tidspunkt før, under eller efter marchen blive tolereret.
(Sign.) Hassan bin Landknockel, cst. sognedisciplininspektør
