På taget stod en enkelt vagt som jeg pacificerede med den sidste rest tarmgas. Lufttrykket væltede ham så han knaldede hovedet ind i gelænderet og mistede bevidstheden.
”Af sted,” sagde Harlo og kravlede ind i kabinen. ”Fuld fart frem.”
Svævebanen satte af sted i højt tempo. Vores manøvre blev straks opdaget og en alarm gik i gang. Rakkelpotter strømmede ud af Hotel Store Bob som krigsparate hvepse. Alle var bevæbnede med slangebøsser som de skød knaldperler efter os med.
Det hjalp dog ikke for vi kom sikkert ned til jorden.
”Vi klarede det,” sagde jeg og hjalp Harlo ud af kabinen. ”Gennem grotten. Ned til badekarret!”
”Så stop dem dog!” ”Skyd dem!” lød det bag os.
Da vi nåede til nedstigningen til tunnelsystemet så jeg over min skulder, hvordan Rambuk Rakkelpot begå en fatal fejl. Han skød en knaldperle direkte ind i den gigantiske Sorte Lubert.
Pr. refleks kastede jeg mig over min grandonkel og vi tumlede ned i tunnelsystemet sekundet før hele klippeøens top eksploderede.
Mens vi sejlede hjemad kunne vi se hvordan øen stod i lys lue, og fedtede røgmasser vældede op mod himlen. Der kunne umuligt være nogen overlevende.
Hjemme på Halunkenborg fik vi os en sjus, serveret af min husholderske, enkefru Sofie Lorensen, og dertil en velfortjent tangcigar efter den hårde rejse.
”Det var ærgerligt at familien Rakkelpot stjal alle dine værdier,” sagde jeg.
Harlo nikkede, mens et et snedigt smil bredte sig i hans gamle sømandsfjæs.
”Pengene fik de. Men Rektalrubinen fandt de aldrig! Den er gemt et særligt sted som de ikke har tænkt på at lede.”
”Hvor?”
Harlo trak benklæderne af og jog sine rynkede oldingehænder op i rectum og gravede en selvlysende rubin ud af tarmsystemet.
Harlo havde en stærk psyke. Han havde haft rubinen siddende begravet i sit indre siden 1955. Der findes ikke mange modige og stålsatte mænd som ham.
En måned senere rejste vi tilbage til Slubberts Rev for at undersøge skaderne. Hotellet stod der endnu trods eksplosionen. Familien Rakkelpot havde haft spenderbukserne på og opført bygningen i sprængsikkert materiale. Heldigt for os. Kun ruderne var trykket ud.
”Nu hvor alle mine penge er smidt ind i hotellet her, burde jeg bruge det til noget. Hvad med at vi to sætter det i stand og slår dørene op for alle nordvestjyder? Et nyt sommerferiemål?”
”Skål på det.”
Ja, De læste rigtigt! En færgerute er allerede ved at blive etableret til Slubberts Rev og på fredag åbner Hotel Halunk for betalende gæster. Enkefru Sofie Lorensen vil efter direktiver fra Harlo og mig stå for den daglige drift.
”Jeg var på vej hjem i 1955. Badekarret var klar, men så blev jeg antastet af en flåde med rakkelpotske opdagelsesrejsende. Jeg gemte rubinen af vejen inden de kom til mig, men kortet fik de. Pengene fik de. I alle disse år har de holdt mig fanget og tvunget mig til at se dem ødsle mine penge bort. De har skudt alle mine penge ind i bjerghotellet her bare for at irritere mig. Der kommer ingen kunder, for ingen ved at hotellet eksisterer.”
”Det var da forfærdeligt!” udbrød jeg. ”Vi må væk fra Slubberts Rev omgående.”
”Men hvordan?”
”Bygningen er opført af familien Rakkelpot, ergo er det noget klamphuggeri. Der må være en brist et sted.”
Vi besigtigede hele værelse 69.
”Aha,” sagde jeg. ”Løse sten.”
Flere store sten i muren bag sengen kunne man rokke ved. Vi havde dog ikke kræfter nok til at skubbe dem fra hinanden.
Så kom jeg i tanke om dingleribsene i min lomme. Jeg tog kun et par stykker denne gang i munden.
Abrupt mærkede jeg presset i underlivet. Jeg blottede min bag og satte den mod muren. Jeg gav slip og flatulerede med så voldsom kraft at stenene blev skubbet ud af sit leje så der kom et hul i muren.
”Bravo,” sagde Harlo og kravlede gennem hullet.
”Lad os komme væk herfra,” hviskede jeg.
Vi kom ud i et tomt baderum med afføring op ad væggene og loftet og listede ud på gangen, der var fyldt med opløste gnaverkadavere. Der var banditter i alle retninger, så vi søgte op mod taget. Den eneste løsning var svævebanen.
Hvordan skal dette drama ende? Fluks videre til sidste afsnit!
Jeg blev fragtet gennem hotellet ned mod værelse 69. Døren blev åbnet og jeg blev skubbet ind i lokalet. Henne i skyggerne sad allerede en anden fange.
”Her kan du sidde og tænke lidt over tingene til du gider at samarbejde. Du skal finde den Rektalrubin til os når vi siger det til dig. NÅ!” Døren smækkede og låsene smældede.
”Pokkers også. Jeg var ikke forberedt på alt det her. Troede bare det skulle være en ordinær skattejagt. Stille og fredeligt.”
Den lille buttede mand i sengen drejede sig om. Hans tangcigar glødede i halvmørket. Han rejste sig op og jeg genkendte hans hvalrosansigt.
Tilbage i 1955 forsvandt min grandonkel Harlo Hellmann Halunk sporløst i dansk farvand. Han var draget af sted i et ombygget badekar for at gemme sin formue for staten, så de ikke tog halvdelen og sendte de surt optjente penge til udlandet.
Pengene blev efter sigende begravet på en hemmelig lokation. Blandt værdierne skulle der ligeledes gemme sig den mytiske Rektalrubin som er Halunk-dynastiets æresklenodie.
Ved at grave i de halunkske annaler fandt jeg ud af hvor pengene og Rektalrubinen med stor sandsynlighed lå gemt. Skatten skulle befinde sig på den sagnomspundne klippeø kaldet Slubberts Rev, hvor indsejlingen blandt søfolk kendes som Slubberts Røv.
Som den eventyrlystne reporter, slægtsforsker og skattejæger jeg er, ville jeg prøve lykken og rejse ud for at finde skatten og opklare mysteriet om min grandonkel. Var han omkommet eller levede han stadig?
For at gå den kære Harlo i bedene, sejlede jeg ud i et specialkonstrueret badekar med metangasdrevet påhængsmotor. I bagagen havde jeg dykkergrej, graveredskaber, et par bæverpølsemadder, en flaske formaldehydlikør og lidt lokal litteratur til rejsen.
Ved at følge stjernerne som de gamle sømænd, tog det mig blot tre dage at sejle ud til det sagnomspundne Slubberts Rev og ind gennem den mørke fugtige Slubberts Røv. I dette hulrum i klippeøen fik jeg den første overraskelse.
I det algegrønne vand lå Harlos badekar med indtørret afføring på kanten. Han havde aldrig forladt klippeøen, og i badekarret fandt jeg en udstoppet pelikan. Jeg åbnede næbbet og her lå et sammenrullet stykke papir. Min krop dirrede af spænding mens jeg rullede papiret ud.
Det var et skattekort! Harlos optegnelser over formuens placering! Jeg gav mig selv en lussing for at få mit nervesystem til at slappe af. Skattejagten var i gang.
Hundredevis af ranke nordvestjyske landarbejdsmænd, daglejere og husmænd, organiseret i Nordvestjysk Landarbejderfællesskab af 1887, samledes nu til formiddag på Klamhuse Bytorv for at vælge ny formand efter Hartmut Bøffelmuhles alt for tidlige død som 97-årig.
Hr. Bøffelmuhle havde beklædt den ærefulde post siden 1964 og kunne havde siddet på tronstolen længe endnu, hvis ikke en pludselig gebisulykke var indtruffet, mens han nød et måltid brun kryddergullasch.
Syngende medlemmer på vej fra begravelsespladsen ind mod Klamhuse bymidte.
Formandskandidat Lupo Lupus-Larsen havde medbragt sit yngste barnebarn og vandt ved håndsoprækning med 303 stemmer over Bob IV Flabert, der måtte nøjes med 94.
Bob IV Flabert rider hjemad over Vester Usseldrup Hede efter det skuffende resultat. “Jeg frygter, at forbundets medlemmer har forvekslet fysisk størrelse med åndelige og intellektuelle egenskaber, og at det kan blive skæbnesvangert for den nordvestjyske landbefolkning.”
Den nyvalgte formands tjenestebolig bliver udbygget med en ekstra etage.
Lejligheden på første sal skal ligeledes moderniseres. Indtil dette er gennemført, vil hr. Lupus-Larsen forrette sin nødtørft udendørs.
Overalt i Nordvestjylland blev flagene nu til morgen hejst på halv, efterhånden som den chokerende nyhed om rejsekongen Gustav Antonius Gris-Germansens pludselige og eksplosionsagtige dødsfald nåede frem.
“En af vore store sønner, en af vore ædle brødre har forladt os,” udråbte Louis B. Knockel, iført høj hat og sørgebind, fra lokalavisens balkon.
Gustav voksede op som det syvende af 11 børn i husmandsfamilien Gris-Germansen på Klamhuse Hede. Midlerne var små, men han demonstrerede tidligt, at han kunne tage fat, såvel ved markarbejdet som i masturbationsidrætten, hvor han spillede sig til en ærefuld placering på eliteopvisningsholdet.
En weekendtur med nogle af kammeraterne til Flensborg satte Gustav på sporet af det, der skulle blive hans livsindhold: Sexualturisme, krydret med gemytligt samvær, folkesang og alkohol i stride strømme.
Virksomheden Gris Rejser fik hurtigt et stort og trofast publikum og kunne sikkert være vokset langt uden for hjemsognenes grænser, men Gustav Gris havde som et af sine ufravigelige principper, at kun indfødte, velmeriterede nordvestjyder kom i betragtning som rejsedeltagere.
Dødsfaldet indtraf ved 2-tiden i nat, efter at Gustav Gris og et selskab af medrejsende fra Blodhøj Landproletariske Slubbertloge havde festet i adskillige timer på husdyrbordellet “Zum Ferkel” i Hamburg-forstaden Blankenese.
“Vi havde netop fået en prægtig fire-kilos grisesylte på bordet, og Gustav råbte på endnu en tønde Bock-bier, da hans mellemgulv eksploderede. Skoldhedt maveindhold sprængte et hul i hans skjorte og vest og fossede ud over omgivelserne,” fortæller en chokeret medrejsende. “Enhver tanke om redning af vores 99-årige rejsekonge var håbløs, så vi lånte os frem til en plasticbalje, som resterne af ham nu bliver hjemtransporteret i. Den kommer til at stå på bussens tag, for lugten er… skal vi sige ikke helt rar.”
Bisættelsen bekendtgøres senere, og hele egnen ventes at deltage. Lad os i dag i tavshed og med respekt betragte denne klassiske annonce fra Gris Rejser:
Børn, unge, voksne og oldinge vil juble i kor over kåringen af Abu Gynter som Nordvestjyllands mest populære julemand. Årtiers trofast indsats i julesæsonen belønnes hermed, og det er kunderne i de lokale butikker, der med et overvældende flertal har stemt på ham.
Formand for Blodhavn-Usseldrup Handelsstandssamvirke, fr. Lulla Peckelhorst, f. Pödenphant, motiverer afgørelsen:
“Abu er altid munter og underholdende. Han hjælper gerne med at slagte alt levende, som skal bruges i julemaden. Ligeledes holder han eksemplarisk styr på ungerne, mens mor handler, og far er på værtshus.”
Uden for julesæsonen har Abu Gynter flere andre tillidsposter, bl.a. som latrininspektør ved de offentlige nordvestjyske aftrædelsesetablissementer. Sommeren igennem kan man se ham som masturbationskontrollant og gebyropkræver på Blodhavn Nordstrand.
Julehædersprisen, en balje kødfodergranulat og 6 flasker drikkepetroleum, overrækkes ved en festceremoni på Blodhavn Midtermole mandag kl. 16.44-17.01 prc.
Inden jeg slipper alle mine modbydelige, sprøjtedefækerende dæmoner løs overalt på klodens besudlede overflade, bringer jeg Dem til behageligt tidsfordriv den fulde illustrerede ordlyd af “Ondskabens Træ”, et ultrakort, omend formidabelt filosofisk værk, af ukendt forfatter, fra Helvedes Bibliothek. Perlen blandt samlingen, en sand dekadencens billedbog, og i øvrigt gratis, samt eksklusivt, for Knockelske Tidende. God fornøjelse!
I: Intelligensens Død. Hr. Dunning, hr. Kruger, de gik sig en tur,
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera.
De talte jo om, hvad det var, der var galt,
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera.
Og så blev de enige, tog sig en lur,
Af druk, kuk-kuk, faldera,
men da de så vågned’, så var det fatalt.
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera…
Der var ingen løsning; kun håb om en dag,
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera,
Hvor fagfolk blev tæsket, til hovedet faldt af!
Kuk-kuk, kuk-kuk, falder a’.
II: Kærlighedens Død. (xy+xx)n=0.
III: Samfundets Død. Solen er så rød, mor,
og nu er fader død.
Klunkerne faldt af, og
hans hjerne blev til grød.
Jeg vil også gerne dø,
så jeg kan flyve bort.
For så kan jeg vel slippe for
at høre på dit lort!
IV: Kunstens Død. Bohemen sig kastede, med et skrål,
i døden fra 12. sal.
Salonsocialisterne drak hans skål;
“Han var nu en vældig ka’l!”
“Han var sgu’ den største!”
braldred’ de gladeste,
mens de citered’ fra bogen.
“En anelse tvivlsomt; dog sikkert den fladeste,”
lød en mørk stemme, fra krogen…
V: Troens Død. Caspar, Melchior og Balthazar
Så det klareste lys på himlen.
Men de vidste godt, at det var
En døende stjerne, i vrimlen.
VI: Naturens Død. Jorden brænder i alle lande;
Havene hastigt fordamper.
Ingen vand i nogen spande,
Nu slukkes skal, alle lamper.
Kloden bli’r til en lille sol,
En glødende ministjerne…
Atomkraft Nej Tak?! – Go’nat og farvel,
Din fordømte, stupide halvhjerne.
VII: Musikkens Død. Er du jol, mon…?
…eller er du mongol?!
VIII: Følelsernes Død.
Empati er evnen til at forstå din egen morder, og kristendom evnen
til at tilgive mordet på dit eget barn. Kristopati er sygdommen,
der gør, at du begærer din egen slægts udslettelse. Derfor: kvæl
fromt dine egne børn, skyd glad din kone, og hæng så dig selv,
i Jesu Kristi navn! Amen.
IX: Glædens Død.
Skadefryd er den sidste fryd,
når ikke vi længer’ kan le.
Næstens død er vort eget brød;
Vi sidder med Døden til te.
X: Skønhedens Død.
Hvor er min Gertrud…?
Hun var smuk som en gud,
men nu er hun væk, søde barn…
Tredoblet i kødet,
og muggen i skødet,
med bryster af plast, hvilket skarn!
Tatoveret og piercet,
er nu min sjæls Circe,
og håret er blåt, grønt og pink.
Med ring i sin næse,
en vammel fadæse…
Jeg håber hun bli’r til en mink.
XI: Sandhedens Død.
179 mand på et helt folks kiste,
Ho, ho, ho, og en tom flaske rom.
XII: Fantasiens Død.
Aladdins Lampe brændte endelig ud,
mens folk var ude at shoppe.
De brokked’ sig over en pris på en klud,
og en pakke med 6 kokostoppe.
XIII: Sjælens Død.
Alle mennesker er født lige.
Ingen må mod himlen stige.
Pig’ er dreng, og dreng er pige.
Du skal for din hersker vige.
Og du skal dig selv bekrige.
Du har ingenting at sige.
Jeg ankom til en marmorport, der omgav et rustent jerngitterværk. I lyset af min døende cigarglød anede jeg til min venstre side en menneskelig rygsøjle, der på makaber facon hang ned fra loftet. Jeg hev rask væk i knokkelværket, der derefter afgav et dundrende, metallisk
“dong-g-g…”
Af gammel vane tømte jeg derefter min næstsidste lommelærke… Arsenal 1, Tottenham Hotspur 0… Men nu var tiden just ikke kommen til diverse nostalgiske reminiscenser.
Oplyst af en simpel tælleprås anede jeg gennem porten en hæslig kutteklædt skikkelse nærme sig, med langsomme, slæbende skridt… Den stak sit afskyelige ansigt ind imellem tremmerne, og udrakte en lang, byldebetændt tunge.
“Jeg være broder Bæ, eheheh! Og bibliotek lukket!”, gryntede denne frastødende krøbling, og tilføjede et uvenligt: “Forsvind med ham, in Nomine Satanas!, uaarhehehehehh…”
“Der er noget De har aldeles misforstået,” svarede jeg. “Jeg er ikke kommet for at låne bøger! Jeg er blot her for at reparere Deres defekte lås. Jeg kommer fra… fra låsesmedsfirmaet… øeh… Plus, Kvam & Perfektum, og Da vi begge ankom her, havde Deres foresatte jo allerede ringet, hvis De altså forstår…”
“Hva’ba’…? Eheheh…” lød det forvirret fra den savlende pukkelryg, der med håndroden dunkende sig gentagne gange mod sit deforme kranium.
“Jamen, jeg kan da med mit blotte fagmandsøje se, at porten er gået noget så frygeligt i baglås,” bemærkede jeg, non-chalant. “Skulle vi ikke hellere se at få det ordnet. De kan jo heller ikke selv komme ud…”
Præcist som antaget stirrede kretineren et øjeblik vantro på mig, drejede så ivrigt sin nøgle rundt i låsen, og skubbede porten helt op. Han slog derefter triumferende ud med armene, i en dybt grotesk positur.
“Nu han se, virkelig se, eheheh… ikke baglås, eheh!” gnækkede han.
Jeg greb omgående mandslingen om halsen, og løftede ham op, så han rallende dinglede fem centimeter over gulvet.
“De skal ikke være så forbandet kålhøgen, men bare lade mig stille og roligt passere, forbi Deres håbløst korroderede rivejern!” sagde jeg, og tilføjede: “En af Deres kolleger er uheldigvis kommet til at lave noget værre gris ude i vestibulen. Kan De ikke gøre Dem en anelse nyttig, og så se at få det ulækre svineri fjernet, omgående. Så skal jeg i mellemtiden lynhurtigt ordne mit forehavende, og jeg skal love Dem, at jeg ikke piller ved Deres fjollede bibliotek… ret meget. Og tag Dem en førsteklasses cigar for al Deres ulejlighed!”
Jeg proppede enden af min næstsidste havaneser ind i munden på den klumpfodede klovn, slap taget om hans skæve hals, hvorefter han pibende og hinkende forsvandt langs den mørke gang hvorfra jeg lige var kommet, medens han til min store ærgelse som en
åndssvag gnaskede løs på den fine cigar…
Jeg gik ind i det store, bælgmørke lokale hinsides porten, og strøg en tændstik. I et kort øjeblik ænsede jeg aftegningerne af endeløse rækker af velordnede reoler, proppet med støvede bøger og manuskripter, men et pludseligt pust slukkede min lyskilde. Jeg tændte endnu en
normalt gennempålidelig tordenskjold, men fænomenet gentog sig. Så igen. Og så igen… Her var da ikke gennemtræk. Narrestregerne ville tilsyneladende ingen ende tage…
Som den gamle romantiker jeg nu engang var, udbrød jeg spontant et rungende: “I Lucifers navn, bring lys, mer’ lys!”, og straks flammede alle lysestager og kandelabre i rummet op, som befandt jeg mig i selveste Vatikanet.
En hæs, dæmonisk hviskende stemme svarede hånligt og med resonerende ekko i mit øre: “Am Anfang Gab Es Nur Die Scheisse-eisse-eisse…”
Dette var jo ikke særlig klædeligt for et højtideligt rum af denne kaliber, men jeg var vant til det, der var langt værre, på en almindelig formiddag på Gustenhuse Dyrskueplads, så jeg tog ikke videre notits af disse platte, tilbagevendende bemærkninger, men gik straks igang med at undersøge mine omgivelser.
Blandt bibliotekets ganske overvældende mængder af knaldhård pornografi og dybt underlødig kiosklekture forefandtes – trods alt – et bredt udvalg af den ægte Sorte Litteratur: Ghorl Nigral, Ondskabens Træ, Necronomicon, Klønkes “Mit Liv”, Baudelaire, IKEAs forårskatalog, Malleus Defaecarium, Uffe og Krista Hoves “Vildliv”, De Tarmis Mysteriis, Kommunismens Manifest, Poe, Dansktoppens Hvem-Hvad-Hvor, Satans Bibel, Skidtaf Andersens og Klaus Pisbjergs samlede uværker, Holstebros Historie Bd. I-LXII, A. Hitlers “Min Manglende Nosse (og Hjerne)”, Den Amerikanske Forkvakling, Færdselsloven, Ritt Bjerregaards Bilagssamling, Frit Cisternia, Been Beensen Brächers “Jøderne På Halv”, M. de Sades “Røv og Røv Imellem”, Wanker Jørgensens hidtil upublicerede “Undskyldning Til Det Danske Folk”, Det Moderne Sverige, Afholdsbevægelsens Håndbog, Regnbuens Børn, samt Vagttårnets Årsskrift. Kort sagt: et veritabelt mareridtskatalog af allehånde infame afskyeligheder, på skrift.
Jeg udtog en tilfældig skriftrulle blandt den allerældste visdom, og udbredte den på nærmeste pult. Dette var Lavements-Konfigurationen! Et antediluviansk værk, som alle historiens skriftkloge anså for værende blot en myte… Oh, hvilken herlighed! Jeg kunne fordybe mig i denne verden i årevis. Med eller uden færgemand. Jeg satte mig ned på en støvet, knirkende marokkopude, tændte min sidste cigar, og drejede låget af min endegyldige lommelærke. Jeg måtte reflektere…
Dette var jo selvsagt ikke endestationen… blot mere forblændelse. I den behagelige tåge af cigarrøg og højpromille observerede jeg på bordet foran mig den gradvise materialisation af et sæt fyldte karafler, og en mindst ligeså indbydende de luxe cigaræske… Jeg hørte nok engang den velkendte hule stemme le inden i mit hovede, mørkere og endnu mere ondskabsfuldt end hidtil… Man prøvede til stadighed omend forgæves at nedbryde min stålsatte nordvestjydske characteer.
Dette forunderlige lokale var jo tydeligvis kreeret med det specifikke formål at få en principfast mandsperson til at falde i allehånde staver, lige før målstregen. Men hvorledes komme videre, herfra? Alverdens mest sublime billederotika samlet ét sted, en uudtømmelig tantalus, og et veritabelt stalinorgel af kvalitetscigarer, fred og ro, og intet ansvar… Her kunne en ægte mand af rette støbning måske for en gangs skyld få lov at være sig selv!
Men nej. Dette var nok en lumpen fælde… og nøglen er og bliver til stadighed at finde, inden i een selv. Man må sg’u være en rigtig mand, når det gælder! Jeg kvaste resolut stumpen af min cigar mod bordpladen, rejste mig op i al min manddoms vælde, sparkede til marokkopuden så den susede gennem mørket i en regn af sorte snegle og summende fluer, spyttede på uhøvisk vis ud i lokalet, bøvsede og lo sjofelt, af hele hjertet, og slog så en bragende vind.
“I Hartmanns navn, luk op, eller jeg tramper hele slottet ned i voldgraven, hvori det vitterligt hører hjemme!” brølede jeg, af mine lungers fulde kraft.
En falsk bogreol skød omgående til side, med en hvinende lyd. Ha! Nu var jeg da vel for Fanden endelig ved denne skøre rejses ende.
Jeg gik ind i det hemmelige rum, som bestod af kolde stenvægge, omkring en besynderlig tronstol. Men hvor fanden var Fanden…?! Jeg gik frygtløst nærmere. På det uhellige, suspekt duppede og bremsesporsbefængte sæde forefandtes kun en støvet båndafspiller, hvori sad en gammel kassette, fra en svunden analog tidsalder.
Jeg trykkede uden tøven på den noget modvillige play-knap. Et øjeblik efter skingrede en forsamling tonedøve, marxistisk indoktrinerede børn fra Holstebro Ungdomskor følgende strofe:
“Hare, Hare Krsna, døden skal du lide! Du, som kommer allersidst, får ikke lov at skide! Tihihihihihiiii…”.
Jeg stoppede omgående båndet, og vendte det om. Helt ærligt… Nu var det altså absolut sidste chance, inden jeg… grrr… hrmmm… inden jeg fandt på… på helt andre metoder! Jeg spolede det raslende bånd tilbage til start, og satte atter, og med en dyb indånding, apparatet igang.
Jeg var nær skvattet død om, på stedet, af akut massetab af hjerneceller…!
Er dette så svaret på det store, æonlange, eksistentielle spørgsmål? Har Gud blot givet op, og efterladt menneskeheden en gigantisk practical joke, på bunden af altings akkumulerede fækalia? Overladt styringen af det fejlslagne eksperiment kaldet homo sapiens til en forsamling halvhjerner og båthornsuduelige narrøve og kvindagtige hattenåle? Ja, det er jo for så vidt typisk Det Offentlige… Og nu tilmed inkluderende en flok ildelugtende og alkoholfornægtende, fezløse ignoranter, med underudviklet penis og flade testikler. Ja, noget kunne jo unægteligt tyde derpå…
Men sådan spiller gylleorgelet Drolen baldre’me ikke! Jeg har ikke vandret hele denne lange vej, blot for at blive habbasuttet og baghylet af nogle talentløse arabertosser. Dette gjorde mig noget så ufatteligt skumrasende, at jeg entrerede et gigantisk sjæleligt furorum, indtil jeg lignede en øltønde med fire lange spastisk flagrende spunse, med et hidsigt roterende rødkålshovede ovenpå, og jeg følte mig unægteligt fristet til på stedet at lade hele området bræksitere til atomer.
Men hov! Lige et øjeblik… Man skal ikke lade vreden løbe af med sig. Dét var jo fælden! Og deri bestod hele pointen, hele prøven. Åhr, for pokker, dér havde de jo nær fået mig! Men nærved og næsten, foroven eller -neden, slår ej hesten, eller mig, af velocipeden! Der er jo efterhånden ikke en anstændig mandsperson at finde, hernede, såvel som foroven. Kun en kæmpemæssig ubrugelig masse af fallerede cirkusmedarbejdere… Nu var beslutningens time dog endelig kommet.
Så her lades alt håb ude…? Nonsens! Det er et såre beskidt job, indrømmet; men jeg er netop manden til at udføre det. Og det skal ske med glæde!
Jeg tiltræder hermed den tilsyneladende ledige stilling som det nye Store Dyr i Åbenbaringen. Nu er opgaven soleklar, og arbejdet forestår. Som overordnet ansvarlig for alting hernede, kan jeg ikke længere varetage diverse inkompetente jordbundne proletarers trivielle, daglige latterligheder… Disse, og tilsvarende forkastelige individer, haver herefter bare, aldeles omgående, og uden diskussion, at opføre sig intet mindre end mega-eksemplarisk, hver evig eneste levende dag, for ellers kommer de jo før eller siden herned til mig, og så skal jeg edderbanke’me gennemondulere dem; og det på en måde, de aldrig har oplevet før.
Men dette er vel næppe hverken modtaget eller forstået… Det ansvar påhviler imidlertid ene og alene Dem selv, kære læser. Som den gode, gamle færgemand sagde: “Held og Lykke!”
Den Gamle Skole er hermed at betragte som lukket for stedse, grundet eklatant mangel på effektiv og tidssvarende disciplin. Alle er på det allerskarpeste advaret. Hvis ikke De tager Dem gevaldigt sammen, får De før eller siden enden noget så eftertrykkeligt på komedie, og det vil være mig en udsøgt personlig fornøjelse at orkestrere denne bizarre øvelse, helt udi detaljen… Dette er dog ingenlunde enden. Det er blot begyndelsen. Og al begyndelse er jo som bekendt svær. Har De lyst til at begynde, med mig?
Ja, og hvis De simpelthen bare ikke kan vente, så ved De jo godt, hvor De kan finde mig: Krads Mølle, Gustenhuse Sogn. Henne om hjørnet, nede i kælderen…
